Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2022, hvilket svarer til år 32 EH på Niraham.
Den altoverskyggende begivenhed i året var en konflikt mellem Narabond og Santillia, der førte begge riger ind i en opslidende krig. Også deres allierede, Paravien, Roul-Assin og Buranus, blev involveret, men selv efter flere måneders kampe med store tab på begge sider, formåede ingen af parterne at vinde overhånd. Herudover blev sortelvernes by Kaukarzil raseret af sortblodsfolk, og Narabonds rigskanslerinde, Elisabeth, lod sig udråbe som dronning.
Januar
I Underverdenen er sortelvernes stolte akademiby Kaukarzil faldet. Den blev uden varsel angrebet af horder af orker fra Morkuveria, hvis krigsråb fra den ene dag til den anden begyndte at lyde gennem Underverdenens gange. Krigstrommer fik væggene til at skælve, og katapulter lod død og ødelæggelse regne ned over byen i flere dage, indtil porten blev knust af en kolossal rambuk formet som ansigtet på en trold.
Sortelverne forsvarede byen efter bedste evne, men faldt i tusindvis foran dens porte. De kunne ikke modstå det uhyrlige pres fra de angribende horder af orker, og til sidst klæbede deres blod til murene og farvede dem røde. Herefter fulgte en regulær massakre inden for byens mure. Befolkningen forsøgte at flygte, men faldt i et baghold udført af gobliner, hvor atter tusinder blev ofre for deres klinger.
Store dele af byen ligger nu i ruiner, og særlig hårdt er det gået ud over det gamle kirkedistrikt. Dilarnas ypperstepræstinde Liena Renor Ikal’daka kæmpede sammen med sine præster til det sidste for at forsvare byen mod de angribende horder, men forgæves. Da alt håb syntes ude, ofrede de deres liv for at beskytte kirken og dens dyrebare artefakter. Nogle få præster formåede at undslippe, men flere af dem blev siden fanget og halshugget. Selvom ypperstepræstindens lig endnu ikke er fundet, synes det sikkert, at hun blev dræbt under kampene.
Hvorfor sortblodsfolkene pludselig skulle gå til angreb på deres gamle forbundsfælle på denne måde, begriber ingen, og ej heller hvordan de formåede at trænge så dybt ind i Underverdenen uden at blive opdaget. Lige for nu holder alle vejret og afventer, om dette er begyndelsen på en større blodfejde mellem sortelvere og sortblodsfolk.
I Den Evige Sommers Tempel er valget af Tilimanus Akantus’ arvtager til positionen som ypperstepræst af Nimar trukket ud. Kardinaler og højpræster af Nimars kirke har brugt adskillige måneder på at debattere, men stadig har ingen kandidat vundet den nødvendige opbakning. Der begynder at gå forlydender om, at flere kardinaler nu helt nægter at afgive deres stemmer, fordi de mener, valget bliver manipuleret, og at visse kandidater bliver forfordelt. Det eneste menneske, der er på valg, Jercoin Dalan, er ikke blevet set eller hørt fra under hele processen, og blandt Nimars præsteskab går snakken nu på, at han bliver holdt indespærret i templet for at undgå, at han kan varetage sit kandidatur.
Darkoniens dværge har været inviteret til forhandlinger med Narabonds trone. Baggrunden er, at Narabond har et betydeligt behov for stål, og derfor er indstillet på at give dværgene adgang til at udføre minedrift i Gothia, mod selv at modtage en andel af den jernmalm, som dværgene udvinder. Nærmere bestemt vil man give dværgene minerettigheder til Raask’s Bjerge i den sydlige del af landet. Her udvindes noget af den bedste jernmalm uden for Darkonien. Om forhandlingerne ender med at blive realiseret, er dog uvist. Man har ikke inddraget Gothia i forhandlingerne, og det må formodes, at de trodsige gothere næppe blot accepterer, at Narabond forærer rettighederne til landets værdifulde ressourcer væk på denne måde.
Fra Vinterskoven fortælles det, at et royalt medlem af Santillias kongehus har forsøgt at slippe gennem skoven i al ubemærkethed. Hun medbragte værdifulde genstande, som for alt i verden skulle nå frem til Nordborg. Ingen fik disse artefakter at se, og trods ihærdige bestræbelser lykkedes det heller ikke for skovens beboere at få nogen yderligere oplysninger om dem. Samtidig med dette er en eftersøgt renegat blevet set i Vinterskoven. Han bliver jaget af Magiens Cirkel, som har udlovet en betydelig dusør på hans hoved. Renegaten har allerede myrdet adskillige inkvisitorer fra Nimarkirken og Magiens Cirkel og kun efterladt forkullede lig.
Handelsmænd fra Tharkien kan fortælle, at der er ved at sprede sig en større folkelig opstandelse i landet. Den er rettet mod landets evige handelsrival, Zara’bash, og i flere af landets sydlige bystater har man sat ild til zarabiske handelsstationer og revet monumenter ned, som gennem tiden er blevet skænket eller opført af zarabere. I Zara’bash har sultanen udtrykt stor harme over denne vandalisme og krævet æresoprejsning fra tarkinen, men det har blot pustet yderligere til ilden. Handlingerne synes umiddelbart at være udløst af frustration over Tharkiens økonomiske situation, men der lader til at stå en række bagmænd bag, at folkets udbrud bliver rettet mod netop Zara’bash.
Februar
Narabonds øverste rådgivende instans, Liljens Råd, er i disse dage samlet i Kungstadt. Alle medlemmer er indkaldt, og det samme er landets fem lenshertuger og lenshertuginder. Selvom rådsmøderne normalt er omgærdet af tavshed, er foranstaltningerne denne gang særligt restriktive. Rådsmødet har strakt sig over syv dage, og ingen gesandter, diplomater eller tjenere har fået tilladelse til at forstyrre mødet, mens det har stået på. Mest bemærkelsesværdigt er, at rigskanslerinden ikke selv deltager i mødet.
De overlevende sortelvere fra Kaukarzil er flygtet til Etika. I mellemtiden har husene i de omkringliggende byer mønstret deres hære og forberedt sig på nye angreb. Efter en række træfninger har sortblodsfolkene imidlertid trukket sig tilbage mod overfladen igen. I Kaukarzils gader ligger lig omgivet af murbrokker, og overalt finder man nedbrændte huse og ødelagte statuer. Den engang så fremtrædende by er nu reduceret til en spøgelsesby. Stanken fra de døde er ulidelig, og kun blandt sortelvernes nekromantikere kan man finde nogen antydning af håb eller optimisme i disse dage.
