Sortelvere

Uanset hvilke farer der gennem tiden har truet Nirahams folk, har intet formået at vække samme instinktive angstfølelse som sortelverne. De er en dyster og manipulerende race, som hylder magten og den personlige vinding, og som foragter alt, hvad der er ynkeligt eller svagt.

Sortelverne er intelligente og sofistikerede af natur, og deres adfærd bærer tydeligt præg af, at de ikke bare tror, men oprigtigt ved, at de er alle andre racer overlegne.

Racen blev skabt af gudinden Fanabina i et anfald af jalousi, efter at Nimar og Rina egenhændigt havde befolket Niraham med dværge, elvere og mennesker, på trods af at verden skulle være gudernes fælles eftermæle. Fanabina tog derfor nogle elvere og lod elementet rall dvæle over dem, indtil deres sind var blevet formørket som hendes eget, og deres kroppe ligeså.

Siden tidernes morgen har racen levet en afsondret tilværelse i det enorme underjordiske rige Tzest-Starnia, der i daglig tale er kendt som Underverdenen. Flere gange er det dog sket, at sortelverne har bevæget sig mod overfladen, hvor de på Fanabinas bud har forsøgt at underlægge sig Niraham. Trods kampe, der stod på i årtusinder, lykkedes det dog aldrig for sortelverne at etablere et egentligt overherredømme på overfladen.

Deres fremstød påførte dog elverne så store tab, at de i dag kun er et svagt ekko af fordums styrke, og også menneskene lærte at frygte sortelverne. Med tiden har sortelverne formået at øge deres udbredelse på overfladen, så de nu er en magtfaktor, man må respektere.

At sortelverne, trods deres mange talenter, ikke er blevet en mere dominerende race på Niraham, må i væsentlig grad tilskrives deres egne forhold. Det er en fast del af deres natur at manipulere og bedrage, og disse karaktertræk er så udtalte, at sortelverne også gladelig falder deres nærmeste i ryggen, hvis det kan bane vejen til en højere rangerende plads i hierarkiet.

Racen er kendetegnet ved uafbrudte interne stridigheder, som ofte gør det vanskeligt for dem at forene sig mod ydre fjender. Det værende sagt, så er selv et splittet sortelverfolk dog stadig en frygtindgydende fjende.

Denne interne uro blandt sortelverne eskalerede i så voldsom grad efter Himmelkrigene, at Underverdenen blev kastet ud i en regulær borgerkrig mellem den traditionelle Fanabinakirke og den reformistiske Dilarnakirke. Striden kulminerede i år 13 EH med, at kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter, og først i år 27 EH lykkedes det på ny sortelverne at forene sig under en ny matriark, kejserinde Akisra.

Fysiske karaktertræk

Udadtil besidder sortelverne mange af de samme karaktertræk, som kendetegner overfladens elvere. Deres ører er spidse, og ligesom de almindelige elvere er sortelverne yndefulde væsner, som besidder en særlig aura af ophøjethed, der ikke er til at overse.

Sortelverne kan muligvis ikke betragtes som smukke i samme klassiske forstand som elverne, men i stedet er de i besiddelse af et unikt skær af forbudt farlighed, der drager alle i deres nærvær. Et andet iøjnefaldende træk ved sortelverne er den måde, hvorpå de udtrykker overlegenhed og arrogance i hver eneste bevægelse og fører sig frem med en naturlig autoritet, hvis lige man end ikke finder hos de almindelige elvere.

Det fysiske træk, som mere end noget andet kendetegner sortelverne, er, at deres hud er sort som natten. Farven bleges ikke af solen og forandrer sig heller ikke med alderen. Sortelvernes hår varierer i farve fra mørkt til lyst. Særligt regnes langt, kridhvidt hår som et tegn på høj stand og nobel herkomst.

Racen har en udbredt tradition for at sminke sig i ansigtet og på kroppen. De maler gerne deres ansigtstræk op med hvidt og udsmykker sig med tegn, der tilkendegiver deres rang, tilhørsforhold eller religiøse præferencer. Det er derudover også udbredt, at præster og magikere lader sig udsmykke med magiske runer og symboler.

