Organisationer

Overalt på Niraham finder man et utal af sammenslutninger og forbund. Visse står frem i lyset og arbejder for enten deres eget eller samfundets bedste, mens andre er nederdrægtige og fordækte. Denne side indeholder en række af de mest kendte organisationer. For at finde de tilsvarende for magibrugere henvises til siden om magiens ordener.

Arachnid

Den tidligere sortelverkejserinde Izmyas personlige spionnetværk var en skyggeorganisation, der ikke blot indsamlede informationer fra overfladen og Underverdenen, men også fungerede som hendes øjne, ører og forlængede arm. Udover at være spioner var mange af dens medlemmer magtfulde rådgivere, og nogle fik så stor indflydelse, at de i praksis handlede som hendes stedfortrædere. Med deres dygtighed til manipulation og diskretion var de blandt de mest frygtede og respekterede agenter i sortelvernes rige.

De færreste kendte Arachnids medlemmer, da de skjulte deres tilhørsforhold og fremstod som almindelige sortelvere, loyale mod deres huse. I det skjulte gjorde de dog kejserindens vilje, og deres indflydelse var så omfattende, at et enkelt brev eller en velplaceret bemærkning kunne ændre skæbnen for selv de mest magtfulde huse i Tzest-Starnia. De trak i trådene bag alliancer, udløste intriger, og sikrede, at Izmyas magt forblev urokkelig.

Efter Izmyas død i år 13 EH mistede Arachnid sit eksistensgrundlag, og ordenen begyndte at smuldre. Nogle medlemmer blev jaget af Fanabinakirken, der så sit snit til at fjerne Izmyas tilbageværende støtter, mens andre blot trak sig tilbage og forsvandt ubemærket ind i skyggerne. Men der hviskes stadig om, at mange blot afventer den rette hersker at tjene. Med kejserinde Akisras magtovertagelse i år 27 EH er spørgsmålet nu, om hun vil genrejse Arachnid til sin tidligere storhed – og om netværket i virkeligheden nogensinde forsvandt helt eller blot har ventet på det rette øjeblik til at genopstå.

Baggårdens Broderskab

Nirahams ældste kriminelle organisation, der historisk har haft sine rødder dybt forankret i Arams lære. I årene op til Himmelkrigene oplevede sammenslutningen en storhedstid, hvor de mest snarrådige tyve, svindlere og bagmænd samlede enorme rigdomme i hans navn. Men da Aram forsvandt under krigen, smuldrede også deres magt. Uden hans velsignelse spredtes medlemmerne, og rivaliserende grupper overtog flere af deres gamle domæner.

Særligt Nymånens Broderskab nød stor fremgang efter Himmelkrigene og blev snart det største og mest indflydelsesrige tyvelaug på Niraham. I årevis kæmpede Baggårdens Broderskab for sin overlevelse i skyggen af deres rivaler. De koncentrerede deres kræfter i Nirahams større byer, og trods den store modstand lykkedes det dem at forblive en magtfaktor, særligt i Kungstadt og Emyrendorf, hvor de tjente store summer på smugling, afpresning og lyssky aftaler.

Arams tilbagevenden gav gruppen en fornyet fremgang, men de står stadig i skyggen af Nymånens Broderskab og har måttet gå på kompromis med mange af deres gamle principper. Særligt bemærkelsesværdigt er, at troskab til Aram ikke længere er et krav for medlemmerne. Mange af deres folk bekender sig nu til Girak, og som helhed har organisationen bevæget sig i retning af hans opportunistiske filosofi.

Bastionen

Et af vartegnene i sortelverbyen Etika er den prægtige, sorte fæstning, kendt som Bastionen. Mange af de største sortelviske krigere kan kalde den for deres hjem, og i den orden, som er tilknyttet Bastionen, optages kun veteraner, der gentagne gange har bevist, at de besidder enestående færdigheder inden for krigens kunst. Det er en stor ære at blive optaget i ordenen, og aspiranter søger dertil fra hele Underverdenen og på tværs af alle dens mange huse.