Ingen har endnu kunnet give en meningsfyldt forklaring på den store stilstand, der fastholdt alle Nirahams folk i tid det forrige år, og efterhånden er man begyndt at opgive forestillingen om nogensinde at få svar. I stedet har Nirahams folk gjort sig store bestræbelser på at få bragt tilstanden tilbage til normalen. Buske og træer er ryddet, og alle skader er så vidt muligt blevet udbedret. Skovens dyr har også efterhånden vænnet sig til, at menneskene færdes i skovene igen, så de har trukket sig tilbage og genoptaget deres sædvanlige sky adfærd. I Roul-Assin har man dog oplevet, at bjørne har søgt vinterhi i lader og brændeskure. De er territoriale og meget aggressive, og har flere gange angrebet mennesker, der er kommet for tæt på.
Fem diplomater fra Buranus af Stringarthslægten er blevet overfaldet og myrdet i udkanten af Vinterskoven. Delegationen var på vej til Stella Luminos og medbragte betydningsfulde genstande og informationer. Der er indledt en større jagt på gerningsmændene, men det er ikke lykkedes at skaffe nærmere oplysninger om dem. Buranus har krævet handling fra senatet i Santillia, men har endnu ikke fået svar.
Flarn-kultister er begyndt at hærge i den vestlige del af Emyr. De har nedbrændt adskillige landsbyer, raseret bøndernes marker og ofret kvinder og børn i skovene. Døde og sygdomsbefængte dyr bliver også fundet i stort antal. Folket er paniske, og selvom Emyr har sendt både soldater, magikere og talrige riddere til området, har de ikke haft held til at bekæmpe kultisterne. I desperation har Emyr bedt Kamirr om hjælp, og de har bistået med en række uortodokse midler. En fortælling lyder på, at de skulle have sendt krigere med magiske runer på huden, som udviser en helt uforholdsmæssig brutalitet. En kriger ved navn Ulf skulle være kommet i kamp med et antal kultister og havde ikke kun dræbt kultisterne, men også flere af sine egne soldater for derefter at massakrere en hel familie af bønder.
Marts
Langs den narabonske grænse til Santillia er der hængt opslag op, der advarer om en nært forestående konflikt mellem Narabond og skovelvernes folk. Opslagene er forsynet med seglet fra Kungstadts magistrater, og selvom de ikke er særligt detaljerede om, hvori faren består, har de opfyldt deres formål. Befolkningen ser med frygt mod elverskoven og gruer for endnu en opslidende krig.
I den nordlige del af Gothia er der sat gang i en omfattende skovhugst. Alle gamle egetræer i området bliver fældet og skåret op til skibsplanker. Både Paravien og Tharkien har mistet store dele af deres flåde under den store stilstand det foregående år og mangler desperat træ til at bygge nye skibe. Man forventer, at elverne ikke vil se velvilligt på, at mennesker gør indhug i deres skov på denne måde, og delinger af narabonske og gothiske soldater er sendt til området for at beskytte skovhuggerne. Soldaterne er til lejligheden blevet udstyret med våbenskjolde, der er delt på midten, og på den ene halvdel viser et gothisk motiv og på den anden halvdel den narabonske lilje.
Siden den store eksplosion ved Adrians Bryllup har ingen, der har deres liv kært, frivilligt bevæget sig ind i Dragegabet, og området har været kendetegnet ved en foruroligende tavshed. Nu kan unaturlige lyde imidlertid høres, og rystelser spreder sig gennem jorden fra det ugudelige sted. Landsbyer i nærheden af Dragegabet bliver overfaldet i ly af natten, og rejsende, der har passeret gennem områderne nær Dragegabet, er forsvundet for ikke siden at blive hørt fra igen. I en landsby er indbyggerne tilmed blevet dræbt og sprættet op, hvorefter deres døde kadavere er blevet sømmet fast til dørene i landsbyen.
Situationen i Emyr er kritisk. Landet har været svækket, både økonomisk og militært, siden krigen mod Narabond i år 27 EH, og kong Emmerich Westfeldt har ikke haft held til at genrejse riget til fordums storhed. Mange adelige tager nu først og fremmest vare på deres egen sikkerhed, og det har delt landet og skabt grobund for spirende utilfredshed. Flarn-kultister har taget magten over store dele af det vestlige Emyr, og adelen er i vildrede. Frem for at stå sammen om at rette op på situationen, anklager de i stedet kongen og adelen i Emyrendorf for ikke at have landets bedste interesser på sinde. I de berørte områder er der også udbrudt en sygdomsepidemi, og det er alment antaget, at der er mørke kræfter på spil. Der er afsløret i hvert fald én heksecirkel, som har bidraget til smitten. Syge og døende borgere valfarter i disse dage desperat mod Geistenstadt, hvor præsteskabet skulle have et helligt relikvie, der kan kurere sygdomme.
Fra Paest strømmer den mest forunderlige nyhed ind i disse dage. Et skib belagt med det pureste guld er set i en tågebanke uden for byens havneanlæg. Lykkejægere og pirater har i ly af natten forsøgt at sejle ud til skibet, men ingen af dem er vendt tilbage. Skibet har udløst en fejde mellem to af byens kirker, Girak- og Rasnassolinkirken, der begge har gamle legender om, at deres gud vil sende dem et gyldent skib, og derfor begge tolker det som et religiøst tegn. Også Paravien har gjort krav på skibet, da det bliver gjort gældende, at det – forgyldningen til trods – har slående ligheder med et paravisk skib, der skulle være forsvundet for godt 50 år siden.
Hvad der startede som lokal uro i Tharkien, har nu spredt sig til Sølvborg, hvor det er brudt ud i lys lue og har udviklet sig til et regulært oprør. Gamle bygninger er blevet brændt ned, og hellige statuer og templer er blevet vandaliseret. Maskerede folk er set flygte fra gerningsstederne, men endnu har ingen taget ansvar for handlingerne. Det er heller ikke lykkedes ordensmagten at fange nogle af de skyldige. Særligt hårdt er det gået ud over et antal handelshuse med nære forbindelser til Narabond og Zara’bash. Til gengæld er Rasnassolin-kirkens helligdomme gået fri af ødelæggelserne.
Længere mod øst er Det Chatonske Imperium igen begyndt at røre på sig. Efter deres kolonier i Zara’bash gjorde oprør, og Imperiet viste sig ude af stand til at generobre dem, har chatonerne gjort sig store bestræbelser på at styrke deres tilstedeværelse på havet. Der er bygget hundredvis af nye triere, som nu ligger til kaj langs Imperiets kyster. Mange frygter, at de vil blive brugt til at tage hævn over Zara’bash. Lige for nu synes Imperiet dog at have forhastet sig. Værfterne er ved at løbe tør for træ, og produktionen af skibe vil snart gå i stå, hvis ikke de formår at skaffe mere træ andetsteds fra. Også på landjorden er Imperiet ved at opruste. Talrige legioner er under optræning, og de omkringliggende riger holder vejret, mens de venter på at finde ud af, hvilket formål de mange nye styrker er tiltænkt.
