Årene efter Bang Tei-dynastiets fald i 1122 FJ var præget af en bølge af løsrivelse. Bystaterne langs Kamirrhavet havde i århundreder været underlagt et strengt, enevældigt styre, og nu, hvor folket var befriet for dette overherredømme, skyllede en udtalt frihedstrang gennem regionen.
Det varede dog ikke længe, før man måtte erkende, at den bangteske hær havde udgjort en betydelig kilde til fred og retfærdighed. I fraværet af en stærk regeringsmagt begyndte mange lokale fyrster i de befriede bystater at udnytte situationen til egen fordel. Hvad der kunne have været en frigivelse af Nirahams folk, udviklede sig hurtigt til plyndringer og endeløse krige mellem magtbegærlige krigsherrer.
Zara’bash
På Kamirrhavets sydlige kyst formåede et folkeslag, kendt som zaraberne, at underlægge sig store dele af de befriede områder. De samlede mange byer under deres herredømme og etablerede snart et egentligt rige, der fik navnet Zara’bash. Hvor resten af bystaterne om Kamirrhavet bevægede sig i retning af uafhængighed og nærmest lovløse tilstande, holdt man i Zara’bash fast i den organiserede, men også meget strikse livsstil, der havde præget Bang Tei-dynastiets tid.
Blandt de øvrige bystater langs Kamirrhavet fortsatte konflikterne i 200 år, uden at det lykkedes at skabe ordnede forhold. Alle plyndrede alle, og da zaraberne også blev ramt af de frie bystaters stridigheder, udbrød der i 831 FJ åben krig mellem Zara’bash og De frie bystater. Da bystaterne stadig ikke formåede at stå sammen, var det en smal sag for den zarabiske hær at besejre dem. Efterhånden som bystat efter bystat faldt, blev de indlemmet i det evigt voksende zarabiske rige.
Zara’bash måtte dog snart erkende, at den hastige ekspansion førte til vedvarende oprør. De befriede bystater havde ikke løsrevet sig fra Bang Tei-dynastiets overherredømme for blot at underkaste sig et nyt totalitært styre. Fra 802 FJ begyndte zaraberne derfor at brænde hver besejret by ned til grunden og tvinge dens indbyggere på flugt.
Cartheero
I 792 FJ grundlagde Zara’bash byen Cartheero. Den voksede hurtigt i størrelse, da området omkring den var yderst frugtbart, og byens strategiske placering gjorde den attraktiv for søfarende og handelsmænd. Allerede i 724 FJ havde Cartheero nået en sådan størrelse, at den var Nirahams største by, og i 719 FJ blev byfyrsten i Cartheero, Afti el Cartheero, udråbt som sultan for hele det forenede Zara’bash.
Etos
Igennem det næste århundrede ryddede zaraberne hele den sydlige del af Kamirrhavet for fjendtlige bosættelser. Flygtningene blev enten drevet nordpå over havet eller vestpå langs kysten. Zarabernes krigstogt kunne dog ikke fortsætte for evigt, og i 623 FJ blev der indgået en permanent fred med de tilbageværende bystater i vest.
Grænsen blev fastlagt ved bystaten Etos, som fremover skulle være en permanent grænseregion, hvor både zarabere og borgere fra de frie bystater i vest frit kunne færdes og handle. Den rigeste og mest indflydelsesrige købmand i Etos blev udnævnt til byfyrste og svor, at bystaten for evigt ville honorere sit ansvar som en fredelig grænseregion.
Tharkien
I tiden der fulgte, måtte de tilbageværende bystater erkende, at de var nødt til at finde sammen i et fællesskab, hvis de skulle bevare håbet om ikke blot at leve i fred, men også kunne konkurrere med Zara’bash’ stadigt voksende magt.
Blandt de frie bystater lå de rigeste langs havet i det vestlige Niraham. I år 617 FJ indgik tre af dem – Tharkien, Sølvborg og Hetenza – en aftale, der knyttede dem sammen i et tæt forbund. Da aftalen blev underskrevet i bystaten Tharkien, fik den navnet Den Tharkiske Pagt.
Samarbejdet mellem så store og velhavende handelsbyer blev yderst succesfuldt, og i år 592 FJ blev yderligere to bystater, Alvonsaria og Paest, optaget i pagten. Herefter overgik sammenslutningen til at bære navnet Det Tharkiske Forbund, og det udviklede sig hurtigt til en central økonomisk magt på Niraham.
Fødevarer var i overflod, og et væld af varer fandt dagligt vej til forbundets havne, hvorfra de blev videresolgt med store fortjenester. Det mest skelsættende var dog introduktionen af de første begreber om penge, valuta, veksler og en organiseret økonomisk struktur.
Forbundets møntfod var så pålidelig, at den også blev anvendt som valuta uden for forbundets grænser. Dette gjorde det muligt for Det Tharkiske Forbund at etablere de første banker, der hurtigt begyndte at tjene store summer som vekselerer og låneformidlere for Nirahams konger og adelige.
Blandt de nyskabelser, der kan tilegnes Det Tharkiske Forbund, var også betydelige fremskridt inden for skibsbygning og navigation. Disse fremskridt gjorde det muligt at handle med et bredere udvalg af eksotiske varer fra alle dele af Niraham.