I både Eislonien og Santillia ligger størstedelen af magten hos en række adelsslægter, og selvom skovene principielt er alle elvernes domæne, har slægterne etableret et betydeligt ejerskab over skovene og deres ressourcer. Der udspiller sig konstante politiske stridigheder imellem dem, og den elviske adel er gennemsyret af alliancer og magtkampe.
Santillia
Akantus
Siden de tidligste tider, hvor elvernes skov blev delt i to – Eislonien i øst og Santillia i vest – har Akantus været den regerende slægtslinje i Santillia. Startende med Achillea Akantus er magten over Santillia siden blevet nedarvet gennem slægtslinjen, og på nuværende tidspunkt sidder Tanaya Akantus på landets trone.
Familien er ærekær og nobel og regnes for at være den ældste skovelviske slægt. Det er en arv, de bærer med stor stolthed, og de er sædvanligvis yderst traditionalistiske og sætter stor ære i at opretholde respekten omkring deres slægtsnavn. Af samme årsag er de også typisk konservative.
I det sydlige Santillia finder man Akantusfamiliens sommerresidens, kaldet Sommerpaladset. Stedet er omgivet af underskønne haver, der for altid befinder sig i den skønneste sensommer, og i de omkringliggende træer synger fuglene fra morgen til aften, mens duften af sød honning og blomster fylder luften. Det er den tidligere fyrstinde Måne Akantus’ foretrukne sted at opholde sig, og mange unge, forelskede elvere kommer hertil for at opleve stedets magi.
Mod nord, i Vinterskovens dyb, finder man Akantusfamiliens vinterresidens, Vinterpaladset. Selvom familien kun sjældent opholder sig i paladset, er det altid lyst og opvarmet og står klar til at modtage familiens medlemmer med kort varsel. Det har længe været antaget, at Akantusslægten benytter slottet til at føre mere diskrete forhandlinger, og at det huser gæster, de ikke ønsker skal blive set offentligt i Santillia.
Antagelserne fik nyt liv, da det kom frem, at Nimars tidligere ypperstepræst, Tilimanus Akantus, opholdt sig i paladset de seneste år af den elviske borgerkrig og benyttede det til at samle skovelviske styrker og overlevende medlemmer af Skovens Vogtere som modtræk til Istezaris tropper. I den forbindelse blev paladset udbygget med mure af det smukkeste marmor, forstærket med magi.
Ametyst
Blandt de tre ældste og mest respekterede slægtslinjer i Santillia regnes Ametyst for den åndelige og idealistiske stemme. De var med til at skabe rammerne for hele det skovelviske samfund i Santillia, og deres synspunkter om rigets fremtid var en bærende kraft, da det første senat blev etableret. Siden forlod Ametyst senatet igen og overdrog sin post til Egebladfamilien, men de er fortsat stærke fortalere for, at hele det skovelviske folk bør have indflydelse i senatet.
På nuværende tidspunkt er familien stærkt funderet i den sydligste del af Santillia, kaldet Sommerskoven. Selvom skoven formelt styres af familien Trane, er Ametyst den åndelige drivkraft i området. Det var Ametystfamilien, der i sin tid skabte Santillias største helligdom, Den Evige Sommers Tempel, og deres historie og stolte traditioner har givet dem en indflydelse i Sommerskoven, der sidestilles med – hvis ikke overstiger – familien Tranes. Der synes ikke at være nogen åbenlys konflikt mellem de to magtfulde familier, men fra tid til anden sker det, at der kan fornemmes spændinger under overfladen.
Familien holder til i deres slot, Lærkesang. Det er en ældgammel og imponerende bygning, der på trods af sin alder fortsat udstråler en majestætisk skønhed. Mange mener, at det må være Santillias ældste bygning. Slottet går nærmest i ét med de omkringliggende træer, og flere af salenes tage består af høje trækroner, der rejser sig mod himlen. I modsætning til mange andre bygninger i skoven er slottet udelukkende skabt af træ, og med tiden synes bygningen nærmest at have fået sit eget liv.
Egeblad
Selvom Egeblad er en mindre familie, har de formået at skabe sig mange alliancer og har positioneret sig på fremtrædende poster i Santillia. De overtog positionen som senatsfamilie fra Ametyst og har over tid formået at blive særdeles indflydelsesrige og magtfulde.
Mere end noget andet gør familien sig dog som handelsfolk. Det var Egeblad, der i sin tid begyndte at handle med mennesker og dværge. Det skabte stor røre blandt de øvrige familier, men selvom flere familier fortsat fastholder, at elverne bør afskære enhver kontakt til omverdenen, har tendensen dog bredt sig, og mange lukrerer nu godt på handel med omverdenen. Ingen dog nær så godt som Egebladfamilien.
Familien er hjemhørende i deres store ejendom, Egely, i det østlige Santillia. Bygningen er opført omkring tre enorme egetræer, hvis kroner former taget og skaber naturlige plateauer og rum. Fortællinger vil, at egetræerne blev plantet helt tilbage i tiden omkring Den evige vinter, som fandt sted under sortelvernes første indtog på Niraham og varede næsten 50 år. Da vinteren omsider var forbi, indstiftede Egebladfamilien ordenen, vi stadig i dag kender som Skovens Vogtere, for at værne om de tilbageværende livstræer og beskytte dem mod fare.
Gennem utallige år varetog Egebladfamilien forsvarsværket Tornely i det østlige Santillia. Fæstningen er det vigtigste bolværk mod menneskenes indtrængen i Santillia og dens mure er aldrig – hverken før eller siden – faldet for menneskers hånd. Fæstningen er opført i massiv granit, som er et sjældent syn i Santillia, da der stort set ikke forekommer granit i undergrunden. Da Siraniusfamilien blev adlet og indtrådte i senatet, måtte Egeblad dog afstå Tornely til deres varetægt, men de patruljerer stadig de omkringliggende skove.
Ellenarn
Denne familie udsprang oprindeligt af Nordenstjerneslægten og udviklede sig hurtigt til en stor handelsfamilie med mange små, men lukrative handelsmonopoler. Siden blev forholdet mellem de to forværret og udviklede sig til sidst til en voldsom og meget offentlig strid mellem dem.
På en skæbnesvanger nat blev Ellenarnfamiliens slægtshjem, Pilefortet, i den nordligste del af Santillia angrebet af roulere. De sendte desperate bud ud til alle omkringliggende familier, herunder Nordenstjerne, hvis slægtshjem, Nordlys, lå ganske nær. Ingen kom imidlertid Ellenarn til undsætning, og da morgensolen stod op, var Pilefortet og hele det omkringliggende område brændt ned, og størstedelen af familien var blevet udslettet. Kun ruinerne og de golde sletter vidner nu om den engang så noble families eksistens.
Efterfølgende forsikrede Nordenstjerne, at de i al hast havde samlet familiens styrker og sendt dem mod Pilefortet, men da de kom frem, var stedet allerede brændt ned, og alle dets beboere var døde. Nogle få medlemmer af Ellenarnfamilien overlevede hændelsen, og de har svoret hævn mod Nordenstjerne, som de bebrejder for deres families undergang.
Guldløv
Familien er særlig kendt for at være eventyrlystne handelsfolk, hvis medlemmer har været vidt omkring i verden og bragt mange nyheder med sig hjem til Santillia. Guldløv var sammen med Egeblad blandt de første af Santillias familier, der begyndte at handle med mennesker og dværge, og deres handelsvarer fra omverdenen har bragt dem stor berømmelse. Herudover er mange af familiens medlemmer også dygtige skrivere og krønikere.
I den østlige del af Santillia finder man familiens slægtshjem, Guldregn. Den prægtige bygning har fået sit navn fra, at den er omgivet af blomstrende guldregn, der kaster et gyldent skær over de hvide mure.
