Nyheder 2019

Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2019, hvilket svarer til år 29 EH på Niraham.

I løbet af året fandt krigen mellem Narabond, Paravien og Gothia sin afslutning, men konflikten blev siden afløst af en storstilet religiøs udrensning i Gothia. En alvorlig sygdom spredte sig over størstedelen af Niraham og gjorde befolkningen syge. Ingen kur syntes at virke, og som året gik, blev vrede og frustration gradvist afløst af apati. Mod årets afslutning slap sygdommen dog sit greb i landet, og der blev indkaldt til bryllup mellem Adrian og Valknarr i Dragegabet.

• Januar
• Februar
• Marts
• April
• Maj
• Juni
• Juli
• August
• September
• Oktober
• November
• December

Januar

Narabond

Sigurd har i den seneste tid opholdt sig i Arnstadt. Det har ikke været helt frivilligt, da hans intention er at tage videre mod nord. Det har dog ikke været muligt, så længe ruterne forbi Nordborg har været lukkede. Utålmodigheden begynder at melde sig, og han tager en gåtur gennem Arnstadts gader, hvor han får en god snak med flere borgere undervejs. Også de er begyndt at blive trætte af ikke at kunne rejse nordpå.

Nogen må imidlertid have hørt deres bønner, for pludselig bliver Sigurd næsten væltet omkuld af en knægt i fuldt firspring. “De er ved at åbne blokaden!” råber han. “Endelig kan vi komme igennem!” Sigurd beslutter sig for straks at komme afsted, inden passagen bliver lukket igen.

På vejen møder han et større optog af præster, paladiner og tempelvogtere, men de lader ham passere uden videre. Flere af dem bærer tunge oppakninger. “Undskyld, min gode herre, men hvad er årsagen til, at der bliver pakket sammen?” spørger han en Gasnian-paladin. “Stormødet er slut. Der er kun nogle få, der bliver tilbage et par dage endnu, inden de skal videre nordpå.” Sigurd bemærker, at svaret antyder, at optoget ikke er på vej hjem, men derimod skal løse en anden opgave.

Gothia

Efter stormødet er ophørt, og vejene gennem Narabond igen er blevet farbare, strømmer det til med nyheder fra både nært og fjernt. En af de mest skelsættende er, at Gothias adel har overgivet sig. “Gothia er faldet, Gothia er faldet!” lyder det. “Hil den narabonske sejr over det hedenske land!”

Knapt er skålene blevet udråbt til ære for Elisabeth og Lochtar, og håbet om fred lang om længe er blevet udtrykt, før rædselsberetninger om krigens efterspil begynder at sprede sig. Flygtninge fra Gothia fortæller om plyndringer og lejesoldater, der trænger ind i landet for at tage del i krigsbyttet. Landsbyer bliver brændt ned én efter én, mens hævntogter og drab hærger dagligdagen.

Som om det ikke var nok, har Paravien påbegyndt en religiøs udrensning i landet for at få bugt med den gamle norrlandske tro. Målet er én gang for alle at konvertere Gothias befolkning til læren om De Sande Guder. Nimars inkvisition rejser brutalt gennem landet og tvinger folk til enten at underkaste sig eller dø for deres tro. Beretningerne om præsteskabets metoder varierer, men mange beskriver dem som fanatiske. Det præcise omfang af inkvisitionens aktiviteter kendes ikke, men alle, der vender tilbage fra Gothia, fortæller enstemmigt om drastiske fald i indbyggertallet i de byer, hvor kirken har haft sit indtog.

Rygter på kroen

Svend kommer glædestrålende ind til Olga og Svend. “Porten er åben! Nu kan vi langt om længe ånde lettet op!” udbryder han. “Lettet op og lettet op. Det var jo bare et stormøde mellem kirkerne. Så farligt var det vel heller ikke,” lyder svaret. Men Svend lader sig ikke affeje så let. “Farligt? Tja, det er i hvert fald ikke farligt, så længe man ikke gør dem noget. Men når de er samlet så mange, må der jo være et eller andet vigtigt, de har skullet tale om.”

Ved et bord lidt derfra sidder nogle narabonske riddere og glæder sig over at være kommet hjem fra krigen i Gothia. De har tydeligvis ikke oplevet meget til kampene eller krigens rædsler. “Har I hørt, at de to kvinder, vi mødte, der var strandet i Gothia, faktisk var to roulere?” spørger en af ridderne.

En velklædt kvinde rejser sig fra et andet bord og går over mod dem. “De må undskylde mine ligefremme ord, gode herrer, men er I kommet direkte fra Gothia hertil?” spørger hun. “Ja, det er vi, og vi skal snart videre igen, men først tager vi meget gerne en øl med en smuk dame som Dem.” Men kvinden har tydeligvis andre intentioner. “Disse to roulere, I snakker om. Hvem er de?” spørger hun. “Jo, jeg tror nok, den ene hed Esther,” lyder svaret.