Sortelvernes øjne er tilpasset livet i Underverdenen, og de ser unaturligt godt i mørke – stort set lige så langt og skarpt, som mennesker ser i dagslys. I dagslys generer solen til gengæld deres øjne. De ser stadig særdeles godt, men når solen står højest på himlen, er deres syn ikke meget bedre end menneskers. Ser man bort fra deres hudfarve og formidable nattesyn, er sortelvere rent fysisk meget lig de almindelige elvere.

Både mænd og kvinder er sædvanligvis elegante og udtryksfulde af natur. Der er ikke fra naturens side stor forskel på kønnene, bortset fra at mændene typisk er en anelse højere og kraftigere bygget end kvinderne, alt imens kvinderne ofte er mere behændige. En sortelvers fysik er dog i høj grad et resultat af det hverv, de bliver tildelt. Sortelvere er svært dedikerede til deres profession, og krigere vil derfor oparbejde en betydelig muskelstyrke, hvor diplomater eller magikere i stedet vil pleje deres sind.

Sortelverne kan blive op mod 1200 år gamle. Det sker dog kun meget sjældent, at de kommer i nærheden af en sådan alder. Det bliver generelt set som en imponerende bedrift, hvis en sortelver formår at overleve i mere end 400-600 år. På det tidspunkt vil vedkommende have opnået så stor magt og skabt sig så mange fjender, at døden lurer bag hvert et hjørne.

Rent fysisk vil sortelvere være fuldt udvoksede omkring en alder af 80 år. For det meste vil de dog først blive betragtet som voksne, når de har bevist deres værd. Det sker sjældent før 100 år inde i sortelverens liv og vil typisk blive markeret ved en særligt betydningsfuld og farlig opgave, som – hvis den fuldføres – beviser, at sortelveren nu er værdig til at træde ind i de voksnes rækker.

Sortelvere bliver ved med at udvikle sig mentalt resten af livet, og deres sind sløves ikke med alderen. De udviser først fysiske alderstegn omkring de 800 år, og når det sker, vil sortelverne gøre alt for at skjule de svaghedstegn, som alderen måtte føre med sig.

Sortelvernes legemer er, ligesom elvernes, mere skrøbelige end menneskers. De kompenserer dog for dette gennem hård træning og et stærkt sind. Af natur er de desuden meget modstandsdygtige over for elementernes rasen, og der skal overordentlig meget til, før sortelvere bukker under for sult, tørst eller naturens luner.

Beklædning

Det er et gennemgående træk ved sortelvernes valg af påklædning, at de konstant higer efter at udstråle skønhed og elegance. De vil sjældent anvende flere farver end højest nødvendigt, og uanset hvor prægtige deres klædninger fremstår, er de altid enkle og praktisk udført. Alt ved en sortelvers tøj er til gengæld nøje planlagt, og hver enkelt detalje vil være udført til perfektion.

I materialevalg holder sortelverne sig primært til lette og yndefulde stoffer, og de synes i særlig grad at holde af tekstiler som silke og satin. Omvendt anvender de stort set aldrig materialer, der anses for primitive, såsom skind, pels og andre ukultiverede tekstiler.

Når det kommer til farvevalg, er der en udbredt tradition for at klæde sig i farver, der har tilknytning til ens hus eller religiøse tilhørsforhold. I de fleste tilfælde indebærer det en kombination af sort og en anden markant farve som lilla, rød, grøn eller blå. På overfladen har sortelverne desuden en tendens til at foretrække farver, som gør det muligt for dem at gå i ét med skyggerne.

I tillæg til deres klædedragter bærer sortelverne meget ofte smykker og andre prydgenstande. Disse har sjældent et praktisk formål, men benyttes til at tydeliggøre vedkommendes rang eller sociale status over for omverdenen. Deres æstetiske sans til trods er en sortelver altid forberedt på konflikt, og ingen skønhed vil nogensinde få lov til at tilsidesætte praktiske behov. Selv under de fineste rober kan man derfor være ganske sikker på at finde et solidt udvalg af knive.

Racen er herudover ikke mere selvhøjtidelig, end at de, hvis behovet opstår, straks lægger al overflødig pynt fra sig for i stedet at trække i tunge brynjer og gribe sværdet. Selvom sortelverne kan forekomme forfængelige, er det derfor en fatal fejl at tro, at de nogensinde vil tillade det at blive til en svaghed, som kan bruges imod dem.

