Faldet af Sankt Almos Hospital

Ingen klokker ringede den nat i Etos. Luften stod stille, som om verden selv holdt vejret. Sankt Almos Hospital lå badet i sit sædvanlige lys, et sted for heling, bøn og håb. De syge sov. De vågne bad. Ingen så skyggerne, før de allerede stod i gården. De kom klædt i mørke, uden bannere, uden råb. Kun stilhed fulgte dem.

To præster trådte frem først. Deres stemmer var rolige, næsten ømme, da de påkaldte Gudindens vilje. Mørket svarede dem. Sten knagede. Murene rystede. Bag dem hævede flere skikkelser deres hænder, og magien, ældgammel og umættelig, flettede sig ind i bønnerne. Hvor guddommelig kraft normalt skaber og velsigner, blev kraften denne nat vendt på vrangen. Ikke som ild, der hærger jorden og lægger den øde. Ikke som lyn, der skærer nattehimlen i to. Men kraften blev som en udtømning af livet selv.

Liv begyndte at forsvinde. Planter visnede på få hjerteslag. Vandet i brøndene blev sort og dødt. Mennesker faldt og visnede, ikke skrigende, men tavse, som om noget trak selve sjælen ud gennem brystet på dem. Sjæle blev revet løs, suget ned og forsvandt i ritualets kerne. Hospitalet begyndte at synke. Hele bygningen blev trukket nedad, som om overfladen af verden blot var en skrøbelig hinde. Sten, træ, kød og bønner blev knust sammen i ét eneste skrig, der aldrig nåede luften.

Da ritualet kulminerede, lød der et dybt brag, ikke højt, men endeligt. Alt levende i Etos mærkede det i knoglerne, at her var sket noget, som ikke kunne komme tilbage til livet. Og så… stilhed.

Hvor Sankt Almos Hospital havde stået, var der intet tilbage. Intet liv. Intet ekko. Kun stilheden og et enormt krater, dødt og gråt, som om selve jorden var blevet drænet for mening og den skabelse, der engang var blevet givet. Ingen fugle nærmede sig. Ingen planter slog rod. Selv vinden syntes at undgå stedet.

De mørkklædte skabninger var forsvundet, som om de aldrig var kommet. Men sporene af deres gerning kunne ikke slettes. Sankt Almos var ikke længere, og ikke engang vinden ville fortælle, hvad der var sket. Folket i Etos måtte nu leve med et ar, som aldrig ville hele.