April
Længe leve Elisabeth Victoria Narabond, den første af sit navn, dronning af Narabond, formynder af Gothia, Paravien og Plen, beskytter af De Sande Guder, velsignet af Nimars hellige lys, general af Narabonds forenede styrker, eneste barn af den retmæssige tronfølger Wilhelm Narabond II, og nærmeste efterkommer af kong Lochtar I af Narabond.
Disse ord bliver igen og igen forkyndt af herolder overalt i Narabond. Bærende den royale lilje har de rejst land og rige tyndt for at forkynde nyheden om, at landets rigskanslerinde, Elisabeth Narabond, der hidtil blot har regeret som værge for sin nevø, den unge Lochtar II, har ladet sig udråbe som fuldbyrdet dronning af Narabond og krævet kronen i sit eget navn.
Til at retfærdiggøre kroningen har hoffet erklæret, at det var i strid med landets love, at kongemagten blev nedarvet fra Nikolai Narabond II til hans søn, Lochtar II, og at Elisabeth Narabond er den retmæssige arving til landets trone.
Af Narabonds kongelov følger, at når kongen dør, skal kronen gå i arv til slægtslinjen efter hans ældste levende barn på tidspunktet for dødsfaldet. Ved kong Lochtars død under Arathollkrigen i år 1 EH var det alment antaget, at hans ældste søn, Wilhelm, var død samtidig med kongen. Det havde skabt et stort dilemma, da kongeloven ikke forholdt sig til situationen, hvor kongen og hans ældste barn døde samtidig. Derfor var antagelsen, at kronen mest korrekt måtte gå til slægtslinjen efter hans yngste barn, Nikolai, og derigennem var blevet nedarvet til Lochtar II.
Der er imidlertid nu modtaget troværdige beretninger om, at kong Lochtars ældste søn, Wilhelm, var blevet hårdt såret under Arathollkrigen, men havde overlevet kongen for en tid, mens elviske præster forsøgte at redde hans liv. Det var ikke lykkedes, og Wilhelm var død af sine sår, men eftersom kongens ældste søn var i live, da kongen døde, skulle kronen derfor rettelig være gået til Wilhelms slægtslinje og dermed være nedarvet til Elisabeth Narabond.
Blandt store dele af rigets adel afviser man dette synspunkt og taler åbent om, at Elisabeth er en forræder, der har forsøgt at tilrane sig magten på bekostning af sin nevø. Andre argumenterer omvendt for, at hun er landets retmæssige dronning og den mest kompetente regent, man kunne ønske sig. Bølgerne går højt, og i store dele af landet frygter man, at det vil udvikle sig til en regulær borgerkrig.
Selve kroningen er sket ved en mindre, uformel ceremoni i Basilikaen. De store, offentlige festligheder vil først blive afholdt på et senere tidspunkt. For at cementere sin position og statuere et eksempel overfor den oprørte adel har Elisabeth inviteret rigets forbundsfæller til Kungstadt for at aflægge ed på, at de anerkender hende som Narabonds regent. I første række omhandler det Roul-Assin, Plen, Gothia og Paravien, og de medbringer alle en større hærstyrke, som Elisabeth lader gå parade gennem Kungstadts gader. Særligt den paraviske styrke på adskillige tusinde riddere i skinnende rustninger gør indtryk og er et tydeligt tegn til landets adel om de magtfulde forbundsfæller, som Elisabeth har. Herefter er oprørsstemningen dæmpet gevaldigt.
Befolkningen i områderne nær Dragegabet fortæller i disse dage rædselsslagent om et gigantisk væsen, der har bevæget sig ned fra bjergene og efterladt et spor af ødelagte træer og dræbte dyr bag sig. Selv de frygtindgydende sortbjørne, der huserer i området, har man set flænset op og efterladt i skovbunden. En gruppe særligt udvalgte jægere er blevet sat til at opspore og nedlægge dette væsen, men er ikke blevet hørt fra i flere dage.
Fra Buranus har lange konvojer af tropper og forsyninger bevæget sig gennem Narabond for at komme til Santillia. Her er de blevet udstationeret i de af fæstningerne, der ligger nærmest grænsen til Narabond. Konfliktniveauet mellem Narabond og Santillia stiger dag for dag, og denne oprustning fra Buranus har kun pustet yderligere til ilden.
En delegation bestående af diplomater fra Narabond og Magiens Cirkel er rejst fra Kungstadt til byen Lahnstein i Nordlenet, hvor de skal mødes med udsendinge fra Santillia, herunder en række senatorer og repræsentanter for fyrstinden. Der er store forventninger til mødet, og begge parter har tilkendegivet, at de har til hensigt at opnå en fredelig løsning. Forhandlingerne er derfor allerede på forhånd blevet døbt ‘Freden i Lahnstein’. Delegationerne har slået lejr i hver sin ende af byen, og forhandlingerne er godt i gang. For at understrege væsentligheden er dronning Elisabeth selv mødt frem til forhandlingerne, og det samme er et overhoved for Magiens Cirkel, højtstående repræsentanter for kirken, elviske højvogtere samt ledende officerer fra Buranus.
I Underverdenen er de overlevende fra Kaukarzil igen begyndt at vise sig i det sortelviske samfund. Hovedparten har søgt tilflugt i Etika, og til trods for den store skam og vanære, der er forbundet med nederlaget, har de valgt at stå frem. De har til hensigt at genskabe Kaukarzil, men har brug for både støtte og penge til at gøre det. Sortblodsfolket har endegyldigt forladt Underverdenen og har trukket sig tilbage til Morkuveria, hvor de har forsejlet indgangen til Underverdenen. De har taget utallige sortelviske fanger med sig, som sidder lænket på hænder og fødder i store bure, hvor de nidkært bliver bevogtet.
I det fjerne Bang Tei har det ældgamle Dragetempel på Marak Tei-bjerget i umindelige tider været skjult i en tæt tåge, men den er nu lettet, så templets røde mure og skælformede tagsten atter kan ses på bjerget. Templet har stået ubeboet hen, siden Edsbryderen gjorde det til sit hjem i år 4 EH. Selv efter han forlod det igen, har ingen sat sine fødder i templet, men nu er de gamle Ki Mana-munke vandret op på bjerget for at rense templet, så det igen kan åbnes for folket.
Maj
Maj måned har gjort sit indtog, hvilket betyder, at elvernes traditionsrige majfest skal til at begynde. Livet i Santillia er præget af glæde, og sang, dans og musik kan opleves, hvor end man befinder sig. Skovelvere fra nær og fjern har søgt mod livstræerne for at hylde Sissianna og skovens skabelse. Historier fra de første tider bliver forkyndt, og tiden er præget af en forventningsfuld spænding. Majbruden har forberedt sig på det store øjeblik i månedsvis, og mange unge skovelvere ser frem til at møde hende og mærke livstræets velsignelse. Festlighederne er større og mere overdådige, end de har været længe, og skovelverne formår næsten helt at glemme den dystre stemning, der præger deres grænseområder i disse dage.
