Ved Himmelkrigene ophørte størstedelen af guderne med at besvare deres tilhængeres bønner. Kun Nimar og Gasnian stod tilbage, og af de gamle guder forsvandt Rina, Fanabina, Djorka, Sissianna, Burania, Aram, Ragil og Rasnassolin. Hvad der præcis overgik dem, ved ingen dødelige, men vi ved dog, at Nimar under Himmelkrigene skulle have set sin ægtefælle Rinas afhuggede hoved trille ned ad en bakke og lande for hans fødder.
Gudernes skæbne var genstand for utallige akademiske debatter, og et centralt spørgsmål i dem alle var, om guder overhovedet kan dø. Mange anså det for umuligt, men det affødte uundgåeligt et nyt spørgsmål: Hvad var der i så fald sket med dem? Kunne guder forsvinde, eller sov de bare?
Nogle år senere fik Nirahams folk til dels svar på spørgsmålet, da Djorka som den første af de gamle guder begyndte at give livstegn fra sig igen, og over de følgende år begyndte også resten af guderne at svare deres tilhængere, indtil Rasnassolin som den sidste markerede sin tilbagevenden med en kraftig storm i år 28 EH.
Genopstandelsen
Djorka
I år 4 EH skete det, at Darkoniens dværge en tidlig morgen hørte en svag banken fra dybet. Dag for dag tiltog lyden i styrke, indtil hele riget genlød af klangen fra hammer mod ambolt. Djorkas præster genkendte straks dette tegn og kastede sig til jorden i glæde – deres gud og almægtige fader var vendt tilbage til dem.
Blandt Nirahams racer var det særligt dværgene, der havde holdt fast ved deres gamle tro. Stædigt havde de nægtet at forsage Djorka, og nu så det ud til, at deres vedholdenhed havde båret frugt. I månederne, der fulgte, blev deres kontakt til Djorka stadig stærkere, og i år 6 EH begyndte hans præster igen at kunne trække på hans kræfter.
Denne nyhed skabte en bølge af eufori blandt Nirahams folk. Håbet blussede op på ny, og mange af dem, der havde opgivet at vække de gamle guder, begyndte atter at kalde deres navne ud i mørket.
Blandt teologerne opstod en intens debat. Præsteskabet i Etos havde aldrig fremsat en formel tese om de faldne guders skæbne, og de fleste havde blot antaget, at de gamle guder var døde og ude af stand til at vende tilbage.
Djorkas tilbagekomst rystede imidlertid denne forestilling og kastede verdens folk ud i ny forvirring. Man antog nu, at de faldne guder ikke var døde, men derimod henlagt i en dyb søvn, som kun en helt enestående kraft kunne vække dem fra.
Fanabina
I år 8 EH opstod der stor splid blandt Underverdenens sortelvere. Kejserinde Izmya havde fire år tidligere udstedt et dekret, der påbød, at sortelverne skulle frasige sig Fanabina og i stedet konvertere til Dilarnas lære. Dette påbud førte til voldsomme interne stridigheder, og Izmya fik stadig sværere ved at holde sit folk i ro.
Krisen kulminerede i en blodig krig mellem Dilarnas præsteskab og de sortelvere, der fortsat svor troskab til Fanabina. Som følge af konflikten valgte mange sortelvere at forlade Underverdenen og søge til overfladen i håbet om at undgå de bitre kampe. Blandt disse var især Fanabinas tilhængere, der fandt fristeder, hvor de kunne udøve deres tro uden frygt for forfølgelse.
Det var i denne tid, at en gruppe Fanabinapræster under huset Val’Share oplevede et spinkelt livstegn fra deres gudinde. Rygtet spredtes hurtigt, og overfladens sortelvere strømmede til de gamle templer i deres iver efter at lede Fanabina tilbage til verden. Ved årets slutning var deres anstrengelser lykkedes, og de havde vækket hende af hendes dybe søvn.
Ragil
Inspireret af dværgenes og sortelvernes succes begyndte også elverne et desperat forsøg på at vække deres moder, Sissianna, til live. Deres ihærdighed bar imidlertid ikke frugt, og elvernes fortvivlelse kendte ingen grænser. Mange elvere gav i den periode afkald på livet og rejste ind i de dybe skove for aldrig at blive set igen.