Ikke langt derfra ligger en dyb dal, der kaldes Sorgens Dal. Navnet stammer fra en tragisk begivenhed for mange hundrede år siden, hvor en stor gruppe mennesker og sortblodsfolk formåede at trænge ind i Santillia og nådesløst nedslagte de skovelvere, der forsøgte at forsvare deres hjem i dalen. Efterfølgende blev dalen og den omkringliggende skov omdannet til et mindesmærke for de faldne. Sorgens Dal er imidlertid blevet et øde og frygtet sted. De dødes sjæle hjemsøger dalen, og de få elvere, der passerer gennem området, fortæller om hårrejsende oplevelser med de evigt vandrende, hvileløse sjæle.
Kelanis
Kelanisfamiliens medlemmer er tavse og stolte af natur. De er også hemmelighedsfulde og omgivet af en betydelig mystik. Trods deres sky natur er det alment kendt, at de har en helt særlig fornemmelse for magi, og familien huser et af Santillias mest fremtrædende akademier, der i særlig grad har specialiseret sig i elementalisme. Et stædigt rygte lyder også på, at familien har hele samlinger af elementkrystaller og jævnligt har besøgende fra Taras præsteskab.
Lige så tilbageholdende som familiens medlemmer er, lige så pompøse og overdådige er til gengæld deres bygningsværker. Familien er formidable håndværkere, og deres prægtige bygningsværker i skinnende marmor pryder Santillia. Overalt finder man ufattelige paladser og kirker, der er skabt af familiens hånd, og det ene er mere kunstfærdigt end det næste. Så smukke er de, at det er alment antaget, at familien må benytte magi til at opføre dem.
I det vestlige Santillia, ikke langt fra De 10 Spirs Tempel, finder man Nia Kelanis, der er hjemsted for Kelanisfamilien. Selvom det ikke er en stor familie, har de opført bygningen som et kæmpe palads af krystal, der tjener som et monumentalt bevis på slægtens evner inden for byggekunst, og når man går gennem paladsets endeløse gange, vil man finde små kopier i krystal af samtlige bygningsværker, som slægten har opført gennem årene.
Familien importerer store mængder marmor og krystal fra Darkonien, og under Nia Kelanis findes slægtens værksted, hvor store dele af arbejdet med at tilskære og forme materialerne finder sted.
Mir Tarn
Familien er først for nyligt blevet anerkendt som en del af Santillias adel. Det skyldes i høj grad deres blakkede ry, der er opstået som led i deres omfattende søfart på Nirahams have, hvor de ganske vist importerer eksotiske varer, men også bedriver omfattende pirateri og indgår alverdens lyssky aftaler. Mir Tarn kan skaffe alverdens sjældne varer, og deres moralske sans synes også at være fleksibel, hvis blot prisen er rigtig.
Når Santillias adel ikke desto mindre har optaget Mir Tarn blandt sig, skyldes det dels de meget attraktive og eksotiske varer, som kun de har adgang til, og som står i høj kurs blandt den skovelviske adel, men i lige så høj grad den information og viden, som Mir Tarn bringer med sig hjem fra omverdenen. De er en af Santillias primære kilder til nyheder fra omverdenen, og der indtræffer sjældent en begivenhed på Niraham, som Mir Tarn-familien ikke snart har et indgående kendskab til.
I den østlige del af Santillia, op mod Akos-flodens bred, finder man Havblik, der huser Mir Tarn-familien. Deres hjem bærer tydeligt præg af de mange importerede varer og eksotiske artikler, som familiens medlemmer bringer med sig hjem fra deres rejser. Det er ikke uden grund, at mange elvere omtaler stedet som ‘Basaren’. Selvom Havblik rummer et væld af indtryk, kan man ikke fornægte, at stedet også rummer en udtalt elvisk elegance.
Nattefrost
Familien nåede kun at have en kort tilstedeværelse i Santillia. De udsprang fra Sølvbirkfamilien og etablerede sig som en traditionalistisk og yderst regelret familie, der insisterede på, at gamle, stolte værdier skulle fastholdes i samfundet for enhver pris. Mest kontroversielt var deres standpunkt om, at de ikke tolererede nogen andre racer end fuldblodselvere i elverland. På grund af deres uforsonende natur kom familien ofte i stridighed med andre familier, navnlig Egeblad.
De havde til huse i en stor og meget simpel træbygning, kaldet Frosthjem. Den var elegant formet som en cirkel med en stor rådssal i midten. Langs salens vægge befandt sig bænke i en rundkreds, der afspejlede en ideologi om, at alle familiens medlemmer skulle have lige adgang til at fremføre deres ærinder, når der blev holdt rådslagning.
I år 19 EH blev Frosthjem angrebet og brændt ned af Istezarifamiliens tropper, og samtlige af Nattefrostfamiliens medlemmer og overhoveder blev dræbt. Der er kun sluppet meget få pålidelige nyheder ud fra angrebet, men Istezaris formelle begrundelse for angrebet lød, at Nattefrostfamilien husede en fraktion af Skovens Vogtere, der for nyligt havde stået bag en række angreb og attentatforsøg.
Det var en grusom hændelse, der for evigt vil præge Santillia og skovelvernes forhold til Istezari. Relationen blev kun yderligere forværret, da der snart efter begyndte at gå rygter om, at mange medlemmer af Nattefrost ikke, som først antaget, var blevet dræbt, men i stedet ført til Eislonien og nu blev benyttet som slaver i Istezarifamiliens miner. Det har dog aldrig været muligt at få bekræftet rygterne.
Nordenstjerne
I år 420 FJ førte mennesker en nådesløs krig mod Santillias elvere, og især Nordenstjernefamilien blev hårdt ramt. Kun godt en tiendedel af familien overlevede, og udelukkende fordi Rimfrostfamilien kom dem til undsætning. Dette overgreb er aldrig siden blevet glemt, og af alle familier i Santillia, nærer ingen så inderligt et had til mennesker som Nordenstjerne.
Når krigen raser mod menneskene, er Nordenstjerne altid at finde i forreste række, og når der i fredstid sker pludselige, blodige angreb mod mennesker fra maskerede elvere, anklages Nordenstjerne hver gang for at stå bag. Af sympati med familiens historie undersøger elverne dog kun halvhjertet denne slags angreb, og det er derfor aldrig lykkedes at påvise, at Nordenstjernefamilien stod bag.
Man finder familiens gamle højborg, Nordlys, i det nordlige Santillia. En af Lyanes tårer landede nær stedet, og familiens medlemmer døbte søen Visdommens Sø på grund af det klarsyn, det hellige vand bringer. Mange så det også som et tegn på, at gudinden velsigner de handlinger, som familien foretager for at beskytte Santillia mod mennesker.
Ikke langt fra Nordlys grænser Santillias skove op mod dværgenes rige, Darkonien. Her finder man et område kaldet Bjergenes Port, der er kendetegnet ved kraftige træer og ufremkommelige tornekrat. Kun ét sted finder man en passage, der fører ind i Darkonien. Den kaldes Guldåren og er altid under intens bevogtning fra Nordenstjerne for at forhindre uvedkommende adgang.
Rantell
Selvom familien hverken er stor eller indflydelsesrig i Santillia, er det en af de mest kendte blandt Nirahams øvrige racer. Rantell var blandt de første elvere til at sende diplomater ud til mennesker og etablere formelle kontakter og relationer. Det udmærker de sig fortsat inden for, og mange af familiens medlemmer har deres faste gang på slotte i Nirahams menneskelige riger.
Herudover er Rantell kendt verden over som de dygtigste krystalhåndværkere, og selvom mange gennem tiden har forsøgt at kopiere deres håndværk, har ingen kunnet måle sig med deres evner – hverken blandt mennesker eller elvere.
Blandt skovelverne er navnet Rantell også blevet et synonym for pålidelighed og loyalitet. Det kan føres tilbage til, at familien i en tidligere tidsalder indgik i et nært forbund med Ametyst, og selvom de efterfølgende er blevet tilbudt fremtrædende politiske positioner af fyrstefamilien Akantus og righoldige goder af Egeblad, er de altid forblevet tro mod deres løfte til Ametyst. Dette til trods for, at Rantell i givet fald aldrig vil kunne indfri sit potentiale for at blive en storslået, magtfuld familie.
