Denne – noget påfaldende – betegnelse er navnet, som blev givet til en kortvarig krig mellem Tharkien, Etos og Zara’bash i årene 19 EH til 20 EH.
Krigen fandt aldrig en reel vinder, og efter dens afslutning proklamerede Zara’bash, at man anså hele konflikten for at være en uværdig politisk skinmanøvre, skabt af tarkinen med det ene formål at blive genvalgt til sin position – og deraf opstod navnet Tharkiens Fordærv.
Optakt
Positionen som overhoved for de tharkiske bystater – tarkin – er på valg hvert 8. år, og i tiden op til valget i år 19 EH var det åbenlyst, at den hidtidige tarkin, Dominic Julius V af Alvonsaria, havde mistet opbakningen blandt Tharkiens bystater og ikke havde udsigt til at blive genvalgt.
Hen over vinteren mellem år 18 EH og 19 EH blev tarkinen udsat for en række attentater fra blandt andet narabonske og zarabiske lejemordere samt en orden af Valknarrkultister. Han formåede at slippe levende fra dem alle, og hændelserne styrkede hans popularitet. Tarkinen formåede at overbevise det tharkiske råd om, at Zara’bash var den ansvarlige bag drabsforsøgene, og at øjeblikkelig handling var påkrævet. En større hær af lejesoldater blev mønstret, og der blev udskrevet værnepligt i riget.
I foråret 19 EH blev tarkinen på ny udsat for et attentatforsøg. Denne gang blev bagmændene afsløret at være af tharkisk afstamning, og som konsekvens blev der indført en række sikkerhedsforanstaltninger i riget. I hver af bystaterne blev der indsat et ordenskorps under tarkinens direkte ledelse, og kort tid efter udstedte tarkinen en lov, som forbød Magiens Cirkel at samles og anvende sine kræfter i riget, eftersom der var begrundet mistanke om, at også de stræbte ham efter livet.
Tidligt på sommeren var den tharkiske hær mønstret, og rigets styrker drog østover og ind i Zara’bash. De mødte kun ringe modstand og formåede at trænge helt ind i hjertet af Zara’bash og indlede en belejring af den centrale handelsby Khadjba, hvis vesir var blevet udpeget som hovedmanden bag flere af de tidligere attentatforsøg.
Løfter og bedrag
At Tharkien havde krigslykken med sig på denne måde, skyldtes, at Zara’bash i forvejen var involveret i krigshandlinger i Etos. Længe havde de set misundeligt på, mens de handlende i Etos lukrerede på bystatens fremtrædende position og udnyttede den til at skabe en fjendsk stemning mod de zarabiske handlende, som truede dem på deres levebrød.
Til sidst var det blevet for meget for Zara’bash, og man havde udstedt et ultimatum til Etos om enten at blive underlagt Zara’bash som et neutralt protektorat, der sikrede lige og frie handelsmuligheder for alle, eller alternativt at blive udsat for den fulde styrke fra Zara’bashs hær og måtte lade sig underkaste ved magt.
I Etos havde man været overbevist om sin egen sikkerhed. Under den nye religiøse doktrin, kaldet Den Monopatiske Kirke, havde man samlet en mægtig religiøs hær til at beskytte riget. Herudover havde Etos i al hemmelighed indgået forbund med Tharkien og Narabond, som begge havde givet tilsagn om militær støtte, hvis Zara’bash skulle gøre alvor af truslen. Etos afviste derfor det zarabiske ultimatum.
Da Zara’bash herefter krydsede grænsen, måtte bystyret i Etos erkende, at Narabonds konge var fanget i en opslidende borgerkrig, kendt som Kanslerkrigen, og derfor var ude af stand til at opfylde sit løfte om støtte. Hvad tarkinen angik, viste det sig, at han havde spillet dobbeltspil i konflikten.
Det tilsagn om støtte, som tarkinen havde givet, opfyldte han nu ved at belejre den rige handelsby Khadjba, som længe havde udgjort en stor konkurrent til de tharkiske handlende. Belejringen var udelukkende til Tharkiens egen fordel, og da den zarabiske hær var fastlåst i kampene i Etos, mødte de tharkiske styrker stort set ingen modstand og led ingen nævneværdige tab. Samtidig kunne Etos formelt ikke anklage Tharkien for ikke at have honoreret sit løfte om militær støtte.