Fredsforhandlingerne i Lahnstein er godt i gang, og både i Narabond og Santillia er man optimistiske omkring, at der vil kunne findes en varig fred mellem de to riger. Der tales tilmed om, at der kunne finde en egentlig og permanent grænsedragning sted. Ingen af siderne har været klar til at give større indrømmelser endnu, men repræsentanter fra Magiens Cirkel, med Adelina Cristolino i spidsen, gør ihærdige forsøg på at mægle mellem parterne. Som et tegn på den udtalte optimisme er stemningen i begge parters lejre løsnet betydeligt op, og handelskaravaner strømmer hver dag ind i byen fra både Narabond og Santillia, og afsætter deres varer til begge parter i konflikten uden at skele til race eller tilhørsforhold. Flere delegerede er også begyndt at socialisere og drikke sammen på tværs af lejrene om aftenen.
I Roul-Assin ser mange frem til Jorgos maning, hvor den rouliske ånd for krig og kamp endnu en gang skal hidkaldes. En række af landets unge, stærke krigere er blevet udvalgt til at huse Jorgos ånd. Som altid er der en ængstelig spænding op til maningen, for én ting er at få Jorgo til at manifestere sig i krigeren, men man skal også være i stand til at mane ham i jorden igen. Lykkes det ikke, vil Jorgo slippe fri og sprede ufred og sorg. Folket gør sig derfor store bestræbelser på at hylde Herne, Værn og Stand, og at bede dem om styrke til årets maning. Indtil videre har tegnene været gode, og der er en optimistisk stemning blandt folket om, at hvis alle yder deres bedste, vil maningen lykkes.
Siden Ragils præsteskab i år 27 EH forlod Bjørngaard, deres højsæde i Roul-Assin, har templet stort set stået ubeboet hen. Nogle få personer er blevet boende i husene omkring templet og sørger for at vedligeholde det, men de hellige haller har været lukkede siden afrejsen. Stedet er imidlertid blevet angrebet af et frygteligt, deformt væsen, som har dræbt alle tilbageværende. Den nordlige port er splintret, og alt lys i Bjørngaard er nu endegyldigt slukket. En udsending af skovelviske Sissiannapræstinder er på vej til Bjørngaard for at undersøge hændelsen, og undervejs på rejsen har de lokale roulere set dem græde krystaltunge tårer. Både dette og selve den omstændighed, at roulerne lader elviske Sissiannatilhængere undersøge et angreb på Ragils helligdom, har skabt grobund for spekulationer. En voldsom storm bevæger sig nu også ind over bjergene og har retning mod Bjørngaard, hvilket kun yderligere bidrager til mystikken.
Lenshertuginden af Nordlenet, Victoria Narabond, har inviteret talrige baroner, baronesser, grever, grevinder og andre adelige til Nordborg for at afholde et længe ventet maskebal. Nogle af de fineste kareter og korteger er blevet set rejse dertil, og gæsterne har medbragt overdådige gaver til værtinden.
I Vestlenet er der blevet set talrige elviske patruljer. De fleste består af almindelige skovelvere, men en del bærer buranske rustninger. Aktiviteten synes navnlig at være fokuseret om grænseområdet ved Ravnsburg og Arnstadt.
Det er utrygge tider i grænsebyen Geistenstadt mellem Narabond og Emyr. Byen bliver hjemsøgt, så vidt vides af medlemmer af Falkbergslægten, og der menes at befinde sig en ritualplads til Flarn i nærheden. Mystiske væsner fra den forbandede skov, Geistenwald, har bevæget sig rundt i byen på det seneste, og midt i alt virakken er borgmesteren faldet død om. Efter lange borgermøder er den gamle krofader blevet udpeget som ny borgmester, men byen går usikre tider i møde. Vejene dertil bliver i disse dage også hærget af røvere, kultister og alskens ondskab.
Juni
Befolkningen i Vestlenet har den seneste tid oplevet det forunderlige, at skoven har rykket sig. En nat lød en smuk kvindestemme højt og klart. Hun sang vidunderlige sange på et længe glemt sprog, og næste morgen var skoven på vandring. Gamle træer så store som huse bevægede sig på deres rødder gennem landskabet, og flere landsbyer endte med at blive opslugt af skoven. Siden er slyngplanter, tornebuske og en tæt, ufremkommelig vegetation vokset frem i udkanten af den nye skov, og trods ihærdige bestræbelser har Narabonds borgere ikke formået at gøre noget nævneværdigt indhug i skoven med hverken økser eller fakler. Under dette påfaldende fænomen er der ikke set en eneste elver, og mere forunderligt er, at ingen mennesker har lidt skade heller. Præster er tilkaldt for at undersøge fænomenet, men indtil videre kan ingen hitte hoved eller hale i det. Visse betragter det som et tegn, at man så en hvid falk flyve højt over skoven, mens den vandrede frem.
Fredsforhandlingerne i Lahnstein er endt i blodbad, og beskyldningerne fyger nu frem og tilbage om, hvad der førte til katastrofen. Fra Narabonds side gør man gældende, at De Fortabte Torne pludselig angreb deres udsendinge under forhandlingerne og dræbte adskillige medlemmer af den narabonske adel. Santillia fremfører omvendt, at der var tale om et berettiget forsvar, som var nødvendiggjort af, at narabonske soldater trak våben og begyndte at massakrere de ubevæbnede elviske delegerede. Herefter er våben, pile og magi føget gennem lokalet og har efterladt utallige døde på begge sider. Umiddelbart efter hændelsen, mens parterne forsøgte at trække sig hver til sit, blev den narabonske dronning forsøgt snigmyrdet, hvorefter der udbrød åben kamp. Den optimistiske stemning er nu afløst af beskyldninger, konspirationer og daglige drab.
Magiens Cirkel er præget af uro disse dage. Cirklens overhoved, Adelina Cristolino, deltog i fredsforhandlingerne i Lahnstein og er ikke blevet set eller hørt fra siden. Der tales ængsteligt om, at hun kan være faldet i kampens hede. Hvis det er tilfældet, går Cirklen en dyster tid i møde. Som tingene står, ved Cirklen end ikke, om de vil skulle bebrejde Narabond eller Santillia for drabet. Så længe hendes lig ikke er fundet, maner man dog fortsat til besindighed og henholder sig til, at hun formentlig blot har benyttet sin magi til at bringe sig i sikkerhed.
Blandt sortblodsfolket i Rustbjergene mod nord er der en støt stigende aktivitet. Patruljer af gobliner og orker huserer i områderne ved Dragegabet, og de få tilbageværende mennesker i området mener, at en større flok sortblodsfolk har bevæget sig ned fra Rustbjergene og ind i området omkring krateret, som de er gået i gang med at befæste med palisader og garnisoner. Hvis det er tilfældet, lover det ikke godt for de resterende mennesker i Dragegabet, og mange af dem lader blot til at have accepteret deres skæbne og givet op.