Familien har sin residens i det prægtige palæ, kaldet Håbets Sale, der befinder sig i Sommerskoven i Santillias sydligste egne. Udover at fungere som bolig for familiens medlemmer er det også herfra, familien driver deres handelsvirksomhed, og utallige gæster er hver dag at finde i dets gange. Rantellfamilien har formået at fremskaffe de smukkeste og mest eksklusive perler samt krystaller og rav, som typisk indgår i deres håndværk, ligesom salene er udsmykket overalt med glimtende krystaller.
Da en af Lyanes tårer blev fundet i skoven nær Håbets Sale, opførte familiens overhoved, Rose Rantell, et mindre palæ ved søens bred og døbte søen Krystalsøen på grund af dens klare vand.
Rimfrost
Sammen med Akantus og Egeblad var Rimfrost en af de oprindelige tre familier, der formede Santillia til det rige, det er i dag, efter skoven blev delt fra Eislonien under sortelvernes første indtog. Rimfrost bidrog blandt andet til at udforme Santillias første lovsæt og er stadig i besiddelse af de originale skriftruller. Siden har familien gjort sig bemærket som eksperter i at fortolke lovens ord, ligesom den også udmærker sig inden for magiens veje.
Familien er fortsat stærkt repræsenteret i senatet og er højt respekteret for sine akademiske færdigheder. De bliver ofte spurgt til råds i anliggender, der vedrører formaliteter og gamle traditioner, og de sørger også møjsommeligt for at nedskrive tidens begivenheder, så de kan tjene som rettesnor i fremtiden.
I de østlige dele af Vinterskoven finder man Rimfrostfamiliens enorme palæ, Vinterskær. Bygningen er opført i sorte og grå lavasten, som funkler i nattens mørke og giver en naturlig varme om vinteren. Indenfor i palæet finder man endeløse biblioteker og skrivesale, ligesom bygningen huser en stor samling af magiske artefakter. Vinterskær er også notorisk kendt for sine hemmelige gange og skjulte rum.
Ikke langt fra Vinterskær finder man det akademi, som Rimfrostfamilien i sin tid stiftede, og hvor de fleste skovelviske magikere i Santillia bliver uddannet. Siden måtte Rimfrost imidlertid overgive akademiet til Skhartiarefamilien sammen med akademiets samling af bøger og magiske artefakter.
Siranius
Denne gamle slægt er særlig kendt for sit utrolige læderhåndværk. De sætter en stor ære i, at deres kostbare lædervarer skal være de ypperligste, det er muligt at købe på Niraham, og intet forlader nogensinde deres værksted, før det er kontrolleret møjsommeligt for selv den mindste skønhedsfejl.
Gennem årene har Siraniusfamilien knyttet særdeles nære bånd til Sissiannas kirke, og de anses for at være en af de mest religiøse af alle Santillias familier. Denne dedikation belønnede sig, da senatet i Santillia i sin tid blev udvidet fra tre til fem familier, og kirken indstillede Siraniusfamilien til en af de nye poster. Den besad de gennem en længere årrække, men da Himmelkrigene indtraf, og Sissianna ophørte med at besvare sine tilhængere, mistede Siranius meget af sin indflydelse og støtte. Ved brylluppet mellem fyrstinde Tanaya Akantus og Anarion Istezari overgik deres plads i senatet derfor til den højelviske Istezarifamilie.
Siranius lagde dog selv grundstenen til sit fald fra magtens tinde. Efter blot få år i senatet begyndte der at opstå konflikter mellem Siranius og Egeblad. De kulminerede med, at Siranius rykkede ind med en større styrke og overtog kontrollen over den prestigefyldte fæstning, Tornely, som Egeblad havde forvaltet siden de tidligste tider, samt store dele af den omkringliggende skov.
Da Siranius siden blev frataget deres position i senatet, mens Egeblad beholdt deres, var det en klar indikation af, hvilken af de to familier der havde senatets sympati. Herefter måtte Siranius afgive Tornely til Istezarifamilien og give de omkringliggende skovområder tilbage til Egeblad. For at fastholde blot en vis politisk indflydelse accepterede Siranius også at blive underlagt Egebladfamiliens autoritet.
Familiens hjemsted er slottet, der er kendt som Stjernernes Sal. Det befinder sig i den østlige del af Santillia og har fået sit navn fra det store åbne rum i slottets midte, hvis loft er oversået med tusindvis af små krystaller, så det ligner stjernehimlen på den klareste nat. Nord for Stjernernes Sal ligger en af Lyanes tårer, kaldet Tågesøen. Den er endnu ret uudforsket, og ingen ved med sikkerhed, hvilke hemmeligheder den gemmer.
Skhartiare
Enhver skovelver, der har blot det mindste kendskab til magi, vil kende og udtale navnet Skhartiare med respekt. Familien har tradition for at uddanne nogle af de bedste og dygtigste troldmænd på Niraham. De har deres eget akademi, Skhartiareakademiet, der nyder stor anerkendelse i Santillia og tilbyder undervisning inden for en lang række magiske skoler – eftersigende også skoler, som akademiet selv har udviklet, og som ikke kendes andre steder på Niraham. På akademiet finder man desuden en prægtig samling af artefakter og gamle magiske skrifter.
Akademiet er også hjemsted for den elviske del af Mørketvingernes Orden, der er en gren inden for morticismen, som bekæmper udøde og faldne troldmænd, der beskæftiger sig med nekromanti. I en årrække fra 27 EH til 33 EH var Nirahams mørketvingere delt i en menneskelig og en elvisk gren, men siden 33 EH har de på ny udgjort en samlet enhed. En væsentlig del af årsagen til splittelsen var, at Santillias magthavere var skeptiske over for at lade menneskelige mørketvingere rejse ind i skoven og derfor forbød fremmede mørketvingere at besøge akademiet. Siden har de måttet bløde op for dette forbud, men den udtalte skepsis er fortsat til stede.
Flere medlemmer af Santillias senat har åbent erklæret, at de ønsker mørketvingerne forvist fra skoven – navnlig Egeblad, Ametyst, Siranius og Sølverrose har længe agiteret for dette. Det lykkedes i år 27 EH at opnå flertal i senatet til et dekret om at stække Skhartiarefamiliens beføjelser. Det havde imidlertid ikke nogen nævneværdig effekt, og familien fortsatte blot sit virke mere diskret end tidligere. Da senatet efterfølgende måtte ophæve dekretet igen i år 33 EH, var det åbenlyst, hvor stor magt familien og Mørketvingernes Orden har i Santillia.
Skhartiare er også af andre årsager ofte på kant med Santillias magthavere, særligt på grund af deres alliancer og tætte forbindelser til højelverne. Det har altid gjort de skovelviske familier mistroiske over for dem, og efter begivenhederne under den elviske borgerkrig er den mistro kun blevet yderligere forstærket.
Til trods for, at Skhartiarefamilien navnlig er kendt for deres akademi, har slægten sit primære hjemsted længere mod nord, på slottet kaldet Søstrenes Hvile. Det prydes af tre høje tårne, som er opkaldt efter De tre søstre, der i sin tid skænkede højmagien til elvernes folk. Foran slottet løber Drømmefloden, der udspringer fra en revne i en enorm klippevæg af granit, og hvor vandet løber fra klippen, lyser det i alle regnbuens farver.
Sølvbirk
Dette er en af Santillias yngre familier, som gennem tiden er blevet berygtet for deres exceptionelt dygtige krigere og bueskytter. Selvom de aldrig har været en stor familie, er deres evner inden for krig og strategi legendariske, og enhver skovelver har følt sig mere sikker i kamp med en Sølvbirk ved sin side. De seneste år har familien dog lidt stor skade og er nuværende tidspunkt langt fra fordums storhed.
