De Sande Guder

Den mest udbredte religion på Niraham er læren om De Sande Guder. Religionen har sine rødder i en slægt af guder, der har skabt Niraham og alle verdens racer, og som stadig har stor indflydelse på alt, hvad der sker.

De Sande Guder er en polyteistisk tro, hvilket indebærer, at religionen omfatter en række guder, der eksisterer side om side. Førhen bestod religionen af ti guder, men efter begivenheden kendt som Himmelkrigene blev flere ophøjet, så der nu er sytten. Tilhængerne skal anerkende dem alle, men det er almindeligt, at man udvælger sig én særlig gud, som man tilbeder. De fleste templer på Niraham er også kun dedikeret til en enkelt gud. Det er således vigtigt at skelne mellem begreberne ‘anerkendelse’ og ’tilbedelse’: Man skal anerkende alle guderne, men tilbeder typisk kun én af dem.

Guderne har deres hjem i det hinsides rige, Aferheim. Herfra ser de alt og har magt over alle. Selvom de dødelige har deres egen frie vilje, kan guderne påvirke hver eneste lille detalje i livet på Niraham. Hvis man har medgang i tilværelsen, anses det som et tegn på, at man har behaget guderne, og derfor skylder man dem tak. Har man derimod modgang, ses det ofte som en straf eller belæring fra guderne, som man må tage til sig og lære af.

Når guderne ønsker at manifestere sig på Niraham, sker det typisk gennem deres udvalgte tjenere, kaldet mirnere. De er mægtige væsner, som guderne skænker store kræfter. Når mirnerne viser sig, kan det ske i form af overvældende skikkelser som drager, men også som små, uanseelige væsner som mus og fugle.

Læren om De Sande Guder blev udbredt til Nirahams folk, da profeten Jarco for godt halvandet årtusinde siden åbenbarede deres eksistens. Det skete på Djann-højsletten i Zara’bash, og Jarcos åbenbaring har siden været den mest skelsættende begivenhed i Nirahams historie.

Religionens centrale omdrejningspunkt er Stortemplet i Etos på Nirahams sydlige kontinent. Herfra udstedes alle officielle doktriner om gudernes lære, og når præsteskabet i Etos udtaler sig om religiøse anliggender, betragtes deres ord som en uomgængelig del af selve religionen.

På resten af Niraham sørger De Sande Guders præster for at formidle gudernes ord til deres menighed og for at sikre, at alle omkring dem lever i overensstemmelse med doktrinerne fra Etos. Præsterne vejleder også de svage i troen og straffer de frafaldne, der ikke følger gudernes bud. De Sande Guders præster har derfor en meget fremtrædende og magtfuld position i samfundet.

Indhold

• Skabelsesberetningen
• Jarcos åbenbaring
• Himmelkrigene
• Guderne
  • Aram
  • Arl
  • Burania
  • Dilarna
  • Djorka
  • Fanabina
  • Flarn
  • Gasnian
  • Girak
  • Jorin
  • Lyane
  • Nimar
  • Ragil
  • Rasnassolin
  • Rina
  • Sissianna
  • Tara
• Et liv med De Sande Guder
• Templerne
• Inkvisitionen

Skabelsesberetningen

I de tidligste tider, før alting blev til, fandtes der intet andet end guderne selv og den verden, de opholdt sig i, som de havde givet navnet Aferheim – Gudernes hjem. Over Aferheim kastede det mægtige træ Básel sin skygge, og under træets krone yndede de fire første af guderne at opholde sig. Disse var Nimar, Rina, Gasnian og Fanabina.

En dag kaldte Gasnian de andre guder til sig, for han havde set ud i fremtiden og skuet en stor sorg. På trods af at livet i Aferheim var perfekt og fuldendt, ville det ikke vare ved. Da guderne havde samlet sig om ham, rettede Gasnian sig op og sagde: “Noget må gøres, Nimar, for end ikke vi guder lever evigt. Tiden vil indhente os, og det er på tide, at vi tænker på vores eftermæle.”

Guderne gøs, for Gasnian var vis, og de følte i deres hjerter, hvorledes hans ord var sande. Selv guder kunne svinde med tiden, og når de en dag gik bort, måtte de efterlade sig et minde om deres eksistens. Nimar tog sin mage, Rina, ved hånden, og de indså, at tiden var inde til at forene sig. Denne forening resulterede i, at de fik to drenge, som de navngav Rasnassolin og Djorka.

De to unge guder var forskellige som dag og nat. Rasnassolin var høj og slank, og kort efter sin fødsel beherskede han vandet. Djorka var en lille og buttet dreng, som var meget forsigtig og med tiden lærte at mestre de vinde, der føg i Básels grene, og jorden ved Básels rødder.

Alt virkede idyllisk, men ak. Guderne fandt hurtigt ud af, at Djorka og Rasnassolin krigedes. Elementer føg frem og tilbage i Aferheim, og til sidst blev det Gasnian for meget. Han kaldte Nimar, Rina og Fanabina til sig, for han havde indset, at det ikke var nok for guderne blot at formere sig og skabe sig arvinger.

Guderne så hans logik, og Fanabina plantede en tanke i deres sind. Ved at forene deres kræfter kunne de skabe et værk uden lige. For hende var det at blive glemt en skæbne, som var værre end døden, og hun foreslog, at de skulle skabe en verden befolket af tusindvis af folk, som ville kunne huske guderne, når de en dag ikke var mere.

De andre guder lod sig besnære af hendes ord, og de skred til handling. I det fjerneste kosmos kunne Gasnian skimte de himmelske legemer, og han gav Nimar besked på at tage tre stjerner og smede disse sammen til en plade. Denne plade kaldte han Niraham – Nimars land – og i erkendelse af, at også væsner fra det mørke hinsides ville stræbe efter gudernes værk, spandt Nimar et slør omkring Niraham, der skulle beskytte verden mod dæmoner og andre fordækte skabninger.

Racerne skabes

Herefter lod Rasnassolin vand falde fra himlen, så den nye og endnu rødglødende verden kunne køle ned. Dette varede ved, indtil Niraham var næsten helt dækket af vand. Guderne gav dernæst Djorka til opgave at fjerne vandet, og til at hjælpe ham skabte Nimar tusind små lerstatuer, der alle var formet i Djorkas billede. Rina blæste liv i statuerne og gav dem frugtbarhedens gave.

Djorka glædede sig over denne gave og gav sine skabninger navnet dværge. Han gav dem til opgave at grave i Nirahams jord, så vandet ville løbe væk, og jorden ville komme til syne. Dværgene gravede dybe gange og skabte høje bjerge, men de formåede ikke at fjerne alt vandet, og deres stolthed led meget herunder. I deres skam over ikke at kunne opfylde gudernes befaling gemte de sig derfor under jorden i deres grotter og nægtede fremover at leve i solens lys, hvor guderne ville kunne se dem.

Nimar og Rina fik nu en datter, som de gav navnet Sissianna. Hun var den smukkeste skabning af alle, og hun så, at verden var øde og gold samt skæmmet af dværgenes sorte huller. Dette syn skræmte hende, og hun gik derfor til Nimar og bad om et folk i sit eget billede, som kunne forme og pleje Niraham. De skulle også dyrke blomster og træer, så verden ville blive smuk og grøn.

Nimar kunne ikke modstå sin datter, så i gave skabte han hende elverne. De havde skønne stemmer og evnen til at gøre verden smukkere, og Sissianna gav dem besked på at vogte over verden og sikre, at dens store skove ville bestå til evig tid. Elverne mødte dværgene og ville dem alt vel, men ak, da dværgene så, hvordan guderne yndede elverne højere end dem selv, blev de misundelige og trak sig tilbage til deres huler. Hermed opstod den første strid mellem racerne.

Fanabina havde set den tilbedelse, Sissianna havde modtaget fra sine børn, og hun blev vred, for også hun havde været med til at skabe Niraham. Ingen af verdens børn hyldede hende imidlertid lige så højt som de øvrige guder. I al sin forbitrelse vandrede hun længe i Aferheims udkant, indtil hun pludselig hørte en stemme tale til sig. Det var mirneren Ylgran, der talte: “Du, der er kuet af din egen kundskab. Hvorfor opgiver du ikke bare at ændre på Nimar og hans sønners værk?” Og Fanabina svarede: “Fordi jeg er den mægtigste gudinde i Aferheim, og det vil jeg bevise.”

I sin vrede besluttede hun sig for at gøre Nimar kunsten efter, og hun skabte derfor en statue i sten, som hun bar til Nimar og bad ham overtale Rina til at puste liv i den. Længe forsøgte hun, og mangen en gang var det nærved at lykkes, men Nimars stædighed vandt, og han vendte hende ryggen og nægtede at tage hendes bøn til Rina.

Fanabina forbandede Nimar og kastede sin stenstatue fra sig. Længe vandrede hun omkring i vrede og skyede de andre guder. I al den tid så hun ud i det kaos, som omringede Aferheim, og søgte med al sin visdom efter en måde, hvorpå hun kunne gøre Rinas livgivende kunst efter. Da skete det, at hun i det yderste mørke følte en intens kulde. Hun rakte sin hånd ud, og da hun trak den til sig igen, så hun et element, hvis lige hun aldrig før havde oplevet. Hun følte den kraft, der lå i det, og gav elementet navnet rall.

Hun begav sig herefter ned til Niraham forklædt som en underskøn kvinde med langt sort hår. Hun forledte 13 elvere og bragte dem i dybeste hemmelighed med sig tilbage til Aferheim, hvor hun lod dem falde i en dyb søvn. Herefter nedsænkede hun deres legemer i rall og så, hvordan det forandrede ikke blot deres væsen men også deres sind.

Da de vågnede fra deres dvale, så Fanabina, hvordan deres legemer var blevet sorte som natten, og deres sind var blevet dystre og ondskabsfulde. Sortelverracen var skabt, men af angst for de andre guders straf tog Fanabina sine skabninger med tilbage til Niraham og skjulte dem i grotter langt under jorden. Her skulle de forblive, indtil hun en dag ville påkalde sig deres hjælp.

Fanabina var imidlertid ikke tilfreds. Hun var stædig og ønskede ikke blot at ændre på Rinas værk – hun ville skabe sit eget. Hun formede derfor en håndfuld grove statuer i sten og lod disse svøbe i rall. Længe ventede hun, og til sidst skete det, at de gav livstegn fra sig. Dermed blev orker, trolde og gobliner skabt.

De var imidlertid primitive og grimme væsner, og Fanabinas vrede ville ingen ende tage. Hun blev så forfærdet over deres mangel på ynde og intellekt, at hun stødte dem fra sig og satte dem i Nirahams fjerneste udkant. Hendes sidste ord til dem var en forbandelse:

“For hver en tanke gjort af stolthed. For hver en handling gjort af kærlighed. For hvert ord gjort af venskab. Lad der da være en tanke af svig, en handling af ødelæggelse, et ord af vrede.”

Racernes strid

Der skulle ikke gå længe, før orkerne mødte dværgene, og de to racer kastede sig over hinanden i en nådesløs kamp. Dværgene led meget, og da Djorka så, hvor ulykkelige hans skabninger var, gik han til Nimar, der blev forfærdet over Fanabinas forræderi. Nimar tog den resterende mængde rall fra hende og skjulte den i en så fjern egn på Niraham, at hverken hun eller nogen levende skabning burde kunne finde elementet igen.

Djorka bad indtrængende Nimar om at fjerne orkerne fra Niraham, men sket var sket, og Nimar ønskede ikke at tage et liv, som først var givet – uanset at det var forbandet og præget af ondskab. Tidens sand kunne ikke hældes tilbage, og Nimar måtte afvise sin søn. Herefter forlod Djorka sin familie i raseri. Han skulle imidlertid ikke vandre alene længe. Fanabina havde set og hørt, hvad der var foregået, og med besnærende ord vandt hun Djorkas sympati, indtil han en aften begav sig til hendes leje. Det gav liv til to nye guder, som fik navnene Ragil og Burania.

Ragil så, hvordan orker og dværge bekrigede hinanden, og følte glæde herved. Han nød enhver form for handling og nyskabelse, og kampene gjorde, at tilværelsen på Niraham aldrig blev ensformig eller triviel. Han hånede derfor orkerne: “Se! De rene er kønnere end jer, men jeg ved, hvordan det kan få en ende.”

Han skabte herefter sværd og økser af jern fra dværgenes miner, formede buer af skovens træ og fremstillede al slags gifte af troldenes blod. Disse gav han til både orker og dværge, hvorefter han opildnede dem endnu mere, indtil de to racer til sidst levede i evig krig med hinanden. “Nu kan I få hævn over dem, der har ydmyget jer.”

Niraham var i mange år præget af stor sorg, og guderne så, hvordan deres skabninger led. Der var intet sted, hvor sjælene kunne søge tilflugt, når legemet havde lidt overlast. De sårede måtte leve med deres sår og kunne kun bede om nåde, men aldrig forvente, at en sådan blev dem forundt.

Da Burania så, hvordan de lemlæstede og ituslåede skabninger led, bad han Nimar om at give dem en mulighed for lindring og fred. Nimar tog et hjørne af Aferheim og gjorde det til et rige for de skabninger, der led mest. Burania kaldte stedet Paulun, og når Nirahams skabninger havde lidt nok, ville de dø, og deres sjæle blive ført til Paulun, hvor der hverken var ondskab, pinsler eller ulykke.

Omkring Paulun byggede Nimar en mur, og i muren satte han Krystalporten. Nimar ønskede at vide, hvem der kom ind ad porten, og til det formål skabte han en lertavle, hvorpå Burania noterede navnene på alle, der passerede Pauluns porte. Når et navn først var skrevet på Buranias tavle, kunne det aldrig viskes ud igen, og personen hørte for evigt til i Paulun.

Gasnian var rasende over Fanabinas forræderi. Hendes skabninger havde bragt ubalance til Niraham, og en nat samlede han sine skabende kræfter og blæste nyt liv ind i hende. Han spåede, at afkommet ville forårsage hendes skabningers fald, og den næste morgen kom Aram til verden.

Selvom Nirahams skabninger nu kunne finde fred i Paulun, var meget af verdens skønhed forsvundet. Ragil havde bragt krig og ufred, og Burania havde taget mange af verdens børn til sig. Sissianna var fortvivlet og vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så i sin nød gik hun til Nimar for at bede ham tage affære.

Nimar var magtesløs, da hans datter kom til ham med tårer i øjnene. Uden at gøre indvendinger skabte han en ny race i den nyfødte Arams skikkelse. Han formede et nyt væsen for hver af de racer, der allerede levede på Niraham, så balancen mellem dem kunne opretholdes. Disse nye skabninger fik nogle få af de andre racers egenskaber, og Nimar kaldte dem mennesker, hvorefter han lod Rina blæse liv i dem.

Friergildet

Sissianna blev kønsmoden, og både Aram og Burania forelskede sig i hende. Begge ønskede, at hun skulle blive deres mage, og de gjorde længe kur til hende. Til sidst valgte hun dog Burania, for det var ham, der havde givet hendes skabninger lindring i Paulun. Som et tegn på sin kærlighed gav hun ham de tårer, hun havde grædt over sine børns sorg – fire ædelsten, der skulle være hans til evig tid.

Arams stolthed var dybt såret, og en nat, mens Burania og Sissianna lå og sov, sneg han sig ind og stjal Buranias tavle. Derefter steg han højt op i skyerne og kastede den mod Nirahams højeste bjerg. Tavlen splintredes i fire store stykker og hundredvis af mindre, mens støvet fra den spredte sig med vinden.

Da Burania vågnede, blev han rasende, og et voldsomt skænderi brød ud mellem ham og Aram. Herefter drog Burania i lange perioder til Niraham, hvor han svor at finde og samle tavlen på ny. Tavlen var imidlertid knust i så mange og spredte stykker, at han ikke havde held med sit foretagende. Derfor oplever vi stadig i dag, at de dødes ånder ofte ikke kan finde hvile og fortsætter med at hjemsøge os.

Jarcos åbenbaring

Da guderne havde skabt Niraham og alle dens væsner, var de tilfredse. Der var balance i verden, og alt var, som det skulle være. Guderne ønskede imidlertid at sikre, at Niraham kunne modstå tidens tand. Det var stadig en ung og skrøbelig verden, og hvis den skulle være deres eftermæle, var det vigtigt, at den kunne bestå i al evighed. Derfor overlod de Niraham til sin egen skæbne. Selvom de stadig besvarede deres tilhængeres bønner og greb ind, når verdens gang nødvendige det, var Nirahams racer i det store hele overladt til sig selv, mens guderne fulgte udviklingen af deres skaberværk.

Først efter tusinder af år, da Niraham havde bevist sin evne til at bestå, besluttede guderne, at tiden var inde til at åbenbare sig for Nirahams folkeslag. Til dette formål udvalgte de den viseste af alle mennesker – en afholdt vismand fra den fjerne stad Cartheero i Zara’bash ved navn Jarco. Guderne viste sig for ham og befalede ham at kundgøre deres eksistens for verdens folk. Jarco vandrede derefter længe omkring på Niraham og bad folket møde ham på Djann-højsletten i Zara’bash, hvor han lovede at åbenbare livets store sandhed for dem.

Da personer fra alle verdens folkeslag var samlet på Djann-højsletten, prædikede Jarco i tre dage og nætter uden stop, mens han udførte mange vidundere, indtil alle de forsamlede havde taget læren om De Sande Guder til sig. Denne begivenhed er siden blevet kendt som Jarcos åbenbaring, og i mange hundrede år derefter tog Nirahams tidsregning afsæt i åbenbaringen, så årstal blev angivet som EJ – Efter Jarcos åbenbaring.

