I årene efter Himmelkrigene var Niraham præget af en voldsom religiøs omvæltning. Den religion, som gennem halvandet årtusinde havde udgjort en hjørnesten i samfundet, var blevet revet væk fra den ene dag til den anden.
Selvom nye guder snart viste sig i Aferheim, var mange gamle traditioner faldet bort, og sædvanlige levemønstre var brudt. Folk var fortvivlede, og uden et fast holdepunkt i deres liv vendte mange sig mod dem, der kunne relatere og tale til deres fortvivlelse.
Præsterne for Fanabinas børn – guderne Dilarna, Girak og Flarn – fik stor tilslutning i denne tid. Ikke fordi folket fandt glæde og livsmod ved deres dystre budskaber, men fordi deres budskaber om lidelse, sorg og kaos resonerede hos Nirahams folkeslag i en tid, hvor mange havde svært ved at se lyset.
Der udviklede sig derfor en fanatisk sekt omkring Fanabinas børn, der prædikede om kaos og anarki og søgte at omvælte det etablerede samfund. Eftersom tilhængerne var dedikerede til et mantra om, at livet under alle omstændigheder var udsigtsløst, var de hæmningsløse i deres udfoldelser og nærede ingen bekymring for døden eller deres eget velbefindende.
Det kom til meningsløs vold, drab og voldelige sammenstød, og flere steder på Niraham satte tilhængerne gaderne i brand.
Den nye lære
Uroen måtte stoppes, og De Sande Guders præsteskab i Etos begyndte derfor at debattere en ny religiøs vækkelse, der skulle bekæmpe denne fanatisme. Synspunkterne var mange, og debatten strakte sig over flere år, men i år 6 EH annoncerede præsteskabet et nyt religiøst manifest. Tankegangen var, at vold måtte bekæmpes med vold. Der blev derfor introduceret en doktrin, hvor folket fremover skulle fokusere deres tilbedelse på fire af De Sande Guder, der repræsenterede orden, autoritet og viljestyrke: Nimar, Rina, Gasnian og Jorin.
Det var væsentligt, at folket stadig respekterede alle De Sande Guder og huskede at påskønne dem, men egentlig tilbedelse ville være forbeholdt de udvalgte fire, og de skulle ikke længere tilbedes hver for sig, men som en del af en samlet helhed.
Dette var den ene hjørnesten i den monopatiske lære. Den anden var oprettelsen af en monopatisk inkvisition og hær. For effektivt at kunne bekæmpe den udbredte kaos i samfundet var det præsteskabets befaling, at der skulle oprettes en fælles kirkelig hær på tværs af riger, hvis formål skulle være at bekæmpe enhver anstiftelse til religiøs uro.
Reformationen
I de følgende år begyndte prædikanter fra Etos at sprede budskabet til Nirahams riger. Først blev rigerne forsøgt overbevist gennem oplysning og rationelle argumenter. Det havde imidlertid ikke nogen nævneværdig effekt. Rigerne var fastlåst i gamle religiøse traditioner og lod sig ikke omvende så let.
Kun Emyr tog glædeligt imod den nye lære, da man så et betydeligt strategisk potentiale i den. Selv i Emyr erstattede den imidlertid ikke landets hidtidige religion, men etablerede blot Den Monopatiske Kirke på lige fod med rigets ordinære religionsdyrkelse. I Etos så man dog potentialet i et strategisk samarbejde og udråbte derfor Emyrs Kong Archibald som beskytter af Den Monopatiske Kirke.
Da Nirahams riger flere år senere fortsat ikke havde adopteret doktrinen, udstedte præsteskabet i Etos et egentligt kirkeligt edikt om, at folket nu enten måtte tage læren helhjertet til sig eller forvente at blive bandlyst fra De Sande Guders tro.
Det fik i år 22 EH Narabonds dronning Tirri til at proklamere, at hun ville påbyde sin befolkning at dedikere sig helhjertet og eksklusivt til Den Monopatiske Kirke. Også Emyr fulgte hendes eksempel, men der var ikke mange andre, som gjorde det samme. En del riger begyndte at tillade monopaterne at praktisere, men stort set ingen frasagde sig deres hidtidige religiøse traditioner.
Inkvisitionen
Opbakningen til Den Monopatiske Kirke var i bedste fald tvivlsom. I Etos var opfattelsen imidlertid, at når Nirahams riger ikke ville høre, måtte de føle. Kirken sendte derfor sin inkvisition ud for at omvende verdens folk – om nødvendigt ved bålets rensende flammer.
Med vold og magt fordrev de gamle tiders religiøse skikke, og flere tusinder endte deres skæbner på bålet. Det var dog navnlig de svagere og mere fjerntliggende lande, som inkvisitionen lod sin vrede ramme. Særlig de åndetro i Roul-Assin led meget under inkvisitionens brutale fremfærd.
I den sidste ende viste inkvisitionens hårdhændede virke sig imidlertid at have det modsatte resultat af, hvad der var tilsigtet. Frem for at tvinge folket til underkastelse skabte det en udbredt modvilje mod Den Monopatiske Kirke.
Bedre blev det ikke, da dronning Tirri af Narabond befandt sig i en borgerkrig med sin bror, Adrian, hvor de begge krævede monopaternes opbakning. Den Monopatiske Kirke delte sig, og mange kæmpede for Tirri, men flere for Adrian.
Tirri trak sig sejrsrig ud af borgerkrigen, og monopaternes magt i Narabond blev svækket betydeligt. Ikke lang tid efter erklærede Emyr krig mod Narabond, og endnu en gang var kirken splittet mellem, hvem de skulle støtte. Hovedparten af den monopatiske styrke valgte at lade sig mønstre under Emyrs banner, men en betydelig del valgte Narabond.
Tilbagegang
Krigen mellem Narabond og Emyr endte uden en sikker vinder, og både Emyrs kong Archibald og Narabonds dronning Tirri blev dræbt under krigen. Den Monopatiske Kirke stod svækket tilbage uden forkæmpere, og som en af sine første formelle gerninger efter dronning Tirris død i år 27 EH befalede den narabonske rigskanslerinde Elisabeth, at Den Monopatiske Kirke ikke længere skulle anerkendes som en religiøs autoritet i Narabond.
Monopaterne ville fortsat have tilladelse til at opholde sig i landet, men de måtte ikke have egne kirker og ville være udelukket fra at prædike deres budskaber eller udøve deres inkvisitoriske virke. Dermed var kirken i praksis afskåret fra enhver religiøs indflydelse i Narabond.
Emyr gik ikke lige så drastisk til værks. Den Monopatiske Kirke fik fortsat tilladelse til at praktisere i landet, men på lige vilkår med De Sande Guders præster, og monopaterne ville ikke længere modtage bidrag til deres hær fra kronen. I praksis blev den monopatiske lære dermed reduceret til en religiøs bevægelse uden nævneværdig magt i Emyr.
Blandt præsteskabet i Etos måtte man erkende, at slaget var tabt. Opbakningen til den monopatiske lære var væk, og man tilbagekaldte i tavshed doktrinen. Selvom Den Monopatiske Kirke stadig findes og har en hær af religiøse fanatikere, som man ikke uden videre kan negligere, er kirken langt fra den magtfaktor, som præsteskabet i Etos oprindeligt havde tiltænkt.