Sondringen mellem guddommelige væsner og dæmoner afhænger i høj grad af livssyn og religion.
Tilhængerne af De Sande Guder betegner fx Gorrum som indbegrebet af en dæmon, mens sortblodsfolket ser ham som den mest ophøjede og ærværdige af guderne. Omvendt finder mange af Valknarrs tilhængere stolthed i at betragte hende som en dæmon, idet de ser hende som en kærkommen modsætning til de etablerede guder. Begrebet ‘dæmon’ er derfor et noget arbitrært udtryk.
I det følgende tages der afsæt i den opfattelse, der praktiseres inden for De Sande Guder. Her skelnes der meget skarpt mellem de overnaturlige væsner, der har fået deres kræfter fra guderne, og alle andre overnaturlige væsner, som under ét betragtes som dæmoner.
Iabol
Siden tidernes begyndelse, hvor guderne skabte Niraham, omgav de sig med deres tjenere, mirnerne. Disse væsner var umådeligt stærke og kyndige og var på mange måder gudernes ligestillede. Som guderne selv havde også mirnerne ønsker og drømme.
En af de mest fremtrædende var Nimars mirner, Iabol, der var både visionær og begavet. Han nærede et inderligt håb om en dag selv at blive ophøjet til gud, men Nimar nægtede at dele gudernes magt med andre end dem, som var af gudernes egen slægt.
Optændt af vrede og magtbegær begyndte Iabol at opsøge andre mirnere, der var lige så ambitiøse som ham selv, og som heller ikke stillede sig tilfredse med blot at være gudernes tjenere. Iabol var veltalende, og hans støtter voksede snart i antal. De spredte hans budskab videre til andre mirnere og blev kendt som Iabols ‘tunger’.
Da Iabol havde samlet 999 tunger, løsrev han et stykke af Aferheim og lod det omslutte af en uigennemtrængelig mur af ild. Stedet kaldte han Darnhal, og her skulle hans tunger leve frit og være deres egne herrer. De anerkendte dog Iabol som deres overhoved, og som modsvar til Nimar begyndte de at omtale ham som ‘Fader Iabol’.
Selvom Iabol havde skærmet sit rige godt, lykkedes det Ragil at trænge gennem barrieren til Darnhal og splitte Iabols hoved fra hans krop. Med Iabol død var hans dæmoner imidlertid fri og havde nu ikke længere en lederskikkelse at følge. Mange af dæmonerne blev i Darnhal, som herefter blev kendt som dæmonernes plan, mens andre forsvandt ud i intetheden, og visse skabte deres egne planer.
Iabols egen tunge blev skåret fra hans mund, da Ragil kløvede hans hoved fra kroppen – en sikkerhedsforanstaltning, så selv hvis Iabol skulle genopstå, ville han aldrig igen kunne lede flere mirnere i fordærv. Tungen kom siden i Mester Uldurs besiddelse, og han har vogtet den nidkært siden.
Bola
Efter Iabols fald forsøgte en af hans mægtigste tunger at skabe et nyt herskerdømme i Darnhal. Det var dæmonen Bola. Mange udfordrede ham og modsatte sig hans bestræbelser på at overtage Iabols rige, men han formåede at nedkæmpe dem alle. Til sidst opstod der en vis respekt omkring Bola, og dæmonerne tillod ham at regere i Darnhal.
Bola var imidlertid langt fra lige så magtfuld og afholdt som Iabol, og da dæmonerne nu også havde fået smag for frihed, blev Bola aldrig en lige så stor autoritet som sin forgænger.
Bola er stadig i dag hersker af Darnhal, men dæmonerne tolererer i højere grad hans råderet, mere end de respekterer den, så han er i mange henseender blot en symbolsk herskerskikkelse. Det værende sagt, så råder han stadig over horder af dæmoner, som selvom de kun modvilligt lystrer hans bud, alligevel er en magtfaktor, som selv de stærkeste bør frygte.
Zaratziel
En af de mægtigste blandt Iabols tunger er dæmonen Zaratziel. Da Iabol faldt, skabte han sig sit eget plan, kendt som Skyggeplanet.
Ligesom de andre dæmoner havde Zaratziel ikke evnen til at lave nyt liv, men han fandt en måde at fremmane sine egne skabninger. I Skyggeplanet skabte han en absolut modsætning til Niraham, og for hvert levende væsen, guderne skabte, opstod der et modsat skyggevæsen i Zaratziels rige.
Disse skyggevæsner kunne Zaratziel befale over, og han fandt med tiden måder at sende dem til Niraham gennem rifter i det slør, som guderne havde spundet om Niraham for at holde det afsondret fra intetheden på den anden side.
Med tiden har Zaratziel etableret sig som en af de mest magtfulde og frygtede dæmoner af alle, og hans skygger er genstand for stor ængstelse. De har samme styrker og færdigheder som det væsen, de er en skygge af, men kun få af deres svagheder.
Valknarr
Valknarr var før Himmelkrigene Ragils øverste mirner og leder af hans hær. Da Ragil faldt under Himmelkrigene, ønskede Valknarr selv at blive ophøjet til gud, ligesom Nimars mirner, Jorin. Guderne afviste hende imidlertid, og i vrede brød Valknarr med guderne og de øvrige mirnere og forlod Aferheim.
Hun tog Ragils hellige klinge, Vardunger, med sig og opholdt sig i de næste år på Niraham, hvor hun forsøgte at skabe sig en skare af tilbedere blandt de dødelige, så hun kunne overbevise guderne om, at hun var værdig til at blive ophøjet som gud.
