Dette er navnet, der blev givet til en krig, der udspillede sig mellem nordens to store riger, Narabond og Emyr, i årene 969 EJ til 1040 EJ. Begge riger havde gennem en lang årrække vokset sig store og magtfulde, og det var åbenlyst, at de en dag måtte tage et opgør om, hvem der skulle være nordens dominerende magtfaktor.
Selvom Emyr indledningsvist havde størst fremgang, formåede Narabond ved hjælp af sine allierede til sidst at trække sig sejrrigt ud af konflikten. I den forbindelse annekterede Narabond en del af Emyrs territorier på den østlige side af Akos-see, kaldet Ostland, som blev til Østlenet i Narabond.
Med Ostlandskrigen fik Narabond etableret sig som det dominerende kraft i nord. Siden har de to riger haft en ihærdig rivalisering, der gentagne gange har udmøntet sig i nye krige for at teste magtbalancen på ny.
Krig
Omkring år 950 EJ begyndte forholdet mellem Narabond og Emyr at slå sprækker. Rigerne havde etableret sig som nordens to største magtfaktorer, og som to brødre kunne de ikke undgå at prøve kræfter med hinanden for at afgøre, hvem der var stærkest.
I begyndelsen udspillede konflikten sig kun ad diplomatisk vej, men efterhånden spredte der sig en decideret fjendsk stemning mellem rigerne, og begge syntes indstillet på, at den måtte løses ved våbenmagt. Selvom Emyr traditionelt er blevet anklaget for at have taget det første skridt, ville krigen uundgåeligt være brudt ud før eller siden.
I år 969 EJ krydsede Emyrs hær grænsen til Narabond, og den krig, som alle havde ventet på, brød ud. I begyndelsen var krigslykken med Emyr. Deres hær var disciplineret og veltrænet, og selvom Narabond for længst havde hørt fortællinger om Emyrs evner på slagmarken, måtte de narabonske krigsherrer erkende, at de alligevel havde undervurderet deres modstander.
Udover deres overlegne hærstyrker kunne Emyr også mønstre en række frygtindgydende krigsmaskiner, som de havde udviklet over årtier. Når rigerne mødtes på slagmarken, blev narabonerne bombarderet med brændende olie og dræbende klippestykker allerede inden hærene stødte sammen. Det gjorde stor skade på moralen, og efterhånden var stridslysten blandt soldaterne væsentligt reduceret.
Efter adskillige nederlag var den narabonske hær svækket og demoraliseret, og i år 987 EJ trængte den emyrske hær så dybt ind i Narabond, at den kunne ses fra hovedstaden Akosheim. Efter en lang og blodig belejring måtte narabonerne erkende, at slaget var tabt, og at de måtte overgive byen. Kong Sigvald Narabond formåede at undslippe byen inden dens fald og søgte i sikkerhed med sin familie og nærmeste rådgivere. Selvom hovedstaden var faldet, var krigen endnu ikke helt tabt, men Narabond var alvorligt svækket.
Da Akosheim kapitulerede, var der kun forsvindende lidt tilbage af den engang så prægtige by. Under belejringen havde Emyrs krigsmaskiner jævnet størstedelen af byen med jorden, og efter at have plyndret de få tilbageværende huse brændte Emyr resten af byen ned, og de saltede jorden rundt om ruinerne, så intet nogensinde ville vokse der igen.
Alliancer
I desperation begyndte den narabonske kongeslægt at søge efter allierede. Efter at have forfulgt de omkringliggende riger for deres åndetro i århundreder var der ikke meget velvilje tilbage over for Narabond. I stedet rettede Narabond blikket mod Paravien, og efter langvarige forhandlinger indvilgede de paraviske fyrster i at stille riddere til rådighed, som kunne træne de resterende narabonske styrker og fungere som befalingsmænd i hæren.
Prisen for deres tjenester var dog høj. Ved krigens afslutning skulle Narabond i de følgende 100 år betale en årlig tribut til Paravien. Desuden skulle Narabond i 25 år hvert år sende sine 100 bedste og stærkeste mænd til Paravien, hvor de skulle trænes og indgå i de paraviske ridderordener. Endelig måtte Narabond forpligte sig til, at paraviske riddere, der opholdt sig i Narabond, til evig tid skulle tilbydes et måltid mad og et sted at sove, hvis de bankede på en narabonsk dør, uden krav om betaling.