Februar

Eislonien

Ithillia vågner op til rædselsskrig. Hun befinder sig i en lille by uden for Vetas. Forvirret og skræmt ser hun sig omkring, men kan ikke lokalisere kilden til rædslen. Hun pakker hurtigt sine ting og gør sig klar til at flygte. Alle omkring hende er for paniske til at kunne formulere sammenhængende sætninger, og følelsen af frygt begynder også at snige sig ind på hende. Selvom hun ikke kan se kilden, mærker hun dens tilstedeværelse klart, som om den rammer hende med en hammer – en essens af ren ondskab. Følelsen intensiveres, og hun ser langsomt, hvordan den begynder at tage form og materialisere sig.

Uden at tøve stormer hun væk, panisk og ude af stand til at tænke klart. Hun støder ind i en person på flugten, men ignorerer vedkommende og løber videre. En anden flygtende skikkelse griber fat i hende, og hun vælter omkuld. Mørket trækker sig tættere sammen, og hun mister bevidstheden. Timer senere vågner hun op, alene og uden nogen fornemmelse af, hvad der er sket. Hun fortsætter sin flugt, desorienteret og uden at ænse, hvor hun er på vej hen. Først lang tid senere kommer hun til sig selv på en bakketop, hvor en dyb, rungende lyd river hende ud af sin tåge. Krigstrommer. Noget stort nærmer sig.

Dragegabet

Krigeren Baldrian bliver kaldt til af sin sergent. “Du er ny, ikke sandt? Fra Emyr?” spørger sergenten. “Korrekt, min herre, og sendt direkte videre derfra til Dragegabet,” svarer Baldrian instinktivt. Han og de andre soldater har bemærket den anspændte stemning blandt befalingsmændene, men de ved stadig ikke, hvorfor de er udstationeret her. Sergentens ordrer giver heller ingen svar. “Godt. Vi skal bruge dig til en patrulje. I skal undersøge en række områder og melde tilbage om, hvordan de vil være at beskytte.”

I baggrunden lytter en handelsmand, Harald, med på samtalen. Selvom han ikke ved meget om militærstrategi, genkender han tegnene på, at der er ballade under opsejling. Han begynder diskret at pakke sine varer sammen. Der er gode penge at tjene op til en krig, men når først kampene begynder, er alle i området i fare – også uskyldige handelsmænd. Ud fra de forsyninger, hæren har efterspurgt, er det tydeligt, at man forbereder sig på kamp. Men mod hvem eller hvor forbliver et mysterium.

Narabond

Sigurd kommer vaklende ud fra en kro i Kungstadt og ser et papir blafre for vinden. Han griber det og læser teksten:

I nærheden står nogle narabonere også med en seddel. De griner og taler om, at generalen nok bare fejrer Narabonds sejr med et harem af gothiske slaver. Sigurd ryster på hovedet over deres ufølsomme humor. Hvis noget er sket med Narabonds øverstbefalende, lover det ikke godt for landet. Han kan ikke lade være med at undre sig. Ifølge officielle meldinger skulle Gothia have overgivet sig, så det virker underligt, at en højtstående officer pludselig forsvinder.

Gothia

Sigurd kan ikke længere tøjle sin nysgerrighed, så han beslutter sig for at rejse til Gothia. På vejen ser han et utal af paraviske delinger, og da han ankommer til Gothia, er de nærmest overalt. Og de er stadig i fuld rustning, alt imens det strømmer ind med rapporter til befalingsmændene.

Længere inde i landet kan han ikke længere være i tvivl om, at krigen fortsætter, nu blot i det skjulte. Der er gang i et regulært paravisk korstog. Befolkningen har ikke frivilligt omvendt sig, og jo hårdere paraverne har strammet grebet, desto mere ihærdigt har befolkningen gjort modstand. Hver dag kan Sigurd se gårde, der er brændt ned, og på mange af dem har døren været barrikaderet udefra. Han kommer også forbi enorme massegrave, hvis lige han aldrig før har set. Blandt det paraviske militær taler man om, at mange af de døde skyldes selvmord, men Sigurd ser rigeligt med tegn på andre årsager.