Eftersom ordenen er så nært associeret med fæstningen, er den med tiden også selv blevet kendt som Bastionen, og i dag bruges navnet oftere om selve ordenen end om den fæstning, navnet oprindeligt stammer fra. Det er Bastionens hellige opgave at beskytte Fanabinakirken og tjene dens præster. Det nuværende overhoved for Bastionen er den højt respekterede kommandør, Kazar Zalfein.

Hvert år afholder Bastionen storslåede turneringer, hvor sortelvere, der mener sig værdige, kan prøve deres færdigheder i kamp mod Bastionens fineste i håbet om at blive fundet egnede til at indtage en plads blandt dem. Andre deltager i turneringen for at slå deres navn fast, og der er så stor prestige forbundet med turneringen, at en sejrherre kan være sikker på at gå en stor fremtid i møde.

Drageordenen

Blandt Paraviens ridderordener findes en udbredt tradition for at udføre godgørende gerninger. Selvom ordenerne ganske vist skaffer sig indtægter ved at tilbyde deres militære færdigheder mod betaling, anses det også for ærefuldt at hjælpe folk i nød, som ikke har midler til at betale.

Langt de fleste ordener udøver dog kun denne form for hjælpsomhed inden for Paraviens egne grænser. Den ideologiske ridderlighed, som ordenerne bygger på, omfatter udelukkende omsorg for Paraviens egen befolkning. Resten af verden anses for mørk, korrupt og farlig, og det er en udbredt opfattelse, at man må beskytte sig selv og værne om egne grænser for at holde omverdenens fordærv på afstand.

Der findes dog enkelte ordener, som retter blikket udad og rejser ud i verden for at yde hjælp dér, hvor nøden er størst – uanset hvilke farer det indebærer, og uden at det nødvendigvis gavner Paraviens storhed. En af de mest kendte af disse er Drageordenen, der i årene op til Himmelkrigene havde en markant tilstedeværelse i Narabond. Her opnåede de stor respekt og blev så anerkendte for deres færdigheder, at kong Lochtar Narabond udnævnte dem til sine forkæmpere. Under Arathollkrigen led ordenen imidlertid så voldsomme tab i kong Lochtars tjeneste, at de tilbageværende riddere kort efter trak sig tilbage til Paravien, og de er ikke siden vendt tilbage til Narabond.

Edderkoppens Broderskab

Modsat mange andre organisationer, der alene stræber efter guld og vinding, har dette broderskab altid haft tætte bånd til Fanabinakirken og de huse, der stod kirken nærmest. Deres formål har i århundreder været at forsyne kirken med information og viden fra både overfladen og Underverdenen. De optager både sortelvere og mennesker, og medlemmerne bedømmes på deres evner og adgang til information, ikke deres race.

Gennem bestikkelse og afpresning har gruppen opbygget et vidtforgrenet netværk af kontakter. De handler med hemmeligheder og er kendt som det sted, hvor desperate adelige og hoffolk sælger deres viden i bytte for guld. Disse oplysninger har gjort det muligt for Fanabinakirken at påvirke politiske intriger, handelsaftaler og militære strategier. Organisationen har en særlig stærk tilstedeværelse i Emyr, Aihlann Bachir og Østlenet.

Efter Himmelkrigene, hvor Fanabina faldt, svandt deres magt, og under Dilarnakirkens efterfølgende udrensning i Underverdenen led de sortelviske medlemmer store tab. Siden levede Edderkoppens Broderskab en mere anonym tilværelse, men efter Fanabinas tilbagevenden i år 8 EH og afslutningen på den sortelviske borgerkrig har de atter etableret sig som en central magtfaktor. I de seneste år har hovedparten af deres aktiviteter dog været målrettet mod Dilarnakirken og dens tro støtter, som de ihærdigt har modarbejdet både åbent og i det skjulte.

Den Eneste Sandhed

Denne orden er et samlingspunkt for videbegærlige individer, der har dedikeret deres liv til at afdække sandheden om alt på Niraham. Dens medlemmer kommer fra alle samfundslag og racer – både fattige og rige, unge og gamle, kvinder og mænd. Mange af dem er Gasnian-præster, men enhver med en brændende passion for viden kan slutte sig til ordenen.

