Dette er navnet på den borgerkrig, der hærgede Narabond i årene fra 14 EH til 18 EH.
Selve optakten til krigen tog dog sin begyndelse mange år tidligere. Da Himmelkrigene indtraf, blev Narabond kastet ud i tumult og oprør. Alle var forvirrede og usikre på, hvad der var overgået guderne, og Narabonds svage kong Lochtar var handlingslammet.
Mens mange sørgede og bad, benyttede andre uroen til at fremme deres egen sag, og den gamle Arathollslægt benyttede rigets svækkelse til at sætte et angreb ind på hovedstaden, Kungstadt. Det resulterede i Arathollkrigen, hvor byen blev plyndret, og det ældgamle livstræ blev drænet for dets kræfter.
Victor van Hessen
Selvom kong Lochtar formåede at undslippe Kungstadt, dukkede han aldrig op på det aftalte mødested. Snart efter fandt man liget af både Lochtar og hans ældste søn, Wilhelm, og man antog, at de var blevet dræbt af sortelviske snigskytter under deres flugt.
Efter Lochtars død blev hans yngste søn, Nikolai, udråbt som konge af Narabond. Snart begyndte det dog at rygtes, at Nikolais sind var forstyrret. Den tidligere konge havde forsøgt at skjule det for folket, men det blev nu alment kendt, og befolkningen gav ham tilnavnet ‘Nikolai den Gale’.
Kong Nikolais tilstand var kun blevet værre af de oplevelser, han havde været udsat for under krigen med Ladyen, og man ledte længe efter et middel, der kunne genoprette hans sindsstyrke – men forgæves. Der var ingen medicin at finde, og kongen forblev gal.
Da skete det imidlertid, at en ung Ragilpræst ved navn Victor van Hessen trådte frem. Han var karismatisk og vis, og hans evner inden for medicinens kunst var forbløffende. Kun få måneder efter, at han begyndte sin behandling af kongen, kunne der spores mærkbare forbedringer, og mange anså ham for at være kongens eneste redning. Præsten vandt både kongens og hoffets tillid, og han steg hurtigt i graderne. Han blev tildelt utallige hædersbeviser og titler, indtil kong Nikolai en dag proklamerede, at han udnævnte Van Hessen til rigskansler i Narabond og udpegede ham som sin værge, indtil den dag, hvor hans sygdom var kureret.
Denne beslutning forargede mange, og der blev hvisket i krogene om, at Van Hessen havde manipuleret kongens sind og tilranet sig positionen på uærlig vis. Rygterne fik ny kraft, da kongens tilstand snart efter blev forværret. Han talte uklart og blev ofte meget hidsig, for derefter pludseligt at synke ned i dyb melankoli. Van Hessen begyndte herefter fra år 4 EH at regere i kongens sted.
I starten nød rigskansleren ikke nogen synderlig respekt eller anseelse. Det var i folkets øjne et brud på den naturlige orden, at en fremmed, der end ikke var af Narabondslægten, regerede landet. De kritiske røster forstummede dog gradvist, da det blev tydeligt, at Van Hessen ikke blot var en dreven politiker, men også en reformator af sjælden kaliber. På kort tid gennemførte han flere tiltrængte omvæltninger af samfundet og udrettede, hvad ingen konge før ham havde formået: At beskatte adelen og omfordele midlerne til rigets fattigste. Med tiden begyndte folket derfor noget pragmatisk at erkende, at det trods alt var bedre med en stedfortræder til at regere landet end slet ingen.
Netop som folket var begyndt at vænne sig til, at rigskansleren forvaltede riget på kongens vegne, skete det værst tænkelige. I år 9 EH kom der forlydender fra hoffet om, at kong Nikolai var fundet død i sin seng.
