Bang Tei-dynastiet

I nutiden er Bang Tei blot et fjernt ørige, ukendt for mange, og befinder sig afsondret på Nirahams sydøstlige kyst. Sådan har det imidlertid ikke altid forholdt sig. Engang var Bang Tei udgangspunktet for et af de største riger i Nirahams historie, og landet blev i denne periode omtalt som Bang Tei-dynastiet.

Begyndelsen

Dynastiets historie tager sit første, forsigtige afsæt i perioden omkring 5000 FJ, hvor Shantil var Nirahams kulturelle centrum og gradvist spredte sin indflydelse til verdens fjerneste afkroge. Her nåede den også til det fjerntliggende rige Bang Tei, som ikke blot adopterede kulturen, men udviklede den og gav den sit eget særpræg.

Indtil da havde Bang Tei været et løst funderet rige af fiskere og bønder, men med den viden, de tilegnede sig fra Shantil, blev landet omformet til en storslået stat, hvor al magt var centraliseret omkring en fælles kejser, der regerede enevældigt over sit folk.

Riget udviklede en effektiv og velfungerende statslig styreform, hvor informationer og kejserlige befalinger kunne udveksles med imponerende hast på tværs af landet. Infrastruktur i form af veje blev udbygget, og store dele af befolkningen lærte at læse og skrive for at kunne indgå i det statslige bureaukrati.

Kulturen under Bang Tei-dynastiet var også kendetegnet ved en stor åbenhed over for nyskabelser og fremmede tiltag. Enhver brugbar udvikling fra Shantilkulturen blev taget til sig, videreudviklet og perfektioneret.

Mere end noget andet investerede Bang Tei deres tid og kræfter i at forbedre krigskunsten. Det var her, man for første gang oplevede strategisk krigsførelse og tvungen militærpligt. Mange krigsmaskiner blev opfundet i denne tidsalder, herunder de første katapulter og stridsvogne.

Det bangteske folk forsøgte konstant at udvide rigets grænser, og efterhånden som de besejrede flere og flere omkringliggende kulturer, voksede riget sig stort og mægtigt. Omkring år 1550 FJ var Bang Tei vokset til en sådan størrelse, at rigets grænser stødte op mod Shantils. Der opstod en skarp konkurrence mellem de to riger, som efter kun få år udviklede sig til grænsestridigheder og til sidst åben krig.

Det var imidlertid en ulige kamp, og i Shantil måtte man snart erkende, at den bangteske krigsmaskine ikke stod til at stoppe. Shantil havde gjort store kulturelle landvindinger, men havde aldrig haft behov for at udvikle sine militære kundskaber, og riget var fuldstændig uforberedt på mødet med en styrke som den, Bang Tei-dynastiet besad.

I år 1543 FJ sejlede en bangtesk flåde på 2000 skibe op ad havet mod Shantil. Skibene var blevet bygget syd for Drageøerne i al hemmelighed, og shantilerne havde ingen forestilling om, hvad der ventede. Flåden medbragte en hær på 75.000 mand og adskillige sofistikerede krigsmaskiner. Det var den største militære styrke, menneskeracen havde set, og Shantils sparsomme forsvar udgjorde ingen reel modstand for invasionshæren.

Byen faldt efter blot en enkelt dags kamp, hvorefter de bangteske soldater systematisk brændte den af kvarter for kvarter. De af Shantils befolkning, der ikke gjorde modstand, blev dog skånet. De fik lov til at forlade byen med livet og deres ejendele i behold.

Afbrændingen af byen markerede et altafgørende skifte i Nirahams magtbalance. Den bangteske hær marcherede vestover, men rygtet om Shantils ødelæggelse løb forud for hæren, og samtlige bystater langs havet nedlagde våbnene og overgav sig uden kamp.