Familien har traditionelt haft til huse i birkeskoven langs Akos-floden i det centrale Santillia. Her havde de opført en prægtig stad, som var givet navnet Stormhjerte. Mellem to enorme birketræer – et på hver flodbred – spændte en kridhvid, elegant træbygning sig højt hævet over floden. Under trækronerne fandt man mange andre tilsvarende bygninger og platforme, der tjente som Sølvbirks hjem, og mellem dem løb et utal af gangbroer.
Stormhjerte var ikke blot unik, men også smuk. Det var en handelsstad, hvor elvere kom til fra nær og fjern for at handle, og Sølvbirk gjorde sig i særdeleshed inden for tømmer, som de fremstillede til ethvert formål – både bygninger og buer. Det var også tilladt mennesker at handle i byen, omend de måtte henholde sig til store, åbne handelspladser på jorden. I områderne omkring Stormhjerte fandt man også barakker og de træningsanlæg, hvor familiens navnkundige krigere blev trænet.
En tragedie ramte imidlertid Stormhjerte i år 20 EH. Forargede over Istezarifamiliens adfærd i Santillia erklærede Sølvbirk deres støtte til Skovens Vogtere, og de gjorde fælles front mod Istezarifamilien for at stoppe deres brutale fremmarch. Det resulterede i Slaget om Stormhjerte, hvor de kæmpede trodsigt, men forgæves mod overmagten fra Istezarifamiliens styrker. Utallige medlemmer af Sølvbirkfamilien blev dræbt, og det var kun fordi Fiona Keladon – søster til Eisloniens højkonge – indfandt sig på slagmarken og spredte parterne fra hinanden, at familien undgik et komplet nederlag.
Skovens Vogtere flygtede, og Sølvbirkfamilien blev straffet for sine handlinger af senatet derved, at de blev pålagt at overgive ledelsen af Stormhjerte til Istezari, som under en storslået ceremoni omdøbte byen til Stålhjerte. Siden da har området fungeret som et krigsakademi for Istezarifamilien, og selvom de ikke er blevet fortrængt, må Sølvbirk nu lide den skam at leve under Istezaris overherredømme på deres egen jord.
Sølverrose
Familien er mest af alt kendt for de enorme rigdomme, som de har skabt sig på at handle med dværgene. Sølverrose blev allerede tidligt bekendt med, at Darkonien rummede utænkelige kilder til ædelt sølv, og at dværgene indvandt så store mængder, at de havde rigeligt til at handle med. Gennem århundreder opnåede Sølverrose dværgenes tillid, og de to kulturer udviklede en nær relation.
Siden har dværgene været tilbageholdende med at handle med andre skovelviske familier, og Sølverrose har derfor noget nær monopol på at handle dværgesølv, som de får forarbejdet til nogle af de mest kunstfærdige og eksklusive smykker, man kan finde i Santillia. Hovedparten af deres formue har de dog tjent på at eksportere dværgesølv til de omkringliggende menneskelige riger.
Der er en nær relation mellem Sølverrose og Akantusfamilien, og det er alment kendt, at Sølverrose understøtter Akantus med deres enorme rigdom mod at få indflydelse på de politiske beslutninger i Santillia. Gennem generationerne er der også blevet indgået utallige giftermål mellem familierne, som blot har styrket forbundet yderligere. Da Santillias senat blev udvidet fra tre til fem familier, var det således også Akantus, der sikrede, at en af de nyoprettede positioner gik til Sølverrose.
Sølverrose har deres hjemsted i slottet Rosenlund, som findes i Sølvskoven i den sydlige del af Santillia. Slottet er særligt kendt for De Tusind Rosers Sal – en kridhvid marmorsal, hvor de smukkeste roser slynger sig rundt om høje, slanke søjler. Efterhånden som Sølverrosefamilien har opnået en fremtrædende position i Santillias politiske liv, opholder størstedelen af familien sig dog primært i Midterriget for at være nær senatet og fyrstinden.
Trane
Hvor Sølvbirk traditionelt har uddannet de bedste krigere og bueskytter, har familien Trane udmærket sig ved Santillias mest eminente kavaleri. De er også kendt for deres høje moral og mange æreskodekser, ligesom størstedelen af Santillias ridderordener kan spore deres historik tilbage til Tranefamilien eller er fostret af riddere, der er uddannet på deres krigsakademi.
Familien er fanatiske royalister, der aldrig har veget i deres støtte til Akantusfamiliens regenter. Både i deres loyalitetsforhold og i almindelige hverdagsanliggender lever familien efter et kodeks om, at deres ord er ubrydeligt, og at de hellere går i døden med ære, end lever med skam.
Efter Himmelkrigene har Trane fundet en helt særlig forkærlighed for Jorins lære, og de følger helhjertet hans idealer om disciplin, viljestyrke og den retmæssige kamp. Familien har gennem tiden tjent ufattelige formuer på deres import af krydderier fra omverdenen, og de bruger nu betydelige dele af den formue på at fremme Jorinkirkens virke i Santillia.
Tranefamiliens palæ, Svanesang, befinder sig i det sydlige Santillia, ikke langt fra Den Evige Sommers Tempel. Det er en smuk bygning af hvid marmor, der gennem tiderne har været den faste gæsteresidens for Keladonfamilien og deres udsendinge i Santillia. For tiden huser det prinsesse Fiona Akantus Keladon, der er søster til Eisloniens højkonge, mens hun færdiggør sit studie som Sissiannapræstinde. Hendes personlige garde patruljerer og beskytter både området omkring Svanesang og Den Evige Sommers Tempel.
Eislonien
Ailis
Denne familie gik fra at være en lille, ubetydelig slægt, meget langt fra de højere samfundslag, til pludselig at blive adlet og skænket store skovområder. Ved samme lejlighed fik familien også en stor formue på hænderne.
Ingen kender den bagvedliggende årsag, men antagelsen går på, at de har tjent højkongen i et privat anliggende, og modtaget de mange goder som belønning. Andre spreder i stedet ondsindede rygter om, at de skulle have afpresset højkongen.
Til trods for, at de nu er til stede ved alle store offentlige begivenheder, kender man stadig kun forsvindende lidt til familien i Eislonien. De er yderst tilbageholdende med at fortælle om deres fortid eller forretningsgrundlag. Dog har det hurtigt stået klart, at de har en påfaldende tendens til at være særdeles velinformerede og ofte vide ting længe inden andre familier.
Både dette, og den omstændighed, at Ailis ikke synes interesseret i at opnå forbund eller indgå i relationer med andre familier, har gjort Eisloniens adel yderst skeptisk over for dem.
Mellem Kamirrhavet og Eitoskia ligger Ailisfamiliens enorme skove, og i centrum af disse befinder familiens højborg, Elandor, sig. Fæstningen udgør både et hjemsted for familiens medlemmer og et befæstet akademi, hvorfra de træner og udruster en mindre hær af soldater og spejdere. Også dette har blot medvirket til at øge mistroen til Ailis blandt de omkringliggende familier.
I skovene finder man også en sø, hvor en af Lyanes hellige tårer landede efter Himmelkrigene. Tåren kaldes ‘Gudindens Velsignelse’, og dens spejlglatte vand er klart som solen. Søen siges at have en rensende og helbredende effekt på enhver, der drikker af vandet. Selvom tåren formelt befinder sig på Ailisfamiliens land, kan de ikke gøre krav på ejerskab over den. En Lyane-orden ved navn S’halrenyas Søsterskab varetager kilden og sørger for, at dens hellige kræfter ikke bliver misbrugt.
Charelis
Efter Eisloniens standarder er Charelis blot en lille, undseelig slægt uden større politisk indflydelse i Eislonien. De har imidlertid formået at tjene store summer på produktion af glas og har efterhånden opbygget noget nær et monopol på markedet blandt elverne.