Der er oprettet militære lazaretter flere steder i landet, hvor ikke kun soldater men også civile kan få lægehjælp, og de er velbesøgte. Til gengæld er der intet nyt om generalen nogen steder. Sigurd må dog erkende, at den narabonske befolkning næppe er blevet fortalt sandheden om hans forsvinden. Fra paraviske soldater hører Sigurd et rygte om, at generalen slet ikke var på vej til Narabond, da han forsvandt, men var udsendt på en hemmelig opgave i Gothia, og at sidst han blev set, var det i følgeskab med to personer, der stod under hans beskyttelse, og som havde uhyggelig travlt.

Rygter på kroen

På Fede Svends kro går snakken højt om sejren over Gothia. Kun en enkelt herre sidder forstummet i baren og tager ikke del i glæden. “Farvel Erik. Ædle Erik. Din bortgang gør ondt,” mumler han. En narabonsk ridder hører det og rejser sig. Først skal han til at antaste vedkommende i baren, men ombestemmer sig og kaster i stedet sit krus væk, så det splintrer mod gulvet, hvorefter han forlader kroen.

En mand klædt i flotte, lyse farver kommer senere på aftenen ind på kroen. Han præsenterer sig, men allerede ud fra hans påklædning er det åbenlyst, at han er fra Tharkien. Han har imidlertid ikke den samme, karakteristiske selvsikkerhed, der er typisk for tharkere, og efter et par krus øl kommer det frem, at han er i dyb sorg. Han er pelshandlende, men hele hans varebeholdning er blevet stjålet. Selv de levende dyr har han mistet. Det eneste, han har tilbage, er sin regnskabsbog, hvor nogen med grov håndskrift har skrevet ‘Undskyld, vi fryser!’ på omslaget. Og for at gøre ondt værre, er foråret på vej, og de handlende fra Paest er ved at oversvømme markedet med lune pelse til billige penge, så hele hans levebrød er nu truet.

Marts

Dragegabet

Handelsmanden Harald er igen på vej mod Dragegabet. Selvom alle hans instinkter fortæller ham, at han burde blive væk, så er der gode penge at tjene for tiden. Virkelig gode. Så han kører nu i fast rute mellem Narabond og Dragegabet, selvom han hver gang bekymrer sig for, om han slipper levende derfra. Noget er tydeligvis under opsejling.

Denne gang er noget imidlertid anderledes. Efter at have afhændet sine varer bliver han betalt for at fragte en stor, tung kiste med ud fra Dragegabet. Der er mange af dem, men Harald har kun plads til den ene på ladet. Resten må andre tage sig af.

Harald får gjort det, han skal, hvorefter han begiver sig afsted mod Narabond. På vejen rammer hans vognhjul en stor sten, og kisten glider ned fra ladet og rammer jorden. Der bliver slået hul på et hjørne, og da han skal løfte kisten tilbage op på ladet, ser Harald, at den er fyldt med hundredvis af ens kuverter. Nogle af kuverterne er faldet ud, og han kommer ved et uheld til at åbne og læse indholdet fra en af dem. Til sin store overraskelse ser han, at det er en bryllupsinvitation. Han lukker hurtigt kuverten igen og prøver at få det til at ligne, at den aldrig har været åbnet, hvorefter han fortsætter på sin rejse.

Eislonien

Ithillias sorg vil ingen ende tage. Hun har fulgt sporene fra den lille by nær Vetas, hvor noget ondt manifesterede sig og drev befolkningen på flugt. Byens borgere er flygtet nordpå, men er her blevet angrebet af sortblodsfolk fra Morkuveria. Mange er døde, og resten bliver nu holdt som fanger. Krigstrommer lyder dagen lang og driver fangerne til vanvid, og de kan snart ikke mere. Nogle få holder stadig fast i et naivt håb om, at de vil blive reddet, men for hver dag der går, svinder håbet mere og mere.

Narabond

Efter afslutningen på krigen i Gothia er et nyt problem begyndt at brede sig. I krigens sidste måneder strømmede der lykkeriddere og landevejsrøvere til Gothia for at få del i krigsbyttet, men det er nu ved at være udtømt, og mange er rejst dertil forgæves. De har i stedet ladet deres dårlige intentioner gå ud over de områder i Narabond, der støder op til grænsen, og lovløsheden spreder sig dag for dag. Stemningen er på kogepunktet, og Sigurd, den ellers altid glade og optimistiske vandringsmand, er blevet overfaldet og berøvet to gange inden for kort tid. Begge gange i Narabond.

Rygter på kroen

“Efterlysning! Efterlysning! Er der nogen, der har set Store Hans? Sidst vi så ham, snakkede han om at ville lave mad ombord på et skib. Hans bror, Fede Svend, har brug for at få ham hjem. Deres gamle mor er syg, og det er vigtigt, at Store Hans kommer hjem hurtigst muligt. Svend er taget ud for at lede efter ham, men nu er Svend også forsvundet.”