Medlemmerne rejser verden rundt for at indsamle information om enhver hændelse og ethvert fænomen, uanset hvor ubetydeligt det måtte synes. Al viden bliver omhyggeligt nedfældet for at sikre, at intet går tabt. Ordenen er nært knyttet til Gasniankirken og finansieres herudover af donationer og bidrag fra Nirahams rigmænd, der ser værdi i deres arbejde.

Hvert andet år samles ordenens medlemmer i Sandhedens Tempel i Badra i Zara’bash for at dele deres opdagelser. De opretholder også Sandhedens Bastion i Darkonien – et af Nirahams største biblioteker, hvor deres omfattende arkiver bevares. Dværgene giver dem fri adgang til deres rige mod til gengæld at få indsigt i verdenen udenfor. Ordenen ledes af den højt respekterede ypperstepræst Fader Alonzo, hvis ord bærer stor vægt både internt og eksternt.

Det Grå Element

Denne klosterorden, der hverken har politiske, magiske eller religiøse ambitioner, er aktivt til stede i store dele af Niraham, hvor dens medlemmer har ét altoverskyggende formål: at opsøge og formidle viden.

Ordenen består af alt fra præster og krønikeskrivere til gamle sømænd. Fælles for dem alle er, at de er fanatisk dedikerede til at registrere og bevare Nirahams historie og videregive den til alle, der kan have gavn af den. De afstår fra alt jordisk gods og guld og lever et neutralt liv, hvor de undgår at involvere sig i verdens konflikter eller sondre mellem godt og ondt. Viden er et mål i sig selv, og kun ved at frigøre sig fra enhver jordisk tilknytning kan man opnå den nødvendige objektivitet for at notere og formidle viden korrekt. Medlemmer af ordenen bærer derfor hverken våben, penge eller magiske genstande og er altid åbne for dialog og rådgivning, uanset hvem der måtte opsøge dem.

Det Grå Elements ordensbrødre er kendetegnet ved udelukkende at bære gråt tøj med orange detaljer.

Den Gule Roses Orden

Ordenen, der også er kendt som almotinerne, er en sammenslutning af Dilarna-tilbedere, der har viet deres liv til at påtage sig verdens lidelser for at lindre smerten hos andre. De tror på, at sorg og sygdom er uundgåelige, men kan mildnes, hvis ordensbrødrene selv bærer byrden gennem selvpineri og askese. Deres mission er ikke kun at tage smerten på sig, men også at vise andre, hvordan man lever med verdens uundgåelige lidelse.

Ordenen ledes af Dilarnas ypperstepræst, Fader Tobias, og har sit primære hjemsted i Sankt Almos Hospital i Etos, hvor dens medlemmer fungerer som læger og helbredere. De regnes blandt de dygtigste på Niraham, men mødes ofte med skepsis på grund af deres ekstreme livssyn. Mange husker også stadig, hvordan ordenen i sin tid forårsagede den sygdom, der i dag kendes som Almotinerpesten.

På trods af deres mørke fortid lever ordenen videre i klostre og hospitaler over hele Niraham, hvor de udøver Dilarnas vilje og prædiker hendes bud. Nogle ser dem som frelsende skikkelser, der redder liv, hvor alle andre har opgivet håbet, mens andre forbander deres tilstedeværelse og ønsker dem fjernet fra verden for altid.

Den Højeste Visdom

En eksklusiv orden for Gasnian-tilbedere, hvor filosofi, politik og lærdom er i centrum. Nogle anser den for en ophøjet elite af tænkere, mens andre ser den som en klub for velhavere, der ønsker at fremstå klogere, end de er. Selvom medlemskab kan opnås af enhver for den rette betaling, optager ordenen primært store filosoffer, hvis værker har imponeret dens medlemmer.

Ordenen beskæftiger sig med at analysere og diskutere Nirahams tilstand, samfundets udvikling og historiens gang. Den har mange indflydelsesrige medlemmer, herunder politikere og lærde, hvoraf ikke alle nødvendigvis er troende Gasnian-tilbedere.