Fortællingen lyder på, at det var Charelisfamiliens stamfædre, der lærte kunsten at skabe og puste glas. Over årene har de også gjort store fremskridt, som ingen andre har kunnet efterligne – hvoraf det navnlig er kunsten at skabe jævnt, rullet glas samt at indfarve glas i alle regnbuens farver, der nu giver dem en fremtrædende position. Et vedvarende rygte lyder på, at de former glasset ved brug af magiske sange, som er videregivet dem af deres forfædre.
Glasprodukterne er eftertragtede på hele Niraham, og størstedelen af Charelis’ marked ligger uden for Eislonien. Særligt i Narabond, Tharkien og Kamirr er deres varer i høj kurs, og selvom de ikke taler højt om det, er det også alment kendt, at Charelis tjener store summer på at eksportere glas til Eisloniens gamle fjende, Zara’bash.
Nordøst for Anué ligger Charelisfamiliens skovbesiddelser, hvor de fra deres slot, Regnfald, administrerer store dele af Eisloniens nordlige egne. Det er også i Regnfald, familien har sit glaspusteri. Slottet er berømt for sin store sal, De Tusinde Dråbers Hal, der er skåret ind i bjerget. Slottet er også præget af magiske udsmykninger, hvor dråber falder opad fra gulv til loft og giver en helt særlig akustik i dets indre.
Chareylon
I et nært samarbejde med Illivanasfamilien har Chareylon formået at skabe sig en fremtrædende position inden for porcelæn og keramik, som de leverer til det meste af Niraham. Deres kunster kender ingen sammenligning, og ud over almindelige service fremstiller de også ekstravagante skulpturer, der pryder de fineste paladser, templer og palæer overalt på Niraham.
Vandrer man gennem Eisloniens kunstfærdige haver og slotsgårde, vil man overalt finde springvand og fontæner med Chareylons mærke. Det er alment anerkendt blandt højelverne, at man kun vælger udsmykninger andetsteds fra, hvis man ikke har de nødvendige midler til at betale Chareylons høje priser.
Blandt de menneskelige riger Narabond, Paravien, Tharkien og Emyr har man en særlig forkærlighed for skulpturer, som forestiller fortidens store helte og konger. Blandt andet findes Chareylons arbejde i Basilikaen i Narabond og i Jarcos Tempel på Djann-højsletten. Chareylon eksporterer også porcelæn til elvernes gamle fjende, Zara’bash, selvom det mødes med skepsis blandt højelverne.
Syd for Eislon ligger Chareylonfamiliens sommerpalads, Stormklinge, og knejser i sommersolen. Bygningen er et prægtigt bevis på Chareylonfamiliens kunstneriske færdigheder. Overalt ses springvand, marmorstatuer og fantastiske skulpturer i verdensklasse, og store dele af inventaret i Stortemplet i Vetas er inspireret af Chareylons værker.
Tæt ved Stormklinge ligger en af Lyanes hellige tårer, som hun græd den nat, hvor Sissianna ophørte med at svare elvernes bønner. Søen bliver kaldt ‘Fortvivlelsens Vand’, og det er her, mange ældre elvere vælger at søge til i deres sidste dage på Niraham. Også mange Buraniapræster og drømmevævere har gjort området til deres hjem, da forbindelsen mellem Niraham og Aferheim er særlig stærk her.
Lidt vest derfra ligger højkongernes gravplads i en hemmelig lund, som kun Keladonfamilien og Den Sorte Sols Orden kender den nøjagtige placering af.
Chrysalis
Denne familie har altid haft tradition for at uddanne nogle af de bedste og dygtigste magikere i Eislonien, og de har formået at udnytte deres politiske position kyndigt til at placere sig i magtfulde stillinger, navnlig som rådgivere for højkongen og den eislonske adel.
Herudover har Chrysalis skabt sig store rigdomme på at fremstille og sælge magiske genstande. Mere end noget andet er de dog blevet berømte for deres evner som stridsmagere, og store dele af Den Sorte Sol består af medlemmer fra Chrysalis, der ser det som et tegn på udmærkelse, når slægtens medlemmer opnår en af de eftertragtede positioner i ordenen.
Gennem de seneste år har Chrysalis imidlertid trukket sig fra store dele af det eislonske samfund, og sideløbende har de også trukket sig fra en række ansvarsposter nær højkongen. Der er aldrig givet en officiel forklaring på dette, og familiens pludselige tilbagetrækken har været genstand for stor mystik og rygtedannelse.
Nogle kilometer uden for Vetas findes Magiens Citadel, der er hjemsted for Chrysalis. Citadellet er bygget af sorte lavasten, der skinner i solens lys. Stedet fungerer både som et træningssted for familiens magikyndige og som residens for familiens ældste medlemmer, der typisk underviser på akademiet. Stedet er omsluttet af en magisk aura, der øger magiens intensitet.
Chrysalisfamilien forsøger altid at opnå mere viden om magiens veje, og det sker ofte, at der foretages mystiske ritualer i Magiens Citadel, hvor uindviede er forment adgang. På det seneste har aktiviteterne dog været afløst af begravelser, siden flere af familiens medlemmer er blevet dræbt i tjeneste for Højmagerne og Den Sorte Sols Orden.
Dermontell
Det er alment anerkendt i Eislonien, at medlemmer af Dermontellfamilien er blandt de smukkeste og mest beundringsværdige elvere, der findes på Niraham. Mange er gennem tiden faldet for deres skønhed, og familiens medlemmer sætter også selv en ære i at opretholde et atletisk udseende og en nærmest magisk udstråling.
Mange af familiens medlemmer har været anerkendt som store krigere, og det har traditionelt været velset, at de yngre medlemmer søgte optagelse i Sølvhjelmene, hvor de har gjort familien stor ære. Også en del stridsmagere har deres ophav i Dermontell.
Familien er derudover berømt for deres produktion af parfume, som det er alment kendt bliver tilføjet magiske egenskaber. Dermontell vogter ihærdigt over deres hemmeligheder om fremstilling af parfumen, men blandt Eisloniens højelvere er der ikke megen tvivl om, at en betydelig del af den magiske tiltrækning, som slægtens medlemmer udstråler, må tilskrives de magiske aspekter i deres parfume.
Tæt op ad Anduínfloden ligger Dermontellfamiliens vidunderlige slot, Himlens Sale. Alt ved slottet udstråler ekstravagance, og det er legendarisk for sin sansevækkende udførelse. Selve slottet er opført i marmor og svæver over jorden. For at nå op til dets enorme porte i rosenkvarts er det nødvendigt at passere en af de fem gangbroer dertil.
Slottet er omgivet af enorme blomsterhaver, prydet af marmorstatuer og springvand i guld. Her høres sang og musik døgnet rundt, alt imens elvere danser i solskinnet. Hvordan Dermontellfamilien får råd til al denne overdådighed, er usikkert. Familiens parfumer er ganske vist yderst eftertragtede blandt de elviske adelsfamilier, men der spekuleres ofte i, at Dermontell må have en yderligere indtægtskilde.
Eukunai
Eukunai er en ældgammel slægt, der er berømt for sin udvinding af ædelmetaller, et hverv der også gjorde dem til de første fastboende elvere. Familien er meget stolt og ærekær og benytter gerne enhver lejlighed til at fremhæve deres håndværk, hvilket har givet de kvindelige medlemmer af slægten tilnavnet ‘Diamanterne’.
Det er Eukunaislægten, der har skabt alle de fantastiske kongekroner og royale smykker, som bæres ved både Eisloniens og Santillias hof. Deres værker er også kendt uden for elvernes riger, men kun de allerrigeste mennesker har haft råd til smykkerne. Et af de mest kendte er den krone, som bæres af den narabonske kongefamilie.
Slægten var desuden ansvarlig for at nedskrive det første lovsæt i det elviske samfund, og siden har de set det som deres ansvar at vogte samfundets love. Nogle anklager dog Eukunai for at have brugt lovene til at sikre slægten en særlig fremtrædende position, navnlig til stort set at opnå eneret til at udvinde en række værdifulde ædelmetaller.