Herefter forvandlede Kungstadt sig til et kaotisk virvar. Kong Nikolai havde trods sin sindssygdom fået en søn, Valdemar, der efter gammel tradition ville være rigets retmæssige arving. Han var imidlertid stadig kun et barn og for ung til at varetage rigets tarv. Fra flere sider blev der også udtrykt bekymring for, om Nikolais sindssygdom kunne være gået i arv.
Der blev kastet yderligere brænde på bålet, da Van Hessen kort tid efter præsenterede et opsigtsvækkende dekret. Det var underskrevet af kong Nikolai selv og indeholdt en erklæring om, at han erkendte at være uegnet til at regere og derfor gav afkald på sin kongetitel og overgav al sin verdslige magt til Van Hessen, indtil hans død.
De kongelige rådgivere anede ikke deres levende råd. Der blev øjeblikkeligt rejst indsigelser om, at dekretet måtte være forfalsket eller dikteret af Van Hessen, men selv hvis det var autentisk, efterlod det spørgsmålet om, hvorvidt kongen overhovedet kunne overdrage sin position på denne måde. Endelig var dekretet også yderst uklart, om hvorvidt intentionen var at overdrage magten indtil Nikolais eller Van Hessens død.
Van Hessen formåede imidlertid at navigere elegant i de oprørte politiske vande. Adelen var dybt splittet i spørgsmålet om, hvem der skulle overtage tronen, og riget bevægede sig alarmerende tæt på en borgerkrig. Ingen af medlemmerne i Narabondslægten kunne sikre sig den nødvendige opbakning, og Van Hessen udnyttede denne tilstand til at positionere sig selv som et acceptabelt kompromis. Folket var efterhånden vant til, at han regerede, og mange blandt adelen ønskede for alt i verden at undgå en opslidende borgerkrig, så de anerkendte også, at Van Hessen kunne fortsætte med at regere landet – i hvert fald for en tid.
Rigskanslerens position blev yderligere styrket, da han formåede at samle en koalition af narabonske soldater, kirkens præster og Magiens Cirkel, som havde held til at bekæmpe den udøde nekromantiker, Nazarkiel, der fra byen Solhjem havde spredt frygt i Narabond de seneste år. Slaget fandt sted på heden, der var kendt som Valen, i Sydlenet.
Da Det Chatonske Imperium herefter også begynde at sende styrker gennem Dragegabet og angribe Nordlenet, og Victor van Hessen på ny kaldte Narabonds krigsråd til samling, valgte de mest våbenstærke adelige at støtte op om hans sag, hvorefter resten af de kritiske røster forstummede. Rigskansleren kunne lade sig udråbe som forpagter af det narabondske rige og sætte sig på landets trone.
Valknarr
I de følgende år sad Victor van Hessen på Narabonds trone – fortsat med titlen af rigskansler, men hans magt var i praksis uindskrænket, som var han faktisk blevet udråbt som konge. Riget var præget af ro og stabilitet, og den chatonske invasionsstyrke, der var sendt mod landet, havde nøjedes med at indtage Dragegabet og etablere en række forposter på grænsen til Nordlenet.
Det var dog langt fra alle, der affandt sig med hans position på tronen, og oprør ulmede konstant. Rigskansleren formåede at opretholde kontrollen gennem en række politiske alliancer og ved hjælp af en hær af lejesoldater fra Emyr. Hver gang der var optræk til oprør, beordrede han hæren til at ødelægge fem landsbyer – én i hvert af rigets len – for at statuere et eksempel. Disse brutale handlinger blev hurtigt kendt over hele riget, ikke mindst fordi Van Hessens egne gesandter udbredte historierne for at understrege konsekvenserne af at udfordre hans styre.
Denne strategi skabte ro, men også en atmosfære af frygt. Rigskansleren havde mange informanter, og ingen kunne vide, hvem der lyttede med. Folk, der vovede at ytre oprørske holdninger, forsvandt ofte sporløst, og Van Hessens luner gjorde, at ingen følte sig sikre.
