Nyheder 2025
Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2025, hvilket svarer til år 35 EH på Niraham.
Den altoverskyggende begivenhed i året var kampen mellem Modeus, Underviseren og verdslige kræfter, der udspillede sig i Dragegabet og førte til grusomme slag, der rystede Niraham i sin grundvold. Kampene kulminerede ved årets udgang med, at den unge Lochtar Narabond II ofrede sit liv og i en episk kamp mellem lyset og mørket formåede at nedkæmpe Modeus én gang for alle. Begivenhederne er nedfældet som en selvstændig beretning om Modeus’ fald.
Januar – februar
Ikke skrevet pga. udskiftning af arrangørgruppe.
Marts
Selv efter den længste nat, hvor kulden kryber gennem marv og ben, bryder lyset frem i horisonten. De første stråler vækker verden, maler himlen i gyldne farver og sender mørket på flugt. Men ikke alt mørke forsvinder.
Dybt inde i skoven, hvor træerne hvisker hemmeligheder til vinden, lever mørket videre. Det snor sig mellem grenene, skjuler sig i tågens favntag og lytter, når natten falder på. Ingen ved præcis, hvad der lurer derinde – kun at det altid venter, altid iagttager, altid søger dem, der tøver.
Men selv i det dybeste mørke findes der et lys. Et lys, der ikke kan slukkes, ikke kan fanges, ikke kan knuses. Det glimter som en ensom stjerne i mørket, en ledestjerne for dem, der tør trodse frygten og vandre ind mellem træerne.
Finder du dette lys, vil mørket i andre aldrig kunne røre dig. For dets skær er stærkere end selv den sorteste nat, og de, der bærer det i deres hjerte, vil altid finde vej – selv når skoven kalder, og mørket hvisker dit navn.
Så spørgsmålet er: Tør du tage skridtet ind i mørket for at finde lyset?
April
I Hessenfeldt i Emyr tales der åbent om, at Girakkirken er kommet i besiddelse af en række mægtige artefakter, som kirken længe har forsøgt at få fingrene i. Genstandene har en særlig magisk aura, og Girakkirken er interesseret i at få dem afsat til de rette kunder under årets skyggespil. Hvorfor kirken taler så åbenlyst om dette, virker mystisk for de fleste, men mange mener, at der må være en skjult hensigt.
I det sydlige Niraham har sultanen i Zara’bash indkaldt sine vesirer til Cartheero. Et par af sultanens sønner er blevet set ride nord for hovedstaden for at besigtige konstruktionen af en større flåde. Gennem de første måneder af året har Zara’bash modtaget enorme mængder træ, som er blevet brugt til at opbygge flere skibe, og slaver fra Khadjba er blevet sat ind. Hvor træet kommer fra, eller hvem der har solgt det, er uklart.
Et kostbart tæppe er blevet skænket til det royale brudepar i Narabond, der blev viet sidste sommer. Tæppet har dog vakt en større hofskandale, eftersom ingen har kunnet flytte sig fysisk fra det, når først man har stillet sig på det. Kyndige troldmænd fra Magiens Cirkel har siden destrueret tæppet og gjort et ihærdigt forsøg på at finde den oprindelige ejer. Det vurderes, at der muligvis var tale om et mordforsøg.
Thorondis står fortsat uden regent. De gamle hirder er begyndt at komme i karambolage, og gamle fejder er sprunget frem igen som et åbent sår. På landevejene fortælles der, at prins Reidar, Røde Orms søn, sidst er blevet set i Roulondalen, hvor han har forsøgt at samle en større hærstyrke af loyale støtter til at indtage sin faders trone. Hans rejse har været farefuld, og prinsens liv har været i fare adskillige gange. Enkelte beretter, at prins Reidar er taget mod Keltosheim, og at han muligvis er på vej til dronning Sidas hof.
Maj
Udvidelsen af de zarabiske skibe tager til. Alle skibe fra de nordlige riger på vej mod det sydlige kontinent i Kamirrhavet bliver standset og kontrolleret af zarabiske kompagnier. Lastrummene gennemsøges, og flere skibe er meldt savnet. De zarabiske administratorer påstår, at det handler om at forhindre det stigende pirateri på havet.
Prins Reidar, søn af Thorondis’ afdøde konge, er ankommet hos dronning Sida af Roul-Assin, og han er officielt blevet indbudt som gæst og kommet under hendes beskyttelse, så længe han opholder sig i hovedstaden. Der er stor travlhed ved hoffet, og Roul-Assin overvejer sine politiske muligheder i konflikten i Norrland. Mange ravne flyver til og fra Skarphedinstad i retning af de større byer, men det er endnu uvist, hvilket budskab de bringer.
Jorgos maning bliver afholdt igen i år. Visse kræfter har talt for, at traditionen skal gennemføres på en ny og utraditionel måde, men flere er forbeholdne over for idéen og tager alligevel deres forholdsregler, som de altid har gjort.
