Igennem halvandet årtusinde har Narabondslægten siddet på magten i kongeriget Narabond. Blandt rigets befolkning anses det for en selvfølgelighed, at det skal være sådan. Ikke kun bærer landet deres navn, men Narabondslægten har en ganske særlig tilknytning til landet, der gør dem til de eneste regenter, befolkningen kan forestille sig på rigets trone.
Akonos
Historien om Narabondslægten tager sin begyndelse i årene umiddelbart efter Jarcos åbenbaring. På det tidspunkt var Niraham ramt af en bølge af vækkelse. Jarco havde åbenbaret De Sande Guder for verdens folk, og deres budskab spredte sig som en steppebrand.
Efter åbenbaringen slog Jarco sig ned i templet på Djann-højsletten, hvor han fortsatte med at prædike og berette om guderne, og folk fra hele Niraham rejste dertil i tusindtal for at lære mere om de nye guder.
Blandt dem, der valfartede til Djann-højsletten, var den unge maldúner Nikolai Narabond. Han havde lært om De Sande Guder og straks erkendt sandheden i deres ord. I hans hjemland, Maldúné, bekendte man sig imidlertid trodsigt til den gamle åndetro og nægtede at tage nogen anden religion til sig. Nikolai havde stædigt insisteret på at lære mere om de vidundere, som guderne kunne udrette, og han var derfor rejst over Kamirrhavet og ankommet til Etos tre år efter Jarcos åbenbaring.
Nikolai var den ældste søn af en af Maldúnés mange jarler, og eftersom faderen var gammel og svagelig, var der mange, der forventede, at Nikolai snart ville arve jarledømmet. Han var knap ankommet til Etos, før nyheden om hans faders død nåede ham. I Nikolais fravær havde en jarl fra et af de omkringliggende jarledømmer imidlertid udnyttet muligheden for at udvide sine besiddelser og havde angrebet Narabondslægten og dræbt dem alle. Folket havde herefter fået valget mellem at tjene en ny herre eller dø, hvorefter Narabondslægtens besiddelser var blevet overtaget.
Nikolai var strandet i Etos og havde kun et lille, loyalt følge med sig. Han svor at hævne sig og erobre sin slægts besiddelser tilbage, men i erkendelsen af, at hans liv ville være i fare, hvis han blev genkendt, valgte han at lægge sit slægtsnavn fra sig og lod sig i stedet omtale som Nikolai Akonos – antageligt fordi den forreste rytter i en kileformation, men også spidsen på en daggert, i de ældste tider var kendt som ‘Akonos’.
Under sit ophold i Etos blev Nikolai overvældet af præsternes ord, og fortællingen vil, at da han første gang vandrede ruten til Djann-højsletten og hørte Jarcos ord, svigtede hans ben, og han faldt på knæ og var ude af stand til at rejse sig igen, før Jarco personligt havde taget imod hans konvertering.
Der var dog ikke kun De Sande Guder, der fandt vej til hans hjerte. Da Nikolai blev introduceret til Jarcos forkynder Dina, fandt han sin sjælemage, og fra det øjeblik slap hans hånd ikke hendes. Fortællingen om deres kærlighed gik land og rige rundt, og ikke lang tid efter blev de gift ved en storslået ceremoni i templet på Djann-højsletten.
Onde tunger har siden påstået, at Nikolais ægteskab med Dina skulle være båret af politiske motiver for at skaffe ham militær magt og hende politisk indflydelse.
Sådanne stemmer bliver imidlertid hurtigt gjort stumme igen. Ingen sand naraboner vil nogensinde vove at påstå, at et ægteskab mellem to magtfulde personer, der knap kender hinanden, men begge er ambitiøse og har meget at vinde gennem hinandens position, skulle være udtryk for noget andet end rendyrket kærlighed.
Der er blevet skrevet lange, smukke sange om Nikolai og Dinas forhold, og de er et lysende tegn på, hvordan der stadig er godhed og sand kærlighed i verden. Selv den dag i dag drømmer unge mennesker om at opleve en samhørighed så oprigtig som deres.
