I år 1469 EJ indtraf den største religiøse omvæltning, man havde oplevet på Niraham siden Jarcos åbenbaring. Ligeså pludseligt som guderne dengang blev givet til verdens folk, blev de nu med ét taget fra dem igen.
Igennem århundreder havde troen været en fast støttepille i folkets liv. Læren om De Sande Guder gav dem et formål med tilværelsen og en vished om, at der var højere magter, som beskyttede dem og lyttede til deres bønner. Kirken var også et samlingspunkt, hvor både gammel og ung fandt sammen i et tæt fællesskab og lyttede til præsternes ord, der lindrede sorg og viste vejen frem, når mørket og kulden tærede på sjælen.
Der var imidlertid også dem, der havde erfaret, hvordan kirken kunne være et usædvanligt effektivt magtmiddel. Ved at råde over menneskers tro besad præsterne magten til at påvirke deres sind, og med blot et enkelt velvalgt ord kunne de udrette større bedrifter, end konger var i stand til med alle deres hære.
Det havde aldrig været hensigten, at en så stor magt skulle befinde sig i præsternes hænder, og gradvist begyndte den at korrumpere deres sjæl. Præsterne brugte deres autoritet til at opnå rigdom og magt, og i stedet for at tjene guderne begyndte mange at tjene jordiske magthavere og bruge gudernes kræfter til at tvinge folket til at lystre deres vilje.
Kirkens misbrug af gudernes gaver steg til hidtil usete højder, da en intern strid brød ud blandt præsteskabet i Etos, hvis eneste bevæggrunde var personlige rivaliseringer og magtkampe. Højpræster, der burde have været blandt de mest ærværdige på Niraham, udførte de mest nedrige gerninger i jagten på personlig vinding, og adskillige præster blev dræbt i smug af deres rivaler.
Snart bredte konflikten sig fra Etos og ud i resten af Niraham, og selv i Narabond oplevede man præsterne vanhellige Basilikaen ved at føre interne stridigheder med ind under dens tag. Siden den blev opført, havde Basilikaen været dedikeret til samtlige af De Sande Guder, men konflikter blandt de gejstlige medførte, at flere af gudernes tilhængere blev forvist, og en række af de mest hellige relikvier blev ødelagt under præsternes magtkampe.
Striden nåede sit højdepunkt, da præsterne ved Jarcos Tempel på Djann-højsletten lukkede dørene og kun tillod Nimars menighed adgang til dets indre.
Da Rasnassolins ypperstepræst Esajas Tomarij drog dertil for at bede og spørge guderne til råds, blev han nægtet adgang. Han insisterede på at blive lukket ind og fortsatte med at banke på templets porte. For at jage ham bort begyndte præsteskabet at håne ham og kaste sten mod ham. En af disse ramte Esajas hårdt i ansigtet, og han faldt om blødende. Ingen kom ham imidlertid til hjælp, og han led en ensom død på trappen foran Jarcos Tempel.
Den nat begyndte et voldsomt uvejr at brede sig over hele Niraham, og hagl faldt i hver en egn af verden. Jordskælv brød ud, og lyn og torden ramte indbyggere i alle verdens riger. En storm, hvis lige aldrig før var set, blæste over verden, og havene begyndte at flyde ind over kysterne.
Dagen efter vågnede Niraham til en afgrundsdyb tavshed fra det hinsides. Guderne svarede ikke længere på deres tilhængeres bønner, og for første gang i halvandet årtusinde følte Nirahams folk sig pludselig helt alene.
I næsten en måned stod dette uvejr på. Marker blev lagt øde, og mange blev dræbt, da jorden rejste sig under deres fødder. Panik og angst hørte til hverdagen, og mange mistede håbet på fremtiden og talte om, at dommedag var indtruffet.
Da begyndte en unaturlig ro imidlertid at dæmpe folks sind. Stormene lagde sig, og en sælsom fred bredte sig over Niraham. De gamle guder var fortsat tavse, men når præsterne forsøgte at hidkalde dem, fik de svar fra andre, ukendte stemmer.
Nye guder var trådt ind i Aferheim, og kun få af de gamle guder var forblevet. I tiden der fulgte, vandrede profeter på Niraham og bekendtgjorde de nye guders komme og de gamles fald. Verdens folk lærte, hvordan stridighederne på Niraham også havde bredt sig til Aferheim og havde ført til en frygtindgydende krig mellem guderne selv, hvor størstedelen af både guderne og deres mirnere var faldet.