I Santillia fejres majfesten overalt. De gamle slægter mødes på ny om livstræerne, og der hersker en helt særlig stemning, eftersom det er den første majfest efter den forfærdelige borgerkrig sidste sommer. De elviske druider har mærket særlige kræfter i årets fejring, og mange søger til livstræerne for at finde fordybelse og fornyet styrke.
Vinterskoven
Nye tider blæser ind over indbyggerne i Vinterskoven. Der er blevet opført en ny handelsby længere inde i skoven, der har fået det elviske navn Thalanir, men som i daglig tale kendes som Aramsport blandt menneskene.
Længe har det været kendt blandt områdets beboere, at den yderste del af Nordlenet er utilregnelig med fjendtlige troppebevægelser og lyssky væsner på de små stier. Høje mure er blevet rejst rundt om Thalanir for at beskytte indbyggerne og deres handel mod overfald. Indtil nu har byen været åben for både mennesker og elvere. Ifølge narabonerne har handelsbyen til formål at sikre stabil handel og fredelige relationer med Santillia som led i de større politiske genforhandlinger af Kongefreden efter giftermålet mellem de to royale familier.
Lenshertuginden har konsulteret med dronning Elisabeth. En lokal adelsmand er blevet udpeget og har fået til opgave at forhandle de lokale forhold med elvernes råd. Rimfrostfamilien har udpeget et par repræsentanter til at tage sig af de første forhandlinger med Thalanirs ledelse og forelægge resultaterne for Senatet i Midterriget. Det er endnu uvist, hvilken rolle Skhartiare vil indtage, og hvordan de vil reagere.
Hammerly og Skovly er blevet forladt, og nye fraktioner har bosat sig i de tomme områder. Arlkirken har derimod rejst stor bekymring over, hvad der skal ske med Arls Mærke i Hammerly, og hvad der skal ske med helligdommene i området.
Juni
Zara’bashs handelsblokade i Kamirrhavet har gjort handel fra Bang Tei og det sydlige Tharkien næsten umulig. Blokaden virker koordineret, og bannere fra magtfulde fraktioner kan ses over flere skibe. Der hersker stor frustration blandt handelshusene i området, eftersom de ikke har modtaget varer fra deres handelspartnere, og de store summer, zaraberne har opnået på deres bekostning, er et udbredt samtaleemne.
Fra Skarphedinstad udløber der ildevarslende fortællinger om, at der har været forsøg på at snigmyrde prins Reidar. Han overlevede dog med nød og næppe takket være dronningens soldater. Gerningsmændene blev dræbt under attentatet. Der var tale om lejesvende, men hvem der har betalt dem, er endnu ukendt. Et væsentligt diskussionsemne er, om de var af norrlandsk eller roulisk herkomst. En udbredt mistanke er rettet mod Donum Wald, hvor konservative kræfter har gjort sig til højlydte fortalere for, at Roul-Assin ikke bør blande sig i en norrlandsk borgerkrig. Politiske spændinger og snak om eskalation præger Roul-Assin, og der er et stort pres på dronningen for at indkalde til stamhusmøde.
I Rakneslund i Gothia har årets majbrud vanhelliget livstræet med sine uoverlagte gerninger. Der hviler nu et tungt mørke over hende, og hendes kræfter er forsvundet. I frygt for, at mørket vil sprede sig til livstræet, har de lokale skovelvere valgt at indkapsle træet med magi. Siden er de nærliggende skove begyndt at visne og gå i forfald. Noget ildevarslende er under opsejling, og elverne søger desperat efter en løsning.
Vinterskoven
Djorkas måned er endelig kommet, og højsommeren er ved at sprede sin varme over det meste af Niraham. Mange glæder sig over denne tid, som er præget af store festligheder. Kroen i Aramsport går en storslået tid i møde med flere betalende kunder end nogensinde og et vagtkorps lige ved hånden. Kropersonalet skal dog vænne sig til, at kroens velstand tiltrækker fordækte personligheder, og at drama nu er begyndt at florere.
Områdets beboere har den seneste tid søgt efter tre artefakter. De har imidlertid erfaret, at der findes yderligere to: en kniv og en ring. Ingen ved, hvor kniven befinder sig, men den er blevet brugt til mordforsøg. Sidste gang den blev anvendt, dræbte den to lokale mørketvingere. Blandt de lyssky elementer i Aramsport siges det, at kniven er i elvisk besiddelse, og at ringen er forsøgt skjult i Marcusriften, men at en druidecirkel har åbnet riften for at få fat i den.