Tankesæt

Alt ved sortelvernes livssyn er præget af deres nære lighed med Fanabina, deres skaber og gudinde, og ligesom hende er sortelverne manipulerende væsner, der hylder personlig vinding og status. Et væsentligt karaktertræk ved sortelverne er, at de ikke er i besiddelse af nogen synderlig næstekærlighed, der knytter dem til deres racefæller.

Dermed ikke sagt, at de ikke kan føle hengivenhed og dedikation til hinanden, men de har ikke antydningen af samme racemæssige samhørighed, som tilfældet fx er hos de lyse elvere. Tværtimod er det en fuldt ud accepteret del af sortelvernes tilværelse, at den hurtigste vej til toppen ofte er på bekostning af sine nærmeste. Derved sikrer man, at alle svage og uønskede elementer bliver sorteret fra, og at ledende poster kun bliver besat af personer, som har vist sig at have den nødvendige styrke og vilje.

Uanset hvor selviske de måtte være, har sortelverne dog også forståelse for, at samarbejde kan være et gavnligt middel til at nå sine mål. Der er derfor tradition for, at sortelverne finder sammen i særlige fællesskaber kaldet ‘huse’, hvor de i fællesskab arbejder for at fremme husets interesser og derigennem deres egne.

Deres ambitiøse natur til trods er mord og overgreb relativt sjældne blandt sortelverne. Det bliver anset for primitivt at måtte forfalde til så banale midler for at nå sine mål. Hvis det endelig måtte være nødvendigt at skaffe en rival af vejen, anses det for god kutyme at gøre det med stil. Et drab på en rival har ikke megen betydning, hvis det ikke også sender et signal.

Magtkampene foregår i langt højere grad ved politiske midler, hvor man gennem intriger og alliancer forsøger at fremme sit eget hus og samtidig sætte de rivaliserende huse i et dårligt lys. Det er husene, der er de primære politiske aktører. Rivaliseringen mellem dem er intens, og da sortelvere er et tålmodigt folkefærd, kan en fejde mellem to huse uden vanskeligheder strække sig over århundreder.

Sat over for Nirahams øvrige racer betragter sortelverne sig selv som overlegne og højt hævede over alle andre. De lægger ikke skjul på, at de ser verden sådan, men gør tværtimod hjertens gerne selv opmærksomme på det. Sortelverne fremstår derfor overordentlig arrogante, og selv når de måtte være truet på livet, vil de anse det for under deres værdighed at knæle og underkaste sig andre racer, uanset om det måtte kunne redde deres liv.

Denne stolthed har da også været en væsentlig hæmsko igennem tiderne. Eftersom sortelvere typisk hellere vil gå til grunde med oprejst pande end bære et nederlag, er utallige sortelvere med tiden gået unødvendigt i døden blot for at bevare deres stolthed. På samme vis udgør sortelvernes evindelige rivalisering en væsentlig udfordring for dem i deres omgang med Nirahams øvrige racer. Ofte vil de hellere se en rival fejle end stå sammen og opnå en sejr i fællesskab, hvilket er en livsanskuelse, der har kostet racen mange nederlag.

Overfladens sortelvere

Da sortelverne i tidernes morgen forsøgte at underlægge sig Niraham på Fanabinas bud, nød de i mange år stor succes på slagmarken, men måtte til sidst se sig slået – først af Rinas forbandelse og siden et forbund af elvere og mennesker. De var derfor nødsaget til at søge tilbage mod Underverdenen for at slikke deres sår.

Ikke alle sortelvere nåede imidlertid hjem. Mange blev fanget på overfladen, hvor de måtte indstille sig på en tilværelse afskåret fra deres racefæller. Jagede og udstødte som de var, måtte overfladens sortelvere på sigt erkende, at de var nødt til at give afkald på mange af racens nedarvede traditioner og skikke for at kunne overleve.

Med tiden udviklede deres kultur sig derfor markant, og forskellene blev over tid så store, at Underverdenens sortelvere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om deres racefæller på overfladen overhovedet kunne betragtes som sortelvere længere. Med tiden anlagde man derfor også den skik at lade sortelvere, der faldt i unåde i Underverdenen, blive sendt til overfladen som straf.

