Nyheder 2021

Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2021, hvilket svarer til år 31 EH på Niraham.

Spillet var den første halvdel af året præget af nedlukning på grund af covid-19. Imens var hele Niraham ramt af en magisk stilstand, som frøs alle dens folkeslag i tiden. Herefter førte vinteren store strømme af flygtninge med sig, der forsøgte at komme sydpå fra Dragegabet. I Tharkien var den centrale handelsrute spærret af skibsvrag, men blev ryddet af religiøse fanatikere, der genrejste Rasnassolins gamle tempel og indvarslede en ny storhedstid for hans tilhængere.

• Januar
• Februar
• Marts
• April
• Maj
• Juni
• Juli
• August
• September
• Oktober
• November
• December

Januar – juli

-ingen-

August

Det sidste, folket huskede, var, at det havde været en stille aften.

Det havde nærmet sig afslutningen på året. Vinteren var sat ind, og de sidste blade på træerne var i gule og orange nuancer. Alle ventede nu kun på, at den første sne ville begynde at falde. Under træerne lå huse fredsommeligt hen, og alle Nirahams racer trak sig tæt sammen om bålene for at holde varmen, mens de nød den rolige aften.

Derefter var der intet.

Om morgenen vågnede de ikke op. Bagerens ovn, der altid var den første til at blive tændt, forblev kold. Jægeren vendte ikke hjem fra sin jagthytte. Børnene græd ikke. Og vagttårnets klokke ringede ikke til vagtskifte. Alt var helt stille.

Der hang en tæt tåge den morgen, og efterhånden som solen stod op, blev tågen kun tættere, indtil man knap kunne se en hånd for sig. Ingen forskel gjorde det imidlertid. Der var ingen til at forsøge at se ind i den.

Dag blev til nat, og stadig intet livstegn. Da morgensolen rejste sig, var det til samme altomsluttende tåge. Tiden gik. Dage blev til uger, som blev til måneder, men stadig uden livstegn. I kroen voksede der mug i overfladen på ølkrusene, og bagerens brød skiftede farve til grøn og siden til grå. Fugle og egern flyttede ind i barakkerne, hvor de byggede reder i rustninger og hjelme.

Mange bygninger var væk. Den skæbnesvangre nat havde der været utallige bål og fakler tændt, og når de tog ved bygningens tag, var der ingen, som forsøgte at slukke dem. Heller ikke når ilden spredte sig til nabobygningen eller de mange bygninger efter den. Utallige liv var gået tabt, og store dele af byerne forsvundet i flammerne.

Dyrene lærte snart at tilpasse sig de nye tider, så i forårets første tid, passerede rådyr upåvirket forbi jægeren, der stod stift midt i skoven, som var han frosset i tid. Mus klatrede på soldaterne i barakkerne, efter at have spist alt, hvad der var at finde af offergaver i kirken. Et enkelt sted sås troldespor passere gennem en skovhuggers lejr, og liget med det manglende hoved var ikke engang faldet om på jorden.

Selvom alle Nirahams folkeslag var låst i tiden, levede skovens skabninger og dyr videre, som om intet var hændt.

Først mere end et halvt år senere bryder solen atter gennem tågen, og Nirahams folkeslag vågner på ny. Det sker til altoverskyggende forundring, men også til gru og rædsel. Folket ser måbende til, hvordan deres byer er forfaldet, og naturens dyr er flyttet ind overalt. Al mad er for længst rådnet, og mange steder må rester af lig bæres ud af forkullede huse.

Sidst de havde åbnet øjnene, var det vinter. Nu er det sidst på sommeren.

Efterhånden som disen letter, kan der ses skygger i tågen, der pisker væk og forsvinder ind i mørket til lyden af en sagte hvisken.

September

En måned er gået, siden Nirahams befolkning vågnede af deres stilstand. Meget er sket siden da. Støvet er fejet væk, vildnisset er skåret ned, og urtehaver er befriet for ubudne gæster og omklamrende lyng. Gader, stræder og veje ligner næsten sig selv igen.

Langt væk i Eisloniens skove er højmagerne på færde. De arbejder ustoppeligt på at undersøge fænomenet, der er overgået Niraham. Mange frygter for rigets og folkets sikkerhed, så højmagerne har også taget et personligt ansvar for landets beskyttelse. Kompagnier af sølvhjelme bevogter grænserne, hvor de med stor aggression fordriver ubudne gæster, og blandt deres rækker ses adskillige, der bærer højmagernes eget symbol, den sorte sol.