I de første mange år stod Nikolai i skyggen af sin hustru. Dina fik til opgave at opføre et storslået tempel i Etos, der skulle overgå alle andre og være det nye hovedsæde for De Sande Guders lære, og folk strømmede til Etos for at ære guderne – ikke for at høre en fordreven jarlesøn fortælle om sit livs uretfærdigheder. Men efterhånden som årene gik, og Dinas indflydelse voksede, gjorde hans egen position det samme, og nogle år senere blev han udråbt til Troens Beskytter i Etos.
Som led i sit hverv fik Nikolai kommandoen over en større hærstyrke samt midlerne til at udruste den godt. Dens primære formål var at forsvare Etos og bystatens omkringliggende besiddelser, men da læren om De Sande Guder bredte sig over Niraham, og mange af gudernes tilhængere blev forfulgt og angrebet verden over, begyndte hans styrker snart også at udvide deres indflydelse på resten af Niraham, og Nikolais anseelse som de retmæssiges beskytter voksede.
Narabond
29 år efter Jarcos åbenbaring var Nikolai og Dinas to sønner blevet voksne mænd. Det stod klart for alle, at rindernes egenskaber – de gaver, som Jarco havde velsignet sine forkyndere med – var blevet nedarvet til dem gennem Dinas blod, for de var begge vise og stærke som få. Nikolai besluttede, at tiden var inde til at overlade sin position som Troens Beskytter til den yngste af sønnerne, og sammen med sin ældste, Valdemar, ville han drage nordpå for at kræve det land i Maldúné tilbage, der retmæssigt var hans.
Med sig på rejsen tog han store dele af den hær, han havde samlet i Etos. Utallige præster fulgte ham også. De nordlige riger havde stædigt holdt fast ved den gamle åndetro og nægtet at tage læren om De Sande Guder til sig, men Nikolai havde lovet præsterne, at han ikke kun ville sprede retfærdighed, men også gudernes budskab til folket i nord.
Nikolais kampagne begyndte i Kamirr. Rygterne om hans ankomst var kommet ham i forkøbet, og som de efterhånden havde for vane, valgte Kamirrs folk at bøje sig for overmagten og tage imod de nye tider med åbne arme. De havde længe levet godt på at tilpasse sig verdens omskiftelighed, så da de hørte, at en hær af hellige krigere fra De Sande Guder var på vej til deres kyster, skyndte Kamirrs byfyrster sig at konvertere.
Der blev indgået en aftale mellem Nikolai og byfyrsterne, hvor han garanterede rigets sikkerhed, hvis de tillod ham fri passage gennem landet og forsynede hans hær med mad de næste ti år. I erkendelse af, at Kamirrs byfyrster var notoriske opportunister, blev det desuden fastsat som en betingelse, at de aktivt skulle arbejde for at konvertere befolkningen til De Sande Guder. For at sikre stabilitet i landet blev Drachmarrklanen udråbt til rigets forvaltere, og de følgende mange år var Kamirr reelt under deres kontrol.
Herefter fortsatte Nikolai mod sit gamle hjemland. Overalt, hvor hans hær kom frem, faldt folket enten på knæ og hyldede hans tilbagekomst eller flygtede. Nikolai havde svoret, at han ikke ville bruge sit slægtsnavn, Narabond, igen, før han atter regerede over sin families jorder. Det var derfor under navnet Nikolai Akonos, han nu bevægede sig gennem Maldúné, og som folket faldt på knæ for og svor troskab til.
Nikolai lod alle leve, der var villige til at underkaste sig De Sande Guder og konvertere. Dem, som nægtede, viste han derimod ingen nåde. Hans vej gennem Maldúné var præget af mange religiøse omvæltninger, men også mange henrettelser.
År for år udvidede Nikolai sine besiddelser, og i takt med at hans sejre blev kendte, begyndte folk fra nær og fjern at flokkes om hans banner. De maldúnere, der var konverteret til De Sande Guder, så ham som en hellig kriger, der skulle befri dem fra mørket, som den hedenske åndetro havde fastholdt dem i.
Nikolais navn fik næsten en religiøs betydning i sig selv, og det blev set som noget ikonisk at være i hans følge. Hans tilhængere begyndte at betegne sig selv som ’akonerne’, og med tiden blev navnet et kendetegn for den kultur, som Nikolai bragte med sig ind i Maldúné.