Efter Himmelkrigene udbrød der borgerkrig i Underverdenen, hvor mange huse gik en usikker fremtid i møde, og mange af disse søgte derfor mod overfladen for at finde sikkerhed. Borgerkrigen gik særligt hårdt ud over huse, man anså for frisindede eller nytænkende, og blandt disse blev det derfor til sidst en acceptabel udvej at søge tilflugt på overfladen.

Også mange individuelle sortelvere så et frivilligt eksil på overfladen som et hensigtsmæssigt alternativ til en usikker skæbne i Underverdenen. Igennem årene har flere sortelvere endda formået at skabe sig så stort et navn på overfladen, at de har kunnet vende tilbage til Underverdenen med værdighed og anerkendelse.

Man ser derfor også regelmæssigt, at huse, som har vanskeligt ved at tilkæmpe sig autoritet i Underverdenen, i stedet frivilligt søger mod overfladen for at vinde den her.

Historie

Da Niraham blev skabt, skete det i fællesskab mellem de fire første guder: Nimar, Rina, Gasnian og Fanabina. Selvom de alle lagde hjerte og sjæl i deres værk, blev Niraham hurtigt til Nimar og Rinas hjertebarn.

Fanabina blev overmådelig jaloux over at være blevet tilsidesat på den måde og vandrede længe i mørket, indtil hun fandt elementet rall, som hun lod falde over nogle af Rinas elvere, indtil både deres kroppe og sjæle var mørke som natten. Sortelverne skulle være hendes børn, og hun skjulte dem under jorden, hvor ingen ville kende til deres eksistens.

Her levede de uforstyrret i årtusinder, mens de trænede og forberedte sig på den dag, hvor Fanabina ville kalde dem til sig. Omkring år 8000 FJ var tiden inde, og Fanabina befalede dem at søge mod overfladen i et nådesløst erobringstogt, der skulle skaffe hende herredømmet over Niraham og alle dets folk.

Krigen var motiveret af, at Nimar havde fået kendskab til hendes omgang med rall og derfor havde taget det fra hende og skjult det et sted på Niraham, hvor selv hun ikke kunne finde det. Da Fanabina ikke igen turde vandre ud i mørket og forsøge at skaffe mere rall, havde hun i stedet flere gange begivet sig til Niraham for at prøve selv at finde elementet, som Nimar havde skjult, men hver gang uden held.

Med tiden skete det imidlertid, at en ny race opstod på Niraham, neldorerne. Da Fanabina så, hvilke kræfter racen besad, og hvordan deres sind var blevet fordærvet af mørket, stod det klart for hende, at de havde været i berøring med rall.

Fanabina manifesterede sig derfor for sortelverne og befalede dem at drage mod overfladen, hvor de skulle underlægge sig Niraham og fordrive alle andre racer, hvor de kom frem. Selvom de ikke skulle skåne nogen racer, var målet dog først og fremmest at tvinge elverne og neldorerne til underkastelse. Det blev begyndelsen på sortelvernes første store erobringskrig på overfladen.

Sortelverne havde formået at holde deres eksistens skjult for Nirahams andre racer igennem alle disse år, og hverken mennesker, elvere eller neldorer havde noget forvarsel om den styrke, der nu pludselig ramte dem. Fra Underverdenen strømmede sortelvere frem i tusindtal, og ingen af overfladens racer var i stand til at gøre mere end symbolsk modstand mod deres hærgende horder.

Striden varede ved igennem de næste 1500 år og bestod i umindelige tider af en nærmest uafbrudt sejrsstime for sortelverne. Kun elverne formåede at byde dem noget, der mindede om kvalificeret modstand. Med tiden måtte også elverne imidlertid give fortabt, og overalt hvor sortelverne kom frem, brændte de trodsigt elvernes skove ned til grunden.

Også i kampen mod neldorerne i syd var krigslykken med sortelverne. Uanset at neldorerne var værdige fjender, var de kun få i antal, og i den sidste ende udgjorde heller ikke de mere end blot en midlertidig forhindring for sortelvernes nådesløse erobringskrig. Til sidst formåede sortelverne at indtage og brænde Basaja, den sidste af neldorernes store byer, ned til grunden. Fanabinas mål om at genfinde den rall, som Nimar havde skjult for hende, var nu inden for rækkevidde, og for en tid glemte sortelverne alt om deres opgør med elverne.