I Morkuveria hviler støvet stadig tungt på sortblodsfolkets bygninger. Ingen har set noget formål med at fjerne det eller forskønne området. Store palisadehegn er imidlertid blevet rejst gennem den seneste måned, og horder af orker og gobliner patruljerer konstant. Fra tid til anden ses også kompagnier af tungt udrustede sortelvere på patrulje. De mørke skyer, der altid synes at hænge over Morkuveria, har været væk de seneste måneder, men begynder nu at samle sig igen, og sortblodsfolket ser det som et tegn.

I Buranus er der beordret en militær samling uden fortilfælde. Støvet, der har ligget centimeter tykt i barakkerne, er blevet fjernet, og alle hjelme og brystplader skinner i solen. Alle styrker er indkaldt, og samtlige garnisoner er ved at blive mønstret. Markerne ligger urørte hen. Kornet må vente. Buranus’ elvere har behov for at forberede sig på hvad end, der måtte være under opsejling, og de har kun deres styrker på land at trække på. Langs kysterne er størstedelen af den buranske flåde ukampdygtig, efter at være gået på grund eller blevet knust mod klipperne. Havet har været nådesløst mod Buranus de seneste måneder.

I Narabond og de omkringliggende lande er Magiens Cirkel på farten og i gang med at undersøge kilden til den store stilstand. Alle Cirklens akademier står på den anden ende, og livet for de magikyndige er præget af en febrilsk aktivitet, der formentlig dækker over, at de endnu ikke har kunnet fremkomme med noget plausibelt svar. Først blev Vinterskoven hensat i en magisk stilstand, og ikke snart var skoven sluppet fri af tidens greb, før det samme overgik hele resten af Niraham. For tiden arbejder Cirklen på en teori om, at tiden har været koncentreret, og de har isoleret nogle steder på Niraham, hvor støvet lå særlig tykt, som de nu undersøger ihærdigt.

I Zara’bash er flere ørkenstammer afgået ved døden på de mest horrible måder. Nogle ligger helt udtørrede og mumificerede i sandet, som havde det suget enhver form for liv ud af dem. Andre er der kun skelettet tilbage af, som var de blevet pillet rene af ådselædere. Selv i byerne har dyrene været på spil, og i mange hjem sørger man stadig over at være vågnet til tomme krybber og spor fra hyæner og andre rovdyr på gulvet.

I Santillia har man fundet spor efter naturens hellige væsner i skoven. De har sat deres mærker på træerne, og skovens dyr har været velsignet med livsglæde og frugtbarhed under den store stilstand. Men i takt med at Nirahams racer er vågnet, er de forsvundet igen til stor ærgrelse og undren for skovelverne. Hvor resten af Niraham var dækket af støv efter den lange stilstand, har skovelverne erfaret, at de hellige træer i skoven ikke havde det mindste støvkorn på sig.

Indsejlingen fra Kamirrhavet til Tharkienshavet er spærret. Ved øen Dragsholm ligger store mængder vraggods fra skibe, der er blevet knust mod klipperne af havet, mens besætningen har været fastholdt af den store stilstand. Tusindvis af lig fra ikke bare tharkiske, men også narabonske, chatonske, buranske og emyrske skibe er skyllet i land, og mange lig er også fanget blandt vraggodset i indsejlingen til Tharkienshavet. Der foregår et febrilsk arbejde for at få ryddet en sejlrende, så skibe igen kan passere, og i Tharkien tales der åbent om, at hvis ikke der snart kan komme gang i handelen, vil det udløse en økonomisk krise i landet.

I Vinterskoven har man set mystiske væsner vandre blandt skovens beboere. De var først sky og tilbageholdende, men er siden blevet mere nysgerrige. Nu opsøger de ligefrem de andre folkeslag, men deres adfærd er sporadisk og præget af forvirring. Indtil videre har man kun løse spekulationer om, hvem disse væsner er, men ud fra hvad man har kunnet forstå fra dem, har de været i skoven længe. Om natten bevæger andre væsner sig til gengæld rundt, og der høres hyl og skrig fra skoven. Mørke skyggevæsner har vist sig i tusmørket, og personer fortæller, hvordan de er blevet drevet til vanvid af stemmer i deres hoved.