Det var dog ikke alle, der frivilligt lod sig kue. Efterhånden samledes flere og flere af de åndetro sig for at byde De Sande Guder trods. Det kom til et storslået slag mellem Nikolai og hans gamle folk, maldúnerne. De var imidlertid ingen udfordring for De Sande Guders kræfter, og efter tre dage var alle rester af de åndetro modstandere enten flygtet, konverteret eller brændt på bålet. Herefter havde ingen af folkene i nord længere modet eller viljen til at sætte sig imod.
Igennem de følgende år erobrede Nikolai alt det land, der lå mellem Santillia og Kamirr. Mordet på hans slægt var hævnet, og han havde ikke kun generobret sine tabte jorder, men også forøget dem tifold. I år 39 EJ erklærede han sig tilfreds med sejren og proklamerede, at alt det land, han nu herskede over, fremover skulle være et forenet rige, og at det skulle bære navnet Narabond.
Som sit hjemsæde valgte kong Nikolai at opføre et storslået palads ved den vestlige bred af den store indsø, han kaldte Akos-see. I takt med at paladset blev bygget, sprang en by op omkring det, som han gav navnet Akosheim, der i næsten et årtusinde frem udgjorde Narabonds hovedstad.
Selv efter etableringen af det narabonske rige var der noget særligt forbundet med at betragte sig selv som akoner. I de første mange år blev udtrykket primært brugt om dem, der havde sluttet sig til Nikolai og stået ved hans side, mens han kæmpede sig vej gennem Maldúné og grundlagde det narabonske rige. Senere, i takt med at Narabond udviklede sig til en kulturel smeltedigel, begyndte udtrykket i stedet at blive brugt om de narabonere, der var uberørte af den udefrakommende indflydelse.
I nutiden bruges begrebet primært af befolkningen i Midtriget. Mange af dem er yderst konservative og mener, at man i resten af Narabond er gået på kompromis med de stolte, traditionelle værdier, som riget blev grundlagt på. Senest blev begrebet brugt som led i en større opstandelse i år 32 EH, da Elisabeth Narabond krævede Narabonds trone i sit eget navn. Blandt store dele af Midtrigets adel blev det anset for at være yderst uakonsk, at en kvinde – tilmed en ugift – skulle kunne regere Narabond.
Bortgang
I de næste mange århundreder blev magten over Narabond nedarvet fra far til søn, og landet etablerede sig som en central magtfaktor i det nordlige Niraham. Det var en tid præget af stor stabilitet, og selv i de mest turbulente tider sørgede Narabondslægten for at styre riget igennem udfordringerne med sikker hånd.
Stabiliteten kom imidlertid med en pris. Livet i Narabond var statisk og uforanderligt, og magtstrukturen i samfundet havde ikke ændret sig siden Nikolai Akonos’ tid. Det var stadig de samme gamle adelsslægter, der sad på al jord og al magt i landet, og verdslige goder blev fordelt efter tradition – ikke efter fortjeneste eller behov. Alle konflikter blev desuden løst ved sværdets magt, og enhver antydning af utilfredshed blev trodsigt holdt nede.
I årene 969 EJ til 1040 EJ havde Narabond udkæmpet en lang, opslidende krig med Emyr, kendt som Ostlandskrigen. I de første mange år var krigslykken på Emyrs side, og de trængte så langt ind i Narabond, at de i år 987 EJ kunne begynde en belejring af hovedstaden, Akosheim, der endte med, at byen blev reduceret til ruiner. Trods stor modgang formåede Narabond til sidst at trække sig sejrrig ud af konflikten, men først i år 1040 EJ.
Efter sejren fordelte Narabondslægten efter gammel tradition krigsbyttet mellem rigets adel, og de prioriterede at opføre en ny hovedstad, Kungstadt, samt bygge nye forsvarsværker mod Emyr. Folkets nød blev overset, og i den følgende tid bukkede store dele af bønderne og den jævne befolkning under for hungersnød, alt imens adelen og kongefamilien fejrede sejren.
I år 1064 EJ blev det befolkningen for meget. Den vinter var kulden og sulten særlig hård, og bønderne vendte sig mod adelen. I takt med at fortællinger om de riges velfyldte forrådskamre spredte sig, sprang oprøret frem overalt, indtil hele Narabond til sidst stod i flammer.