Ingen kunne fuldt ud begribe, hvad der var sket med de faldne guder. Kunne en gud dø? Var de forsvundet? Eller sov de bare? Ingen vidste det. Realiteten var imidlertid, at de ikke længere besvarede deres tilbederes bønner, og i de faldne guders sted var der trådt nye guder frem.
Man gav denne begivenhed navnet Himmelkrigene, og fra Etos blev der udstedt dekret om, at kalenderen fremover skulle regnes fra dette år. En ny tidsregning fulgte, og året efter 1469 EJ, hvor Himmelkrigene var indtrådt, blev derfor navngivet som år 1 EH.
Redaktionel note
Det fænomen, vi nu kender som Himmelkrigene, udspillede sig under scenariet De Fem Riger II: Dies Irae, som blev afholdt i Hareskoven i sommeren 1997. Her indtraf dommedag, og størstedelen af Niraham blev opslugt af intetheden, ligesom hovedparten af de gamle guder forsvandt.
Efter scenariet blev hændelserne omskrevet til at være en religiøs krig, og fænomenet blev omdøbt til Himmelkrigene. Kampagnen blev desuden rykket frem i tid for at skabe afstand til det passerede. Med tiden begyndte spillerne at ønske de gamle guder tilbage, og gradvist blev hændelserne fra scenariet næsten helt skrevet ud af Nirahams historie.
Guderne
Før Himmelkrigene var de gamle guder kendt som De Ti Sande på grund af deres antal. Størstedelen af dem forsvandt under Himmelkrigene, så kun to var tilbage: Nimar og Gasnian. Efterfølgende blev en række af deres børn ophøjet, og det samme skete for Nimars mirner, Jorin, ligesom guden Arl manifesterede sig.
De gamle guder
De nye guder
Arl Ys Aferheim
De profeter, der begyndte at prædike efter Himmelkrigene, gav alle den samme forklaring på, hvad der var hændt i det sønderrevne Aferheim. Deres fortælling blev møjsommeligt nedskrevet og er derfor velbevaret.
Profeterne spredte beretningen til alle Nirahams folk, og hver gang nogen udtrykte bekymring for fremtiden, fik de altid svaret “Arl Ys Aferheim”, der bedst kan oversættes til et beroligende budskab om, at alt er godt, siden Arl nu er i Aferheim.
De nye guder
Nimar åbnede øjnene og kiggede sig fortvivlet omkring. Han huskede kun gudernes stridigheder og hvordan hele Aferheim var eksploderet i et lysglimt, som endnu brændte i hans øjne. Da han så sig om, var der intet at se. Alt var dækket af tåge, og han kunne kun tydeligt skelne den bakke, som han lå på.
Alle de andre guder var forsvundet. Hvorhen vidste han ikke. Den tåge af intethed, der lå omkring ham, syntes at gennemtrænge alt, og han havde en følelse af, at der virkelig intet var bag tågen. Intetheden måtte have taget de øvrige guder og opslugt dem. Men hvorfor var han selv tilbage?
Han satte sig opgivende ned. I sit stille sind vidste han, at det påhvilede ham at skabe Aferheim på ny. Gudernes hjem måtte aldrig gå bort. Han følte sig imidlertid så uendelig træt, og han havde mere lyst til blot at læne sig tilbage i græsset og lade intetheden tage sig.
Da han stirrede ud i tågen, så han imidlertid, hvordan den langsomt trak sig tilbage, og dér på jorden neden for bakken lå hans gamle ven Gasnian. Han skyndte sig ned for at se til ham og drog et lettelsens suk, da han mærkede, at han blot sov tungt.
Nimar så sig omkring. Intetheden havde trukket sig længere tilbage, og dér i en lille lund var den skønneste kvinde, han havde set. Hun sad på en træstub og redte sit lange, lyse hår. Hun var klædt i en hvid kjole og havde en guldhalskæde rundt om halsen. Rundt omkring i lunden kunne Nimar se nogle fugle og andre små dyr.
Der var Lyane, Sissiannas og Buranias datter. Nimar frydede sig ved tanken om, at hun var sluppet ud af tågen, men da hun rejste hovedet og så på ham, kunne han læse i hendes tårevædede øjne, at begge hendes forældre var borte.