Efter åbenbaringen vendte de forsamlede tilbage til deres hjemlande og delte fortællingen om De Sande Guder, hvorpå læren begyndte at sprede sig hurtigt over Niraham. Da der dengang var ti guder, blev religionen i daglig tale kendt som læren om De Ti Sande. Jarco lod selv et storslået tempel opføre i bystatens Etos med hjælp fra sine tilhængere. Siden da har templet været omdrejningspunktet for De Sande Guders lære på Niraham.

Guderne var tilfredse. Verdens folk havde set lyset i De Sande Guders lære, og guderne trak sig derfor tilbage til Aferheim, hvor de dvælede under Básels skygge. Som tiden gik, fortsatte guderne med at tale til deres tilhængere og besvare deres bønner, men deres indblanding i verdens gang svandt, alt imens de overlod verdens børn til deres egen skæbne.

Himmelkrigene

I år 1469 EJ indtraf Himmelkrigene – den største religiøse omvæltning, Niraham havde oplevet siden Jarcos åbenbaring. Lige så pludseligt, som guderne dengang blev givet til verdens folk, blev de nu med ét taget fra dem igen.

Med tiden var læren om De Sande Guder blevet den altoverskyggende religion på Niraham, og præsteskabet fik stor indflydelse på alle aspekter af tilværelsen. Selv konger og kejsere lyttede til deres bud, og til sidst blev præsterne så ærgerrige, at de brugte deres position til at opnå personlig vinding og magt. Der opstod interne magtkampe og stridigheder mellem præsterne, hvilket førte til, at også kirkerne begyndte at vende sig mod hinanden. Konflikten nåede sit højdepunkt, da præsterne ved Jarcos Tempel på Djann-højsletten lukkede dørene og kun tillod adgang for Nimars menighed.

Da Rasnassolins ypperstepræst Esajas Tomarij drog dertil for at bede og spørge guderne til råds, blev han nægtet adgang. Han insisterede på at blive lukket ind og fortsatte med at banke på templets porte. For at jage ham bort begyndte præsteskabet at håne ham og kaste sten mod ham. En af disse ramte Esajas hårdt i ansigtet, og han faldt om, blødende. Ingen kom ham til undsætning, og han døde ensomt på trappen foran det hellige tempel.

Den nat spredte et voldsomt uvejr sig over hele Niraham, og hagl faldt i hver en egn af verden. Jordskælv brød ud, og lyn og torden ramte indbyggere i alle verdens riger. En storm, hvis lige aldrig før var set, blæste over verden, og havene strømmede ind over kysterne. Dagen efter vågnede Niraham til en truende tavshed fra det hinsides. Guderne svarede ikke længere på deres tilhængeres bønner, og for første gang i halvandet årtusinde følte Nirahams folk sig pludselig helt alene.

Guderne havde vendt sig mod hinanden, og i et frygtindgydende slag var størstedelen af dem forsvundet. Verdens folk krympede sig i angst, og mange talte om, at dommedag måtte være kommet. Kun Nimar og Gasnian var tilbage af de gamle guder, men efter noget tid begyndte nye guder at vise sig for Nirahams racer. Det var gudernes børn, der nu trådte frem i deres sted, og ved deres side stod en ny gud, Arl, der havde manifesteret sig, samt Nimars fornemmeste mirner, Jorin, som var blevet ophøjet.

Denne begivenhed blev kendt som Himmelkrigene, og fra Etos blev der udstedt et dekret om, at kalenderen fremover skulle regnes fra dette år. En ny tidsregning fulgte, og året efter 1469 EJ, hvor Himmelkrigene indtraf, blev derfor navngivet som år 1 EH.

Nogle år efter Himmelkrigene begyndte de faldne guder gradvist at besvare deres tilhængeres bønner igen. Først vendte Djorka tilbage til Aferheim i år 4 EH, og derefter fulgte Fanabina i år 8 EH og Ragil i år 11 EH. Siden genopstod også resten af guderne, og i år 28 EH indvarslede en altødelæggende storm på Niraham, at Rasnassolin, som den sidste af de faldne guder, nu også var genopstået.

Guderne har dog forandret sig efter Himmelkrigene. Mange er svagere, mens andre har taget nye domæner til sig, alt imens nogle få – navnlig Rasnassolin – nu synes stærkere og mere målrettede end nogensinde før.

Aram

Aram er handelen og pengenes gud. Han er en overbærende og frisindet guddom, der stiller meget få krav til sine tilhængere. Efter Arams opfattelse er rigdom og fremgang de ypperligste mål, man kan stræbe efter, og midlet til at opnå dem er ham underordnet. At de kloge og snarrådige bliver rigere, og de naive og tåbelige bliver fattigere, er et udtryk for livets cyklus. Aram har ikke meget til overs for dem, der blot lægger armene over kors og beklager sig over livets uretfærdigheder. Enhver har muligheden for at opnå fremgang, men dertil hører også et ansvar for sit eget liv.

Begrebet ‘enhver er sin egen lykkes smed’ personificerer Arams lære, og lige så ligegyldig han er over for dem, der smider deres formue væk, tilsvarende værdsætter og ophøjer han dem, der gennem deres bedrifter formår at opnå rigdom og succes i livet. Aram kerer sig ikke synderligt om begreberne ‘god’ og ‘ond’. Han er en evindelig opportunist, der ser livet som en udfordrende leg, hvor sejren og gevinsten er målet i sig selv.

Han er imidlertid også en spontan og upålidelig gud, man aldrig for alvor kan være sikker på, hvor man har ham. Aram har for vane at udpege sig yndlinge for en tid, som han skænker stor fremgang, for da snart efter at miste interessen og kaste sin opmærksomhed på en ny. Blot det at have Arams gunst for en kort stund kan imidlertid betyde, at enorme formuer skifter hænder.

Modsat mange af de øvrige guder, der lægger storstilede planer for at omvælte hele Nirahams skæbne, interesserer Aram sig ikke for denne slags magt. Hans opmærksomhed er fanget af de dødelige og deres bedrifter. Det er den enkelte handel og finessen i det enkelte bedrag, der optager ham, og han betragter hver enkelt af dem som et fornemt kunststykke, der bør nydes til fulde.

Tilhængere

Det kan næppe undre, at Arams tilhængere i særdeleshed skal findes blandt Nirahams handlende. Her bekender en meget stor del sig til hans veje – de fleste af respekt og baseret på en følelse af samhørighed, men ikke få gør det også af ængstelse, fordi de ikke tør risikere at lægge sig ud med Aram. Det er en naturlig følge, at hver gang én handlende bliver rig, må en anden nødvendigvis blive fattig, og de ved alle, at det er Arams vilje, som afgør deres skæbne.

Man finder også mange adelige og statslige magistrater, som bekender sig til Arams veje. Særligt de nyrige og lavadelige, der forsøger at bedre deres kår gennem hårdt arbejde, finder håb i hans budskab om, at enhver kan stige i graderne, hvis blot man har viljen og evnerne til det. Af samme årsag har også mange lykkejægere og selvhjulpne personer fundet glæde ved Arams veje. Han er desuden kendt som vagabondernes og de vandrendes gud.

Selv dem, der i dagligdagen ikke bekender sig til Aram, eller som tilmed forsager hans omskiftelige natur, har for vane alligevel at sende ham tanker og bønner, når deres liv er faldet fra hinanden, og de har måttet rejse sig på ny. Intet er umuligt i Arams øjne, og med blot vilje og en smule held kan alt lade sig gøre. Når alt håb er ude, og Nirahams folk ikke har andre at vende sig mod, står Aram altid klar med åbne arme.

Særpræg

Af udseende er Aram en tyk og magelig person, der ofte bevæger sig omkring på Niraham, hvor han nyder at observere og lege med de dødeliges skæbner. Han viser aldrig sit sande ansigt og formår at skjule sig bag farvestrålende rober og elegante masker. Dog lægger han heller aldrig skjul på, hvem han er, og skulle en dødelig udfordre ham til spil eller handel, tager han altid glædeligt mod udfordringen.

Hans opmærksomhed kan dog være svær at holde fanget i længere tid ad gangen, og der går sjældent lang tid, før han forsvinder i masserne for ikke siden at blive set igen. Sådan er hans opmærksomhed og dedikation: let at fange, men lige så let at miste igen.

Farven orange er traditionelt blevet anset for Arams farve, men siden Himmelkrigene, hvor også Giraks tilhængere begyndte at inddrage farven i deres kendetegn, er kombinationen af orange og brun blevet et mere udtalt særpræg for Aram. Som et yderligere særpræg ved Aram er der opstået en tradition for ikke at udtale hans navn. I stedet betegnes han ofte med en flatterende titel som Handelens Herre. Også andre tilnavne som Møntens Mester, Heldets Hersker og Frihedens Fader bliver anvendt.

Som mirnere benytter Aram sig ofte af minotaurer. De er prægtige og yderst intelligente væsner, som på én og samme tid intimiderer folk med deres råstyrke, alt imens de samtidig besnærer dem med list og tvetydig tale.

Tilbedelse

At dedikere sit liv til Arams veje betragtes typisk som et meget personligt anliggende. Aram er ikke interesseret i store, pompøse gudstjenester, og han anser det for et veritabelt spild, hvis tilhængere begynder at ofre værdigenstande for at behage ham. I stedet interesserer han sig for deres gerninger, og tilbedelse af Aram sker derfor hovedsageligt ved handlinger frem for ord.

Den største velsignelse, der kan opnås, er at modtage Arams velvilje og dermed opnå store rigdomme. Det kræver imidlertid, at man selv beviser sit værd først – og stiller store krav til dristige, veludførte planer, før Arams opmærksomhed bliver fanget, og han skænker dem sine velsignelser. Han hjælper dem, der hjælper sig selv, så i Arams øjne er den fornemmeste tilbedelse, man kan give ham, at opnå rigdom på en spektakulær og veludført vis.

Når det en sjælden gang imellem sker, at hans tilhængere påkalder sig hans opmærksomhed, er det ofte, fordi de skal til at gennemføre en dristig og storstilet plan, og dermed lige så meget ønsker Arams billigelse som at sikre sig, at han bemærker dens udførelse, så han kan belønne dem for deres dristighed, hvis planen lykkes.

Hierarki

• Højtempel: Handlens Hus i Kamirr
• Ypperstepræst: Raeqar Avarie af Paest
• Ærkekardinal: Fernandio Vallé af Dorenburg
• Højpaladin: Huguenot af Paravien

Arl

Arl er den endegyldige orden. Han vogter over ligevægten og balancen og har som sin fornemste pligt at sørge for, at Niraham for altid vil bestå.

Som guddom er Arl præget af stor mystik. Efter Himmelkrigene kunne profeter for de nye guder berette om, hvordan Arl pludselig havde manifesteret sig blandt guderne. Hverken guder eller dødelige havde førhen kendt til hans eksistens, og hans tilstedeværelse skabte stor forundring. Aferheims guder anerkendte imidlertid hans autoritet, og han blev ophøjet på lige fod med de øvrige guder.

Siden da har vismænd og teologer gjort sig utallige tanker om Arls herkomst og ikke mindst hans position i gudeverdenen. Den mest almindelige antagelse er, at han er en gud på lige fod med de øvrige, og at han opstod som et spontant resultat af den skaberkraft, der blev forløst ved Himmelkrigene. Andre mener, at han er et ophøjet væsen, der i højere grad er en forening af de øvrige guder end en skabning i sig selv.

Det vides dog med sikkerhed, at Arls lære omhandler stabilitet og orden. Alt skal være i balance, og det kan kun ske, hvis der er ligevægt mellem kræfterne på Niraham. Arl kerer sig ikke om godt eller ondt – de begreber er ham ligegyldige. Begge har deres berettigelse. Væsentligst af alt er blot, at ingen af dem vinder overhånd og søger at skabe ubalance eller omvælte verden.

I stedet kerer han sig om striden mellem de skabende og destruktive kræfter i verden. Arls tilhængere skal opretholde freden og bekæmpe dem, der vil forrykke balancen. Som han demonstrerede efter Himmelkrigene, er der en stor styrke i Arls ord, og han skænker gavmildt sine dedikerede tilhængere magt og autoritet til at videreføre hans bud til Nirahams folk.

Tilhængere

Uanset den store usikkerhed om Arls natur fik han snart efter Himmelkrigene utallige tilhængere på Niraham. Mange fandt stor glæde ved det budskab om orden og stabilitet, som han talte til verdens børn efter gudernes fald. Siden er tilslutningen til Arls lære stilnet noget af igen, men han er stadig en udbredt og særdeles afholdt guddom på Niraham.

Årsagen skal primært findes i hans evige stræben efter harmoni og orden. Det er et budskab, der tiltaler de fleste – ung som gammel, rig som fattig. Arl stiller ikke store krav til sine tilbedere. Alt, han forventer af dem, er, at de bestræber sig på at opretholde livet på Niraham, og at de forlader verden som et bedre sted. Arl er derfor også blevet kendt som den jævne mands guddom, og der er en generel tradition for, at selv dem, der ikke endegyldigt bekender sig til hans veje, alligevel respekterer og håndhæver hans bud.

Det er imidlertid ikke kun på Niraham, at Arl værner om sine idealer. Også i det hinsides forsøger han med al sin magt at beskytte den guddommelige orden. Mørke kræfter forsøger konstant at bryde gennem sløret ind i Niraham, hvor de kan nedbryde gudernes værk og lade kaos herske. Arl er gudernes største forkæmper mod dæmonerne, og han har derfor også fået tilnavnet Betvingeren. Mange dødelige vælger Arls veje for at støtte op om denne kamp mod dæmonerne og det store mørke, og hans præster går altid i forreste række, når det kommer til at beskytte Niraham mod dæmonernes hærgen.

Arl er også kendt som både den store lovbringer og dommer. Hans bud om orden og harmoni har været kilden til mange lovsæt på Niraham, og blandt samtlige racer findes mange vise og retskafne personer, der har dedikeret deres liv til at udbrede Arls budskaber. Der kan derfor også findes utallige regenter, lovgivere og dommere blandt hans tilhængere, og de har som oftest ry for at være hæderlige og retfærdige.

Særpræg

Arls væsen er – ligesom hans herkomst – præget af stor mystik. Selv de øvrige guder kender kun uendeligt lidt til hans natur, og han holder sig som en gådefuld skikkelse i tågerne, både blandt guderne i Aferheim og når han en sjælden gang manifesterer sig på Niraham.

Det sker, at velsignede individer føler Arls ånd komme over sig og sanser hans tilstedeværelse. Ofte er de da blevet opslugt af hans indsigtsfulde ord og er kommet til sig selv adskillige timer senere, hvor de i mellemtiden har forfattet omfattende skrifter, berørt af Arls ophøjede visdom. Ingen har imidlertid kunnet huske, hvordan han så ud, eller hvordan lyden af hans stemme lød. Selv dem, der mener at have set ham manifestere sig, husker kun et vagt omrids af en skikkelse.

Arls primære kendetegn er symbolet kendt som Arls hjul. Fortællingen vil, at tegnet åbenbarede sig i himlen over Niraham efter Himmelkrigene. Det består af en stærk ring, der holder sammen på otte søjler i hjulet. Blandt teologer er det alment antaget, at de otte søjler udtrykker de tilbageværende otte guder efter Himmelkrigene, og at Arl er den kraft, der binder guderne sammen. Selv efter at de faldne guder vendte tilbage, og gudernes antal var forøget til 17, fortsatte Arls hjul dog med kun at indeholde otte søjler.

Tilbedelse

Arls tilhængere findes i alle led af samfundet, fra den simple bonde, der ønsker at leve sit liv i fred for verdens krige, til kongen, der higer efter at lede sit folk retfærdigt og under et ophøjet åsyn. Hans mange forskellige tilbedere har utallige måder at tilbede ham på, og Arl anser ikke én form for tilbedelse for mere korrekt end en anden. Arl stiller heller ikke i øvrigt store krav til sine tilbedere. Han forventer ganske vist at blive anerkendt og respekteret, men alle, der er villige til at dedikere deres liv til at bevare balancen på Niraham og udføre skabende gerninger, har hans velsignelse.

Arls tilhængere skiller sig sjældent ud fra mængden. Som oftest er de blot simple folk, der bærer Arls bud i deres sind og udfører gerninger til hans ære. Blandt hans præster er der dog en vis tilbøjelighed til at klæde sig i hvide, sorte og røde klædninger og åbenlyst bære Arls hjul for derigennem at tydeliggøre deres tilhørsforhold. Det er også blevet udbredt, at hans tilhængere forsyner lovtekster og afgørelser med Arls mærke for derigennem at tydeliggøre, at de er udtryk for hans ophøjede retfærdighed.

Marts måned er traditionelt kendt som Arls måned. Man står her på tærsklen mellem vinter og sommer, og verden synes i balance. Aftenbønnen er typisk også helliget Arl, og alle tilhængere af De Sande Guder – selv de, der bekender sig til andre guder end Arl – bør være til stede og vise ham deres hengivenhed.

Hierarki

• Højtempel: Herrens Moske i Cartheero, Zara’bash
• Ypperstepræst: Kalif Aldjar ibn Hussein
• Højpaladin: Turlock Stormnæve

Burania

Burania er herskeren over liv og død. Siden tidernes begyndelse har hans hverv bestået i at føre de dødes sjæle gennem portene til Paulun – de dødes rige – og sikre, at de døde finder fred der og aldrig siden forlader riget. Han er aldrig partisk eller personlig, når han udfører sit hverv. I Buranias øjne går livet blot sin vante gang, og når tiden er inde, må hver dødelig acceptere sin skæbne og følge med frivilligt til det hinsides.