Olga er godt træt af at skulle løse andres problemer, så efter at have ladet sine frustrationer gå ud over kroens gæster og råbt sig selv hæs, sætter hun sig ned med et krus øl. En mand i flotte gule klæder kommer hen til hende for at spørge, om der er nyt om Hans eller Svend. Hun affejer ham med et kontant “Nej!”, og tilføjer så eftertænksomt, at hun trænger til at snakke om noget andet.

“Men Olga, så lad mig da fortælle dig noget helt andet,” siger herren. “Har de hørt, at der ikke går længe, før den nye ypperstepræstinde af Dilarna bliver udpeget? Der er kun to kandidater tilbage, så kirken i Underverdenen står på den anden ende de her dage.”

Olga er ikke imponeret. “Hvad rager det mig, unge naraboner?” Udover Hans, der er væk, og et hønsehus fuld af høns, der ikke vil lægge æg, er der rigeligt med andre historier fra overfladen. Sortelverne interesserer hende ikke.

Herren lader sig imidlertid ikke uden videre affeje. “Der er jo stadig præster fra stormødet i landet, og en del af dem skal nok finde vej her til kroen. Det kommer til at sætte Underverdenen på den anden ende, når der bliver valgt en ny ypperstepræst, så den viden kunne jo nok være lidt penge værd.”

April

Gothia

Efter en tur på kro i Nordborg tager Sigurd mod Tharkien. Han er godt træt af tilstandene i Narabond, og i Tharkien må man da kunne finde hæderlige forhold og et par nye, spændende bekendtskaber. Ved ankomsten til Sølvborg ånder alt da også fred og fordragelighed. Byen er rolig, og hen mod aftenstide får Sigurd som altid lyst til en lille skænk eller to. Han leder efter et sted, hvor han kan slukke tørsten, og der går ikke længe, før han ser det velkendte lys fra et krovindue, og i døråbningen bliver han mødt af glade mennesker, der byder ham indenfor.

Efter et par timer i godt selskab foreslår en herre ved Sigurds bord, at han burde tage en tur til Paest. “Paest?” siger Sigurd forvirret, og havde han været mere ædru, ville han formentlig have registreret, hvordan der blev fnist i baggrunden. “Ja, alt nyt i Tharkien sker for tiden i Paest,” lyder svaret. “Der kan du finde mangfoldighed på den helt store skala.” Næste morgen tager Sigurd anbefalingen til efterretning og bevæger sig mod Paest. Ved ankomsten til byen bliver han stoppet af byvagten og præsenteret for et noget ubehøvlet spørgsmål. “Er De fra Gothia?” lyder det kontant. “Nej, jeg er naraboner,” svarer Sigurd så høfligt som muligt og redegør for en række bekendte i byen, der kan bekræfte oplysningen, hvis det måtte være nødvendigt.

“Så kom indenfor. Men sørg for at være på vagt. Og pas på ryggen!” svarer vagten. Noget forundret kan Sigurd ikke lade være med at spørge, hvad denne række spørgsmål og advarsler skyldes. Svaret huer ham ikke. “Jo, ser du. Det er strømmet til med flygtninge fra Gothia, og de er ikke glade. Hver eneste dag er der slåskampe i gaderne, og de overfalder rask væk narabonere overalt, hvor de støder på dem. Og lad os slet ikke tale om, hvad de gør ved paravere.” Sigurd er fortvivlet. Han var rejst til Tharkien netop for at slippe væk fra krigens ulyksaligheder. “Lyt til et godt råd,” fortsætter byvagten. “Hvis jeg var naraboner, ville jeg overveje at finde et andet sted at opholde mig for tiden.”

Narabond

Sigurd rejser slukøret tilbage til Narabond og fortsætter mod de nordlige egne omkring Nordborg, han kender så godt. Her er tilstanden knap så præget af krigen mod Gothia, men derfor skorter det ikke på rygter af den grund. Her går snakken i stedet på tilstandene i Vinterskoven, hvor der som altid sker alverdens lyssky foretagender.

En præst forklarer Sigurd, at han selv lige kommer nordfra, og Sigurd kan ikke lade være med at spørge ind til, hvad der sker i området for tiden. “Jeg var tæt på Vinterskoven forleden,” forklarer præsten og fortsætter. “Det var som om min føling for det guddommelige og alt, der havde med min forbindelse til min gud at gøre, simpelthen var ved at forsvinde. Det var forfærdeligt. Helt og aldeles ubegribeligt. Så jeg skyndte mig væk derfra.”