I Tharkien er situationen omkring det ulmende oprør spidset til. Hærværk og plyndringer er blevet mere systematiske, og hver gang ses der personer bærende porcelænsmasker, der anstifter og leder begivenhederne. Oprøret synes navnlig at ramme de større handelshuse i Tharkien. Flere af deres varelagre er blevet brændt ned, og en række familiemedlemmer er blevet overfaldet og dræbt. Ordensmagten er hjælpeløs og har fortsat ingen spor at gå efter bortset fra, at en anstifter i Sølvborg er set med en tatovering af en grankogle på hånden. Arbejdet med at finde de skyldige bliver ikke lettere af, at befolkningen synes at støtte op om uromagerne.
Handelsrejsende fra Badra i Zara’bash beretter, at et tårn i byens akademi for Al-Hazifs Broderskab er styrtet sammen. Det skulle være sket en sen aften, og selvom Broderskabet er notorisk kendt for sit hemmelighedskræmmeri, er det sluppet ud, at hændelsen skete i forbindelse med, at Broderskabet udførte eksperimenter på et magisk væsen i tårnet. Efter hændelsen er en person blevet set ride mod nord fra byen i al hast, antageligt mod Juncatar.
Ud for Eisloniens kyst har højelverne samlet en større flåde. Tusindvis af skibe ligger for anker, men foretager sig i øvrigt ikke noget, og der er tydeligvis tale om en magtdemonstration. Den almene antagelse er, at det er en reaktion på konflikten mellem Narabond og Santillias elverfolk, men eftersom skibene fortsat ikke har forladt eislonsk farvand, er det stadig uafklaret, om Eislonien vil involvere sig i krigen eller blot ønsker at demonstrere overfor omverdenen, at man er klar til at forsvare sine kyster, hvis det måtte komme så vidt.
Mod nord har Johan De’André vist sig i Vinterskoven. Præster fra Flammernes Katedral har ledt ihærdigt efter ham og synes nu langt om længe at have fundet ham. Det formodes, at det ikke har været med Johans gode vilje. De har nu bragt ham til Flammernes Katedral på Plen, og umiddelbart efter forlyder det, at der snarest vil blive indkaldt til kardinalråd i kirken. Om det har en sammenhæng med Johans tilstedeværelse, eller blot er et tilfældigt sammenfald, er uvist.
Juli
En større religiøs vækkelse udspringer i disse dage fra Aihlann Bachir. Efter Rinas fald under Himmelkrigene blev hendes gamle tempel i landet omformet til et hjemsted for Tara-kirken, som har benyttet det siden. For nylig begyndte to mægtige gamle portalsøjler imidlertid at lyse og sitre af magi på samme måde, som de gjorde før i tiden, da Rina endnu befandt sig i Aferheim. Præsteskabet har siddet i bøn i flere dage og fordybet sig i en meditativ trance, hvor de forsøger at forstå, hvorfor Rinas hellige artefakter nu vækkes til live på ny. Også almindelige mennesker kan fornemme energien, og mange kan fortælle, hvordan de både har hørt og følt elementernes rasen inde bag portalen. Senest er en kvindelig skikkelse set mellem portalsøjlerne, badet i et lysende rødt skær. Allerede nu går der vilde spekulationer over det meste af Niraham på, om det er udtryk for, at Rina endegyldigt er vendt tilbage til Aferheim.
På grænsen mellem Narabond og Santillia fortsætter konflikten med at optrappe, siden fredsforhandlingerne i Lahnstein udviklede sig til et regulært blodbad. Begge parter har befæstet grænsen, og soldater spejder nu ængsteligt ud fra vagttårne på begge sider. Narabond har trukket på sine allierede, og ved det nordlige grænseområde omkring Nordborg er der nu også samlet krigere fra Roul-Assin.
Konflikten er spidset yderligere til som følge af, at buranske højelvere har dræbt et højtstående medlem af Magiens Cirkel, Petra Quintus. Hun var en af Cirklens mest fremtrædende forhandlere under fredsforhandlingerne i Lahnstein og har siden befundet sig på santilliansk jord hos en skovelvisk familie. Her krævede buranske højelvere hende udleveret med henblik på at undergive hende forhør omkring hendes rolle i optrapningen af konflikten. Da hun nægtede at følge med og påberåbte sig gæstebuddets fred, kom det til kamp, hvor Petra Quintus blev dræbt. Vreden har optændt mange troldmænd i Magiens Cirkel, der nu ønsker at gå helhjertet ind i krigen på narabonsk side. I et forsøg på at formilde stemningen har elverne sendt hendes jordiske rester til Ravnsburg, så hun kan få en passende begravelse.
I Paravien er en chokbølge gået gennem landet, da man har måttet erkende, at en af de dræbte ved fredsforhandlingerne i Lahnstein var landets prinsesse, Brianna. Det har hidtil været antaget, at hun var ude på patrulje, da blodbadet indtrådte, men det har vist sig, at hun havde byttet post med en af sine officerer for at kunne være til stede under forhandlingerne. Siden nyheden blev overbragt til kong Arkiel af Nimranns Orden, har han været handlingslammet, og al administration i riget er gået i stå. Paravien har erklæret 23 dages landesorg over tabet af den stolte prinsesse. Med kong Arkiel handlingslammet af sorg har hans ældste søn taget magten og beordret ordenen samlet. Det er hans erklærede intention at angribe den sydlige del af Santillia for at hævne drabet på sin søster.
Langt mod nord i Vinterskoven mærker man også den ængstelige stemning. Konflikten med Santillia udvikler sig dag for dag, og det bringer minder tilbage fra tiden ved Slaget om Kungstadt. Rundt om bålene fortælles der historier om, hvordan dronning Tirri samlede sine allierede, mens fronterne blev trukket op, og hvordan hun igen og igen gentog det gamle mundheld om, at “Når krigens hærgen raser, bydes gamle fjender til bords.” Det er dog ikke kun verdslige krige, der optager folket. Der er fundet mystiske tegn på træerne nær den gamle druidelund ved Donum Ragnar, og druiderne kan berette, at det føles som om, noget forsøger at trænge igennem sløret, der beskytter Niraham mod det hinsides. Om natten er der set grønne lys danse i skoven, og der tales ængsteligt om, at der lurer et enormt monster i skovens dyb.
Sydfra løber det også ind med forunderlige nyheder. En større enhed sortelvere skulle være set på overfladen i Zara’bash, og til de lokales store forundring er de på vej gennem Zikkha Ørkenen i retning mod Bang Teis jungle.