I år 14 EH – fem år efter han havde overtaget tronen – tog begivenhederne en dramatisk drejning. En tjenestepige ved hoffet så en sen aften rigskansleren ledsage flere kutteklædte personer ned i slottets katakomber. Trods faren fulgte hun efter og overværede en ceremoni, hvor Van Hessen og de fremmede – nogle med dæmoniske træk – udførte ritualer omkring et dystert alter.
Forfærdet tilkaldte hun Nimarkirkens overhoved, fader Iohan, som straks ankom med en gruppe inkvisitorer. De afbrød ritualet, der tydeligvis ikke var tilegnet De Sande Guder. Fader Iohan beordrede Van Hessen og de øvrige deltagere til at knæle og bede guderne om tilgivelse, men rigskansleren nægtede. Dette førte til en blodig kamp, hvor fire kultister blev dræbt, inden Van Hessen i desperation fremmanede flammer, der opslugte rummet og alle indeni.
Van Hessen blev voldsomt forbrændt, men slap ud af flammerne og flygtede fra Kungstadt under nattens dække. Blandt ligene af hans medsammensvorne fandt man flere højtstående adelsmænd, hvilket udløste en omfattende efterforskning. Under tortur afslørede nogle af rigskanslerens støtter, at de havde medvirket til at så splid blandt adelen og ved hoffet for at bane vejen for Van Hessens magtovertagelse.
De tilstod desuden, at de sammen med rigskansleren i årevis havde dyrket dæmonen Valknarr. Det var dæmonens magt, der havde gjort kong Nikolai syg og givet Van Hessen de evner, han brugte til at tilrane sig magten. Som betaling havde de lovet Valknarr at sprede hendes lære blandt de i riget, der var svage i sjælen, for på den måde at vinde tilhængere til hende. Det havde de gjort så effektivt, at man anslog, at der alene i Kungstadt fandtes flere hundrede Valknarr-tilbedere.
Borgerkrig
Året efter, i år 15 EH, vendte Van Hessen tilbage til Narabond i spidsen for en hær. Borgerkrigen var begyndt, og snart stod store dele af riget i brand. Van Hessen havde i en skinmanøvre betalt lejesoldater for at angribe Narabond fra nord, og mens riget i hast sendte styrker nordpå, lagde skibe med rigskanslerens egentlige invasionsstyrke til i Sydlenet.
Rigskansleren formåede at narre lenshertugen til at forlade sin fæstning, og ved en dristig manøvre besejrede han de tilbageværende styrker i Sydlenet og tog lenshertugen til fange. Af alle Narabonds len havde Sydlenet altid været det mest opportunistiske, så lenet overgav sig, og selvom det ikke huede befolkningen, lod de rigskansleren erklære, at lenet nu var underlagt hans kontrol.
Herefter fortsatte rigskansleren mod Vestlenet. Befolkningen her havde traditionelt aldrig haft større militære styrker, så de bøjede sig for overmagten og inviterede rigskansleren ind, hvorefter de overgav lenet uden kamp. Blandt store dele af lenets befolkning opdagede man end ikke, at magten over lenet havde skiftet hænder.
Også Østlenet overgav sig betingelsesløst. Et så ligefremt træk fra lenets notorisk snu herskere, De’André-familien, burde dog have advaret rigskansleren, men i et sjældent tilfælde af arrogant forblændelse vendte han blot sin hær nordpå mod Nordlenet.
Da satte Narabond sit modangreb ind. Kong Nikolais søn Valdemar var gået i skjul, efter rigskansleren kom til magten, og han havde i al hemmelighed opholdt sig i Østlenet hos De’André-familien, som havde trænet og oplært ham. Han var nu en prægtig ung mand, der førte sig frem som en konge og mestrede både talens og sværdets kunst.