Oktober

Rigskanslerindens mand, Eric von Schultzbern, er død, og den narabonske krone har erklæret 23 dages landesorg. I mange år levede han en tilbagetrukken tilværelse langt fra hoffet, hvor han dedikerede sit liv til Arls præsteskab og nød en tilværelse blandt det jævne folk, hvor han gik under navnet Matthissar Capri, lovbringer af Arl.

Fortællingen fra hoffet lyder på, at han blev dræbt under et attentat mod rigskanslerinden. Hun blev angrebet af skygger, og Eric von Schultzbern gav sit liv for at redde hendes. Hans sidste handling var at spinde en velsignelse om hende og deres børn. For hans store offer og utrættelige dedikation til Arls virke, har ypperstepræsten af Arl, kalif Aldjar Ibn Hussein af Herrens Moske i Cartheero, helgenkåret fader Matthissar og bebudet, at hans liv og handlinger skal indgå i pensum for præster i Arls kirke. Æret være hans minde.

I Roul-Assin har efteråret gjort sit indtog, og den første sne er allerede faldet. Høsten har krævet stort slid i år, og både gamle og unge har måttet trække deres del af læsset, for at kornet ikke skulle rådne op på markerne. Mange steder i Roul-Assin tændes der nu bål for at indvarsle, at Ragils måned skal til at begynde. Ikke alle er imidlertid lykkedes med at få høsten i hus, og bliver vinteren hård, kommer mange roulere til at sulte. Situationen bliver yderligere forværret af, at tusindvis af norrlændinge i disse tider er på flugt fra Dragegabet og på vej gennem den sydlige del af Roul-Assin mod Narabond. På vejen har de plyndret gårde og forrådskamre, og ved flere lejligheder har det udmøntet sig i blodige angreb på rouliske landsbyer.

I Vinterskoven har man fået varsler om de store flygtningestrømme fra nord, og den lokale hærstyrke, 12. Narabond, har stoppet flygtningene på yderst brutal vis. Mange er blevet slået for fode, og dem, der har overgivet sig, er blevet henrettet uden rettergang. De resterende flygtninge har søgt tilflugt i skoven, hvorfra de fortsætter deres plyndringer. Folket er bekymrede for, om det vil føre til skarer af lovløse i skoven, men 12. Narabond er fast opsatte på at få bugt med uromagerne inden vinterens komme.

Midt i al denne tumult har Nirahams præsteskab til stor beklagelse fået overbragt nyheden om, at Nimars ypperstepræst, Tilimanus Akantus, træder tilbage fra sin post. Han har ikke oplyst nærmere om årsagen, men et stædigt rygte fra Eislonien lyder på, at det er begivenheder fra hans fortid, der har indhentet ham. Mange kandidater har allerede meldt sig til at overtage posten, og det strømmer ind med gaver til de kardinaler, som vil skulle deltage i valget af en ny ypperstepræst.

Valget af ypperstepræst vil finde sted i et gammelt, hengemt Nimar-tempel i Santillia. Mange var ellers af opfattelsen, at den genopbyggede basilika, Valdemars Lys, nær Narabonds hovedstad, Kungstadt, var det mest oplagte sted til en sådan forsamling. I forbindelse med valget har elverne afvist samtlige personer ved grænsen, der ikke hører til præstestanden, hvilket har vakt stor harme. Det ses som en provokation, at præstestanden på den måde nægter de verdslige kræfter adgang. Kun ét menneske af ikke-gejstlig stand er givet adgang. Det vides ikke hvem, men de elviske grænsevagter skulle have bukket dybt og respektfuldt for vedkommende.

I indsejlingen til Tharkienshavet er situationen blevet aldeles kritisk. Både Emyr og Paravien har varslet sanktioner mod landet, hvis ikke tarkinen snart får løst problemet. Priserne på både fødevarer er steget voldsomt, og mange handlende har allerede mistet deres levebrød. Også internt i Tharkien hviskes der om, at tarkinen må udskiftes, hvis situationen ikke snart vender. I alt dette virvar har en præst af Rasnassolin formået at få folkets bevågenhed og samlet en stor skare af trofaste følgere. Han har opildnet folket til ved egen drift at fjerne skibsvragene og bebudet, at drivtømmeret skal bruges til at genopbygge Tharkiens gamle tempel til Rasnassolin.