Nimar rettede sig op og bevægede sig hen mod Lyane for at trøste hende, men inden han nåede at tage tre skridt, stoppede han op. Noget holdt ham tilbage. Han vendte sig om og kunne først ikke se noget. Da begyndte han imidlertid at kunne skimte noget ude i intetheden. En skikkelse stod ensom og alene midt i tågen, og det så ud, som om tågen omsluttede og dansede omkring personen.
Tågen begyndte at trække sig tilbage, og nu kunne han se, hvem det var – Dilarna. Hun var Fanabinas barn ligesom Flarn og Girak. Hvem deres fader var, havde hun aldrig villet oplyse, men Nimar havde i sit stille sind længe frygtet, at faderen ville vise sig at være af dæmonisk herkomst eller måske endda en manifestation af rall selv.
Han gøs og stirrede stift på, hvordan hendes lange, sorte hår og askegrå kjole blafrede i en vind, der ikke var der. En ubehagelig kulde udsprang fra hende, og hvor hun stod, var alt dødt.
En hest vrinskede bag ham, og Nimar vendte sig om. Dér på toppen af bakken stod en prægtig, hvid hest, og på sin ryg bar den en rytter. Manden på hesten var iklædt en skinnende rustning, og Nimar genkendte ham som Jorin, der engang havde været hans mest fornemme mirner. Han fremstod imidlertid nu som en gud og udgjorde et prægtigt syn, når han sad dér omgivet af et svagt lysskær.
Bag Jorin stod en kvinde, klædt i en kjole bestående af alle regnbuens farver. Hun så ud til at svæve hen over jorden, og overalt hvor hun var, syntes en særlig aura at følge hende. Nimar smilte sørgmodigt til hende, og hun gengældte forsigtigt hans gestus. Det var Tara – hans og Rinas yngste datter.
Da følte Nimar en voldsom kulde, og han så, hvordan tågen trak sig sammen om guderne. Han gøs, og Tara løb hen og knugede sig skræmt ind til ham. Nimar hørte en besynderlig lyd, og da han kiggede op, så han noget komme rullende hen imod sig. Det stoppede, da det ramte hans ben. Han kiggede ned og så, at det var et afhugget hoved – Rinas hoved. Hans mage og livsledsager var død.
Sorgen ramte ham og formørkede hans syn, og han troede først, at det var et febersyn, der ramte ham, da han så en hæslig skikkelse træde ud af skyggerne. Det var en stor, muskuløs mand, som var klædt i en mørk pladerustning. Store pigge stak ud fra den, og der løb blod ned over dens forside. Væsnets hænder var som store klør, og dets ansigt havde form som et forvredet ulvehoved. Blodrøde øjne stirrede på Nimar, og dens mund skiltes i et ondskabsfuldt, hånende smil. Det var Flarn.
Bag ham, godt på afstand af de øvrige guder, stod Girak. Han var kun ringe af størrelse, men var klædt i en sort kåbe, og fra skyggerne under hætten var det muligt at ænse et skadefro grin. Girak udstødte en hånlig latter og gav sig til nonchalant at kaste en daggert op i luften og gribe den ved spidsen, som var han ligeglad med, hvad der var sket.
Jorins hest vrinskede, og ridderen trak sit sværd, idet han begyndte at galopere ned mod Flarn. Det lod til, at der selv nu ikke ville herske fred mellem de to, og Nimar vendte sit ansigt bort i sorg. Pludselig lød der imidlertid et sønderrivende tordenskrald, og mellem de to krigere trådte en midaldrende mand i rustning frem. “Stop!”, råbte han, og de standsede begge forbløffet op og trådte et skridt tilbage.
Bag Nimar rejste Gasnian sig langsomt og så med forundring på den fremmede. Heller ikke Nimar genkendte ham, og han var oprigtigt forundret over denne fremmede, som havde åbenbaret sig i resterne af Aferheim og udviste en sådan autoritet.
“Niraham har lidt under gudernes krig. Mange af verdens folk er gået bort, og det samme er hændt jer guder. Nu er det tid til at bygge noget nyt og bedre. I har alle magten til at rette op på de gamle fejl, så gå nu og gør min vilje. Lad mig dog præsentere mig selv forinden. Jeg er Arl, gudernes dommer. Det er blevet mig pålagt at våge over jer og opretholde balancen.”
