Den største af alle elviske højtider er majfesten, der hvert år afholdes i starten af maj – Lyanes måned – og fejres med overdådige festligheder i både Santillia og Eislonien. Forberedelserne til majfesten starter flere uger, hvis ikke måneder forinden, og fra det øjeblik de første solstråler spreder sig over Niraham på dagen for majfestens afholdelse, giver elvernes riger genlyd af sang, dans og de lykkeligste tider.
Der er tradition for at fejre majfesten ved de hellige livstræer, og elvere søger dertil fra nær og fjern for at deltage. Som dagen skrider frem, nyder elverne mad og vin i overflod, og mange unge elvere finder sammen med deres hjertes udkårne på denne velsignede dag. Også druiderne vandrer ud fra de dybe skove for at mænge sig med folket og fortælle historier fra de ældste tider.
Højdepunktet ved festen er kroningen af majbruden, hvor en udvalgt elver velsignes i Sissiannas og Lyanes navn og herefter bliver hjemsted for gudindernes uendelige kærlighed til deres folk. De nærmere skikke varierer fra sted til sted, men ofte udvælger majbruden sig også en majgom, og i fællesskab er de herefter en manifestation af gudindernes livsglæde det følgende år.
Oprindelse
Majfesten opstod i tiden under sortelvernes første indtog på Niraham for mange årtusinder siden. Elvernes skove stod i brand, og folket faldt i tusindtal for sortelvernes hærgende horder. Elverne var modløse og led stor nød, og da det syntes, som om alt håb var ude, blev Niraham ramt af Den Evige Vinter – en vinter, der varede næsten 50 år, hvor kulden svøbte alt i et dødeligt, hvidt lag sne.
Også mange af livstræerne bukkede under, og i desperation satte tre elvere – Akantus, Rimfrost og Ametyst – sig for at vogte et døende livstræ og give det deres sidste rester af livskraft. En aften, hvor alt var koldt og stille, så de et lys bevæge sig mellem træerne. Da det kom tættere på, kunne de se, at det var den smukkeste kvinde, de nogensinde havde set. Hun strålede, når hun gik, og hvor hun satte fødderne, smeltede sneen, og blomsterne sprang frem. Hun trådte ind mellem de tre elvere og hen til træet, som hun nænsomt kyssede, hvorefter hun tavst forsvandt igen i det fjerne. I det øjeblik blev alting lyst og varmt. Foråret var endelig kommet til Niraham.
Elverne fik fornyet håb, og de samledes for at fejre foråret med en fest, hvis lige aldrig før var set. Og lige siden har de hvert år i starten af maj afholdt storstilede fester til først Sissiannas og siden Lyanes ære.