November

Vinterens kulde har for alvor gjort sit indtog, og voldsomme storme hærger i Norrland og Roul-Assin. Havene er dækket af tyk is, alt imens sne fyger hen over landet og gør tilværelsen uudholdelig for folket i Nirahams nordlige egne. Bedre bliver det ikke af, at vejene også er frosset til is, og transport rundt i landet er stort set umuligt. Strømmen af flygtninge fra Dragegabet er forøget, og de flygtende norrlændinge bliver mere og mere desperate. Mange af dem er ikke nået langt, og deres lig ligger tilfrosne i sneen. Andre er nået til de sydlige egne af Roul-Assin, hvor befolkningen forsøger at skaffe dem mad og tag over hovedet. Flere fortsætter også videre mod syd til Narabond, men møder ikke nogen synderlig imødekommenhed her.

I Narabonds hovedstad, Kungstadt, er en lang række retssager ved at blive gennemført, og byen summer af spænding. Folket er strømmet til i tusindtal, og mange har valgt at slå telte op og bosætte sig uden for byens mure, mens retssagerne verserer. De tiltalte er Adrians medsammensvorne, som bistod ham under Slaget om Kungstadt, og som nu er blevet fanget, efter at Adrian mødte sit endelige. Blandt dem er flere højtstående generaler, adelige og renegater fra Magiens Cirkel. Et stort antal soldater og sympatisører er allerede blevet henrettet. Nimars inkvisition har sammen med kronen og en række højtstående adelige stået for afviklingen af retssagerne, og der er nu flydt så meget blod gennem byens gader, at stanken flere steder er ulidelig.

En række uvildige aktører som tjenestefolk, bønder og tvangsindskrevne soldater er blevet straffet mildere. Afhængig af deres tilknytning til Adrian er de blevet idømt strafarbejde i op mod 20 år, og en række kvinder er blevet sendt til nonneklostre for at gøre bod for deres gerninger ved at tjene guderne resten af deres liv. Eftersom forræderi løber i blodet, går straffen også i arv til de formasteliges børn. De bliver straffet på lige fod med deres forældre, og er de for unge til at kunne modtage straf, bliver de aflivet uden videre. Uden for Kungstadts mure finder man derfor ikke kun massegrave til voksne, men også til børn.

Undervejs i retsopgøret er rigskanslerinden blevet forsøgt myrdet med en forgiftet kage. Antagelsen er, at der er tale om et attentatforsøg fra en hemmelig sympatisør ved hoffet, der forsøger at hævne Adrian. Det har selvsagt gjort rigskansorderen rasende og har ført til, at strafniveauet i de igangværende retssager øjeblikkeligt er blevet forhøjet.

Tharkienstrædet er på ny åbent for skibsfart. Hovedparten af de mange skibsvrag er blevet fjernet, og der er skabt en farbar sejlrende, som skibe kan passere igen. Dog har Tharkien pålagt varer, der passerer, en betydelig told, der skal medgå til at dække deres omkostninger til at have genåbnet passagen. Det er imidlertid alment kendt, at det var almindelige borgere, der gennem utrætteligt arbejde formåede at få åbnet passagen, og at tolden er indført af tarkinen i et forsøg på at dække landets økonomiske underskud. Rasnassolinpræsten Atlan Stormhjerte bliver hyldet som den egentlige drivkraft bag arbejdet med at få genåbnet passagen. Der er blevet forfattet en episk sang til hans ære, og han har som lovet anvendt drivtømmeret til at renovere Rasnassolins gamle tempel, Oceanets Tvillinger. Han prædiker nu for sine tilhængere om, at det bebuder en ny storhedstid for Rasnassolin på Niraham.

Dilarnakirken i Underverdenen har skabt stor opstandelse ved at flytte sit hovedsæde og hele præsteskabet fra Etika til Kaukarzil. Med sig har de taget en lang række loyale huse samt alle deres mest værdifulde artefakter. Det er alment antaget, at formålet er at kunne genrejse kirken langt væk fra Fanabinakirkens indflydelse. Mange frygter dog, at det vil skabe en polarisering mellem to magtfulde byer i Underverdenen, der på ny vil kunne føre til intern splittelse og borgerkrig.

