Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2013, hvilket svarer til år 23 EH på Niraham.
Året var præget af krigen mod Adrian, der kulminerede med Slaget om Kungstadt, hvor dronning Tirri sejrede, og Adrian måtte flygte. Han havde imidlertid ikke opgivet sit foretagende og drog mod nord til Dragegabet for at samle nye styrker. Vinterskoven led under mørke og dystre tider, hvor kometen Hetsum skabte utryghed, alt imens dæmonologen Odessa og nekromantikeren William hærgede.
Januar
Der er opstået en diplomatisk konflikt mellem Narabond og Emyr om grænsedragningen. En greve fra Emyr har gjort krav på områder nord for Akos-floden ved Hessenfeldt som del af sit historiske slægtslen. Begge riger har sendt tropper til området for at demonstrere deres styrke. Det ser dog ud til, at ingen af dem på nuværende tidspunkt ønsker en blodig konfrontation.
Adrian er vendt tilbage til Kungstadt med en af de kasser med magiske artefakter, der blev stjålet under branden i Basilikaen. I kassen befinder der sig blandt andet et hidtil ukendt artefakt, som tilhører Jorinkirken. Der skulle angiveligt have været et voldsomt skænderi mellem dronning Tirri og Adrian, da han afleverede kassen, og kort tid efter sin ankomst drager Adrian igen nordpå for at finde flere af de manglende artefakter.
I Vinterskoven er man fortsat forundrede over det magiske nexus, som det er lykkedes sortelverne at fremmane omkring Sortesøerne. Nexuset indebærer, at kun sortblodsvæsner kan benytte magi i området.
Februar
Adrian er blevet set rejse mod Nordlenet. Selv efter at have bragt adskillige hellige artefakter med sig til Kungstadt, er han fortsat på jagt efter flere, og alle, der møder ham på vejen, fortæller, at han er optændt af vrede. Det antages, at han stadig mangler at finde de væsentligste og mest magtfulde af de stjålne artefakter.
En delegation fra Ragilkirken på Plen har haft mere held med deres foretagende. Også de er taget ud for at finde de stjålne artefakter, men i modsætning til Adrian rejser de sydover for at lede. Nu er de på vej til Kungstadt – og de vender ikke tomhændede tilbage. På vejen har de opsøgt Nimarkirkens ærkekardinal, Tyge Olafsson, og drøftet situationen med både ham og flere prominente medlemmer af inkvisitionen i Den Monopatiske Kirke.
I Nordlenet ånder der fred for tiden. Underviserens greb om lenet synes at være løsnet, men en Gasnianprofet har varslet, at det blot er stilhed før stormen – og tager man profetens ord for gode varer, er forandringens tid over os, og livet i Narabond vil snart ændre sig for altid.
Marts
En gruppe kultister er blevet set meget tæt på Nordlenet i besiddelse af en sort kasse af den slags, der blev stjålet under branden i Basilikaen. De handler åbenlyst ikke på egne vegne, så kassen kan kun være tiltænkt Underviseren. Adrian er i hælene på dem og blot to dagsrejser fra Nordlenet. Han er særdeles opsat på at få fingrene i kassen og presser både sit følge og sig selv umenneskeligt hårdt.
Grænsekonflikten mellem Narabond og den emyrske greve er blevet løst. Den afstedkom en mindre træfning, hvor Den Monopatiske Kirke stod i forreste række og udviste en sådan magtdemonstration, at greven hurtigt måtte erkende, at slaget var tabt. Han endte derfor med at indgå en aftale om forsoning, som kirken mæglede. Herefter har begge parter trukket sig tilbage, og de narabonske diplomater er så overbeviste om, at freden holder, at de allerede nu er på vej tilbage til Kungstadt.
I Kungstadt er man godt i gang med at fjerne ruinerne fra de dele af Basilikaen, som brændte ned. Det er besluttet, at man først vil oprette en mindeplads for de faldne, før man går i gang med selve genopbygningen.
Magiens Cirkel har opdaget gamle skrifter, der indikerer, at artefaktet kendt som ‘De Fem Låse’ muligvis kan uskadeliggøre Hetsum. Skrifterne fortæller imidlertid ikke noget om, hvordan artefaktet benyttes, og det har ikke været anvendt i over 300 år. Ingen kan derfor give et klart svar på, hvad det kan gøre, eller hvordan det virker. Alt, man ved, er, at skrifterne udtrykkeligt advarer mod at benytte artefaktet forkert.
April
Odessa har efterhånden fået et jerngreb om Vinterskoven, og hendes magt har bredt sig til samtlige af skovens kulturer. Mørketvingernes Orden bestræber sig ihærdigt på at finde en måde at rense skoven for mørket og løsrive dens folk fra hendes dominans.
En gruppe rall-inficerede mennesker er blevet set vandre gennem Vinterskoven i følgeskab med en goblin. Med sig bringer de en kiste fra Basilikaen. Det udmønter sig i kampe med skovens befolkning, og det lykkes Barazels tapre indbyggere at drive dem på flugt og tilegne sig kisten. Adrian har bebudet, at han straks vil ride til Barazel med sit følge for at tage kisten i sin varetægt. For første gang i flere måneder giver han udtryk for egentlig glæde, og han sender bud i forvejen med henrykte og rosende ord til byens borgere for deres heltemod. Da Adrian når frem, må borgerne imidlertid med beklagelse meddele ham, at kisten er blevet stjålet. Al glæde forsvinder øjeblikkeligt, og Adrian statuerer et grusomt eksempel over for de formastelige, der har mistet kisten.
