Sortblodsfolk

Langt mod nord findes Rustbjergene – en kold og barsk bjergkæde, hvor tilværelsen er ubarmhjertig, og kun de stærkeste overlever. Her har sortblodsfolket deres hjem, og med deres nådesløst brutale adfærd har de gjort bjergene til et berygtet sted, som selv de modigste gruer for at betræde.

Betegnelsen ‘sortblodsfolk’ dækker over orker, gobliner og trolde. Navnet stammer fra en myte om, at deres blod er sort og ikke rødt. Det er ikke tilfældet, udover hos nogle få trolde, men navnet har alligevel hængt ved som en fællesbetegnelse for de tre racer.

Selvom der fra naturens hånd ikke er større ligheder mellem sortblodsracerne, har de altid formået at leve side om side og har fundet sammen i et stærkt indbyrdes fællesskab. Der er ganske vist interne stridigheder mellem dem, men de er aldrig større, end at racerne alligevel formår at finde sammen, når de bliver truet af ydre fjender.

Orker

Af de tre sortblodsracer er orkerne den mest udbredte. Orkerne er stærke som få, og de er brutale væsner med et kynisk og meget kontant livssyn, som sjældent føler frygt eller fortrydelse. De har en umådeligt simpel livsstil, hvor den stærkeste regerer, og hvor konflikter løses hurtigt, effektivt og gerne med vold.

Gobliner

Goblinerne er den mindste og svageste af de tre sortblodsracer. Hvad de ikke besidder i fysisk råstyrke, kompenserer de til gengæld mere end rigeligt for med deres snedighed og intellekt. Blandt sortblodsracerne er goblinerne nederst i hierarkiet, men de bliver alligevel anerkendt og respekteret for deres kløgt. Det er antaget, at de fleste gobliner er betydeligt smartere end mennesker, og igennem tiden har de da også demonstreret det igen og igen.

Trolde

Troldene er et yderst sjældent syn. Dels er der kun forholdsvis få af dem, men de bevæger sig også sjældent ned fra Rustbjergene. De er frygtindgydende væsner, og troldenes styrke er legendarisk og overgår alle andre dødelige racer på Niraham. Selv orker og gobliner frygter dem, og ofte med god grund, for troldenes livsstil er endnu mere simpel og ligefrem end orkernes. Det, som trolde vil have, tager de, og hvis noget står i vejen for dem, fjerner de det.

Fysiske karaktertræk

Som allerede antydet er der både mange ligheder og store forskelle på de tre sortblodsracers fysik. Af udseende er de uraffinerede og kantede væsner, der ikke har samme ynde eller elegance som Nirahams andre racer. Sortblodsracerne har som regel en grønlig eller brunlig hud og meget grove ansigtstræk. De nærmere nuancer i deres fysik, hudfarve og udseende varierer dog fra race til race.

Orker

Orkerne er overordentlig kraftige væsner med en enestående fysik. De er høje, bredskuldrede og i besiddelse af en imponerende muskelstyrke, der får dem til at fremstå voldsomt intimiderende.

Deres hud er typisk i grønne, brune, grå eller endog rødlige farver, og der er ofte en del farvenuancer i den enkelte orks hudfarve. Farverne er desuden meget forskellige alt efter, hvor i Rustbjergene orken kommer fra. Hudfarven bliver ikke lysere eller mørkere af at opholde sig i solen, men der synes at være en vis tilbøjelighed til, at den bliver mørkere, efterhånden som orken bliver ældre.

Orkerne fremhæver ofte deres ansigtstræk gennem sorte, brune eller røde bemalinger i ansigtet, hvis primære formål er at signalere deres tilhørsforhold til en klan eller flok.

Der er ikke stor forskel på mandlige og kvindelige orkers fysik. Kvinderne er muligvis en smule mindre og svagere end mændene, men begge køn har en imponerende muskelmasse, der langt overgår menneskers. Kønnene betragtes i det hele taget som ligeværdige blandt orker, og når racen drager i krig, gøres der ingen forskel på mænd og kvinder.

Orker er fysisk udvoksede allerede omkring 10-årsalderen, hvor de bliver betragtet som voksne. Herefter udvikler de sig ikke meget mere, hverken fysisk eller mentalt. De kan leve til en alder af ca. 60 år, men det er meget sjældent, at en ork bliver så gammel. Som regel vil det blive betragtet som et godt og langt liv, hvis en ork bliver 20 år.

