Ved Himmelkrigene ophørte størstedelen af guderne med at besvare deres tilhængeres bønner. Kun Nimar og Gasnian stod tilbage, og af de gamle guder forsvandt Rina, Fanabina, Djorka, Sissianna, Burania, Aram, Ragil og Rasnassolin. Hvad der præcis overgik dem, ved ingen dødelige, men vi ved dog, at Nimar under Himmelkrigene skulle have set sin ægtefælle Rinas afhuggede hoved trille ned ad en bakke og lande for hans fødder.
Gudernes skæbne var genstand for utallige akademiske debatter, og et centralt spørgsmål i dem alle var, om guder overhovedet kan dø. Mange anså det for umuligt, men det affødte uundgåeligt et nyt spørgsmål om, hvad der i så fald var sket med dem. Kunne guder forsvinde, eller sov de bare?
Nirahams folk fik til dels svar på spørgsmålet, da Djorka på ny gav livstegn fra sig i år 4 EH. Derefter lykkedes det i år 8 EH Fanabinas tilhængere at få gudinden til igen at besvare deres bønner. Også Ragils trofaste tilhængere formåede at vække ham under et storslået ritual i år 11 EH.
Efterfølgende begyndte også de andre faldne guder én efter én at besvare deres tilhængeres bønner. Mest overraskende var, at Rinas præsteskab også gradvist begyndte at genvinde deres magi, for hendes skæbne under Himmelkrigene havde efterladt mange overbevist om, at hun var borte for altid.
Forandringen
Siden de faldne guder rejste sig og vendte tilbage til Aferheim, har det været åbenbart, at noget ved dem har forandret sig.
Mange af dem har ikke samme styrke som førhen. Særligt Rina synes svækket, og hvor hendes stemme tidligere var altomsluttende og stærk, er den nu ikke meget mere end en hvisken – som et ekko fra fortiden. Er det et udtryk for, at hun er blevet svækket af Himmelkrigene, eller kræver det blot tid for en gud at rejse sig på ny, før hun har genvundet fordums fulde kraft? Ingen kender svaret, og Rina selv er tavs, når hendes tilbedere stiller spørgsmålet.
Andre guder har forandret sig mærkbart. Rasnassolins præsteskab i Tharkien har indvarslet en ny æra, der blev markeret ved, at Rasnassolin lod enorme storme ramme Niraham, som lagde verdens kystlinjer i ruiner. Denne handling er imidlertid svært atypisk. Hvor Rasnassolin tidligere var en mild og blid gud, hvis domæner var vandet, roen og fordybelsen, er hans budskab til sine tilhængere nu i stedet et om havets rasen og verdens foranderlighed.
Også Ragil har forandret sig, men modsat Rasnassolin er han blevet mildere og lettere at behage. Hvor Ragil inden Himmelkrigene prædikede krig og de stærkes ret, er hans budskab nu i langt højere grad et om handling og forandring. Han kræver stadig af sine tilhængere, at de aldrig blot må se passivt til, og synke hen i apati, men det er ikke længere hans vilje, at midlet til forandring skal være våben og styrke.
De faldne guder er således tilbage, men forandrede. Om de nogensinde genvinder deres fulde styrke og vender tilbage til de personligheder, de udviste inden Himmelkrigene, må tiden vise. Der er dog passeret mere end 30 år siden Himmelkrigene, og guderne udviser ingen åbenbare tegn på at forandre sig yderligere, så efterhånden er antagelsen blandt Nirahams teologer blevet den, at guderne har fundet en ny og varig position.