En stor hærstyrke drog fra Østlenet med Valdemar i spidsen og satte et overraskende angreb ind på Van Hessens bagtrop. Rigskansleren led et knusende nederlag, og selvom han formåede at slippe fra træfningen med størstedelen af sin hær, var magtbalancen vendt. I Nord- og Vestlenet begyndte adelen at mønstre styrker til at bistå Valdemar, og også kirkerne sendte en skare af deres hellige sorte regimenter til hans hjælp.
Sejren over rigskansleren og hans Valknarr-tilbedere syntes inden for rækkevidde, og Valdemar lod sig krone ved en stort anlagt ceremoni på grænsen mellem Østlenet og Midtriget ved udgangen af år 15 EH. En optimistisk stemning spredte sig i landet, og man talte nu åbent om, at det kun var et spørgsmål om tid, før riget ville være befriet.
Det Chatonske Imperium
Da skete det imidlertid, at Det Chatonske Imperium begyndte at røre på sig.
Imperiet havde nogle år tidligere, i år 9 EH, sendt deres hær nord om Kuldens Mur og overtaget herredømmet over Dragegabet, hvorved vejen til Narabond lå åben. Til alles forundring var de dog blevet holdt tilbage fra at iværksætte et større erobringstogt og havde kun oprettet en række forposter i Narabond. Efterhånden som borgerkrigen mellem Valdemar og Van Hessen udspillede sig, udnyttede Imperiet landets splittelse til at iværksætte regulære angreb, og store dele af Nordlenet kom under imperial kontrol.
Valdemar havde på dette tidspunkt tvunget rigskansleren på flugt, men blev nødt til at omdirigere store dele af hæren for at forsvare de nordlige regioner. Hvad der skulle have været en hurtig sejr over Van Hessen og hans tilhængere endte med, at Van Hessen fik tid og mulighed for at samle sine styrker, mens Valdemar var optaget af at bekæmpe Imperiet i nord.
Da Valdemar endelig fik et afbræk i krigen med Imperiet og kunne koncentrere sig om borgerkrigen mod rigskansleren, var Van Hessen og hans hær forsvundet. Snart begyndte dystre forlydender at sprede sig om, at Van Hessen var draget østpå og havde ladet sine styrker hærge Østlenet. De’André-familien havde efter bedste evne forsøgt at gøre modstand, men de udgjorde ingen reel hindring for rigskansleren og havde lidt store tab under kampene.
For Valdemars vedkommende var hans tropper for udmattede og spredte til, at han kunne tage et endegyldigt opgør med rigskansleren. Da han endelig havde formået at samle en respektabel styrke, var rigskansleren for længst draget videre og skjulte sig nu i Dragegabet mod nord. Valdemar opgav for en tid at forfølge ham og helligede sig i stedet til at genopbygge sit krigshærgede rige.
Mallerkrigen
Ved udgangen af år 17 EH blev Valdemar yderligere udfordret, da hærgende horder af mallere begyndte at vælte ind over rigets grænser fra nord.
Under krigen med Victor van Hessen og hans sammensvorne var adskillige narabonere blevet afsløret i at have støttet rigskansleren. De kom fra alle samfundslag, og selvom det langt fra var alle, der var bekendt med hans dæmoniske forbindelser, havde straffen været den samme. Dem, der blev fanget, brændte man på bålet, og dem, der slap væk, blev erklæret fredsløse og levede nu som mallere.
Mallernes antal var dermed steget voldsomt, og fra deres skjulesteder i Dragegabet og de emyrske skove i øst vældede horder af mallere ind over Narabonds grænser. Under en række voldsomme fremstød havde de held med at drive kongens styrker på en himmelkulds flugt. Herefter fulgte de nådesløse plyndringer, man til alle tider havde forbundet med mallernes færden.
I modsætning til tidligere lod mallerne dog den jævne befolkning beholde livet, så længe de ikke gjorde modstand. Derudover opfordrede de alle, der var utilfredse med kongemagten i landet, til at slutte sig til mallernes rækker, hvor de blev udrustet og lovet sejre og stort bytte. Mange valgte at tage imod mallernes tilbud, og deres antal voksede støt. Flere steder hørte man dog forlydender om, at folk kun tog imod opfordringen, fordi mallerne truede med at brænde hele landsbyer ned, hvis ikke hver familie lod mindst én søn støtte deres sag.
