Omkring år 8000 FJ indtrådte en af de største og mest skelsættende begivenheder i Nirahams historie, som fortsat præger elvernes bevidsthed den dag i dag. Fra Underverdenens grotter brød pludselig sortelvere frem i tusindtal og indledte en nådesløs krig mod elvernes folk. Vi ved nu, fra Jarcos åbenbaring, at det skete på befaling af Fanabina, men i de tidligere tider havde elverne aldrig hørt om denne ukendte fjende og kunne kun se målløse til, da en race af sorte elvere uden varsel begyndte at dræbe deres folk og sætte skovene i brand.
Fanabinas intention var at genfinde den rall, som Nimar havde taget fra hende efter sortelvernes skabelse, og som han havde skjult et sted på Niraham uden for hendes rækkevidde. Igennem årtusinder havde hun trænet og oplært sortelverne, så de en dag ville være stærke nok til at underlægge sig hele Niraham og skaffe hende det tabte element tilbage. Tiden var nu inde, og sortelverne myldrede på overfladen i et nådesløst erobringstogt.
Deres fremstød begyndte i det område, der nu kendes som Kuldens Mur i det østlige Emyr, og derfra spredte de deres styrker i alle retninger. Overalt, hvor de kom frem, brændte de elvernes skove ned, og elvere faldt i tusindtal for flammerne og de sortelviske klinger, før deres folk overhovedet indså, hvad der fandt sted.
Den elviske hær var ikke længere en magtfaktor. Mange års fred havde ført til, at dens størrelse var begrænset, og de kampdygtige styrker var stort set alle udstationeret langs den sydlige grænse mod Ianno-passagen. Elverne i det nordvestlige Niraham, hvor fremstødet tog sin begyndelse, var derfor uden beskyttelse og havde ingen mulighed for at stå imod den horde, der nu væltede ind over landet.
Omkring år 7500 FJ havde sortelverne brændt så store dele af elvernes rige, at den store skov, der engang dækkede hele det nordlige kontinent, nu var delt i to. De første år håbede elverne, at adskillelsen kun ville være midlertidig, men afstanden mellem skovene voksede år for år. I år 7400 FJ måtte elverne derfor tage konsekvensen, og de erklærede, at der fremover skulle være to elviske riger: Eislonien i øst og Santillia i vest. Keladonslægtens overhoved Aencar Keladon blev kronet som højkonge i Eislonien, og han udpegede fyrst Achillea Akantus som kastellan – forvalter – af Santillia.
I år 6500 FJ syntes der stadig ikke at være nogen ende på sortelvernes hærgen. Mere end halvdelen af det nordlige Niraham var tabt, og elverne var tvunget i knæ. Den engang så skønne by Baiar var faldet, og mange af de noble, elviske adelsfamilier var gået til grund sammen med deres hære. I vest var skoven brændt ned så langt som til nutidens Narabond, og i øst befandt sortelverne sig forsvindende nær på den ædle by Vetas.
Sortelverne havde også erobret Ianno-passagen og var strømmet ind i neldorernes rige mod syd. Da de lærte om neldorernes magiske kunnen og kendskab til elementet rall, vendte sortelverne hovedparten af deres opmærksomhed mod syd. Elverne fik for en tid et pusterum, mens neldorerne blev offer for sortelvernes fulde magt. Til trods for deres store styrke var der grænser for, hvad selv neldorer kunne stille op mod overmagten, og til sidst blev også de tvunget i knæ. Da den sidste af neldorernes store byer, Basaja, faldt, måtte neldorerne erkende nederlaget og resterne af deres race blev drevet på flugt.
I Eislonien kæmpede elverne stadig en desperat, men ihærdig kamp for at overleve. De nægtede stædigt at give efter for overmagten og fortsatte trodsigt med at bekrige sortelverne, uanset de tab, det medførte. I de år opstod en selvopfattelse i Eislonien, som vi stadig genkender blandt højelverne i dag om, at man heller går døden i møde med oprejst pande end bøjer nakken.
Elverne i Santillia var til gengæld tvunget til en anden og mere dyster erkendelse. Da sortelverne angreb, havde stort set alle elviske hære befundet sig i de østlige skove. Langt hovedparten af de større og mest indflydelsesrige adelsfamilier var desuden hjemhørende i eller omkring de tre store paladser, Eislon, Vetas eller Baiar, og også de havde holdt deres hære i øst.
Befolkningen i Santillia mod vest havde derfor kun haft ringe beskyttelse under krigen, og de blev ramt særligt hårdt af sortelvernes hærgen. Mere end halvdelen af Santillia var faldet, og de overlevende elvere hutlede sig igennem tilværelsen i konstant frygt for den dag, hvor også de ville se flammerne rejse sig i horisonten.
Selvom det aldrig vil kunne betvivles, at Eisloniens elvere led meget, så var det intet til sammenligning med den død og sorg, der overgik folket i Santillia. De var forsvarsløse og kunne kun se til, mens deres familie og nære faldt for sortelvernes klinger. Desperationen mundede ud i frustration, og man nærede med tiden en følelse af at være blevet efterladt af fyrsterne i øst. Adskillelsen mellem de to riger, der først kun havde været fysisk, begyndte nu også at sætte sig i sindet.