August
-ingen-
September
Vejene omkring Nordborg er farlige at rejse på. Konflikten mellem Narabond og Santillia er ved at eskalere ud af kontrol, og selvom den endnu ikke har udmøntet sig i egentlige slag, prøver parterne konstant hinandens forsvar af. Senest har elverne foretaget et dristigt udfald og raseret store dele af en fælles narabonsk-roulisk lejr nær Nordborg i ly af mørket. Mange er omkommet i flammerne, og Narabond har svoret at hævne det uhæderlige snigangreb. Det er blevet sværere at kende ven fra fjende, og mange uskyldige bliver anklaget for at sympatisere med fjenden. Udover soldater fra de stridende parter er stierne også overrendt med landevejsrøvere og lejesoldater, der nyder godt af den lovløshed, der følger i krigens fodspor. Handel med Vinterskoven og de nordlige riger er derfor faldet drastisk den sidste tid.
Overalt i Buranus er september måneds rituelle højtider til Jorins ære ved at begynde. Stemningen er dog påvirket af nyheder fra krigen mod Narabond. Stridighederne har spredt sig og er ikke længere begrænset til grænselandet mellem Narabond og Santillia. For nylig har Narabond angrebet en fæstning i selve Buranus. Selvom formålet alene har været at fastholde buranske tropper i deres hjemland, så de ikke kan involveres i kampene længere mod nord, er det alligevel ildevarslende nyt. Ingen i Buranus kan huske, hvornår landet senest har været under angreb, og trods to ugers ihærdige kampe med betydelige tab er det fortsat ikke lykkedes at bryde belejringen.
Som følge af den forestående krig er fejringen af årets høstfest i Narabond blevet fremrykket og er allerede godt i gang. Der forventes et magert udbytte som følge af de mange mænd, der er blevet kaldt til fronten i høstsæsonen. Derfor er kvinder i hobetal blevet sat til at høste og foretage det arbejde, der normalt tilfalder deres sønner og ægtemænd. Selv en række adelige har accepteret at smøge ærmerne op og tage del i arbejdet. Narabonds handlende har til gengæld gyldne tider. Forsyningsskibe ankommer dagligt til de narabonske havne, og alle brugbare ressourcer i landet bliver købt og straks transporteret mod fronten. Et tilbagevendende spørgsmål blandt de handlende er dog, hvor Narabond har skaffet midlerne til at betale for krigen. Landet var i forvejen dybt forgældet efter krigene med først Emyr og siden Gothia.
I Norrland er en flåde af Erik Fridgjordssons skibe fra Thorondis blevet set i havet ud for Asteria. Frem for at sejle mod Plen for at plyndre og hærge, som de har for vane på denne tid af året, synes skibene i stedet at have travlt med at sejle sydover langs kysten.
Darkoniens dværge har efter en del års fred på ny haft træfninger med orker og gobliner, der er strømmet ned fra Rustbjergene og ind mellem bjergtinderne i Darkonien, hvor de har ledt efter indgange til dværgenes miner. En enkelt dværgekoloni var uforberedt og nåede at blive raseret, men herefter satte dværgene sig til modværge og samlede en betydelig styrke, som med stor brutalitet begyndte at opstøve grupperingerne af sortblodsfolk og nedkæmpe dem.
Fra Roul-Assin forlyder det, at skoven i den nordlige del af riget har spredt sig pludseligt og meget kraftigt. Der har helt åbenlyst været magiske kræfter på spil. Roulerne har taget det som et positivt tegn og fortæller vidt og bredt om den prægtige skov, der nu står med velvoksne træer og en frodig underskov, hvor der før kun var et goldt og øde område. I Narabond mistænker man, at der må stå elvisk magi bag, og er derfor knap så positivt stemt overfor fænomenet som roulerne.
Udsendinge fra Magiens Cirkels hovedsæde i Etos er blevet inviteret til Alvonsaria i Tharkien. Her er de blevet taget imod med stor formalitet ved byens porte. Efter den store uro i Tharkien ønsker bystaterne nu at genforhandle de gamle aftaler med Magiens Cirkel. Præcis med hvilket formål, eller hvordan Cirklen skal kunne bidrage til at genoprette roen i riget, er uvist. Med den storslåede velkomst, som Cirklen har modtaget, er bystaterne dog tydeligvis opsatte på at få en aftale i stand.
I Underverdenen er genopbygningen af Kaukarzil gået i gang. Det er navnlig de to store huse Zalfein og Zhaufaern, der har bidraget med de økonomiske investeringer, der har været nødvendige for, at arbejdet kunne begynde. Det er langt fra tilstrækkeligt, men antagelsen er, at når først byen på ny begynder at rejse sig til fordums stolthed, vil andre huse følge deres eksempel og også skyde midler i foretagendet. I disse dage arbejder sortelvere i tusindtal med at fjerne ruinerne fra den gamle by, og derefter vil førsteprioriteten være at genopføre og forbedre byens forsvarsværker.
Fra Kamirrhavet indløber der forlydender om, at den eislonske flåde, der hidtil blot har ligget for anker, nu er i bevægelse og på vej vestover. Flåden har passeret Imperiets kyster uden at gøre antrit til ophold, og mange frygter, at Eislonien er på vej til at involvere sig i konflikten mellem Narabond og Santillia.
Oktober
Oktobers mørke har indfundet sig, og Nirahams folk er begyndt at søge sammen om bålenes varme og tryghed. Intet sted brænder bålene dog tydeligere i denne tid end på Plen. De hellige bavner er blevet tændt og har med høje flammer markeret, at en væsentlig nyhed er på vej. Forlydenderne har spredt sig, og mange af Ragils mest trofaste tilhængere er søgt mod øen – senest medlemmer af den traditionsrige klan Drachmarr fra Kamirr. Ragils kardinaler har været samlet i Flammernes Katedral i adskillige dage, og forventningen er, at de snart vil åbenbare en ny ypperstepræst af Ragil. Det er imidlertid ikke alt. Også en ny religiøs doktrin vil blive erklæret, som skal redefinere hele Ragilkirkens virke og være med til at skabe en folkelig genvækkelse på linje med, hvad man for nylig har oplevet blandt Rasnassolins tilhængere.
På grænsen mellem Emyr og Narabond er der blevet set tropper nær byen Geistenstadt. De har slået lejr i den nærliggende skov Geistenwald, som af byens borgere bliver anset for slemt forbandet. Byen har været hjemsted for mange overnaturlige fænomener gennem tiden, men den sidste tid har de været værre end nogensinde. Mange af hændelserne stemmer overens med en gammel fortælling, der involverer 13 måner og ender med, at verden går under. Præsterne forsøger ihærdigt at slå ned på den slags hedenske ammestuefortællinger, men forgæves. Forleden forsøgte en familie at flygte fra byen. De blev senere fundet dræbt i skoven, hvor deres lemlæstede kropsdele var hængt op i træerne.