Det stod klart, at noget havde ændret sig. Før i tiden havde mallerne blot været små, lokale grupperinger af fredsløse, der havde plyndret for at overleve. Nu var deres handlinger i langt højere grad koordinerede og syntes at tjene et større formål. Der begyndte at gå forlydender om, at mallernes ændrede adfærd skulle tilskrives en ny krigsherre, der fra sit skjul i Dragegabet dikterede hvert eneste af deres fremstød og havde stor succes med at udnytte Narabonds svækkelse. Kun få havde set ham, men hver især kunne de fortælle, at han var arret og forbrændt, som havde guderne selv besluttet sig for at straffe ham med flammer og ild.
Mallerne selv omtalte deres krigsherre som ’Den brændte mand’, og for dem, der kendte fortællingen om, hvordan flammer havde opslugt lokalet den aften i år 14 EH, hvor Van Hessen var blevet afsløret, og havde brændt ham voldsomt, kunne næppe være tvivl om, hvem ’den brændte mand’ var, og hvilke kræfter han rådede over.
Kong Valdemar proklamerede, at han ville nedkæmpe mallerne til sidste mand, og hændelserne blev givet tilnavnet Mallerkrigen. Efter at have undgået Valdemars styrker gennem længere tid plyndrede mallerne i foråret 18 EH byen Gottenbruch i det nordlige Narabond, men de var uvidende om, at kong Valdemar ikke var langt derfra med sin hær. Valdemar mønstrede øjeblikkeligt alle sine tilgængelige styrker og ilede nordpå. Det lykkedes for ham at afskære mallerne fra deres ruter til Dragegabet, og han tvang dem i stedet sydpå, hvor de ikke kunne undgå en konfrontation.
De to hære mødtes på engene uden for byen Lahnstein i det nordlige Narabond. Allerede fra starten stod det klart, at kong Valdemars hær var overlegen. Ikke kun var kongens styrker bedre udrustet, men deres antal overgik også rigskanslerens trefold. Slaget blev en hurtig og udramatisk affære. Mallerne var ingen modstand mod Valdemars krigsvante hær, og allerede ved middag var mallernes hær i opløsning, og snart flygtede de overlevende over hals og hoved.
Slaget i Dragegabet
I erkendelsen af, at rigskanslerens undergang aldrig havde været nærmere, pressede kong Valdemar sin hær til at forfølge de flygtende mallerne. I stedet for at tvinge nye konfrontationer igennem, nøjedes Valdemar dog med at holde mallerne inden for sigte. Målet var ikke at nedkæmpe dem, men at finde deres skjulested i Dragegabet.
De følgende måneder jagtede kong Valdemar de flygtende mallere, og i sommeren 18 EH lykkedes det ham at finde frem til den fæstning, hvor rigskansleren havde etableret sig og hvorfra han havde dirigeret mallernes færden gennem de seneste år.
Kongen satte straks sit angreb ind. Efter at have besejret mallerhæren ved Gottenbruch, følte han sig sikker på sejren, men måtte snart erkende, at han havde undervurderet rigskanslerens list. Hvor Valdemar havde forventet at møde en bande sårede og desillusionerede røvere, stod han nu pludselig overfor rigskanslerens hovedstyrke, som havde holdt sig skjult i Dragegabet.
De mallere, Valdemar havde nedkæmpet, var kun en lille fraktion af rigskanslerens hær. Ingen havde forudset, hvor store styrker rigskansleren virkelig rådede over, og ved mødet med denne dystre erkendelse blev kongen ramt af sortsind. Hans hær var udmattet efter flere måneders nådesløs march gennem de bjergrige egne ved Dragegabet, og nu stod de omringet og i undertal overfor en talstærk mallerhær, ledet af den mest frygtede mand i hele Narabond.