Kong Sigvald Narabond vendte sig også mod elverne. Selvom forholdet mellem de to folk var køligt, havde Eislonien selv været i konflikt med Emyr i lang tid, og Det Chatonske Imperium forsøgte konstant at trænge ind i deres skove. Narabond forpligtede sig til fremover at modarbejde de to riger efter bedste evne, mod at elverne bistod i konflikten med Emyr. Fra Santilliaskoven i vest stillede elverne deres bueskytter til rådighed, og fra Eislonien i øst sejlede en storslået flåde af drageskibe ud for at udfordre Emyrs allierede, Kamirr.
Også i syden fandt narabonerne en forbundsfælle. Zara’bash havde i årevis lidt under Kamirrs herredømme på havet og gik med glæde ind i forbundet mod Emyr. Allerede det efterfølgende år sendte de den første flåde over havet, tungt lastet med deres fineste krigere, som skulle angribe Emyr fra syd.
De efterfølgende år fandt Emyr sig under angreb fra alle sider, og det var nu ikke længere Narabonds overmodige styrker, de mødte på slagmarken, men veludrustede og veltrænede hære under kyndig ledelse, der var forberedte på Emyrs taktikker.
Kampene bølgede længe frem og tilbage uden, at nogen af parterne fik en afgørende overhånd. I år 1034 EJ skete der imidlertid en afgørende udvikling i krigen. Emyr modtog efterretninger om, at den narabonske konge havde samlet sin fulde styrke i området nord for Kuldens Mur. De så en mulighed for at sætte et afgørende slag ind og mønstrede alle tilgængelige styrker, som blev sendt nordpå. Men efterretningerne var falske, og mens Emyrs hær befandt sig i nord, drog Narabonds hær sydom dem, hvor de plyndrede landet for fødevarer og brændte markerne af.
Det, der skulle have været en hurtig og definitiv afslutning på krigen, endte i stedet med, at Emyrs hær blev fanget i nord og måtte kæmpe sig tilbage gennem deres eget land i vinterkulden, uforberedte og uden forsyninger. Godt og vel en tredjedel af hæren omkom af kulde eller sult på vejen.
Fred
Dette afgjorde konflikten, og i år 1040 EJ var Emyr tvunget så langt tilbage, at de ikke havde anden udvej end at acceptere en fredsaftale. Det var et bittert nederlag, som kun blev forværret af, at de blev tvunget til at afstå den vestlige halvdel af både Emyr til Narabond. Det er de besiddelser, der ligger øst for Akos-see og i dag udgør Østlenet i Narabond. Derudover skulle Emyr betale krigsskadeerstatning til elverne, og Kamirr måtte afstå størstedelen af sin flåde til Zara’bash.
Konflikten var afsluttet, og for eftertiden blev den kendt som Ostlandskrigen. Det var her, Narabond manifesterede sig som den dominerede magtfaktor i nord. I Emyr fortsatte man dog med at bære nag i mange år. Sejren havde været inden for rækkevidde, indtil Paravien, Zara’bash og Eislonien havde blandet sig og afgjort krigen til Narabonds fordel. Dette kunne de stolte folk fra Emyr ikke tilgive, og i årene, der fulgte, isolerede de sig yderligere, mens de genopbyggede rigets hær og plejede deres sårede stolthed.
For Narabond gav sejren over Emyr et fornyet håb. Landet var udhungret efter den lange, opslidende krig, men sejren havde udvidet kongeriget med store og værdifulde besiddelser i øst. Herefter begyndte det lange og hårde arbejde med at genopbygge riget. I de første mange år fokuserede Narabond på at forstærke rigets forsvar, og nye forsvarsværker og borge blev opført langs den østlige grænse.
Derudover begyndte arbejdet med at genopbygge Akosheim. Den nye hovedstad blev opført et stykke nord for ruinerne af Akosheim og skulle være endnu større og mere prægtig end sin forgænger. Bymuren og Narabondslægtens palads stod færdige i år 1052 EJ, hvor også mange almindelige borgeres huse var genopført. I dette år proklamerede den narabonske konge, at byen fremover skulle være kendt som Kungstadt.