Vinterskoven er blevet samlingssted for en større gruppering tilrejsende Fortabte Torne. De er på vej til Santillia for at bekæmpe menneskene. Tornene har proklameret, at de ønsker et frit Santillia uden eislonsk indflydelse – for hvad er formålet med at vinde sin frihed fra én tyran for da blot at underkaste sig en anden? Ikke alle Vinterskovens elvere deler den opfattelse, og flere gange er det kommet til egentlige konfrontationer mellem Tornene og Vinterskovens elvere. Stemningen er herudover præget af fortællingen om et dystert, overnaturligt væsen, der uset bevæger sig omkring i skoven. Det gør ingen fortræd og opsøger ikke kontakt, men leder helt åbenlyst efter nogen eller noget.
Fra fronten mellem Narabond og Santillia forlyder det, at Narabond har haft held med at indtage en større fæstning i grænseområdet. Elverne frygter nu, at den vil give Narabond adgang til at foretage nye erobringer langt inde i Santillia. Hovedstyrken af den buranske hær er derfor blevet trukket tilbage fra områderne omkring Nordborg og kæmper i disse dage en desperat kamp for at generobre fæstningen. I nord er de elviske styrker nu så få, at de næppe kan modstå et storstilet angreb, og mange forventer, at Narabond snart vil sætte sine rouliske allierede ind i kampen på den front. Narabond har dog haft vanskeligt ved at udnytte sit momentum, da mange stier og skovområder er blevet ufremkommelige på grund af det begyndende efterårsvejr.
En paravisk orden, der tjener Burania, er blevet sat ind ved fronten i Vestlenet. Dens opgave er at lette sjælens rejse gennem Pauluns porte for de mange, der er faldet i krigen, men mange soldater undgår dem, da deres metoder er suspekte og temmelig uortodokse.
Dværgene er i disse tider travlt beskæftiget i Gothia, hvor en større delegation af stenbrydere og minearbejdere er sendt til Raask’s Bjerge for at udforske bjergene og afklare, om der udover jernmalm også er andre værdifulde mineraler, som ville gøre minedrift i bjergene lønsomt. Man nærer også et spinkelt håb om at kunne finde rester af gamle dværgekolonier, som legender fortæller, at der bør være et antal af i bjergenes dyb. I Darkonien er tilstandene mere anspændte. Sortblodsfolk huserer stadig på overfladen blandt de nordlige bjerge, og dværgene har måttet tage mange af de gamle fæstningsværker i brug igen. Visse steder har det udviklet sig til regulære belejringer, og dværgene håber nu på, at vinteren bliver kold og starter tidligt, så sortblodsfolket vil blive drevet på flugt af kulden.
Paest har gennemgået en større religiøs vækkelse. Byen har altid huset en stor menighed af Aramtilbedere, og blandt dem har et vidunderbarn nu åbenbaret sig. Denne menneskesøn, der bærer navnet Job, har besejret Aramkirkens biskop i en udfordring på gudens hellige dyder og har siden bevist, at Aram taler til ham og igennem ham. Job holder hver dag prædikener for byens borgere, hvor han udretter mirakler og spår om fremtiden, og præsterne kan fortælle, at deres kræfter bliver forstærket mangefold i Jobs nærvær. Mange begynder nu ligefrem at drage paralleller til Jarco og hans ungdom.
Den eislonske flåde, der var på vej vestover gennem Kamirrhavet, er blevet stoppet ved indsejlingen til Tharkienshavet af skibe fra Emyr og Kamirr. Ingen af rigerne er formelt gået ind i krigen mellem Narabond og Santillia, og det må formodes, at Emyr og Kamirr har etableret blokaden for at sikre, at det forbliver sådan. Eisloniens flåde ligger nu for anker, mens der foregår forhandlinger mellem flådeadmiralerne. Der er ikke noget, der indikerer, at det vil komme til stridigheder, men alle, der har stiftet bekendtskab med højelvere, vil vide, at de ikke bryder sig om at blive stillet forhindringer i vejen på denne måde.
Nær Vinterskoven ligger et marsklandskab øde og afbrændt hen, efter at medlemmer af Mørketvingernes Orden, Magiens Cirkel og kirkens inkvisition fra Etos har forsøgt at fange en af Modeus’ lærlinge, der har huseret i området. Selvom de har været tavse omkring udfaldet, vidner det brændte landskab om, at foretagendet ikke gik som planlagt.
November
Den første sne er faldet, og de nordlige egne omkring Roul-Assin og Norrland er allerede dækket af et tykt lag sne og is. Kulden har taget til og skærer nu i huden, så befolkningen har måttet trække indenfor og skærme sig mod vejret. Om det er vinterens komme, der er årsag til, at den rouliske ledingshær ikke er nået frem til fronten i Narabond, eller om der ligger andre årsager bag, henstår i det uvisse. Realiteten er imidlertid, at Narabond endnu ikke har set Roul-Assins soldater på slagmarken. De narabonske soldater må derfor se frem mod at fortsætte kampene gennem en lang, hård vinter uden de lovede rouliske forstærkninger.
Krigen er også begyndt at kunne mærkes på hjemmefronten. For at dække de mange udgifter til soldater og materiel har Narabond måttet opkræve store krigsskatter fra både sin egen befolkning og sine allierede. De narabonske handelshuse bliver tvunget til at udstede lån til kronen, og i Gothia og på Plen gør skatteopkræverne sig end ikke ulejligheden at kalde det for lån. Også adelen og den jævne befolkning må spæde til, og selv dværgene bliver løbende opkrævet skatter for de handels- og minerettigheder, de har uden for Darkonien. Lige lidt synes det dog at hjælpe på krigens udfald. Fronterne har været fastlåst gennem længere tid, og i de seneste to uger har ingen af parterne forsøgt nogen større angreb.
I det nordlige Santillia er et større skovområde blevet fundet drænet for alt liv og lys. Store egetræer er blevet revet op med rode, og dyr ligger døde overalt uden synlige sår eller tegn på, hvad der har dræbt dem. Området har været udsat for en magtfuld mørk kraft, og dens påvirkning præger det stadig. Elvere, der bevæger sig ind i området, mærker deres livsglæde forsvinde, og selv de stærkeste blandt dem kan føle livskraften sive væk. En større gruppe af mørketvingere er på jagt efter, hvad end der har forårsaget denne skade på naturen, men foreløbig uden at have fundet svar.
Paraviske skibe har haft held til at trænge igennem den buranske flåde og sejle op ad Jivo-floden til Buranus. Her har de sendt tropper i land bag de buranske linjer, hvor de har afbrændt marker og byer og erobret store mængder af korn, fødevarer og krigsmateriel. Buranus har sat alle kræfter ind på at forsvare sin frontlinje og var derfor ude af stand til at modstå et angreb længere inde i landet. Lokale militser har prøvet at gøre modstand, men forgæves, og mens de paraviske soldater hærger landet, er store dele af lokalbefolkningen flygtet mod Katena for at søge i sikkerhed bag byens mure.
