Det mest hellige i elvernes tilværelse er de ældgamle livstræer, man finder i Santillia og Eislonien, og som både skovelvere og højelvere værner om for enhver pris.
Livstræernes historie tager sin begyndelse for mange tusinder af år siden i den tid, hvor sortelvernes første indtog på Niraham fandt sted. Da elverne manglede håb, skænkede Rina dem en stikling af gudernes eget træ, Básel, som hun plantede i byen Vetas i Eislonien. Under dets krone kunne elverne finde sammenhold og fornyet livsmod. Det var det første livstræ på Niraham, og det bar navnet Det Gyldne Træ.
I år 5 EH nedkom imidlertid en tragedie over træet, da den faldne højmager Estarian Tegiel formåede at trænge ind i Vetas sammen med en gruppe elvere og dræne livstræet for dets kræfter. Siden har træet blot stået som et sørgmodigt minde, og mange elvere valfarter til Vetas for at se det døde træ.
Da Rina havde skænket højelverne det første livstræ, så Sissianna, hvordan de fandt stor glæde ved det. Hun ønskede, at også skovelverne skulle have et livstræ, og hun velsignede derfor et træ i Santillias midte – i Krystalpaladsets have i Midterriget. Det træ blev det første livstræ i Santillia og er kendt som Det Hvide Træ.
Fra de to livstræer satte elverne mange stiklinger rundt i skovene, og de voksede sig ad åre store og magtfulde. Hvor livstræerne voksede, følte elverne sig særligt knyttet til naturen og guderne, og de blev naturlige samlingspunkter for folket.
Mange livstræer faldt, når sortelverne brændte skoven, og under begivenheden kendt som ‘Den evige vinter’, der varede næsten 50 år, døde yderligere mange af livstræerne. Da vinteren omsider var forbi, indstiftede Egeblad-familien en orden kaldet Skovens Vogtere for at værne om de tilbageværende livstræer og beskytte dem mod enhver fare.
Efterhånden som stiklingerne voksede sig store og prægtige, blev der taget nye stiklinger fra dem. De yngre træer var fortsat prægtige, men for hver generation de bevægede sig væk fra de første livstræer, blev deres livskraft og energi svagere. Af den årsag har man fået for vane at betegne livstræer ud fra deres generation – altså hvor mange slægtsled de er fra de oprindelige.
Der findes på nuværende tidspunkt kun ganske få livstræer tilbage af anden generation, en del af tredje generation og en hel del flere af fjerde generation. Stiklinger i femte generation har vist sig yderst vanskelige at plante og holde i live, og når det lykkes, har de kun en svag rest af den kraft, der kendetegner livstræerne. Man tæller derfor typisk ikke træer af femte generation med.
I den nordlige del af Narabond finder man et tredje-generations livstræ i Vinterskoven, ikke langt fra Barazels eng. Indtil striden mellem Skovens Vogtere og Istezari-familien var det beskyttet af en flok Vogtere, der havde slået sig ned i området. I år 11 EH kom også en deling højelvere til fra Buranus, som opførte fæstningen Stella Luminos nær livstræet for at bistå med beskyttelsen af det.
Fortællinger vil, at elverne skulle have plantet en stikling fra træet i en hellig lund dedikeret til Rina i området. Det er imidlertid mange år siden, og stiklingen burde på nuværende tidspunkt være vokset til en størrelse, hvor den ikke længere lod sig skjule. Da ingen har sanset kræfterne fra den heller, antages det, at stiklingen ikke slog rødder og derfor nu er død.