Orker er overordentlig hårdføre og kan gå i flere uger uden mad og drikke. De er immune overfor de fleste sygdomme, og hvis de tager skade, er deres krop i stand til at helbrede sig selv.

Afhængigt af, hvor orker kommer fra, vil man kunne opleve en del forskelle i både deres udseende, status og fysik, og racen kan groft inddeles i fire overordnede arter:

• Rustorker anses for de mest traditionelle og renblodede orker. Typisk er de grå eller sorte i huden. De bor langt oppe i Rustbjergene og er både stærkere og klogere end deres racefæller. De omgås kun sjældent de andre orkracer og værner om aldrig at blande blod med dem. Navnet kommer af, at de ofte bærer tunge, uraffinerede rustninger.
• Bjergorker har mange lighedspunkter med rustorker, men de er en anelse mindre og svagere. Af samme årsag er de også lavere rangerende i hierarkiet. For det meste er de brune i huden. Ligesom rustorker bærer de gerne tunge rustninger, men er en del lettere og mere mobile.
• Skovorker er en bred betegnelse for de orker, der i stedet for at bo i bjergene har deres hjem i skove og andre bevoksede områder nedenfor. Deres status er markant lavere end orker fra bjergene, og de benyttes ofte som spejdere og fodsoldater i hæren. Oftest er de mørkegrønne i huden, men kan have mange nuancer, herunder også grå og brune træk.
• Steppeorker er dem, der bor på åbne flader langt fra bjergene. De er nederst i orkernes hierarki og bruges typisk som spejdere og jægere. Blandt sortblodsfolk er de også nogle af de eneste, der benytter sig af ridedyr i kamp og på rejser. Deres hud er ofte i lyse nuancer af grøn, brun eller grå, og nogle er næsten helt gullige i huden.

Gobliner

Goblinerne er væsentligt mindre af statur end resten af sortblodsfolkene. Herudover er de også svageligt anlagte og derfor fysisk underlegne i forhold til både deres artsfæller og andre racer.

De har for det meste en grønlig hudfarve, der typisk vil være en anelse lysere end orkers. Herudover er de kendetegnet ved at have en lang, spids næse samt lange ører, der i modsætning til elvernes peger bagud i stedet for opad. Ligesom orkerne har goblinerne for vane at fremhæve deres ansigtstræk ved at male sig med sorte, hvide, grønne eller rødlige farver. De er dog mere sofistikerede end orkerne, og bemalingen vil som regel blive udført med fine linjer.

Der er en smule forskel på kønnenes fysik blandt gobliner, idet mændene har en tendens til at være lidt stærkere end kvinderne. I praksis har det imidlertid ingen betydning, eftersom gobliner ikke anser fysisk råstyrke for et anerkendelsesværdigt træk. De påskønner i stedet snilde og list, og på det punkt er kønnene lige. Mændene vil typisk være lidt højere og tungere end kvinderne, men begge køn er kendetegnet ved at være små og spinkle med en yderst begrænset muskelstyrke.

Gobliner udvikler sig hurtigt og bliver anset for fysisk og mentalt udviklede, når de har en alder af ca. 10 år. Herefter fortsætter de imidlertid med at udvikle sig mentalt og bliver gradvist klogere og listigere. Det er først meget sent i livet, at deres sind begynder at blive svækket af alderdom.

Racen har ikke samme modstandsdygtighed over for sår, sygdom og elementernes rasen som orker. De har heller ikke evnen til at regenerere, hvilket sammen med deres skrøbelige fysik giver dem yderst vanskelige levevilkår. Det er derfor sjældent, at gobliner bliver ældre end 25 år, om end det er sket, at nogle få og særdeles listige gobliner har formået at blive helt op til 75 år.

Blandt gobliner finder man to overordnede afarter af racen:

• Overfladegobliner er dem, de fleste forbinder med ’almindelige’ gobliner. De er langlemmede, spinkle og har hæse stemmer. Kulturelt opfører de sig som kyniske opportunister, der færdes i flokke, hvor de enkelte gobliner snyder, stjæler og myrder efter forgodtbefindende, både blandt deres fjender og artsfæller.
• Underjordsgobliner er mere sjældne. De lever i huler og grotter under Nirahams overflade og har et stærkt indbyrdes sammenhold. De kan genkendes på at være en del mindre end normale gobliner, ligesom deres hudfarve er lysere og findes i alle nuancer af brun og grøn med islæt af gul, rød og hvid. Deres stemmer er typisk lyse og skingre, og de er særdeles hidsige af natur.