I bjergene nord for Vetas, der er kendt som Tordenbjergene, ligger Eukunaifamiliens højborg, Stjernefald, der på formidabel vis – og ved kyndig brug af magi – er hugget ind i bjergenes klippevæg. Placeringen i dette højland gør familien i stand til at våge over hele Vetas. For det meste er området dog fredeligt og klarer sig uden hjælp, og Eukunai har derfor i stedet dedikeret deres tid til forskning inden for ædelmetaller samt på at øge deres politiske indflydelse i Senatet.
Exstarnel
Sømænd fra hele Niraham vil være bekendt med navnet Exstarnel. De er de dygtigste bådebyggere i de elviske riger, og deres skibe har sejlet Nirahams kyster tynde. Udover at være smukke og letløbende skibe, der er overordentlig stabile selv i oprørte vande, er de også i stand til at skære gennem vandet med en fart, som man skulle tro var umulig, indtil man ser den med sine egne øjne.
Skibene bygger de af ældgammelt træ fra det østlige Eislonien, som formes ved brug af magi og mange generationers nedarvede færdigheder. Så store er deres talenter, at Keladonfamilien og det eislonske senat har insisteret på, at den eislonske storflåde kun måtte bygges og vedligeholdes af Exstarnel. Storflåden består af cirka 300 skibe under ledelse af Círidanriel Exstarnel.
Også blandt de øvrige elviske huse er Exstarnels skibe legendariske, og familien tjener store summer på at fragte varer fra Eisloniens handelsfamilier. Det har skabt dem mange relationer rundt omkring i Niraham, og ikke mindst har familien et nært samarbejde med den skovelviske Mir Tarn-familie. Det har dog givet Exstarnel et plettet ry, siden opfattelsen i Eislonien er, at Mir Tarn ikke altid har rent mel i posen.
I den østlige del af Eislonien finder man Exstarnelfamiliens residens, Gråhavn, som er den største havn i Eislonien, og stedet hvor hovedparten af familiens skibsproduktion finder sted.
Illivanas
I tidernes begyndelse var Illivanasfamilien blandt de første til at dyrke agerbrug, en udvikling der var kraftigt medvirkende til, at elverne begyndte at slå sig ned i byer og fast etablerede samfund. De gamle legender fortæller, at de blev givet denne viden af frugtbarhedsgudinden Rina, der viste dem, hvordan de skulle opdyrke land, og hun velsignede deres slægt med frugtbarhed.
Hvor Illivanasfamilien var, ville ingen elver nogensinde sulte. Deres slægtninge blev eftertragtede til giftermål blandt de andre elviske familier, og med tiden blev Illivanas en stor og indflydelsesrig slægt. Frem for at vogte nidkært over deres hemmeligheder delte de gladeligt deres viden med resten af elvernes folk, og med tiden begyndte kunsten at dyrke korn og bage brød at blive vidt udbredt.
Da Keladon blev gjort til fyrsteslægt, støttede Illivanas dem og agiterede for, at det var alle elveres ret at have adgang til brød. Illivanas blev en stor eksportør af fødevarer, og senere, da møntfoden blev introduceret, voksede deres rigdom eksponentielt. Familien sikrede sig råderetten over næsten al handel med korn, og gennem tiden har de kyndigt sørget for, at det ikke har ændret sig. Familien er derfor også nu kendt for at være yderst konservativ og modstander af alle større omvæltninger.
Centralt i det sydlige Eislonien befinder Illivanasfamiliens palads, Højhaven, sig, der udgør knudepunktet for sydens produktion af korn. Der finder også en omfattende produktion sted af andre goder, navnlig oliven, kork og vin. Højhaven har ligget her i utallige generationer, og hjulpet på vej af byens centrale placering har Illivanas formået at få opbygget et omfattende handelsnetværk til de omkringliggende områder.
Med deres unikke færdigheder har Illivanas formået at fremavle kornsorter, de kan dyrke og høste fire gange om året, og tilværelsen i Højhaven er præget af overflod og velstand. På Illivanasfamiliens områder finder man også et stort, blomstrende tredjegenerations livstræ. Træet bringer stor lykke for alle i området, og en gammel fortælling vil, at det er magien, der strømmer fra træets rødder, som gør jordene så frugtbare.
Istezari
Familien udsprang i sin tid fra Kirinaraslægten, da en konflikt mellem de ældre, konservative medlemmer og de yngre, mere innovative førte til, at dele af Kirinara forlod huset og sluttede sig til et lille, undseeligt hus, Istezari, som de førte til stor anerkendelse.
Snart efter udviklede Istezari en ny type stål med overvældende stort magisk potentiale, som gjorde det stort set ubrydeligt. Det blev givet navnet Istezari-stål, men blev snart så eftertragtet i Eislonien, at man nu hovedsageligt kender det som ‘elvisk stål’ eller blot ‘elverstål’. Kirinaraslægten havde intet modsvar og tabte hurtigt terræn til Istezaris overlegne produkt.
Istezari er meget hemmelighedsfulde omkring produktionen af stålet, som foregår langt væk fra nysgerrige øjne. De har desuden vist sig i stand til at producere meget store mængder, hvilket har skabt grobund for alverdens rygter – herunder at arbejdet udføres af skovelviske slaver.
Den enorme rigdom, som familien har opbygget, er blandt andet brugt på at skabe en imponerende hær, der bærer prægtige rustninger og våben i Istezari-stål. Enheder fra Istezaris hær er eftertragtede som vagter for Eisloniens andre store familier. I de seneste år har Istezari dog vendt sit blik mod Santillia. Efter slægtens ældste søn, Anarion Istezari, blev gift med Santillias fyrstinde, Tanaya Akantus, i år 7 EH, er store dele af familien og dens hær rejst til Santillia, hvor hæren nu bevogter det kongelige palads.
Istezarifamiliens hjemsted, Istezia, befinder sig i den sydlige del af Eislonien, syd for byen Lindolar. Herfra regerer de over den sydlige del af Jernbjergene, og det er her, Istezari udvirker sit særlige elviske stål. Navnligt Kirinara misunder Istezari denne færdighed og kan blot se til, mens Istezari tjener formuer på at afsætte stålet til blandt andre Chrysalis, Keladon og den santillianske fyrstefamilie Akantus.
Keladon
Det er denne slægt, Eisloniens højkonger og dronninger nedstammer fra, og den er af samme årsag kendt som ‘kongeslægten’. Højelverne regeres af Damian Keladon, der overtog tronen fra sin far, Aencar Keladon, i år 6 EH.
Damian har fire yngre søskende. Den ældste er Esajas Keladon, en dygtig strateg og kriger, som har rejst verden rundt for at perfektionere sin viden om krigens kunst. Dernæst kommer Fiona, en smuk ung elverpige, der er trådt ind i kirken for at lære Lyanes veje og blive præstinde. Kenin er næstyngst. Han elsker at rejse og har gennem tiden forvoldt kongehuset en del problemer med sin rejselyst og uregerlige natur, som ofte foranlediger ham til at tage på eventyr uden samtykke. Den yngste søskende er prinsesse Xida, der er under uddannelse på et hemmeligt sted for at undgå, at kongehusets fjender skal forsøge at skade hende.
Kongefamilien bliver beskyttet af Den Sorte Sol, en orden af stridstroldmænd, der er fuldkommen dedikeret til kongefamiliens sikkerhed. Deres kaptajn, Ekiel Svanevinge, er en af Eisloniens dygtigste krigere og troldmænd og optræder ofte som diplomat for kongen.
I det sydøstligste hjørne af Eislonien rejser Sølvbjergene sig mod himlen med stejle skråninger og ufremkommelige passager. Det er kun de mest privilegerede højelverfamilier, der får adgang til at udføre minedrift i disse bjerge, der har tilhørt Keladonslægten så langt tilbage, nogen kan huske. Højkongens slægt har udvundet store mængder jern, sølv og guld fra bjergene og bygget en stor del af deres rigdom på bjergenes ressourcer.
