Efter århundreder med krig og konflikter mellem Narabond og Santillia blev der i tiden efter Himmelkrigene taget initiativ til at finde en løsning, der én gang for alle kunne afslutte stridighederne om grænserne mellem de to riger.
Grænsedragningen havde længe været et omstridt spørgsmål. Problemet blev yderligere kompliceret af, at menneskene gradvist havde ryddet dele af skoven, hvilket skabte uenighed om, hvorvidt grænsen skulle fastsættes ud fra skovens oprindelige eller nuværende udbredelse.
Da mennesker og elvere ikke kunne nå til enighed, traf Narabonds konge en kontroversiel beslutning. Han udstedte en ensidig proklamation, hvor han, sammen med en række af rigets øvrige magthavere, garanterede og indestod for, at elvernes land fremover skulle forblive deres eget.
Denne erklæring, kendt som Kongefreden, er gengivet i sin helhed nedenfor.
Fyrsternes, folkenes og rigernes venskabspagt, således udstedt ved kong Valdemar Narabonds kroning i år 15 EH.
Under det velsignede opsyn af Nimar, den store skaber, skal det nu være alle bekendt, at selvom der i fortiden har været stridigheder mellem Santillias elverfolk og de gode mænd fra Narabonds rige, så hører disse begivenheder fortiden til.
Lad det være kendt, at fyrsterne, folkene og rigerne nu indgår en pagt af venskab, der forpligter dem alle til at respektere deres modparters love inden for de respektive rigers grænser, og at stridigheder over blod, ejendom eller land skal løses af overhøjheder fra begge riger, såfremt striden er mellem disses folk.
Mellem adelige og embedsfolk af begge riger skal der ikke skelnes anderledes, end at den ene skal opføre sig som gæst og den anden som vært, når de befinder sig i deres respektive riger. Ingen har ret til at kræve af eller beskatte hinanden, udover af hvad der handles og bringes over grænsen.
Lad det være kendt, at der i de skove, som udgør Santillia, ikke skal røres noget træ, der er ældre end 100 år, uden elverfolkets samtykke, og at menneskenes jægere og skovhuggere ikke skal blive mødt af pile, men vil blive advaret eller taget fange, indtil akonske overherrer kan straffe dem behørigt.
Det bekendtgøres, at fyrster fra begge riger skal yde fuld sikkerhed og beskyttelse, og at de skal pålægge alle, der tjener dem, at opretholde og håndhæve freden.
Rigerne skal yde hinanden beskyttelse og lade venskabet række hen over grænsen, således at fjender vil være fælles, og forstå at vare sig for rigernes venskab og forenede styrke.
Al uretfærdighed skal falde, og der skal ikke herske tvivl om, at Narabond hersker over Nordlenet, Sydlenet, Østlenet, Vestlenet, Midtriget, Roul-Assin og hele Akos-floden fra Rustbjergene til Kamirrhavet.
Santillias skove er fredede og ligeså dets folk. Skoven skal angive rigets grænser, og alle steder, hvor de hellige træer vokser, skal der være fred at finde for Santillias folk.
Overholdelse af disse bestemmelser pålægges alle kongelige dommere, der vil se til, at der straffes for forræderi, dersom pagten misligholdes, og at ingen ringeagter rigernes forbund uden samtidig at forbryde sig imod sit liv, sin ejendom og sin slægt.
Dette tilsluttes af os:
Valdemar Narabond II
Fyrst Wisenstein
Fader Alonzo på vegne af Basilikaen
Fyrst Schwerin
Fyrst de Jivo
Richard af Granenburg