Denne prægtige bygning i Narabond er det næststørste religiøse hovedsæde på Niraham efter Stortemplet i Etos. Den ligger på den anden side af en flod, lidt nord for hovedstaden Kungstadt, men ikke længere væk, end at den kan ses fra byen.
Ud over at være hjemsted for nogle af de kyndigste præster huser Basilikaen også et højt respekteret akademi, hvor nye præster uddannes. Basilikaen indtager desuden en betydningsfuld position i det politiske liv, og det er sjældent, at der træffes væsentlige beslutninger i Narabond, uden at præsteskabet høres.
Siden Basilikaen blev opført, har der været tradition for, at samtlige af Narabonds konger og dronninger stedes til hvile i den. Den første person, der modtog en sådan majestætisk begravelse i Basilikaen, var Narabonds stamfader, Nikolai Akonos.
Ved en brand i år 22 EH blev store dele af Basilikaen ødelagt. Man gjorde sig alle tænkelige bestræbelser på at genopføre de nedbrændte bygninger hurtigst muligt, og da den restaurerede basilika stod klar, gav man den navnet Valdemars Lys til ære for Narabonds konge, der var død året før branden.
Historien
Da Narabonds første konge, Nikolai Akonos, i årene efter Jarcos åbenbaring forlod Etos og rejste mod nord, havde han en hær af hellige krigere og præster med sig. Med deres kraft underlagde han sig det område, der blev til kongeriget Narabond. Han havde svoret at konvertere folket her til De Sande Guders lære og etablere riget som et foregangseksempel, hvorfra læren om De Sande Guder skulle sprede sig til resten af norden.
Med sig havde han sin hustru, rinderen Dina, som i de forudgående år havde administreret opførelsen af Stortemplet i Etos. Da Nikolai havde etableret sin magt over det område, der blev til kongeriget Narabond, gik hun snart i gang med at planlægge et storslået tempel, der skulle opføres efter samme forskrift som Stortemplet.
Dina udvalgte en placering nogle dages rejse nord for hovedstaden Akosheim, og den første sten blev lagt i år 42 EJ. Herefter forløb arbejdet over de næste mange årtier. Selvom templet ikke skulle være helt så stort som det tilsvarende i Etos, var det stadig et monumentalt værk, og selv med hundredvis af håndværkere, der arbejdede på det dagligt, stod det først færdigt i år 136 EJ.
Templet var dedikeret til alle De Sande Guder og bestod af en stor hovedsal, hvorfra udløb ti fløje – én til hver af De Ti Sande – hvor deres tilhængere kunne bede i fred og fuld dedikation til deres udvalgte gud.
Det blev Dina, der sammen med sin søn Valdemar, indviede templet. Hvor Dina var blevet skænket et usædvanligt langt liv af Jarco, havde hendes mand, Nikolai Akonos, blot været et almindeligt menneske, og han var død mange år forinden. Ved indvielsen blev kisten med Nikolai Akonos stedt til hvile under alteret i den store sal, og Dina gav bygningen navnet Basilikaen, som på fordums sprog betød ‘Den kongelige søjlesal’.
Med tiden blev Basilikaen udvidet med mange andre bygninger. Et storslået bibliotek blev opført, og et prægtigt akademi stod også snart klar, hvor præster og andre lærde kunne udveksle viden og oplære nye generationer af præster. Også tjenesteboliger og sovesale til de mange præster blev bygget, og til sidst var Basilikaen nærmest omgivet af en lille landsby.
Da Narabonds tidligere hovedstad Akosheim blev brændt ned under Ostlandskrigen, stod fornuften i Dinas valg af placering klar. Basilikaen forblev uberørt af både denne og mange andre krige, og da Narabondslægten i år 1052 EJ etablerede rigets nye hovedstad, Kungstadt, placerede man denne tættere på Basilikaen, men fortsat sådan, at en flod skilte dem fra hinanden.