Sideløbende hermed havde tarkinen modtaget god betaling fra Zara’bash for ikke at involvere sig i deres krigshandlinger mod Etos. Også dette løfte honorerede han, eftersom den tharkiske hær formelt set ikke blandede sig i kampene mellem de to rigers hære. Tharkien havde aldrig givet tilsagn om, at de ikke selvstændigt ville angribe Zara’bash, så det var – strengt taget – ikke i strid med tarkinens løfte, at rigets styrker nu faldt Zara’bash i ryggen.
Krigens forløb
Det var trængte tider i Etos, og i desperation sendte man budbringere ud til alle afkroge af Niraham i håb om, at nye allierede ville vise sig og støtte op om deres sag. Mange hørte deres kald, og talrige lykkeriddere blev draget af udsigten til at kunne kæmpe for befrielsen af den bystat, der var Nirahams bankende hjerte. Lige lidt hjalp det imidlertid. Den zarabiske hær var talstærk og velforberedt, og Etos var snart trængt langt tilbage i riget.
I nødens time skulle hjælpen vise sig at komme fra en uventet part. Til trods for at Magiens Cirkel formelt holdt sig neutral i verdslige konflikter, var ordenen bevidst om, at hvis Zara’bash havde held til at underlægge sig Etos, ville Cirklen utvivlsomt også blive underlagt deres livslange konkurrent fra Zara’bash, Al-Hazifs Broderskab. Det kunne de ikke tolerere, og Cirklen gjorde klar til at skride til handling. Bud blev sendt ud til de mest magtfulde af Cirklens medlemmer, og under ledelse af Mester Uldur drog en formidabel styrke af magibrugere i efteråret 19 EH til Etos’ undsætning.
Ingen verdslig magt kunne stå imod en sådan kraft, og kampene med den zarabiske hær blev korte og brutale. De zarabiske styrker flygtede ud af Etos, og kort tid efter blev der underskrevet en formel fredsaftale. Efter det forsmædelige nederlag ville sultanens vrede ingen ende tage. Én ting var, at han havde lidt nederlag til Etos og Magiens Cirkel – men den måde, hvorpå hele krigen var orkestreret af Tharkien, kunne han ikke tolerere. Sultanen forbandede tarkinen langt ind i Zaratziels rige og lod et dekret udstede, hvor han svor en blodig hævn over Tharkien.
Efterspil
De zarabiske hærførere trak deres svækkede, demoraliserede tropper ud af Etos og sendte dem vestover ind i Tharkien, alt imens den zarabiske flåde gjorde klar til at sejle ind i Tharkienshavet.
Krigen mellem Tharkien og Zara’bash blev en strategisk affære med kun få reelle træfninger. Den zarabiske hær var talmæssigt overlegen, men oven på nederlaget til Etos havde den mistet viljen til kamp. Den tharkiske flåde var desuden overlegen og formåede kyndigt at forhindre zaraberne i både at sende tropper og forsyninger via havet.
Krigen fortsatte hen over årsskiftet, hvor tarkinens regeringsperiode burde være ophørt. Valget blev imidlertid suspenderet på grund af krigen, og det tharkiske råd fandt det uforsvarligt at sætte den politiske stabilitet over styr midt under de verserende krigshandlinger. Det blev derfor besluttet at lade den hidtidige tarkin, Dominic Julius V af Alvonsaria, sidde i yderligere en valgperiode uden at afholde valg – trods hans åbenlyse moralske og politiske mangler.
Få dage efter denne beslutning blev bekendtgjort, blev der forhandlet en fredsaftale på plads mellem tarkinen og den zarabiske sultan. Aftalen indebar i det væsentligste, at Zara’bash skulle trække sine tropper ud af landet, og at ingen af parterne skulle betale krigsskadeerstatning til hinanden. Tilværelsen skulle i det store hele blot gå tilbage til, hvordan den havde været før krigen.
Begge riger pålagde desuden deres befolkninger at bilægge og glemme stridighederne, så handelen hurtigst muligt kunne blive reetableret. Denne pludselige forsoning vakte glæde hos mange, men gav også grobund for en udbredt antagelse om, at hele affæren blot havde været et led i Dominic Julius V’s ambitioner om at blive genvalgt til posten som tarkin.
Sultanen skrev efterfølgende et digt om hele forløbet, som han sendte til hver af Tharkiens byfyrster med titlen ‘Tharkiens Fordærv’. Navnet hang ved og blev siden et udbredt navn for krigen. Dominic Julius V’s valgperiode var præget af mistillid, og ved det efterfølgende valg til posten som tarkin i år 27 EH blev han end ikke tilladt at kandidere.