Også hæren var udpint. Hovedparten af soldaterne kom selv fra fattige kår og havde på første hånd oplevet deres nære og kære bukke under for sult, mens de i hverdagen kunne se, hvordan deres herremænd forsynede sig og levede en privilegeret tilværelse. Da adelen kommanderede dem ud for at slå ned på urostifterne, vendte de sig i stedet mod dem og støttede oprøret.
Udviklingen skete dog ikke kun på bøndernes eget initiativ. I årene, der gik forud, havde mørkklædte skikkelser reddet fra by til by og spredt beretningerne om adelens overdådige banketter. De havde kastet brænde på bålet, hver gang de lokale luftede deres utilfredshed over adelen, og medvirket til at piske en hadsk stemning op i befolkningen.
Fortællingen om disse urostiftere var gentagne gange kommet kong William Narabond for øre, men forblændet af sin sejr over Emyr var han stålsat overbevist om at have folkets ubetingede kærlighed og slog blot forlydenderne hen som ubetydelige rygter. Enkelte gange var det også blevet luftet, at urostifterne skulle være en del af et større netværk med dystre motiver om at vælte kongeslægten, men også disse blev grinet til tavshed. Da der til sidst kom forlydender om, at de skulle være dæmontilbedere, blev det kongen for meget, og han forbød yderligere tale om urostifterne ved hoffet.
Efterhånden som oprøret bredte sig i Narabond, måtte man imidlertid erkende, at urostifterne ikke kun opildnede pøblen, men også forsynede den med våben og var bagmændene bag adskillige bagholdsangreb på de soldater, som kongen sendte ud for at slå ned på oprøret. Urostifterne stod også bag plyndringer af de kongelige lagre og fordelte gavmildt fødevarer til folket, som begyndte at betragte dem som helte.
Adelen havde også undervurderet urostifternes antal. Da oprøret brød ud, var de overalt, og der var ikke den lille, øde landsby, som ikke fik mindst ét månedligt besøg for at holde dem til ilden. Selvom urostifterne syntes at dukke lidt tilfældigt op hist og her, var der en systematik i deres bevægelser, der ville kræve, at et velstruktureret og organiseret netværk stod bag.
Endelig havde de også så stor indsigt i hærens bevægelser, at selv de mest skeptiske blandt adelen til sidst måtte erkende, at en så omfattende viden kun kunne være kommet fra informanter blandt de kongelige gesandter og rådgivere. Hvis det var sandt, måtte hoffet i årevis have været infiltreret. Man havde held til at afsløre en enkelt rådgiver, som blev tortureret og derefter henrettet på torvet i Kungstadt. Lige lidt hjalp det imidlertid.
I år 1065 EJ var situationen håbløs. Adelen havde mistet kontrollen over landet, og hæren kunne intet stille op – ikke mindst fordi størstedelen af hæren var deserteret og gået over til oprørernes side. Narabond vendte sig i desperation mod sine allierede fra krigen mod Emyr, Ostlandskrigen, men måtte se sig afvist. Én ting var en krig mod en fælles fjende, noget helt andet var Narabonds egne interne splittelser. Der stod Narabond alene.
Det var en håbløs kamp, og al modstand var forgæves. Ved årets afslutning var de oprørske bønder trængt ind i rigets nye hovedstad, Kungstadt, hvor de plyndrede forrådskamrene og belejrede Narabondslægtens palads. Hoffet barrikaderede sig bag fæstningens tykke mure, og de kunne muligvis have reddet stormen af, hvis det ikke havde været for den kreds af kutteklædte urostiftere, som en morgen lod al slags ugudelig magi regne ned over borgen. Ild og syre faldt fra himlen, og jorden selv gav sig til at ryste, indtil en hel sektion af muren til sidst brød sammen. Herefter stod der ikke længere noget forsvar tilbage mellem de adelige og den horde af oprørere, som stormede ind.
Blodbadet, som fulgte, var grusomt. Kong William Narabond forsøgte at overgive sig, men forgæves. Hele hans familie blev dræbt for øjnene af ham, indtil han til sidst selv faldt som den sidste af sin æt. Den tusind år gamle Narabondslægt var uddød.