Mens Sigurd ryster opgivende på hovedet, fortsætter præsten ufortrødent. “De er fuldstændig vanvittige deroppe i Vinterskoven. Det må de være. Deres guder er ved at vende dem ryggen! At jeg begriber, hvordan det er nået dertil.” Talestrømmen vil ingen ende tage. Præsten har tydeligvis brug for at lette sit hjerte. “Jeg mødte for resten en herre på vej ud fra Vinterskoven. Han skulle også bare væk, ligesom jeg. Han havde oplevet nøjagtig det samme. Men ser du, det påfaldende ved ham var, at han var troldmand. Ikke præst. Troldmand!”

Præsten har tydeligvis talt sig selv varm nu, og fortsætter uden omsvøb. “Det er fuldstændig uhørt. Jeg begriber ikke, hvordan det kan ske. Både at guderne vender deres præster ryggen, men også at troldmænd mister deres kræfter. Det er aldrig sket før! Bliv væk fra Vinterskoven, siger jeg dig. Bare bliv langt væk derfra!”

Rygter på kroen

Forvirret over alt, hvad han har hørt, vælger Sigurd at blive i Nordborg. Det er et sted, han har yderst kært, og da han kommer ind ad døren til kroen, møder han som altid Olga, der står bag baren og hundser rundt med personalet.

“Olga, sidst jeg var her, sad der både troldmænd, præster, en kardinal og adelige til bords i din gode kro. Hvad er der blevet af dem?” spørger han. “Det ved jeg sgu da ikke, Sigurd. Jeg ved bare, at to af dem stak af fra regningen, hvilket jeg overhovedet ikke er tilfreds med! Men jeg gider sgu ikke følge efter dem. De skulle til Vinterskoven, og der vil jeg fanme ikke hen. Fy for den!”

Det emne huer hende tydeligvis ikke, så Olga skifter emne. “Til gengæld, Sigurd, så kom der en herre forbi forleden, der var meget interesseret i at vide, hvor han kunne finde sortelvere henne. Han virkede en smule suspekt, så jeg fortalte ham ikke rigtig noget. Han ville sgu handle med dem! Og han havde gang i en eller anden aftale med nogle folk fra Emyr, hvilket jeg overhovedet ikke forstår.”

“Men sæt dig nu ned, Sigurd, og fortæl mig, om der er nyt om ham hærføreren, Erik. Der har været en sød, adelig frøken forbi og spørge, og hvis jeg kan fortælle hende noget som helst, kommer det til at kaste en god skilling af sig.” Sigurd må imidlertid skuffe hende. Der er stadig intet nyt om den forsvundne Erik.

“Inden du smutter, Olga, kan du så til gengæld ikke give mig de seneste nyheder om det bryllup, som alle snakker om? Altså, Adrians bryllup. Det virker som om, ingen rigtig ved, hvem han skal giftes med.” Olga ryster opgivende på hovedet. “Den er god nok, Sigurd. Alle er helt forvirrede. Og så går snakken. Folk er skøre. Nogen siger, han skal giftes med en statue. Det lyder ikke helt sundt. I Emyr påstår de, at han selv har skabt sig en brud. Men den seneste snak går på, at han skal giftes med en dæmon!” Sigurd tager sig opgivende til panden. “Du har ret, Olga. Folk er skøre.”

Maj

Roul-Assin

Sigurd er taget på en tur nordpå til Roul-Assin for at gense det altid så imødekommende folkefærd, han møder på disse egne. Han er dog knap nok nået inden for landets grænser, før han hører en kvinde skrige af sine lungers fulde kraft. Sigurd løber alt, hvad han kan, for at finde ophavet til de grådfyldte hyl og får øje på en kvinde, der vrider sig i smerte, mens hendes hænder krampagtigt knuger sig til maven. Hun falder sammen og besvimer, dækket af sit eget blod. Flere og flere kommer ilende til, men ingen af dem lader til at udvise nogen omsorg for kvinden. De opfører sig som om, den slags adfærd er helt normalt.

Vinterskoven

Sigurds ophold i Roul-Assin bliver kort. Roulerne har altid været venlige, men også noget særprægede. For tiden virker det imidlertid som om, de har glemt det med at være venlige, og bare er blevet mere mærkelige. Efter at have erkendt det, går turen snart hjemover igen, og vejen fører ham uundgåeligt gennem Vinterskoven. Her er vejret yderst uforudsigeligt. Den ene dag er det koldt som is, og den næste på grænsen til hedebølge, straks efterfulgt af flere dage med torden. Og sådan bliver det bare ved. Bortset fra det tvivlsomme vejrlig er forholdene i området til gengæld rolige. De grumme væsner, der har inficeret skoven på det seneste, har forladt den igen. Ifølge de lokale var væsnerne nærmest flygtet ud af skoven. Det lyder mistænkeligt i Sigurds ører, da han jo efterhånden ved lidt af hver om mørkets væsner.