Edderkoppens Broderskab har iværksat en undersøgelse blandt sortelverne. De har fået til opgave at opklare, hvad der præcist skete ved årets skyggespil i Vinterskoven. Efter skyggespillet flygtede et antal sortelviske Girakpræster ned i Underverdenen, og kort efter fulgte andre sortelviske gejstlige deres eksempel. De medbragte forbandede symboler fra overfladen. Siden har de været hjemsøgt af skygger, og det er kommet til konfrontationer i Underverdenen. Blandt de tilbageværende sortelvere på overfladen ses det som et klart tegn på svaghed at opgive sin mission og krybe tilbage i undergrunden for at søge hjælp ved den mindste smule modgang. Den form for svaghed må falde for at blive erstattet af styrke.
Juli
Længe har rygterne fra Dragegabet spredt sig vidt omkring på Niraham, siden det lykkedes at genrejse Edsbryderen og samle hans knytnæve på ny. Underviseren har atter vist sig, og med kræfterne fra sine sorte riddere er det lykkedes ham at holde Modeus hen i en stilstand, mens kampene har bølget frem og tilbage. Enorme eksplosioner har kunnet høres mange mil derfra, og hele bjergområder er blevet rystet i deres grundvold og styrtet i grus. Siden har Modeus aktiveret flere ældgamle dæmoniske kontrakter, hvilket har bragt kampen ind i en ny fase. Han har desuden vist sig at være i besiddelse af artefakter, hvis styrke selv Underviseren ikke kendte til, og fem sorte riddere er faldet for hans kræfter. Kampene fortsætter imidlertid ufortrødent, og det er stadig for tidligt at sige, hvem der vil trække sig ud som sejrherre.
Skyggesjakalerne har svoret troskab til Modeus og er blevet set ride ind i Dragegabet fra øst for at tjene deres herre. De er i følgeskab med horder af ryttere fra Traegonn Sletten, anført af en af Modeus’ generaler. Underviseren har også kaldt sine disciple til sig, der nu bærer tilnavnet ‘de underviste’. De er strømmet ind i Dragegabet fra vest og har kastet sig ind i krigen, hvor de har rettet deres kræfter mod Skyggesjakalerne. Beretninger fra kampene fortæller, at de underviste har anvendt enorme energier fra deres mesters plan og trukket kræfter ud af hellige artefakter.
I Emyr har en forsamling af dæmonologer bevæget sig fra Norengrad og krydset Akos-floden i retning mod Dragegabet for at slutte sig til Modeus. Blandt dem er en række bandlyste troldmænd, der længe har stået på Magiens Cirkels liste over renegater. Disse tæller mestre som Adam af Ravnsborg, mentalisten Achaicus af Sølvborg og mesteren i elementalisme Milakra Khress, der er undsluppet fra fængslet i Alvonsaria. Også dæmonologen og morticisten Assaram, der førte Edsbryderen ind i Dorenburg, er blandt de troldmænd, der nu er på vej for at sværge Modeus troskab. Underviseren har sendt sine lærlinge ud for at bremse dem, og det er allerede kommet til flere nådesløse træfninger.
I Magiens Cirkel har nyhederne fra Dragegabet sendt en chokbølge gennem organisationen. Cirklens øverste mestre, Adelina og Albian Cristolino, har indkaldt alle prominente troldmænd til et rådsmøde på akademiet i Etos. Selveste Gagail ‘Lysbringer’, mester Peloros af Paest, halvelverne Aeon og Elias samt primus i Narabond, mester Corvinius, er set ankomme. Kun troldmændene fra akademierne i Alvonsaria og Cartheero er udeblevet – begge under tvivlsomme påskud. En krig mellem Underviseren og Modeus er under opsejling.
Fjernt fra Etos har Nimarkirken i samarbejde med de hellige kirker af Gasnian, Jorin og Rina samt Narabonds verdslige magter indkaldt til et helligt krigsråd. Præster fra nær og fjern har søgt visdom hos Nimars ypperstepræst og Nimars udvalgte slægt i Narabond. De har længe diskuteret, hvad der må gøres for at besejre truslen i Dragegabet. En gammel orden fra Djann-højsletten er også til stede, hvor de har forkyndt de gamle åbenbaringer og profetier fra svundne tider. Flere lysbringere er blevet set i hovedstaden i følgeskab med edsvorne vogtere fra Angiris Consilium. Den gamle orden er siden rejst ud til Nirahams afkroge i søgen efter de skjulte børn af lyset.
Efter to ugers intense diskussioner har hundredvis af præster forladt hovedstaden. I de små landsbyer i Midtriget går snakken på, at præsterne er blevet sendt ud med ét eneste formål: at finde de forsvundne dele af Nimars rustning og bringe dem til Valdemars Lys. Den hellige orden Sangvis Fervius er blevet set forlade hovedstaden i retning af det sydlige Niraham. Skjoldet Devion er blevet placeret foran Herrens alter af en ung Nimarpræstinde i følgeskab med en højelvisk Jorinpræst. De Fire Vogtere må samles.