Menneskene led ikke i samme grad som elverne. Dels var de ikke sortelvernes foretrukne mål, og dels indebar sortelvernes fremstød, at store områder, der førhen havde tilhørt elverne eller neldorerne, nu pludseligt lå øde. Det var frugtbart land, og menneskene var hurtige til at gribe initiativet, så i takt med at sortelverne forsvandt fra landet, bevægede menneskene sig ind på det og bosatte sig.
Rinas indgriben
I årene omkring 6300 FJ var situationen håbløs, og det elviske folk måtte erkende, at deres race var ved at bukke under for de nådesløse angreb. Deres eneste håb var at vende sig mod himlen og bede til guderne om hjælp. Længe havde de bønfaldet Sissianna om at gribe ind og redde sit udvalgte folk, men Nimar havde modsat sig. Hvis først én gud blandede sig i de dødeliges krige, ville andre guder gøre det samme, og snart ville det udvikle sig til en krig mellem guderne selv, som ville have katastrofale følger.
Men Rina ville det anderledes. Alt for længe havde hun siddet de dødeliges rædselsskrig overhørig, men ikke længere. Hun trodsede Nimar og lod elvernes bøn blive hørt. Hendes vrede over Fanabinas forræderi var uden lige, og hun forbandede Fanabina og alle hendes skabninger. Som skaber var Rinas godhed uendelig, og hendes moderlige kærlighed kendte ingen grænser. Men alt for længe havde hun set Nirahams racer lide og dø, og nu gav hun afløb for sin vrede.
Hun fordømte hver eneste af Fanabinas sortelvere og forbød deres race at leve under solens stråler. Solen selv skulle være deres største fjende, og overalt, hvor de viste sig for den, ville dens stråler brænde dem til aske.
For at støtte elverne sendte Rina også tre mirnere til dem. De var guddommelige tjenere, som betrådte Niraham i skikkelsen af smukke, unge elverkvinder, og elverne gav dem tilnavnet De tre søstre. Længe vandrede de blandt elvernes folk og lærte dem om højmagiens kunst. Elverne havde altid været fortrolige med magi, men disse nye kundskaber forøgede deres kræfter hundredfold. Hvor elvernes magi kunne splitte et træ eller helbrede et sår, kunne højmagiens kunst vælte en hel skov og lindre hver skade i en by.
Under Rinas forbandelse var sortelverne hjælpeløse om dagen. Blev de fanget af solens stråler, sygnede de hen og døde, og selv i ly af skyggerne var de sårbare og hjælpeløse. Elverne lærte hurtigt at gøre brug af fjendens svækkelse, og gennem en serie af dristige udfald lykkedes det dem at vende krigslykken. På kun få år fik de stoppet sortelvernes fremmarch, og Rinas støtte gav fornyet håb om, at elverne en dag ville kunne vandre trygt i deres skove.
Det elviske folk var imidlertid svækket. Selv med højmagiens kunst havde de ikke styrken til endegyldigt at tvinge sortelverne tilbage. Et fuldt århundrede efter Rinas forbandelse sad sortelverne stadig på magten over store dele af Niraham, og elverne var desperate for at finde et middel, som kunne tvinge sortelverne tilbage til Underverdenen.
Det redskab fandt de i menneskene. Også de var blevet ramt af sortelvernes hærgen. Ikke lige så hårdt som elverne, men sortelverne havde set menneskeracen som et insekt, der var berettiget at knuse under sin støvle, hvis man følte for det. Og nu var de opsat på hævn. Menneskene var som race desuden fortsat primitive og lette at påvirke, hvilket elverne nu kyndigt udnyttede til sin fordel.
I Eislonien blev mennesker i tusindvis forflyttet til elvernes byer under forhold, der reelt gjorde dem til slaver. Elverne udvalgte sig her de stærkeste af dem og avlede på dem, så de kunne indgå i særlige regimenter, der blev trænet og sendt i frontlinjen mod sortelverne.
Også i Santillia fandt man nytte af menneskene. Tilværelsen her var imidlertid en væsentlig anden end i Eislonien, så Santillias elvere bød i stedet menneskene indenfor og lod dem leve i skoven, hvor de oplærte dem i elviske kundskaber. Relationen var præget af venskab, og med tiden udviklede de to racer en indbyrdes forståelse og begyndte at danne fælles front mod sortelverne.
Menneskenes indtog i krigen skulle vise sig at blive det vendepunkt, elverne havde håbet på. Selvom menneskenes evner med sværdet langt fra stod mål med sortelvernes, så var deres antal i sig selv en afgørende faktor. Elverne trænede og udrustede dem, og uanset hvor mange mennesker der faldt, stod der altid rigeligt med nye, unge mennesker klar til at tage deres plads.
Ved hjælp fra deres nye forbundsfæller vandt elverne stor fremgang i disse år. Det var dog langt fra en ensidig sejr. Sortelverne havde formået at tilpasse deres levevis til Rinas forbandelse, og de ændrede deres strategi til at få størst mulig fordel ud af nattens skygger.
Kampene bølgede frem og tilbage igennem århundrede, men i den sidste ende stod det klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før sortelverne ville blive trængt tilbage, og omkring år 5500 FJ kunne de elviske fyrster erklære, at Niraham endegyldigt var ryddet for sortelvernes tilstedeværelse.