Lenerne
Ved nyheden om Narabondslægtens fald stilnede oprøret langsomt af, og efter en længere overgangsperiode blev det i 1072 EJ besluttet at dele riget op i fem lener, der hver skulle regeres af en lenshertug. På den måde ville man sikre, at der aldrig igen kunne sidde en egenrådig konge på landets trone, som ville negligere og tilsidesætte folkets behov.
Dermed opstod de fem lener, vi fortsat kender i dag. Riget ville bestå som en samlet enhed, men hver af lenerne var uafhængigt af de andre. Kun når ydre fjender truede, skulle lenerne stå sammen og lade deres hære slutte op om et fælles banner.
Urostifterne trak sig herefter tilbage og forsvandt lige så hurtigt og tavst, som de var trådt frem. De efterlod ikke det mindste spor om deres eksistens, og ingen af dem blev nogensinde identificeret eller afsløret. Der blev ofte spekuleret i, hvem de var, og hvad deres motiv havde været. Mange mente, at der var tale om druider fra nord, som ville bremse Narabondslægtens evige forsøg på at udbrede De Sande Guder. Andre foreslog, at der kunne have været tale om magikyndige fra Emyr, som ville hævne udfaldet af Ostlandskrigen. Endelig var der også dem, der mente, at det var narabondske adelige, der blot ønskede at tilkæmpe sig mere magt på Narabondslægtens bekostning.
Urostifternes sande identitet forblev et mysterium i mange århundreder. Over tid begyndte lignende hændelser at ske andre steder på Niraham, og med tiden begyndte navnet Girak at blive associeret med dem. De Sande Guders præster udråbte Girak som en dæmon og forbød enhver association med hans virke. Det var først efter Himmelkrigene, at det blev kendt, at Girak var et af Fanabinas børn.
Hvad der var Giraks motivation for at bringe Narabondslægten til fald, er dog aldrig blevet afsløret. Mange skælver ved tanken om, at det meget vel kan have været Giraks måde at introducere Niraham til sin formåen. Siden denne hændelse har Giraks lære været ilde set i Narabond. Selv om man formelt set er forpligtet til at anerkende samtlige af guderne, vil man ofte opleve tilfælde af ihærdig religiøs forfølgelse af Giraktilbedere.
Genopstandelse
I år 1347 EJ var Niraham blevet ramt af en nådesløs pestepidemi, som havde forvoldt stor nød og sorg i Narabond. Ikke mange år senere blev landet overrendt af krigere fra det nye rige mod nord, Roul-Assin. Under ledelse af den kyndige kong Groatox havde roulerne haft held til at udnytte Narabonds svækkelse til at forvolde stor skade. Frem for at mønstre et fælles forsvar var lenerne præget af interne stridigheder, og mens soldaterne faldt på slagmarken, bekrigede adelen hinanden i et desperat forsøg på at udnytte situationen og tilrane sig selv mest mulig magt.
Sådan stod det på i adskillige år, indtil riget til sidst var nået til et punkt, hvor det var vanskeligt at se Narabond som et forenet rige længere. Tilstanden var alvorlig, og hvis ikke der snart skete noget drastisk, ville riget bukke under. Midt i al denne modgang og interne splittelse var det, at man i år 1400 EJ genopdagede den gamle Narabondslægt, som ellers havde været anset for uddød i næsten 350 år.
Efter krigen med Emyr – Ostlandskrigen – der blev afsluttet i år 1040 EJ, havde kong Narabond været forpligtet til hvert år at sende soldater til Paravien, så de kunne blive uddannet til riddere og gå i tjeneste under de paraviske fyrster. En af disse soldater havde været en fjern fætter til kongen, som aldrig havde været bekendt med sit royale blod og derfor havde levet resten af sit liv i Paravien i lykkelig uvidenhed.
I et brev til Nimranns orden havde kong William Narabond imidlertid tilkendegivet, at han gerne så, at intet ondt overgik hans slægtning, og at det ville vække hans evige velvilje, såfremt hans slægtning fremover kunne vide sig sikker i Paravien. Nimranns orden efterkom ønsket, og i årene som fulgte, blev kong Williams slægtning optaget i ordenen og fik på intet tidspunkt noget at vide om sin herkomst. End ikke da den øvrige Narabondslægt blev udryddet af opstanden i år 1065 EJ, røbede Nimranns orden deres hemmelighed.