Også menneskene forsøgte helhjertet at bringe deres faldne guder tilbage, men heller ikke de havde held med foretagendet – indtil det i år 11 EH lykkedes en forsamling af lejesoldater fra Plen og fanatiske Ragilpræster fra det nordlige Niraham at få Ragil til at vise sig for dem.
Ved templet Kar’Sarkarm i det nordlige Emyr havde de samlet et bål, der var højere, end nogen mand kunne se, og i otte dage hidkaldte de Ragil, mens de messede uafbrudt og piskede deres rygge til blods i hans ære. Ved udgangen af den ottende dag hørtes et øresønderrivende tordenskrald, og et ansigt viste sig i flammerne. Man havde vækket Ragil fra hans mangeårige søvn, og også han vågede nu over Niraham og sine trofaste tilhængere.
Burania
Efter Ragils genvækkelse gik en bølge af optimisme gennem Nirahams folk, og bønnerne til de faldne guder steg hundredfold. Flere år gik imidlertid uden nye mirakler, men i år 17 EH oplevede Nirahams folk på ny livstegn fra en af de gamle guder.
En af de mest markante begivenheder fandt sted i et mindre landsbysamfund i det østlige Paravien. Her indfandt et følge af kutteklædte munke sig en sen aftentime. De var klædt i sort og fåmælte, men tydeligt målrettede. De samlede befolkningen på torvet og bebudede uden omsvøb, at Burania var vendt tilbage til Aferheim og på ny ville indtræde blandt de andre guder.
Den aften vandrede døde sjæle på ny i byens gader, og folket kunne tale med deres afdøde forfædre og få sagt mange af de ting, de ikke nåede i livet. Ved morgensolens komme svandt genfærdene atter og viste sig ikke igen.
Fænomenet gentog sig adskillige andre steder på Niraham. Ordenen af kutteklædte munke blev kendt som Buranias disciple og rejste rundt i Niraham for at overbringe budskabet om Buranias genopstandelse. Ved afslutningen på deres rejse vendte de tilbage til den landsby i Paravien, hvor de havde taget deres begyndelse, og i de nærliggende bjerge opførte de et nyt højtempel til Buranias ære, der blev givet navnet De Dødes Rige.
Sissianna
Bestyrkede af, at Burania var vendt tilbage, fik også elverne nyt mod. Sissianna var Buranias mage, og hvis han var vendt tilbage til Aferheim, var der også håb for, at elvernes elskede moder var vendt tilbage sammen med ham.
Tilbedelsen af Sissianna tog derfor til, og selv mange af de elvere, som havde givet afkald på Sissianna til fordel for hendes datter, Lyane, vendte tilbage til de gamle templer og genoptog deres bønner. Lige lidt hjalp det imidlertid. Selvom mange af elverne i de dybeste skove svor, at de kunne føle gudindens nærvær, og skoven mange steder blomstrede som aldrig før, var det alt sammen blot håb og ønsketænkning. Den kærlige omfavnelse fra deres moder udeblev.
Ved Sissiannas bortgang havde hendes ypperstepræstinde, Alienna Morgengry Ametyst, trukket sig tilbage til Den Evige Sommers Tempel, og ingen havde set eller hørt fra hende siden. Da hun fortsat ikke viste sig for folket, mistede elverne på ny modet.
Da skete det imidlertid i år 23 EH, at det gamle livstræ i Midterriget, kendt som Det Hvide Træ, sprang ud i fuldt flor. Det havde ikke blomstret siden Himmelkrigene, men elvere havde set en kvindelig skikkelse vandre ved træet en sen nattetime, og næste morgen blomstrede det som aldrig før.
Herefter begyndte præsterne at mærke livstegn fra gudinden. De kunne udføre helbredelser og velsigne folket, og elverne begyndte alle at høre Sissiannas kærlige røst på ny. Et nyt håb blomstrede, og da ypperstepræstinden Alienna Morgengry Ametyst herefter også viste sig for folket og bebudede, at Sissianna var vendt tilbage, brød folket ud i henrykt jubel.