Den Højeste Visdom er særligt udbredt i Tharkien, hvor dens analyser og intellektuelle diskussioner ofte har haft stor indflydelse på politiske beslutninger. Selvom tarkinen ikke offentligt anerkender det, er det velkendt, at han regelmæssigt forhører sig hos ordenen, inden væsentlige beslutninger træffes. Andre gange blander ordenen sig på eget initiativ, uden at være blevet spurgt. På trods af sin indflydelse anser Den Højeste Visdom sig ikke for et politisk organ, men snarere som en samling ophøjede akademikere, der vogter over viden og rationalitet.

Nattens Yngel

Blandt sortelverne har Nattens Yngel været den mest magtfulde sammenslutning gennem tiden. I modsætning til mange af sortelvernes øvrige ordener skilter de åbent med deres tilhørsforhold og bærer det med stolthed. Ordenen opererer på tværs af huse og loyalitetsforhold, men synes ikke at tjene nogen specifik herskerinde – ikke engang sortelvernes kejserinde har haft fuld kontrol over dem. I stedet søger de magt og indflydelse i deres eget navn.

Gennem århundreder har de rekrutteret blandt sortelvernes dygtigste krigere og mest magtfulde magikere. Kun de skarpeste intellekter og mest kyniske krigere slipper igennem nåleøjet, og mange, der aspirerer til medlemskab, bliver afvist. Ordenens magt hviler ikke blot på dens individuelle medlemmer, men på den position, de har opnået som en politisk og militær magt blandt sortelverne. Blandt deres mest prominente medlemmer er Fanabinas ypperstepræstinde, Irinaya, hvis ord vejer tungt både i ordenen og i det sortelviske samfund.

I årene op til Himmelkrigene voksede Nattens Yngels indflydelse til hidtil usete højder, men deres tætte bånd til Fanabinakirken blev også deres svaghed. Under kejserinde Izmyas regime blev mange af deres medlemmer udsat for Dilarnakirkens udrensninger, og selv efter Fanabinas tilbagevenden og Izmyas fald har de aldrig genvundet deres tidligere styrke. Selvom de fortsat er en betydningsfuld magtfaktor i Underverdenen, er deres position i dag langt mere skrøbelig end før.

Nimranns Orden

Når paraviske adelssønner er færdiguddannede fra akademiet, tilbydes de dygtigste blandt dem optagelse i en af landets ridderordener. Disse ordener fungerer som selvstændige enheder, der ikke hører under nogen specifik lensherre, men som typisk råder over eget land og en fæstning, hvorfra de opererer. Ridderordenerne nyder stor respekt som Paraviens mest erfarne krigsstyrker og tjener betydelige summer på at stille deres sværd til rådighed for kongen og lensherrerne.

Den mest kendte og højest respekterede af de paraviske ridderordener er den ældgamle Nimranns Orden. Gennem århundreder har den været en magtfaktor både i og uden for Paravien, og mange anser den for at være den ældste orden af sin slags på Niraham.

Ordenens næsten legendariske status blev grundlagt under sortelvernes andet indtog på Niraham, hvor dens riddere ikke blot havde modet til at kæmpe mod fjenden, men også forfulgte dem ned i deres grotter i Underverdenen. Siden blev ordenens ry yderligere styrket, da dens medlemmer rejste til Jarcos Tempel på Djann-højsletten i årene efter Jarcos Åbenbaring. Her konverterede de og blev velsignet af Jarco selv, hvorefter de vendte tilbage til Paravien som bærere af gudernes ord og omvendte resten af riget til læren om De Sande Guder.

Nymånens Broderskab

Nirahams største og mest magtfulde tyvelaug. Selvom det har eksisteret længe, samlede det først for alvor sin styrke efter Himmelkrigene, hvor utallige kriminelle fraktioner blev forenet under én ledelse. Under Girakpræsten Ramirez fra Paest og den berygtede Jaque Verndorf opererer broderskabet som en effektiv skyggeorganisation, hvor svindel, smugling og afpresning udøves med klinisk præcision.

I modsætning til mange andre tyvelaug, der fungerer som løse netværk, har Nymånens Broderskab en stram struktur og et disciplineret hierarki. Deres medlemmer er let genkendelige på den nymåne, de har tatoveret i højre håndflade, og nyder stor respekt i den kriminelle underverden. Organisationen har desuden nære bånd til både Girakkirken og sortelverne i Underverdenen.

