Asteria

I Det Paraviske Hav mod vest, ud for Gothias kyst, finder man den lille ø Asteria. Den blev i umindelige tider regnet for en del af Norrland og havde en befolkning af norrlandsk afstamning. Det ændrede sig imidlertid i år 1264 EJ, hvor en slægtsfejde på Plen resulterede i, at en af øens familier søgte væk derfra. De rejste til Asteria og etablerede hurtigt en landsby på øens vestkyst – omgivet af høje palisader, da de ikke nærede nogen forestilling om, at norrlændingene frivilligt ville afgive deres territorium.

Der gik da heller ikke længe, før det kom til konflikt mellem de to kulturer. Norrlændingene var hjemmevante på øen og havde en fordel i deres store antal. Folket fra Plen var derimod hærdede krigere, som havde medbragt store forsyninger af velsmedede våben og rustninger. Efter flere måneder med konstante krigshandlinger indtraf vinterens kulde og lagde en naturlig dæmper på stridslysten.

I løbet af vinteren blev Plen-folket uforsigtige, og en sen aftentime lykkedes det norrlændingene at bortføre deres overhoveds datter. Hun blev sat i husarrest, men skæbnen ville, at da foråret oprandt, var hun gravid – og selv folket fra Plen måtte nødtvungent acceptere, at det under omstændighederne var passende, at hun blev gift med den formastelige norrlænding, der havde forårsaget misæren.

Der blev indkaldt til bryllup, og de stridende parter accepterede for en tid at bilægge stridighederne. Da barnet kom til verden, var det den yndigste datter med træk fra begge sine forældre. Hendes smil kunne smelte ethvert hjerte, og hver gang norrlændinge og Plens folk gjorde antrit til nye stridigheder, rejste hendes forældre klogeligt dertil med datteren, hvorefter freden på ny indfandt sig.

Til sidst blev der indgået en varig fred mellem parterne, og i erkendelse af datterens store betydning for at sikre øens skæbne blev der opnået enighed om, at øen ikke længere skulle have et norrlandsk eller plensk navn, men skulle opkaldes efter hende – Asteria.

Styre

Igennem de efterfølgende generationer udviklede styret på øen sig fra lokale stammesamfund til et kongedømme, hvor kongen er enevældig, og hans ord er lov. Kronen er siden blevet nedarvet gennem generationerne fra far til ældste søn. Den nuværende konge er Erik Djuvravn d. IX, der har siddet på tronen siden år 21 EH.

Han regerer fra øens traditionelle kongsby, Conwar, der er en stor by med robuste bygninger, udført i kampesten, og flere tusind indbyggere. Byen er omgivet af høje, veludførte fæstningsværker – et nødvendigt onde, eftersom både Norrland og Plen har betragtet øen som en del af deres retmæssige territorium, og der gennem tiden har været utallige konflikter med begge riger. Den udsatte placering har også gjort øen til et yndet mål for pirater og mallere.

Med tiden har øens befolkning hentet stor inspiration fra Paraviens ridderkultur, og øens samfund lever nu under et feudalt herredømme, hvor lokale herremænd ejer al jord og lader befolkningen dyrke denne mod at sværge dem troskab og lade sig hverve som soldater under deres herremand i krigstid. Trods en udtalt forskel på rig og fattig er livet på øen godt. Placeringen gør øen til et eftertragtet handelsmål, og selv i de dårligste vintre er der fødevarer nok til alle. Så stor overflod har øens befolkning, at kongeslægten har afgivet et helligt løfte om, at samtlige beboere, selv de usleste tiggere, forbrydere og udstødte, er garanteret ét måltid om dagen.

De seneste år er der dog slået sprækker i lykken. Krigene på fastlandet mellem Narabond, Paravien, Santillia og Gothia har skabt ængstelse i samfundet, og mange har udtrykt ønske om, at øen dedikerer flere ressourcer til at varetage deres egen sikkerhed. Under ledelse af kong Eriks yngre bror, Ralf, har en større fraktion af herremænd åbent sat sig op imod kongen, og freden på øen balancerer nu på en knivsæg.

Religion

Asterias befolkning er fortsat kendetegnet ved deres ophav, hvor hovedparten er af norrlandsk afstamning, men som siden er blevet righoldigt suppleret med tilflyttere fra Plen og fastlandet. Lige så forskellige deres kulturelle baggrunde er, lige så forskellige er deres religiøse tilbøjeligheder. For at sikre freden har kongeslægten traditionelt haft for vane at holde sig ude af folkets religiøse anliggender og blot ladet øens beboere tilbede de guder, de ønskede.

Hovedparten af indbyggerne i Conwar og øens andre store byer tilbeder De Sande Guder, og der er rejst prægtige templer til deres ære. Særligt Nimar, Ragil og Djorka er højt værdsatte på øen, og det er velkendt, at kong Erik selv frekventerer Ragils tempel dagligt.

Blandt øens øvrige befolkning er den norrlandske åndetro væsentlig mere udbredt, og jo længere fra byerne man kommer, desto mere vil man opleve en tilværelse præget af overtro og mystik. Øen rummer gamle skove fulde af hellige lunde og overnaturlige væsner, og blandt de mest traditionelt anlagte beboere findes der en næsten kultlignende andagt omkring de gamle helligdomme.

Gennem de seneste år har konflikten mellem kong Erik og hans yngre bror, Ralf, sat mærkbare spor i øens religiøse liv. Modsat kong Erik er Ralf indædt tilbeder af De Sande Guder, og han har gjort det til en mærkesag for dem, der følger ham, at de skal være rene i både hjerte og sjæl, hvilket indebærer at fornægte nogen andre guder end De Sande.

Hans tilhængere har derfor forfulgt de åndetro og brændt flere af deres helligdomme ned, hvilket har været en kraftigt medvirkende årsag til den eskalerende konflikt.

Relationer

Asteria har i mange generationer måttet forsvare sig mod plyndringstogter fra nabolandene Plen og Norrland. Selvom angrebene ikke længere er så hyppige som tidligere, har de sat sig dybe spor i folkets bevidsthed. På øen vil man derfor opleve en stor skepsis mod fremmede – kun besøgende fra Paravien bliver taget venligt og tillidsfuldt imod.

Også indadtil er øen præget af gammel, nedarvet skepsis. Folket har aldrig helt glemt de tidligste tider, hvor tilflyttere fra Plen bosatte sig på øens vestkyst, og norrlændingene forskansede sig på østsiden. Selv den dag i dag vil man opleve store kulturforskelle mellem de to dele af øen, og det kræver heller ikke mange anstrengelser at bemærke, at der også er store forskelle i deres dialekter.

Modsætningerne er dog ikke større, end at befolkningen er hurtige til at finde sammen, når ydre fjender truer – og uanset deres mange interne konflikter, er der intet, der kan skabe sammenhold blandt dem som en fælles fjende. Mange pirater og mallere har gennem tiden begået den fejl at tro, at de kunne udnytte øens splittelse til deres egen fordel, for da at måtte lære en smertefuld lektie, når Asterias folk for en tid demonstrerede et stærkt sammenhold under øens traditionelle røde og grønne fane.