Dette navn er givet til begivenheden, der udspillede sig i Dragegabet i år 29 EH og markerede afslutningen på borgerkrigen mellem dronning Tirri og hendes bror Adrian. Ved hændelsen blev Adrian dræbt, og Dragegabet blev udsat for en ødelæggende magisk eksplosion, som fortsat gør størstedelen af Dragegabet ubeboelig.
Forhistorie
I år 15 EH kom Valdemar Narabond II til magten og blev kronet som konge af Narabond. Nogle år senere, i år 21 EH, fandt han sig en brud, den kyndige Nimarpræstinde Tirri af slægten Hayunen. Hun flyttede ind på kongeslottet i Kungstadt, og med hende fulgte hendes storebror Adrian.
Redaktionel note
Både Tirri og Adrian var spillerskabte karakterer i rollespilskampagnen ‘Tempus Vivo’. Efter at have spillet karaktererne i en årrække valgte spillerne bag dem at overgive karaktererne til kampagnen, som herefter brugte dem i den videre udvikling af Nirahams historie.
Personer, der deltog i ‘Tempus Vivo’-kampagnen i slutningen af 00’erne, vil derfor utvivlsomt kunne huske at have mødt søskendeparret Tirri og Adrian.
Adrian var respekteret og velanset og steg hurtigt i graderne ved hoffet. Særligt kyndig var han inden for krigens kunst, og blandt Narabonds militær lærte man i særlig grad at respektere hans kølige overblik og store autoritet.
Kong Valdemars helbred var stærkt svækket af de sår, han pådrog sig under Kanslerkrigen, og da han døde kort tid efter brylluppet i år 21 EH, blev dronning Tirri kronet som regent. Det var særdeles atypisk og første gang i rigets historie, at man havde et kvindeligt overhoved. Hun var bevidst om sin udsatte situation og udpegede derfor Adrian som feltmarskal af Narabond og øverstkommanderende for hele rigets hær for at sikre sin position.
Adrian var imidlertid en begærlig mand, og efter at have fået magten over hæren vendte han sig mod sin søster og gik ind i borgerkrigen for at forsøge at erobre tronen i sit eget navn. I år 23 EH marcherede han med sin hær mod Kungstadt og indledte et slag, der skulle blive det værste og mest blodige i landets historie.
I sidste ende kunne dronning Tirri trække sig sejrrigt ud af kampen, men ikke før både hun og Adrian havde lidt store tab. Slaget efterlod flere end 100.000 døde og er siden blevet kendt som Slaget om Kungstadt. Efter slaget fortrak Adrian med sit følge og søgte skjul i Dragegabet nord for Narabond.
Dragegabet
Adrians styrker var svækkede, men han rådede stadig over en anselig militær magt. I de følgende år cementerede han sit greb om Dragegabet. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt for ham. Adrian var en begærlig mand, og han lod sig ikke nøje med at herske over en mindre grænseregion.
Han tog afsked med Underviseren – den magtfulde magiker, der sammen med sine sorte riddere havde stået ved hans side under Slaget om Kungstadt. Ikke længe efter fandt Adrian en ny mægtig forbundsfælle. Ragils faldne mirner, Valknarr, havde længe søgt efter en kilde til magt på Niraham og fandt nu en allieret i Adrian. De indgik en pagt, og med Valknarrs støtte voksede Adrians styrker atter til fordums størrelse.
I år 29 EH skulle pagten besegles. Bud blev sendt ud til både venner og fjender på Niraham med invitationer til at overvære brylluppet. Selv Narabonds kongehus og adel, som Adrian kun få år forinden havde været i krig med, modtog invitationer.
Dagen oprandt, hvor brylluppet skulle stå i Dragegabet, og området var pyntet efter Valknarrs befaling. Hun ønskede at gøre det klart for enhver, hvem der var overherre i forbundet med Adrian. Gæsterne var ankommet fra nær og fjern, og blandt dem sås mange kendte ansigter.
