Efter århundreder med krig og konflikter mellem Narabond og Santillia blev der i tiden efter Himmelkrigene taget initiativ til at finde en løsning, der én gang for alle kunne afslutte stridighederne om grænserne mellem de to riger.
Grænsedragningen havde længe været et omstridt spørgsmål. Problemet blev yderligere kompliceret af, at menneskene gradvist havde ryddet dele af skoven, hvilket skabte uenighed om, hvorvidt grænsen skulle fastsættes ud fra skovens oprindelige eller nuværende udbredelse.
Da mennesker og elvere ikke kunne nå til enighed, traf Narabonds konge en kontroversiel beslutning. Sammen med en række af rigets øvrige magthavere udstedte han en ensidig proklamation, hvor han garanterede, at elvernes land fremover skulle forblive deres eget.
Denne erklæring, kendt som Kongefreden, er gengivet i sin helhed nedenfor.
Fyrsternes, folkenes og rigernes venskabspagt
Således udstedt ved kong Valdemar Narabonds kroning i år 15 EH.
Under det velsignede opsyn af Nimar, den store skaber, gøres det hermed bekendt for alle, at de stridigheder, som engang fandt sted mellem Santillias elvere og det gode folk fra Narabonds rige, nu hører fortiden til.
Lad det være kundgjort, at fyrsterne, folkene og rigerne har indgået en pagt om venskab, der forpligter dem alle til at respektere deres modparters love inden for de respektive rigers grænser. Stridigheder om blod, ejendom eller land skal ikke længere løses med sværd, men afgøres af overhøjheder fra begge riger, såfremt uenigheden står mellem deres folk.
Fyrsterne fra begge riger forpligter sig til at sikre beskyttelse og tryghed, og de skal pålægge alle, der tjener dem, at opretholde og håndhæve freden. Mellem adelige og embedsfolk fra begge riger må der ikke gøres forskel, men gæsten skal behandles som gæst og værten som vært. Ingen kan desuden afkræve eller beskatte hinanden andet end det, der handles og bringes over grænsen.
Rigerne skal yde hinanden beskyttelse og lade deres venskab række over grænserne, således at deres fjender bliver fælles, og enhver vil forstå at værge sig mod rigernes forbund og forenede styrke.
Lad det være kendt, at ingen må røre noget væsen eller træ i de skove, der udgør Santillia, uden elverfolkets samtykke. Santillias skove er fredede, og det samme gælder dets folk. Skoven markerer rigets grænser, og hvor elverskovens træer vokser tæt, skal Santillias folk finde fred. Forbryder menneskenes jægere og skovhuggere sig mod denne fred, vil de ikke blive mødt af pile, men blive advaret og taget til fange, indtil akonske overherrer kan straffe dem behørigt.
Der skal endvidere ikke herske tvivl om, at Narabond hersker uindskrænket over Nordlenet, Sydlenet, Østlenet, Vestlenet, Midtriget, Roul-Assin og hele Akos-floden fra Rustbjergene til Kamirrhavet.
Overholdelsen af disse bekendtgørelser pålægges alle kongelige dommere, der skal sikre, at enhver misligholdelse af pagten straffes som forræderi. Ingen må ringeagte rigernes forbund uden samtidig at forbryde sig mod sin slægt, sin ejendom og sit liv.
Dette tilsluttes af os:
Valdemar Narabond II
Fyrst Wisenstein
Fader Alonzo på vegne af Basilikaen
Fyrst Schwerin
Fyrst de Jivo
Richard af Granenburg