Årene gik, og i århundreder forblev denne sidste rest af Narabondslægten en dyb hemmelighed, som kun den inderste kreds i Nimranns orden kendte til. Længe holdt de sandheden skjult, men da Paravien så den nød, som Narabond led i årene op til 1400 EJ, var tiden inde til at åbenbare sandheden for folket.
I år 1400 EJ rejste en delegation fra Nimranns orden til Kungstadt, og blandt sig havde de en person, der var iklædt royale gevandter og bar en gammel krone af guld på hovedet. Med sig havde han 500 kampklædte riddere, og både de og hans fremtoning tiltrak sig al opmærksomhed, da han en tidlig morgenstund red ind i Kungstadt.
Her præsenterede han sig for den målløse adel som Filip Narabond – retmæssig arving til Narabonds trone. Han blev øjeblikkeligt mødt af skeptiske røster, som han imødekom ved at fremvise en komplet stamtavle udarbejdet af Nimranns orden. Også kong William Narabonds breve til Paravien havde han med, hvor kongen anmodede Nimranns orden om at tage vare på sin slægtning. Endelig medbragte han også kister af guld til at fylde de tomme skatkamre og bekoste en større hærsstyrke, der kunne genoprette Narabonds storhed.
Adelen tilkendegav tøvende deres støtte. Der var stadig udtalt skepsis, og en del adelige forlod Kungstadt i protest. Størstedelen blev dog i byen og gik i gang med at samle tropper til at støtte op om Narabonds banner. Riget havde i årevis lidt under fraværet af en stærk regent at støtte op om, og man så nu muligheden for atter at bringe landet ud af sin nød og genoprette fordums storhed.
Ved en storslået ceremoni blev Filip Narabond kronet i Kungstadt og satte sig på landets trone, der havde stået tom i godt 350 år. Inspireret af denne udvikling fik de narabonske soldater fornyet håb – utvivlsomt også hjulpet godt på vej af den styrke paraviske riddere, der fulgte Filip.
Efter at have orienteret sig om situationen begyndte Filip øjeblikkeligt at udstede ordre om hærens bevægelser, og da han senere på året havde mønstret nye styrker og konsolideret de gamle, proklamerede han, at tiden var inde til at genoprette det land, man havde tabt til Roul-Assin. Jubelen ville ingen ende tage, og efter en serie vellykkede fremstød blev Narabondslægtens tilbagevenden set i den brede befolkning som et tegn fra guderne.
Krigens afslutning
I år 1405 EJ måtte den rouliske kong Groatox abdicere på grund af sin høje alder. Han blev efterfulgt af kong Aerek, der ikke havde sin forgængers talenter på slagmarken. De følgende år vandt Narabond mere og mere momentum, og i år 1407 EJ vendte krigen definitivt til narabonernes fordel. Roulerne var hårdt presset, og narabonerne var visse steder rykket så langt ind i landet, at man i det fjerne kunne skimte Darkoniens bjergtinder.
Blandt de narabonske soldater herskede der en opfattelse af, at sejren var inden for rækkevidde, og at det blot ville være et spørgsmål om tid, før man ville kunne løbe byen i det rouliske hjerteland over ende. Så langt nåede det imidlertid aldrig. Kong Aerek indså, at krigen var tabt, og for at spare sit folk for yderligere lidelser valgte han at invitere kong Filip Narabond til fredsforhandlinger.
Det resulterede i en fredsaftale, hvor kong Filip og kong Aerek svor hinanden en ed om gensidig troskab. De to riger skulle fremover være forbundet sådan, at Roul-Assin overgik til at være en vasal under Narabond. Kong Aerek ville fortsætte med at regere i Roul-Assin som marsk, men roulerne ville være underlagt den narabonske konges ord og lov og skulle støtte op om riget, hvis det var truet af fjender. Til gengæld var den narabonske konge forpligtet til at garantere Roul-Assins sikkerhed. Som en yderligere betingelse for freden skulle det rouliske folk lade sig konvertere til De Sande Guder.
Fredsbetingelserne vakte stor opstandelse i Roul-Assin, men i Narabond medvirkede de blot til opfattelsen af, at Narabondslægten i sandhed måtte være velsignet af guderne. Filip Narabond havde på blot få år ledt riget ud af mørket og tilmed formået at kue rigets gamle fjende i nord og få dem til at konvertere til den sande tro.