Selvom det kan forekomme paradoksalt, bliver Buranias lære forbundet med barmhjertighed, nåde og retfærdighed. Hvor mange andre guder kæmper om magt, rigdom og anerkendelse eller blot forfølger gamle fjendskaber og byder deres følgere at gøre det samme, er Burania en besindig og afmålt gud, der stolt vogter over retfærdigheden i samfundet.

I hans øjne er livet lige så helligt som døden. Ingen fortjener at miste det liv, der er givet dem, før deres tid er inde. Ingen dødelig er desuden hævet over andre. Et liv er et liv, og det er Buranias vilje, at alle skal have muligheden for at leve deres liv til det fuldeste – høj som lav. Visheden om, at Burania kommer og henter sjælen og fører den til evig fred i Paulun, når livet er udslukket, giver også stor ro og tryghed.

Et liv under Buranias åsyn fører til gengæld ikke mange goder med sig. Både magt og guld er flygtige begreber, der forgår med tiden, og som synes meningsløse, når man som han har oplevet årtusinder passere. I Buranias øjne er livet det mest værdifulde, og materielle goder er ofte blot et onde, der forblænder øjnene og får de dødelige til at give afkald på de værdier, som i sandhed står dem nær, og som de i stedet burde hylde livet ved at forfølge.

For fuldt ud at opnå Buranias gunst er det nødvendigt at fralægge sig alle jordiske værdier og i stedet dedikere sit liv til at leve og nyde hver dag samt bestræbe sig på at gøre Niraham til en verden, hvor alle andre får samme muligheder.

Tilhængere

Det er særligt blandt Nirahams ordenshåndhævere og retskafne personer, man finder Buranias tilhængere. De stræber efter at fuldføre hans idealer om et samfund baseret på frihed og retfærdighed og finder glæde ved arbejdet i sig selv. Også mange bønder og håndværkere finder glæde ved Buranias veje. De ønsker blot at leve et fredsommeligt liv, hvor de får som fortjent og kan dedikere sig til deres hverv.

Også krigere findes i rigt antal blandt Buranias følge. Efter at have levet med døden nært inde på livet i utallige år vil de fleste til sidst være tilbøjelige til at føle sig draget mod visheden om, at Burania opsøger dem den dag, de selv falder på slagmarken, og fører dem til evig fred bag Pauluns porte.

Burania er desuden kendt som guden for de ensomme og fortabte. Alt fra vandringsmænd, der rejser Niraham tyndt, til tiggere og prostituerede bærer hans symbol. Når livet er udsigtsløst og fyldt med smerte, er den ro, som Burania bebuder, et tillokkende fristed at se frem til. Han dømmer ikke, og i Buranias øjne er alle lige, så også mange slaver har for vane at indfinde sig ved hans gudstjenester.

Særpræg

Det er kun yderst sjældent, Burania vælger at færdes blandt de dødelige på Niraham. Når han henter de dødes sjæle, sker det skjult for resten af verdens folk, og han udfører sit hverv kynisk og uden antydningen af følelser. Herefter ser han intet formål med at vandre blandt dem, der fortsat lever, for på sigt vil også de blive hentet til Paulun. Alt er blot et spørgsmål om tid.

Når det endelig sker, at Burania viser sig for de dødelige, fremstår han blot som et simpelt menneske, hverken høj eller lav, køn eller hæslig. I enhver henseende er han fuldstændig gennemsnitlig, og der er intet ved hverken hans udtryk eller påklædning, der tilkendegiver over for omverdenen, at han skulle være en gud. Hans blik afslører det imidlertid. Det er køligt og på én og samme tid både fjernt og alligevel gennemtrængende, som om han stirrer direkte ind i sjælen på hver enkelt. En gammel skrøne fortæller, at dødelige ser et glimt af deres egen død, når Burania ser dem i øjnene – en isnende kulde, der først forsvinder længe efter.

Burania benytter sig ikke af mirnere på samme vis som de øvrige guder. Han kan ikke være alle steder på én gang, og derfor har han mirnere, der hjælper ham med at hente de dødes sjæle og bringe dem til Paulun, hvor Burania tager imod dem. Mirnerne fremstår som deres herre – som almindelige, forglemmelige mennesker, ofte klædt i mørke kåber og med en ligegyldig, men tillidsvækkende mine på ansigtet.

Tilbedelse

Som noget ganske enestående bryder Burania sig grundlæggende ikke om at have tilbedere. Han udfører sit hverv med stolthed, og det er tilstrækkeligt i sig selv. At blive anerkendt og hyldet for at gøre noget, der er en pligt, forekommer ham beskæmmende. Han er dog ikke blind for, at hans adfærd og gerninger kan være et ideal til efterlevelse, og han ser anerkendende på de af sine tilhængere, der lever efter hans værdier. Som Burania selv har hans tilhængere derfor også for vane at bære simple, sorte rober.

Når der afholdes gudstjenester til Buranias ære, forventer præsterne derfor heller ikke, at deres gud viser sig for dem eller belønner dem for deres lovprisninger. Det er i højere grad en påmindelse til tilbederne om, hvordan de bør leve deres liv, og en gengivelse af de ophøjede idealer, som Buranias lære rummer. At give offergaver til Burania er derfor også en overflødig gestus.

Det er Buranias bud, at arbejdet bør bære lønnen i sig selv, og han påskønner derfor mest af alt, når de dødelige blot i tavshed og med stolthed udfører deres hverv og bestræber sig på at leve deres liv fuldt ud. Efter gammel tradition dedikerer man derfor også dagens sidste bøn, umiddelbart inden sengetid, til Burania for der at gøre status over, hvad man har udrettet i løbet af dagen, og finde fred med Burania i tilfælde af, at han skulle komme og hente en i løbet af natten.

Hierarki

• Højtempel: De Dødes Rige i Paravien
• Ypperstepræst: Fader Conrad de la Fontenay
• Højpaladin: Baldrian Mort’hell

Dilarna

Dilarna er frygten, hadet og det dybe mørke, over for hvilket alt håb må give fortabt. Hendes væsen personificerer alle de følelser, der fordærver sindet og leder det på afveje, og der findes ikke det væsen på Niraham, som ikke frygter hende.

Uanset at hun måtte fremstå som en vederstyggelighed sammenlignet med Aferheims øvrige guder, er der intet levende væsen, der kan sige sig fri for at føle angst, had eller andre forbudte følelser. Så længe sådanne tanker dvæler i de dødeliges sind, vil der også være en guddom til at varetage dem. Det er en grundsten i Dilarnas lære, at der ikke kan være lys, hvis der ikke også er mørke, og uanset at det er et dystert hverv, varetager Dilarna det på alle gudernes vegne.

Forståelsen af Dilarnas veje er derfor også ofte tvedelt. De fleste ser hende som en mørk og sadistisk gud, der finder glæde ved de dødeliges lidelser, men der er også visse tilhængere, der betragter hende som den selvopofrende jomfru, der tager verdens lidelser på sine skuldre og deler de dødeliges sorger. Som oftest er tilbedelsen af Dilarna dog ilde set blandt Nirahams folk, og i de fleste af verdens kulturer er åbenlys tilbedelse af hende decideret bandlyst.

Efter Himmelkrigene har Dilarna overtaget en del af Buranias ansvar for de døde sjæle. Når personer, der ikke bekender sig til De Sande Guder, dør, bliver de ikke længere ført til evig fred i Paulun. I stedet bliver de overdraget i Dilarnas varetægt og lider her en skæbne, der er værre end nogen ondskab, verden kan byde på. Det varer ved, indtil de lader sig omvende til De Sande Guder. Først herefter overgår sjælene til Burania, der nedfælder deres navne og fører dem gennem Pauluns porte. Også her vil de dog for evigt blive ringeagtet og nedværdiget af sjælene fra dem, der trofast fulgte De Sande Guder gennem livet.

Tilhængere

Dilarnas tilhængere skal i høj grad findes blandt sortelverne. Efter Fanabinas fald ved Himmelkrigene vendte mange sortelvere sig mod hendes datter, og i år 3 EH befalede dronning Izmya, at sortelverne skulle afsværge sig Fanabina og konvertere til Dilarna. Mange nægtede imidlertid, og Dilarnakirken indledte herefter en religiøs udrensning blandt deres Fanabina-tro racefæller. Det førte til en borgerkrig mellem sortelverne, hvor Fanabinakirken gradvist vandt overhånd, og som kulminerede med, at dronning Izmya blev dræbt i år 13 EH. Herefter flygtede mange Dilarna-tro sortelvere mod overfladen.

Selvom Dilarnakirken formelt stadig tillades i Underverdenen, er Fanabinakirken den ubetinget mest dominerende faktor. De har ikke glemt hændelserne under Izmyas regeringstid, og siden har tilværelsen for de Dilarna-tro sortelvere været præget af konflikter og rivalisering. Det fik Dilarnas højest rangerende præstinde i Tzest-Starnia, Liena Renor Ikal’daka, til i år 29 EH at flytte Dilarnakirken og hele præsteskabet fra Etika til Kaukarzil. Året efter blev Kaukarzil imidlertid – meget overraskende – angrebet af sortblodsfolk, og både byen og kirken blev lagt i ruiner.

Blandt menneskene findes også visse, der har vendt sig mod Dilarnas lære. Mange af dem hører til blandt de underkuede og svage, som efter et langt liv med underkastelse og ringeagt har fundet et middel til at give deres indestængte had frit spil. Dilarna tåler og tolererer alt, og hun bifalder, når hendes tilhængere giver afløb for selv de mest dystre tendenser. Den frihed, der findes i, at intet længere er forbudt eller tabubelagt, har appelleret til mange desperate sjæle. Også magtbegærlige personer har indset den kraft, der ligger i at kunne sætte mørket i deres sjæl fri.

Der er imidlertid også dem, der har vendt sig mod hende, fordi de lever med sorg eller smerte i sjælen og håber at kunne udfri sig gennem gudindens gunst. Man finder endda læger og helbredere blandt hendes tilhængere. De lever hver dag med andres sorg og død og vender sig mod Dilarnas veje for at kunne tåle den store smerte. Andre giver også frivilligt afkald på deres egen glæde for at fordybe sig i de mest dystre tanker og forstå smerten bedre, så de kan hjælpe andre til at finde lindring.

Særpræg

Dilarna manifesterer sig kun overordentlig sjældent på Niraham. De eneste, der med en vis sikkerhed mener at have oplevet hendes tilstedeværelse, var sortelverne i tiden umiddelbart efter Himmelkrigene, hvor hun åbenbarede sig for dem og afkrævede deres loyalitet.

Hendes fremtoning er den af en ung og yndefuld kvinde. Hun er dyster og hemmelighedsfuld af natur, og overalt hvor hun går, bringer hun et ubeskriveligt mørke med sig. Ingen kan være i hendes nærvær uden at blive konfronteret med de mest skyggefulde sider af deres natur – dem, som de ihærdigt forsøger at skjule for sig selv og deres omverden. Hun er derfor lige så frygtet, som hun er agtet, og selv dem, der tilbeder hende, gør det med varsomhed.

Dilarnas mirnere tager form af skyggevæsner og dødninge. De er ofte skjult for de dødeliges øjne og tager kun til Niraham for at indsamle de dødes sjæle. Af og til sker det dog også, at de sendes ud for at udføre dystre gerninger, og da fremstår de mere frygtindgydende end noget andet væsen, man kender i verden.

Tilbedelse

Dilarna forventer ikke at blive åbenlyst tilbedt eller værdsat af sine tilhængere, og i de fleste samfund er tilbedelsen af hende da også forbundet med foragt og udstødelse. Ofte vil blot det at nævne hendes navn skabe en dårlig stemning, og ve den, der vover at ytre det på en glædens dag.

Frem for storslåede gudstjenester har Dilarnas tilhængere for vane at bringe hende små, personlige ofringer. De er ofte meget personlige og associeret med smerte – eksempelvis en lille glasflaske med deres blod, som efterlades i en skjult helligdom dedikeret til Fanabina. Gaverne skal formilde Dilarna og mindske hendes tilbøjelighed til at bringe vrede og sorg ind i verden.

Januar måned, hvor de gamle og svagelige dør, er kendt som Dilarnas måned, og det er ikke usædvanligt at se uddøde vandre på Niraham i denne tid. Herudover er farverne gul og sort associeret med hendes veje.

Hierarki

• Højtempel: Sankt Almos Hospital i Etos
• Ypperstepræst: Fader Tobias af Den Gule Roses Orden
• Højpaladin: Hectate Kalistra

Djorka

Djorka er den skabende håndværker. Han er barn af Nimar og Rina og anses for smedekunstens og træskærernes mester, ligesom han er den kreative ånd bag mange af Nirahams mest storslåede værker. Han hviler imidlertid aldrig på laurbærrene. Hver dag byder på nye udfordringer, og Djorka bestræber sig altid på at skabe nye og større værker.

Han lever et pligtopfyldende og asketisk liv, hvor håndværket og de kunstneriske færdigheder kommer forud for alt andet. Dovenskab og sløseri er at foragte, og for dem, der følger ham, bør livet være én lang stræben efter at perfektionere sine færdigheder. Ingen bør lægge sit værktøj fra sig og erklære værket færdigt uden samtidig at sætte sig et nyt mål.

At følge Djorka er dog ikke et ubetinget krav om konstant arbejde. Han har forståelse for, at selv den kyndigste håndværker også har brug for at hvile og nyde livet, og når dagens arbejde er vel overstået, tillader han da også sine trofaste at slappe af og nyde livet i fulde drag. De, der giver sig hen til Djorka, er da heller ikke kun kendt for deres prægtige værker, men også for deres overdådige fester.

Hengivenhed til Djorka udtrykkes bedst ved håndens kraft. Han værdsætter ikke, at folk kaster sig på knæ og spilder deres tid på at tilbede ham. I stedet finder han glæde ved dem, der ser ham som et ideal til efterlevelse, og som bestræber sig på at perfektionere deres færdigheder på samme vis som ham. For det meste involverer han sig derfor heller ikke meget i sine tilhængeres liv, og når han gør, er det ofte i den belærende rolle som en mester, der underviser sin elev.

Djorka er ikke kendt for at være en handlingens gud, og som oftest bekymrer han sig ikke synderligt om, hvad der finder sted på Niraham. Håndværket og den individuelle udvikling er det vigtigste i hans lære, og resten af verdens begivenheder må andre tage sig af. Det er kun, når hans udvalgte folk bliver truet af mørke og destruktive kræfter, at Djorka lader sine følelser komme til udtryk – men da er hans vrede til gengæld også frygtindgydende.

Tilhængere

Blandt Djorkas tilhængere finder man nogle af Nirahams største håndværkere. Smede, tømrere, træskærere og malere hører alle til hans flok, og det er velkendt, at de håndværkere på Niraham, der er velsignet med Djorkas gunst, er de mest kyndige af dem alle.

Det folkeslag, der dog mere end noget andet bekender sig til Djorkas veje, er dværgene. Siden tidernes morgen har de været hans udvalgte folk, og i ham har de set alt, hvad der er værd at stræbe efter i verden. Han er deres øverste og eneste gud, og det synes utænkeligt, at en dværg skulle bekende sig til andre end ham. Det var da også dværgene, som med deres stædige insisteren formåede at vise Djorka vejen tilbage efter Himmelkrigene, så han i år 4 EH igen begyndte at besvare sine tilhængeres bønner.

Derudover finder man også mange jævne folk blandt hans tilhængere, som sætter en ære i deres arbejde og bestræber sig på hver dag at gøre deres bedste. Mange bønder, jægere og handlende finder glæde ved hans veje, og Djorka skænker dem alle store gaver. Også minearbejdere findes i rigeligt antal blandt hans tilbedere.

Særpræg

Når han åbenbarer sig for sine tilhængere på Niraham, tager Djorka som oftest form af en ung og kraftigt bygget mand. Han er en smule buttet, men dog også ganske muskuløs, og der kan ikke herske tvivl om, at der bag det godmodige ydre gemmer sig en overvældende styrke og et hærdet sind. Han bærer altid arbejdstøj og redskaber på sig og ynder gerne at demonstrere sine kundskaber for sine tilhængere. Når hans hammer rammer ambolten, er det, som om selve Niraham ryster, og et gammelt sagn fortæller da også, at torden er lyden af Djorka, der smeder.

Udover sine enestående evner som smed er Djorka kendt for sin stædighed og sit overvældende temperament. Når han først har sat sig et mål, hviler han ikke, før han har nået det. At blive offer for Djorkas vrede er derfor en frygtet ting. Han kan om nødvendigt sætte himmel og hav i bevægelse og få jorden til at rejse sig, hvis han bliver nedgjort eller ringeagtet, og han standser først, når de formastelige er blevet straffet.

I mere fredsommelige tider er Djorka kendt som en jovial og elskværdig herre, der ynder at vandre blandt sine udvalgte folk og dele et krus øl eller to med dem. Da er han elskværdig og også en anelse kluntet at se på, og selvom han ikke har en tone i livet, ynder han alligevel at synge højt og længe. Han gør det med en sådan entusiasme, at ingen omkring ham kan undgå at blive smittet af stemningen og selv stemme i.