Trolde

Troldene er en af de største og mest frygtindgydende racer, der kendes på Nirahams overflade. De er enorme væsner, der gerne er et hoved højere end selv de største mennesker.

De har som regel en mørk hudfarve, der enten er brun, grøn eller grå, og de har ikke, som resten af sortblodsfolket, tradition for at bemale sig. Deres hud er overordentlig hård og kan hos visse ældre trolde næsten føles, som om den er lavet af sten.

Der synes ikke at være nogen grænse for, hvor længe en trold kan leve, og fortællinger vil, at der findes trolde, som er langt over 5000 år gamle. Troldene bliver ved med at udvikle sig fysisk hele deres liv, og de bliver kun stærkere og stærkere, efterhånden som årene går. Som tiden skrider frem, bliver de imidlertid også sløvere og mere primitive i deres tankegang, ligesom der gradvist skal mere og mere til for at vække dem af deres søvn eller fange deres opmærksomhed.

Troldenes enorme styrke og stålhårde skind gør dem immune over for stort set alle påvirkninger, og det ses ofte, at våben ligefrem knækker ved sammenstødet med en trold. Ligesom orker har de evnen til at helbrede sig selv, og de gør det så hurtigt og ubevidst, at selv de værste sår synes at lukke sig næsten øjeblikkeligt.

Trolde er meget forskellige af både udseende og karakter, men de kan dog groft inddeles i tre forskellige typer:

• Huletrolde foretrækker at leve i grotter i bjergsider eller under jorden. De er den mest fjendtlige af trolderacerne og bryder sig grundlæggende set ikke om nogen eller noget.
• Bjergtrolde er de mest traditionelle, og dem vi oftest tænker på, når snakken går på trolde. De sover det meste af tiden, men vågner fra tid til anden for at fylde maven og kan da være yderst farlige.
• Skovtrolde er de mest nysgerrige og opsøgende af troldene, men har også for vane at være noget impulsive. De lever det meste af deres liv i skovene og er stort set altid på farten.

Beklædning

Sortblodsracerne har det til fælles, at deres beklædning først og fremmest er valgt ud fra praktiske hensyn. De går ikke op i stil eller elegance, men benytter sig af simple, praktiske klædedragter, der sjældent er meget mere end groft sammensyede stykker skind. Man finder ikke mange håndværkere blandt sortblodsfolket, så hovedparten af deres tøj er typisk taget fra faldne fjender eller racefæller og herefter blevet passet nødtørftigt til.

Sortblodsracerne foretrækker grove materialer som læder, skind og kraftigt lærredsstof, og hvis de har valget, vil de i videst muligt omfang gå efter mørke, naturlige farver, som gør det muligt for dem at bevæge sig usete i skovene.

Blandt sortblodsfolket har man ikke nogen synderlig tradition for at bære unødvendig pynt. Den slags er kun i vejen, og selv hvis ting kunne have et praktisk formål på sigt, bliver de sjældent båret, hvis ikke de er til nytte lige nu og her. Man gør dog en undtagelse, når det kommer til genstande, som har en særlig social eller religiøs betydning. Det kan for eksempel være trofæer fra besejrede fjender, som giver status og anerkendelse blandt sine racefæller. Disse bliver båret synligt og med stor stolthed, så ingen kan være i tvivl om ejerens bedrifter.

Navnlig blandt orker sørger man også gerne for, at påklædningen fremstår så brutal som muligt for derved at sprede frygt hos sine fjender. Til det formål benyttes ofte blod, knogler og lignende.

Som et krigsførende folk har sortblodsracerne desuden en udtalt forkærlighed for rustninger, og de samler med stor entusiasme brugbare dele sammen fra besejrede fjender. I den henseende foretrækker orkerne tunge skælbrynjer og sammensatte stykker af pladerustning, mens goblinerne i højere grad bærer smidige rustninger af læder.

