Juncatar-doktrinen

Udstedt af Det Hellige Konklave i Juncatar, anno 36 EH.

Initium

Lad det være kendt i alle riger, blandt alle folk og under alle himle:

For første gang siden Himmelkrigene er ypperstepræsterne for De Sande Guders kirke blevet kaldt til konklave – til den hellige by Juncatar. Konklavet er holdt i hemmelighed og hellighed, og kun de, der bærer det højeste kald, har fået adgang til dets indre.

Temaet var ét og ufravigeligt: kirken skulle én gang for alle fastlægge sit standpunkt i de teologiske stridspunkter, som alt for længe har splittet gudernes tilhængere.

Efter dage med bøn, faste og teologisk rådslagning – hvor Jarcos hellige skrifter ved adskillige lejligheder måtte fremfindes og studeres med omhu – har konklavet nået sin afgørelse. Det fulde protokollat fylder adskillige bøger og opbevares i kirkens inderste arkiver.

Det, der her følger, er det edikt, som er gjort tilgængeligt for kirken og dens tilhængere: Juncatar-doktrinen.

Veneratio

Ethvert bevidst væsen på Niraham er underlagt De Sande Guders bud – også de, der tilbeder andre guder. Alle skal anerkende De Sande Guders eksistens. Den, der fornægter dette, skal erklæres kætter.

Dog kan ingen tvinges mod sin overbevisning til at tilbede eller tjene De Sande Guder, og ingen skal straffes alene for at følge andre guddommelige magter. Enhver troende skal stræbe efter at bringe det sande lys til dem, der vandrer i ukendskab – men omvendelse sker ved ord og eksempel, aldrig ved magt. Enhver skal selv åbne sine øjne for at beskue De Sande.

Det skal stå enhver tilhænger frit for at vie sin tilbedelse til én eller flere udvalgte blandt guderne. Enhver skal dog bære dem alle i sit hjerte, thi tilbedelse af den ene må aldrig ske på bekostning af de mange. Ingen af guderne skal agtes ringere end andre.

Strid skal udøves mod dem, der søger at omgøre De Sande Guders virke – men ikke mod dem, hvis gerninger alene er af verdslig karakter. Krig og konflikt er gudernes vilje, ligesom fred og fordragelighed. En strid mod troens udøvere er ikke en strid mod guderne og dermed ikke et guddommeligt anliggende. Dog må ingen strid føres med det formål at nedgøre gudernes autoritet – i Aferheim såvel som på Niraham. Gudernes templer er og forbliver ukrænkelige.

Iudicium

Det er De Sande Guders vilje, at deres tilhængere lever efter den ret og moral, der gælder ikke blot inden for troen, men også inden for deres nation og deres kultur.

Gudernes vej sætter ikke grænser for konflikt og strid, ej heller begrænses krig af, at stridens modpart selv bærer De Sande Guder i sit hjerte. Ufred skal herske, hvor ufred må, thi De Sande Guder prædiker ikke endegyldig fred – de prædiker balance og opretholdelse. Selv af aske spirer nyt liv.

Ingen tilhænger af De Sande Guder er hævet over straf for sine gerninger. For verdslige forbrydelser gives verdslige straffe, og ingen er fri for skyld, blot fordi gerningen er gjort i gudernes navn. Alene der, hvor gerningen er vendt mod gudernes virke, skal gudernes straf falde.

Handlinger begået af eller mod troens tilhængere – der ikke er rettet mod gudernes højhellighed – dømmes efter verdslig lov og af verdslige autoriteter. En forbrydelse mod kirkens folk er ikke en forbrydelse mod guderne, medmindre den er møntet på den hellige stilling, de bærer.

For enhver forbrydelse begået mod guderne selv kendes kun én straf: døden. Udmålingen og fuldbyrdelsen heraf påhviler den højeste gejstlige autoritet inden for en dagsrejse fra gerningens sted.

Perpetuitas

Det bærende fundament for De Sande Guder er uforgængelighed, og Niraham er deres manifest over for de kræfter i den store intethed, der søger kaos og fordærv. Nirahams bevarelse er hellig.

Da dæmonernes virke er at sønderbryde og korrumpere Niraham, er enhver handling gjort i dæmonernes tjeneste en forbrydelse mod De Sande Guder og skal straffes derefter.

Forandring er ikke et brud mod gudernes vilje. I deres øjne er død så naturligt som liv, og den, der tager et liv skabt af guderne, har ikke derved forbrudt sig mod dem – ej heller den, der under krigens banner tager tusinder. Men der, hvor handlinger er rettet mod selve balancen i gudernes skaberværk, er ingen gerning for lille til at unddrage sig straf. Den, der med sin hånd skaber rifter i det slør, der værner Niraham mod mørket, eller på anden vis søger at bidrage til Nirahams undergang, skal lide døden.

Interdictum

Elementet rall er ikke modstykket til gudernes skaberkraft. Det er en korrumperende og destruktiv kraft, der alene tjener til at depravere gudernes skaberværk og drive det mod intethedens kaos. Rall er ikke blot forskelligt fra mana – det er dets forgiftning.

Rall er bandlyst. Det samme er enhver, der søger dets kræfter, studerer dets virke eller sætter dets kræfter i brug. Der gives ingen undtagelse, ingen dispensation og ingen nåde i dette spørgsmål.

Sanctio

Dette edikt er udstedt og beseglet af det hellige konklave i Juncatar og træder i kraft fra den dag, det er modtaget af kirkens repræsentanter i den pågældende nations højtempel.

Underskrevet af ypperstepræsterne for De Sande Guder, konklavet i Juncatar.