Da sortelverne omkring år 5.500 FJ blev trængt tilbage til Underverdenen efter deres første indtog på Niraham, var halvdelen af elvernes skov på det nordlige kontinent blevet brændt af, og store dele af den resterende skov var tyndet så meget ud, at den ikke længere ville kunne tjene som hjemsted for folket.
I takt med at sortelverne havde brændt skoven ned, var menneskene begyndt at bosætte sig, og da sortelverne endegyldigt blev fordrevet fra overfladen, var menneskene hurtige til at sprede sig over de sidste ubefolkede egne, hvor skoven tidligere havde stået.
Elverne havde benyttet dem som forbundsfæller til at bekæmpe sortelverne, og ved hjælp af de kundskaber, som menneskene havde tillært sig, begyndte de nu at opføre store, faste bebyggelser, som de kloge af skade forskansede med høje og kraftige mure, som skulle afskrække elverne fra at prøve at fordrive dem.
Af menneskenes nye byer var der særligt én, der tiltrak sig opmærksomhed – byen Shantil i det østlige Niraham. Her opstod der i årene omkring 5000 FJ en menneskelig kultur, hvis lige man aldrig tidligere havde set.
Byen befandt sig i en overordentlig frodig egn, og befolkningen udviklede og perfektionerede landbrugskunsten, blandt andet gennem en forståelse af de gunstige virkninger af gødning og vandingsanlæg. Det var også den første by på Niraham til at benytte pløjede kornmarker samt organiseret husdyrbrug. Fødevarer fandtes i overflod i byen, og det tillod folket at hellige sig andre opgaver – praktiske såvel som intellektuelle.
Den begivenhed, der mere end noget andet gjorde Shantil enestående, var, at man her udviklede Nirahams første skriftsprog. Shantilernes mulighed for at nedfælde viden på lertavler og pergament gjorde en afgørende forskel og tillod dem at omforme byen til en enestående magtfaktor.
Over en periode på lidt over 100 år opførte shantilerne det første menneskelige bibliotek på Niraham, og de fyldte det med al den lærdom, de havde indhentet på både egen hånd og fra elverne. Det var også her, man nedfældede de første matematiske principper, og hvor glas blev opfundet. Til biblioteket hørte også et filosofisk fakultet, hvor store tænkere kunne samles og udveksle viden.
I de efterfølgende århundreder blev der etableret flere byer efter Shantils forbillede. Befolkningen spredte sig mod vest og tog ideologien fra Shantil med sig ud i verden. Med tiden spredte kulturen sig så langt vestover, at den omkring år 2000 FJ var nået helt til det område, der nu udgør Tharkien, hvor den var medvirkende til, at der opstod en række betydningsfulde handelsbyer på begge sider af Tharkienshavet.
I eftertiden har man yndet at betegne denne periode med højkultur som Den Første Storhedstid.
Storhed og fald
Shantilkulturen bevægede sig også sydpå, hvor den smeltede sammen med en række lokale kulturer, herunder i det lille ørige Bang Tei. Indtil da havde befolkningen i Bang Tei bestået af en løs sammenslutning af bønder og fiskere, men med den viden, de tilegnede sig fra Shantil, formåede de over en længere årrække at udvikle riget til en storslået magtfaktor i det sydøstlige Niraham.
Hvad der særligt bidrog til at gøre Bang Tei til en stormagt, var landets styreform. Shantilkulturen var baseret på en opfattelse af fællesskab og samhørighed, og befolkningen havde indflydelse på alle større beslutninger. Det resulterede ganske vist i en høj grad af stabilitet, men førte også til konstante indbyrdes stridigheder og gjorde det meget vanskeligt at forfølge ét fælles mål.
Bang Tei var derimod bygget op omkring en enevældig kejser. Befolkningen havde altid været meget autoritetstro, og hele samfundet var organiseret efter, at alle fik at vide, hvad de skulle gøre, fra en overordnet. Det tillod kejseren at råde direkte over sine undersåtter og forene dem om ethvert formål, uden at møde nogen antydning af modstand.
Kejserne i Bang Tei gjorde en dyd ud af at tage enhver nyskabelse til sig, som man kunne få fra Shantil. Man lod sig imidlertid ikke nøjes med disse. Bang Tei lagde store anstrengelser i at udvikle ny teknologi, og mere end noget andet investerede de tid og kræfter i at forbedre sig inden for krigens kunst. Mange krigsmaskiner, der stadig anvendes i dag, blev opfundet i Bang Tei, herunder katapulter og stridsvogne. Man udviklede også strategisk krigsførelse og tvungen militærpligt.
Efterhånden som deres militære magt begyndte at overgå alle andres, indledte Bang Tei en systematisk proces med at underlægge sig de omkringliggende riger. Konstant udvidede de rigets grænser, og alle besejrede kulturer blev integreret i riget og deres befolkning gjort til soldater i hæren.
Omkring år 1550 FJ var Bang Tei vokset så meget, at rigets grænser nu stødte op mod Shantil. Der opstod skarp konkurrence mellem de to riger, som efter kort tid udviklede sig til en større grænsestrid og endelig til åben krig.
I Shantil måtte man snart erkende, at man var forsvarsløse over for den bangteske krigsmaskine. Shantilkulturen havde bragt menneskeracen til et højere og mere sofistikeret stadie, end de nogensinde før havde kendt, men derefter havde man hvilet på laurbærrene og intet gjort for at forsvare kulturen mod ydre fjender. Den eneste reelle militære magt, som riget besad, var de private vagter og følgeskibe, som købmænd brugte til at beskytte deres aktiver.
Hele rigets flåde befandt sig desuden i havet mod vest, vi nu kender som Kamirrhavet, og Shantil var fuldstændig uforberedt på den invasion, som Bang Tei iværksatte fra Dhallhavet i øst. I år 1543 FJ sejlede en bangtesk flåde på 2000 skibe op ad floderne til Shantil. Skibene var blevet bygget i al hemmelighed syd for Drageøerne og medbragte en hær på 75.000 mand og store mængder sofistikerede krigsmaskiner.
Det var den største militære styrke, menneskeracen nogensinde havde set, og Shantils sparsomme forsvar udgjorde ingen reel modstand. Byen faldt efter blot en enkelt dags kamp, hvorefter de bangteske soldater systematisk brændte den ned til grunden. Befolkningen lod de leve, og forudsat at folket ikke gjorde modstand, kunne de forlade byen med både deres liv og ejendele i behold.
Afbrændingen af Shantil markerede et altafgørende skifte i Nirahams magtbalance. Den største og mest indflydelsesrige magtfaktor på Niraham var faldet, og da den bangteske hær fortsatte sin erobringskamp ud i verden, kom rygterne dem i forkøbet, og samtlige bystater på deres vej overgav sig uden kamp.
Da Bang Teis hær nåede til det område, der nu udgør indsejlingen til Tharkienshavet, standsede den sit erobringstogt. Samtlige bystater langs Kamirrhavet havde overgivet sig og betalte tribut til Bang Tei, og i hver af byerne var indsat en bangtesk magistrat. Omdrejningspunktet for Nirahams udvikling var skiftet, og i de mange år, der fulgte, var Bang Tei den altdominerende faktor blandt mennesker på Niraham, og man overgik fra dette tidspunkt til at omtale riget som Bang Tei-dynastiet.