På grænsen mellem Narabond og Emyr er en ung narabonsk borgmester blevet myrdet. Alt ved hans bortgang er sket under påfaldende omstændigheder. Kort tid efter overtog hans elskerinde posten som borgmester. Nu bliver byen hjemsøgt, og mange mener, at det er borgmesterens spøgelse. Borgerne har set underlige, lysende øjne om natten i de gamle skove, og dyr og fugle er begyndt at falde døde om. Der er også blevet fundet dyr i skoven, som er blevet rituelt ofret, og mange frygter, at det næste gang vil ramme et menneske.

December

Mørke skyer har trukket sig sammen over Morkuverias bjergtinder. Elviske spejdere har set store bål med tårnhøje flammer på bjergenes skråninger, og krigstrommer kan høres i det fjerne. Horder af gobliner og orker er nu også begyndt at strømme til området, og øredøvende råb har kunnet høres helt til Eisloniens grænser. Mange af dem har været kald om hævn.

Pludselig er lydene stoppet, og fra den ene dag til den anden ophørte både skrig, trommer og bål. I stedet efterlod de en mærkbar tavshed. Ingen sortblodsfolk har imidlertid forladt Morkuveria, og der er kun set nogle få gobliner bevogte de gamle grotter, som fører ned til Underverdenen. Elverne er varsomme. En sådan pludselig tavshed lover ikke godt, men de er splittet mellem, om sortblodsfolkene er trukket hen over Rustbjergene og nu er på vej mod Norrland, eller om de har bevæget sig ned i sortelvernes grotter til Underverdenen.

I Paravien er tiden præget af en hård vinter, og den jævne befolkning har søgt ly for vinterens kulde. Kun de handlende må dagligt kæmpe sig gennem frosten for at bedrive deres hverv. Mens indsejlingen til Tharkienshavet har været spærret, er mange handelsskibe i stedet rejst til Paravien for at afsætte deres varer, og Den Paraviske Bugt summer fortsat af aktivitet.

Fra Oceanets Tvillinger er der blevet udsendt kardinalbreve til alle Nirahams templer, hvor det gøres gældende, at Atlan Stormhjerte er blevet velsignet af Rasnassolin og har ladet sig udråbe som ypperstepræst af Rasnassolin. Velsignelsen fandt sted ved, at han under et storstilet ritual lod sig drukne i havet, hvorefter præsterne lod hans krop opløse i havet. Lysende væsner fra dybet formede herefter hans krop på ny og lod den drive mod overfladen, hvor Atlan Stormhjerte tog et dybt åndedrag og rejste sig fra bølgerne. Fra kirken lyder det, at ritualet sidst blev udført, da Esajas Tomarij i sin tid blev velsignet som ypperstepræst af Rasnassolin.

Herefter velsignede den nyudnævnte ypperstepræst sit nærmeste præsteskab. Han druknede dem i havvandet, og de af dem, som siden vendte tilbage til livet, udråbte han til sine kardinaler og påbød dem at genopbygge Rasnassolins gamle templer og kirker – ikke kun i Tharkien, men også i Etos, Kamirr og Aihlann Bachir. Som led i den store vækkelse udråbte Atlan Stormhjerte også en højpaladin af Rasnassolin, flådeadmiralen Porthos Calais. Folket er strømmet til Rasnassolins tempel og har bekendt sig til ham i tusindvis. Blandt de søfarende har man set mystiske og overnaturlige væsner i havet. De får vandet til at skinne med et skær af sølv, og i havet omkring Oceanets Tvillinger findes de i så stort antal, at de overdøver månens skær.

I Norrland er der set sorte drageskibe med røde sejl blandt øerne omkring Landiska. Nyheden er siden nået til fastlandet om, at det er handlende fra syd, som har måttet overvintre på Landiska, og at de har medbragt en stor skat, som de nidkært vogter over. De nægter imidlertid at tale om, hvad den skulle indeholde.

Det er lykkedes den narabonske adel at få bugt med flygtningestrømmen fra Dragegabet. Med bistand fra roulerne og velvillig opbakning fra dronning Sida af Roul-Assin har Narabond givet de resterende flygtninge frit lejde samt mad og varme tæpper, mod at de forlod landet og øjeblikkeligt rejste tilbage til Dragegabet. Kritikere i Narabond mener dog, at det er udtryk for blødsødenhed, at man ikke blot har hængt dem, ligesom man gjorde med Adrians forræderiske tilhængere i Kungstadt.