Djorkas mirnere er typisk store, kluntede væsner skabt af sten, og de har navnlig form af giganter, golemer eller elementarvæsner skabt af jord.

Tilbedelse

Der er kun ganske få Djorka-templer på Niraham, hvilket skal tilskrives hans budskab om, at de, der ønsker at hylde ham, bør gøre det gennem deres arbejde frem for ved bønner og lovprisninger. Der er heller ikke tradition for at bringe ham ofre eller skænke ham gaver. En mester bør være stolt af sit værk og vise det frem for sine ligesindede, ikke smide det væk ved at begrave det på et alter.

De foretrukne farver blandt dem, der følger Djorka, er brun og grå. Herudover har hans tilhængere for vane altid at bære en økse eller et andet stykke værktøj, som tilkendegiver, hvilket håndværk de beskæftiger sig med.

Juni måned er kendt som Djorkas måned, da det er her, sommeren er på sit højeste, og alle må arbejde hårdt for at bevise deres værd.

Hierarki

• Højtempel: Djorkas Sale i Darkonien
• Ypperstepræst: Halgrim “Stålskæg” Kaere-Klaegel
• Højpaladin: Ulfskar ”Troldebane”

Fanabina

Fanabina er begæret, foragten og det selviske i alt levende. Hun er en enerådig gudinde med en skarp tunge og en stålsat vilje. Der er ingen grænser for, hvad hun kan opnå ved ordets magt, og hendes sind er så skarpt og fokuseret som intet andet.

Hendes enestående talenter til trods bliver Fanabina betragtet med varsomhed blandt Nirahams folkeslag, og i store dele af verden bliver hun ligefrem lagt for had. Fanabina kan skue ind i sjælen på alle levende væsner og se hver eneste af de hemmeligheder, de prøver at skjule, hvilket langt fra er værdsat af alle. Hun behersker også de mere dystre tanker, såsom had, jalousi og begær – tanker, som ingen kan sige sig fri for, men som typisk er ilde set.

Hun er en målrettet og manipulerende gud. Hendes vilje er ubrydelig, og har hun først sat sig et mål, hviler hun ikke, før hun har nået det. Der er intet middel, hun skyer, for at opfylde sine visioner, og hun bekymrer sig heller ikke synderligt for dem, der måtte komme i vejen for hende. Fanabinas veje er derfor også upersonlige og kolde, og skulle det være nødvendigt, tøver hun ikke med at falde selv sine nærmeste i ryggen.

At leve sit liv i overensstemmelse med Fanabinas vilje kan derfor både være givtigt og føre mange goder med sig, men det er også en ensom og udsat skæbne, hvor manipulation og bedrag hører til hverdagen.

Uanset hendes skånselsløse adfærd nærer hun dog også en besynderlig moral. Med sit store vid og sine uovertrufne talegaver kan hun opnå mangt og meget ved ordets magt, og hun ser ned på dem, der er nødt til at benytte sig af vold eller fysisk magt. Hun nærer ligeledes en dybfølt foragt for uovervejede og forhastede personer. Enhver gerning, der udføres i hendes navn, må være sindrig og målrettet – alt andet er uværdigt.

Tilhængere

Af alle verdens racer er ingen så hengivne over for hende som sortelverne. Hun er deres moder, og igennem årtusinder har de vendt deres bønner mod hende og været så dedikerede til Fanabinas veje, at de var beredte på at gå i døden på hendes bud. Så nær er deres samhørighed med Fanabina, at den i umindelige tider forekom som en del af selve deres identitet.

Da Himmelkrigene indtraf, og Fanabina gik bort, faldt sortelverne hen i fortvivlelse. Mange vendte sig mod hendes datter Dilarna, men endnu flere fastholdt fanatisk deres tilbedelse af Fanabina og nægtede at vende hende ryggen. Gennem deres fanatiske hengivenhed lykkedes det i år 8 EH sortelverne på ny at få Fanabina til at besvare deres bønner, og selvom Dilarnas lære fortsat er udbredt, er hovedparten af sortelverne om muligt kun blevet endnu mere dedikerede til Fanabina.

Ud over sortelverne har Fanabina også en del tilhængere blandt Nirahams øvrige racer. Her er tilbedelsen af hende dog væsentlig mindre udbredt, og oftest må folk tilbede hende med varsomhed. Selvom hendes lære ikke er forbudt, er den typisk ilde set. Fanabina er i særdeleshed de egenrådige kvinders gudinde. Hun bifalder deres stræben efter anerkendelse i en verden, der ofte er domineret af uovervejede mænd, som kun hersker ud fra fysisk råstyrke.

Også de begærlige, magtsyge eller hævngerrige har fundet en støttende gudinde i Fanabina. Man finder derfor alt fra intrigante hofsnoge til gamle, bitre koner ved hendes gudstjenester.

Særpræg

Når Fanabina manifesterer sig, er det som regel i form af en aldrende, men yndefuld kvinde. Uanset at tidens tand har sat sit præg på hende, er hun kun blevet mere indbydende med alderen. Hendes lange, sorte hår er efterhånden gråsprængt, og hendes ansigt er rynket, men når hun bevæger sig, er det med en elegance som et ungt rovdyr, og hendes øjne stråler klarere end nogensinde før.

Det er uhyre sjældent, at Fanabina selv involverer sig i tilværelsen på Niraham. Hun foretrækker i stedet at inspirere sine tilbedere og afprøve deres færdigheder ved at stille dem store udfordringer, som tjener hendes sag. Ønsker Fanabina at gøre sin indflydelse gældende, sker det oftest gennem hendes mirnere, de ni serafer. Hun udvælger dem blandt Nirahams dødelige, og det er en ære uden lige at blive ophøjet til en sådan position. Siden Himmelkrigene har den ene af serafernes ni tronstole stået tom, og der har været utallige bejlere, som har forsøgt at bevise deres værd, men alle hidtil forgæves.

Tilbedelse

Fanabina forventer af sine tilhængere, at de lever deres liv i overensstemmelse med hendes vilje. De skal være besindige og snarrådige og formå at opnå deres mål uanset hvilke forhindringer, der står dem i vejen.

Hun kræver også regelmæssige tegn på sine tilhængeres dedikation. Fanabinas tilhængere må bevise deres værd og bringe hende trofæer og andre tegn på deres kunnen, ligesom hun forventer deres deltagelse ved de regelmæssige gudstjenester, der afholdes til hendes ære. At være loyal over for Fanabina kræver uforbeholden dedikation, og om nødvendigt må hendes tilhængere være beredte på at gå til alteret og dø for at bevise deres hengivenhed.

Farverne lilla og sort betragtes som Fanabinas farver. Ofte er hendes tilbedere imidlertid nødt til at holde deres loyalitet skjult for omverdenen og vil derfor kun bære bånd eller andre diskrete genstande i hendes farver. April måned, hvor kulden og bitterheden stadig råder over verden, betragtes som Fanabinas måned.

Hierarki

• Højtempel: Moderens Katedral i Etika, Tzest-Starnia
• Ypperstepræst: Irinaya af Nattens Yngel
• Ærkekardinal: Voke af huset Valshare
• Højpaladin: Etif af huset Tali’c

Flarn

Flarn er herren over de kaotiske og destruktive kræfter. Han er krigens gud, og der er intet, han ynder højere end mægtige krigere, der beviser deres styrke og færdigheder på slagmarken.

Hans vision er en fejlfri verden uden svaghed, hvor kun de stærke overlever, og hvor hver enkelt må gøre sig fortjent til den gave, som livet er. Der er ikke plads til nederlag, og de svage eller feje fortjener kun døden. I Flarns øjne må enhver dødelig konstant bevise sit værd, og den enkelte er aldrig mere værd end sine handlinger. Magt og styrke er de største idealer af alle, og kun ved at besejre og underkaste sig andre kan man vise sig værdig for Flarn.

En så destruktiv kraft som Flarn har naturligvis sine tilhængere på Niraham, og dem, der formår at behage ham, bliver da også skænket en anseelig styrke. Tilbedelsen af Flarn er imidlertid bandlyst i nær ved alle verdens riger. Hver og en af Nirahams kulturer har set den død og ødelæggelse, som hans tilhængere bringer med sig, og de både frygter og foragter ham med rette.

I år 3 EH gik præsteskabet i Etos tilmed så vidt som til at ekskommunikere Flarn fra De Sande Guder. De erklærede ham for at være en dæmon og gjorde tilbedelsen af ham strafbar med døden. Årsagen var den tvivl, der stadig hersker om hans faderlige herkomst. Det var kendt, at han var barn af Fanabina, men ingen – end ikke guderne – vidste eller ville åbenbare, hvem hans fader var. Da man herefter hørte profeternes beretning om Rinas død, og om hvordan Flarn havde åbenbaret sig umiddelbart derefter, konkluderede præsteskabet i Etos, at Flarn måtte være af dæmonernes slægt og skyldig i Rinas død.

De følgende år bød imidlertid på utallige debatter og stridigheder mellem præsteskabet, og af frygt for at opleve Himmelkrigene gentage sig valgte rådet i Etos at trække ekskommunikationen tilbage i år 8 EH. Siden da har Flarns tilhængere dog været udsatte og forfulgte, og selv når verdens folk nødtvungent har måttet acceptere dem blandt sig, er det sket med en udtalt skepsis.

Tilhængere

Det kan ikke undre, at Flarns tilhængere først og fremmest skal findes blandt verdens krigere og soldater. Det er dog i overvejende grad lejesoldater og lovløse, der har fundet glæde ved hans skånselsløse natur. I Flarn har de en herre, som billiger deres rodløse livsstil og skænker dem stor styrke i kampens hede. Også mere jævne mennesker med en opfarende og impulsiv natur er at finde blandt dem, der lytter til hans bud. Der er ikke den gerning, som ikke kan retfærdiggøres i Flarns navn, og så længe de dødeliges handlinger bidrager til at styrke folket og udrydde de svage, har de hans velsignelser.

Herudover finder man også utallige inkvisitorer, der har valgt at leve deres liv i overensstemmelse med Flarns vilje. De er ikke nødvendigvis afholdte eller værdsatte blandt befolkningen, men ingen kan sige sig fri for, at de med deres brutale effektivitet har vist sig som et særdeles stærkt redskab mod kættere og dæmoniske kræfter. Dette til trods er de sjældent velkomne gæster, for ofte sker det, at også mange uskyldige finder vej til deres bål.

Udover mennesker har også en del sortblodsfolk vendt sig mod Flarns veje. De møder dog ihærdig modstand fra Gorrumkirken, og det er derfor primært i udkanten af Rustbjergene eller blandt udstødte orker, man finder en større offentlig tilslutning til hans veje. Flarns ypperstepræst har da også måttet søge tilflugt i Morkuveria for at kunne praktisere sit virke i blot nogenlunde sikkerhed.

Særpræg

Når Flarn manifesterer sig, er det som oftest i skikkelse af en høj og muskuløs mand med et frygtindgydende udseende, der kan jage en skræk i livet på selv det mest stålsatte sind. Han har et barskt ydre og vælger typisk at vise sig med en ulvs ansigt og store kløer i stedet for hænder. Ofte bærer han også en tung, sort pladerustning og et mægtigt slagsværd ved sin side.

Flarn har haft tradition for at udvælge sig varulve og ophøje dem til sine mirnere. De er grusomme at se på og brutalt effektive, når de bliver sendt til Niraham for at blande sig i de dødeliges stridigheder. Som regel lader Flarn dog verdens folk om selv at afklare deres konflikter. Det er kun, når Jorins tilhængere er involveret, at Flarn ikke kan modstå fristelsen til også selv at lade sine kræfter komme i spil.

Det er spået om Flarn, at han en dag vil forårsage Nirahams fald, og for at udgøre hans modpol blev Nimars fornemmeste mirner, Jorin, derfor ophøjet til gud efter Himmelkrigene. De har siden været fastlåst i en evig strid. Som oftest overlader de kampene til deres tilhængere, men de kan alligevel ikke undsige sig fra en gang imellem også at lade deres mirnere deltage i kampene.

Tilbedelse

Flarn forventer helhjertet loyalitet og hengivenhed fra sine tilhængere, og han kræver, at de ikke kun demonstrerer deres værdighed, men også deres respekt for ham med regelmæssige mellemrum. Han nyder ofringer, særligt af årets første lam. Også kampe til døden, hvor blodet flyder, og stanken af død hænger i luften, bringer ham stor glæde.

Der er ikke særlige ritualer eller kendetegn forbundet med Flarn, og der findes kun få templer indviet til hans ære. De udvalgte har dog etableret skjulte altre rundt omkring på Niraham, som de rejser imellem, og hvor de hylder deres herre. Farverne sort og blå er desuden forbundet med Flarn.

Før i tiden var februar kendt som Flarns måned, og de mest indædte af hans tilhængere afholdt blodritualer, hvor de tændte enorme bål og piskede deres rygge til blods. I år 34 EH overgik februar imidlertid til at blive anset for Rasnassolins måned, og mange frygter, at Flarns tilhængere vil udtrykke deres vrede og lade den ramme Rasnassolins følgere, når måneden indtræder.

Hierarki

• Højtempel: Mørkets Fæstning i Morkuveria
• Ypperstepræst: Garûk Grish’Sapat
• Højpaladin: Bartolomeu Siexgaarde

Gasnian

Gasnian er visdommen og den højeste indsigt. Han er en klog og eftertænksom gud, der har dedikeret sit liv til viden og forståelsen af verden, og han både ser og husker alt, hvad der sker på Niraham.

Verdens skæbne interesserer ham overmåde meget, men kun i rollen som beskuer. Gasnian griber ikke selv ind i verdens gang, og selv når de, der følger ham, er truede, skænker han det ikke mange tanker. Det eneste, der optager Gasnian, er, at al viden skal indsamles og bevares. Hvert eneste minde, der går tabt, er en synd, og intet generer ham mere end ignorance og ligegyldighed.

Det fortælles, at Gasnian konstant er optaget af at notere alt, der finder sted både på Niraham og i Aferheim. Han har påtaget sig hvervet som erindringernes vogter og sørger nidkært for at gemme og bevare al viden i sit enorme bibliotek. Intet undslipper Gasnians årvågne øje, og han følger hvert eneste levende væsens skæbne fra fødsel til død.

Gasnian er også tidens vogter. Når verden er i evig bevægelse, er det et udslag af hans vilje, og uden Gasnians indgriben ville alt blot være fastlåst som i et endeløst nexus. Han kan dermed ikke kun skue over alt, der finder sted i nuet, men husker også hver en gerning, der har fundet sted siden tidernes morgen, og heller ikke fremtiden er skjult for hans blik.

Uanset hvor meget Gasnian end måtte se og vide, handler han dog kun yderst sjældent på det. Han har ingen synderlig interesse i at blande sig i verdens konflikter, for alt, hvad de dødelige opfatter som enorme omvæltninger, er kun fodnoter i Gasnians værker, thi når man ser alt, er enkeltstående hændelser kun af uendelig ringe betydning.

Tilhængere

De, der følger Gasnians veje, er ofte tænksomme og intellektuelle væsner, og de hengiver sig i langt højere grad til ham, fordi de føler et slægtskab med hans livsopfattelse, end fordi de nærer et ønske om at opnå guddommelige gaver.

Gasnian forekommer ofte ligeglad med sine tilbedere, og han er mere tilbøjelig til at kere sig om deres værker end om dem selv, hvis de skulle blive truet af fjender. Han er neutral i enhver henseende og holder sig primært til blot at observere verdens gang, hvilket han også forventer af dem, der tilbeder ham. Der er derfor ikke mange handlingens mænd at finde i Gasnians følge.

Mange vismænd og kloge koner finder dog stor glæde ved et liv dedikeret til Gasnian. Det tillader dem at leve en fri og ubekymret tilværelse, hvor de kan hengive sig til deres kundskaber uden at skulle involvere sig synderligt i deres omverden. De af hans tilhængere, der viser sig tilstrækkelig kyndige, skænker Gasnian også righoldige gaver. Han kan ikke blot give dem indsigt i tingenes sande væren, men også i fortid og fremtid, og dem han holder nærmest, kan blive overordentlig magtfulde. Gasnian deler dog kun sine færdigheder, når han selv ønsker det, og han lader sig kun sjældent besnære af bønner eller andre fine ord.

Man finder også en del aldrende personer blandt hans tilbedere, som håber på at kunne forlænge livet gennem hans gunst.

Særpræg

Gasnian har ikke manifesteret sig på Niraham siden Himmelkrigene, og allerede før den tid var han et overordentlig sjældent syn. Når det skete, var det i form af en gammel, gråhåret mand, der syntes næsten blind og foregav at måtte støtte sig til sin stav for blot at kunne holde sig oprejst. Når Gasnian opholdt sig på Niraham, blandede han sig ikke i verdens gang. I stedet observerede han tavst og kunne ofte falde hen i dybe tanker for derefter først at give livstegn fra sig mange timer senere. Når Gasnian talte, var hans stemme imidlertid rungende og klar, og hvert eneste af hans ord var indbegrebet af den dybeste sandhed.

Efterhånden viser Gasnian sig kun for sine tilbedere i flygtige drømmesyn. Selvom han er ældet betydeligt efter Himmelkrigene, er Gasnians ord stadig klare og vise, og hans blik kan fortsat se direkte ind i sjælen. Når han taler til sine særlige tilhængere, gør hans ord så stort indtryk, at de fortsat kan fremkalde følelsen og gengive hans bud mange år senere. Når han indvier sine udvalgte i verdens mysterier, ser de alt klarere og mere tydeligt end nogen andre. Mange af dem evner også at se igennem illusioner eller skelne sande ord fra falske.