Tankesæt

De tre sortblodsracer er meget forskellige i deres måder at tænke og handle på. Fælles for dem alle er dog, at de af natur er meget pragmatiske og behovsdrevne og sjældent har lige så langt fra tanke til handling som andre racer. Deres forskelle til trods har sortblodsracerne mange fælles mål, og de har skabt en kultur, hvor de forstår at samarbejde og udnytte hinandens styrker til at opnå dem.

Orker

Orkerne er simple og ligefremme væsner, som værdsætter autoritet og fysisk råstyrke, og som derfor også foretrækker at løse deres udfordringer i livet ved brug af vold. Af samme årsager er deres tilværelse som regel kort og barsk, for en ork er aldrig mere værd i sine racefællers øjne, end hvad han formår at præstere i kamp.

De lever oftest i små flokke eller klaner, hvor der er konstant rift om magt og anerkendelse, og orker er derfor nødt til at bevise deres værd dagligt. Selv i tider, hvor de ikke trues af ydre fjender, vil yngre, ærgerrige orker altid stå på spring for at udfordre de ældre og tage deres plads.

Orkerne har et legendarisk temperament, og der skal ikke meget til, før de bryder ud i vredesudbrud, som kun sjældent stopper, før enten de eller deres fjende ligger ned.

Selvom mennesker betragter orkerne som vilde, primitive dyr, så er sandheden dog nærmere, at de har en enkel og meget behovsdreven tilgang til livet.

Orker er ligefremme skabninger, som på grund af deres store styrke ikke har noget behov for at tænke særlig dybt over tilværelsen. Hvis de er sultne, spiser de, og hvis de ikke selv har noget mad, tager de nogle andres. Og kan du ikke holde på din mad, så har du ikke fortjent den. Herudover tillægger de ikke følelser som næstekærlighed nogen særlig vægt. Er en nærtstående racefælle død, skaber det blot en ledig plads i hierarkiet, som man nu må kæmpe om at overtage.

Gennemgående for orkernes mentalitet er, at de tager, hvad de har brug for, ud fra en overbevisning om, at den stærkeste altid har ret. Og mister man selv noget til en stærkere ork, er det helt naturligt at tage noget nyt fra en svagere. Orkerne er imidlertid ikke grådige af natur og tager derfor heller aldrig mere, end hvad de umiddelbart har brug for.

Gobliner

Goblinerne er de mest intelligente af sortblodsracerne, og hvad de mangler i fysisk råstyrke, opvejer de mere end rigeligt for ved deres kløgt og listige tankegang. I forhold til de andre sortblodsracer vil goblinerne stort set altid være nederst i hierarkiet, og de må finde sig i at blive kostet rundt med og pint og plaget af de andre racer.

Orker og trolde er ganske vist ikke blinde for, at gobliner er kløgtige væsner, hvis snilde kan være overordentlig nyttig. I hverdagen er det imidlertid den stærkes ret, der råder blandt sortblodsfolket, og det hierarki må goblinerne acceptere at indordne sig i. Selv når der er behov for list, vil de andre sortblodsfolk aldrig tage imod ordrer fra gobliner, men de vil ofte spørge dem til råds og følge deres anbefalinger.

Internt blandt gobliner finder der en evig rivalisering sted. Modsat de andre sortblodsfolk kommer den dog ikke til udtryk ved brug af fysisk vold, men gennem intriger og listige planer. En goblin opnår status blandt sine racefæller ved at være den mest dristige og snedige, og i en kultur, hvor fejl ofte medfører døden, indebærer det en høj rate af dødsfald blandt gobliner.

Af og til sker det dog, at der er gobliner, som overlever til en ganske høj alder, og ikke sjældent er det netop de bedst begavede. Der er derfor en udtalt respekt for ældre gobliner ud fra en opfattelse af, at de aldrig ville have levet så længe, hvis ikke det var fordi, de var exceptionelt begavede.

Trolde

Af de tre sortblodsracer er troldene de mest primitive. De lever et ensomt og isoleret liv og er yderst asociale af natur, så typisk vil de kun omgås andre væsner, hvis de er i humør til det, eller der er omstændigheder, som tvinger dem til det. Langt størstedelen af deres tid går med blot at sove eller at vandre omkring for at lede efter føde.

