Blandt Nirahams magikyndige er det en uomtvistelig sandhed, at de to mægtigste magikere, der nogensinde har betrådt Nirahams jord, er henholdsvis højelveren, der er kendt som Den Vise, og mennesket, der bærer tilnavnet ‘Fyrst’ Modeus. Hvor Den Vise bekendte sig til guddommelig højmagi, trækker Modeus i stedet på dæmoniske skyggekræfter og neldorernes gamle kundskaber.
De tre søstre
Historien begynder for begge deres vedkommende i årene omkring 6.300 FJ. Sortelverne havde gjort deres første indtog på Niraham, og i desperation sendte Rina tre af sine mirnere, kaldet De tre søstre, til Niraham for at hjælpe elverne og lære dem højmagiens kunst. To af søstrene tog elviske lærlinge, skovelveren Koiera og højelveren Cerbian, men den tredje søster blev forledt af et menneske, Modeus, som hun, mod Rinas bud, valgte som sin lærling.
Modeus blev overordentlig magtfuld og valgte i lang tid at gå sine egne veje. Efter De tre søstre havde forladt Niraham, opsøgte han Koiera for at indvie ham i nye, mægtige kræfter, som Modeus havde fået adgang til ved at indgå pagter med dæmoner. Koiera nægtede, hvorefter det kom til kamp mellem dem. Cerbian blandede sig, og kampen udmøntede sig i, at Koiera blev dræbt, og Modeus forvist til Skyggeplanet, dæmonen Zaratziels rige.
Her var Modeus indespærret i umindelige tider, alt imens Cerbian indstiftede Højmagernes Orden, hvor han tog sig lærlinge af elvisk afstamning og gennem årene blev kendt som Den Vise.
Al-Hazif
Med tiden fandt Modeus en vej tilbage til Niraham. Han havde opnået stor viden om mørke kræfter på Skyggeplanet. Siden havde han også vandret på dæmonernes øvrige planer, og gennem en række fordækte aftaler med dæmoner havde han fået adgang til mange af deres kræfter. Eftersom Modeus sjældent selv holdt sin del af aftalerne, blev han blandt dæmonerne kendt som Edsbryderen.
Det nøjagtige årstal for, hvornår Modeus vendte tilbage til Niraham, er ukendt. Siden den tidligste begyndelse havde han haft en evne til at holde sit sande væsen skjult, så han har utvivlsomt vandret på Niraham i umindelige tider, før han valgte at gøre sin identitet kendt.
Vi ved imidlertid, at Modeus studerede under den store zarabiske magiker Al-Hazif. Det skete fordækt og over en lang årrække, uden at Modeus åbenbarede sin sande natur. Han var Al-Hazifs dygtigste elev og fik indblik i henved alle kundskaber, som den store magiker havde tillært sig. Al-Hazif blev imidlertid betænkelig ved sin elevs ærgerrighed og nægtede derfor at lære ham om neldorernes kræfter.
En aften i år 1245 EJ opsøgte Modeus Al-Hazif uden for hans tårn og udfordrede ham for at få herredømmet over tårnet og den viden, som det rummede. Kampen var reelt afgjort, før den var begyndt, og det var kun et spørgsmål om tid, før Modeus tvang sin modstander i knæ. Frem for at underkaste sig valgte Al-Hazif at tage sin viden med sig i graven, og i en sønderrivende eksplosion lagde han sit tårn og alt landet omkring det øde.
Modeus samlede de skriftruller og artefakter sammen, som ikke var blevet ødelagt i eksplosionen, og rejste herefter videre til de øvrige akademier, som Al-Hazif havde indstiftet. Her havde langt fra alle Al-Hazifs lærlinge modet til at følge deres mester ind i døden, og Modeus tilranede sig derfor skrifter og megen anden viden om neldorerne fra akademierne.
Bang Tei
Hvor Modeus herefter begav sig hen, er gået tabt i historien, men det vides, at han senere blev set regelmæssigt i det sydøstlige Niraham ved Tiesilé-bjergene, hvor neldorerne i sin tid havde haft deres hjem.
I år 4 EH gjorde Modeus derefter sit indtog i Bang Tei. Han rejste gennem junglen til det fjerne rige og præsenterede sig for det forundrede folk – atter forklædt og uden at åbenbare hverken sit sande navn eller væsen.
Forlydenderne om hans ankomst bredte sig og kom kejseren for øre. Kejseren var nysgerrig og ønskede at blive præsenteret for den fremmede, og han foranledigede en privat middag i hans ære. Hvad der blev sagt under den middag, henstår i det uvisse, men efterfølgende udsendte kejseren en befaling om, at han havde antaget den fremmede som en særligt betroet rådgiver ved sit hof.
