Asteria

I Det Paraviske Hav mod vest, ud for Gothias kyst, finder man den lille ø Asteria. Den blev i umindelige tider regnet for en del af Norrland og havde en befolkning af norrlandsk afstamning. Det ændrede sig imidlertid i år 1262 EJ, hvor en slægtsfejde på Plen resulterede i, at en af øens familier søgte væk derfra. De rejste til Asteria og etablerede hurtigt en landsby på øens vestkyst, som de kaldte Shark efter slægtens overhoved. Omkring landsbyen skyndte de sig at rejse høje palisader, da de ikke nærede nogen forestilling om, at norrlændingene frivilligt ville afgive deres territorium.

Der gik da heller ikke længe, før det kom til konflikt mellem de to kulturer. Norrlændingene var hjemmevante på øen og havde en fordel i deres store antal. Fra storbyen Tronn på øens østkyst sendte deres hersker bølge efter bølge af krigere mod de nytilkomne. Folket fra Plen var imidlertid hærdede krigere, som havde medbragt store forsyninger af velsmedede våben og rustninger, og de stridende parter måtte snart erkende, at de var fastlåst i et ligeværdigt styrkeforhold. Efter flere måneder med konstante krigshandlinger indtraf vinterens kulde dog til sidst og lagde en naturlig dæmper på stridslysten.

I løbet af vinteren blev Plen-folket uforsigtige, og en sen aftentime lykkedes det norrlændingene at bortføre deres overhoveds datter. Hun blev sat i husarrest, men skæbnen ville, at da foråret oprandt, var hun gravid – og selv folket fra Plen måtte nødtvungent acceptere, at det under omstændighederne var passende, at hun blev gift med den formastelige norrlænding, der havde forårsaget miseren.

Der blev indkaldt til bryllup, og de stridende parter accepterede for en tid at bilægge stridighederne. Da barnet kom til verden, var det den yndigste datter med træk fra begge sine forældre. Hendes smil kunne smelte ethvert hjerte, og hver gang norrlændinge og Plens folk gjorde antrit til nye stridigheder, rejste hendes forældre klogeligt dertil med datteren, hvorefter freden på ny indfandt sig.

Til sidst blev der indgået en varig fred mellem parterne, og i erkendelse af datterens store betydning for at sikre øens skæbne blev der opnået enighed om, at øen ikke længere skulle have et norrlandsk eller plensk navn, men skulle opkaldes efter hende – Asteria.

Styre

Igennem de efterfølgende generationer udviklede styret på øen sig fra lokale stammesamfund til et kongedømme, hvor kongen er enevældig, og hans ord er lov. Kronen er siden blevet nedarvet gennem generationerne fra far til ældste søn.

Den nuværende konge er den unge kong Knud Djuvravn, der har siddet på tronen siden år 26 EH. Han har gjort sig bemærket ved at tage mange paraviske skikke til sig og har forsøgt at sætte regler og love over gamle traditioner for slægtsfejder og blodhævn. Selvom det har skabt en hidtil uset ro på øen og gjort ham afholdt blandt store dele af den jævne befolkning, har det også skaffet ham mange fjender blandt øens gamle og traditionsbundne slægter.

Kong Knud regerer fra øens traditionelle kongsby, Conwar, der er en stor by med robuste bygninger udført i kampesten og flere tusind indbyggere. Byen er omgivet af høje, veludførte fæstningsværker – et nødvendigt onde, eftersom både Norrland og Plen har betragtet øen som en del af deres retmæssige territorium, og der gennem tiden har været utallige konflikter med begge riger. Den udsatte placering har også gjort øen til et yndet mål for pirater og mallere, hvilket har medført, at næsten alle større byer nu er beliggende godt inde på øen, herunder kongsbyen Conwar.

Øens befolkning lever under et feudalt herredømme, hvor lokale herremænd ejer al jord og lader befolkningen dyrke den mod at sværge dem troskab og lade sig hverve som soldater under deres herremand i krigstid. Trods en udtalt forskel på rig og fattig er livet på øen godt. Placeringen gør øen til et eftertragtet handelsmål, og selv i de dårligste vintre er der fødevarer nok til alle. Så stor overflod har øens befolkning, at kong Knud har valgt at videreføre det hellige løfte, som hans far, kong Erik d. IX, afgav før ham, om at samtlige beboere – selv de usleste tiggere, forbrydere og udstødte – er garanteret ét måltid om dagen.

