I år 1347 EJ begyndte de første forlydender at brede sig om en frygtelig pestepidemi, der var brudt ud i Zara’bash. Selvom verdens folk havde oplevet megen lidelse og nød gennem tiden, var der ingen sygdom, der tidligere havde stået mål med denne. Var blot én person i en by blevet smittet, ville sygdommen hurtigt have spredt sig til resten af byen, og var man først blevet smittet, var det ensbetydende med en uundgåelig død.
Sygdommen startede i kroppens indre med hoste og feber, og derefter spredte den sig langsomt gennem blodårerne, som visnede og blev sorte, indtil den til sidst nåede hjertet, der gik i stå. Det var en langsom og smertefuld død.
Zarabiske vismænd rejste rundt til både nære og fjerne egne for at finde en kur, men på deres rejser blev de overhalet af pesten, som spredte sig med stor hast. Inden for mindre end ti år var hele Niraham ramt. Ingen kunne forklare årsagen til sygdommens opståen, og lige så lidt vidste man om, hvordan man skulle kurere den eller blot give lindring til dens ofre. Verdens folkeslag var magtesløse, og som årene gik, faldt tusinder og atter tusinder for sygdommen.
Sygdommen hærgede Niraham i godt og vel 30 år, og man antog, at en fjerdedel af alle mennesker på Niraham døde i de år. Efterhånden som årene gik, og desperationen tiltog, begyndte De Sande Guders inkvisitioner vilkårligt at anklage sammenslutninger og ordener for at have stået bag dens udbredelse. Endeløse mængder af anklagede blev sendt på bålet, og til sidst begyndte det at have en effekt. Sygdommen slap sit greb om Niraham, og i år 1376 EJ var den forsvundet og vendte aldrig tilbage.
Også elvere og dværge led kraftigt under pesten. Selvom de foretrak at leve en afsondret tilværelse uden megen kontakt til de andre væsner, foregik der ikke desto mindre en betydelig handel mellem racerne, og sygdommen havde af den vej også fundet vej ind i deres riger. Selvom hverken elverne eller dværgene blev ramt lige så hårdt som menneskene, var effekten mindst lige så væsentlig. Deres racer forplanter sig kun langsomt, og de var derfor århundreder om at komme sig over deres tab.
Almotinerne
Først mange år senere, i år 1398 EJ, blev det åbenbaret, hvad der havde forårsaget pesten. Et medlem af den cartheenske Almotinerorden bekendte på sit dødsleje, at ordenen havde stået bag de første spæde udbrud, men at den sande årsag til pestens udbredelse skulle findes i en ny gudinde, Dilarna.
Almotinerne var en sammenslutning af munke, hvis rødder kunne spores tilbage til Sankt Almo, en højtstående præst i den svundne bystat Shantil. Ordenens brødre havde længe fulgt Buranias lære, men i år 1174 EJ havde en ny gudinde åbenbaret sig for dem. Hendes navn var Dilarna, og hun var datter af Fanabina. Hun havde givet almotinerne stor indsigt i livets og dødens veje og havde erklæret almotinerne for sine udvalgte, mod at de fulgte hendes bud og udøvede hendes vilje på Niraham.
Dilarna ønskede, at hendes eksistens skulle forblive ukendt for resten af Nirahams folk, og almotinerne havde derfor praktiseret deres lære i hemmelighed. Over tid opstod der en ny doktrin omkring Dilarnas lære, som kom til at forme ordenens formål. Grundstenen i deres tro var en anskuelse af, at lidelse og sorg var et uundgåeligt onde på Niraham, som aldrig ville kunne bekæmpes. Men ordensbrødrene mente, at de kunne lindre verdens smerte ved selv at tage den på sig og dermed skåne de almindelige mennesker for megen ondskab og sygdom.
Gennem deres indsigt i smertens natur udviklede almotinerne sig til fremragende læger og helbredere. På grund af deres påfaldende og hemmelighedsfulde natur blev de set på med varsomhed, og mange steder blev det forbudt dem at udøve deres virke. Flere ordensmedlemmer endte også deres dage på bålet. Når konger og dronninger i de selvsamme riger imidlertid lå syge eller døende, ændrede de ofte holdning og inviterede almotinerne indenfor i et anfald af pludselig gavmildhed for at få dem til at befri dem fra lidelsen.
Pesten
I halvandet århundrede levede almotinerne i en konstant vekslen mellem foragt og anerkendelse. I al den tid tog de deres skæbne til sig og søgte trofast at befri verden for dens ondskab og sygdomme. Det varede ved, indtil år 1345 EJ, hvor fader Udin, kaldet ‘Strafferen’, blev udnævnt til ordenskardinal. Han svor at give ordenen oprejsning for de mange års nedværdigende behandling og sikre, at Nirahams folk fremover ville værdsætte og anerkende almotinerne – også når de var raske.
Fader Udin formåede at få Dilarna til at åbenbare sig for ham, og på hans bud skænkede hun ham en pestsygdom, som hurtigt ville kunne sprede sig til alle dele af Niraham. Almotinerne, som hendes udvalgte, skulle dog være forskånet fra sygdommens lidelser. Hun svor, at hun også ville betro ham kuren, når tiden var inde, og Udin så en fremtid for sig, hvor almotinerne ville blive set som Nirahams frelsere og få den respekt, de fortjente.
Han overførte herefter pesten til sine ordensbrødre uden deres viden og sendte dem ud i verden. Efterhånden som sygdommen bredte sig blandt folket, og almotinerne trådte til som helbredere, gav de uvidende sygdommen videre. Da de begyndte at rejse Niraham tyndt for at finde en kur, blev smitten spredt til verdens fjerneste afkroge.
Igennem godt og vel 30 år bredte pesten sig over Niraham, før fader Udin mente, at det var tid til at holde Dilarna op på hendes løfte og kurere Nirahams lidende folkeslag. Hun holdt sit ord og åbenbarede for fader Udin, hvordan pesten kunne helbredes. Det var imidlertid til ingen nytte. Inden almotinerne nåede at udbrede kuren, tiltvang kirkens inkvisition sig adgang til ordenens kvarterer og anklagede dem – som mange andre ordener før – for at have stået bag udbredelsen af pesten.
Fader Udin og hans nærmeste ordensbrødre blev arresteret og ført til den store plads i Cartheero, hvor de blev brændt levende. Samtidig blev almotinerne opløst som orden i Zara’bash. Da de indstillede deres virke, holdt ordensbrødrene dermed også uforvarende op med at sprede smitten, og over de følgende år begyndte man at se en tilbagegang i pestens udbredelse. Tusinder og atter tusinder skulle imidlertid lægges i graven, før sygdommen endelig var forsvundet fra verdens overflade.
Da almotinernes bidrag til sygdommens udbredelse blev kendt mange år senere, begyndte man i folkemunde at omtale den som ‘Almotinerpesten’. Som en konsekvens af dette blev ordenen aldrig siden tilladt at etablere sig i Zara’bash. Ordenen findes dog fortsat. Den begyndte siden at gå under navnet Den Gule Roses Orden og har i dag sit hovedsæde i Dilarnas højtempel i Etos, kaldet Sankt Almos Hospital, hvor den er under ledelse af Dilarnas ypperstepræst, Fader Tobias.