Magiens Cirkel
Fra Etos havde Nimarkirken i år 1400 EJ udstedt en doktrin, kaldet Vintheldoktrinen, som på ny tillod magikere at stå frem i offentligheden efter ødelæggelsen af magiens tårne under Vinthelkrigen.
I erkendelsen af det potentiale, som lå i magikernes hænder, etablerede Filip derfor Magiens Cirkel i Narabond og påbød samtlige magikere i landet at give sig til kende for Cirklens leder. Der blev også udstedt en række love, der skulle regulere magikernes adfærd i Narabond, og Cirklen blev underlagt strenge krav om at forfølge alle afvigere og renegater, der ikke ville underlægge sig dens autoritet.
Selvom det vakte en vis opstandelse i Narabond, lå Vinthelkrigen nu mere end 200 år tilbage, og da magikerne også i øvrigt viste sig at være en betydelig magtfaktor i krigen mod Roul-Assin, anerkendte man deres fornyede tilstedeværelse i landet.
Efterspil
Selvom folket var dybt hengivne over for kong Filip efter afslutningen på krigen med Roul-Assin, var alt dog ikke fryd og gammen i Narabond. Adelen havde i umindelige tider været vant til at have magten i riget uden at skulle adlyde eller stå til regnskab for andre, og det var langt fra dem alle, der brød sig om pludselig at blive underlagt en enevældig konge.
I erkendelse af de fejl, som havde ført til hans slægtslinjes fald, valgte Filip at bevare lenene og lenshertugerne som en central del af Narabonds ryggrad og adelige hierarki, så beslutningsprocesserne kom tættere på folket, og Narabonds befolkning ikke igen skulle opleve at blive regeret af en konge, der befandt sig langt væk fra både dem og deres virkelighed.
Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at tækkes adelen. Da Filip herudover begyndte at indføre en række omfattende reformer i riget, markerede det begyndelsen på en regeringstid præget af konstante stridigheder og opgør med den trodsige adel.
En sen nattetime i år 1428 EJ hørte kongens livvagter tumult fra hans sovekammer, og da de trådte ind, fandt de kongen i desperat kamp med tre maskerede mænd. Inden det var muligt for vagterne at handle, havde den ene kastet sig på Filips sværd og med sin vægt tvunget det ud af hånden på ham, hvorefter de øvrige to overvældede kongen og stak ham til døde. De blev begge dræbt af hans livvagter under de efterfølgende kampe.
Selvom bagmændene bag mordet på kongen aldrig blev fundet, var der en udbredt opfattelse i riget af, at det var kongens modstandere blandt adelen, der stod bag, og fire adelsmænd blev senere henrettet, selvom deres nøjagtige forbindelse til mordet aldrig blev afsløret.
Efter Filips død blev hans søn Wilhelm Narabond kronet som konge. Wilhelm var i mange henseender sin fars søn, og han var en god regent. Han besad ganske vist ikke den særlige udstråling, som hans fader havde haft, men hvad han manglede i fremtoning, gjorde han op for med sin økonomiske snilde. Årene der fulgte, blev en enestående fremgangsperiode i Narabond, hvor handelen blomstrede som sjældent før set.
Arathollkrigen
I 1449 EJ døde Wilhelm i sygesengen, og han blev efterfulgt af sin ældste søn, Lochtar Narabond. Det fortælles om Lochtar, at han var en god, men ubeslutsom konge, der var ængsteligt anlagt og ikke meget for at træffe vanskelige beslutninger. Han holdt af mad, vin og godt selskab, og i modsætning til sin far og bedstefar foretrak han at føre filosofiske debatter ved hoffet frem for at ride ud i spidsen for hæren, når konflikter kaldte. Ikke desto mindre var han en godmodig og jovial konge, og de, der stod ham nærmest, holdt meget af ham.
Kong Lochtars mangel på viljestyrke og mandsmod fik imidlertid katastrofale konsekvenser for Narabond. Da Himmelkrigene indtraf, blev landet kastet ud i kaos. Alle var forvirrede og usikre på, hvad der var overgået guderne i det høje, og mens mange sørgede og bad, var der også dem, der benyttede rigets svækkelse til at fremme deres egen sag.
