Denne ældgamle skovelver var frem til sin død i år 34 EH stormester for Skovens Vogtere, som han havde tjent trofast siden Sølvskær Akantus II’s regeringstid. Under hans ledelse kæmpede Vogterne tappert i århundreder for at forsvare Santillias grænser mod menneskenes konstante angreb.
Ildtorn var bror til Bellis Egeblad, den afdøde enkefyrstinde af Santillia, som havde været hustru til Sølvskær II. Han var en af de mægtigste skæbnemagere på Niraham og havde nået en sådan grad af kundskaber, at han ikke kun kunne aflæse skæbnen, men også ændre både sin egen og andres skæbne for en kort tid.
Da Tanaya Akantus stak af fra Santillias hof og skjulte sig blandt skovelvere i de følgende år, forsvandt Ildtorn fra offentlighedens øjne, og da hun to år senere blev fundet og tvunget til at indgå ægteskab med Anarion Istezari, var Ildtorn fortsat ingen steder at finde. Heller ikke Skovens Vogtere kendte til hans opholdssted, og der spredte sig en almen bekymring om, at Istezarifamilien havde fanget ham, og at han nu opholdt sig i Eislonien under deres opsyn.
Heller ikke da den elviske borgerkrig brød ud og kulminerede med Slaget om Stormhjerte i år 20 EH, var Ildtorn at se nogen steder. Det havde imidlertid krævet et netværk, som kun få besad, at forene både Skovens Vogtere, Tornene samt Sølvbirk- og Nattefrostfamilierne i et fælles oprør mod Istezari, og også de løbende angreb mod Istezarifamiliens karavaner vidnede om stor indsigt.
I mange år blev skovelverne ved med at hviske hans navn, og det blev et minde om en svunden fortid med frihed og retfærdighed. Også når det kom til egentlige kampe med højelverne, blev hans navn påberåbt, men fortsat uden at han selv åbenbarede sig.
Først i år 31 EH fik skovelverne vished for, at Ildtorn fortsat levede og var blandt dem. Skovens Vogtere fortsatte med at vokse i styrke og anseelse, og de blev et samlingspunkt for den skovelviske modstand mod Istezarifamilien, indtil Ildtorn Egeblad til sidst viste sig for Vogterne og åbenbarede sin store plan. Længe fornægtede Istezari, at Ildtorn skulle være i skoven, men da de til sidst måtte erkende, at han levede i bedste velbefindende, og at tusindvis af skovelvere stimlede sammen om hans banner, var det for sent at gøre noget ved det.
Til sidst kulminerede borgerkrigen med Slaget om Midterriget i år 34 EH. Her førte Ildtorn en stor styrke af elvere frem mod Istezarifamilien og deres allierede på engene foran Midterrigets porte. Det udmøntede sig i et stort slag, hvor det lykkedes at påføre Istezarifamilien store tab. Blandt de faldne var flere kendte og betydningsfulde personer: Tyrion Istezari, general for Istezarifamiliens styrker, prins Begarin Istezari og fyrstinde Tanayas far, Lorien Rukara Akantus. Selv fyrst Anarion Istezari måtte, hårdt såret, trække sig tilbage fra kampene.
Istezarifamilien var dem imidlertid en for overlegen fjende, og som dagen skred frem, blev det åbenlyst, at skovelverne ville tabe kampen. I den sidste ende måtte Tanaya Akantus selv træde frem og standse kampene.
Foran Midterrigets porte befalede hun Ildtorn at nedlægge sine våben og bringe borgerkrigen til ophør. Hadet til højelverne stak imidlertid for dybt i ham, så han nægtede og flygtede fra slagmarken med sine nærmeste. Igennem de efterfølgende måneder jagtede Istezarifamiliens soldater ham ihærdigt, men uden held. De var flere gange lige ved at fange ham, men hver gang lykkedes det ham på forunderlig vis at slippe væk.
Til sidst slap hans held imidlertid op, og ved udgangen af år 34 EH mødte Ildtorn sit endeligt. Han blev indhentet og faldt i kamp, og Skovens Vogtere begravede ham herefter under et egetræ dybt i Santillias skove.