Da var det imidlertid, at Rina kom sit udvalgte folk til hjælp og nedkaldte en nådesløs forbandelse over sortelverne. En morgen vågnede de op til en smerte, hvis lige de aldrig tidligere havde oplevet.

Uden varsel var solens stråler begyndt at brænde deres hud og blænde deres øjne, så de kun var i stand til at stavre omkring som blinde, forsvarsløse dyr. De af sortelverne, der ikke fandt skygge, visnede og døde, og selv de overlevende kunne ikke gøre andet end at krybe sammen og skælve, mens de ventede på nattens komme.

Rina valgte at hjælpe sit folk yderligere ved at lade tre af sine mirnere, kendt som De tre søstre, gå blandt elverne og lære dem højmagiens kunst, som forøgede deres kræfter mangefold.

Fanabina turde ikke gå Rina og de andre guder imod, og hun blev derfor nødt til at overlade sine sortelvere til deres egen skæbne. Hendes folk forsøgte at kæmpe videre og havde i en årrække held til at fortsætte kampene om natten og i skyggerne, men elverne lærte snart at gøre brug af solens kræfter.

Der skulle gå yderligere et årtusinde, før krigen var endeligt afgjort, men da var sortelvernes nederlag også en realitet. De blev drevet tilbage til Underverdenen og kunne derefter ikke gøre meget andet end at pleje deres sår og søge Fanabina om tilgivelse for at have fejlet.

Først flere tusinde år senere, i år 280 FJ, befalede Fanabina igen sit folk at handle. I mellemtiden var magtbalancen på overfladen skiftet, og menneskene havde erstattet elverne som den herskende race. Rinas forbandelse var desuden aftaget, og solens stråler udgjorde nu kun en kilde til irritation for sortelverne og ikke som før en dødelig fjende.

Sortelverne strømmede derfor igen mod overfladen i et nådesløst erobringstogt, og endnu en gang formåede de at overrumple Nirahams folk. Racerne var dog ikke helt hjælpeløse. Menneskenes mange interne stridigheder havde gjort dem krigsvante, og de var en væsentlig stærkere fjende, end sortelverne havde regnet med. Ligeledes havde elverne udviklet deres færdigheder inden for højmagiens kunst, som Rinas mirnere havde lært dem mange år tidligere.

Krigslykken var til en start med sortelverne, men modstanden viste sig større end forventet, og i takt med at krigen udviklede sig, lærte mennesker og elvere snart at bekæmpe deres fjende. Da sortelverne så, hvordan deres indtog blev bremset, og flere og flere af deres racefæller faldt, for hvert år der gik, besluttede de sig for at foretage et sidste dristigt fremstød mod elverracens hjerte, den prægtige by Eislon.

Ingen havde forudset dette angreb, og efter kun få år var sortelverne trængt dybt ind i elvernes rige. Sejren var inden for rækkevidde. Elverne forsøgte desperat at samle deres hære for at møde dem, men de var sortelverne håbløst underlegne og ville have tabt, hvis ikke det havde været for en forenet hær af mennesker, der i nødens time kom elverne til undsætning og vendte slagets gang. I den sidste ende måtte sortelverne se i øjnene, at krigen var tabt. De trak sig ud af kampen og vendte atter tilbage mod Underverdenen.

Mange sortelvere var imidlertid fanget bag menneskernes linjer og var afskåret fra de veje, der førte tilbage til Underverdenen. En del af disse trak sig nordpå efter krigen og forskansede sig i en fjern dal i udkanten af Eislonien, kaldet Morkuveria, og for første gang i historien var der nu sortelvere bosat på overfladen. Herfra spredte de skræk og rædsel blandt elverne i de følgende år. Afskåret fra Underverdenen som de var, måtte de dog til sidst se sig slået.

Sortelverne havde imidlertid erfaret, at det var muligt at føre krigen ind bag fjendens linjer. De iværksatte derfor en plan for, hvordan de gennem overraskelsesangreb kunne lade mindre fraktioner søge mod overfladen fra spredte lokationer ud over landet.

Fra omkring år 1000 EJ begyndte sortelverne derfor igen at sende styrker til overfladen – primært udstødte eller lavere rangerende huse, som fik en chance for at bevise deres værd. Mennesker og elvere gjorde imidlertid ihærdig modstand, og sortelverne formåede aldrig at få ordentligt fodfæste. Med tiden blev bosættelserne på overfladen i højere grad blot et tilflugtssted for sortelvere, der var forvist eller faldet i unåde i Underverdenen.