Rigskansleren lod sine sande kræfter komme til udtryk. Han sendte bølge efter bølge af mallere mod kongens hær, mens han selv lod frygtindgydende kræfter ramme dem fra oven. Præsterne kunne ikke modstå hans magt, og selvom kongens soldater kæmpede tappert i en tid, havde de ingen reserver til at lukke hullerne i geledderne, når deres kammerater faldt.
Ved skumringstid stod kampene stadig på, men kong Valdemars mænd var så hårdt presset, at de kom inden for rækkevidde af mallernes bueskytter. Trods kongens garde, der forsvarede ham tappert, kunne ingen forhindre, at han under en dødbringende regn af pile blev ramt to gange – i skulderen og maven.
Kongen var hårdt såret, og præsterne gav ham ikke mange chancer for at overleve. Enhver rest af organisation i hæren brød sammen. Ingen havde længere viljen til kamp, og det bedste, de kunne håbe på, var at slippe væk med livet i behold. Mod alle forventninger lod rigskansleren de flygtende tropper trække sig ud af Dragegabet, bærende på den sårede konge.
Slaget om Gottenbruch
Efter det skæbnesvangre slag ved Van Hessens borg i Dragegabet drog den kongelige hær hastigt mod syd. Selvom mallerne havde plyndret byen Gottenbruch, var dens forsvarsværker stort set intakte, og hæren valgte derfor at skynde sig dertil og forskanse sig. Forsvarsværkerne blev nødtørftigt repareret, og byens tilbageværende borgere blev udstyret med våben og rustninger, mens der blev sendt bud til de omkringliggende byer om at mønstre samtlige våbenduelige mænd i Gottenbruch. Mange kom, men endnu flere blev væk – få havde længere tro på, at rigskansleren kunne besejres.
Kongen balancerede mellem liv og død. Hans sår var allerede på vej til at blive sorte, og det var åbenlyst, at pilene, der havde ramt ham, var forgiftede. Præsteskabet gjorde deres ypperste for at bekæmpe den ondskab, der flød gennem kongens årer, men hans skæbne hang i en tynd tråd.
Snart efter førte rigskansleren sine hære frem og stillede dem i formation på markerne uden for Gottenbruch. Det var et frygtindgydende syn, og enhver med den mindste forstand kunne se, at slaget var tabt på forhånd. Der var dog ingen vej udenom. Byen var omringet, og rigskansleren syntes fast besluttet på at fodre hver en sjæl bag dens mure til kragerne.
Men Narabonds folk fik hjælp fra en uventet part. En blandet hird af roulere, emyrske lejetropper og narabonske borgere, som i de forudgående dage havde marcheret mod Gottenbruch, ankom nu i nødens stund. Selvom de kun var få, gav de alligevel Narabonds udmattede hær et fornyet håb.
Men det var kun en kortvarig opmuntring. I stedet for straks at angribe holdt rigskansleren sin hær hen, indtil der sent på eftermiddagen hørtes lyden af krigstrommer i det fjerne. En mægtig skare orker fra Rustbjergene meldte deres ankomst på slagmarken, hvor de taktfast marcherede frem for at slutte sig til rigskanslerens hær. Hvis de narabonske tropper indtil da havde haft blot et spinkelt håb om sejr, blev det endegyldigt slukket nu.
Skæbnen ville det dog anderledes. Ingen havde forestillet sig, at orkerne pludselig ville sætte tempoet op, da de var godt hundrede meter fra rigskanslerens bagtrop, for derefter med tordnende brøl at skære gennem de uforberedte mallere som en dødbringende kile af læder og stål.