Santillia

En elver græder stille under et stort løvtræ. En ung pige. Hun har siddet der længe, og tårerne på hendes kinder er næsten tørret ind, da hendes fader finder hende. “Hvad er der galt, min kære?” spørger han, og pigen svarer: “Træet. Det er ikke et af vores elskede livstræer, men det er stadig forbundet til alt liv i jorden, og det fortæller, hvordan livstræerne har oplevet så uendelig stor sorg. Det af livstræer, der vokser ved grænsen til Narabond, kan slet ikke huske følelsen af lykke længere. Jeg kan ikke lade være med at græde. Tænk, hvis majfesten fejler. Det vil være skrækkeligt. Jeg ved slet ikke, hvordan elverne i Vinterskoven vil overleve, hvis de ikke kan vie en brud i år.”

Rygter på kroen

“Olga, skal du ikke tage og blive postbud i Nordlenet?” spørger en herre, da han i fuldskab kommer dinglende ind gennem døren til kroen. “Har du tabt hovedet, Johan? Selvfølgelig skal jeg ikke det!” kommer det prompte, og Olga ryster på hovedet og arbejder videre. Men Johan lader sig ikke sådan affeje. “Det har altså sine fordele. Jeg mener, hvordan skal vi ellers få sladder fra verdens fjerneste ende? Nu er der fx nogen, der har skrevet et brev om en sortelvisk Fanabina-præstinde og en Burania-forkynder, der begge har ofret sig for samfundets bedste. Det er godt nok vilde sager, Olga.”

Døren til kroen går op, og et råb gjalder fra bardisken. “Svend! Er det virkelig dig?” Skikkelsen i døråbningen efterlader imidlertid ikke meget tvivl. “Ja, det er det, Johan. Jeg er hjemme. Men jeg er vist ikke særlig populær. I det mindste er jeg ikke den eneste,” siger Fede Svend. “Hvad mener du?” “Jo, ser du… Jeg har jo været på en lille tur ud i verden for at finde min bror, men det gik ikke helt som planlagt. Jeg fandt ham aldrig, men til gengæld har jeg både prøvet at blive afhørt af folk fra Plen om Roul-Assins intentioner med deres flåde og har hørt på narabonere være vrede over et eller andet stort bryllup. Hvis du skaffer to krus øl, får du hele historien.”

Juni

Narabond

“Ja, brevet slutter jo en anelse brat, men det var altså sådan, jeg fandt det. Sammen med en masse blod og bøger og andre ting.” En tydeligt berørt herre sidder foran pejsen på Olgas kro og trækker kappen tæt sammen om sig. “Men det giver jo ikke nogen mening,” svarer Olga, men får så en lys idé. “Sigurd, vil du ikke komme og kigge på det her?” Sigurd øjner en mulighed. “Det lyder altså lidt fordækt, Olga. Den slags kræver noget at drikke. Skænker du en dram, så ser jeg på det?” Et højlydt suk runger gennem lokalet. “Ved Fanabina, Sigurd. Du er dyr i drift!”

Juli

-ingen-

August

Nordlenet

Efter en rolig rejse igennem Sydlenet vender Sigurd næsen mod Kungstadt. Her når han dog dårligt inden for de store porte, før han hører lyden af panik blandt borgere i byen. Han opsøger en kvinde, der tilsyneladende er meget oprevet, for at høre, om hun kan forklare den ophidsede stemning. ”Kære frue, er De helt ved Dem selv? Og kan De hjælpe med at forklare mig denne tilstand?” Hun stirrer vredt på ham. ”Om jeg er ved mig selv? Ligner jeg et menneske, der på nogen som helst måde er i stand til at have et roligt overblik? Jeg mener, se! Se på alle de mennesker, der løber rundt og ikke aner, hvad de skal gøre af sig selv!” Sigurd fornemmer angsten i hendes stemme. ”Jamen, hvad er det dog, der foregår, kære frue?” spørger Sigurd. ”Flere fra hoffet er blevet syge, og det er alvorligt. Ingen har nogensinde før oplevet sådan en slags sygdom”, svarer fruen.