Derefter sendte han guderne bort. Tågen lettede, hvor de gik, og de så, at Aferheim fortsat bestod. Resten af de gamle guder var ingen steder at se, og guderne sørgede over deres bortgang. De havde imidlertid meget at se til og måtte glemme deres sorg for en stund. Nirahams folkeslag var forvirrede og hjælpeløse i fraværet af deres guder, og det var blevet dem pålagt at skabe en bedre verden.
De gik hver til sit, og i endnu et tordenskrald forsvandt også Arl.
Liber Patris
Årene efter Himmelkrigene var præget af stor usikkerhed og forvirring. Ingen kunne forklare, hvad der var overgået guderne, og mange udnyttede forvirringen til at fremføre falske profetier. I år 2 EH opstod en kult i Vestlenet i Narabond, der prædikede en lære om Himmelkrigene, der adskilte sig fra den autoritative tekst på en række afgørende punkter.
Mest væsentligt var, at Arl skulle have åbenbaret for de forsamlede guder, at han var sendt af en højere herre, hvis autoritet oversteg dem alle. Herudover skulle Arl have været ledsaget af en kvinde, sin hustru, og han skulle have placeret ansvaret for Himmelkrigene på en tjener, kaldet ‘Dommeren’, der var sendt af gudernes overherre.
Den lære blev hurtigt erklæret kættersk og falsk, og alle eksemplarer af denne forvanskede tekst blev brændt på bålet sammen med de formastelige, der blev afsløret i at have forfattet den. Der findes dog stadig enkelte kopier af teksten, der er afskrifter fra den oprindelige kilde, kaldet Liber Patris – Herrens bog.
Genopstandelsen
I tiden efter Himmelkrigene begræd verdens børn de faldne guders bortgang. Ingen forstod fuldt ud, hvad der var sket, og det forekom aldeles uvirkeligt, at guderne uden videre kunne forsvinde.
Med de nye guders komme blev sorgen dog lindret, og mange tøvede ikke med at tage dem til sig. Selvom det var nye og ukendte guder, syntes de alligevel beslægtede med dem, man tidligere havde kendt og elsket. Efterhånden som templer blev dedikeret til de nye guder, fandt folket trøst og fornyet livsglæde.
Der var imidlertid også dem, som ikke lod sig omvende så let og nægtede at vende de gamle guder ryggen. De anså tilbedelsen af de nye guder som forræderi og følte kun afsky over for dem, der så hastigt forkastede de guder, som havde værnet om dem i århundreder.
I stedet intensiverede de deres tilbedelse og bønfaldt de faldne guder om atter at vise sig for verdens børn. For hver dag, der gik uden tegn fra det hinsides, blev deres desperation større, og deres tilbedelse nærmede sig det fanatiske.
Djorka
I år 4 EH skete det, at Darkoniens dværge en tidlig morgen hørte en svag banken fra dybet. Dag for dag tiltog lyden i styrke, indtil hele riget genlød af klangen fra hammer mod ambolt. Djorkas præster genkendte straks dette tegn og kastede sig til jorden i glæde – deres gud og almægtige fader var vendt tilbage til dem.
Blandt Nirahams racer var det særligt dværgene, der havde holdt fast ved deres gamle tro. Stædigt havde de nægtet at forsage Djorka, og nu så det ud til, at deres vedholdenhed havde båret frugt. I månederne, der fulgte, blev deres kontakt til Djorka stadig stærkere, og i år 6 EH begyndte hans præster igen at kunne trække på hans kræfter.
Denne nyhed skabte en bølge af eufori blandt Nirahams folk. Håbet blussede op på ny, og mange af dem, der havde opgivet at vække de gamle guder, begyndte atter at kalde deres navne ud i mørket.
Blandt teologerne opstod en intens debat. Præsteskabet i Etos havde aldrig fremsat en formel tese om de faldne guders skæbne, og de fleste havde blot antaget, at de gamle guder var døde og ude af stand til at vende tilbage.
Djorkas tilbagekomst rystede imidlertid denne forestilling og kastede verdens folk ud i ny forvirring. Man antog nu, at de faldne guder ikke var døde, men derimod henlagt i en dyb søvn, som kun en helt enestående kraft kunne vække dem fra.
