Efter Chato opstod i årene efter Jarcos åbenbaring, lykkedes det gennem et halvt årtusinde for det chatonske folk at underlægge sig størstedelen af de omkringliggende områder. Hovedstaden Chato var blevet et magtcentrum i det østlige Niraham, og chatonernes fremgang syntes ustoppelig. Da kejser Acrisus Rex lå for døden i år 611 EJ, var det et enormt rige, bestående af mange forskellige kulturer og ufattelige rigdomme, han efterlod sig.
Han havde kyndigt formået at forene de mange folkeslag under et fælles overherredømme. Acrisus havde imidlertid ikke udpeget en arving, og efter hans død var riget ude af stand til at enes om en efterfølger. Den skrøbelige fred, der bandt riget sammen, faldt til jorden, og imperiet blev kastet ud i oprør og interne magtkampe. Baggrunden var, at kejseren kun efterlod sig døtre, mens der blandt hans børnebørn var mandlige efterfølgere. Det afstedkom en storstilet konflikt om, hvorvidt magten skulle gå til kejserens ældste barn eller passere videre ned gennem arverækkefølgen til et mandligt barnebarn.
En borgerkrig brød ud i landet, og fronterne blev trukket op mellem Acrisus’ datter, Julia Rex, der havde opbakning fra en lang række magistrater og handelsmænd, og Idaeus Res, der var kejserens barnebarn og særligt støttet af Iorinkirken. Yderligere et barnebarn, Selivius Rex, gjorde også krav på tronen. Han nedstammede fra kejserens andet ægteskab med Alivia Rex og havde opbakning fra store dele af hæren, navnlig general Gelimar Nictos, der havde fulgt kejseren på mange succesfulde erobringstogter.
Konflikten blussede op på et møde blandt Chatos magistrater blot få dage efter kejserens begravelse, hvor Julia Rex blev anklaget for at have forgiftet kejseren. Der udbrød håndgemæng, og flere magistrater blev dræbt. Julia forlod straks Chato og rejste til Provinsielle des Canard, hvor hun havde sin magtbase. Her rejste hun en hær af loyale følgere, antageligt med løfter om øget selvstyre til provinsen, hvis hun blev udråbt som kejser. Hun indgik ved samme lejlighed ægteskab med provinsens karismatiske og afholdte guvernør, Marcus Octavius.
Idaeus Rex var stadig kun ung og havde færrest tilhængere af alle. Hans allierede i Iorinkirken kunne ikke beskytte ham mod de mange politiske fjender, der ville ham ondt, så han forlod byen forklædt som en simpel tiggerdreng og drog mod den fjerneste af rigets provinser, Hipunia, hvor han slog sig ned i byen Gorka. Her gjorde han ikke stort væsen af sig og havde tydeligvis til hensigt at lade de øvrige aspiranter kæmpe indbyrdes, mens han så tiden an.
Enkekejserinde Alivia blev i hovedstaden, hvor hun trak på sit omfattende politiske netværk for at samle støtter under sin søn Selivius Rex’ banner. Hendes sag blev dog udfordret af, at Selivius var en doven og uregerlig søn, og det var åbenlyst, at det var hans mors ambition – ikke hans – at han skulle overtage tronen. Hans dage gik med jagt og fornøjelser og nætterne på kvinder og vin. Over tid blev det også velkendt, at han havde utallige uægte børn i Chato.
Det første store slag i borgerkrigen udspillede sig mellem enkekejserindens og Julias tropper og fandt sted langs floden Chatoska på grænsen mellem Chatonien og Provinsielle des Canard. Kampene fik aldrig en klar vinder, og over de følgende to år bølgede stridighederne frem og tilbage.
Mange chatonske magistrater forblev afventende og undlod at vælge side i konflikten. Det fik enkekejserinde Alivia til under stort skue at henrette et antal magistrater foran kejserpaladset i år 613 EJ, og i de chatonske krøniker er dette år siden blevet kendt som ‘Det røde år’. Senere samme år udbrød der oprør flere steder i riget fra områder, der ikke længere ville afgive deres børn og korn til de stridende parters hære.
Det største af disse oprør blev ledet af en frigivet slave ved navn Quinlan, der samlede en regulær hær bag sig og kyndigt formåede at foretage lynhurtige overraskelsesangreb fra de chatonske skove. Oprøret blev derfor kendt som ‘Skovens Bannere’. I år 615 EJ lykkedes det dog enkekejserindens tropper at besejre Quinlan og hans styrker ved et stort slag nær byen Glevium. Alle oprørere, der ikke blev dræbt eller formåede at flygte, blev hængt med ordre om, at deres lig ikke måtte tages ned, men skulle forblive til skræk og advarsel for fremtidige uromagere.
Advarslen havde imidlertid ikke den ønskede effekt. Yderligere to oprør brød ud. Ét fandt sted i Provinsielle des Canard og var rettet mod skatterne på korn, vin og kreaturer, der var blevet hævet adskillige gange for at finansiere de evigt stigende omkostninger til Julia Rex’ hær. Efter flere måneders bestræbelser lykkedes det hendes mand, Marcus Octavius, at nedkæmpe oprøret. Det andet fandt sted omkring byen Patavia i Gela, hvor en større styrke veteraner under ledelse af Zelio Mota myrdede enkekejserindens udsending, der kom for at tvangsindrullere dem og deres børn i hæren. I ni måneder holdt veteranerne stand, mens byen Patavia blev belejret, men i år 616 EJ måtte Mota erkende, at slaget var tabt, hvorefter han begik selvmord.
