Riget Norrland er ikke et traditionelt kongerige, som man kender det fra resten af Niraham. I stedet består det af fire selvstændige riger: Thorondis, Darkondiska, Landiska og Dragegabet, og en norrlænding vil anse sig som indbygger i et af disse riger og ikke som bosiddende i ét større, fælles rige.
Hvert af rigerne har deres egen konge, og blandt disse blev kongen af Thorondis, Erik ‘Røde Orm’ Fridgjordsson af Stålfast-ætten, anset for den mest magtfulde. Han rådede over den største flåde i hele Norrland, og ved hans død anslås det, at han gennem sine undersåtter havde kontrol over næsten titusinde skibe. Også hans hærstyrker var aldeles imponerende og genstand for stor respekt, ikke blot i Norrland, men også i de omkringliggende riger.
Kong Eriks personlige hird, der udgjorde hans livvagt, bar navnet ‘Blodravnene’ og bestod af over 300 mænd. De var nøje udvalgt blandt de bedste krigere i hans rige og var kendt for deres urokkelige mod i kamp. De var meget bevidste om deres særlige position i riget og besad en overlegenhed, der tenderede mod arrogance.
Da kong Erik døde i år 33 EH, begyndte en blodig strid om magten over Thorondis. Flere af hans sønner gjorde krav på tronen, men også magtfulde personer fra de andre norrlandske riger havde udset sig den. Alle vidste, at hvis en af kandidaterne kunne sikre sig Blodravnenes opbakning, ville vedkommende have et særdeles stærkt krav på tronen.
Deres fornemmeste kriger, Egil af Blodravnene, fremsatte imidlertid selv krav på tronen, og i den følgende tid begyndte Blodravnene at underlægge sig de tilbageværende områder i Dragegabet, som fortsat var beboelige efter begivenheden kendt som Adrians Bryllup. De viste også deres koldblodighed ved at lade en række andre aspiranter til tronen myrde.
Blodravnenes anerkendelse er dalet betydeligt på grund af disse nederdrægtige handlinger. Til gengæld har de slået deres navn fast som en selvstændig magtfaktor i Norrland, og det står tilbage som et åbent spørgsmål, om de nogensinde igen vil knæle for en konge af Thorondis.