Efter Himmelkrigene spidsede situationen i Underverdenen til, hvilket førte til en øget tilstrømning af sortelvere mod overfladen. Kejserinde Izmya havde forsøgt at konvertere sortelverne til Dilarnas lære, men store dele af folket gjorde modstand, og i de følgende år blev der udkæmpet blodige magtkampe mellem de forskellige huse og kirker. Mange sortelvere søgte i disse år mod overfladen i håbet om at kunne leve en knap så farefuld tilværelse der, indtil tilstanden i Underverdenen igen var blevet udholdelig.

Allerede få år efter Himmelkrigene lykkedes det for sortelverne at kalde Fanabina tilbage, og da hun åbenbarede sig for dem, eskalerede krigen mellem de Fanabina- og Dilarnatro fraktioner i Underverdenen blot yderligere. Krigen bølgede frem og tilbage og nåede sit højdepunkt, da kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter i år 13 EH. Herefter opstod der for en tid en skrøbelig fred.

Først da sortelverne i år 27 EH blev forenet under en ny kejserinde, Akisra, blev der sluttet en endelig fred mellem de stridende parter. Den politiske uro ulmer dog stadig, og mange sortelvere søger derfor også fortsat mod overfladen.

Udbredelse

Langt størstedelen af sortelverne lever i det legendariske underjordiske rige, der i daglig tale er kendt som Underverdenen, men hvis formelle navn er Tzest-Starnia.

Riget befinder sig langt under jorden og består af storslåede grottesystemer, der rummer byer med enorme paladser, prægtige templer og alléer så brede, at hele hære kan passere ad dem. Selv de mest simple hjem i Underverdenen er for det meste fremragende bygningsværker, og overalt er byerne oplyst af fakler og prægtige monolitter med indgraverede runer, som bader Underverdenens gader og pladser i et fortryllende lys.

Den største af sortelvernes byer er Etika. Det er hovedstaden i Underverdenen og hele rigets samlingspunkt. Sortelvernes kejserinde, Akisra, har sin faste residens i byen, hvorfra hun udøver sit regime, og hver dag udløber hundredvis af dekreter fra hendes palads. Etika er ligeledes hjemsted for sortelvernes senat, der næst efter kejserinden er den øverste politiske autoritet i sortelvernes samfund.

Sortelvernes højtempel er også beliggende i Etika. Selvom templet primært er dedikeret til Fanabina, tillader præsteskabet også tilbedelse af Dilarna, Girak, Flarn og Tara. Til at bistå kejserinden i gejstlige anliggender har templet nedsat Kardinalrådet, som rådgiver hende om forhold, der befinder sig i krydsfeltet mellem verdslig og kirkelig politik.

Udover disse instanser ligger en meget stor del af magten i Underverdenen i hænderne på de sortelviske huse. Mange større huse er højt placeret i samfundets hierarki, og husene udgør i det hele taget et omdrejningspunkt for magtbalancen. Så stor er husenes betydning, at de eneste, der nogensinde ville stå uden for et hus, er sortelvere, der enten er udstødte eller har så lav social status, at intet hus vil optage dem.

Husene kan variere meget i størrelse, fra mindre huse på blot 10-20 individer til huse på over 1000. Typisk er de bygget op omkring en stærk matriark, som leder huset sammen med en betroet inderkreds, der ofte er fra hendes egen familie.

I sortelvernes indbyrdes hierarki er de huse og sortelvere, der opholder sig på overfladen, traditionelt altid blevet set ned på af deres racefæller i Underverdenen som værende skamfulde og uværdige eksemplarer af racen. Nogle er tilmed gået så vidt som til generelt blot at betragte overfladens sortelvere som udstødte, uanset hvad årsagen er til, at de befinder sig der.

På grund af de store interne stridigheder, der udbrød i Underverdenen efter Himmelkrigene, er det imidlertid gradvist blevet mere og mere tolereret for huse, der i forvejen blev anset for lavere rangerende, at søge mod tryghed på overfladen. Tilstrømningen til overfladen er derfor også steget markant igennem de seneste år, og sortelvernes antal er nu blevet så betydeligt, at de har kunnet sprede deres bosættelser ud over størstedelen af Nirahams nordlige kontinent.