I ly af natten er en ung mand i sorte klæder med hvide runer på sit tøj samt en gammel mand i slidte gevandter blevet smuglet ind i Akosheim. De har bevæget sig mod Mørketvingernes hovedkvarter, hvor de er blevet modtaget af Alark Nordvind og medlemmer fra akademirådet i Skhartiare. Den gamle Mørketvingermester Aldebaran Torr er blevet set ride ud af byen i retning af Gråfenne og Det Hvide Tårn. Hans formål med rejsen er endnu ukendt, men byen genlyder af gisninger om, hvad der er på spil. Ældgamle magiske ritualer er blevet udført af den unge mand, som er trådt ud af dem med en overvældende styrke og mod. Selveste mester Ezekiel har testet ham under flere prøver. Profetien er sket fyldest.
Langt fra Dragegabet og den kommende krig har bangteserne i syd samlet sig om en ung kvinde, som er velsignet af Ki Mana. Håbet er vendt tilbage hos mange, eftersom hun har bevæget sig ind i Dragetemplet og ikke blot har overvundet dets mørke og kommet levende ud derfra, men også har genfundet templets rene kræfter. Siden er vejen til templet dog atter blevet forseglet. En stadig voksende skare af tilbedere har samlet sig om hende, mens de taler om, at en ny daimyo kan være født.
August
Den store handelsblokade, som Zara’bash har anlagt, har nu helt lukket for handel med rigerne i den sydlige del af Niraham. Ingen handelsskibe tør sætte sejl på Kamirr- eller Tharkienshavet af frygt for at blive bordet af zarabiske pirater eller sultanens flåde. Selv Imperiets mægtige skibe er blevet forvist fra Kamirrhavet, og flere er blevet kapret, hvilket har udløst voldsomme protester fra de imperiale senatorer i Gela og Chatonien. Handlen mellem Tharkiens nordlige og sydlige bystater har nået et historisk lavpunkt, og der har været stor opstandelse i gaderne i Sølvborg, Hetenza og Dorenburg. Handelsblokaden har medført stigende priser over størstedelen af Niraham og indskrænket folkets adgang til ressourcer. Med de største transportveje afskåret frygter mange købstæder også for deres fremtid, hvis blokaden varer ved.
Også i Dhallhavet mod øst er der uro på vandet. Pirater har udnyttet, at opmærksomheden er rettet mod de vestlige have, til at hærge og plyndre som aldrig før, og utallige skibe er blevet sænket. Med begge deres vandveje spærret af pirater er Eisloniens handel med omverdenen brat ophørt, og særligt Aihlann Bachir og Nodai lider økonomisk under, at der ikke længere kommer varer til deres kyster. Højelverne er rasende og anklager Zara’bash for at stå bag opblomstringen af pirater i Dhallhavet. Slægterne Illivanas og Kirinara har lagt pres på de øvrige elviske adelsslægter, og mange frygter, at elverne vil udøve hævn ved permanent at stoppe handlen med de andre nationer. Eitoskia har allerede bebudet, at de har indstillet enhver handel med de sydlige riger.
I Roul-Assin har dronning Sida beordret en eftersøgning for at finde bagmændene bag attentatforsøget på den norrlandske prins Reidar. Det er kommet frem, at gerningsmændene har søgt efter viden om gamle rouliske artefakter, navnlig våben og rustninger fra dengang, hvor Roul-Assin var et marskdømme under kongeriget Narabond – en tid, hvor guderne betød mere. Der blev brugt trolddom mod prinsen, og det menes, at Den Grå Vandringsmand og hans lærlinge har været involveret. De anses imidlertid for at være en del af et større netværk i Norden, og både De Grå Vinger og Flodens Mænd er blevet sat på sagen for at optrevle konspirationen.
Fra den vestlige del af Rustbjergene forlyder det, at shamaner har konstateret, at ånden Azkavash har taget bolig i et bjergpas. I form af en stor flagermus har ånden slået sig ned i et gammelt asketræ, der emmer af ældgammel shamanistisk magi. Den har hvisket sit navn til dem, der har mærket dens essens og kræfter, men har endnu ikke vist sig personligt for dem. En større jagt er sat i gang for at finde ånden.
Vinterskoven
I Vinterskoven frygter mange den kommende tid. Verden virker mere usikker og urolig, men alligevel må dagligdagen fortsætte. Bønner til guderne skal overholdes, og ofringer til ånderne må udføres trods de dystre tider. Mange års erfaring med mørke perioder har gjort skovens beboere hærdede og mere robuste end resten af Narabonds befolkning, og de møder de usikre tider med oprejst pande.
For at bringe lidt glæde i disse tider har banken besluttet at afholde en særlig auktion for beboerne i Vinterskoven. Her vil man kunne finde alt fra værdifulde genstande og magiske artefakter til mystiske drikke og sjældne handelsvarer. Personer, der selv har noget af værdi, magisk kraft eller mystisk oprindelse, som de ønsker at sælge, er blevet opfordret til at henvende sig til banken, som vil sørge for, at de indgår i auktionen. Den forventes at blive afholdt i den kommende måned.