Mindepladsen til ære for dem, der faldt under branden i Basilikaen, begynder så småt at tage form og forventes færdig til midsommer. Dronning Tirri har bebudet, at hun til den tid vil afholde en stor mindehøjtidelighed til ære for de faldne og for at hylde de modige borgere, der forsvarede Kungstadt mod kultisterne den skæbnesvangre aften. Adrian er udpeget som æresgæst ved festen, da det var ham og hans personlige garde, der gik forrest i kampen.
Udsendinge fra Santillia har været i audiens hos dronning Tirri. Efterfølgende har repræsentanter fra begge kongehuse meddelt, at båndene mellem rigerne er blevet styrket og fremover kun vil vokse sig stærkere.
I den nordøstlige del af Nordlenet er flere små landsbyer blevet fundet mennesketomme. Der er ingen tydelige tegn på, hvad der har fået beboerne til at forlade deres hjem, men alt tyder på, at det er sket i hast. Samtidig er flere grave på byernes kirkegårde blevet gravet op – hvilket har vakt mistanke om, at nekromantikere kan være på spil.
I Rustbjergene mod nord er orkernes konge, Jernhud, begyndt at sende styrker sydpå. Også hans goblinhorder siges at være i bevægelse. De har endnu ikke forladt bjergene, men det ligner optakten til et nyt plyndringstogt mod menneskenes riger.
Maj
I Kungstadt er mindepladsen til ære for dem, der faldt under branden i Basilikaen, godt på vej til at blive færdiggjort. Der er også blevet rejst en statue af Adrian for at hylde hans indsats i forsvaret af Basilikaen mod kultisternes angreb. Statuen viser ham i fuld royal uniform som feltmarskal af Narabond.
Odessa er blevet nedkæmpet af en sammenslutning af Vinterskovens folk med Magiens Cirkel og Mørketvingernes Orden i spidsen. Efter en lang og hård kamp lykkes det at besejre hende, og hendes lig bliver derefter bandlyst fra Niraham og sendt ind i det mørke, hvor det hører hjemme.
Kort efter hendes fald begynder en dødemaner ved navn William at terrorisere Vinterskoven med en mindre hær af udøde. Mørketvingernes Orden fremsætter krav om, at han nedkæmpes snarest muligt, men de er stadig svækkede efter kampen mod Odessa. Selvom ingen kender Williams mål – og heller ikke ved, om han handler på egne vegne eller under en mester – står det klart, at han har planlagt sit indtog i skoven grundigt.
Samtidig viser der sig tydelige tegn på ugudelig magi flere steder i skoven. Både magikere, præster og druider kan mærke det, og selvom ingen endnu kan forklare årsagen, falder det mistænkeligt sammen med tilstedeværelsen af mørke magikere. Indtil videre er der blevet identificeret fem steder i skoven, hvor den ugudelige magi er særligt stærk.
Narabond har opkøbt 100 meter skovområde af Santillia, og grænsen er dermed blevet forskudt et godt stykke ind på områder, der traditionelt er blevet anset for elvisk territorium. Aftalen er blevet ratificeret af både dronning Tirri og fyrst Anarion, og prisen – tre eislonske krystaller – er allerede blevet overdraget. Handlen har vakt stor utilfredshed blandt skovelverne, men det synes ikke at tynge fyrst Anarions samvittighed.
Højelvere fra Buranus forsøger at komme deres skovelviske slægtninge til undsætning og angriber de narabondske udsendinge i et forsøg på at forhindre dem i at bringe den underskrevne traktat tilbage til Kungstadt. Det ender imidlertid i et forsmædeligt nederlag.
Dette er min beretning om slaget ved Milegård.
Jeg har længe været blandt Adrians følge og kan bevidne hans heltemod og sejre, men hans seneste bedrift overgår selv min vildeste fantasi. Efter mange år i felten troede jeg, at jeg havde set alt – men dette har jeg aldrig oplevet før.
Adrian havde jaget kultisterne gennem Nordlenet. De bar en kiste med nogle af de mest værdifulde artefakter fra Basilikaen. Det var, som om de konstant var to skridt foran ham, og ikke så snart havde han opsporet dem, før de formåede at undslippe igen. Med hjælp fra rouliske spejdere fik vi imidlertid afgørende nyt om deres bevægelser, og vi var nu forsvindende tæt på.
Vi måtte dog hele tiden se os over skulderen, for i hælene på os var udsendinge fra Ragilkirken på Plen. De bevægede sig typisk i ly af natten for at undgå at blive set, og også de søgte efter kultisterne og deres kiste – for at bringe den til Ragils tempel på Plen. Fandt de kultisterne før os, ville hele vores indsats være forgæves.
Min herre Adrian fandt til sidst vej til kultisternes lejr. De havde gjort holdt i en mørk og gold dal nær mundingen til Dragegabet og havde skjult sig så godt i det grå og brune landskab, at jeg stadig ikke begriber, hvordan Adrian fandt dem. Men nu var vi her, og vi kunne tydeligt se en sort kiste i deres lejr, som jeg straks genkendte som en af dem, der blev stjålet under branden i Basilikaen.