Området emmer af urgammel magi, hvor klippestykker bryder fysikkens love og svæver rundt om bjergenes skrænter, og flere steder falder opad. Stedet kan tage pusten fra enhver, der ikke er forberedt på det, men betragtes som et underskønt fænomen, der bør opleves. I bjergenes dyb finder man også grotter fulde af krystaller, der synger og synes at have deres eget liv.
Kirinara
Familien blev adlet under ‘Broderkrigen’, der varede fra 6650 til 6600 FJ. Her blev deres talent for at forarbejde metal til våben og rustninger kendt blandt højelverne. Selve malmen købte de fra Keladonslægten, og lige siden har der været et stærkt bånd mellem de to familier, som løbende er blevet vedligeholdt gennem en række giftermål.
Mange år senere oplevede familien en dyb splittelse, som førte til, at en del af dens yngre medlemmer brød ud og i stedet sluttede sig til den ambitiøse Istezarislægt. Her formåede de at skabe stål med et enestående magisk potentiale, der snart blev kendt som elvisk stål eller blot Istezari-stål, og som udgjorde en alvorlig konkurrent til Kirinarafamiliens gamle monopol.
Det skabte en stor splittelse mellem Kirinara- og Istezarifamilien, og selvom Kirinara stadig besidder en magtposition i Eislonien, er der ingen tvivl om, at det i høj grad skyldes deres nære relation til Keladonslægten. Der går dog rygter om, at selv Keladonfamilien er begyndt at favorisere rustninger og våben fra Istezari frem for Kirinara, da de er af overlegen kvalitet.
Syd for Minas Cél, op langs floden Anduín, ligger byen Elydin, der huser en række krigsakademier ledet af Kirinara. Her trænes de soldater, der patruljerer Eisloniens vestlige grænse. Kirinarafamilien har hjemme i det prægtige palads, Skumringens Sale, der ligger for foden af de vestlige Jernbjerge. Her udvinder og forarbejder familien elvisk stål, som de sælger videre til andre adelsfamilier længere mod syd i Eitoskia.
Efter Istezarifamilien udviklede deres særlige Istezari-stål og hurtigt rejste sig mod samfundets top, har de kastet blikket på de mange ressourcer i Jernbjergene, som Kirinara råder over. Det har ført til en voldsom rivalisering mellem de to familier, som har resulteret i, at de ikke længere er på talefod. På nuværende tidspunkt har Kirinara stadig kontrol over størstedelen af Jernbjergene, men de har flere gange luftet mistanker om, at Istezari har underjordiske gange, der går langt ind på Kirinarafamiliens område.
Lainea
Da denne lille og engang undseelige familie så potentialet i bomuldsplanten og udviklede kunsten at spinde dens fibre til en ny type klæde, blev det lette og luftige stof hurtigt populært. Det var imidlertid først, da de senere udviklede silke, at deres berømmelse nåede hidtil usete højder.
Siden har de udviklet mange nye teknikker til at væve mønstre og skabe nye tekstiler, og i det eislonske samfund er Laineafamilien generelt kendt for at være en nyskabende og modedannende slægt, som man troligt forsøger at efterligne.
Familien er også kendt for at være åbensindet over for nye idéer og muligheder. Det har ikke altid været velset blandt de meget konservative højelvere, og store dele af den mere traditionalistiske del af det højelviske samfund anskuer dem med en vis varsomhed. Ingen kan dog sige sig fri for fascinationen af de prægtige klæder, som Lainea skaber, og derfor slipper ingen udenom at måtte erkende deres indflydelse på samfundet.
Nord for Sølvbjergene ligger byen Fel’dyhr, der er i Laineafamiliens besiddelse. Byen er ikke særlig stor, og dens indbyggere består af elvere af både skovelvisk og højelvisk herkomst, der søger en fredsommelig tilværelse i verdens udkant. I byen finder en stor produktion sted af skind, uld og forfinede tøjstykker, men også mere anvendelige brugsgenstande som tøj, tasker og punge bliver fremstillet her.
På den anden side af Anduíns udløb fra Tågebjergene ligger Laineafamiliens slot, Eléndor, hvorfra familien våger over områdets bomulds- og silkeproduktion.
Layala
Spørger man højelverne, vil de fastholde, at den fineste og reneste – men også dyreste – vin på Niraham fremstilles af Layala. Familien ligger dog i skarp konkurrence med den skovelviske familie Nordenstjerne, der indtager en lignende position i Santillia. Begge gør krav på at være den første elviske slægt, der begyndte at producere vin.
Rivaliseringen mellem de to familier har stået på i århundreder, og en stædig gammel fortælling hævder, at Layalafamilien skulle have opildnet mennesker til at angribe Santilliaskoven i år 420 FJ. Angrebet skulle i særlig grad have ramt Nordenstjernes besiddelser og ødelagt deres marker, hvilket tvang dem til at bruge flere generationer på at genetablere produktionen.
Dette er dog aldrig blevet bevist og bliver ofte slået hen som udokumenterede rygter blandt højelverne. Realiteten er, at Layala siden da har været den dominerende vinproducent blandt elverne og har tjent store formuer på at handle med menneskene.
Mod øst, tæt ved Anduíns bredder, bor Layalafamilien. Her står familiens vinmarker nær deres marmorpalads, Sommerens Hvile. Det meste af Layalas vinproduktion bliver transporteret op ad Anduín til enten Lindolar eller Eitoskia, hvis det da ikke gemmes til særlige lejligheder eller sælges direkte til det eislonske og santillianske hof.
Det sydlige Eislonien er kendt for sine store koralrev, der gør en indsejling nærmest umulig uden brug af magi. Området kaldes Diamantbugten, og mange søfolk mener, at Rasnassolins havvæsner har deres hjem her. Skrøner fortæller, at der findes en grotte fuld af diamanter på bunden af bugten.
Diamantbugten har ofte været plaget af pirater fra Bang Tei, Zara’bash og Kamirr, som flere gange har angrebet byer langs kysten. Selvom den eislonske storflåde patruljerer ihærdigt langs kysten, har der været flere succesfulde angreb, og Layalafamilien har mistet mange medlemmer, som enten er blevet dræbt eller ført væk som slaver ved disse angreb.
Mir Arén
Selvom Eislonien rummer en ganske betydelig skovelvisk befolkning, er riget domineret af højelvere, som typisk kun har en overfladisk berøring med skovelverne. Anderledes forholder det sig imidlertid for Mir Arénfamilien, der har dybe rødder i både det skovelviske og højelviske folk i Eislonien.
Deres medlemmer er nært knyttet til naturen, og mange blandt dem regnes for kyndige tømrere og jægere. Mere end noget andet er Mir Arén imidlertid kendt for sin produktion af papir, som er det reneste og fineste, der kan findes på markedet i Eislonien. De forsyner både de elviske adelsfamilier og enhver anden, der har råd til at købe deres dyre kvalitetsvarer. Særligt har vismænd i Etos og Tharkien fattet stor glæde ved Mir Aréns papir, siden det ikke forvitres med tiden, og skriften ikke tværes ud.
For nylig har Rukara- og Laineafamilien forsøgt at opkøbe Mir Arén, men forgæves. Selvom det utvivlsomt kunne have indbragt familien uhyrlige summer, valgte de at bevare deres hemmeligheder og afvise tilnærmelserne.
For foden af de sydlige Tågebjerge ligger Arén – det prægtige palads, hvor Mir Arén-familien har deres hjem. Paladset er udført i træ, der er bøjet og flettet, så det former fem store tårne, der snor sig rundt om de gamle træer i flere meters højde, og efterlader et indtryk af, at paladset svæver mellem træerne. Mir Aréns evner med træ kender ingen mage, og skovelvere i både Eislonien og Santillia efterspørger deres talenter, når de skal have opført nye bygninger.