I år 1 EH brød et storstilet oprør ud, der truede med at sønderrive det plagede kongerige. Et medlem af den magtfulde Arathollslægt, Lady Elisabeth Aratholl, oftest blot kendt som Ladyen, havde samlet en hær af sortelvere, orker, emyrske lejesoldater og stridslystne mallere fra nord og marcheret direkte mod Narabonds hovedstad, Kungstadt.
Bistået af elvere fra Santillia og paraviske riddere mødte Narabonds tropper Ladyen på åben mark. Kampen blev kort og blodig. Selvom kong Lochtar viste sig for sine styrker om aftenen før det afgørende slag, var hæren demoraliseret og svækket. Ved mødet med Ladyens styrker, der beherskede frygtindgydende magi, kunne Narabonds hær intet stille op, og de, der ikke blev dræbt, flygtede hovedkulds fra slagmarken.
Ladyens sande motiver blev herefter afsløret. Med sine nærmeste drog hun til det livstræ, der voksede i udkanten af Kungstadt, og drænede træet for sin kraft ved hjælp af gamle neldorartefakter. Herefter forlod hun området og lod sine styrker om at plyndre Kungstadt.
Kong Lochtar var ikke blevet set, siden byens mure faldt. Hans personlige garde havde ganske vist formået at få ham ud af byen i tide, men følget nåede aldrig frem til det aftalte mødested. Snart efter fandt man liget af både Lochtar og hans ældste søn, Wilhelm, og man antog, at de var blevet dræbt af sortelviske snigskytter under deres flugt.
Efter fundet blev Lochtars yngste søn, Nikolai, udråbt som konge af Narabond. Snart begyndte det dog at rygtes, at Nikolais sind var forstyrret. Den tidligere konge havde forsøgt at skjule det for folket, men det blev nu alment kendt, og befolkningen gav ham tilnavnet ‘Nikolai den Gale’. Ragilpræsten Victor van Hessen blev udpeget til rigskansler, og de følgende år varetog han rigets interesser, når kongens sind var formørket. Med tiden blev rigskansleren imidlertid magtbegærlig, og det blev indledningen på den konflikt, der blev kendt som Kanslerkrigen.
Først i år 18 EH lykkedes det for Nikolais søn, Valdemar, at besejre rigskanslerens styrker under slaget ved Gottenbruch. Valdemar selv var imidlertid blevet hårdt såret, og selvom det lykkedes at redde hans liv, var hans helbred alvorligt svækket. Han ægtede i år 21 EH den kyndige Nimarpræstinde Tirri, og døde kort tid efter. Tirri var gravid og fødte sønnen Lochtar, som blev udråbt som Narabonds konge. På grund af sin unge alder blev han imidlertid sat under værgemål af sin tante, Elisabeth Narabond, der var af slægtslinje efter Wilhelm Narabond, som blev dræbt under Arathollkrigen.
Arvestrid
Af Narabonds kongelov følger, at når kongen dør, skal kronen gå i arv til slægtslinjen efter hans ældste, levende barn på tidspunktet for dødsfaldet. Ved kong Lochtars død under Arathollkrigen i år 1 EH var det alment antaget, at hans ældste søn, Wilhelm, var død samtidig med kongen. Det skabte et stort dilemma, da kongeloven ikke forholdt sig til situationen, hvor kongen og hans ældste barn døde samtidig. Det blev dog bredt accepteret, at kronen mest korrekt måtte gå til slægtslinjen efter hans yngste barn, Nikolai, hvorigennem den blev nedarvet til Lochtar II.
I år 32 EH modtog Narabond imidlertid troværdige beretninger om, at kong Lochtars ældste søn, Wilhelm, var blevet hårdt såret under Arathollkrigen, men havde overlevet kongen i en periode, mens elviske præster forsøgte at redde hans liv. Deres bestræbelser lykkedes ikke, og Wilhelm døde af sine sår, men eftersom kongens ældste søn var i live på tidspunktet for kongens død, skulle kronen derfor rettelig have været gået til Wilhelms slægtslinje og dermed være nedarvet til Elisabeth Narabond.
Som følge heraf valgte Elisabeth Narabond i år 32 EH at lade sig udråbe som hersker over Narabond, hvilket skabte en del opstandelse i landet.