Et af de mest magtfulde remedier, som Gasnian har skænket sine tilbedere, har været timeglas med tidens sand. Sandet er den essens, som selve tiden består af, og den, der besidder et sådant timeglas, kan manipulere med tidens gang, så tiden standses og fastholder vedkommende for evigt. Gennem tiden har der været tradition for at fastholde særligt magtfulde magikere i tidens sand. Mest kendt er formentlig Moreko Aratholl.

Tilbedelse

Gasnian forventer af sine tilhængere, at de hver dag bestræber sig på at blive visere på deres omverden, og at de skriver deres lærdom ned, så ingen værdifuld viden nogensinde går til spilde. Om end han ikke ænser deres tilbedelse synderligt, værdsætter han dog stadig at se verdens børn hylde ham, for så ved han, at hans idealer bliver holdt i hu.

Farven grå er dedikeret til Gasnian, og der er en udtalt tilbøjelighed til, at dem, der følger ham, bærer denne farve – enten i form af ren grå eller blandet med hvid. Med tiden har hans tilhængere også fået for vane at benytte en vandrestok eller stav, som dog oftest kun er af symbolsk karakter. Disse klædninger skiller tydeligt Gasnians tilbedere ud fra mængden, og for det meste kan de vandre i sikker viden om, at ingen ønsker at skade hans udvalgte.

August er traditionelt blevet betegnet som Gasnians måned. Det er den tid, hvor sommeren går på held, og hvor man reflekterer over de erfaringer, man har gjort sig igennem året.

Hierarki

• Højtempel: Sandhedens Bastion i Darkonien
• Ypperstepræst: Fader Alonzo af Den Eneste Sandhed
• Ærkekardinal: Fader Vanion af Den Højeste Visdom
• Højpaladin: Fader Oltar, ordensmarskal af Visdommens Vogtere

Girak

Girak er løgnen, bedraget og den personlige vinding. Han er skruppelløs og ubekymret og har intet andet mål i livet end sit eget velbehag. Girak har helliget sin tilværelse til ved snilde og list at kunne leve et afslappet liv på andres bekostning. Det gør ham ikke i sig selv til en ondskabsfuld eller nederdrægtig gud, men når man handler med Girak, er det nødvendigt altid at huske, at han aldrig har andre prioriteter i verden end sig selv, og at han ikke skyer noget middel, så længe han blot selv får glæde af det.

Girak har et konstant behov for at blive underholdt, og mere end noget andet nyder han at manipulere og udnytte andre. Han gør glædeligt sine egne interesser til hele verdens omdrejningspunkt for derefter at kunne læne sig tilbage og smile ved synet af det kaos og den forvirring, han har skabt.

Den største kunst er i Giraks øjne evnen til at kunne sno og dreje folk om sin lillefinger, og han elsker følelsen af en dristig plan, der er lykkedes til fulde. Det er til gengæld kun yderst sjældent, at Girak tyer til voldelige løsninger. I hans øjne er ethvert mål opnåeligt, hvis man blot har snilde nok til at bearbejde sine omgivelser, og det er primitivt og æreløst at måtte ty til fysisk magt.

Af og til sker det dog, at bevingede ord ikke er nok, og der i stedet må skrides til handling. Også da foretrækker Girak dog at handle i det skjulte, og hans færdigheder er så navnkundige, at han har fået tilnavnet ‘Skyggernes Herre’.

Når alt kommer til alt, er verden ikke meget andet end et spil for Girak, der må spilles og vindes. Alle er brikker – uanset om de ved det eller ej – og sejrens sødme er for stor til at modstå. Hans lære er således også én om selvstændighed og egoisme. I den sidste ende kan der kun være én vinder af ethvert spil, og ingen bør stole på personer, der følger Girak – og da slet ikke andre af hans tilbedere.

Tilhængere

Giraks lære er lagt for had blandt næsten alle Nirahams racer og kulturer. Hver og én frygter hans tendens til at nedbryde samfundet og sprede kaos. Girak ser blot autoriteter som endnu en udfordring og har ingen respekt for fred og orden. Det er statiske tilstande, der keder ham – og jo større udfordring der er forbundet med at nedbryde dem, desto større er sødmen, når det lykkes.

Da Girak i praksis er nærved bandlyst over hovedparten af Niraham, skal størstedelen af hans tilhængere derfor findes i det skjulte. Frem for at afskrække dem synes risikoen for at ende deres dage på bålet imidlertid blot at opildne hans tilhængere og trække flere til. De finder en dyster glæde ved visheden om den store indsats, der er forbundet med at følge Giraks veje, og de sørger kyndigt for at skjule sig bag et net af løgne og bedrag.

Hans tilhængere findes blandt en bred vifte af både racer og kulturer. De har sjældent andet tilfælles end et overvældende begær efter magt, udfordringer og anerkendelse. Igennem de seneste år er foruroligende mange højtstående og centrale personer på Niraham da også blevet afsløret som Girak-tilbedere, og utallige andre er i disse tider under mistanke.

Ingen af Nirahams racer kan tilsyneladende sige sig fri for Giraks påvirkning, og uanset hvor ihærdigt der bliver slået ned på hans tilhængere, så lader de alligevel til at blive flere og flere for hvert år, der går.

Særpræg

Girak er en af de guder, der lever det mest aktive liv og oftest manifesterer sig på Niraham. Han har evnen til at skjule sit sande jeg og går derfor typisk blot for en hvilken som helst tilfældig person i menneskemylderet.

Når han viser sig for sine mest loyale tilbedere, er det dog ofte i form af en yngre mandsperson, der er lavstammet og spinkel af skikkelse, og som ikke just fremstår videre guddommelig. Hans hår er halvlangt, mørkt og rodet, og han veksler mellem at gå klædt i enten yndefulde, farverige rober eller en simpel kofte i sorte og grålige nuancer. Herudover har han det særpræg, at dem, der har set hans ansigt, ofte har overordentlig vanskeligt ved at beskrive det efterfølgende.

Som et udtryk for sin drilske mentalitet har Girak ladet det blive kendt, at han har vundet fem mirnere fra Aram, som han har udråbt som sine ærkeengle, men uden at afsløre, hvem de er. Der er gennem tiden gået mange spekulationer, men ingen af hans mirneres identitet er nogensinde blevet kendt.

Tilbedelse

Grundet den foragt, der næres for Giraks lære blandt Nirahams magthavere, sker tilbedelse af ham i smug og under yderste forsigtighed. Hans tilhængere gør sjældent meget ud af at markere deres tilhørsforhold, og selvom der ikke er specifikke kendetegn, der knyttes til Girak, ses farverne sort og orange dog ofte hos dem, der følger hans veje.

Der er desuden en kutyme blandt hans tilhængere for altid at bære hans mærke på sig. Det er ofte i en halskæde, på en ring eller et tilsvarende smykke, og i visse tilfælde får tilhængere tilmed tatoveret hans tegn et sted på deres krop. Disse tegn øger selvsagt risikoen for at blive afsløret, men det er blot en del af spillet – jo større fare, desto større hæder og anerkendelse.

Herudover forventer Girak i almindelighed af sine tilhængere, at de hver dag bestræber sig på at gøre det umulige. Det skal ikke nødvendigvis være ved regelmæssige gudstjenester, men han er dog forfængelig nok til alligevel altid at værdsætte og belønne sine tilhængeres lovprisninger.

Hierarki

• Højtempel: Nymånens Katedral i Cartheero, Zara’bash
• Ypperstepræst: Scarpo Lusenborg
• Højpaladin: Shartak Lusenborg

Jorin

Jorin er lysets og styrkens herre. Han er de retfærdiges beskytter og vogter over dem, der opretholder det gode og sande. Særligt nærer han omsorg for dem, der er villige til at dedikere deres liv til at kæmpe for lyset og om nødvendigt dø i kampen mod ondskab.

Jorins mål er at skabe en verden befolket af retskafne og disciplinerede folk, der er stærke i både sjæl og legeme, og som ikke skyr nogen midler for at fremme lysets sag. Han er kendt for at skænke sine udvalgte mægtige gaver og velsignelser. Den, der har Jorins gunst, er tilnærmelsesvist uovervindelig i kamp, og hans hellige krigere har mere end én gang afgjort historiens gang.

Der skal dog meget til at vinde hans agtelse. Jorin stiller store krav til dem, der følger ham, og han straffer de frafaldne og svage lige så hårdt, som han belønner de trofaste. Et liv under Jorins åsyn er præget af hård og streng disciplin. Ingen af hans udvalgte må udvise tegn på svaghed eller vakle i troen, og de skal hver dag stræbe efter at forbedre både sig selv og den verden, de lever i. De skal nådesløst bekæmpe ondskab og beskytte dem, der ikke selv har styrken til det.

At tilbede Jorin indebærer mange ofre. Når man giver sig hen til hans veje, må man frasige sig alle materielle goder, for et liv i overflod svækker de retfærdiges dedikation. I stedet må de leve en asketisk og afholdende tilværelse, hvor de aldrig ejer mere, end de behøver, og hvor alle rigdomme og besiddelser, de måtte opnå, tilfalder kirken. Dedikation og afholdenhed er imidlertid ikke nok i sig selv. Jorins følgere er forpligtede til også at sætte handling bag deres ord, og intet vækker hans vrede som dem, der blot ser til og tolererer ondskab eller uret.

For dem, der formår at leve op til hans strenge krav, byder livet på store glæder. Jorin kræver meget, men belønner også righoldigt. Der er store sejre og megen anerkendelse at høste under hans banner, og dem, der står ham nærmest, får styrken til at ændre hele verdens gang.

Tilhængere

Jorins tilhængere findes næsten udelukkende blandt krigere og riddere. Selvom det langt fra er dem alle, der dedikerer deres liv fuldt ud til at følge hans strenge bud, finder selv den simple soldat tryghed og styrke i hans lære og sørger for at ære hans vilje, så ofte det er muligt. Jorin selv er heller ikke blind for at belønne dem, han finder værdige, og mange krigere har først fuldt ud vendt sig mod Jorins lys den dag, de mærkede gudens styrke på slagmarken.

Også menigmand og dem, der i dagligdagen tilbeder andre guder, forsøger at behage Jorin og holde hans bud i hu, når krigen raser. Ingen vover at misbehage Jorin aftenen før et stort slag, og selv den simple bonde ønsker Jorins styrke, når hans hjem er truet. Jorins lære er særlig udbredt i Emyr, hvor hele samfundet er bygget op om idealer, der harmonerer med hans budskab om den retfærdige kamp.

Blandt Jorins trofaste tjenere finder man mange krigerpræster, der ved sværdets magt bestræber sig på at holde folket stærkt i troen på De Sande Guder og på at tvinge verdens kættere til at omvende sig til deres lære. Jorinkirkens inkvisition er også en af de mest aktive, og under ledelse af Hermann von Westendorf har de nidkært bekæmpet hekse, dæmoner og alverdens afgudstilbedere.

Særpræg

Når Jorin manifesterer sig på Niraham, sker det i form af en prægtig og muskuløs mand, der er iklædt en lysende pladerustning med et enormt slagsværd ved sin side. Han har et vejrbidt og arret ansigt og kortklippet sort hår. Han ynder også gerne at vise sig på sin stridshingst, Hardúnvarr. Jorin er kendt for at have et iltert temperament, og i stædighed overgås han kun af Djorka selv. Når han har sat sig noget for, skal det også udføres, og han tolererer ikke at blive modsagt.

Legender fortæller, at Jorin i de tidligere tider blot var en simpel dødelig, hvis evner inden for krigens kunst var så navnkundige, at da han faldt under Neldorkrigen, valgte Nimar at tage ham til sig som en af sine mirnere. Her steg Jorin snart i agtelse og blev med tiden udråbt til den øverste af mirnerne og Nimars forkæmper. Hans fornemste opgave var at vogte over Fanabinas søn Flarn og at bekæmpe ham, hver gang Flarn forsøgte at sprede kaos og uorden på Niraham. Det var en opgave, han løste til fulde, og da Flarn blev ophøjet til gud efter Himmelkrigene, blev Jorin givet den samme ære.

Tilbedelse

Jorins tilhængere klæder sig ofte i sort og hvidt og er blandt de mest aktive af gudernes tjenere på Niraham. Det er Jorins bud til sine udvalgte, at de aldrig må sidde ondskab overhørig, men hver dag skal udvikle sig og styrke deres færdigheder. Det er ikke tilstrækkeligt blot at tilbede ham; tilhængerne skal vise deres dedikation gennem handlinger frem for ord.

Hver morgen bør indledes med en bøn i Jorins ære, og hver aften sluttes af med en tilsvarende. Herudover er der en udbredt tradition for at holde ritualer til Jorins ære umiddelbart før et slag. Det er også alment kendt, at de, der påberåber sig hans navn på slagmarken, ofte finder nye kræfter, når alt håb synes ude.

September måned er dedikeret til Jorins ære. Det er den tid på året, hvor sommeren går på hæld, og vinteren nærmer sig. For at forberede sig til mørkets komme samles de trofaste og tænder enorme bål, mens de hidkalder deres gud og beder om styrke til at bekæmpe den lurende ondskab.

Hierarki

• Højtempel: Sværdets Katedral i Emyr
• Ypperstepræst: Dieter von Olsbruck
• Højpaladin: Alfrick Nerlandor

Lyane

Lyane er den frisindede og altfavnende datter. Hun er elskende og livsglad af natur, og intet væsen på Niraham kan modstå hendes charme. Hun skænker glæde, sang og latter til enhver, der følger hende, og at leve sit liv i overensstemmelse med Lyanes veje indebærer en så stor nydelse, at det i sig selv er en righoldig belønning.

Hun er datter af Sissianna og Burania og trådte efter Himmelkrigene i sin moders sted. Der er dog visse forskelle mellem de to. Hvor Sissianna var den moderlige beskytter, som sikrede sine udvalgte et fredsommeligt liv fyldt med tryghed og omsorg, er Lyane en sprælsk og fri sjæl, der lader folket tage vare på deres egen beskyttelse, mens hun i stedet opildner deres hjerter ved enhver festlig lejlighed.

Lyane er ikke en streng og formanende gudinde. Hendes lære indeholder kun få egentlige bud, og hendes tilhængere forsøger heller ikke at forkynde eller udbrede hendes lære. I stedet lader hun det være op til den enkelte at afgøre, om man ynder hendes veje og vil dedikere sit liv til hende. Lyanes kærlighed kan opnås af enhver, der stræber efter den, og hun vender aldrig en tilbeder ryggen. Hun kan tilgive selv den værste forbrydelse, hvis blot vedkommende angrer oprigtigt, og når hun først har taget nogen til sig, elsker hun dem ubetinget resten af deres liv.

Det er ikke kun livsglæden og den frie levevis, der falder under Lyanes domæne. Hun er også gudinde for kærlighed, frugtbarhed og tilgivelse, ligesom også kunsten og poesien er hendes gaver til Nirahams folk.

Tilhængere

Det synes selvsagt, at det først og fremmest er de unge og frisindede blandt Nirahams folk, der finder glæde ved Lyanes lære. Mere end noget andet er det da også sangere, kunstnere, digtere og andre kunstnere, man finder blandt hendes tro tilhængere.

Elverne føler et ganske særligt slægtskab med Lyane. Dels er hun barn af deres elskede moder, Sissianna, og var i årene efter Himmelkrigene en stor trøst for dem under Sissiannas fravær. Men særligt blandt skovelverne ses Lyanes vilde og frie natur af mange som selve indbegrebet af den elviske levevis. Selvom hendes tilbedere er knap så talrige blandt højelverne, har hun dog også der mange trofaste følgere. Selv blandt elverne er det dog primært de yngre og mere frisindede, der finder glæde ved Lyane.

Ikke kun elvere, men også de mennesker, der lever i Nirahams store skove eller ernærer sig af de goder, naturen har at byde på, søger mod Lyanes bud. Mange forelskede par bekender sig også til hendes veje. Det er Lyane, der skænker og plejer kærligheden i alt levende, og ved at glæde hende kan de vide sig sikre på et langt og lykkeligt liv sammen. Ligeledes er der tradition for, at dem, der søger kærligheden, men endnu ikke har fundet deres udkårne, opsøger Lyanes templer for at få velsignelser og lykke i deres søgen.

Selv dem, der bekender sig til andre guder i hverdagen, husker at bringe Lyane gaver, bede om lykke og glæde og synge sange til hendes ære ved de store helligdage. Livet er langt, og glemmer man at hylde hende, kan det blive et ulykkeligt og sorgfuldt af slagsen.

Særpræg

Når Lyane manifesterer sig på Niraham, sker det ofte i form af en ung og yndefuld kvinde. Hun har langt, lyst hår og synes at være omgivet af en næsten overnaturlig skønhed. Overalt hvor hun går, blomstrer livet frem, og alle skovens dyr flokkes om hende. Andre gange viser hun sig dog i selve naturen – det kan være som en skikkelse i tågen, som et yndefuldt væsen, der synes at vokse i grenene på et helligt træ, eller som et ansigt i vinden. Uanset hvor og hvordan hun viser sig, er hendes tilstedeværelse altid mærkbar for alle i nærheden, og selv dem, der ikke kan se hende, vil alligevel føle en sælsom glæde ved hendes nærvær.

I dystre tider sker det af og til, at de trofaste kan skelne hendes skikkelse i himlens stjerner, og det fortælles da også, at hun kan læse selv de inderste tanker hos dem, der skuer mod himlen.