Igennem årene er der fortalt mange historier om trolde og deres natur, men de er sjældent helt sandfærdige. Trolde er fx hverken særlig ondskabsfulde eller sadistiske af natur. De er bare simple, behovsdrevne væsner, som ikke rummer samme empati og forståelse for deres omgivelser som de øvrige racer, og de kommer derfor meget let til at fremstå hensynsløse.

Modsat hvad fortællingerne om dem tilsiger, så er det kun yderst sjældent, at trolde har noget særligt incitament til at blive voldelige. De ved godt selv, at de tilhører en overlegen race, så behovet for at markere dominans opstår kun sjældent. Trolde er heller ikke fra naturens hånd særlig krigslystne eller morderiske. Hvis de imidlertid føler sig truede, eller hvis fremmede bevæger sig ind på deres territorium, så håndterer de det gerne ved bogstaveligt talt at rive hovedet af vedkommende.

Når de er sultne, vrede eller legesyge, kan trolde blive særdeles aggressive, og hvis de først bliver tilstrækkeligt ophidsede, kan de gøre de mest grusomme ting. Det er i den slags situationer, at trolde viser sig fra deres værste side. Når deres blod er bragt i kog, stopper de sjældent med at slå ihjel, før de løber tør for fjender. Det er derfor også alment kendt, at der ikke er noget formål med at bede en vred trold om nåde eller forsøge at appellere til dens sympati.

Historie

Hver religion har sin egen skabelsesberetning. Inden for Gorrumtroen, der praktiseres af langt hovedparten af alle sortblodsfolk, fortælles det, at Gorrum i de tidligste tider formede Niraham og skabte alle dens væsner og dyr. For at gøre verden levende og dynamisk skabte han i den forbindelse et antal racer med en egen fri vilje.

Først skabte han troldene, der derfor altid vil have en særlig betydning i Gorrums øjne, og dernæst mennesker, som imidlertid var skrøbelige og svage og derfor skuffede ham. Derfor skabte han orker og elvere, og af dem holdt han i særlig grad af orkerne, som derfor blev hans udvalgte folk. Orker udviklede sig siden til gobliner. Endelig skabte han dværgene, som imidlertid vendte sig mod deres skaber og hans andre væsner og derfor misbehagede Gorrum.

Efter racernes skabelse fulgte en mindre evighed, hvor sortblodsfolket levede en tilfreds og tilbagetrukken tilværelse i Rustbjergene.

Syd for bjergene lå elvernes skove, og de to racer havde en indbyrdes forståelse for, at hver passede sit og i videst muligt omfang undgik at bevæge sig ind på den andens territorier.

Anderledes forholdt det sig med dværgenes rige, Darkonien, i vest. Her fik man sig snart en livslang fjende i takt med, at dværgene igen og igen forsøgte at sprede sig ind i Rustbjergene. Krigen mellem dværge og sortblodsfolk stod på i århundreder, hvor ingen af de to racer formåede at vinde overhånd. Den udmøntede sig i et indædt had mellem racerne, som ingen til sidst interesserede sig for årsagen til.

Ved sortelvernes indtog på Niraham brændte de store dele af elvernes skove ned, og da sortelverne efter århundreders kampe atter trak sig tilbage til Underverdenen, var menneskene hurtige til at bosætte sig på de områder, som sortelverne havde forladt.

Efterhånden som menneskene spredte sig over Niraham, fandt de også vej til Rustbjergene, hvor de nu stod ansigt til ansigt med sortblodsfolket. Det blev meget hurtigt tydeligt, at menneskenes grådighed og sortblodsfolkenes brutale, territoriale adfærd ikke kom overens, og blodet flød snart på begge sider.

I de følgende århundreder blev menneskene ved med løbende at udvide deres grænser, og år for år bevægede de sig nærmere på Rustbjergene. Selvom menneskene i mange år frygtede sortblodsfolkets vrede og derfor var varsomme med at bevæge sig op i bjergene, gav frygten med tiden efter for grådighed.

Menneskenes ekspansion tog for alvor fart, da de opdagede, at Rustbjergene indeholdt store mængder værdifuld jernmalm. Det førte til, at utallige lykkejægere strømmede til egnen, og nye menneskelige bosættelser sprang frem overalt. Sortblodsfolket forsvarede deres territorier efter bedste evne, men menneskene lærte snart at forskanse deres bebyggelser, og trods sortblodsfolkenes ihærdige angreb formåede de ofte at holde stand.