Aram
Siden Arams bortgang havde hans højtempel, Handlens Hus i Kamirr, været lukket for uvedkommende, og mange af hans præster havde i stedet vendt deres tilbedelse mod Girak. Alt ændrede sig imidlertid i år 19 EH. På en solbeskinnet dag oplevede Arams præsteskab i Etos, at de pludselig var ude af stand til at tabe i spil. Uanset hvor store bestræbelser de gjorde sig, vandt de ethvert spil trods de mest umulige odds. Arams præster så straks tegnet fra deres gud, og som rygtet bredte sig, begyndte kirkens tilhængere på ny at samle sig om hans gamle, forsømte altre.
Det var dog langt fra alle, der fandt fornyet håb ved dette under. Arams ypperstepræst var ad åre blevet en fordrukken skeptiker, og han plæderede for, at en enkelt dags held i spil intet beviste. Umiddelbart derefter fandt krigen mellem Tharkien, Etos og Zara’bash, der for eftertiden blev kendt som Tharkiens Fordærv, sin afslutning. Ypperstepræsten havde forgældet sig og sat hele sin formue på, at Zara’bash ville trække sig sejrrigt ud af krigen, og da den endte med et forsmædeligt nederlag, var han ruineret. Det viste sig snart, at den snu Raeqar Avarie af Paest havde opkøbt al ypperstepræstens gæld og tjent en svimlende formue på hans mislykke. Kort tid efter indfandt Raeqar sig i Arams højtempel, hvor han sendte ypperstepræsten bort og uden større formalitet overtog hans position.
Det endegyldige bevis på Arams tilbagekomst kom i år 32 EH, da et gyldent skib viste sig ud for Kamirrs kyster. Ifølge de gamle legender skulle Aram sejle Nirahams have tynde for at handle i et gyldent skib, der rummede al hans jordiske gods og guld i lasten. Da det gyldne skib herefter viste sig for adskillige af Nirahams folk, stod det klart for enhver, at Aram var vendt tilbage.
Samme år åbenbarede en Aramprofet ved navn Job sig i Paest. Aram svarede sine tilhængere gennem hans ord, og overalt hvor han gik, udførte han mirakler i Arams navn, og præsteskabet kunne tydeligt mærke, hvordan deres kræfter vendte tilbage, hvor end han kom frem. I år 33 EH drog Job til Tharkien, hvor han tjente tarkinen som ‘Sandhedens Stemme’, og fordi han kunne se igennem løgne og bedrag, bragte det ikke kun stor fremgang til riget, men reddede også tarkinens liv ved flere lejligheder.
Rina
Mest overraskende var det, da Rinas præster begyndte at fornemme livstegn fra deres gudinde i år 25 EH. Det var blot en sagte hvisken, som man let kunne misforstå som vinden, men de mest trofaste af hendes tilhængere svor, at det var gudindens stemme, der på ny talte til dem. Det vakte stor forundring, og mange nægtede at tro forlydenderne. Hvor de øvrige guders skæbne havde været uvis, fortalte profeterne efter Himmelkrigene meget detaljeret om, at Nimar havde set Rinas afhuggede hoved ligge for sin fod.
Den mest ihærdige af Rinas tilbedere var højelveren Siliaste Elindrá Illivanas. Da Rina faldt ved Himmelkrigene, og selv hendes ypperstepræst mistede modet og frasagde sig hvervet, fortsatte Siliaste trodsigt med at bede til Rina. Hun påtog sig hvervet som ypperstepræst og samlede en skare af tilhængere omkring sig, der fortsat var dedikerede til Rina. Selvom mange rystede opgivende på hovedet, samlede hun hver dag sin flok i bøn, og som tiden gik, og mange faldt fra, blev Siliastes bønner blot endnu mere inderlige.
Ved de første spæde livstegn fra Rina samlede Siliaste på ny sin dedikerede flok, og i fyrre dage og fyrre nætter forlod de ikke Rinas alter, indtil de på ny hørte Rinas stemme – velkendt og kærlig. Rina var vendt tilbage. Hun var dog stadig kun en svag skygge af sit tidligere jeg, og i takt med at præsterne genvandt deres kræfter, var det tydeligt, at hun var svækket.
I år 32 EH var Rina imidlertid stærk nok til på ny at vise sig for Nirahams folk. Det skete i Magiens Porte, et ældgammelt Rina-tempel i det nuværende Aihlann Bachir, der var blevet konverteret til et tempel til ære for Tara. Her viste hun sig i en kvindelig skikkelse omgivet af et gyldent skær af lys. Herefter var Rinas genkomst svær at benægte, og hendes ypperstepræstinde, Siliaste Elindrá Illivanas, er siden blevet et symbol på, hvordan der er håb at finde i selv det dybeste mørke.