Lyanes mirnere antager typisk form som skovens dyr og er ofte blot små og undseelige. Andre gange manifesterer de sig som følelser eller naturlige fænomener, såsom en blid brise, der stryger over landet og hvisker sit budskab i øret på de trofaste tilhængere.

Lyane sender som regel sine mirnere til verden for at vogte over dem af hendes folk, der er i fare eller er svækkede i troen. Hun griber sjældent ind i verdens gang, men er altid beredt til at støtte sine tilhængere med kærlighed og opmuntring.

Tilbedelse

Lyanes tilhængere klæder sig ofte i naturlige og lyse farver, og navnlig ses kombinationen af lysegrøn og hvid som et udtryk for deres tilbedelse. I modsætning til mange andre af gudernes tjenere sker deres tilbedelse dog først og fremmest gennem deres handlinger og ved at udbrede den glæde og kærlighed, der er hendes vartegn. Præsterne forkynder derfor også sjældent hendes bud, men forsøger i stedet at inspirere andre til at følge hende ved eksemplets magt.

Der er ingen specifikke ritualer forbundet med Lyanes veje, men ofte vil man bringe hende gaver og vise sin hengivenhed under livets store og betydningsfulde øjeblikke. Maj måned betragtes som Lyanes måned, og det er blandt andet her, at elverne holder deres sagnopspundne majfest.

Hierarki

• Højtempel: Sangens Hus i Stortemplet i Vetas, Eislonien
• Ypperstepræst: Aloe Isialla
• Højpaladin: Artima Svane

Nimar

Nimar er den beskyttende og pligtopfyldende fader. Han er vis og autoritær, men også streng og krævende. Han vogter over de retfærdige og opretholder lov og orden. Mange betragter ham som den øverste af guderne, da de øvrige guder ofte vender sig mod ham for råd og vejledning. Hans position blev yderligere styrket af, at han var en af de få guder, der overlevede Himmelkrigene.

Til Nimars visdom hører dog også, at han er langsom og eftertænksom af natur. Alt bør overvejes grundigt, og forhastede handlinger misbehager ham. Han kan derfor også virke nøjeregnende og pertentlig. De største synder i Nimars øjne er uorden og kaos, for de nedbryder den verden, som han har lagt så store kræfter i at skabe. Forandringer er heller ikke altid af det gode, og i Nimars øjne er en stabil og uforanderlig verden at foretrække.

Han er modstander af krig og lader sin vrede ramme dem, der opildner til unødvendig strid. Dog er han ikke blind for, at vold til tider må bekæmpes med vold. De af hans tilhængere, der kæmper de retfærdiges sag og stræber efter fred på Niraham ved sværdets magt, skænker han derfor store kræfter, og han ses af mange som livets vogter.

Efter Himmelkrigene har Nimar ændret sit engagement på Niraham. I mange år sørgede han inderligt over Rinas bortgang, og mange af de domæner, der tidligere blev tilskrevet ham, overgik til at blive varetaget af andre guder. Til gengæld værnede han nu dobbelt så ihærdigt om de sørgende og lidende i verden, og selv efter Rinas tilbagevenden har han derfor varetaget en position som familiens beskytter.

Tilhængere

Nimars tilhængere findes ofte blandt de herskende og magtfulde. Konger og kejsere finder styrke i hans ord, som understøtter deres ret til at herske og retfærdiggør deres handlinger, så længe de blot opretholder orden i riget og medvirker til at sikre stabilitet på Niraham. Også familiefædre, klanledere og lokale herremænd knæler ved Nimars alter i håbet om, at han vil beskytte deres folk og sikre dem mod ondskab.

Der findes også mange riddere, som har dedikeret deres liv til Nimars bud. For dem, der søger fred, er der stor styrke at finde i troen på Nimar, men deres liv vil også være præget af streng disciplin og et krav om ubetinget loyalitet over for hans bud. Endelig findes der utallige bureaukrater, handelsmænd og lovgivere, som finder glæde ved Nimars bud om besindelse og orden. De ser hans vilje som et ideal, hvor alt bør skrives ned og derefter følges til punkt og prikke, og de retfærdiggør dermed deres strikse krav til omverdenen.

Tilbedelsen af Nimar er formentlig den mest udbredte lære inden for De Sande Guders religion. De fleste af menneskenes og elvernes kulturer værdsætter hans idealer, og hans tilhængere er respekterede uanset hvilket folkeslag, de befinder sig blandt.

Særpræg

Når Nimar en sjælden gang imellem manifesterer sig på Niraham, sker det som regel i form af en yndefuld, men aldrende mand med langt hvidt hår, iført en lang, hvid kåbe. Selvom alderen synes at have indhentet ham, afslører hans øjne, at der bag det rynkede ydre stadig gemmer sig et skarpt sind. Når han taler, er det med årtusinders autoritet, og visdommen i hans ord kan ikke fornægtes af nogen dødelig. Med sig bringer han ofte sin stav, Vadal, der er kendt for at skabe lys i det dybeste mørke, orden i ethvert kaos og fred i selv det mest oprørte hjerte.

Nimars mirnere ses forholdsvis hyppigt på Niraham, og når de viser sig for verdens børn, er det ofte i form af majestætiske, menneskelige skikkelser, som udstråler en autoritet og styrke uden lige. Enkelte gange har Nimar ophøjet almindelige dødelige til mirnere, og den mest kendte af disse er uden tvivl Jorin, der før Himmelkrigene havde opnået en position som den øverste blandt Nimars mirnere og nu selv vandrer som en af Aferheims guder.

Det sker også, at Nimars mirnere tager form af tårnhøje giganter, som indgyder stor respekt hos alle, der ser dem. Det skete blandt andet under Jarcos åbenbaring på Djann-højsletten. Her viste Nimars mirnere sig og opførte på blot én nat det tempel, der fortsat pryder højsletten.

Tilbedelse

Der er tradition for, at Nimars tilhængere klæder sig i klare, hvide rober som hans egne. Før Himmelkrigene blev farverne hvid og sort regnet som Nimars farver. Efter Himmelkrigene tog præsterne i vid udstrækning hvid og rød til sig som deres foretrukne farver for at symbolisere det blod fra Rina, der havde ramt Nimars kåbe, mens farverne hvid og sort i højere grad blev associeret med Jorins præsteskab.

Typisk dedikeres bønnen midt på dagen til Nimar, da det er her, solen og dermed også livet er på sit højeste. Enhver sand tilhænger af Nimar bør derfor afstå fra voldelige eller skadevoldende handlinger fra middag og en time frem. Juli måned betragtes desuden som Nimars måned.

Hierarki

• Højtempel: Basilikaen ‘Valdemars Lys’ i Narabond
• Ypperstepræst: Jercoin Dalan
• Ærkekardinal: Faust D’Jandra
• Højpaladin: Roan Hammerberg

Ragil

Ragil er handling og forandring. Han er barn af Fanabina og Djorka og herre over initiativet og den frie vilje. Det er på hans bud, at verden er i konstant bevægelse. Intet kan forblive passivt i Ragils nærvær. Gerninger må gøres, og ord må tales, for ellers vil verden gå i stå og forrådne i sin egen stilstand.

Hans bud kan forekomme barske og uovervejede, men ethvert levende væsen kan mærke på sin egen krop, hvordan den sygner hen i mangel af handling, og hvordan sindet nedbrydes i ligegyldighed og svig, hvis det ikke stimuleres. Verden og dens folk er lige sådan, og det er Ragils pligt at sørge for, at Niraham ikke falder hen i svaghed og vægelsind.

Uanset at mange tolker Ragils lære som et kald til krig – og Ragil da også selv værdsætter krigens gerninger – er sværdets magt på ingen måde hans foretrukne redskab. Enhver, der følger sit hjerte og har modet til at stå ved sine holdninger, ligger ham nær, og bonden, der ihærdigt plejer sine marker og sin familie, står ham lige så nær som krigeren, der kæmper på slagmarken.

At følge Ragils veje kræver ikke kun initiativ og viljekraft, men også mod. Han viger kun sjældent uden om en konflikt og forlanger af sine udvalgte, at også de skal være beredte på at slås for deres idealer og om nødvendigt dø for dem.

For dem, der formår at vinde hans gunst, er der imidlertid meget at opnå. Ragil belønner sine loyale tilhængere trofast og skænker dem glædeligt store kræfter og magtfulde relikvier. Derfor er Ragils præster også blandt de mest frygtede og anerkendte af alle Nirahams gejstlige, og når krigen raser, er der ingen andre, man hellere ønsker ved sin side.

Af alle gerninger er der ingen, som Ragil foragter mere end frygt og passivitet. Han straffer de svage og hjælpeløse uden nåde, og det er Ragils udtrykte befaling, at kun flammernes magt kan rense det svækkede sind.

Tilhængere

Ragil er særlig agtet blandt dem, der lever ved sværdet og har valgt krigen som deres næringsvej. Talrige krigere fra hele Niraham har dedikeret deres liv til Ragil og finder både styrke og mod i hans velsignelser.

Han skelner ikke mellem racer og kulturer, og derfor er det en mangfoldig skare, der følger Ragils veje. Man finder tilhængere blandt alle Nirahams racer og de fleste kulturer. Af alle verdens folkeslag er roulerne og Plens befolkning dog hans mest trofaste tilhængere. I Ragils ligefremme og konsekvente natur har de fundet en guddom, der tiltaler dem og appellerer til deres væsen.

Foruden verdens krigere er der også mange jævne folk, der påkalder sig Ragil og beder om hans gunst, når de har et betydningsfuldt hverv foran sig. Han skænker glædeligt både styrke og mod til dem, der har brug for det og er villige til at kæmpe for deres sag. Og når mørket trækker sig sammen om verdens børn, og de føler, at de ikke har andre at læne sig op ad, er det Ragils navn, de råber ud i natten. Dermed er Ragil også blevet kendt som de desperates og hjælpeløses beskytter.

Særpræg

Når Ragil manifesterer sig, sker det gerne i flammerne fra storslåede offerbål. Han fremstår her som en høj og muskuløs mand i sin bedste alder. Hans hår er kortklippet og sort, og han bærer blodrøde klæder og en kraftig læderrustning.

Før Himmelkrigene bar Ragil altid sit prægtige slagsværd, Vardunger, ved sin side. Det blev imidlertid stjålet af Valknarr under hans fravær og har siden været et af de mest eftertragtede artefakter på både Niraham og i Aferheim. Før Himmelkrigene var Valknarr den øverste blandt Ragils mirnere, men da hun forsøgte at blive ophøjet til gud i Ragils fravær, vendte de øvrige guder hende ryggen, og i vrede forlod hun Aferheim. Da Ragil på ny begyndte at besvare sine tilhængeres bønner i år 11 EH, fordømte han Valknarr og udråbte hende som dæmon.

Før Himmelkrigene tog Ragils mirnere oftest form af drager, der hærgede i skyerne over Niraham. Da Himmelkrigene indtraf, og Ragil gik bort, forsvandt hovedparten af dragerne imidlertid, og de har været et sjældent syn siden. I disse tider manifesterer Ragils mirnere sig oftere som ildvæsner, og senest tog en af disse – Karax – kampen op mod Valknarr i år 29 EH ved begivenheden kendt som Adrians Bryllup.

Tilbedelse

Ragil kræver af sine tilhængere, at de konstant bestræber sig på handling og forandring. De må aldrig sygne hen, og svaghed og dovenskab er de største synder af alle. Han værdsætter dog, når folket samles for at bede til ham og tænder store bål i hans ære. Ragil tager med stor glæde imod ofringer, og intet offer er mere prægtigt end en nyslagtet tyrekalv. Farverne rød og sort betragtes som Ragils farver.

Oktober er kendt som Ragils måned, da høsten er kommet i hus på denne tid, og hære samles og marcherer ud for at møde deres fjender. Det var også i oktober måned, at Ragil vendte tilbage og på ny begyndte at tale til sine trofaste efter Himmelkrigene.

Hierarki

• Højtempel: Flammernes Katedral på Plen
• Ypperstepræst: Johan De’André
• Ærkekardinal: Edward Kainsson
• Højpaladin: Alba Boas

Rasnassolin

Rasnassolin er det brusende og temperamentsfulde hav. Før Himmelkrigene var han en mere mild og tilbagetrukken gud, navnlig kendt som vandets herre. Når regn og sne faldt fra himlen, var det et udslag af hans vilje. Han var fiskernes, bøndernes og jægernes gud, og også de folk, der sejlede på Nirahams have, var blandt hans tilbedere.

Efter at være vendt tilbage til Aferheim i år 28 EH som den sidste af de faldne guder har Rasnassolin ændret karakter. Han er blevet opfarende og krævende. Stilstand misbehager ham, og han forventer af sine tilhængere, at de tager ansvar for ikke kun deres egen skæbne, men også for Nirahams. Hans budskab er blevet ét om handling og forandring, men også om sammenhold. Der er opstået et nært og varmt fællesskab omkring Rasnassolins kirke, hvor hans tilhængere lægger deres personlige stridigheder bag sig og slider i fællesskab for at fremme hans sag.

Tilknytningen til havet har Rasnassolin dog ikke mistet. Hans tilhængere mødes fortsat trofast langs kysten for at hylde ham, og det er blevet udbredt at vende sig mod ham for at få tilgivelse og blive renset. Et udbredt udtryk blandt hans præster er, at “Havet sletter alle spor”, og sandt er det, at Rasnassolin tager imod enhver med åbne arme, fri for fordomme, hvis blot vedkommende oprigtigt har lagt fortidens forbrydelser bag sig.

Misbehager man til gengæld Rasnassolin, er hans vrede uden sammenligning. Når hans temperament vækkes, står himmel og hav i ét, og væsnerne i dybet lystrer hans bud. Da er han nådesløs og lader havet tage enhver, der kommer i vejen, indtil hans vrede på ny er stilnet af.

Tilhængere

Hvor det før i tiden navnlig var fiskere, håndværkere, bønder og simple handlende, der fulgte Rasnassolin, har hans lære spredt sig som en steppebrand blandt alle samfundslag. Særligt i Tharkien er læren blevet så udbredt, at de herskende klasser betragter den som en trussel mod deres autoritet. Rasnassolins tilhængere stræber efter en ny verdensorden, hvor det gamle og korrupte fortrænges til fordel for en tid domineret af hæderlige og retskafne kræfter. Det har appelleret til folk i tusindvis fra alle samfundslag, og i de seneste år er der opstået en næsten fanatisk kultdyrkelse omkring Rasnassolin.

Det indebærer igen, at der ikke er ét entydigt billede på hans tilhængere. Rasnassolin er blevet et symbol på drømmen om forandring og en verden, hvor retskafne og hæderlige personer hersker. Det appellerer til folk i alle aldre og professioner, men det er særligt udbredt blandt unge, frustrerede mennesker fra de lavere samfundslag. Da Rasnassolin desuden ikke går af vejen for at gennemtvinge sine forandringer med magt, har også mange soldater taget hans veje til sig.

Endelig finder man også sorgfulde og fortabte sjæle, der bærer Rasnassolins tegn. Hans budskab om, at enhver kan opnå renselse og en ny begyndelse, vækker håb blandt dem, der ellers havde mistet alt. Også kriminelle og udstødte nyder godt af, at Rasnassolin tager dem til sig, uanset hvad deres fortid måtte have bestået i.

Særpræg

Gennem de seneste år har Rasnassolin vist sig talrige gange for sine trofaste følgere. Oftest sker det som en skikkelse i bølgerne, når havet bruser. Her manifesterer han sig som en høj, spinkel mandsperson med langt skæg. Hans hår er sort og bølgende, og på hovedet bærer han en krone af træ, indlagt med guld og rav. Mest markante er dog hans øjne, der rummer et afgrundsdybt mørke. De stråler som perler, men synes at rumme al havets vildskab.

Til trods for at han i fremtoning tydeligt fremstår som en konge af havet og besidder en adfærd og mimik, der understreger dette, klæder Rasnassolin sig afdæmpet og upåfaldende. Hans tøj synes skabt af sejldug og gamle fiskenet, og han går typisk barfodet. Selv om vinteren, når havet er dækket af is, og vinden skærer i ansigtet, synes kulden ikke at påvirke ham det mindste.

Når Rasnassolin taler, er det med en høj, rungende røst, der skjuler en voldsom, underliggende vrede. Han henvender sig til sine tilhængere som en kærlig, men bestemt fader – en gud, der ganske vist elsker sit folk, men hvis kærlighed langt fra er ubetinget. Rasnassolin forventer, at hans tilbedere gør sig fortjent til hans anerkendelse, og det kan kun ske gennem handling – ikke tomme ord.

Siden år 34 EH har februar måned været betragtet som Rasnassolins måned. Tidligere var den dedikeret til Flarn, men efter den voldsomme udbredelse, som Rasnassolins tro havde opnået, bebudede præsteskabet i Etos, at måneden fremadrettet skulle bruges i bøn til ham.

Tilbedelse

Blandt Rasnassolins præster er der en udtalt tendens til at afholde storslåede gudstjenester, hvor tilbederne ikke blot lovpriser Rasnassolin, men også dedikerer deres hånd og handling til hans vilje. De afgiver løfter om, hvad de i fællesskab vil udrette til hans ære, og hvis Rasnassolin finder deres ord sande, skænker han dem sine velsignelser, så de bliver i stand til at gøre løfterne til virkelighed.