I tusmørket sneg vi os tættere på og gjorde klar til at angribe. Netop som vi fór frem med klingerne hævet og Adrian i front, brød en fraktion ud fra det nærliggende skovområde og angreb kultisterne fra den modsatte side. Flammer og stål flænsede kultisternes rækker fra begge sider og gjorde hurtigt en ende på deres liv. Det var ikke en kamp, men en nedslagtning – og ingen fældede flere fjender end Adrian selv.
Da kampene stilnede af, stod de to grupper over for hinanden med kisten imellem sig. To personer trådte frem. Adrian var den ene, og over for ham stod en prægtigt klædt præst i røde gevandter med guldkanter. Han præsenterede sig som Tarviq Allundria, kardinal af Ragil, udsendt fra Flammernes Katedral på Plen, og han proklamerede uden omsvøb, at kistens indhold tilhørte Ragilkirken, og at han ville tage den med sig – med eller mod Adrians vilje.
Hvad der begyndte som en afdæmpet samtale, udviklede sig hurtigt til et højlydt skænderi om, hvem der havde krav på kisten. Indholdet var tydeligvis af stor betydning for Ragilkirken, men Adrian nægtede at give sig. Skænderiet blev mere intenst, og man kunne mærke den indestængte vrede i begge mænd, der gradvist brød frem. Før konflikten kunne afgøres, lød et højt brøl. Alle vendte sig, og i den fjerne ende af dalen så vi en hær af sortblodsfolk vælte frem med Jernhud i front. Det stod straks klart, at også de var på jagt efter kisten.
For en tid lagde Adrian og Tarviq deres fjendskab bag sig og dannede fælles front. Adrian stillede sig med sin hammer hævet, og ved hans side indfandt kardinal Jikane af Plen sig med den hellige klinge Ligar. Sammen med deres følge dannede de en ring omkring kisten for at beskytte den, og da den første bølge af orker stormede frem, lod Ragilkirken dem mærke deres guds vrede. Flammer slog op og opslugte orkerne, og de få, der overlevede ilden, blev mødt af Adrian og Jikane, der gav en demonstration i krigskunst, hvis lige jeg aldrig før har set.
Efter gentagne forgæves angreb trådte Jernhud selv frem. Han fejede to paladiner til side som var de luft og stod da ansigt til ansigt med Adrian. I stedet for at vente gik Adrian heltemodigt til angreb og formåede med sin hammer at tvinge Jernhud i knæ.
Da indtraf noget, jeg stadig ikke kan forklare. Bag orkernes rækker manifesterede sig en skikkelse sig, klædt i hvidt og grå. Det var, som om han hele tiden havde været der, men først tillod sig at blive set i det øjeblik. Han bar en sort bue, allerede spændt. En pil fløj gennem luften og ramte Adrian i skulderen, som straks styrtede til jorden.
Jikane sprang til og ramte Jernhud med Ligar, hvilket tvang ham et skridt tilbage. Men Jernhud var hurtig – før Jikane kunne svinge sit sværd igen, var Jernhud fremme og ramte ham hårdt i brystet med sin kølle. Slaget sendte Jikane gennem luften, og selv på afstand kunne jeg høre hans ribben brække. Han ramte jorden hårdt og blev liggende.
Adrian rejste sig, med smerten mejslet i ansigtet, og greb Ligar. Han påkaldte Ragils vrede, og straks flammede klingen op. Med en byge af slag tordnede han mod Jernhud, som skreg af smerte, mens Ragils kraft brændte sig ind i hans rall-inficerede krop. Da Adrians riddere så, at Jernhud var svækket og trak sig tilbage, ilede de frem, trak Adrian op på hans hest og flygtede. To unge riddere greb kisten og bar den mellem sig, mens de fulgte Adrian ud af dalen i fuld galop.
Jeg var selv blandt dem. Men inden jeg flygtede, hørte jeg Tarviq Allundria befale sine mænd at trække sig tilbage. Han lod Ragils flammer danne et skjold omkring de overlevende, mens de forhutlet forsøgte at redde Jikanes legeme – om det lykkedes dem, nåede jeg ikke at se. Det sidste jeg hørte, var Tarviqs stemme, der råbte eder og forbandelser efter Adrian.
Jeg er nu på vej hjem til Narabond sammen med fortroppen. Vi er et par dagsrejser foran Adrian og har fået besked på at bringe budskabet videre om, at Adrian atter vender sejrrigt hjem – dog for første gang såret i Narabonds tjeneste.
Denne historie er gengivet nøjagtigt, som jeg oplevede den. Ved min ære er hvert et ord sandt.
Johan Markullo
Juni
Skovelvernes majfest er blevet afholdt og har atter skabt glæde og ro i sjælen hos det elviske folk. Også de mennesker og andre lyse væsner, der er blevet inviteret til at deltage, har mærket den særegne velsignelse, der kendetegner elvernes hellige ritual. For en tid forlader Atheas ånd livstræet, så hun kan manifestere sig og betræde Vinterskoven. Hun bruger tiden på at synge og danse ved majfesten og udveksle kærlige minder med de skovelvere, der står hendes hjerte nærmest. Da natten falder på, må hun dog atter give afkald på sit fysiske legeme og lade sin sjæl vende tilbage til naturen.