En lokal skovelverpræst af Tara er blevet dræbt nær Vinterly. Han skulle have været i besiddelse af artefakter fra den gule dæmon fra årets skyggespil, og den lokale Girakkirke har udlovet en dusør til den, der finder genstandene og bringer dem til kirken. Personalet i Den Hellige Gris har talt over sig og givet udtryk for, at de ved, hvor en af delene befinder sig. Noget påfaldende er, at flere af kroens ansatte er blevet fredet af den gules tilhængere, hvilket tilsyneladende har afværget flere uheldige episoder i den unge by.
Årets blodsfest i Vinterskoven har været aldeles formidabel med mange villige og uvillige blodofringer til Moderen. Fanabinakirken i Underverdenen har lagt mærke til områdets ledende Fanabinapræstinde, der har udvist de rette ambitioner og lederevner. Hun har i sandhed bragt frygt til sine fjender i Moderens hellige navn.
Forhandlingerne om handelsbyen i Vinterskoven er fortsat et politisk betændt emne. Lenshertuginde Victoria Narabond har lagt pres på de lokale embedsfolk for at få indgået en aftale med elverne i området, men indtil videre uden held. I Santillia har flere af Senatets adelsfamilier forsøgt at få taget emnet ud af hænderne på Rimfrostfamilien, så de selv kan håndtere problemstillingen. Senatet har nu sendt et officielt følge til lenshertuginden for at lufte deres betænkeligheder – navnlig for at understrege, at de anser Thalanir som en del af Santillia og ikke en narabondisk koloni.
September
Søvejene mellem Nirahams kontinenter er fortsat spærret. Tungt bevæbnede pirater er gået i land fra skibe i Dhallhavet og strømmet ind i den sydlige del af Imperiet. Byerne Scarbantia og Venta er hårdest ramt. En række dokumenter og handelsvarer er enten blevet stjålet eller aldrig nået frem. Som en direkte konsekvens af dette har de store højelviske familier lukket deres havnebyer og grænserne mod syd og vest. Ordren lyder, at menneskene selv må løse deres menneskeskabte problemer, før de kan få foretræde i Eislonien.
I et forsøg på at stabilisere søvejene i Kamirrhavet og sikre den elviske handel har Buranus sendt flere krigsskibe ud. Kun ét af disse skibe er siden blevet set. I Varya fortælles der, at et brændende skib er blevet sendt retur mod byen, hvor skibets kaptajn, bror til byens overhoved, var bundet fast til masten med sin forbrændte besætning for sine fødder. En tiltagende vrede kan mærkes overalt i Buranus ved indgangen til Jorins måned.
I Sydlenet i Narabond er en handelsmand blevet udleveret til myndighederne, da han forsøgte at krydse havet på et narabonsk skib. Det fortælles, at han har stået i ledtog med gerningsmændene, der forsøgte at forbande prins Erik og hans brud til deres bryllup. Under tortur har han oplyst navnet på et af de to handelshuse, der er involveret.
Fra Valdemars Lys er det lykkedes præsteskabet at indsamle tre dele af Nimars rustning. Sværdet Kaspian, der indtil for ganske nylig blev anset for at befinde sig i Nimranns Højborg i Paravien, siges nu ikke længere at være der. Enkelte rygter beretter endda, at det paraviske præsteskab har dækket over, at sværdet er forsvundet i tidens løb. Gamle skrifter og biblioteker bliver nu endevendt over hele Paravien for at finde sværdet.
I ugevis har druider og sortblodsfolkets shamaner forsøgt at kontakte den mystiske ånd, der har taget bolig på et ukendt sted i Rustbjergene. Ingen har endnu fundet dens skjulested, selvom flere siger, at de har været i kontakt med den. Det fortælles, at uopdaget og magtfuld magi måske står bag.
I Dragegabet har store fraktioner slået ring om det enorme bjergpas i flere teltlejre. De altødelæggende kampe kan ses ude i horisonten, og med jævne mellemrum høres enorme eksplosioner og lynnedslag. Det siges, at fraktionerne vil forsøge at inddæmme den stærke magi fra kampene inde i krateret. Af ukendte grunde har de eislonske højelvere endnu ikke sluttet sig til lysets front i Dragegabet mod Fyrst Modeus og Underviseren.
Vinterskoven
Den varme sommer er endelig forbi, og de første træer har allerede kastet bladene. I det nordlige Santillia fortælles der, at en skovelvisk druidecirkel har formået at åbne de skjulte stier i skovene. En ny energi kan mærkes i Vinterskoven, og det er, som om skovenes øjne er blevet åbnet. Det er endnu uvist, hvordan dette er sket, og hvad man har drevet ind i skoven.