Hovedparten er dog bosat i de nordvestlige egne af Niraham, hvor de øvrige racer i forvejen er splittede, og sortelverne derfor kan leve et nogenlunde frit og uhindret liv. Tilværelsen i det nordvestlige Niraham er desuden kendetegnet ved, at elvernes tilstedeværelse kun er svag og spredt. Selvom skovelverne stadig har magten over Santilliaskoven, har de ikke længere styrken til at fortrænge sortelverne, og den største trussel mod sortelverne – Eisloniens højelvere – er langt væk.

I resten af Niraham lever sortelverne til gengæld en noget mere udsat tilværelse. Blandt menneskene nærer man ikke ligefrem varme følelser for sortelverne, og de fleste kulturer bekriger dem efter bedste evne. Uanset at sortelverne sædvanligvis formår at stå imod, er det ikke desto mindre en farefuld tilværelse. Sortelverne bosætter sig derfor typisk kun i tyndt befolkede yderområder og ofte kun som mindre huse, der konstant er på farten.

Der er dog enkelte af menneskenes riger, som forsøger at holde sig på god fod med sortelverne for at afværge deres angreb, og her har de haft held til at indynde sig og opnå en anseelig indflydelse.

I de seneste år er sortelverne dog blevet offer for en ny, uforudset fjende. Horder af sortblodsfolk begav sig uden varsel ned i Underverdenen i år 32 EH, hvor de angreb og plyndrede byen Kaukarzil. Årsagen kender man fortsat ikke, og folket er stærkt chokeret over, at deres hidtil uantastelige hjem kunne blive ramt af et sådant angreb.

Religion

Fra tidernes morgen betragtede sortelverne Fanabina som deres ærværdige moder. De var skabt i hendes billede, og uanset at sortelverne siden lærte om resten af De Sande Guder, kunne ingen udfordre Fanabinas særlige position. Sortelverne levede deres liv i overensstemmelse med hendes bud, og siden de kunne genkende Fanabina i hvert eneste af deres egne træk, følte de et helt unikt bånd til hende.

Af samme årsag var der tradition for, at kejserinden ikke kun var folkets leder, men også blev set som den øverste forkynder af Fanabina. Det skete tilmed jævnligt, at Fanabina selv gik blandt sortelverne og belærte dem om sine ønsker. Hun straffede også dem, der var svage i troen, og sørgede for, at ingen glemte, hvad det ville sige at være en sand sortelver.

Da Fanabina i de tidligste tider kaldte sine børn til overfladen for første gang og befalede dem at underlægge sig de øvrige racer, lystrede de hende blindt. Sortelverne vandt mange sejre og nød stor krigslykke, og de blev bekræftet i, hvordan deres gudinde havde gjort dem overlegne i forhold til resten af Nirahams racer.

Krigen vendte imidlertid, da Rina nedkaldte sin forbandelse over sortelverne, og da Fanabina ikke turde indlede en strid mellem guderne, måtte hun overlade sortelverne til deres egen skæbne. Det nederlag, der fulgte, førte ikke kun til mange døde, men svækkede også sortelvernes ellers ubrydelige tillid til deres gudinde. Hun havde ikke stået bag dem i nødens stund eller været beredt på at kæmpe for dem, som de kæmpede for hende.

Blandt dele af sortelverne så man det som et utilgiveligt svigt, og mange vendte derfor Fanabina ryggen i vrede og begyndte at tage andre af De Sande Guder til sig. Med tiden blev det gradvist mere og mere velset at tilbede andre guder end Fanabina, og en række templer begyndte at rejse sig i Underverdenen, som var dedikeret til andre af De Sande Guder.

Til trods for dette var Fanabina dog stadig i langt størstedelen af sortelvernes øjne den mest ærværdige af guderne og den eneste, som for alvor fortjente deres tilbedelse.

Da Himmelkrigene indtraf, og den katastrofale dag kom, hvor Fanabina pludselig ikke længere besvarede sortelvernes bønner, kastede præsterne sig omkring i galskab og fortvivlelse, og folket bragte gudinden tusindvis af menneskeofringer i håb om, at hun igen ville vende tilbage til dem.