Rasnassolin
Den sidste af guderne, der begyndte at svare sine tilhængere, var Rasnassolin. I år 28 EH indtraf en af de mest voldsomme og ødelæggende storme i mands minde. Havet rejste sig, og stort set alle kystbyer blev oversvømmet. Under stormen hørte Rasnassolins præster ikke kun en sagte hvisken fra deres gud, men et afgrundsdybt brøl. Også han havde nu varslet Niraham om sin tilbagevenden.
I tiden efter den voldsomme storm begyndte flere skibe at forsvinde på havet. Man begyndte at tale om, at det skyldtes sømænd, der ikke ærede Rasnassolin og viste ham den respekt, som havets gud fortjener, og for at understøtte den fortælling blev flere store havuhyrer set ud for Tharkiens og Kamirrs kyster.
Rasnassolins gamle præsteskab begyndte igen at prædike for folket, og særligt i den store handelsnation Tharkien begyndte folkeskarer at samle sig for at høre deres ord. Det gamle højtempel, Oceanets Tvillinger i Tharkien, blev på ny åbnet, og folket strømmede dertil for at vise deres dedikation til Rasnassolin og overvære de undere, som hans præster formåede at udrette.
En del rigmænd og adelige i Tharkien så med bekymring på denne udvikling. Rasnassolinkirken samlede stor opbakning i disse år, og man frygtede, at kirken ville blive et samlingspunkt for utilfredse tharkere, der ville rejse sig imod det etablerede samfund. Deres frygt var ikke ubegrundet. Rasnassolins lære fik hurtigt greb i alle samfundslag, og snart efter åbenbarede der sig også en samlende skikkelse, der blev omdrejningspunkt for den voksende utilfredshed, der herskede i Tharkien.
Hans navn var Atlan Stormhjerte, og det forlød hurtigt, at han talte med Rasnassolins stemme. Da havet på ny rejste sig i år 31 EH, og skibsvrag blokerede indsejlingen mellem Tharkienshavet og Kamirrhavet, mobiliserede han en stor skare af tilhængere til at fjerne skibsvragene i Tharkienstrædet, så handlen kunne genoptages. Det gav ham en næsten helgenagtig status i samfundet, og han lod sig snart efter udråbe som ypperstepræst af Rasnassolin.
Forandringen
Siden de faldne guder rejste sig og vendte tilbage til Aferheim, er det blevet åbenlyst, at noget ved dem har forandret sig.
Mange af dem besidder ikke længere samme styrke som før. Særligt Rina synes svækket, og hvor hendes stemme tidligere var altomsluttende og stærk, er den nu ikke meget mere end en hvisken – som et ekko fra fortiden. Er det et udtryk for, at hun blev svækket af Himmelkrigene, eller kræver det blot tid for en gud at rejse sig på ny og genvinde sin fordums kraft? Ingen kender svaret, og Rina selv er tavs, når hendes tilbedere stiller spørgsmålet.
Andre guder har forandret sig mærkbart. Mest markant er Rasnassolin, der før Himmelkrigene var en mild og blid gud, hvis domæner var vandet, roen og fordybelsen, men hvis budskab til sine tilhængere nu i stedet er ét om havets rasen og verdens foranderlighed. Hans styrke er forøget mangefold, og han er gået fra at være en af de mest undseelige guder til nu at høre til blandt de stærkeste og mest dominerende i Aferheim.
Også Ragil har forandret sig, men modsat Rasnassolin er han blevet mildere og lettere at behage. Hvor Ragil inden Himmelkrigene prædikede krig og de stærkes ret, er hans budskab nu i langt højere grad ét om handling og forandring. Han kræver stadig af sine tilhængere, at de aldrig blot må se passivt til og synke hen i apati, men det er ikke længere hans vilje, at midlet til forandring skal være våben og styrke.
De faldne guder er således vendt tilbage – men forandrede – og siden der er passeret mere end 30 år siden Himmelkrigene, og de ikke udviser nogen åbenlyse tegn på at forandre sig yderligere, er antagelsen blandt Nirahams teologer blevet den, at guderne har fundet en ny og varig position, som Nirahams folkeslag nu må finde sig til rette med.