Store dele af handelen på Niraham kontrolleres af broderskabet, og i mange havne er det en fast praksis, at de modtager en andel af lasten fra ethvert skib, der anløber. Til gengæld sikrer de ordnede forhold. Ingen andre tyvebander vover at røre varer, som broderskabet har indestået for at beskytte, og selv Nirahams mest indædte magthavere har måttet erkende, at betalingen for deres beskyttelse ofte er en billigere pris end risikoen for at miste lasten.

Sankt Viktors Orden

Denne orden blev indstiftet efter Slaget om Kungstadt til ære for Ragils højpaladin, Viktor Flamme, der ofrede sit liv i kampen mod tronraneren Adrian. Under kampene havde Adrian opnået store kræfter ved uhellige alliancer med mørke væsner, herunder dæmonen Valafort. Da kampen så allermest håbløs ud, kæmpede Viktor Flamme og hans følge sig vej frem til det sorte alter, der var en væsentlig kilde til Adrians kræfter. Ingen kunne bryde Adrians bånd til alteret, så Viktor traf den skæbnesvangre beslutning at ofre sit liv for den gode sag, og gennem hans offer splintrede det sorte alter og stækkede Adrians magt.

Det blev et afgørende vendepunkt i kampen, og da natten faldt på, kunne dronning Tirri tvinge Adrian på flugt og udråbe sig som sejrherre. Viktors lig blev båret fra slagmarken, højt hævet af hans frænder blandt Ragils præsteskab og Bjørnlodklanen. Også Ragils ypperstepræst, Ares af Lund, faldt i kampen. Efter slaget blev elveren Tarviq Allundria udråbt som ny ypperstepræst af Ragil, og en af hans første gerninger var at proklamere, at Viktor Flamme skulle helgenkåres.

Siden da har Viktor Flamme tjent som et forbillede for unge, ærgerrige Ragilpræster. Hans viljestyrke og offervillighed bliver set som idealer til efterlevelse, og det var blandt andet inspirationen fra hans offer, der førte til, at præsteskabet i Bjørngaard – Ragils hovedsæde i Roul-Assin – i år 27 EH traf den kontroversielle beslutning at lukke templets porte og føre præsteskabet ud i verden, hvor de kunne udføre Ragils vilje frem for at sidde i tryg sikkerhed bag høje mure.

Shau Garu

Der er formentlig ingen organisation på Niraham, som er mere hemmelighedsfuld eller genstand for mere mytedannelse end denne. Shau Garu har udbredt sin indflydelse til stort set alle menneskelige riger og har sat målet højere end andre kriminelle grupperinger. De undsiger sig banale gadetyverier og fokuserer i stedet på at gøre deres indflydelse gældende blandt rigmænd og adelige, og også storpolitiske intriger falder inden for deres ressort.

Organisationen handler først og fremmest med information, men er også berygtet for sine snigmordere, hvis arbejde har sat en brat stopper for adskillige liv – navnlig i de højere samfundslag. For dem, der ønsker en rival fjernet, er Shau Garu det oplagte sted at henvende sig. Hvis man altså kan finde dem. Trods deres dystre aktiviteter følger Shau Garu et strengt æreskodeks og nægter at tage opgaver, der indebærer drab på børn, fattige eller uskyldige.

Medlemmer af Shau Garu findes i alle samfundslag – fra bønder til præster og adelige – og i Narabond er det velkendt, at mindst ét medlem af Liljens Råd har tilknytning til organisationen. Ledelsen er dog omgærdet af dyb mystik. Nogle mener, at én enkelt person trækker i trådene, mens andre spekulerer i, at en anonym forsamling står bag. Det eneste, de fleste kan enes om, er, at organisationens hovedsæde angiveligt befinder sig i byen Paest i Tharkien – men selv dette er kun en formodning.

De Sorte Løver

Gennem historien har Emyr fostret adskillige navnkundige krigerordener. Riget er præget af en kultur, hvor sværdets magt er dominerende, og hvor soldaterne udgør en ophøjet elite med stor anseelse i samfundet. De dygtigste blandt rigets krigere har tradition for at samle sig i ordener, som konkurrerer indbyrdes om at være de største, bedst trænede og mest respekterede.