Lige lidt hjalp det imidlertid, og da Ragil i år 11 EH igen indtog sin vante plads i Aferheim og lærte om Valknarrs handlinger, forbandede han hende og stødte hende bort for evigt. Siden da har Valknarr været anset for en dæmon.
Selv nu, mange år senere, er Valknarrs vrede over guderne stadig uden lige. Igen og igen har Valknarrs tilhængere udfordret guderne og gjort, hvad der stod i deres magt for at tilkæmpe sig magt på Niraham – senest ved at støtte Adrian Hayunen i hans forsøg på at tilrane sig Narabonds trone.
Valafort
Under Slaget om Kungstadt fremmanede Adrian denne dæmon fra Darnhal til at kæmpe for sin sag. Så stor var Valaforts kraft, at selv alle de forsamlede magikere fra Magiens Cirkel kun med nød og næppe var i stand til at holde ham stangen, og som dagen skred frem og de blev drænet for kræfter, var det åbenlyst, at de ikke kunne holde Valafort fanget for evigt.
Mange magikere, præster og store krigere faldt for Valaforts hånd den dag. Mest fremtrædende var Ragils ypperstepræst, Ares af Lund, samt kong Lothar Løvenborg af Plen, og selv deres kræfter var intet mål for Valaforts styrke.
I sidste ende måtte Magiens Cirkel opgive at bekæmpe Valafort, men det lykkedes dem i stedet at binde ham til et sværd, hvor hans destruktive kræfter blev holdt fanget. Sværdet blev derefter sat til god nytte under resten af slaget, hvor utallige af Adrians følgesvende faldt for dets vrede.
Siden har sværdet været vogtet nidkært. Det er en frygtindgydende kraftkilde, og Magiens Cirkel husker fortsat med rædsel, hvordan selv deres forenede kræfter ikke var i stand til at holde Valafort stangen, da han var fri, eller tvinge ham tilbage til Darnhal.
Magnetar
Den tolvte af fader Iabols tunger var dæmonen Magnetar. Hans kræfter satte ham i stand til at skabe illusioner, der var så overbevisende, at offeret ikke længere kunne skelne virkelighed fra illusion. Ikke bare synet, men også hørelsen og sanserne kunne han forvrænge, så selv den mest kærlige moder ville vende sig mod sine børn i overbevisningen om, at de var væsner skabt af den pureste ondskab.
Magnetar blev særlig kendt i magiens kredse, da det i år 28 EH blev åbenbaret, at selveste Irius Situs – overhoved for Magiens Cirkel i Narabond – var blevet forledt af ham på sine rejser rundt på Niraham. Magnetar gjorde ham mere magtfuld end mange andre troldmænd i Magiens Cirkel, men fordærvede også hans sind. Også Irius’ datter, Odessa Situs havde indgået i et uhelligt forbund med Magnetar for at opnå større magt.
Dæmonen blev stækket for en tid, da en halvelvisk mørketvinger fra Vinterskoven ofrede sit liv for at holde Magnetar fanget i et evigt limbo. Med tiden lykkedes det imidlertid Magnetar at slippe fri, og siden har han vandret frit på Niraham. Man ved kunne meget lidt om Magnetars udseende og personlighed, da han er i stand til at skjule dem begge bag sine illusioner. Dog fortæller de gamle skrifter, at Magnetar bliver stærkere, hver gang hans navn nævnes.
Urdæmoner
Af alle mørke og dæmoniske skabninger er urdæmonerne de ældste og mest magtfulde. Det er de væsner, der befinder sig i intetheden, som vi kun kender forsvindende lidt til.
De findes i tusindtal, men for at skærme Niraham fra de begærlige urdæmoner, som ville stræbe efter energien og kræfterne i gudernes skaberværk, spandt guderne et slør om verdenen, der holder den skærmet mod intethedens væsner.
Fra Jarcos åbenbaring ved vi, at der gennem tiden har været fem urdæmoner, som har formået at trænge igennem sløret, men deres navne er enten forblevet ukendte eller gået tabt med tiden.
Der har været spekuleret i, om Zaratziel var en af de fem urdæmoner, men på trods af hans betydelige kundskaber er hovedparten af Nirahams mest anerkendte teologer enige om, at hans oprindelse må have været som en af Iabols tunger.
Rall-dæmoner
En anden type dæmoner er de væsner, som er blevet korrumperet af rall og gennem dette element har opnået en sådan styrke, at de kan betragtes som dæmoner.
Det er ikke ukendt, at almindelige dødelige kommer i berøring med rall, men for mange indebærer det blot en smertefuld død. Visse kan håndtere de store kræfter, der findes i rall, og nogle ganske få kan ligefrem absorbere dem, som vi fx kender fra fortællingen om neldorernes opståen.
Dæmoner er imidlertid i en kategori for sig selv, så rall-dæmoner vil stort set uden undtagelse være mirnere, der har været så meget i kontakt med rall, at de ikke længere har et bånd til guderne, men i stedet nu trækker deres kræfter direkte fra rall.
Også en del af Iabols yngel har vendt sig mod rall for at forstærke deres kræfter yderligere. Selv blandt dæmoner er det imidlertid ilde set, og de bliver jaget af både guder, dæmoner og dødelige. Indtil de fanges og dræbes, er rall-inficerede dæmoner afsindig magtfulde, og selv gudernes mirnere frygter dem med rette.