Akosheim

Denne by var Narabonds første og oprindelige hovedstad. Byen blev grundlagt i år 39 EJ af Nikolai Akonos, efter han havde underlagt sig det område, der i dag udgør kongeriget Narabond, og tjente i de næste mange år som rigets hovedsæde og hjemsted for Narabondslægten.

Under Ostlandskrigen, der udspillede sig mellem Narabond og Emyr i årene 969 EJ til 1040 EJ, blev Narabonds styrker tvunget så langt tilbage, at Emyr til sidst kunne indtage Akosheim i år 987 EJ. Herefter plyndrede de byen og satte den i brand, så der til sidst kun stod forkullede ruiner tilbage. Jorden omkring byen blev også saltet, så intet nogensinde ville kunne vokse der igen.

Efter krigens afslutning i år 1040 EJ grundlagde Narabond en ny hovedstad, Kungstadt, et stykke nord for ruinerne af Akosheim. Over tid forsvandt også ruinerne, indtil der til sidst blot lå en øde stenmark tilbage, og mange glemte efterhånden, at det havde været hjemstedet for Narabonds prægtige hovedstad.

Magiens Cirkel

I år 27 EH fik området imidlertid nyt liv. Magiens Cirkel begyndte at opføre en ny by på stedet, hvor Akosheim i sin tid havde befundet sig. Ved hjælp af magi sprang byen hastigt i vejret, og allerede ved årets udgang var store dele af byen færdigbygget.

Den genopførte by blev også givet navnet Akosheim, og året efter gjorde Magiens Cirkel den til sit hjemsæde i Narabond. I den forbindelse blev den unge morticistmester Corvinius fra Cirklens akademi i Kungstadt udpeget som primus – nationalt overhoved – for Cirklen, og han kunne umiddelbart derefter indvie og flytte ind i Cirklens nye, prægtige bygninger i Akosheim.

Scroll to Top