Tæt ved Arén ligger et tredjegenerations livstræ, hvor mange skovelvere holder til. Træet skulle minde om Santillias livstræer og er blevet et naturligt samlingspunkt. Også Skovens Vogtere har gjort stedet til et samlingspunkt, når de er i Eislonien.
Nevakar
Denne familie er kendt for deres formidable og magiske smykkekunst, der er højt eftertragtet blandt både elvere og mennesker. Medlemmer af Nevakarslægten er nyskabende og kreative af natur og anses af højelverne for at være meget åbensindede over for nye idéer.
Rejselysten er stor i familien, og man vil ofte møde dens medlemmer rundt omkring i Eisloniens byer og samfund, men også blandt mennesker og i Santillia. Her er de på evig jagt efter inspiration og nye teknikker til at fremme deres håndværk. Alt dette er båret af en skabertrang, der er ganske påfaldende blandt højelverne, og modsat mange andre eislonske slægter synes Nevakar i lige så høj grad at være drevet af behovet for at forskønne verden som af higen efter rigdom og anseelse.
Selvom de reelt er konkurrenter på smykkemarkedet, sker det ikke sjældent, at Nevakar indgår i et uofficielt samarbejde med Eukunaislægten i en række anliggender både inden for og uden for Eisloniens grænser.
På Sommerøerne i Dhallhavet ligger Nevakarfamiliens sommerpalads, Midsommerfortet. Slottet er omgivet af klart, turkisblåt vand og glimter i solens stråler. Familien lever en stille og fredsommelig tilværelse her. Øerne er omringet af skarpe klipper, og det kræver en kyndig navigatør at navigere gennem dette farvand. Området patruljeres også grundigt af den eislonske storflåde.
Tit skyller der perler, krystaller og rav op på stranden, som Nevakarfamilien bruger i deres smykkekunst, og de farvestrålende smykker sælges for store summer til adelige blandt både elvere og mennesker.
Rukara
Selvom hovedparten af elvernes kost består af grøntsager, småvildt og frugt, indgår kvæg og animalsk protein også som en væsentlig fødekilde, og særligt ved store fester og højtider har der i umindelige tider været tradition for at lave store, overdådige stege.
Gennem årtusinder har Rukaraslægten fremavlet nogle af de fedeste og mest velsmagende stykker kødkvæg i Eislonien, og handelen med det delikate kvalitetskød har gjort dem til en yderst velhavende familie. Også salg af levende kødkvæg har været en stor indtægtskilde, og de fornemmeste dyr i hele Eislonien stammer fra familiens opdræt.
Rukaraslægten har traditionelt også haft en betydelig handel med menneskene, som værdsatte deres kødkvæg højt. De seneste års konflikter har imidlertid medført, at hverken de eller resten af det højelviske samfund har noget til overs for de øvrige racer. Det har ramt Rukaraslægtens eksport særlig hårdt, og selvom de næppe lider nogen synderlig nød, er deres indtægter dog faldet betydeligt de seneste år.
Byen Anué administreres af Rukarafamilien, som regerer fra deres højborg, Viddernes Hjem, der ligger syd for byen. Her opdrætter familien deres formidable heste, men også pegasusser, som de er de eneste, der har formået at tøjle. På de åbne græsmarker omkring højborgen finder man også mere almindelige kreaturer som køer og geder.
Selve højborgen er en uindtagelig fæstning, placeret højt oppe i Tordenbjergene. Herfra kan de spejde ud over størstedelen af det nordlige Eislonien. Centralt i højborgen er et vandfald, der løber fra bjergene og videre ned i Anduín-flodens delta.
Lidt syd for Anué ligger et tredjegenerations livstræ, der har stået her i umindelige tider. Træet bærer – meget atypisk – rødlige blade og kendes derfor som Det Røde Træ. Mange kunstnere fra Anué søger inspiration ved træet, og det er også blevet et naturligt hjemsted for Lyanepræster, der mener at kunne høre træets hjerteslag.
Thimisia
Denne familie er kendt blandt højelverne for deres stolte æreskodekser. En Thimisia viger aldrig fra sit ord, og har de først svoret en ed, gør de også deres ypperste for at opretholde den. Det er forbundet med stor skam i familien at være ude af stand til at indfri sine løfter. Familien er også stærkt dedikeret til Eisloniens forsvar, og dens medlemmer har i generationer gjort tjeneste i Den Sorte Sols Orden og Sølvhjelmene.
Familien er blevet velhavende ved at dyrke og sælge eksotiske frugter. Dette har bragt dem i konflikt med den skovelviske familie Egeblad i Santillia, der traditionelt har været dominerende på markedet. Efter en langvarig konflikt trak Thimisia sig dog tilbage og overlod føringen til Egebladfamilien.
Thimisia udviklede imidlertid en ny og meget kostbar frugt, kaldet solfrugt, som kan give livskraft til de svagelige og forlænge livet for dem, der måtte ønske det. Solfrugterne er blevet så eftertragtede, at Thimisia igen er blevet en betydelig faktor inden for frugthandlen blandt elverne.
Langt mod syd på den vestlige del af Sølvbjergene ligger Den Gyldne By, hvor Thimisiafamilien har slået sig ned. Familiens hjemsted har fået sit karakteristiske navn på grund af familiens plantager, hvor frugten skinner som guld i solen. Med sin placering nær Dhallhavet har området en naturlig varme, der gør det muligt at dyrke alverdens frugter som melon, ananas, æbler, pærer, bananer, appelsiner, abrikoser og lignende.
Ved foden af Sølvbjergene gror et fjerdegenerations livstræ, der stammer fra Illivanasfamiliens livstræ i Højhaven. Ved træet opholder mange dryader og skovvæsner sig, og det er sjældent, at andre end Sølvhjelmene kommer nær det hellige træ. Om sommeren skulle træet bære frugter, og det spekuleres i, om disse er ophavet til Thimisiafamiliens famøse solfrugter.
Toranes
Dette er den yngste af alle Eisloniens adelsfamilier, der først blev adlet for få år tilbage som belønning for deres store indsats i kampene mod Kalan i år 1467 EJ.
Familien har haft stor fremgang med salget af en afart af Coffea Zarabica, der hurtigt er blevet en populær og afholdt drik i Eislonien. Herudover dyrker de højt skattede kakaobønner, der bruges både til at spise og drikke. Hvordan det er lykkedes Toranes at dyrke bønnerne i det kølige nord, er et stort mysterium og familiens mest velbevarede hemmelighed.
Den nye rigdom er blevet brugt til at udvide familiens besiddelser, og mange elvere er spændte på, hvilke drikke- eller fødevarer familien kunne finde på at udvide deres sortiment med næste gang. Ikke alle højelvere er dog lige tilfredse med Toranes. Mange ældre, mere konservative slægter ser dem ikke som andet end nyrige opkomlinge, der mangler den sofistikation, der er nødvendig for fuldt ud at være en del af Eisloniens elite.
Sydvest for Vetas, nær indsejlingen til Kamirrhavet, har Toranesfamilien deres højborg, Morgenstund, der i solens stråler skinner med et klart og magisk skær. Familiens skovområder ligger mod vest, ikke langt fra grænsen til Det Chatonske Imperium, og i mange generationer har familien lidt stor nød under Imperiets indtog, så de nu foragter mennesker af hele deres hjerte.
Under krigen mod Imperiet i år 28 EH formåede de elviske ærkedruider at synge ny skov frem, der forrykkede grænsen adskillige kilometer ind på imperialt territorium, og det nye område blev herefter overdraget til Toranes. De har befæstet området og etableret havnebyen Sériin, der har udsejling til Kamirrhavet og åbnet mulighed for nye og sikrere handelsruter. Byen er omgivet af høje mure, og på hver af dens tårne står kampklare soldater klar ved katapulter for at modstå ethvert angreb.