Fanabina
I år 8 EH opstod der stor splid blandt Underverdenens sortelvere. Kejserinde Izmya havde fire år tidligere udstedt et dekret, der påbød, at sortelverne skulle frasige sig Fanabina og i stedet konvertere til Dilarnas lære. Dette påbud førte til voldsomme interne stridigheder, og Izmya fik stadig sværere ved at holde sit folk i ro.
Krisen kulminerede i en blodig krig mellem Dilarnas præsteskab og de sortelvere, der fortsat svor troskab til Fanabina. Som følge af konflikten valgte mange sortelvere at forlade Underverdenen og søge til overfladen i håbet om at undgå de bitre kampe. Blandt disse var især Fanabinas tilhængere, der fandt fristeder, hvor de kunne udøve deres tro uden frygt for forfølgelse.
Det var i denne tid, at en gruppe Fanabinapræster under huset Val’Share oplevede et spinkelt livstegn fra deres gudinde. Rygtet spredtes hurtigt, og overfladens sortelvere strømmede til de gamle templer i deres iver efter at lede Fanabina tilbage til verden. Ved årets slutning var deres anstrengelser lykkedes, og de havde vækket hende af sin dybe søvn.
Ragil
Inspireret af dværgenes og sortelvernes succes begyndte også elverne et desperat forsøg på at vække deres moder, Sissianna, tilbage til livet. Deres ihærdighed bar imidlertid ikke frugt, og elvernes fortvivlelse kendte ingen grænser. Mange elvere gav i den periode afkald på livet og rejste ind i de dybe skove for aldrig at blive set igen.
Også menneskene forsøgte helhjertet at bringe deres faldne guder tilbage, men heller ikke de havde held med foretagendet, før det i år 11 EH lykkedes en forsamling af lejesoldater fra Plen og fanatiske Ragilpræster fra det nordlige Niraham at få Ragil til at vise sig for dem.
Ved templet Kar’Sarkarm i det nordlige Emyr havde de samlet et bål, der var højere, end nogen mand kunne se, og i otte dage hidkaldte de Ragil, mens de messede uafbrudt og piskede deres rygge til blods i hans ære. Ved udgangen af den ottende dag hørtes et øresønderrivende tordenskrald, og et ansigt viste sig i flammerne. Man havde vækket Ragil fra hans mangeårige søvn, og også han vågede nu over Niraham og sine trofaste tilhængere.
De resterende guder
Efter Ragils genvækkelse gik der en bølge af optimisme gennem Nirahams folk, og bønnerne til de faldne guder steg hundredfold. Flere år gik imidlertid uden nye mirakler, men omkring år 17 EH begyndte præster at tale om, at de følte livstegn fra ikke kun én, men flere af de gamle guder. Også elverne hørte en sagte hvisken i naturen, som i øjeblikke bragte minder tilbage om Sissiannas stemme.
Med tiden steg gudernes røster i intensitet, og flere og flere af de faldne guders præster begyndte at genvinde deres kræfter. Guderne var stadig kun svage, og deres stemmer lavmælte, men som tiden gik kunne de høres højere og mere tydeligt.
Mest overraskende var, at også Rina begyndte at tale til sine præster. Hvor de øvrige guders skæbne havde været uvis, fortalte profeterne efter Himmelkrigene meget detaljeret om, at Nimar havde set Rinas afhuggede hoved ligge for sin fod.
Den sidste af guderne, der begyndte at svare sine tilhængere, var Rasnassolin. I år 28 EH indtrådte der en af de mest voldsomme og ødelæggende storme i mands minde. Havet rejste sig, og stort set alle kystbyer blev oversvømmet. Under stormen hørte Rasnassolins præster ikke kun en sagte hvisken fra deres gud, men et afgrundsdybt brøl. Også han havde nu varslet Niraham om sin tilbagevenden.
Fælles for alle de faldne guder er imidlertid, at de efter at være vækket fra deres søvn, er forandrede. Deres essens er fortsat den samme, men mange af dem er svagere, end de tidligere var, og særlig Rinas stemme er stadig kun en hæs hvisken. Mange af dem har også nye og anderledes bud til deres tilbedere. Hvor fx Ragil førhen varslede ild og evig krig, er hans budskab nu et mere afdæmpet om at være handlekraftig og modig.
Om dette ændrede gemyt blot er en forbigående tilstand efter deres lange søvn, eller en varig forandring, der er kommet for at blive, kan selv de største teologer på Niraham kun gisne om.