Blandt Nirahams magikyndige er der ingen nulevende, der besidder større kræfter end den orden af elviske troldmænd, der er kendt som Højmagerne. De beskæftiger sig med brugen af den højmagi, som blev lært ordenens stifter, Den Vise, af Rinas tre mirnere, De tre søstre.
Højmagien er hundredefold mere magtfuld end almindelige magiske kræfter, og Højmagerne vogter nidkært over dens hemmeligheder. Både Den Vise og siden hans førstelærling, Searin, der fortsat er ordenens overhoved, har gjort sig store bestræbelser på kun at udvælge lærlinge, der ikke ville blive forledt af de store magiske kræfter til at fremme deres egen sag.
I årtusinder bevarede Højmagerne deres hemmeligheder og forblev tro mod ordenen – indtil Estarian Tegiel som den første faldne højmager forrådte Den Vise og vendte Højmagerne ryggen.
Forræderi
Estarian nedstammer fra den gamle højelviske adelsfamilie Tegiel, der var en bærende kraft i selve etableringen af det højelviske samfund. De havde længe støttet Keladonfamilien, og gennem mange generationer var de blevet nære allierede med Eisloniens kongeslægt og besad mange betroede positioner, herunder for rigets højkonger.
Gennem årene viste der sig imidlertid en afgørende konflikt mellem Tegiel- og Keladonslægten. Hvor Eisloniens højkonger ønskede at etablere kontakt til mennesker og i et vist omfang åbne rigets grænser for handel og udveksling af viden, stod Tegielfamilien stejlt på, at kontakt til mennesker måtte undgås for enhver pris, og at der skulle slås nådesløst ned på ethvert menneske, der nærmede sig rigets grænser.
Konflikten kulminerede i år 302 EJ, da højdronning Sylvia Keladon traf beslutning om at tillade mennesker at rejse til byen Eitoskia for at handle. På det tidspunkt var Estarian Tegiel allerede en anerkendt og højt respekteret højmager, og ingen havde forudset, at han ville reagere så voldsomt på højdronningens udmelding, som tilfældet var.
Han forsøgte at snigmyrde dronningen, men attentatet mislykkedes. Estarian selv flygtede, men hans slægt blev straffet og frataget alle privilegier i Eislonien. Det samme skete for 11 andre eislonske adelsslægter, som var nært relaterede til Tegiel uden nødvendigvis at have været forbundet med attentatet. Skammen var så stor, at flere medlemmer af slægterne begik selvmord, og mange andre valgte frivilligt at drage i eksil.
Livstræet
Estarian søgte tilflugt i Morkuveria, og noget tid senere modtog Eisloniens elvere beretninger om, at han skulle være blevet omdrejningspunktet for en større konflikt mellem sortelvere i området. Da man herefter ikke hørte yderligere gennem de næste mange århundreder, var antagelsen i Eislonien, at Estarian var blevet dræbt.
I år 5 EH skulle det imidlertid vise sig, at den antagelse var fejlagtig. Sammen med en gruppe magtfulde sortelviske troldmænd førte Estarian an i et overraskende angreb mod Vetas. Ingen formåede at stå ham imod, og det lykkedes ham at kæmpe sig vej frem til det gamle, hellige livstræ, som guderne selv havde plantet i Vetas’ hjerte, kendt som Det Gyldne Træ.
Han drænede træet for alle dets kræfter og forsvandt herefter i al hast fra byen igen med sit følge. Træet visnede og døde, og elverne faldt hen i stor sorg over at have mistet den guddommelige gave.
Hvad der herefter er Estarians intention, er der ingen, der ved. Elverne er imidlertid overbevist om, at det kun var første skridt i en større plan, og antagelsen er, at Estarian står klar i skyggerne til at angribe Eislonien den dag, hvor riget er svækket og sårbart. Den antagelse er kun blevet styrket yderligere af, at Estarian nu også har fundet måder at forvanske de hvide eislonske krystaller, så de kan rejse de døde fra graven, mere magtfulde end da de var i live. Han skulle desuden have rejst et tårn i Morkuveria og være omgivet af sortelviske lærlinge og allierede, både i tårnet og når han regelmæssigt færdes i Underverdenen.