De seneste år har der dog været slået sprækker i lykken. Før kong Knud kom til magten, var øen plaget af en blodig borgerkrig mellem kong Erik d. IX og hans yngre bror Ralf. Tiden var kendetegnet ved usikre forhold på fastlandet, som spredte sig over Niraham og også truede Asterias sikkerhed. Ralf udfordrede åbent kong Erik, som han bebrejdede for at være svag og ubeslutsom, og med støtte fra Asterias østlige klaner lykkedes det ham at besejre kong Erik og overtage tronen. Der gik imidlertid ikke mange år, før kong Eriks ældste søn, Knud Djuvravn, havde formået at samle nye styrker, og i år 26 EH besejrede han Ralf uden for Conwars porte og kunne lade sig udråbe som konge af Asteria.

Religion

Asterias befolkning er fortsat kendetegnet ved deres ophav, hvor hovedparten er af norrlandsk afstamning, men som siden er blevet righoldigt suppleret med tilflyttere fra Plen og fastlandet. Lige så forskellige deres kulturelle baggrunde er, lige så forskellige er deres religiøse tilbøjeligheder. For at sikre freden har kongeslægten traditionelt haft for vane at holde sig ude af folkets religiøse anliggender og blot ladet øens beboere tilbede de guder, de ønskede.

Hovedparten af indbyggerne i Conwar og øens andre store byer tilbeder De Sande Guder, og der er rejst prægtige templer til deres ære. Særligt Nimar, Ragil og Djorka er højt værdsatte på øen, og det er velkendt, at kong Knud selv frekventerer Nimars tempel dagligt.

Blandt øens øvrige befolkning er den norrlandske åndetro væsentligt mere udbredt, og jo længere fra byerne man kommer, desto mere vil man opleve en tilværelse præget af overtro og mystik. Øen rummer gamle skove fulde af hellige lunde og overnaturlige væsner, og blandt de mest traditionelt anlagte beboere findes der en næsten kultlignende andagt omkring de gamle helligdomme.

Borgerkrigen mellem kong Erik og hans yngre bror, Ralf, satte dog mærkbare spor i øens religiøse liv. Ralf var indædt tilbeder af De Sande Guder, og han gjorde det til en mærkesag for dem, der fulgte ham, at de skulle være rene i både hjerte og sjæl og fornægte alle andre guder end De Sande. Hans tilhængere forfulgte de åndetro og brændte mange af deres helligdomme ned, og selv nu, under kong Knuds styre, er der stadig konflikter mellem øens gude- og åndetro. Efter forgæves at have forsøgt at mægle mellem de to religioner har kong Knud nu ladet bebude, at De Sande Guder skal dyrkes i øens byer, og at de åndetro til gengæld skal have ret til at dyrke deres tro uforstyrret i øens skove.

Relationer

Asteria har i mange generationer måttet forsvare sig mod plyndringstogter fra nabolandene Plen og Norrland. Selvom angrebene ikke længere er så hyppige som tidligere, har de sat sig dybe spor i folkets bevidsthed. På øen vil man derfor opleve en stor skepsis mod fremmede – kun besøgende fra Paravien bliver taget venligt og tillidsfuldt imod.

Også indadtil er øen præget af gammel, nedarvet skepsis. Folket har aldrig helt glemt de tidligste tider, hvor tilflyttere fra Plen bosatte sig på øens vestkyst, og norrlændingene forskansede sig på østsiden. Selv den dag i dag vil man opleve store kulturforskelle mellem de to dele af øen, og det kræver heller ikke mange anstrengelser at bemærke, at der også er store forskelle i deres dialekter.

Modsætningerne er dog ikke større, end at befolkningen er hurtig til at finde sammen, når ydre fjender truer – og uanset deres mange interne konflikter, er der intet, der kan skabe sammenhold blandt dem som en fælles fjende. Mange pirater og mallere har gennem tiden begået den fejl at tro, at de kunne udnytte øens splittelse til deres egen fordel, for da at måtte lære en smertefuld lektie, når Asterias folk for en tid demonstrerede et stærkt sammenhold under øens traditionelle røde og grønne fane.