Branden
I år 22 EH brød en ødelæggende brand ud i Basilikaen, og store dele af den prægtige bygning brændte ned. Den nat, hvor branden opstod, var Kungstadt plaget af oprør og kampe i gaderne, og blandt urostifterne blev der set mistænkelige personer iført sorte kutter og hvide masker.
Branden begyndte i Basilikaens nordvestlige fløj, og både præster og almindelige borgere skyndte sig til for at hjælpe med at slukke ilden. Snart spredte flammerne sig, og mens slukningsarbejdet pågik, angreb uromagere præsteskabet. Samtidig brød ukendte personer ind i Basilikaen og stjal flere gamle, hellige artefakter.
Selve branden kostede kun få menneskeliv, men angrebene på præsterne var blodige. Store dele af Basilikaen lå desuden i ruiner. Præsteskabet forblev tavse om, hvilke artefakter der var blevet stjålet, og nægtede at lade nogen verdslige magter undersøge sagen nærmere. Brandens oprindelse blev derfor genstand for stor mystik.
Da borgerkrigen mellem Adrian og Tirri brød ud, blev flere af de stjålne artefakter set i Adrians besiddelse, og hans tilhængere benyttede mange af dem under Slaget om Kungstadt.
Først efter Adrians endeligt ved begivenheden kendt som Adrians Bryllup blev sandheden åbenbaret. En magtfuld troldmand, der var i ledtog med Adrian og lod sig kende som Dukkeføreren, havde orkestreret angrebet på Basilikaen og stjålet en række hellige relikvier, herunder Macevans Kæde, et stykke af Buranias tavle og ikke mindst en boks indeholdende Jarcos personlige dagbog.
Kirken og rigerne havde sat en ihærdig jagt ind for at genvinde relikvierne, og dagbogen var i den forbindelse kommet i Adrians hænder. Det var aldrig tiltænkt, at Jarcos dagbog skulle komme andre for øje, og selvom Adrian altid havde været ambitiøs, er det alment antaget, at det var, da han læste dagbogen, at hans stræben efter magten gik over i et åbent oprør.
Valdemars Lys
Allerede straks efter branden proklamerede dronning Tirri, at Basilikaen ville blive genopført. Hun opfordrede alle duelige borgere til at hjælpe med at rydde ruinerne, så genopbygningsarbejdet kunne begynde hurtigst muligt. Ved samme lejlighed erklærede hun, at den genopførte basilika ville få navnet Valdemars Lys til ære for kong Valdemar Narabond, der var død året forinden.
Efter borgerkrigens afslutning begyndte de første sten at blive lagt, og snart skød murene i vejret. Befolkningen så genopførelsen som et samlingspunkt i tiden efter den opslidende borgerkrig, og mange lagde frivilligt deres kræfter i arbejdet. Ud over at genopbygge Basilikaen benyttede man også lejligheden til at tage højde for de nye guder, der var kommet til efter Himmelkrigene, og udvidede antallet af fløje. Der var ikke længere kun ti guder – det samlede antal udgjorde nu sytten – og de tilbageværende dele af bygningen blev ombygget og restaureret, så hver af De Sande Guder kunne få deres egen fløj.
Kun få år senere var den store sal udbedret i en sådan grad, at der igen kunne afholdes gudstjeneste i den. Ved dronning Elisabeths kroning i år 32 EH var arbejdet så langt fremskredet, at Basilikaen fremstod næsten færdigbygget.
Der arbejdes fortsat på at færdiggøre en lang række detaljer, og nogle af de omkringliggende bygninger mangler stadig at blive genopført, men i det store hele fungerer den genopførte basilika, Valdemars Lys, igen som Narabonds religiøse hovedsæde, som den har gjort i århundreder før. Efter at være blevet udnævnt som ypperstepræst for Nimar i år 32 EH tog Jercoin Dalan også bolig i Valdemars Lys.