Det er lykkedes en gruppe modige magikyndige at forsegle Marcusriften endnu engang ved hjælp af elementerne. Sidenhen er små sprækker nær riften blevet observeret, og det er stadig uvist, om forseglingen er så permanent, som mange havde håbet. Enkelte mener, at Marcusriften er for farlig at eksperimentere med.
Resultatet af forhandlingerne i Vinterskoven er blevet modtaget i Senatet, og der har været spredte meninger om mødernes succes. Højlydte stemmer kritiserer Rimfrostfamilien og spørger, om det overhovedet var klogt at lade dem lede forhandlingerne. Andre steder langs grænserne har de lokale forhandlinger været mere succesfulde, og processen omkring Vinterskoven står stadig uafklaret i Senatet.
Oktober
Det er lykkedes en goblin-shaman at få kontakt til den navnkundige ånd Azkavash, som længe har været jaget. Ånden havde taget bolig i et enormt træ, hvor den vogtede over en ældgammel visdom, og nu fortælles der livligt, at goblin-shamanen har fået indsigt i denne skat. Hvis det er sandt, er farlige hemmeligheder nu sluppet løs.
Dronning Elisabeth har sluttet fælles front med dronning Sida for at bekæmpe truslen i Dragegabet. Gejstlige hærstyrker fra Valdemars Lys og soldater fra Dullstadt har sluttet sig til rouliske krigere på vej mod området. Mere foruroligende nyheder fortæller, at ikke alle dele af de hellige artefakter er blevet fundet. Soldaterne frygter, at kampene kan blive forgæves, men det endelige slag må snart stå.
I Kamirrhavet sejler ingen skibe. Eisloniens grænser er fortsat lukkede, og ingen har hørt fra dem i månedsvis. I Buranus har fyrsten indkaldt det store krigsråd i senatet. Det eneste emne på dagsordenen har været, hvilket modsvar der skal komme på nedbrændingen af de buranske skibe.
Vinterskoven
Ved indgangen til Ragils måned fortsætter kampene i Dragegabet. De militære og kirkelige kompagnier har formået at slå store horder af Modeus’ soldater tilbage, men har også selv lidt svære tab. Magiens Cirkels troldmænd har formået at inddæmme området ved hjælp af magtfulde forseglinger, men hvor længe de vil holde, når først en af parterne har sejret, tør ingen forudsige.
Længere inde i Nordlenet er Frelsenhøj brændt ned til grunden. Man mener, at soldater fra Granly har stået bag. Mange frygter nu for baroniets overlevelse. Baron Frelsensten har begået selvmord i sin celle af skam og vanære over de uovervejede handlinger, der bragte skændsel over hans hus. Baronesse Alma Grandahl har siden forsøgt at samle trådene og skabe orden, mens baronens enke, Sisse von Frelsensten, har indfundet sig i Granly og svoret, at hun vil sikre Frelsenhøjs genopførelse. Om hun har de fornødne midler, er der dog mange, der tvivler på. Samtidig går snakken atter om, at en forbandelse synes at hvile over enhver, der overtager titlen som baron af Barazels Eng.
Flere store røvergrupperinger hærger de østlige egne af Nordlenet. De jager Underviserens tilhængere og lærlinge og besidder et magisk objekt, der kan spore dem, som forsøger at undslippe. Når det lykkes dem, ofrer de deres fanger på de mest bestialske måder. Deres magi er mægtig og ukendt i disse egne af Niraham.
Trods de store uroligheder har stamhusene valgt at sende delegationer til Donum Ragnar. Mange ser det som et udtryk for roulisk stædighed i mørke tider, mens andre tolker det som bevis på roulernes berømte mod. Dronning Sidas hof har ligeledes sendt en mindre udsending for at sikre, at meldingerne om områdets sikkerhed er retvisende. Noget stort er i vente. Roul-Assins fremtid kan snart blive afgjort.
Stella Luminos har i september dømt og brændt et menneske. Det har vakt stor forargelse, eftersom den dømte var af adeligt blod. Siden da har flere mærket, at også Jorin har fældet dom over mandens sjæl. Dog er ikke alt mørkt: enkelte beretter, at manden har været besat af flere forskellige personligheder, som nu er blevet fjernet.
November
I Dhallhavet har den zarabiske handelsblokade slået sprækker. Via gamle smuglerruter og bestikkelse af pirater er det lykkedes flere eislonske skibe at komme igennem. Højelverne i Buranus har erkendt, at herredømmet over Niraham i disse tider afgøres til søs, og har derfor igangsat en enorm opbygning af en mægtig flåde. Derudover har de – som mange andre nationer – påbegyndt et større arbejde med at forstærke deres fæstninger mod havet. Den store modstand mod Zara’bash har ført til, at flere zarabiske skibe er blevet sænket, mens andre har måttet vende hjem med uforrettet sag. På den baggrund har sultanen i Cartheero indkaldt repræsentanter fra handelshuse omkring Kamirr- og Tharkienshavet til audiens. Temaet har været, hvordan han skal kompenseres for at genåbne søvejene. Hans krav har imidlertid været skyhøje og aldeles urealistiske.