Udover at fratage sortblodsfolkene deres land gjorde menneskenes tilstedeværelse også et drastisk indhug i den i forvejen sparsomme føde, der var at finde i Rustbjergene. Der gik derfor ikke mange år, før sortblodsfolket var nødt til at drage ned fra bjergene og ind i menneskenes land for at jage og plyndre for at brødføde deres folk.

Menneskene tog hævn ved at forøge deres tilstedeværelse i Rustbjergene, hvilket da igen tvang sortblodsfolket til nye plyndringer, og på den måde fortsatte de to racer med at strides i århundreder. Når menneskenes land var for velbeskyttet, og sulten bed i maven, var sortblodsfolket i stedet nødt til at plyndre de væsentligt svagere skovelvere i Santillia, og med tiden gled den traditionelle fred mellem elvere og sortblodsfolk derfor ud i sandet.

I mange år var sortblodsfolkene splittet for alle vinde i små samfund, der var trængt så langt tilbage i Rustbjergene, at det stort set var umuligt for dem at finde føde. Efter mange års nederlag lykkedes det i årene efter Himmelkrigene imidlertid at forene sortblodsracerne under en række fælles, stærke konger. De begyndte herefter at koordinere deres angreb, og gennem den samlede styrke fra Rustbjergenes racer formåede de at vende krigslykken.

Menneskene havde i samme periode mange interne stridigheder, som svækkede deres alliancer og gav dem dårligere forudsætninger for at gøre fælles front mod sortblodsfolket. Kombinationen af disse forhold har ført til, at sortblodsfolket i de seneste år har haft held med at tvinge menneskene ud af størstedelen af Rustbjergene, hvilket da igen har reduceret deres behov for at plyndre menneskenes riger.

En del sortblodsfolk har dog levet så længe uden for Rustbjergene, at de har skabt sig egentlige bosættelser i menneskenes land. Mange har derfor valgt at blive der, til trods for at Rustbjergene nu er blevet tilgængelige igen.

Udbredelse

Sortblodsfolkets naturlige hjemsted har siden de tidligste tider været i Rustbjergene, der befinder sig i Nirahams fjerneste nordvestlige egne.

I årene efter Himmelkrigene blev racerne forenet under den navnkundige kong Gorbit, der indledte en storstilet krig for at befri Rustbjergene fra fremmede racer. Han blev efterfulgt af orken Jernhud i år 22 EH, som regerede, indtil han i år 32 EH blev dræbt. Siden lå magten over Rustbjergene for en tid i hænderne på den magtfulde forsamling af shamaner, kaldet Det Sorte Råd, indtil orken Grahbrok Granitkæbe lod sig udråbe som konge i år 33 EH.

Da dværgene har haft deres egne stridigheder med menneskene, holder de sig i disse år til deres huler i Darkonien og udgør ikke så stor en trussel mod sortblodsfolket som tidligere. Tilsvarende har de omkringliggende menneskeriger haft travlt med at bekrige hinanden på kryds og tværs, så også på disse fronter nyder sortblodsfolket en velkommen fred.

Heller ikke Santillias skovelvere udgør nogen nævneværdig fare. Udover at racen generelt er svag, så har de seneste år budt på krige med mennesker, som har optaget Santillias få krigsberedte styrker.

Alt i alt er nutiden derfor præget af ualmindeligt fredelige tilstande i Rustbjergene. Hos en race, hvor fred og fordragelighed er det samme som kedsomhed, vil en sådan stilstand dog aldrig kunne vare ved i længere tid ad gangen. I de seneste år er der da også brudt utallige magtkampe ud mellem stammerne i Rustbjergene.

Når maden er righoldig og fjenderne få, vokser stammerne hurtigt i størrelse og har derfor også behov for at udvide deres territorier. Modsat tidligere, hvor sortblodsfolket bevægede sig ind i menneskenes riger for at plyndre og fylde deres tomme maver, så har væsentlig flere af togterne nu det formål at bosætte sig og skabe nye territorier i menneskenes land.

Andre fremstød sker i tilfælde af ren og skær rastløshed. I en kultur med utallige unge orker har man et stort behov for fjender og krige til at bevise sit værd, og når naturen ikke selv kan forsyne, må man skabe sine egne konflikter. Så stort er behovet for nye fjender, at sortblodsfolkene helt uhørt også har valgt at lægge sig ud med sortelverne. I de seneste år har sortblodsfolket tilmed bevæget sig helt ned i Underverdenen, hvor de har formået at indtage og plyndre flere af sortelvernes byer.