Snart efter trak kejseren sig helt tilbage fra offentligheden og proklamerede, at hans rådgiver ville regere i hans fravær. Da var det, at Modeus åbenbarede sit navn for folket. I det fjerne Bang Tei havde ingen imidlertid før hørt hans navn eller stiftet bekendtskab med hans bedrifter. Hvis de havde, ville de have kastet sig til jorden i frygt. De lærte imidlertid snart nok at frygte ham.
Modeus udvalgte det gamle Dragetempel på Marak Tei-bjerget som sit hovedsæde. Det var et helligt sted, der hidtil havde været hjemsted for Ki Mana-munkene, men Modeus forviste dem fra bygningen. Herefter gik han i gang med at skabe en race af dæmoniske væsner ved navn uru kaikiler, som han satte fri i Bang Teis jungle for at sikre, at ingen fremover ville kunne rejse hverken til eller fra landet. Også de forsøg på oprør, som befolkningen anstiftede, lod Modeus sine uru kaikiler slå hårdt ned på, indtil folket i Bang Tei til sidst var kuet.
Det var i denne tid, at Modeus begyndte at blive omtalt som ‘Fyrst’ Modeus. Han tog navnet til sig og har med stolthed båret det siden.
Herefter samlede han de mest kyndige af Bang Teis magikere og gav dem besked på at rejse ud i verden og skaffe ham magiske genstande. Han ønskede i særlig grad artefakter fra neldorernes gamle rige, og for at fremme deres sag gav han magikerne indblik i sine mørke, magtfulde kunster og gav dem skarer af uru kaikiler med sig ud i verden. Magikerne havde stor succes med deres foretagende og formåede at bringe adskillige af neldorernes gamle artefakter med sig hjem.
Efter en række år ebbede tilstrømningen af magiske artefakter imidlertid ud, og Modeus forlod Bang Tei igen omkring år 10 EH.
Underviseren
I år 25 EH blev Modeus indhentet af sin fortid. Hans mange brudte aftaler og pagter med dæmoner havde skaffet ham mange fjender, og også mange andre overnaturlige væsner havde god grund til at jage ham.
En mægtig troldmand, der bar tilnavnet Underviseren, havde set gennem den maske, som Modeus skjulte sin sande natur bag, og formået at opspore ham. Underviseren sendte sine sorte riddere efter Modeus, og selvom de ingen forudsætninger havde for at bekæmpe ham, formåede de at holde ham optaget længe nok til, at Underviseren selv kunne komme til stedet, uden at Modeus kunne nå at slippe væk, som han havde gjort så mange gange før.
Modeus var for stærk for Underviseren. Til trods for, at også mange dæmoner involverede sig og i fællesskab forsøgte at bekæmpe ham, var Modeus dem alle overlegne. Han kendte dæmonernes sind, og både deres angreb og svagheder var derfor forudsigelige for ham. Til sidst var også Underviseren tvunget i knæ.
Der var imidlertid én fjende, som Modeus ikke kendte eller kunne forudse tankerne bag. Den forræderiske rouliske ånd, der blandt de dødelige er kendt som Tyven, havde også fattet vrede mod Modeus, men havde skjult sig i skyggerne og forholdt sig passiv under kampen mellem Modeus og Underviseren.
Da Modeus hoverende stod over den besejrede Underviser, trådte Tyven frem fra skyggerne bag Modeus og stak sin hånd gennem hans brystkasse, hvor han tog Modeus’ hjerte og forsvandt. Modeus faldt til jorden, død. Med tiden havde Modeus imidlertid indgået aftaler med utallige dæmoner, som skulle indfries den dag, hvor han ikke længere trak vejret. Dæmonerne kom derfor nu for at hente ham, og de tog ham med tilbage til dæmonernes rige for at indfri gælden.
Tilbagevenden
Blandt Nirahams folk fejrede man Modeus’ bortgang, og mange almindelige dødelige proklamerede i lettelse, at Modeus var borte for altid. Ikke alle tog imidlertid del i festlighederne. De af Nirahams magikere, der kendte til Modeus’ historie vidste, at han næppe ville forgå så let – og ganske rigtigt.
Modeus’ aftaler med dæmonerne havde været endnu et bedrag, hvis formål var at sikre hans sjæl og legeme, hvis en dag døden måtte indhente ham. Og måden, hvorpå han blev taget til dæmonernes rige, var blot et led i planen.
Der gik derfor ikke mange år, før det i år 34 EH forlød, at Modeus på ny var sluppet fri fra dæmonernes rige og var vendt tilbage til Niraham.