Sigurd forsøger at berolige kvinden og takker hende for opklaringen, men hun forsvinder blot i mængden, så han bevæger sig videre ind i byen. Han ser, hvordan mange borgere holder en klud op for mund og næse, og følger hurtigt deres eksempel. På vejen gennem menneskemængden ser han en ridder til hest, der tydeligvis har et vigtigt ærinde og forsøger at anråbe borgerne. Først i tredje forsøg lykkes det ham at få borgerne til at stoppe og lytte, hvorefter han råber:

Rygter på kroen

Sigurd ankommer til Olgas kro, hvor der desværre hænger et skilt på døren med teksten ”Lukket! (Grundet sygdom)”

September

Narabond

Efter mange forgæves forsøg lykkes det langt om længe for Sigurd at finde en kro i Nordlenet, der vil lukke ham ind og give ham husly. Og det er tilmed kun for gammelt venskabs skyld. ”Sigurd, du kommer så mange steder. Er der slet ikke noget nyt om denne sygdom?” Det er et spørgsmål, han har hørt utallige gange på det seneste, og som han allerede kender svaret på. “Nej, desværre. Jeg har ikke hørt noget. Men jeg har heller ikke kunnet tage på vandring, siden den ramte landet.” Men Sigurd mærker rastløsheden sitre i sig. Han har siddet stille alt for længe, så han fortsætter. “Men jeg kan prøve at finde ud af det. Det vil gøre mig godt med noget luft. Og med en god oppakning og en teltdug, bør jeg kunne komme rundt i landet.” En bølge af lettelse går gennem krostuen. “Tak, Sigurd. Det vil jeg være dig noget så taknemmelig for. Nogen må da have fundet en kur et eller andet sted. Min kære moder har det nemlig ikke så godt”.

Sigurd tager sin oppakning på ryggen og bevæger sig med raske skridt afsted på vej mod Kungstadt. Han ser nødtørftige sanitetslejre, der er sat op langs de store hovedveje og uden for alle byer, hvor de syge og døende ligger side om side. Den ukendte sygdom har ramt landet hårdt. Han fortsætter rejsen med klude for munden og handsker på. Da han endelig når til Kungstadt, er det som at gå ind i en spøgelsesby. Alle skjuler sig i deres hjem, og kun ganske få mennesker er på gaden. En af dem er en tjener fra hoffet, der står på en åben plads og læser højt fra et pergament, mens borgerne læner sig ud af deres vinduer og prøver at høre hans ord.

Roul-Assin

Ungpigen Renja er på vej ud for at samle urter, da hun hører to mænd sidde og udveksle nyheder over et måltid mad. ”Har du hørt det, Alf? Der sker åbenbart en hel del på bjerget,” starter den ene, men bliver hurtigt afbrudt. ”Jeg har jo sagt, at jeg ikke har forstand på det bjerg, Sten.” Det afskrækker imidlertid ikke hans kammerat. “Nej, men Alf. Det her er vigtigt. Der er druider på vej ned fra bjerget. Og vølver. Du ved, dem der ellers aldrig kommer ned derfra.” Det affødte et øjebliks tankeaktivitet, men derefter blot en opgivende hovedrysten. ”Sten, jeg forstår det stadig ikke, og jeg har ikke tænkt mig at prøve at forstå det. Gå du hellere ind og sig det til nogen, der faktisk har forstand på den slags”.

Renja bliver noget forvirret over samtalen. Hvad er der så særligt ved, at en druide eller vølve er på vej ned fra bjerget? Måske skal de bare noget vigtigt? Det er først nogle dage senere, hun forstår situationens alvor. I det fjerne ser hun en hel kolonne af mennesker komme rejsende gennem landskabet. Det er ikke bare én druide eller vølve, der er på vandring. Der er hundredvis af dem.

Dragegabet

Handelsmanden Harald vågner en morgen i sin karavane. Hans søvn er blevet afbrudt af en ufattelig larm, der ingen ende vil tage. Han griber ud og får fat i stegepanden, der altid ligger inden for rækkevidde af hans seng, og skal til at springe ud og tale et par alvorsord til ballademagerne, da han ser, hvad spektaklet handler om. Den første vogn i en lang karavane af ekstravagant udsmykkede vogne nærmer sig, og bag den følger en endeløs række, der glitrer i solen af sølv og guld. Og de er alle på vej mod Dragegabet. Han bliver næsten helt blændet af synet.

”Hvad er det dog for et spektakel her på en ellers fredelig morgen?” spørger han gnaven ud i luften. En soldat hører ham og svarer. ”Harald, normalt skal du ikke blande dig i fine menneskers anliggender, men siden det nok bliver svært at holde alt det her hemmeligt alligevel, så gør det vel ingen skade, at du ved, at det er gaver til festen.” Det tilfredsstiller imidlertid ikke Haralds nysgerrighed. ”Gaver? Aha! De er godt nok noget af et syn. Hvem er de fra?” Men med det løber hans held ud. “Ja, det kunne du lide at vide.”

Rygter på kroen

Der hænger et stort skilt på døren til Olgas kro med teksten “Stadig lukket, på grund af sygdom og istandsættelse”.