I al den tid havde kejserens barnebarn, Idaeus Rex, holdt sig på afstand af konflikten. Han havde dog ingenlunde blot set passivt til. Gradvist havde han samlet flere og flere loyale støtter under sit banner, og i takt med at det stod klart, at hverken Julia Rex eller enkekejserinde Alivia havde de fornødne kvaliteter til at vinde overhånd i konflikten, faldt flere og flere af deres støtter fra og sluttede sig til Idaeus.
Med støtte fra Damacusian Aurelius, overhovedet for den traditionsrige, gamle Aurelius-slægt, formåede Idaeus at få hovedparten af provinserne Hipunia og Gela til at sværge ham troskab. De var barndomsvenner, og som led i deres forbund havde Idaeus ægtet Damacusians søster Lucia Aurelius. Herudover havde Idaeus skaffet sig de fornødne midler til at rejse sin egen hær ved at love handelsmændene i byerne Venta og Scarbantia toldfrihed i 30 år efter borgerkrigens afslutning.
I år 617 EJ drog Idaeus i front for en storslået hærstyrke mod Chato, hvor han efter tre ugers belejring formåede at indtage byen. Han marcherede direkte til kejserpaladset, hvor han fandt sine slægtninge – enkekejserinde Alivia og hendes søn, Selivius Rex – i tronsalen. Enkekejserinden havde taget gift og udset den samme skæbne for Selivius, men han havde manglet modet til at drikke giften. Idaeus stødte resolut sit sværd igennem brystet på ham og så ham falde til jorden.
Idaeus blev hyldet og udråbt som kejser i Chato. Før han med rette kunne indtage sin bedstefars trone, var det imidlertid nødvendigt, at han besejrede sin tilbageværende fjende i borgerkrigen, sin tante Julia Rex.
Så snart hæren var mønstret, drog Idaeus videre til Provinsielle des Canard, hvor han i begyndelsen af år 618 EJ indtog byen Chesbourg. Æren for sejren blev tildelt Damacusian, som var blevet udråbt til general i Idaeus’ hær, og som i et tilfælde af snarrådig list havde tilbudt byens overhoveder at indgå ægteskab med guvernørens datter, Eliana Chesbourg. Dermed kunne byen overgive sig med æren i behold og blive et protektorat under hans beskyttelse.
Udover sin legendariske skønhed besad Eliana også et stort intellekt, og knap var brylluppet indgået, før det blev åbenlyst, at hun havde store politiske ambitioner og alle intentioner om at drage fordel af sit ægteskab. I den følgende tid fulgte hun sin mand rundt i Provinsielle des Canard og forhandlede vilkår for byernes overgivelse på plads, så hovedparten af provinsen blev skånet for blodsudgydelser.
Gennem de følgende måneder blev Julia Rex dermed trængt længere og længere tilbage i landet, og hendes hidtil så tro støtter faldt fra i et bekymrende tempo. Det var åbenbart, at det store slag snart måtte stå, og i år 619 EJ drog hendes mand, Marcus Octavius, fra deres feltlejr i Hartfelt mod Glevium for at sætte et angreb ind mod Idaeus’ tropper, der havde slået lejr der.
Det blev borgerkrigens største og mest blodige slag. Idaeus havde sonderet terrænet godt og havde held til at dele Marcus Octavius’ hær i to ved at sætte ild til det tørre græs og lade vinden føre ilden tværs gennem hans styrker. Herefter satte Idaeus sin fulde hærstyrke ind mod Octavius’ desorienterede tropper. Tusindvis af chatonere døde den dag, og ved solnedgang blev generalens lig ført frem og præsenteret for Idaeus. Han lod sig udråbe som gudekejser af Chato den dag på slagmarken i år 619 EJ, og slaget markerede afslutningen på den chatonske borgerkrig.
Julia Rex var slået og drog mod Kuldens Mur for at søge i sikkerhed i Emyr mod vest. Med sig bragte hun sine to børn, Chatonia og Chania, der stadig kun var ganske små. Hun nåede imidlertid aldrig frem til Emyr. Nogle mener, at hun begik selvmord i bjergene – andre, at hun blev myrdet af sortblodsfolk. Liget blev aldrig fundet, så vi lærer utvivlsomt aldrig sandheden.
I efterforløbet af krigen cementerede kejser Idaeus sin magt over Imperiet. Han indførte en ny samfundsorden, hvor det blev en forudsætning for at opnå højtstående positioner i Imperiet, at man var veteran fra den imperiale hær. Derved undgik han store dele af fortidens politisk motiverede oprør. Med sin snarrådige hustru, Lucia Aurelius, fik han sønnen Polydamas Rex, der siden overtog rigets trone, samt sønnen Makar og døtrene Octavia og Lyra.
Polydamas overtog tronen ved Idaeus’ død i år 879 EJ. Han var langt fra så krigerisk anlagt som sine forfædre. I stedet blev han kendt som Imperiets store lovgiver. Han lagde grundstenen til store dele af det kejserlige bureaukrati, vi forbinder med Chato, og udfærdigede en lang række af de lovtekster, som stadig i dag medvirker til at binde riget sammen. Han var en god og vis kejser, der vandt mange hjerter med sin store visdom, og for en tid blev Imperiets erobringstogter erstattet med en tendens, hvor man i stedet så indad og skabte ordnede forhold i det store rige.
Hvad angår Idaeus’ fornemmeste general, Damacusian Aurelius, fik han adskillige børn med Eliana Chesbourg, som hun sørgede for fik en kyndig opdragelse og siden blev placeret på højtstående poster i det kejserlige bureaukrati. Store dele af den herskende klasse i Gela og Provinsielle des Canard kan fortsat føre deres slægtslinje tilbage til deres efterkommere, og det er fortsat behæftet med stor hæder at være del af deres familie.