Religion

Sortblodsfolkets religion betegnes under ét som Gorrumtroen og omhandler dels tilbedelsen af guden Gorrum, men også dæmonen Fiskur.

Orker

Siden de tidligste tider, hvor Gorrum viste sig for orkerne, har han været den eneste guddom, som de anså for værdig til deres tilbedelse. I ham har de fundet det samme klare budskab om handlekraft og de stærkes ret, som personificerer hele deres race. Gorrum gengælder deres hengivenhed ved at betragte orkerne som sit udvalgte folk, og deres tilbedelse står ham nærmere end nogen andres.

Efter Jarcos åbenbaring har visse orker dog også set den magt, der ligger i De Sande Guder, og er konverteret. Det har primært været Ragil og Flarn, som har tiltalt dem. Tilbedelse af De Sande Guder er imidlertid ilde set blandt resten af orkerne, og i Rustbjergene straffes en sådan afgudsdyrkelse med døden.

Gobliner

Goblinerne har vendt deres hengivenhed mod Fiskurs lære. Fiskur er på ingen måde lige så stærk eller mægtig som Gorrum. Til gengæld er han usandsynligt snedig og formår, ifølge goblinerne, næsten altid at få sin vilje ved at løbe om hjørner med Gorrum og verdens dæmoner. Det fortælles, at Fiskur en gang bare var en simpel goblin, men at han ved brug af list formåede at opnå gudestatus gennem en fordækt aftale med Gorrum. Uanset om det er sandt eller ej, så tiltaler hans kløgt goblinerne.

Visse gobliner har dog i stedet fattet interesse for læren om De Sande Guder. Af disse er det særligt Girak og hans snuhed, der har tiltalt dem. Tilbedelse af De Sande Guder er ikke velset hos gobliner, men dog mere tolereret end hos orkerne.

Trolde

Troldene har ikke den samme dybe forståelse for religion som resten af verdens racer. De anerkender ganske vist Gorrum, men de dyrker ham ikke gennem egentlig tilbedelse. I stedet holder de sig til at betragte ham som verdens skaber, og de frygter hans kræfter i tilstrækkelig grad til at respektere hans autoritet.

Inden for Gorrumtroen har troldene en særlig position. De var Gorrums første skabninger og står ham nærmere end nogen andre. At have en trold ved sin side er dermed ikke kun en stærk forbundsfælle, men et tegn på Gorrums værdsættelse.

Forhold til øvrige racer

Sortblodsfolkene er typisk frygtede, hvor end de begiver sig hen, og navnlig orkernes brutale og krigeriske natur har sat sit præg på forholdet mellem sortblodsfolk og Nirahams øvrige racer.

Mennesker

Mennesker og sortblodsfolk har altid haft et anstrengt forhold til hinanden. Det synes at ligge i deres natur, at de to racer skal strides, og konflikten er nu så nedarvet, at de efterhånden synes at bekrige hinanden af ren og skær gammel vane. En fred eller forståelse blandt racerne synes derfor også at have lange udsigter.

Elvere

Elvere er en af Gorrums udvalgte racer, og sortblodsfolkene betragter dem derfor med en vis respekt. Racen er imidlertid også svag og et let bytte, og som alle andre i samme position er de derfor også selv ude om det, hvis de bliver plyndret. Man finder dog ikke noget egentligt had mod elvere blandt sortblodsfolk.

Dværge

Sortblodsfolk og dværge har hadet hinanden i årtusinder og lever nu i en gensidig forståelse af, at én af dem må udryddes fra Niraham. Dværge er intet andet end jordens lort og skal slås ned, hvor end man støder på dem. Det eneste de to racer synes at kunne enes om, er, at der aldrig vil kunne blive fred imellem dem.

Sortelvere

Med årene er der opstået en vis gensidig forståelse om, at sortelvere og sortblodsfolk forfølger nogenlunde de samme mål. Selvom sortelverne er upålidelige, så er de også kløgtige og kan være gode forbundsfæller. De to racer finder derfor ofte sammen i forbund mod fælles fjender, men nærer ikke i øvrigt nogen synderlig varme følelser for hinanden.