Flammernes Katedral

Dette er Ragils højtempelNiraham, den største og mest betydningsfulde kirke dedikeret til hans lære. Katedralen befinder sig på øen Plen, og trods sin fjerne beliggenhed er den righoldigt besøgt. Ragilpræster fra hele Niraham valfarter dertil for at søge visdom og indsigt i Ragils veje, og præsteskabet er højt respekteret både i og uden for kirken.

Katedralen er hjemsted for Ragils ypperstepræst, Johan De’André, der blev udpeget i år 32 EH, og også hovedparten af Ragils kardinaler residerer under dens tag. Ragils lære er præget af en udtalt autoritetstro, og samtlige præster og paladiner, som følger hans veje, sværger troskab til ypperstepræsten og en hellig ed om at følge hans og kardinalernes doktriner. Kun Ragilkirken i Roul-Assin aflægger ikke denne ed. Siden rigets løsrivelse fra Narabond i år 23 EH har roulerne nægtet at underkaste sig nogen anden autoritet, og de anser derfor rigets dronning, Sida Skarphedin, som kirkens overhoved.

Hvor Plen er kendt for sit kolde, vindomsuste landskab, er Flammernes Katedral altid opvarmet og præget af en intens hede året rundt. I hvert hjørne af katedralen stiger flammer til vejrs fra store bålfade, og tusindvis af fakler oplyser dens mange gange, sale og kapeller. Ragils tilstedeværelse er tydelig overalt, og væggene er prydet med storslåede bannere i hans farver: sort og rød.

Centralt i katedralen findes den prægtige storsal, som kan rumme flere tusinde tilhængere, og i dens midte finder man Ragils alter. Det er udført i massivt granit og har indlagte magiske runer, der lyser i mørket. Gennem tiden er der opstået en tradition for ved magisk kraft at smede sværdene fra Ragils største krigere ind i alteret, når de falder i kamp, og utallige klinger går nu i ét med alterets granit.

På alteret finder man også Ragils hellige bog og en lang række hellige regalier. Den største samling af magiske artefakter opbevares dog i krypterne under katedralen. Ragils præsteskab på Plen har gennem tiden anset det for deres hellige pligt at tage ansvar for de af Nirahams magiske genstande, der kunne være farlige, hvis de faldt i hænderne på mørke kræfter, og de har derfor hjemtaget et meget stort antal artefakter, som de drager vare på.

Blandt de højest skattede artefakter i katedralens varetægt er stykker af Ragils hellige klinge, Vardunger, som regnes for nogle af de mest hellige inden for Ragils lære, og som derfor er under konstant bevogtning af kirkens paladiner.

I år 28 EH blev katedralen udsat for et angreb fra mørke kræfter, der formåede at styrte et af katedralens store hjørnetårne i grus – utvivlsomt for at tiltvinge sig adgang til kirkens samling af magiske genstande. Præsteskabet forsvor efterfølgende, at intet var blevet stjålet, men det er siden blevet en udbredt antagelse, at der var tale om lærlinge under Modeus, der formåede at slippe væk med magtfulde, mørke artefakter, som var medvirkende til, at de nogle år senere kunne vække deres herre til live.

Scroll to Top