De fleste af Emyrs ordener holder sig inden for rigets grænser og indtager vigtige poster i rigshæren. En lille skare har dog valgt en anden vej: De rejser ud i verden for både at hverve nye medlemmer i Nirahams øvrige riger og for at fremhæve Emyrs styrke og overlegenhed i krigskunsten.

Den mest kendte af Emyrs ordener uden for riget er formentlig De Sorte Løver. Deres hvide og grønne banner har vajet over utallige slagmarker på Niraham, og især i Narabond spillede de en fremtrædende militær rolle i årene op til Himmelkrigene. Snart efter begyndte forholdet mellem de to riger imidlertid at slå sprækker, og ordenen trak sig derefter gradvist tilbage til Emyr. Siden er den kun blevet set sporadisk i Narabond.

De Sorte Regimenter

Tilværelsen i Roul-Assin har til alle tider været præget af, at folkets primære tilhørsforhold lå hos deres slægt og lokale jarl. Selvom roulerne betragter sig som ét folk, værner de først og fremmest om deres nærmeste, og der har derfor aldrig eksisteret en tradition for en samlet roulisk hær.

I årene efter Himmelkrigene var riget imidlertid rystet af store omvæltninger. Deres højt agtede gud Ragil var borte, og Det Chatonske Imperium udnyttede den svækkede situation til at sende tropper gennem Dragegabet og indlede angreb mod både Roul-Assin og Narabond. Marsk Goya udstedte derfor en befaling om at oprette en uafhængig hærstyrke bestående af kampdygtige roulere, som ikke var bundet af troskabsed til en jarl.

Mange roulere, der levede i landflygtighed, meldte sig under fanerne. I de nyoprettede Sorte Regimenter så man bort fra fortidens forbrydelser, og enhver fik en ny chance for at bringe sin slægt ære. Som noget bemærkelsesværdigt lod også en del mennesker fra andre riger sig indrullere i De Sorte Regimenter – dog navnlig hvis de havde roulisk blod i årene og stadig følte en tilknytning til deres historiske hjemland.

Regimenterne oplevede deres storhedstid under marsk Mardos styre i årene 14–22 EH. Efter hans fald svandt regimenternes betydning, og de er med tiden blevet mindre udbredte. Ikke desto mindre er de fortsat et yndet tilflugtssted for roulere, der søger en ny begyndelse og ønsker at slå deres navn fast. Efter Adrians død i år 29 EH lod også et stort antal norrlændinge fra Dragegabet, der havde støttet Adrian, sig optage i De Sorte Regimenter.

Skyggernes Broderskab

Denne sammenslutning af højtstående Girak-tilbedere søger magt for magtens skyld. Deres handlinger er drevet af ambitioner og jagten på udfordringer og underholdning – ikke nødvendigvis profit. De vælger deres mål ud fra, hvad der vil skabe mest uro og fascination, snarere end hvem der betaler bedst. Ordenen er præget af et stærkt indre sammenhold, og dens medlemmer er berygtede for at tage deres hemmeligheder med sig i graven frem for at forråde deres ordensbrødre.

Broderskabet ledes af Giraks ypperstepræst, Scarpo Lusenborg, en skruppelløs opportunist, der sjældent viser sig offentligt, og hvis position i broderskabet i højere grad synes at være et ideal til efterlevelse snarere end et egentligt styre. På trods af det historiske bånd, som Skyggernes Broderskab har næret til Girakkirken, har de ingen nærmere loyalitet til kirken og handler kun for deres egen vindings skyld.

Skyggernes Broderskab er selve legemliggørelsen af Giraks filosofi: Verden er et spil, og den sande mester er den, der manipulerer sine omgivelser bedst. De hverken frygter eller respekterer autoritet og ser samfundets regler som en udfordring snarere end en begrænsning. Hvor og hvornår de slår til, er aldrig til at forudsige, og deres tilsyneladende tilfældige handlinger bidrager kun yderligere til deres frygtindgydende renomme på Niraham.