Dette var begivenheden, der i sin tid skabte riget Gothia.
I egnene syd for Norrland havde der i umindelige tider hersket konstante stridigheder over retten til jorden. Landet var ganske vist kun en tyndt befolket grænseregion, men den havde en central, strategisk beliggenhed, der gjorde den attraktiv, og både Norrland, Narabond og Paravien havde i århundreder gjort krav på herredømmet.
Efter mange grænsestridigheder tog den paraviske adel i år 1198 EJ et initiativ, der skulle vise sig at vende konflikten for altid. Med militær støtte formåede de at hjælpe en lokal herremand til magten på egnen, og deres forhåbning var at kunne regere gennem hans hånd. Herremanden, Arhild Skalfsøn, ville det imidlertid anderledes, og da først hans magt var etableret, vendte han sig imod Paravien og fordrev dem fra riget.
Paraverne var fortørnede, og det blev begyndelsen på en opslidende strid mellem de to kulturer, som førte store tab med sig. I Gothia husker man den stadig, og man har adskillige folkekære sange om striden med Paravien, der i folkemunde er kendt som Menneskekrigen.
Efterhånden som krigen skred frem, blev egnen gradvist mere og mere krigshærget, og efter flere år med fejlslagen høst opstod der en grusom hungersnød i landet. I et desperat træk vendte befolkningen sig mod Norrland og bad om hjælp. Det fik de lovning på, men på betingelse af, at de fremover ville underkaste sig norrlandsk herredømme. Det dilemma førte til en større strid mellem de lokale lensherrer, og det i forvejen krigshærgede land bevægede sig nu også tættere og tættere på en borgerkrig.
Da skete det, at Gjerulff af Malmnorklanen – en indflydelsesrig lokal herremand – faldt i kamp ved Bjartelund nær Kongsvig, og alt hans jordiske gods gik i arv til hans fostersøn, Ragnar af Sarrasins æt. Der var længe blevet hvisket i krogene om, at hvis blot Ragnar formåede at bruge sit skarpe sind fornuftigt, havde han en stor fremtid foran sig.
Ragnar drog nu til Narabond, hvor han formåede at samle en større skare tilhængere af De Sande Guder under sine faner, og gav dem et løfte om, at hvis han sejrede, så ville han omvende alle de kætterske åndetro på egnen og for altid sværge troskab til De Sande Guder.
Med kirkens støtte i ryggen drog han herefter ind i Norrland og havde held til at underlægge sig store landområder og tvinge de lokale herremænd til at sværge sig troskab. I takt med hans sejre voksede Sarrasins hær, og han lykkedes også med at opildne lokalbefolkningen til at flokkes under hans banner.
Efter en tid, hvor Sarrasin drog fra sejr til sejr, var hans hær vokset sig større, end nogen man på noget tidspunkt før havde set på egnen. Og det markerede begyndelsen på den sidste og største udfordring. Sarrasin mønstrede sin hær og drog mod Paravien i syd.
Selvom de rådede over nogle af Nirahams mest imponerende styrker, måtte paraverne erkende, at det ville koste dem uforholdsmæssigt store tab at bekæmpe denne fjende, og mange af deres egne adelsfolk havde også udtrykt sympati for Sarrasins virke.
De store træfninger udeblev, og i stedet kom det til en nervekrig, hvor begge parter så hinanden an. I den sidste ende strakte Paravien våben og indkaldte til et fredsråd foran Nimranns højborg i Paravien. Det blev en skelsættende begivenhed. I år 1204 EJ valgte både Paravien, Narabond og Norrland at anerkende det nye riges selvstændighed – utvivlsomt motiveret af en overbevisning om, at der var bedre at give landet sin frihed end at se det falde i et af de andre rigers hænder. En fredsaftale blev indgået, og riget blev givet navnet Gothia.
Ved sin hjemkomst til Kongsvig bar Sarrasins hirdmænd ham højt hævet på et skjold og udråbte ham til konge over landet – en erklæring, som ingen turde modsætte sig. Det blev indledningen på en lang og succesfuld æra under kong Ragnar Sarrasin, der i dag kendes som Sarrasin ’foreneren’, og hvis slægtslinje i flere hundrede år frem sad på tronen i riget.