Brylluppet
På pladsen foran Adrians fæstning var gæsterne stimlet sammen for at overvære ceremonien. De var omgivet af soldater, både Adrians og deres egne. Ingen stolede mere på Adrian, end at de anså det for nødvendigt at medbringe en større styrke til at varetage deres sikkerhed.
Da brylluppet var undervejs, og gæsterne blev opfordret til hver især at sige et ord og give parret deres velsignelse, brød en gruppering af krigere frem af mængden. De bar Ragils farver, og blandt dem fulgte en højstående Ragilpræst, Johan De’André. I ham havde Karax manifesteret sig – en af Ragils mirnere, der er kendt som ‘de sande flammer’ – og i hånden bar De’André et våben smedet af stykker fra Ragils egen klinge, Vardunger.
Ved synet af Karax erkendte Valknarr, hvad der var under opsejling. Også Adrian fornemmede situationens alvor, og hans soldater skyndte sig frem for at beskytte deres regent. Det udviklede sig til et voldsomt slag, hvor Karax og Ragils krigere stødte sammen med Valknarr, Adrian og hans soldater.
De dødelige kunne hurtigt konstatere, at deres kræfter var ubetydelige for slagets udfald, og de trak sig tilbage, så kun Karax, Valknarr og Adrian stod tilbage. De kæmpede et grufuldt slag, der trak ud i timevis. Til sidst måtte Karax erkende, at Valknarrs magt var for stor. Karax brød løs af det menneskelige hylster, han havde manifesteret sig i, og sendte Johan De’André bort gennem en portal, hvorefter Karax ofrede sig for Ragils ære og slap sine resterende kræfter fri i en frygtelig kraftudfoldelse.
Et flammehav opslugte Adrians fæstning, der forkullede og styrtede i grus. Adrian kunne ikke modstå kraftudfoldelsen og døde i flammerne sammen med hundredvis af de fremmødte.
Blandt de døde var utallige notable personligheder, der havde støttet Adrians sag. Også mange adelige, der i det skjulte sympatiserede med hans modstand mod Narabonds krone, gik bort den dag. Mest fremtrædende var utvivlsomt et antal magtfulde magikere fra Arathollslægten, der havde været bandlyst i Narabond siden Arathollkrigen i år 1 EH: Quarn, Elisabeth, Bianca og Moreko Aratholl. Blandt de omkomne var også Ragils ypperstepræst, Tarviq Allundria, samt en af de højest rangerende Girakpræster på Niraham, sortelveren Lyrana Tali’c. Valknarrs skæbne var mere usikker. Da støvet lagde sig, var hun intet sted at se, og det blev antaget, at hun formåede at slippe væk.
Hvor Adrians fæstning havde stået, var der nu kun et krater i jorden. Omkring det formede sig en støvsky, der sitrede og glimtede. Kraftudfoldelsen havde været så stor, at luften var mættet af magi. Guddommelig og dæmonisk i ét fortsatte de magiske kræfter med at bekæmpe hinanden.
De modige, der bevægede sig ind i skyen, kunne knap nok se kraterets bund, men kunne dog ænse de forkullede ruiner. Som tiden gik, fortsatte de magiske kræfter med at strides, og så stor styrke besad de, at det utilgængelige område spredte sig fra krateret og ud gennem Dragegabet.
Størstedelen af Dragegabet blev ubeboelig, og for dem, der valgte at trodse de kæmpende kræfter og forblive i området, blev tilværelsen uforudsigelig og farefuld. Selv hvor de magiske kræfter ikke bekæmpede hinanden, lå store landområder golde hen. Snart efter så sortblodsfolket også sit snit til at vælte ind i Dragegabet, hvorved byer blev forladt, og befolkningen drevet på flugt.
Selv den dag i dag er store dele af Dragegabet utilgængelige, og det er tvivlsomt, om livet i disse egne nogensinde igen vil blive normalt.