For at kunne konkurrere med den stadigt voksende handelsmagt fra Zara’bash besluttede tre af de rigeste og mest indflydelsesrige bystater i det vestlige Niraham at danne et handelsforbund i år 617 FJ: Tharkien, Sølvborg og Hetenza.
Da aftalen blev indgået og underskrevet i bystaten Tharkien, blev den navngivet ‘Den Tharkiske Pagt’. Selvom pagten formelt kun forpligtede parterne til samarbejde, førte den i praksis til et tæt økonomisk samarbejde, der blev yderst frugtbart.
Når man tænker på, hvor stor betydning Den Tharkiske Pagt har haft for Nirahams historie, var aftalen bemærkelsesværdigt kortfattet. Den indeholdt blot nogle få forpligtelser, som skulle sikre fri bevægelighed for handel, aktiver og valuta mellem de involverede bystater.
Konsekvensen var, at handlende frit kunne sprede deres forretninger på tværs af bystaterne. Dette åbnede nye markeder, men endnu vigtigere skabte det et stærkt incitament til samarbejde mellem bystaterne – ikke ud fra næstekærlighed, men af simpel økonomisk nødvendighed: Hvis en bystat blev angrebet, ville næsten alle Tharkiens rigmænd have værdier placeret der, hvilket motiverede magthaverne til hurtigt at komme hinanden til undsætning.
Det Tharkiske Forbund
I år 592 FJ blev yderligere to bystater, Alvonsaria og Paest, optaget i pagten, og herefter begyndte bystaterne formelt at omtale sig som Det Tharkiske Forbund. Selvom de stadig var selvstændige bystater, var deres økonomi nu så tæt vævet sammen, at ingen af dem reelt kunne løsrive sig.
Som en naturlig konsekvens af det tætte forbund begyndte man at udarbejde de første fælles love. De skulle dels regulere handelen mellem bystaterne, men herudover havde forbundet også opdaget værdien af en lang række finansielle begreber, som vi i dag tager for givet. Det var blandt andet Det Tharkiske Forbund, der introducerede de første begreber om penge, valuta, veksler og en organiseret økonomisk struktur.
Forbundets møntfod var så pålidelig, at den også blev anvendt som valuta uden for bystaternes grænser. Dette gjorde det muligt for Det Tharkiske Forbund at etablere de første banker, der hurtigt begyndte at tjene store summer som vekselerere og låneformidlere for Nirahams konger og adelige. Blandt de nyskabelser, der kan tilegnes Det Tharkiske Forbund, var også betydelige fremskridt inden for skibsbygning og navigation. Disse fremskridt gjorde det muligt at handle med et bredere udvalg af eksotiske varer fra alle dele af Niraham.
Tharkien
I de efterfølgende århundreder voksede bystaternes rigdom og magt, og de blev efterhånden så nært forbundne, at det ikke længere gav mening at opretholde forestillingen om, at de var fem selvstændige bystater, der blot samarbejdede efter behov. Forbundet blev samtidig udsat for skarp konkurrence, særligt fra Zara’bash, mens dets skibe løbende blev angrebet af pirater fra Kamirr, hvilket understregede nødvendigheden af, at bystaterne kunne fremvise en forenet front over for fremmede nationer og mønstre et fælles militær.
I år 1224 EJ opløste man derfor Det Tharkiske Forbund og dannede et egentligt rige. Samtidig blev Den Tharkiske Pagt formelt opsagt og erstattet af en række fælles love og regulativer. Da navnet Tharkien efterhånden var blevet så nært forbundet med landet, valgte bystaten Tharkien at skifte navn til Dorenburg, så det nye rige kunne bære navnet Tharkien.
Det var Tarkinius IV af Dorenburg, der blev udslagsgivende for bestræbelserne på at samle og forene riget, og han er siden blevet hyldet som Tharkiens stifter. Det blev også ham, byfyrsterne udpegede som det forenede Tharkiens første overhoved, og man ærede ham med titlen tarkin – en titel, der har fulgt magthaverne i Tharkien lige siden.
De første århundreder vedblev de oprindelige fem medlemmer af Det Tharkiske Forbund med at være dominerende i Tharkien. I år 1412 EJ valgte de dog efter lange forhandlinger at optage Taeck som den sjette store bystat. Optagelsen skete med stor modvilje, da bystaten både var mindre og fattigere end de øvrige. Imidlertid erkendte de øvrige bystater, at der i omverdenen var stor efterspørgsel efter Taecks ofte billige produkter af dårlig kvalitet, og at der potentielt var en betydelig økonomisk gevinst at hente ved at anerkende den som en af de fremherskende bystater.
Kontrovers
Den oprindelige pagt er bevaret og opbevares i Dorenburg, hvor den på grund af sin placering omtales som ‘Lex Doria’. Blandt lærde er der dog rejst tvivl om, hvorvidt den faktisk er ægte.
I de to ældste kendte afskrifter af pagten er en passage om adgangen til at få udstedt handelsbrev formuleret sådan, at en handlende skal kunne fremvise ‘charta genus’ som bevis på velstand. Teksten i Lex Doria angiver derimod, at der skal fremvises ‘charta genuin’.
Forskellen er betydelig, da charta genuin er et formelt dokument, som udelukkende kan udstedes af bankerne i Dorenburg, hvilket ville give bystaten magt til at kontrollere, hvilke handlende der kunne få handelsbreve. Charta genus, derimod, kan udstedes af enhver bank i Tharkien, hvilket sikrer større uafhængighed for handlende.
Selvom pagten blev ophævet og ikke længere har retskraft, er forskellen stadig relevant. I tilfælde af handelsrelaterede tvister i Tharkien kigger man fortsat ofte mod Den Tharkiske Pagt og lader dens intentioner spille en rolle i fortolkningen.