Efter stamhusmødet i Vinterskoven er en delegation ledet af Øksafjord sendt mod Norrland. Deres opgave er at indlede forhandlinger med norrlændingene om at få valgt en ny regent til tronen i Thorondis. Borgerkrigen har varet længe nok. Med sig bringer delegationen en større hærstyrke, der skal beskytte de rouliske repræsentanter og sikre dem mod overfald fra rebelske jarler. Der er allerede nu bestræbelser på at samle et råd i Norrland ved indgangen til december.
Dragegabet
Noget har forandret sig. Noget er ikke, som det engang var. En del af magien virker anderledes. Det føles som en lille ændring – en forskydning af noget større. En balance, der har forskubbet sig. Flere har mærket det samme. I Magiens Cirkel diskuteres det, at den ændrede singularitet må skyldes, at Edsbryderen har mistet sin forbindelse til højmagien. I Elementernes Katedral i Tharkien har ypperstepræsten af Tara forkyndt, at magien er blevet forstærket. Det er et mirakel fra selve gudinden – en velsignelse til hendes trofaste tilbedere.
Marmortårnets vogtere i Santillia har fornemmet den samme ændring. Tårnets mystik virker forandret, og nye magiske strømninger fornemmes i luften. Også den gamle tåre har igen vist et tegn. I Zara’bash har flere højtstående troldmænd mistet deres kræfter, og flere af dem er visnet bort som sand mellem fingrene på deres lærlinge. Andre er blevet set flygte ud i ørkenen. Højmagerne i Eislonien har sanset den samme forskydning i balancen. Gudindens magi har forladt Modeus, ordenens ældgamle fjende.
Ingen ved endnu, hvor Underviseren befinder sig, og de fleste af hans lærlinge er forsvundet fra jordens overflade. Mange frygter, hvad der helt præcist er sket i Dragegabet, og hvilke katastrofale konsekvenser det kan få for fremtiden.
Store grupperinger af orker og gobliner har været i kamp med resterne af Skyggesjakalerne, der har forsøgt at trænge ind i Rustbjergene. Orkklanerne og deres snarrådige shamaner har også forsøgt at bemægtige sig kræfterne fra Dragegabets mørke. Der er store magter på spil, som frister mange. Andre taler om et væsen af lys, der har haft magten til at bringe mørket ud af Dragegabet. Spekulationerne går nu på, om det er en kraft, man kan forhandle med – eller udnytte.
De rouliske vølver har modtaget en advarsel fra det hellige bjerg Cebryn om, at ånderne er i stor fare. Selvom magien i Dragegabet er faldet til ro, er åndernes kræfter blevet voldsomt drænet af Fyrst Modeus. Flere steder i Roul-Assin er jorden blevet gold og frossen, og alt liv derpå er døende. Mange har mærket et desperat råb om hjælp blive kanaliseret gennem Åndeplanet.
Vinterskoven
I Vinterskoven går tilværelsen sin vante gang. Folk forbereder sig på vinterens komme, og nye tilrejsende ankommer. Flere leder efter magiske spor i området for at finde det sted, hvor den store udladning af positiv energi har åbenbaret sig. Andre undrer sig over, hvorfor det pludselig er blevet så interessant – men igen, der er altid en god mønt at tjene på de rette informationer eller som vejviser.
Mange indbyggere i Vinterskoven fortæller, at de har set gamle fjender og venner, der for længst er døde, vandre som genfærd i skovene. De har ikke svaret på tilråb, og når man har nærmet sig dem, er de blevet usynlige. Vinterens mørke åbner gamle sår og bringer det værste frem i folk.
December
Den zarabiske handelsblokade er blevet kaldt hjem. I de store byer i Zara’bash fortælles der, at alle udenlandske handelshuse er blevet brændt ned af maskerede gerningsmænd. Fra Cartheero har sultanens hof erklæret, at alle handlende i riget skal have en gyldig handelsaftale med hoffet og betale skat til sultanen. Som konsekvens af disse nye, fredelige strømninger har Eislonien igen åbnet for handel med omverdenen, selvom flere familier har argumenteret for, at riget sagtens kan lade menneskene vente i et par hundrede år.