Oktober

Narabond

Den seneste tid har Sigurd vandret Narabond tyndt for at lære nyt om den mystiske sygdom, der huserer i landet. Han har hørt både det ene og andet, men intet af det har bragt ham tættere på at få svar. Han befinder sig nu i Sydlenet og sidder ved en havnekaj, hvor han forsøger at danne sig et overblik over de mange noter, han har skrevet. En af hans noter bliver grebet af vinden, som fører den ned i vandet, og Sigurd hopper straks i for at redde den. For tænk nu, hvis der stod noget vigtigt på den.

Da han får fat i noten og kigger op, ser han til sin store overraskelse utallige skibe fra den narabonske flåde anløbe havnen, og da han kravler op ad vandet og kigger nærmere efter, kan han se, at der blandt dem også er flere følgeskibe fra Det Chatonske Imperium. Det er et syn, man ikke ser hver dag. Narabonske og chatonske skibe side om side. Et kort øjeblik er Sigurd sikker på, at han har set forkert.

Efter lange, dybe overvejelser må Sigurd erkende, at han ikke er blevet den mindste smule klogere, end han var, da han tog afsted. Slukøret sætter han igen kursen mod Olgas kro. På sin rejse gennem Narabond lægger Sigurd mærke til, hvordan tilstanden er præget af en udtalt stilstand i alle de byer, han kommer igennem. Folket har forgæves forsøgt at få bugt med sygdommen, men intet har virket, og nu lader det til, at de bare har givet op. Nogle få henvender sig til ham og spørger, om han har hørt nyt om en kur, men Sigurd må bare ryste opgivende hovedet og skuffe dem.

Alt ændrer sig imidlertid, da han ankommer til Nordlenet. Her bliver han mødt af glæde og jubel i gaderne, og en euforisk stemning har spredt sig blandt folket. Endelig er der noget, der har hjulpet på sygdommen. Det er muligvis ikke en endegyldig kur, men det er da en start. ”Undskyld, unge mand, men har De været forbi et af elvernes livstræer på Deres rejse?”, bliver han spurgt. “Beklager, frue. Jeg har været mange steder, men ikke dér”, svarer han. “Det er en skam. Så må jeg spørge nogle andre, om de har blade derfra.”

Dragegabet

Handelsmanden Harald befinder sig på et mindre marked i udkanten af Dragegabet. Han er blevet stedkendt i området den seneste tid, men lige akkurat dette marked er nyt for ham. Der er imidlertid ikke meget ved det. Alt er lukket, og der er ingen handlende at finde i stande eller boder. Harald kan ikke lade være med at undre sig. Det er markedsdag og godt vejr, så der må være sket noget vigtigt, han ikke har kendt til.

I det fjerne hører han høje jubelråb, så han skynder sig i retning af lyden. Han kommer til en hovedvej, hvor mennesker er stimlet sammen i vejkanten, så langt øjet rækker. På vejens midte ser han fine kareter komme kørende. Harald strækker hals for at se, hvem der sidder i dem, men konvojen er lang, og de mest fornemme kareter er allerede kørt forbi. “Kunne du se, hvem det var?”, spørger han en mand, der også står og stirrer nysgerrigt. ”Nej, mine øjne driller mig desværre i dag. Der var et øjeblik, hvor jeg var overbevist om, at vi havde fået royalt besøg. Men de kongelige plejer da ikke at bære rødt og sort til fest, vel?”

Rygter på kroen

“Kroen er åben! Kroen er åben!” bliver der råbt gennem byen. Der er jubel og glædeslatter, da dørene til Olgas kro bliver åbnet på ny, og aftenen byder på glædelige gensyn blandt gamle venner. ”Svend, hvor er Olga?”, bliver der spurgt igen og igen. ”Hun er i sin seng og nægter at forlade den, før hun er helt rask igen!” svarede Svend. ”Nå, men det er måske også meget godt. Så kan vi jo have det sjovt så længe”, bliver der grinet.

Nogle timer senere kommer Sigurd gående ind ad døren med et stort papir i hænderne. ”Sigurd, hvad er det dog, du har dér?”, lyder spørgsmålet gennem lokalet. ”Jo, Svend, der er såmænd udlovet en dusør på Johan De’André.” ”En dusør?”, udbryder Svend. ”Ja, Flammernes Katedral er villige til at betale for alle informationer, de kan få om Johan. Altså, de vil ham ikke noget ondt. Tværtimod. De vil bare gerne have ham hjem igen.” Den bemærkning kaster et noget betuttet ansigtsudtryk af sig fra Svend. “Nå! Jamen, hvis han ikke er her i Nordlenet, så ved vi da, at han nok ikke kommer og betaler sin regning lige foreløbig.”

November

December