Også i den daglige livsførelse spiller tilbedelsen af Rasnassolin en stor rolle. Det er gennem deres daglige gerninger, at hans tilhængere for alvor viser deres dedikation. Ved at stå side om side ændrer de hver dag verden til det bedre, og selv den mindste og mest undseelige person har et ansvar for at bidrage.

Farven blå er længe blevet betragtet som Rasnassolins farve, og selv efter Himmelkrigene bliver den stadig associeret med hans velsignelser. Herudover er der tradition for, at hans tilbedere bærer genstande, der knytter dem til havet, såsom amuletter lavet af strandsten eller smykker udvundet af rav og drivtømmer.

Hierarki

• Højtempel: Oceanets Tvillinger i Tharkien
• Ypperstepræst: Altan Stormhjerte
• Højpaladin: Porthos De Calais

Rina

Rina er den livgivende kraft og moderen til alt levende. Sammen med sin mage, Nimar, har hun været kilden til Nirahams skabelse og har siden taget et nært og hjertevarmt ansvar for dens skabninger. Hun er omsorgsfuld og tilgivende, og hendes næstekærlighed kender ingen grænser. Hvor Nimar kan være hård og til tider kynisk, er Rina den forsonende stemme, som bidrager med varme og medfølelse.

Hendes skæbne er omgærdet af stor mystik. Fra de profeter, der prædikede efter Himmelkrigene, ved man, at Nimar fandt sin mages afhuggede hoved ved sin fod. Hvor de øvrige guder forsvandt efter Himmelkrigene, men siden gradvist begyndte at vende tilbage, var det alment antaget, at Rina måtte være død og borte for evigt. Det var derfor en kilde til stor forundring, da også hun – mange år efter Himmelkrigene – begyndte at besvare sine tilhængeres bønner på ny.

Hun er dog svagere og mere fjern nu end førhen. Hvor hendes stemme tidligere var stærk og klar, er den nu som en fjern, hæs hvisken. I de første år blev det antaget, at Rina blot skulle bruge tid til at genvinde sine fordums kræfter, men over tid er hendes tilstand forblevet den samme, og det anerkendes nu, at Rina er vendt tilbage i en anden og mere afdæmpet form end før Himmelkrigene.

Den kærlighed, hun skænker Nirahams folk, er dog så stærk som nogensinde. Det er hendes altfavnende varme, der giver de dødelige sjælefred og ro, og som noget ganske enestående for guderne tager Rina ikke kun de dødelige til sig, der tilbeder hende, men favner også dem, der ikke bekender sig til De Sande Guder. Hendes hjerte rummer alle – også de frafaldne.

Før Himmelkrigene var Rina gudinde for magi, men i hendes fravær overgik dette domæne til hendes datter Tara, der har varetaget det, selv efter Rina vendte tilbage blandt guderne i Aferheim.

Tilhængere

Hendes domæne rummer i særdeleshed familien, og hovedparten af hendes tilhængere skal derfor også findes inden for hjemmets vægge. Både mødre og familiefædre hylder hende og kommer hendes bud i hu, og også mange børn lukker øjnene trygt om aftenen i visheden om, at Rina vogter over dem. Tilknytningen til familien kommer desuden til udtryk ved, at der er tradition for at have indgraveret Rinas visdomsord i de stolper, der bærer indgangsdøren til huset.

Herudover finder hun stor udbredelse blandt dem, der beskæftiger sig med livet som profession. Blandt lægekyndige er hun overordentlig yndet, og navnlig jordemødre har en nær tilknytning til Rinas veje. Det samme gælder for dem, der arbejder med naturen. Rina har til alle tider været set som en livgivende og beskyttende kraft, så alt fra bønder til gartnere ærer hende og beder bønner til hendes ære, når de skal udføre deres hverv.

Også mange ældre finder glæde og tryghed ved Rina. Uanset at livet måtte gå på hæld for dem, finder de lykke og ro i visheden om, at deres børn og børnebørn trives, og at Rina vil vogte over deres familie og holde den tryg, selv efter de er gået bort.

Endelig husker mange elvere stadig fortællingen om, hvordan Rina kom dem til hjælp under sortelvernes første indtog på Niraham. Her trodsede hun de øvrige guder og nedkaldte en forbandelse over sortelverne, der gjorde dem sårbare under solens stråler, og hun sendte sine tre mirnere, De tre søstre, til elverne for at lære dem højmagiens kunst. Det er stadig en kilde til stor dedikation blandt elverne.

Særpræg

Rina var før Himmelkrigene et regelmæssigt syn på Niraham. Særligt i højsommeren, hvor alt liv spirede, kunne hun ofte ses gående gennem kornet med sit lange, lyse hår flagrende omkring sig, mens hun sang en stille sang, iklædt sin karakteristiske lange, gule kjole. Hun fremtrådte dengang som en smuk, midaldrende kvinde, der bar sin alder med ynde.

Nu er hun blevet markant ældre at se på. Håret har fået grå stænk, og der er kommet markante rynker om øjnene. Hun er stadig smuk og spreder glæde omkring sig, hvor end hun kommer frem, men sangen er forstummet, og hendes blik er blevet mere eftertænksomt og synes at rumme en dyb sorg. Rina er også blevet et væsentligt mere sjældent syn, og ved mange af de højtider, hvor hun før i tiden var en fast skikkelse, udebliver hun nu.

Farven gul er fortsat nært forbundet med Rinas lære – særligt den karakteristiske korngule farve. Ofte ses hendes tilhængere bære den sammen med hvid. Der er desuden tradition for at benytte kornaks til at symbolisere Rina, og mange husholdninger hænger små buketter af tørrede aks over døråbningen som et tegn på hendes velsignelse og beskyttelse.

Tilbedelse

Året rundt er der store, traditionelle højtider og fester dedikeret til Rinas ære. Det er overdådige sammenkomster, hvor alle er indbudt, og hvor mad og drikke findes i overflod. Her bliver der danset og sunget sange til den lyse morgen, og utallige af Nirahams børn kan spore deres aner tilbage til et første kys i mørket ved en af Rinas højtider.

Tilbedelsen af Rina er kendetegnet ved det fællesskab, den foregår under. Selvom hun ikke kræver det af sine tilhængere, er det nære og personlige et altoverskyggende element i Rinas lære, og det forekommer malplaceret at forsøge at genkalde sig hendes varme, hvis man befinder sig ensom og på knæ i et koldt tempel. Rina dyrkes i fællesskab, men de nærmere rammer er underordnet. Det kan være rundt om familiens bord, hvor man synger sange og deler et måltid mad, såvel som mellem to elskere i en lysning, der beder hende om frugtbarhed og lykke.

Et tilbagevendende tema blandt Rinas tilhængere er brugen af symboler. De mest indædte af hendes tilhængere vil insistere på at bære hendes tegn på sig. Ikke nødvendigvis synligt, men på en amulet eller et stykke klæde. Også almindelige hjem vil ofte være præget af en lang række symboler forbundet med hende.

Hierarki

• Højtempel: Håbets Sale i Vetas, Eislonien
• Ypperstepræst: Siliaste Elindrá Illivanas
• Højpaladin: Lanáriel Ailis

Sissianna

Sissianna er det skønne og rene i alt levende, og hendes bud handler om kærlighed og omsorg. Hun er elvernes moder og beskytter, og de elsker hende højere end noget andet i verden. Da hun gik bort under Himmelkrigene, kendte deres sorg ingen grænser, indtil den dag, hvor hun efter mange års fravær på ny begyndte at besvare sine tilhængeres bønner.

Sammen med sin mage, Burania, har hun datteren Lyane, der efter Himmelkrigene overtog en række af de domæner, der førhen havde hørt under Sissianna. Hvor Sissianna er elskende og omsorgsfuld, men også alvorlig og en beskyttende gud, der værner om sit folk, er Lyane en vild, fri og ubekymret livskraft, der spreder glæde omkring sig overalt, hvor hun kommer frem.

Der er således en mere ansvarlig og moden Sissianna, der befinder sig i Aferheim nu, end før Himmelkrigene. Visse ting ved hendes væsen vil dog aldrig kunne ændre sig. Hun har til alle tider været naturens vogter, og alt fra den mindste mus til det ældgamle egetræ har Sissiannas bevågenhed. Intet er for småt eller ubetydeligt til, at hun ikke våger over det.

Højere end noget andet elsker hun dog elverne. De er hendes udvalgte folk, skabt af Nimar og Rina i hendes billede, og hun føler et slægtskab til dem uden lige – et bånd, som elverne deler. Selvom de har taget andre guder til sig efter Himmelkrigene, vil Sissianna dog altid have en ganske særlig plads i deres hjerter, og ingen gudstjenester blandt elverne er så oprigtige og kærlige som hendes.

Tilhængere

Med det nære bånd, der er knyttet mellem Sissianna og elverne, kan det næppe overraske, at den langt overvejende del af hendes tilhængere skal findes blandt deres folk. Navnlig skovelverne er forblevet stærkt loyale over for Sissianna, selv under hendes bortgang ved Himmelkrigene, men også blandt højelverne har hun fortsat stor udbredelse. Blandt dem, der vendte sig mod andre guder under hendes fravær, vendte mange straks tilbage, da Sissianna på ny begyndte at besvare sine tilhængeres bønner.

Også blandt mennesker finder man dog en del, der har dedikeret deres liv til Sissianna. Det gælder navnlig frie og livsglade sjæle, og i særdeleshed blandt kunstnere, musikere og poeter er hun højt skattet. I mange kredse betragtes hun ligefrem som gudinden for de kunstneriske sjæle.

Endelig har unge elskende tradition for at dedikere deres bønner til Sissianna. Efter gammel vane binder de en krans i det tidlige forår til hendes ære i håbet om, at hun vil velsigne og bevare deres kærlighed. Mange par gør det samme, når de håber på at blive gravide.

Særpræg

Blandt de guder, der fandtes før Himmelkrigene, var Sissianna den yngste og smukkeste af dem alle. Hun var fager og havde en lys, næsten hviskende stemme, og hvor end hun befandt sig, spredte hendes blotte tilstedeværelse glæde.

Meget har ændret sig efter Himmelkrigene. Hun er stadig smukkere end nogen anden gud i Aferheim, men Sissianna er nu mere resolut og beslutsom. Hun tager sit ansvar som skovens vogter meget seriøst, og hun ses nu ofte med en bue og et pilekogger over skulderen. Vover nogen at true hendes skov eller hendes udvalgte folk, står hun ikke tilbage for at bevise, at de ikke kun er til pynt.

Hendes stemme er fortsat kærlig, men også fast og bestemt – som en omsorgsfuld moder, der elsker sine børn, men er fast besluttet på ikke at lade noget ondt overkomme dem.

Farven grøn har traditionelt været associeret med Sissianna, men den ses ofte i samspil med hvid og guld. Af yderligere kendetegn har Sissianna tidligere omgivet sig med en lang række naturvæsner som sine mirnere. Navnlig dryader og faune har været blandt hendes foretrukne. Mange af dryaderne gik bort ved Himmelkrigene, og efter Sissiannas tilbagevenden har hun hovedsageligt ladet faunene være sine stedfortrædere på Niraham.

Tilbedelse

Der er utallige fester, der dedikeres til Sissiannas ære, men ingen af dem overgår den årlige rituelle højtid, kendt som majfesten. Den har været praktiseret siden tiden under sortelvernes første indtog og er blandt elvernes helligste kulturelle fænomener. Selvom majfesten nu formelt er overgået til at have Lyane som sit omdrejningspunkt, er elvernes hukommelse lang, og det sidder stadig dybt forankret i dem, hvordan festen gennem århundreder har været i Sissiannas ære.

Herudover holdes der regelmæssigt gudstjenester og messer til Sissiannas ære. Visse er traditionelle og planlagte, men de fleste er blot impulsive sammenkomster, hvor folket finder nærhed og fællesskab omkring hendes bud. Sissianna stiller ikke krav til, hvordan eller hvornår hendes tilhængere skal ære hende. Hun værdsætter deres kærlighed ubetinget, og om muligt endnu mere, når den er spontan og oprigtig. Kærlighed, der gives frivilligt, er i hendes øjne af langt større værdi end den, der gives, fordi det forventes eller er forberedt.

Som et bemærkelsesværdigt særpræg vil man ved mange festlige lejligheder opleve, at det første glas, der bliver skænket ved festen, dedikeres til Sissianna og herefter hældes ud på jorden som et offer til hende. Det sker også blandt folk, der ikke i øvrigt bekender sig til Sissianna, og i visse af Nirahams kulturer har man helt glemt, hvorfor man gør det, men viderefører nu skikken af vane.

Hierarki

• Højtempel: Den Evige Sommers Tempel i Santillia
• Ypperstepræst: Alienna Morgengry Ametyst
• Højpaladin: Akarias Trane Akantus

Tara

Tara er herskeren over de frie og ubundne elementer. Himmel og hav står under hendes kontrol, ilden lystrer hendes bud, og jorden er hendes domæne. Når elementerne raser, er det et udslag af hendes vilje, men også simple fænomener som passerende regnbyger, blæsten, der fyger over landet, eller ilden, vi varmer os ved, er resultatet af hendes magt.

Hendes kræfter er overvældende, og intet levende væsen kan stå imod, når Tara lader sin styrke komme til udtryk. Hun udøver imidlertid sin magt med sindsro og forsøger kun sjældent at påvirke livets gang.

Tara er barn af Nimar og Rina, men modsat sine forældre, der i betydelig grad har involveret sig i livet på Niraham, er Tara neutral i alle henseender og bruger aldrig sine kræfter til at fremme én sag frem for en anden. Hun lader hellere elementerne rase og naturen gå sin gang, end at forsøge at opnå et specifikt mål. Hendes tilhængere kan derfor også kun sjældent forvente støtte, når de beder om råd eller kræfter. Der er til gengæld meget at vinde for den, der har forståelse for hendes veje og formår at udnytte dem.

Også magien hører under Taras kontrol. De magiske kræfter, der gennemstrømmer Niraham, og som gør det muligt for verdens magikere at udøve deres kunster, er alle et udslag af Taras magt. Førhen hørte dette domæne under Rinas kontrol, men da hun svandt hen under Himmelkrigene, gik kraften over til Tara.

Tilhængere

Taras neutralitet og hendes tendens til ikke at støtte selv sine mest indædte tilbedere har gjort hende mindre agtet end de øvrige guder, og hun har derfor også kun få egentlige tilhængere på Niraham. Mange skænker hende ganske vist ofringer og bønner, når de ønsker, at vejret eller elementerne skal være dem gunstige, men det er sjældent, at personer vælger at dedikere hele deres liv til Taras veje.

De mest trofaste tilhængere er dem, der er kyndige inden for magiens veje. Størstedelen af alle magikere på Niraham har givet sig hen til Tara i håbet om, at hun vil skænke dem kundskaber og mægtige kræfter. Mange blandt hendes følgere har da også formået at blive overordentligt magtfulde ved at dedikere sig til at forstå hendes vilje. Med disse gaver følger dog også en forpligtelse til at følge Taras neutrale veje, og de fleste magikere lever derfor en fri og uafhængig tilværelse uden at dedikere deres loyalitet til hverken racer eller kulturer.

I de seneste år er der også mange frisindede og bekymringsløse personer, der har fundet glæde ved Taras lære. Stifindere og spejdere nyder stor gavn af hendes forståelse for vinden og havet, men også udstødte, enspændere og simple vandringsmænd har hyppigt givet sig hen til hende. Det har resulteret i, at Tara over tid har fået ry for at være gudinde for røverpak og andre lovløse.

Endelig er Tara den gud, man vender sig mod, når man drømmer om en frihed, der ellers er én forundt. Kvinder, der er bundet i ulykkelige ægteskaber, er kendt for at hviske hendes navn ud i natten, og Taras tegn kan også findes ridset ind i væggene i mangt en fængselscelle.

Særpræg

Når Tara viser sig for verdens børn, er det som regel ved at tage form gennem et af elementerne. Hun åbenbarer sig ofte som en skikkelse i flammerne fra templernes hellige offerbål, hvor hun fremstår som en høj og slank kvinde med yndefulde træk. Hendes hår er langt og rødt, og hun er konstant omgivet af en tæt tåge.

Taras ansigt er udtryksløst, og selv hendes stemme afslører intet om de tanker, der gemmer sig bag det skønne ydre. Selv når hun er ganske nær, fremstår hun uklar og fylder alle omkring sig med en sælsom undren over, hvorvidt hun virkelig er til stede eller ej.

Det er ikke udbredt, at Tara benytter sig af mirnere. Når det en sjælden gang imellem sker, er det i form af elementarvæsner. Når hun ønsker at påvirke livet på Niraham, er det dog typisk gennem elementerne eller magien, hun vælger at handle.

Tilbedelse

Tara er en ganske overbærende og næsten ligeglad gud. Hun støtter sjældent sine tilhængere og forventer omvendt heller ikke, at de tilbeder hende. Ganske vist belønner hun ofte dem, der behager hende, men hun stiller kun sjældent krav og straffer endnu sjældnere dem, der ikke lystrer hendes vilje.

At tilbede Tara er derfor i høj grad blot en tilkendegivelse af, at man finder glæde ved hendes veje og vil hellige sig til at efterleve dem. Tilbedere viser primært deres hengivenhed gennem handling og vilje ved at forholde sig neutrale og ikke lægge deres loyalitet hos andre end Tara selv.

