Mallere

Hvis en norrlænding begår en forbrydelse, vil vedkommende blive dømt på thinget. Her er den værste straf, man kan idømmes, at blive erklæret fredløs. Det indebærer, at ingen må give den fredløse husly, mad eller arbejde eller i øvrigt på nogen måde udvise gæstfrihed. Fredløse behandles som udstødte.

Mange fredløse ender med at flygte langt væk fra det etablerede samfund og slå sig ned i små enklaver med andre fredløse, hvorfra de drager ud og plyndrer for at kunne overleve. Disse kaldes for ’mallere’ og er stærkt ildesete i det norrlandske samfund.

Enhver, der møder en maller, er berettiget til at slå vedkommende for fode, og måtte en maller blive bragt til thinget, er det en af de få situationer, hvor thinget vil tillade en egentlig dødsdom.

Fra tid til anden sker det dog, at mallere genvinder deres ære og bliver genoptaget i samfundet. Det kan ske ved at udrette noble gerninger eller på anden måde tjene folket på en særlig anerkendelsesværdig vis. Ofte vil det indebære særdeles farlige hverv, og en del herremænd har derfor fået for vane at hyre mallere til at udføre særligt farefulde opgaver, som ingen andre vil påtage sig.

Igennem tiden har denne tendens dog flere gange udmøntet sig i, at mallere også er blevet hyret til at udføre uønskede og upopulære hverv. Særligt opkrævning af skatter har de vist sig overordentlig dygtige til, og de skyer sjældent nogle midler for at tvinge penge ud af den jævne befolkning. I alle de nordlige riger har folket derfor med tiden lært ikke kun at afsky, men også at frygte mallerne.

Scroll to Top