Også blandt roulerne har man udført gamle, traditionelle ritualer. Jorgos Maning er blevet fuldført – et ærefuldt druideritual, der styrker ånderne Herne, Værn og Stand, så de kan beskytte det hellige bjerg Cebryn mod den destruktive ånd Jorgo. Denne gang gik ritualet dog galt. Jorgo undslap og har hærget Vinterskoven lige siden. Selv nu er han stadig fri og på jagt efter hævn. Det vækker stor bekymring blandt det rouliske folk, som frygter, at hans tilstedeværelse vil koste dem dyrt.
Det er dog langt fra den eneste overnaturlige fare, der truer Vinterskovens folk. Dødemaneren William spreder fortsat kaos og har korrumperet flere borgere fra Barazel. Efterhånden antages det, at han ikke har noget egentligt mål, men blot søger at udnytte skovens urolige tilstand til sin egen fordel – eller måske tjener han en større herre?
Rifterne er også mere aktive end længe, og den anspændte stemning har nu ført til åben strid mellem Præsterådet og Magiens Cirkel, efter at Præsterådet for nylig har afsagt dom over magikeren Imanuel fra Cirklen – til trods for at den myndighed alene tilkommer Magiens Cirkel selv.
Tarviq Allundria, kardinal af Ragil, har svoret hævn over Adrian og er vendt hjem til Plen for at samle Ragils styrker. Det sidste ord, der blev udvekslet mellem ham og Adrian, var et løfte: “Det her er ikke slut.” Hvis Tarviq gør alvor af truslen om at vende tilbage til Narabond med en hær, bliver det dog uden kardinal Jikane. Han er fortsat hårdt såret efter kampen mod Jernhud og får brug for lang tids restitution. Imens Tarviq opholder sig på Plen, har prinsesse Isadora af Plen taget turen den modsatte vej og aflagt formelt besøg i Narabond for at styrke båndet mellem de to riger. Med den ophedede konflikt mellem Adrian og Ragils præsteskab kan det meget vel vise sig snart at være nødvendigt.
Adrian vendte imidlertid aldrig tilbage til Kungstadt. I den sorte kiste, han havde tilkæmpet sig fra kultisterne, fandt han langt om længe det artefakt, han havde søgt. I det skjulte havde han længe begæret Narabonds trone og lagt planer for, hvordan han skulle nå sit mål. Nu var tiden inde. Længe havde han drømt om den dag, hvor han kunne træde frem i lyset og ikke længere skulle stå i skyggen af sin søster, Tirri – hvis eneste adkomst til tronen bestod i, at hun i en kort periode delte seng med den tidligere konge.
I stedet for at vende hjem opsøgte Adrian en af de stærkeste rifter i Nordlenet – den, der kendes som Marcusriften. Længe havde han i det skjulte samlet støtte, men én ting manglede han endnu: kraften fra den mystiske entitet, han kun kendte som Underviseren. Igen og igen havde denne sat Adrian på prøve og udfordret ham med livet som indsats – senest ved at såre ham med en pil i skulderen. Ét fejltrin eller den mindste antydning af svaghed, og pilen havde i stedet siddet i hans hjerte. Selvom det var en smertefuld prøvelse, havde Adrian løst sin mission. Han lod en præstinde fra Ragilkirken fjerne pilespidsen og samlede derefter Ragils præsteskab ved riften.
Her påkaldte han sig entiteten, og da Adrian overrakte ham artefaktet, blev han vist sandheden – ikke blot om Niraham, men også om guderne i det hinsides. Da Adrian havde set alt, der var at se, afsvor han sig guderne som falske. Da entiteten så, at Adrian nu forstod den fulde sandhed, helbredte han Adrians sår og gav ham en ny kraft, hvis lige han aldrig før havde kendt. Nu var tiden inde.
Freja Rosendal, en inkvisitor i Den Monopatiske Kirke, der overværede ritualet, skyndte sig at snige sig væk og fandt en hest. Hun red til Kungstadt så hurtigt, hun kunne, for at advare kirken og dronning Tirri om Adrians fordærv. Her blev hun modtaget af en udsending fra Den Monopatiske Inkvisition, som lyttede til hendes beretning og førte hende til højtemplet. Her blev hun straks lagt i lænker og ført til inkvisitionens fængsel – sigtet for højforræderi. Adrian havde for længst sikret sig allierede overalt i samfundet. Tirri skulle nok blive bekendt med hans forræderi – men først når han selv ønskede det.
Til hvem end, der finder dette brev.
Mit navn er Nicolai, sergent i den narabonske hær. Jeg drog ud med Dullstadts 4. regiment, anført af fyrsten og vores to generaler. De skulle mødes med Narabonds feltmarskal, Adrian. Han havde indkaldt samtlige af landets mønstrede hærstyrker. Da vi nåede broen ved De To Tårne, så vi den enorme styrke, som Adrian havde samlet. Størstedelen af hæren var allerede ankommet – mindst 100.000 mand – og i midten af feltlejren lå Adrians telt, hvor kampklædte generaler strømmede til for at mødes med feltmarskallen.
Det fortsatte hele aftenen og natten, og først næste dag blev vores fyrste hentet til Adrians telt. Det var varmt, solen bagte nådesløst, og der var en led stemning omkring fyrsten. Han var en temperamentsfuld mand, og han havde længe set ned på opkomlingen Adrian. At blive hensat til at vente på denne måde stødte hans æresfølelse. Hvad end Adrian ønskede fra vores fyrste, ville han være nødt til at bede ydmygt om.
