Rinderne var navnet, som profeten Jarco i sin tid gav til sine fem udvalgte forkyndere. Én faldt fra, men de tilbageværende fire blev velsignet med livets og visdommens gave, før han sendte dem ud i verden for at udbrede kendskabet til De Sande Guder. Forkynderen Ios sendte han mod vest, Eso mod syd, Garmio mod øst og Dina mod nord.
Dina
Kløgtige og visionære Dina, som stod Jarco nærmest, blev gift med den unge Nikolai Akonos fra Maldúné i nord. Efter at have bistået med at etablere De Sande Guders lære i Etos rejste de siden tilbage til Nikolais hjemland, hvor de tvang folket til at konvertere. Sammen skabte de kongeriget Narabond, og deres efterkommere i Narabondslægten har siddet på rigets trone lige siden.
Ios
Den dristige Ios blev sendt mod vest, hvor han formåede at konvertere folket i Tharkien og Paravien. Omend han prøvede ihærdigt, lykkedes det ham aldrig at sprede De Sande Guders lære længere mod nord til Norrland. Siden forsøgte han længere mod syd langs Nirahams vestkyst, hvor han etablerede byen Elios i området omkring Mukai, men heller ikke dette foretagende lykkedes. Byen blev gradvist affolket og Ios døde en anonym død.
Eso
Eso var puritansk af natur. Frem for at forsøge at rense verdens folk, så han muligheden for en ny begyndelse og rejste derfor sydpå gennem ørkenen for at skabe et helt nyt rige, der skulle være uberørt af verdens ondskab. Mange tusinder fulgte ham på rejsen gennem Zikkha Ørkenen, men den viste sig længere og mere udmattende end forventet. Eso døde undervejs og blev begravet i ørkenens sand, men mange overlevede og skabte i hans ære landet Esos på Nirahams sydligste kyst.
Garmio
Mod øst satte den filosofiske Garmio sig for at omvende befolkningen i Zara’bash. Det blev et livslangt projekt, og selvom han havde held med foretagendet, lykkedes det til hans store fortrydelse aldrig at konvertere de mange ørkenstammer. Hans sidste ønske var at blive begravet i den store sø i Zikkha Ørkenen, så hans hellige kræfter kunne rense dens vand og hver dag minde de vantro ørkenfolk om De Sande Guders velsignelser. Søen har siden været kendt som Garmios Grav.
En gammel fortælling lyder, at Garmios sidste handling var en rejse til Bang Tei for at forsøge at omvende folket dér. Gennem hele sit liv havde han vandret ud i ørkenen for at bo blandt ørkenstammerne og lære dem om De Sande Guders visdom. En rejse helt til det fjerne Bang Tei var dog en umådelig stor bedrift, især da Garmio på dette tidspunkt var gammel og svagelig.
Om Garmio og hans følge nogensinde nåede til Bang Tei – eller i det hele taget forsøgte rejsen – vides ikke. Der findes dog en gammel helligdom i den bangteske jungle, som er dedikeret til guden Nim Mar. Helligdommen er imidlertid forladt, og de lokale frygter den, idet de anser den for at være forbandet.
Da Garmio vendte hjem til Zara’bash, var han i en sørgelig forfatning. Hans klæder hang i laser, og han talte i vildelse, så ingen forstod, hvad han sagde. Der gik heller ikke længe efter hans hjemkomst, før Garmio sov stille ind.
Rindernes slægt
Rinderne fik hver især mange børn, og de gaver, som Jarco skænkede dem, er blevet nedarvet gennem generationerne. Folket har lært, at personer, der er af rindernes slægt, som regel også er retfærdige, stærke og godhjertede af natur.
Rinderne er ikke kun visere end almindelige dødelige; de er også stærkere, mere magtfulde og lever et ualmindeligt langt liv. Deres indsigt i politik og filosofi er desuden uden sidestykke, og adskillige af Nirahams største tænkere kan spore deres aner tilbage til rindernes slægt.
Det er disse velsignelser, der er årsagen til, at man i Narabond anser Narabondslægten for at være velsignet af guderne og de eneste, der er værdige til at sidde på landets trone.