Under store festligheder er den nye ypperstepræst af Ragil blevet udråbt i Flammernes Katedral på Plen. Valget faldt på Johan De’André, og nyheden er i disse tider ved at blive spredt til alle Ragils kirker på Niraham. Mange ser det som en ny begyndelse og forventer, at den nye ypperstepræst vil formå at genrejse Ragils kirke til fordums stolthed. Som sin første officielle handling har Johan De’André afsat en betydelig sum, der skal gå til, at rouliske bygherrer kan udbedre skaderne på Ragils højtempel Bjørngaard i Roul-Assin, hvorefter templet skal velsignes og genåbnes, så Ragil atter har et højtempel i Roul-Assin.
Vejene i Narabond er ikke længere sikre. Krigens hærgen har sat sine spor, og flere og flere røvere hærger nu i området – ikke kun om natten, men også i dagslys. Mange har samlet sig i større grupper, ofte bestående af deserterede soldater, som angriber byer og stjæler kornlagre. Også rejsende bliver overfaldet dagligt. Den seneste tid er der også set røverbander bestående af norrlændinge, som ikke kun synes at være optaget af at fylde deres sultne maver, men også er ude på at få hævn over Narabond.
På Tharkienshavet er der optræk til en større vinterstorm. Flere skibe er allerede forlist mod kysterne, og hundredvis af flådeskibe fra konflikten mellem Narabond og Santillia er stadig på havet. Det vil uundgåeligt udvikle sig til en katastrofe, men alligevel holder de stridende parter deres skibe på havet. Trækker én part først sine skibe hjem, åbner det havet op for totalt herredømme for fjenden. Ingen andre riger forsøger at sejle på havet i denne tid, og alle, der har spurgt Rasnassolinkirken til råd, har fået samme kryptiske svar: “Havets gud har sendt sin tjener for at prøve Nirahams folk. Kun de rettroende vil overleve det uhyre, der holder dem fanget på havet.”
December
Vinterens mørke har for alvor lagt sig over Niraham, og de lange, kolde nætter varsler, at Giraks måned er begyndt. I de nordligste egne har hans præsteskab kronede tider. Krigen mellem Narabond og Santillia har bragt hungersnød og sygdom, som især rammer de svageste, og Giraks præster spilder ikke anledningen til at prædike hans bud. I Giraks kirke kan enhver få fyldt maven, og desperation driver mange dertil, selvom alle ved, at maden har en pris.
Kuldens Mur har i umindelige tider dannet en ubrydelig grænse mellem de evigt stridende riger Emyr og Det Chatonske Imperium, og lige så længe nogen kan huske, har den kravlet med sortblodsfolk. Men en ny alliance har set dagens lys. Efter lange, komplicerede forhandlinger høres nu støvletramp fra en forenet hærstyrke, der gør klar til at rydde Kuldens Mur, så snart sneen smelter. Alt for længe er Emyr og Imperiet faldet ofre for hærgende sortblodsfolk, som er trængt ned fra muren. Angrebet på Dom Gorr i år 28 EH, hvor sortblodsfolket afskar Imperiet fra bjergenes ressourcer, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. De to riger er nu nået til en fælles forståelse om at fordrive sortblodsfolket fra Kuldens Mur og dele dens ressourcer – vestsiden til Emyr og østsiden til Imperiet.
Fra Vinterskoven udløber i disse dage en lind strøm af fortællinger om, at flere magikere med tilknytning til Modeus er blevet dræbt. Der er tale om magtfulde magikyndige, hvor enkelte har stået i lære hos Modeus selv. Det har krævet kraftfuld magi, og spekulationerne går derfor på, om det er Højmagernes Orden, der står bag. Området har dog også været hærget af et frygtindgydende monster den seneste tid, og andre spekulationer lyder på, at Modeus’ lærlinge har forsøgt at indfange det og har fejlet. En større deling elviske bueskytter fra Nordenstjerne-familien er blevet sendt ud for at indfange uhyret, men alt, hvad de har fundet, er nedbrændte skovområder, hvor alt liv synes at være drænet fra naturen. En druidecirkel er også faldet for monsterets hånd. De blev dræbt i deres lejr, og hverken druiderne eller deres familier slap levende fra mødet.
Kampene mellem Santillia og Narabond er nået til en komplet stilstand. Vinteren hærger landet, og begge parter har forskanset deres grænser så grundigt, at fronten nu er aldeles fastlåst. Der hviler en underlig stilhed over området, og man benytter ventetiden til at begrave de døde og sørge over tabte kammerater. Det eneste sted, hvor der synes at være aktivitet, er i Buranus. Her har en hærenhed af paraviske riddere formået at overvinde lavlandet, og store dele af befolkningen er søgt i sikkerhed bag Katenas mure. De paraviske styrker er på vej mod byen for at belejre den, og de bliver løbende forstærket med lejesoldater fra Plen og Kamirr. Også Buranus har modtaget forstærkninger. I den sydlige del af landet er elegante, hvidmalede skibe fra Eislonien nået kysten og har landsat tusindvis af elviske krigere og ryttere, hvis skinnende brystplader og hjelme udgør et prægtigt syn.
Højmagerne har for første gang i umindelige tider kaldt hele ordenen til samling. Indkaldelsen er udsendt af Searin personligt med en klar formaning om at give møde i Cristaliana-tårnet i Vetas snarest muligt. Emnet er den nuværende, højspændte situation på Niraham. Det er aldeles utænkeligt, at Højmagernes Orden skulle finde på at involvere sig direkte, men ordenen råder over magtfulde artefakter, som kan gøre en afgørende forskel. I Searins invitation angives specifikt, at det ved samlingen skal drøftes, om man er beredt på at lade fortidens kræfter slippe fri på ny.
Handelen med Underverdenens sortelvere er støt stigende. Mange af de nordlige riger foragter racen og har svoret aldrig at byde sortelverne andet end død, men krigen mellem Narabond og Santillia har udsultet landene, og i desperation har man måttet indlade sig med sin gamle fjende. Man kan dog ikke tillade sig åbent at handle med sortelverne, så hovedparten af handelsrelationerne foregår gennem mellemmænd i Zara’bash og Kamirr. Også sortelverne drager stor gavn af handlen. De har behov for guld og råvarer til at genopbygge Kaukarzil, og menneskene har adgang til rigeligt af begge. Den lukrative handel med overfladen domineres i disse tider af huset Imrae og dets underhuse.
Som følge af de vedvarende kampe mellem sortblodsfolk fra Rustbjergene og Darkoniens dværge er sortstål blevet stort set umuligt at opstøve. Dværgene har standset enhver eksport og bruger deres fulde produktion på at smede våben, rustninger og andet krigsmateriel til at forsvare deres bjerge. Også dværgenes handelsposter er blevet pålagt at sende deres lagre af sortstål hjem til Darkonien.