En time passerede, og fyrsten kom ikke tilbage. Adrians kaptajner opsøgte os imidlertid og forklarede, at vi sammen med flere andre regimenter var blevet særligt udvalgt. Adrian ønskede at inspicere os, og vi blev beordret til mønstring. Ingen rustninger og våben. Kun os stærke, kampduelige soldater. Mønstringen skulle finde sted på hæderspladsen mellem de to tårne. Udover os og en håndfuld andre regimenter var der også flere generaler og løjtnanter i fuld paradeuniform.
Da alle var mødt frem, blev tårnene lukket i begge ender. En skygge sænkede sig over os, og da vi kiggede op, så vi tusindvis af pile flyve gennem luften – direkte mod os, og folk faldt om overalt omkring mig. Døde og sårede i ét væk. En ny byge faldt, og endnu en. Vi få overlevende forsøgte at flygte, men i dét blev en port åbnet, og Adrians garde red imod os med fældede lanser.
Adrian selv anførte dem, og hans ansigt var optændt af en dyster beslutsomhed. Han ænsede knap nok, at vi – hans landsmænd – døde overalt omkring ham, hjælpeløse og uden mulighed for at forsvare sig. Vi forsøgte at flygte, men forgæves. Lanser og sværd lynede, og vi faldt som fluer. Et sværd ramte mig over skulderen, og jeg mærkede blodet flyde. Min venstre arm hang slapt ned, og det var, som om alt blev mørkt. Hvordan jeg nåede til floden, ved jeg ikke, og endnu mindre begriber jeg, hvordan det lykkedes mig at undslippe klipperne, da jeg lod mig falde ud over kanten, ned i den brusende flod.
Jeg lod strømmen føre mig væk fra slagtepladsen, og da jeg var i sikker afstand og på ny havde fast grund under fødderne, søgte jeg mod Kungstadt for at advare byens borgere om Adrians forræderi. Han havde taget magten over hæren, og alle enheder, som nægtede at følge ham, var blevet dræbt. Jeg kom imidlertid ikke langt. Havde det ikke været for en sympatisk bondefamilie, der fandt mig og tog mig ind for at pleje mine sår, havde det været ude med mig. Så snart jeg var i stand til at stå på benene igen, fortsatte jeg mod Kungstadt, men jeg kom for sent.
Da jeg ankom, var belejringen allerede begyndt. Adrians hære forsøgte at bryde gennem den ydre port i bymuren. Hele forposten stod i flammer, og alle nærliggende landsbyer var for længst reduceret til ruiner. Det mest skrækindjagende syn af alle var imidlertid det store alter, som Adrian havde ladet opføre foran Kungstadts porte, og ikke langt fra det var store indhegninger fyldt med Narabonds borgere. De blev holdt som kvæg, og ud fra blodet på alteret at dømme var deres skæbne allerede prisgivet.
Hæren var godt i gang med at bygge belejringsudstyr, og de nærliggende skove var alle blevet fældet, så tømmeret kunne bruges til stormstiger. Adrians ambitioner var klare, og konstant så jeg ham ride blandt sine soldater, som hyldede ham med kampråbet “Hil Adrian, hil Narabonds sande konge!”
Der var intet, jeg kunne stille op. Kungstadt syntes prisgivet, så jeg søgte nordpå – mod Dullstadt. Mine sår sprang op på vejen, og jeg måtte søge tilflugt i en lade for at skjule mig fra Adrians patruljer. De er overalt. Når det bliver mørkt, vil jeg prøve at snige mig forbi dem. Men først bliver jeg nødt til at sove. Jeg er så træt. Så dødeligt træt…
Juli
Ingen skrevet pga. sommerferie.
August
Orkerne i Rustbjergene har over den seneste tid foretaget en række angreb på Roul-Assin. Siden trak de østpå mod Dragegabet, men vendte højst overraskende om, da de nåede dertil, og drog i stedet nordpå tilbage ind i Rustbjergene. Noget uventet har tydeligvis afskrækket dem fra at bevæge sig gennem Dragegabet, og hvad end det har været, har været skrækindjagende nok til at holde selv krigsvante orker på afstand.
I Narabond har dronning Tirri haft travlt med at samle allierede. Hun er tydeligvis opsat på at forsvare sit rige mod Adrian, og det er lykkedes hende at samle betydelige styrker fra de omkringliggende riger under sit banner.
Fra Emyr er en fortrop bestående af 900 tungt pansrede ryttere draget mod Narabond, anført af Manfred Klön. De er nået til Gottenbruch og er her begyndt at søge efter både, som kan bringe dem hurtigere frem til Kungstadt. Også kongen af Plen har svoret at ville stå Tirri bi og har sat skibe i søen. Ligeledes har højelverne i Buranus sendt skibe og tempelriddere til Sydlenet for at afskære Adrians forsyningslinjer.
Selv skovelverne i Santillia har – trods evigheders ufred med Narabond – sendt spejdere til Kungstadt, og Lityal Tårnfald har sendt følgende rapport tilbage til senatet i Santillia:
Der må være mindst 100.000 krigere forsamlet uden for Kungstadt. Den første ringmur står stadig. Et stort alter er blevet opført ved den nordlige port, og det er badet i størknet blod, der giver luften en bitter, metallisk smag. Tunge, sorte skyer hænger over området – som havde solen selv vendt Adrian ryggen. Hans hær kæmper i mørke.