Intet hjalp imidlertid, og da tre af Fanabinas børn, Flarn, Girak og Dilarna, blev ophøjet, lod kejserinde Izmya det befale i år 3 EH, at folket skulle forkaste Fanabinas lære og fremover tilbede Dilarna, smertens gudinde. Mange blev forargede over, hvor hurtigt kejserinden havde vendt Fanabina ryggen, og selvom folket udadtil efterlevede Izmyas dekret, begyndte et oprør at ulme.

Efter mange års pinsler og ofringer lykkedes det for en fraktion af Fanabinapræster at få svar fra deres gudinde i år 8 EH. De vækkede Fanabina fra hendes søvn, og da nyheden om gudindens tilbagekomst spredte sig, brød oprøret mod Izmya og Dilarnakirken ud i lys lue. Krigen i Underverdenen kulminerede i år 13 EH, hvor Izmya blev dræbt af sine egne livvagter. Herefter blev Fanabina igen ophøjet til den øverste lære i Underverdenen.

For at undgå en forværring af den indre splittelse valgte man fra både Fanabina- og Dilarnakirkens side at se igennem fingre med det hændte, så den skrøbelige fred kunne bevares. Som led i denne forsoning tillod man præster fra både de to kirker, men også visse andre af De Sande Guder, at praktisere deres tro. Udover Fanabina og Dilarna accepterer man derfor nu tilbedelse af Flarn, Girak og Tara.

Enhver anden tilbedelse er bandlyst i Underverdenen, og uanset at overfladens sortelvere generelt er mere frisindede, er det også her ilde set at tilbede andre guder end disse.

Selvom striden mellem Fanabina- og Dilarnakirken formelt blev skrinlagt efter kejserinde Akisras tiltrædelse, fortsatte den stadig i det skjulte. Dilarnakirken har ikke glemt sin storhedstid under Izmya og er ikke just indstillet på at se deres gudinde reduceret til at være en andenrangs-tro. Navnlig ikke, da Fanabinakirkens tilhængere sjældent forpasser en mulighed for at understrege dette. Modsat er mange af de Fanabinatilhængere, der blev jaget og forfulgt af Dilarnakirken under Izmyas regeringstid, nu ude efter hævn.

Der bliver således jævnligt begået overgreb mellem de to kirkers tilhængere. Freden har dermed kun skrinlagt den åbne krig. Der er stadig farlige religiøse splittelser blandt sortelvernes folk, som medvirker til, at stadig flere søger mod overfladens tryghed.

Forhold til øvrige racer

Der er stor forskel på, hvordan sortelvere fra overfladen og Underverdenen anskuer de øvrige racer. Hvor overfladens sortelvere har været nødt til at samarbejde og udvise tolerance for at overleve, holder man i Underverdenen stadig fast i fortidens nedladende og arrogante syn på de øvrige racer.

Mennesker

I sortelvernes øjne har mennesker altid været en håbløst primitiv race. Med tiden er menneskene dog blevet en dominerende faktor på Niraham. Uanset at menneskeracen som helhed ikke siger sortelverne særlig meget, har man erkendt, at menneskene både kan være en farlig fjende, men også en nyttig forbundsfælle.

Elvere

Elverne har siden tidernes morgen været sortelvernes svorne fjende. Begge er de imidlertid truet af mennesker, og i takt med at elvernes styrke på Niraham er formindsket, har sortelvernes indædte had til elvere nu mere fået karakter af nedladende hån. Ofte accepteres elvernes eksistens derfor, men en egentlig fred har lange udsigter.

Dværge

Dværge og sortelvere har typisk formået at eksistere side om side og tolerere hinandens eksistens. Allerede fordi de hverken har land, rigdomme eller guder at strides om, har racerne heller ikke nogen særlig grund til at bekrige hinanden. Så længe dværgene ikke stiller sig i vejen for sortelvernes fremfærd, accepteres deres tilstedeværelse.

Sortblodsfolk

Selvom der er en verden til forskel på sortelvernes og sortblodsfolkenes livssyn, har de to racer alligevel formået at finde sammen om deres fælles fjendskab til mennesker og elvere. Den seneste tids uprovokerede angreb på Underverdenen begået af sortblodsfolk har dog kompliceret forholdet mellem racerne, og deres fremtidige samarbejde er noget udfordret.