Da hæren nåede til det område, der i dag er indsejlingen til Tharkienshavet, standsede den sit erobringstogt. Samtlige bystater på vejen havde overgivet sig, og de betalte nu tribut til Bang Tei. I hver af byerne blev der desuden indsat en bangtesk magistrat. Samlingspunktet for Nirahams kulturelle udvikling var nu underlagt bangtesk herredømme.

Således begyndte den periode i Nirahams historie, der skulle blive kendt som Den Anden Storhedstid, og riget overgik formelt til at blive omtalt som Bang Tei-dynastiet.

Storhed og fald

I mere end 300 år regerede Bang Tei-dynastiet over store dele af det sydlige Niraham.

For befolkningen var det en tid præget af en struktureret og strengt hierarkisk tilværelse, hvor samtlige borgere var underlagt kejserens bud, der blev håndhævet gennem et utal af lokale magistrater. Alle rigets regioner havde en større hærstyrke udstationeret, som sørgede for at holde orden og øjeblikkeligt slå ned på enhver optakt til oprør.

Folket accepterede gradvist det nye herredømme, ikke mindst fordi Bang Tei-dynastiet tillod dem at fortsætte deres liv, som de altid havde gjort, så længe de blot underkastede sig deres nye herre.

Det var fredelige tider, hvor landbrug og håndværk blomstrede. Specialiserede håndværkerlaug vandt frem, og man introducerede rotationsbeplantning samt simple mekaniserede redskaber. Herudover blev der gjort en indsats for at forbedre kvægproduktionen gennem avlsprogrammer og øget viden om medicinering. Disse tiltag førte til en mere end fordobling af fødevareproduktionen under dynastiet.

Al rigets overskud blev dog kanaliseret til militæret, som oplevede sine største landvindinger i denne periode. Bronzestøbningens kunst blev perfektioneret, hvilket resulterede i bedre våben og rustninger end nogensinde før. Mest afgørende var dog indførelsen af militær disciplin og organiserede kampformationer.

Også religionsdyrkelsen bar præg af denne prioritering. Bang Tei-dynastiet blev hjemsted for den første monoteistiske religion omkring år 1375 FJ, da Ki Mana-troen blev erklæret for den eneste sande lære i riget. Der blev opført et hovedtempel for Ki Mana-troen på Marak Tei-bjerget i midten af den bangteske jungle, og den første spirituelle leder blev ordineret. Herefter opstod flere munkeordener og militære ordner under Ki Mana-troen, der blev bærende elementer i rigets hær.

På trods af disse fremskridt var dynastiet også præget af en overvældende konservatisme. Magi var forbudt ved lov og blev straffet med døden. Desuden nægtede man at inkorporere reelle rytterkompagnier i militæret. Heste blev udelukkende brugt af spejdere, mens dynastiet primært satte sin lid til legioner af fodfolk og en overvældende flådestyrke.

I årene omkring 1200 FJ blev Bang Tei udsat for en række angreb fra de frie bystater i vest og nord, hvor handelsskibe blev plyndret og stukket i brand. Dette førte til en serie kampe, der primært fandt sted på havet. Selvom Bang Teis flåde var både teknologisk og størrelsesmæssigt overlegen, gjorde de frie bystater stædig modstand og undgik gang på gang direkte konfrontationer. Som følge heraf måtte Bang Tei konstant holde sin flåde i højeste beredskab.

Kamirr

Med tiden vænnede de frie bystater sig til, at Bang Teis søfolk havde for vane at råbe ‘Cào nǐ mā’, hver gang de plyndrede deres skibe.

I stedet for at lade sig fornærme tog bystaternes befolkning udtrykket til sig. Først som en spøg og et udtryk for trods, men gradvist begyndte de også at bruge det som et navn for deres fælles kultur.

Da udtalen viste sig vanskelig, blev navnet over tid forenklet til det mere mundrette Ka-mi-ar, som siden blev forenklet til Kamirr.