Jeg sneg mig nærmere, da natten faldt på. Himlen var dækket af skyer, som intet månelys kunne trænge igennem. Jeg kunne uden vanskelighed passere menneskenes vagter, blinde i mørket som de var. Jeg nåede alteret. Hele aftenen havde der været en forventningsfuld stemning omkring det, og kulminationen var tydeligvis nær.
En mand i rød kofte og sort panser trådte frem. Det var forræderen Adrian. Spændt, resolut, men også ængstelig. Han reciterede en rite, han havde indstuderet – en bøn, men også en hidkaldelse af den entitet, der blev omtalt som Underviseren. Adrian skulle indvies, men ud fra den anspændte stemning var det åbenlyst, at det langt fra var givet, at han ville blive fundet værdig.
Pludselig slog flere lyn ned i alteret, og Underviseren trådte frem iført gråt og hvidt. Han forholdt sig længe tavs, mens han studerede Adrian. Til sidst syntes han at nå til en konklusion og sagde: “Jeg vil vise dig dit sande jeg. Du skal bære mine farver.” Og med en simpel håndbevægelse ændrede Adrians klædedragt med ét farve, så den blev sort med illustrationen af en hvid ravn.
Adrian stod et øjeblik og beundrede sine nye klæder, men noget andet og større var tydeligvis under opsejling, og spændingen blev forløst, da Underviseren råbte ordene: “Før dem ind!”
Aldrig har jeg oplevet så store rædsler. Række efter række af mennesker blev ført frem i lænker og ofret på alteret. Deres blod drev og stænkede selv de fire søjler, der omgav det, mørke.
Pludselig åbnede himlen sig, og lyn slog ned i søjlerne. Frem trådte fire dæmoner – fremmanet af denne gru, som selv for mennesker måtte synes ubønhørlig. Underviseren talte til dem om loyalitet, tjenester og gammel gæld. Den største af dæmonerne lyttede eftertænksomt og nikkede da.
Herefter begyndte en sælsom proces, hvor dæmonerne fremmanede materie ud af den blå luft. Flammer steg op om alteret, og de påbegyndte arbejdet med at smede noget, der snart tog form af et sværd. Arbejdet udførte de med deres bare næver, og hver gang de ramte sværdet, sprang flammer op. Under hele processen fortsatte ofringerne, som var de uskyldige naraboneres blod selve drivkraften bag dette ugudelige værk. Da sværdet var fuldendt, startede de forfra, og til sidst lå det side om side med en prægtig rustning.
Underviseren trådte frem, og Adrian fulgte ved hans side – rank og stolt. Han samlede sværdet op. Det var et af de største, jeg har set, med flammende runer ingraveret i klingens fulde længde. Mens han beundrede det, iklædte hans løjtnanter ham den dystre rustning, og da det var gjort, kastede dæmonerne et anerkendende blik på Adrian. Havde det ikke været for det dybfølte had, jeg nærede for forræderen, havde selv jeg måttet erkende, at han så prangende ud. Underviseren studerede ham længe, udtryksløst, og vendte sig da mod dæmonerne, som han tavst nikkede til. Den største blandt dem sagde ordene: “Så er vi kvit,” hvorefter de forsvandt.
Adrian brølede højt, og hans løjtnanter tog råbet op, indtil hele hæren stemte i. Herefter satte de i bevægelse mod Kungstadt, og mens de marcherede frem, kunne jeg tydeligt se Adrian blandt dem – skrækindjagende, men også forførende prægtig i sin rustning og med slagsværdet højt hævet.
Den første ringmur faldt på ingen tid, og hæren strømmede ind i byen. I desperation så Kungstadts styrker sig nødsaget til at sætte de yderste dele af byen i brand, og en mur af ild rejste sig mellem første og anden ringmur. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange af deres egne borgere der blev flammernes ofre. Men det opnåede det ønskede formål. Adrians hær blev bremset og trak sig tilbage, mens de ventede på, at flammerne døde ud.
Jeg benyttede for mit vedkommende stilstanden til at trække mig tilbage og sendte straks bud til Santillia om tilstanden i Kungstadt.
September
Slaget om Kungstadt finder sted. Den fulde og meget detaljerede beskrivelse af slaget kan findes her.
Dronning Tirri trækker sig sejrrigt ud af slaget. Såret af en pil må Adrian flygte til byen Dullstadt sammen med resterne af sin hær. Han lader sine tropper få afløb for deres frustration ved at hærge byen og dræbe alle de indbyggere, der ikke er flygtet. Adrian selv trækker sig tilbage til sit telt. Kun få tør nærme sig ham – vreden lyser tydeligt i hans ansigt.
Adrian kalder de tilbageværende magikere til sig, og ved det gamle tårn i Dullstadt indleder de deres ugudelige værk. Magikeren Gideon Randal træder frem, klædt i Magiens Cirkels genkendelige røde kåbe, og begynder at messe. Skyerne trækker sig sammen over stedet, og alt bliver henlagt i tusmørke. Magikerne kanaliserer deres kræfter mod Adrian, og såret i hans arm begynder at syde og lukker sig. Kort efter er det helet.