Ondsindede rygter vil vide, at Zara’bash har ophævet sin blokade, fordi sultanens hoftroldmænd har mistet deres kræfter efter Edsbryderens fald. Andre beretter, at sultanens betroede troldmand, morticisten af Magiens Cirkel og tidligere dimensionist, Assaram af Al-Hazifs Broderskab, brændte op i en grønlig ild foran sultanens øjne. Han havde synlige dæmonruner overalt på kroppen, der var fæstnet med jern i huden på ham. Til lyden af et desperat skrig blev han trukket ind på dæmonernes plan, da det blev kendt, at hans mester ikke længere holdt hans dæmonpagter under kontrol.
På Akademiet i Etos har mester i mentalisme, Achaicus af Sølvport, og femten lærlinge været i intense kampe mod Cirklens Inkvisition, da de forsøgte at undslippe deres anholdelse. Sider fra ældgamle dæmonpagter og Edsbryderens forbandelser blev brugt mod inkvisitionen. Kun med hjælp fra stormestrene Albian og Adelina Cristolino blev lærlingene og mester Achaicus dræbt i en enorm blålig eksplosion, der kostede Akademiet store skader.
En undergrundsloge af troldmænd og magikyndige i Narabond er blevet opdaget som lærlinge af Underviseren. I Kerlanz og Decho fortælles der, at de har arbejdet i skyggerne for at vælte Narabondslægten efter Adrians fald. Under en middag i Decho blev de for øjnene af flere adelige forvandlet til gamle og visne skabninger. Tiden har endelig krævet sin pris.
Bølger af snigmord siges at udspille sig i Etos og Kamirr i kredsen omkring Nymånens Broderskab. Ingen ved, hvem der står bag mordene, men et internt oprør i Girakkirken er angiveligt under opsejling. En magtkamp bevæger sig langsomt mod toppen af kirken, og nye planer udvisker gamle idealer.
I Thorondis har flere jarler erklæret deres åbenlyse utilfredshed over, at det rouliske stamhus Øksafjord har bragt en bevæbnet hærstyrke dybt ind i Norrland. Flere mener, at det er en voldsom provokation af den fred, der bør herske mellem broderfolket i nord. Ingen skal fortælle Thorondis, hvem den næste konge skal være. Flere af jarlerne har samlet deres hirdmænd for at være klar til at forsvare sig. Den unge prins Reidar er på vej for at få tingene under kontrol.
En ny stjerne er blevet set på nattehimlen. Astrologer fra Sebene, Tharkien og Esos beretter entusiastisk om, hvordan den nye stjerne for tiden overstråler mange andre etablerede stjerner på himlen. Den indgår som afslutning i det allerede berømte stjernebillede Lysets Kriger og er blevet navngivet Lochtarstjernen.
Dragegabet
"Modeus er faldet, Modeus er faldet!" Fra den mindste afkrog til de største hovedsæder på Niraham spreder rygtet sig om, at Edsbryderen er faldet. Lochtar Narabond II har sejret over Modeus, sådan som profetien har spået. Men prisen har været stor, eftersom Lochtar selv måtte ofre sig for at overvinde Modeus i krigen mellem lys og mørke.
Efter krigens ophør har Den Vises disciple gjort et forsøg på at trænge ind på Underviserens Plan for at færdiggøre den kamp, som længe har ulmet. De har mærket, hvordan planet er blevet afskåret fra de resterende planer, og at Underviseren har brudt forbindelsen. Da Højmagerne erfarede, at Underviseren endnu engang undslap sin dom, vendte de tilbage til Eislonien. Ingen har siden mærket eller kunnet komme i kontakt med Underviseren.
For få dage siden har store hærstyrker fra Tzest-Starnia erobret det golde og livløse landskab, der udgør Dragegabet. Fanabinakirkens bannere hænger i hobetal over bjergene, og kirken har medbragt elitesoldater fra Bastionen. De har sluttet fælles front med store horder af orker. Hvad prisen for det samarbejde indebærer, er endnu uvist, men en ny magtfaktor i Norden truer de omkringliggende riger.
Vinterskoven
I Granly er flere personer forsvundet. Den officielle meddelelse fra Huset Grandahl er, at alt er under kontrol, og at ingen betydningsfulde personer er kommet til skade. På de omkringliggende kroer tales der om, at der er noget i gærde, og at Grandahlslægten ikke længere har blik for, hvad der sker i området.
I Thalanir i Vinterskoven frygter mange, hvad vinteren vil bringe. I forrige måned blev byens soldater styret af en højelver fra Stella Luminos. Mange spørger i disse dage, om Luminos vil overtage magten i byen, og hvorfor soldaterne i 12. Narabond ikke lever op til deres ansvar.
Nye ansigter er ankommet til Vinterskoven, og med sig bringer de mange nye historier fra andre riger til området. Den lokale bank meddeler, at de vil åbne en auktion over Hr. Frelsenstens efterladte genstande, som ingen har taget ejerskab over. De bortauktioneres til højestbydende for at betale gammel gæld tilbage. Andre mener, at det sker, fordi der fortsat hersker stor usikkerhed om, hvem der overtager resterne af Frelsenhøj.