I år 34 EH udspillede den værste borgerkrig i elvernes historie sig. Den kulminerede i et stort slag mellem skov- og højelvere foran portene til Santillias hovedstad, Midterriget, og er siden blevet kendt som Slaget om Midterriget.
Optakten
Konflikten begyndte mange år tidligere, da fyrstinde Måne Akantus i årene efter Himmelkrigene abdicerede fra Santillias trone til fordel for sin datter, Tanaya. I år 5 EH blev Tanayas giftermål med højelveren Anarion Istezari annonceret.
Tanaya ønskede imidlertid noget andet og flygtede fra hoffet. I de følgende to år lykkedes det hende at holde sig skjult blandt skovelverne. Da hun til sidst blev fundet og tvunget til ægteskab, var det et kærlighedsløst forbund, baseret udelukkende på praktiske hensyn. Hendes beføjelser blev frataget og overdraget til Anarion og den rådgivende forsamling, Vogterrådet.
Fyrst Anarion anklagede Skovens Vogtere for at have skjult Tanaya i hendes fravær. Han overbeviste Vogterrådet om, at der var tale om en bortførelse, og Vogterne blev erklæret skyldige i højforræderi. Ordenen blev forbudt ved royalt dekret, og dens medlemmer blev stemplet som landsforrædere, der skulle indfanges og stilles for retten.
Mange skovelvere, der havde været loyale medlemmer af Skovens Vogtere gennem generationer, måtte offentligt tage afstand fra ordenen for at undgå repressalier. Andre trak sig tilbage dybt ind i Santillias skove, hvor de forberedte sig på at kæmpe for det rige, de havde svoret at beskytte – et rige, hvor de nu så højelverne som fjenden.
Konflikten mellem skovelvere og højelvere udviklede sig til blodige sammenstød, som kulminerede med Slaget om Stormhjerte i år 20 EH. Her stod Istezari-familiens tropper over for Skovens Vogtere og deres allierede fra Sølvbirk-familien. Først da søsteren til Eisloniens højkonge greb ind, faldt kampene til ro. Som resultat af slaget overtog Istezari-familien byen, og begge parter trak sig midlertidigt tilbage. Men det viste sig at være en kortvarig pause i en konflikt, der snart skulle blusse op igen.
Slaget
I begyndelsen af år 34 EH eksploderede konflikten i fuld styrke. Det afgørende skridt blev taget, da den karismatiske stormester for Skovens Vogtere, Ildtorn Egeblad, erklærede Istezari-familien og deres højelviske allierede krig. Indtil da havde små træfninger præget konflikten, men nu udviklede det sig til regulære slag.
Som året gik, eskalerede kamphandlingerne. Istezari-familien forskansede sig i Santillias hovedstad, Midterriget, og kaldte sine allierede til sig – primært højelvere fra Buranus. Skovens Vogtere anvendte hurtige og overraskende angreb, der flere gange lykkedes at overrumple Istezari-familiens tropper, når de bevægede sig uden for byen. Dog stod de svagere over for de buranske højelvere, der gang på gang tvang dem til at trække sig tilbage i skovene uden afgørende sejr.
Efterhånden som flere skovelviske familier sluttede sig til Skovens Vogtere, voksede deres styrker, og deres mod til angreb steg tilsvarende. Ildtorns datter førte et angreb på handelsbyen Stormhjerte, som Istezari-familien havde overtaget i kølvandet på Slaget om Stormhjerte i år 20 EH. Ved hendes side kæmpede krigere fra Sølvbirk-familien, der efter tabet af Stormhjerte var blevet sendt i eksil.
Også Midterriget blev løbende udsat for angreb, men general Tyrion Istezari formåede at afvise skovelvernes fremrykning mod murene. Til sidst kom det dog til det endelige og mest grusomme slag om Midterriget. Begge parter mobiliserede deres fulde styrker, og det blodigste slag i Santillias historie udspillede sig foran byens porte.
Skovens Vogtere gik til angreb sammen med stolte, gamle skovelviske familier, herunder Tornene, der kæmpede ved deres side. Overfor dem stod Istezari-familien og deres allierede, inklusive de formidable højelvere fra Buranus. Selv Hvide Falk, den legendariske forkæmper for skovelvernes uafhængighed, deltog i slaget og opildnede sine tropper.
Under kampene mistede hundredevis af elvere livet. Blandt de faldne var flere kendte og betydningsfulde personer: Tyrion Istezari, general for Istezari-familiens styrker, prins Begarin Istezari, og fyrstinde Tanayas far, Lorien Rukara Akantus. Fyrst Anarion Istezari blev desuden hårdt såret i kampens hede.
I sidste ende lykkedes det Istezari-familien at vinde slaget og drive Skovens Vogtere på flugt. Freden blev dog kun sikret, da fyrstinde Tanaya Akantus selv trådte frem. Sammen med ypperstepræstinden af Sissianna, Alienna Morgengry Ametyst, stillede hun sig foran portene til Midterriget. Med tårer i øjnene befalede hun folket at indstille kampene og genoprette fred og lys i Santillia.
Efterspil
Under et af de største sørgeoptog i elvernes historie samledes elvere fra nær og fjern for at ære de faldne fra Slaget om Midterriget. Til lyden af sørgmodige sange blev de døde sendt mod Paulun af en procession ledet af Sissiannas ypperstepræstinde. Blandt dem blev særlig Tanayas far, fyrst Lorien Rukara Akantus vist stor ære. Da Tanaya nåede til hans hvilested, kunne selv hun ikke holde en tåre tilbage, som sorgfuldt gled ned ad hendes kind.
De sidste efterdønninger af krigen ebbede herefter gradvist ud. Selvom Tanaya havde pålagt stormesteren for Skovens Vogtere, Ildtorn Egeblad, at nedlægge sine våben, nægtede han at efterkomme hendes befaling. Han forsvandt dybt ind i Santillias skove med en lille gruppe af sine nærmeste følgere. I de følgende måneder blev han jaget nådesløst af Istezari-familien, indtil det ved årets udgang blev meldt, at han var blevet opsporet og dræbt i kamp.
Hermed fandt krigen sin endelige afslutning, men den efterlod sig dybe ar, og elvernes hukommelse er lang, så en anspændt stemning hersker stadig i Santillia.