Ritualet burde være afsluttet, men skyerne samler sig yderligere, og lyn flænger himlen. Magikerne ser undrende op. Et lyn slår ned i tårnets spir og sender gnister ud i alle retninger. Virkelighedens tæppe flænges. Underviseren manifesterer sig i tårnets indre, klædt i sine karakteristiske grå og hvide farver. Adrian retter ryggen og møder hans blik. Ingen hører, hvad de siger – lynene overdøver enhver stemme. Til sidst bøjer Adrian let hovedet.
Underviseren rækker armen bagud ind i riften – ind i en anden virkelighed. Han griber om en kæde og trækker den frem på Nirahams plan. Uden et ord rækker han Adrian enden af kæden og forsvinder derpå tilbage ind i riften. Med fast mine trækker Adrian i kæden, og en hvidklædt skikkelse bliver trukket ud gennem riften – bundet på hænder og om halsen.
Adrian løfter skikkelsen op at stå. Det er det hellige elverbarn Athea – livstræets ånd. Han ser hende i øjnene, og med en afmålt bevægelse strækker han armen bagud og tildeler hende en syngende lussing. Hun drejer rundt og falder til jorden.
Dagen efter beordrer Adrian, at lejren skal brydes op. De fanger, som hæren har taget ved Slaget om Kungstadt, bliver bundet sammen og sat til at gå efter hestene, trækkende fødderne hen over jorden. Kun Athea bliver transporteret – liggende bagbundet bag på Gideon Randals hest. Adrian sætter sig i sadlen, samler sine riddere omkring sig og forlader resterne af Dullstadt med kurs mod Dragegabet i nord.
Oktober
Ikke kun Narabond, men også størstedelen af Niraham, er rystet over krigen mellem Adrian og Tirri. Sjældent før har man oplevet så grufulde rædsler. En mindre deling af Adrians hær bevæger sig nordpå gennem Vinterskoven, anført af Gideon Randal, den tidligere mester af Magiens Cirkel. Med sig har han det hellige elverbarn Athea, som Underviseren har hevet ud af åndeplanet og udset en væsentlig rolle i Adrians fremtidige virke. Overalt hvor Randal kommer frem, opstår der en hektisk aktivitet i skovens rifter, og de magikyndige kan berette, at det synes, som om Randal trækker kraft fra rifterne.
Dødemaneren William udnytter det kaos, som krigen har forårsaget, til at sprede rædsel i Vinterskoven. Hans udøde hærger skoven om natten, og det lader til, at også han trækker store kræfter fra de rifter, som Randal har åbnet i området.
I Kungstadt har man begravet de døde, og dronning Tirri har straks derefter beordret, at byens ringmur skal genopføres. Indtil da bliver der opført en interimistisk forskansning, og mens arbejdet pågår, bliver hullerne i ringmuren bevogtet dag og nat af svært bevæbnede soldater. Uanset deres udmattede ansigtsudtryk lader Tirri dem patruljere uafbrudt – hun er tydeligt ængstelig for, at Adrian vil vende tilbage med forstærkninger og udnytte byens svækkelse.
Den Monopatiske Kirke er optændt af indre splittelse. Selvom hovedparten af kirken støttede Tirri, havde store fraktioner af kirken også været at finde blandt Adrians rækker. Ragilkirken er ramt af samme splittelse, men her havde væsentligt flere af kirkens medlemmer valgt at støtte Adrian. Efter både deres ypperstepræst, Ares af Lund, og højpaladin Viktor Flamme faldt under slaget, er kirkens præster tydeligt modløse. Kardinal Tarviq Allundria har imidlertid søgt at tage ansvar for den splittede kirke. Han har kaldt de overlevende kardinaler til samling i Flammernes Katedral og bebudet, at ingen af dem vil forlade øen, før kirkens hierarki er blevet genetableret.
På Plen bliver kong Lothars søn kronet og vil herefter være kendt som kong Lothar d. V. Hans første handling er at erklære landesorg over tabet af ikke kun hans far, men også de mange hundrede brave soldater fra øen, der faldt ved hans side. Overalt på Plen tændes der lys, og folket sørger i fire dage og fire nætter til ære for de faldne.
Gagail Lysbringer er set i Kungstadt, og det er velkendt, at han er der for at indsamle de magiske artefakter, som blev fundet på slagmarken, og bringe dem i sikker forvaring hos Magiens Cirkel. Også Mester Uldur er skredet til handling og har indkaldt Magiens Cirkel til stormøde i Etos for at drøfte begivenhederne under Slaget om Kungstadt og sørge over de mange faldne magikere.
November
I Narabond har man sat en nådesløs jagt ind på Adrians tilhængere. Alle borgere, der er kendt for at have sympatiseret med hans sag, bliver erklæret fredløse, og enhver, der har indgået i hans hær under Slaget om Kungstadt, bliver henrettet. Dronning Tirri har desuden beordret, at den statue, der var rejst til Adrians ære ved Basilikaen, skal fjernes. I nattens mulm og mørke bliver den flyttet til en gammel lagerbygning uden vinduer, og bygningens massive port bliver forsejlet. Når man ikke lader statuen destruere, er det for, at den kan tjene som en påmindelse til Narabonds borgere om, hvor dybt man kan falde, hvis man forlader gudernes og lysets vej.