Også i Eislonien modsatte man sig trodsigt enhver tilnærmelse fra Bang Tei. Det elviske folk betragtede dynastiet med stor foragt på grund af dets aggressive og ekspansionistiske natur.

Mod syd havde Bang Tei endnu en fjende i de nomadefolk, der herskede over ørkenerne og de åbne stepper. I et forsøg på at stække Bang Tei-dynastiets magt sendte elverne adskillige magikyndige til steppefolket for at undervise dem i magiens kunst. Nomadefolkene tog hurtigt den nye lærdom til sig og begyndte at bruge den strategisk i deres kamp mod dynastiet.

I år 1122 FJ havde modstanden mod Bang Tei-dynastiet nået et omfang, hvor de omkringliggende riger så det som en mulighed for at bekæmpe deres fælles fjende.

En flåde fra de frie bystater udførte en dristig operation og formåede at sænke store dele af den uforberedte bangteske flåde, mens den lå for anker. Som reaktion på dette angreb blev størstedelen af den kejserlige hær mobiliseret og sendt langs kysten mod vest for at knuse de frie bystater én gang for alle.

Da hæren var godt en måned ude fra Bang Tei, blev en horde af krigere og magikere fra de sydlige stepper sendt mod byen, hvor de mødte den tilbageværende garnison i et storstilet slag. I typisk bangtesk stil organiserede hærførerne hæren i geledder af infanteri og sendte dem frem for at møde fjenden. Den bangteske hær var i størrelse og antal langt overlegen, og soldaterne var erfarne og veltrænede.

Steppefolkets magikere lod imidlertid ild falde fra himlen, og jorden forvandlede sig til afgrundsdybe huller, der tvang den bangteske styrke sammen på stadig mindre områder, hvor de ikke kunne udnytte deres antal. Herefter sendte steppefolkets bueskytter tusindvis af pile fra hemmeligt importerede elviske buer. De få delinger af bangtesk infanteri, der formåede at slippe ud af fælden, blev derefter overvældet og nedkæmpet af steppefolkets ryttere.

Den sejrsvante bangteske hær havde aldrig tidligere mødt modstand som denne, og demoraliserede flygtede hærførerne fra slaget. Snart efter nedlagde resten af hæren deres våben, og kejserstaden overgav sig og åbnede sine porte. Inden mørket faldt på, var kejseren blevet halshugget, og hans lig blev brændt i offentlighedens påsyn, hvorefter asken blev spredt for vinden.

Forlydenderne om kejserens død spredte sig hurtigt til alle afkroge af riget. Det stærkt hierarkiske dynasti havde aldrig tidligere stået uden ledelse, og autoritetstroen var så indlejret i kulturen, at da de lokale magistrater pludselig stod uden det lederskab, der havde styret deres skæbner i alle disse år, blev de handlingslammede og overgav bystaterne på stribe ved blot den mindste antydning af modstand.

Det eneste, som nu stod i vejen for den totale sejr, var den bangteske hær, som befandt sig i det område, der i dag udgør det østligste Tharkien. Elviske soldater, udsendt fra Eislon, havde krydset Ianno-passagen, og sammen med ryttere fra syd havde de afskåret de bangteske forsyningstropper, så hæren nu ikke kun var uden lederskab, men også var udsultet og fanget i et fremmed land.

Bang Teis hær gjorde et desperat forsøg på at nå tilbage til sit hjemland ved at krydse ørkenen, men af den oprindelige hær på 150.000 mand overlevede mindre end 1000 den udhungrende march.

Bang Tei-dynastiet faldt officielt, da den afdøde kejsers bror overgav riget. Som en betingelse for fred skulle Bang Tei-dynastiet give afkald på alle provinser vest for den jungle, der omgiver landets historiske provinser. Til gengæld ville de sejrende parter standse deres fremmarch og anerkende rigets besiddelser øst for junglen. Kravene blev accepteret, og afslutningen på Bang Tei-dynastiet og Nirahams anden storhedstid var en realitet.

Scroll to Top