Der er tradition for, at Taras tilhængere bærer markante og mangefarvede klædninger, som tydeligt skiller dem ud fra mængden, oftest i farverne hvid, rød, blå og brun. Herudover har de tradition for at bære hendes symbol åbent – ikke så meget for at behage Tara selv, men for at bekende overfor deres omverden, at de vil ære neutraliteten og ikke udgør en trussel.

November måned, hvor elementerne raser, og folket må søge inden døre, betragtes som Taras måned.

Hierarki

• Højtempel: Elementernes Katedral i Alvonsaria
• Ypperstepræst: Alstyan
• Højpaladin: Agir Sølvfjer

Et liv med De Sande Guder

Tilværelsen for dem, der tilbeder De Sande Guder, vil være præget af utallige daglige ritualer. Hver af guderne har deres domæner, som påvirker dagligdagen, og det er vigtigt, at ingen af guderne føler sig overset eller ringeagtet.

En bonde, der vågner om morgenen, vil for eksempel hilse Nimar og takke ham for, at solen er stået op, og for at han er ved godt helbred. Herefter vil han se sine børn vågne og takke Rina for, at hun har skænket ham den velsignelse. Når han går ud til brønden for at tage vand til sit kvæg, vil han takke Tara for, at hun har ladet det regne i løbet af natten, og Sissianna for, at hun har gjort jorden frugtbar, så hans korn kan vokse. Herefter vil han sende en tavs forbandelse til Fanabina for at have givet hans kone den skarpe tunge, som gjorde, at det var ham og ikke hende, der måtte stå op for at fodre dyrene.

På et tidspunkt i løbet af dagen vil bonden også deltage i gudstjenesten for den af guderne, som han føler den stærkeste samhørighed med. Disse gudstjenester finder som regel sted i et tempel, der er indviet til en eller flere af guderne, men kan også foretages foran familiens husalter eller under endnu simplere kår, hvor et antal tilhængere blot samles om en guds hellige symbol og beder i fællesskab.

Alle tilhængere af De Sande Guder bør bede eller gå til gudstjeneste mindst én gang om dagen. Der er ofte traditioner for, hvornår bønnerne til den enkelte gud bør udføres, og disse traditioner overholdes gerne strengt. Personer, der ikke passer deres gudstjenester, bliver ikke betragtet som sande tilhængere, og mange steder vil de ligefrem kunne blive udstødt fra samfundet, hvis der bliver sået tvivl om deres dedikation til guderne.

Præsteskabet

Inden for læren om De Sande Guder har præsterne en fremtrædende og meget magtfuld position. Ingen almindelige dødelige kan nogensinde gøre sig forhåbninger om at få indsigt i gudernes vilje, så det er præsterne, der fungerer som bindeled og sørger for at belære folket om gudernes ønsker og krav. I praksis får præsterne dermed en position, hvor de taler med gudernes autoritet, og kun de færreste dødelige vover at sætte sig op imod deres ord.

Herudover er der også tradition for at lade præsterne gå i forbøn hos guderne for at få opfyldt sine drømme. Selvom almindelige dødelige også selv kan rette bønner til guderne, er præsterne særligt udvalgte og har gudernes gunst, så der er væsentligt større forudsætninger for, at deres ord bliver hørt. Skulle en tilbeder være faldet i unåde hos sin udvalgte gud, er det også præsterne, man går til for at lære, hvordan man kan behage guden og på ny få fremgang i tilværelsen.

Præsteskabet er systematiseret og opbygget omkring et strengt hierarki. Man kan ikke blot uden videre udråbe sig selv som præst, og skulle man forsøge, vil man snart mærke den straf, der er forbundet med at sætte sig op imod det gejstlige hierarki. Før de er værdige til at modtage gudernes velsignelser, er det nødvendigt, at præster gennemgår en lang og intensiv uddannelse. Karakteren af denne varierer ofte fra gud til gud, men som regel indebærer den lange perioder med studier og meditation, der skal åbne sindet for gudernes vilje. Ofte må præstelærlinge også leve en asketisk tilværelse, som skal fjerne distraktioner fra deres liv.

Det er en langsom og slidsom proces at blive udlært til præst, og mange aspiranter kan stræbe et helt liv uden nogensinde at opnå gudens velsignelse. De præster, der vækker gudens gunst, kan til gengæld opnå mangt og meget. Guderne giver deres udvalgte store magiske kræfter, og over tid kan præsterne øge deres kunnen og opnå evnen til at udføre mirakler i deres navn. Præsternes magt ligger dog først og fremmest i den autoritet, der kommer af at forstå sig på guderne og at forkynde deres vilje – når præsten taler, er det gudernes vilje.

Hierarki

Alle kirker og præster under De Sande Guder lever i et strengt og velorganiseret hierarki, som administreres fra Stortemplet i Etos. De enkelte guders kirker kan selv bestemme den indre tilrettelæggelse af kirkens anliggender, og man vil derfor finde forskellige titler og rollefordelinger i kirkerne, men de overordnede religiøse principper for, hvordan religionen skal forstås og praktiseres, bliver fastlagt gennem religiøse doktriner, der udstedes af Stortemplet.

For hver af De Sande Guder er der udpeget en ypperstepræst, der er gudens øverste autoritet på Niraham inden for religiøse anliggender. Ypperstepræsternes magt er absolut, og ethvert forsøg på at modsætte sig vil blive straffet hårdt. Sædvanligvis udpeges ypperstepræsterne på livstid, men fra tid til anden sker det, at en ypperstepræst mister opbakningen i kirken eller af andre årsager er nødt til at fratræde i utide.

Det er stort set ukendt, at nogen udfordrer den siddende ypperstepræst. Den eneste gang i nyere tid, det er sket, var i år 29 EH, hvor sortelverne udråbte Liena Renor Ikal’daka som ypperstepræst af Dilarna i protest mod, at den hidtidige ypperstepræst, Fader Tobias, var menneske. Da sortblodsfolk angreb Kaukarzil i år 32 EH, blev Dilarnakirken imidlertid reduceret til ruiner, og Liena antageligt dræbt, hvorved konflikten ophørte.

Under sig vil ypperstepræsten i de fleste af kirkerne have en ærkekardinal. Hvor ypperstepræstens ansvar er at tage vare på de religiøse anliggender, er ærkekardinalens hverv at varetage kirkens indre forhold. Ærkekardinalen varetager dermed den rent praktiske administration og har navnlig til opgave at sikre disciplin og orden blandt præsterne samt straffe dem, der træder ved siden af.

Til at varetage det egentlige arbejde med at holde sammen på kirken er der oftest udpeget et antal kardinaler, gerne 5-8 personer, som står under både ypperstepræstens og ærkekardinalens lederskab og sendes ud i verden for at varetage kirkens interesser på Niraham. Kardinalerne er typisk meget aktive, og det er ikke usædvanligt, at de involverer sig ganske nært i begivenhederne på Niraham.

Inden for hver af kirkerne vil man også finde en højpaladin, der er den øverste ansvarlige for kirkens militære magt. Højpaladinen sørger dels for at varetage sikkerheden omkring ypperstepræsten og ærkekardinalen, men er også ansvarlig for at beskytte kirkens højtempel og tilser desuden, at der uddannes en kompetent garde af tempelvogtere og religiøse krigere, der kan beskytte kirken under verdslige konflikter. Inden for de fleste af kirkerne er det også højpaladinen, der er øverste ansvarlige for den kirkelige inkvisition.

Templerne

Overalt på Niraham er der oprettet storslåede templer i gudernes ære. Hvert land har hundredvis af templer, fra monumentale bygningsværker til små, undseelige landsbykirker. De fleste er dedikeret til kun én gud, og det er ikke usædvanligt, at der selv i mindre landsbysamfund er et stort antal templer, så alle de mest velsete guder er repræsenterede.

Andre templer er indrettet sådan, at alle gudernes tilhængere kan rejse dertil og bede til deres udvalgte, men selv her vil der typisk være særskilte fløje til hver af guderne eller som minimum en særskilt søjle med hver af gudernes symboler på. Når et tempel er indviet til alle De Sande Guder på denne måde, bruger man typisk betegnelsen ‘Mangfoldighedens Tempel’ om det.

De fleste tilhængere af De Sande Guder vil derudover indrette små husaltre i deres hjem. Det anses for god skik at bede til sin udvalgte gud regelmæssigt og mindst én gang om dagen. I travle tider, som når høsten skal i hus, er det accepteret, at det blot kan ske i hjemmet, men sande tilbedere bør også sørge for regelmæssigt at deltage ved egentlige ceremonier i det lokale tempel. De mest dedikerede tilhængere vil også flere gange i deres liv rejse til et af Nirahams større templer for her at mærke gudernes nærvær.

Stortemplet

Det største og mest agtede af alle templer på Niraham er Stortemplet i Etos. Det blev opført i årene efter Himmelkrigene under Jarcos’ personlige åsyn, og arbejdet blev ledet af hans fornemmeste rinder, forkynderen Dina. Templet er det ubetinget største af sin art på hele Niraham, og ingen andre templer kommer blot i nærheden af dets monumentale størrelse.

Her er indrettet fløje til hver af guderne, så store, at de hver især fremstår som katedraler. Alt er større og mere overvældende end noget andet på Niraham, og det er et udbredt fænomen, at selv de mest dedikerede præster taber pusten og blot må stå i tavshed og lade blikket strække sig mod himlen første gang, de oplever Stortemplet.

Stortemplet er hjemsted for et meget stort præsteskab. Dels forestår de gudstjenesterne i templet, men de har også et vigtigt formål med at indsamle og formidle viden om guderne. Herudover er templet en yndet uddannelsesinstitution, og der er en ganske særlig prestige forbundet med at have modtaget dele af sin uddannelse i Stortemplet eller som præst at have prædiket under dets tag.

Omkring Stortemplet befinder sig et utal af tilstødende bygninger, og der er et konstant mylder af liv. Udover at være De Sande Guders religiøse centrum er Stortemplet også omdrejningspunktet for hele det praktiske bureaukrati, der er en forudsætning for at holde sammen på den verdensomspændende religion. Budbringere bevæger sig konstant ud i verden med både religiøse og verdslige dekreter.

Templet er også et søgt pilgrimsmål, og hvert år rejser tusindvis dertil for at bede i Nirahams fornemmeste helligdom og føle sig nærmere guderne. Der er derfor en konstant trængsel i og omkring templet, og når der kaldes til gudstjeneste, kan menneskemylderet forekomme aldeles overvældende.

Jarcos Tempel

Ved afslutningen på sin åbenbaring demonstrerede Jarco gudernes magt for de forsamlede ved at lade Nimars mirnere opføre et tempel på Djann-højsletten på blot én nat. Da de forsamlede vågnede i morgensolens første stråler, stod templet færdigt, og de gik alle dertil for at bede.

I de første år efter åbenbaringen var Jarcos Tempel det religiøse omdrejningspunkt for læren om De Sande Guder, men da Jarco i år 29 EJ flyttede fra templet på Djann-højsletten til Stortemplet i Etos, overtog det snart positionen. Efter Jarcos død i år 162 EJ blev det bebudet, at Stortemplet i Etos skulle være den endegyldige autoritet inden for gudernes lære.

Siden har Jarcos Tempel på Djann-højsletten levet en noget mere tilbagetrukken og anonym tilværelse. Det er stadig befolket af en større stab af præster, men de lever en ensom tilværelse på den vindomsuste slette, og templet har med tiden fået en nærmest mytisk betydning. Det benyttes nu navnlig som et pilgrimsmål, og der er opstået en tradition for at rejse til Etos og derfra tage den lange rejse til fods ud til Jarcos Tempel.

Blandt de mest dedikerede tilhængere af guderne er det fast antaget, at der ikke er noget sted på Niraham, hvor de føler sig nærmere guderne og Jarco end i hans tempel på Djann-højsletten. Blandt præster er der opstået en opfattelse af, at man mindst én gang i sit liv bør vandre pilgrimsfærden til Jarcos Tempel.

Højtemplerne

Inden for hver af De Sande Guders kirker er der udpeget ét tempel, som typisk udgør det religiøse og administrative centrum for den pågældende kirke. Det er ikke nødvendigvis det største eller mest prangende af kirkens templer på Niraham, men der er dog en vis tendens til, at det mest prestigefyldte af kirkens templer udpeges som dets højtempel.

Det er her, ypperstepræsten har til huse, og hvor hovedparten af kirkens administration finder sted. Inden for de af kirkerne, der benytter sig af en ærkekardinal til at varetage kirkens administrative anliggender, vil højtemplet derfor også næsten uden undtagelse være dennes hjemsted. En del af højtemplerne har en mere praktisk end religiøs betydning, og visse af dem benyttes fx ikke til højtider eller offentlige messer.

Som udgangspunkt er det ikke tilladt for nogen tilbeder af andre guder at betræde højtemplet uden invitation. Hvor de fleste gudstempler, som afholdes til De Sande Guders ære, typisk er åbne for enhver, vil der ofte være restriktioner, når det kommer til højtemplet. Begrundelsen skal dels findes i, at de betragtes som helligdomme, hvor kirkens præster kan færdes og tale frit. Meget ofte rummer højtemplerne dog også kirkens skatte og samlinger af magiske artefakter, som de vogter nidkært over.

Basilikaen ‘Valdemars Lys’

Næstefter Stortemplet i Etos er Basilikaen i Narabond det største og mest enestående tempel på Niraham. Den er opført som en mindre udgave af Stortemplet i Etos. Efter at have overset arbejdet med Stortemplet rejste forkynderen Dina med sin ægtefælle Nikolai Akonos i år 29 EJ nordpå, hvor han underlagde sig det område, der nu udgør Narabond, og Dina begyndte herefter arbejdet med at opføre et prægtigt tempel i landet.

Ligesom Stortemplet består Basilikaen af et stort hovedtempel med en række sidebygninger, der hver især er dedikeret til en af De Sande Guder. Alt er opført i hvidt marmor, og rundt om templet er anlagt en frodig have, hvor præsterne vandrer og fører sindrige samtaler om gudernes veje. Der er et væld af præster, som har deres daglige gang i Basilikaen, men dørene står åbne for enhver, der måtte ønske at bede under dens tag. Narabonds statsmænd har også fået for vane at rådspørge præsterne i Basilikaen, før de træffer afgørende beslutninger, så der kan ses et væld af magistrater og budbringere, der konstant iler til og fra templet.

I år 22 EH udbrød der en ødelæggende brand i Basilikaen, hvor store dele af den prægtige bygning brændte ned. Dronning Tirri bebudede, at bygningen skulle genopføres, og arbejdet gik snart efter i gang. Ved dronning Elisabeths kroning i år 32 EH blev hovedparten af den genopførte bygning indviet og taget i brug, og også Nimars ypperstepræst, Jercoin Dalan, rykkede ved denne lejlighed sin formelle tjenestebolig tilbage i templet. Der udestår dog stadig en del finpudsning og afsluttende arbejder, før Basilikaen er fuldt genopført.

Til ære for kong Valdemar Narabond, der døde året inden branden i Basilikaen, gav man den nyopførte bygning tilnavnet ‘Valdemars Lys’.

Inkvisitionen

Siden den tid, hvor Jarco åbenbarede De Sande Guder for verdens folk, har det været en fast del af gudernes lære, at deres budskab om nødvendigt må udbredes med magt. Narabonds grundlægger, Nikolai Akonos, var et af de første og mest fremtrædende eksempler på, hvordan konvertering med sværdets magt var et væsentligt mere effektivt redskab end ordet alene, og både før og siden har det været fuldt ud accepteret, at det var nødvendigt med en kirkelig inkvisition for at få verdens kættere og afgudstilbedere til at erkende De Sande Guders autoritet.

Hver enkelt af gudernes kirker har deres egen inkvisition, og selvom de formelt er underlagt doktriner fra Stortemplet i Etos, har inkvisitionerne dog langt hen ad vejen frie tøjler til selv at tilrettelægge deres arbejdsmetoder og udvælge de sager, som de mener er værd at kæmpe for. Sædvanligvis er kirkernes inkvisitioner underlagt højpaladinen, og blandt mange råder de over en anseelig hærstyrke, som flere gange har medvirket til at afgøre verdens gang på Niraham.

Det ses således ikke sjældent, at inkvisitionerne også involverer sig i verdslige anliggender og lader sig mønstre på slagmarken side om side med konger og kejsere, hvis de har sammenfaldende interesser. Udover at være en stærk, religiøs autoritet har inkvisitionerne derfor også med tiden opnået stor politisk indflydelse.

For en tid forsøgte præsteskabet ved Stortemplet i Etos at samle inkvisitionerne under deres fælles, koordinerede råderet. Det skete, da de i år 6 EH udstedte dekret til alle Nirahams folkeslag om, at de skulle overgå til at praktisere efter en religiøs doktrin, kendt som Den Monopatiske Kirke. Selvom den nye doktrin mødte stor modstand, havde Stortemplet dog held til at forene en storslået, religiøs inkvisition, som i de efterfølgende år var aktivt involveret i det politiske spil på Niraham.

Modstanden mod Den Monopatiske Kirke blev dog til sidst for stor, og i år 27 EH måtte Stortemplet skrinlægge doktrinen, og siden har kirkernes inkvisitioner atter kun været underlagt autoriteten fra deres egen kirkes overhoveder.

Udover at udbrede gudernes ord til de vantro har inkvisitionerne også et væsentligt ansvar for at sikre, at folket forbliver stærkt i troen. Det er et hverv, de udfører nidkært, og flere af gudernes inkvisitioner bliver med rette frygtet for deres tendens til at kaste mistænkte afguds- og dæmontilbedere på bålet, ofte med kun begrænsede beviser.