Adrian selv er flygtet nordpå med resterne af sin hær, og i hælene på ham er fulgt alle de narabonere, som frygter for dronning Tirris repressalier. Han har slået sig ned i Dragegabet, og roulerne i området kan berette, at der er opført storslåede forsvarsværker, som beskytter den vestlige ende af Dragegabet mod indtrængende styrker fra Narabond. Mørke skyer er desuden begyndt at samle sig over Dragegabet.
I Flammernes Katedral på Plen er kardinalerne indespærret i en langvarig enklave, hvor de forsøger at nå til enighed om udpegninger til de mange magtfulde positioner, der blev ledige som følge af dødsfaldene under Slaget om Kungstadt. Der hersker imidlertid en særlig anspændt stemning over enklaven, siden alle de tilstedeværende er bevidste om, at det er selve Ragilkirkens fremtid, de er ved at forme i kølvandet på den splittelse, som Adrian forårsagede.
Roul-Assin er i disse dage præget af en andægtig stemning. Efter den fejlslagne maning af Jorgo tidligere på året havde Jorgo bosat sig i Tågedalen, og her havde han bundet ånderne fra hundredvis af døde, som ikke kunne finde hvile. Ved et storslået ritual, anført af ærkedruiden Harm fra det hellige bjerg Cebryn, har det rouliske folk imidlertid formået at mane Jorgo. Herefter viste ånderne Herne, Værn og Stand sig og formåede at betvinge Jorgo. Druiden Melina trådte da frem og viste de døde sjæle vej, og hele natten fulgte ånderne hende til grotten under det hellige bjerg, hvor de endelig fandt hvile.
Også i Vinterskoven oplever man en nærmest euforisk stemning. Dødemaneren William er faldet for lysets forkæmpere og spreder ikke længere sine rædsler i skoven. Rifterne er dog fortsat meget aktive, og på det seneste har flere shamaner fundet vej til skoven, hvor de forsøger at trække på de kræfter, der er blevet sluppet fri.
December
Dronning Tirri har sendt spejdere ud til alle ender af Narabond for at lokalisere Adrians styrker. Hovedparten af hans hær er rejst til Dragegabet, hvor sorte bannere med motivet af en hvid ravn nu præger de forsvarsværker, der er rejst mod Narabond, men Adrian selv er set flere andre steder siden Slaget om Kungstadt. Han synes konstant at være i bevægelse, hvilket har gjort det vanskeligt at lokalisere ham. I desperation har Tirri sendt overhovedet for sin efterretningstjeneste, personen der kun kendes som Høgen, afsted i spidsen for en særlig udvalgt deling spejdere for at opspore Adrian.
I Roul-Assin har høsten slået fejl, og de afgrøder, det har været muligt at høste, er rådnet op. Hungersnød begynder at sprede sig i riget, og druiderne er rådvilde. Flere steder begynder folket i desperation at begå ugudelige handlinger, og senest er roulere i en sydlig udpost, nær grænsen til Narabond, blevet anklaget for at have biliget nekromanti. Hvis det kommer druiderne på det hellige bjerg Cebryn for øre, må der forventes strenge konsekvenser.
Også Magiens Cirkel er udfordret. Siden Slaget om Kungstadt har de været i besiddelse af et sværd, indeholdende dæmonen Valafort. Det driver alle folk i nærheden til vanvid og forleder dem til mørket. En alkymist, Valeria, er indtil videre den eneste, der har været i stand til at modstå sværdets påvirkning i længere tid, så hun har påtaget sig at bringe sværdet i sikker forvaring. Hun begiver sig i disse dage mod Skhartiare-akademiet i Santillia og er beskyttet af et følge fra Nimarkirken, anført af præsten Zacharias, samt repræsentanter fra Mørketvingernes Orden, højelveren Marquis af huset Magus og mester William Alasdair fra Magiens Cirkel.
Ragilkirkens store enklave i Flammernes Katedral er afsluttet. Elveren Tarviq Allundria udpeges som ny ypperstepræst af Ragil, og et nyt kardinalråd er blevet samlet. Højst overraskende er kardinal Jikane blevet frataget sit embede, som i stedet er overdraget til rouleren Hargrim af Bjørnlod. Baggrunden er, at Jikane har nægtet at anerkende autoriteten hos Plens nye konge. Efter sigende skulle den eneste årsag til, at Jikane ikke har mistet hovedet, være, at han i sin tid var læremester for den nyudnævnte ypperstepræst.
Plens konge, Lothar d. V, har svoret at hævne sin fars død, og han har samlet sin personlige garde. Det er hans erklærede intention egenhændigt at bringe forræderen Adrian til fald. Hans søster, kronprinsesse Isadora Margrit Løvenborg, er blevet viet til kardinal Adam Eckhardt af Løvenborg, som har fået titlen af prinsgemal. Vielsen foregik ved en tavs ceremoni i Flammernes Katedral, hvor kun kronprinsessens nærmeste deltog.
Ved Santillias nordøstlige grænse har det vakt opstandelse, at fem af Underviserens sorte riddere har passeret grænsen, ridende i en unaturlig hast, som blev de båret frem af en uset, magisk kraft. Hvad end der har ansporet dem, har tydeligvis ment, at det var bydende nødvendigt, at de kom hurtigt frem.