Menneskene var så optaget af deres egne stridigheder, at de ikke havde tænkt på, hvordan rigskanslerens enorme hær i Dragegabet havde tømt området for alt spiseligt, og hvordan mallernes konstante jagtekspeditioner op i Rustbjergene havde gjort livet uudholdeligt for sortblodsfolket. Trods løfter om righoldig betaling havde orkerne fået nok, og de havde nu intet større ønske end at få rigskanslerens hær til at forlade området for evigt.
Forvirringen i mallerhæren var total, og mallernes mangel på dedikation og disciplin blev tydelig. De havde meldt sig under rigskanslerens faner med løfter om plyndring og hævn, og de var modige nok, når de var i overtal og krigslykken var med dem, men mødet med en hær af blodtørstige orker var mere, end de var villige til at ofre sig for.
Mange smed deres våben og stak af, og selv blandt dem, der blev på slagmarken, var det en halvhjertet affære, hvor ingen turde vove livet. Orker og roulere nærmede sig rigskansleren med foruroligende hast, og ved synet af sine styrker, der i stadig stigende tempo flygtede fra slagmarken, vendte han om og flygtede også.
Rigskanslerens endelige
Dagen var vundet, men krigen var langt fra afgjort. Rigskansleren levede stadig, og rygterne ville, at han var på vej tilbage mod sit skjul i Dragegabet mod nord. Der var ikke mange kampdygtige mænd tilbage i den narabonske hær, og man måtte opgive forfølgelsen og i stedet drage mod Kungstadt for at forstærke hæren og forsøge at redde kongens liv.
Som sin sidste handling sendte hæren bud ud til samtlige byer i Nordlenet med en varsling om, at rigskansleren var på vej, og en opfordring til alle om at forhindre hans videre færd så vidt muligt. Der var dog ingen håb om, at nogen ville følge opfordringen. Rigskansleren havde vist sig overordentlig magtfuld, og der fandtes ikke længere magikere eller præster i Narabonds rige, der kunne modstå Valknarrs styrke.
Men den trodsige befolkning i Nordlenet ville det anderledes. Gennem årene havde de lidt meget, hvilket havde gjort dem til et hårdført og beslutsomt folk. Samtidig havde de lært meget om at bekæmpe dæmoniske kræfter. Et gammelt artefakt, kendt som kongestavene, blev fundet frem – en gave, som Rina i tidernes morgen havde skænket elverne for at beskytte dem mod sortelvernes magi. Artefaktets styrke lå i dets evne til kortvarigt at ophæve al magisk kraft, og tidens tand havde ikke svækket dets kræfter.
For en tid lagde Nordlenets folk deres gamle fjendskaber til side, og i en dristig manøvre lykkedes det en sammenslutning af mennesker og elvere at afskære rigskanslerens flugt og møde ham på åben mark. Det blev et slag, der skulle gå over i historien. Rigskansleren havde medbragt flere af sine lærlinge, og så sikre var de på sejren, at de lod hæren falde i baggrunden for selv at konfrontere Nordlenets styrker.
Med hjælp fra kongestavene lykkedes det at stække deres kræfter, og trods ihærdig modstand lå både rigskansleren og hans lærlinge døde i det dugfriske græs, da solen gik ned. Borgerkrigen var ovre, og blandt Narabonds befolkning blev den for eftertiden kendt som Kanslerkrigen. Mod al forventning overlevede kong Valdemar sine sår, og hans taknemmelighed over, at Nordlenets folk havde haft held til at fælde rigskansleren, kendte ingen grænser.
Efterspil
Selvom Valdemar slap levende fra slaget i Dragegabet, satte de sår, han pådrog sig, dybe spor, og hans helbred forblev alvorligt svækket. Tre år senere, i år 21 EH, ægtede han den kyndige Nimarpræstinde Tirri Hayunen, og kort tid efter brylluppet blev det bekendtgjort, at dronningen var gravid. Kong Valdemar døde imidlertid, inden han kunne se sin søn blive født, og konsekvenserne af Kanslerkrigen kastede dermed en lang, mørk skygge over Narabondslægten selv efter krigens afslutning.