Maldúné

Dette er navnet på det folkeslag, der i tidligere tider boede i de dele af Nirahams nordlige kontinent, hvor nordens riger nu ligger. Maldúné findes dermed ikke længere, men er blevet erstattet af rigerne Narabond, Emyr, Paravien, Norrland og Det Chatonske Imperium.

Mennesker var rejst til området i tiden efter sortelvernes første indtog på Niraham. Sortelverne havde brændt store dele af elvernes skove ned, og da det endelig lykkedes at trænge dem tilbage til Underverdenen, skyndte menneskene sig at befolke de egne, der nu var blevet ryddet for skov.

Selvom maldúnerne spredte sig ud over et stort areal, var landet kun tyndt befolket, og der var langt mellem de større bosættelser. De levede i spredte stammesamfund uden nogen form for fælles organisering. På grund af deres fælles kulturelle ophav var der meget tydelige lighedstræk mellem dem, men de betragtede ikke sig selv som en del af et fælles rige eller folk.

Tharkien

Maldúnerne var afgrænset mod syd af de frie bystater, der befandt sig rundt om Kamirrhavet og Tharkienshavet. Årsagen til det findes navnlig i, at Bang Tei-dynastiet i år 1543 FJ havde indledt et storstilet erobringstogt, hvor de havde underlagt sig størstedelen af landet langs havene. De havde imidlertid ikke bevæget sig længere ind i landet, og under de godt 300 år, hvor dynastiet regerede, opstod der derfor et kulturelt spænd mellem maldúnerne i nord og de folkeslag, der levede under bangtesk herredømme langs havet i syd.

Da Bang Tei-dynastiet begyndte at gå i opløsning efter år 1122 FJ, etablerede der sig i stedet en række frie bystater langs kysten, hvor kulturen fortsatte med at være væsensforskellig fra maldúnerne, der levede længere inde i landet.

Den første formelle sammenslutning af bystater fandt sted i år 617 FJ, hvor tre velhavende bystater mod vest – Tharkien, Sølvborg og Hetenza – indgik et løst forbund. Aftalen blev underskrevet i bystaten Tharkien og blev derfor kendt som Den Tharkiske Pagt. Pagten gjorde dem ikke til allierede, men forpligtede dem til at samarbejde om handel og økonomiske forhold.

I år 592 FJ blev yderligere to bystater, Alvonsaria og Paest, optaget i Den Tharkiske Pagt. Økonomierne i bystaterne var nu så tæt forbundet, at man opgav forestillingen om at være fuldstændig selvstændige bystater, og sammenslutningen blev omdøbt til Det Tharkiske Forbund. Forbundet begyndte herefter at indføre fælles love og reguleringer for handel. Trods dette forblev bystaterne uafhængige og ikke en del af et samlet rige.

Da handlende fra de tharkiske bystater begyndte at sende handelsekspeditioner ind i landet mod nord omkring år 600 FJ, blev de forundrede over den kultur, der mødte dem her.

Menneskene i nord levede ganske vist et simpelt og primitivt liv, men deres tilværelse var også præget af en tæt indbyrdes samhørighed. De hårde vilkår havde formet et samfund, hvor man var afhængige af hinanden, og hvor anerkendelse og respekt var altafgørende. Der var stadig stridigheder mellem folkene, men når de opstod, løste man dem hurtigt og kontant, og herefter fortsatte livet sin vante gang uden fortrydelse eller nag.

Paravien

I egnene nord for Det Tharkiske Forbund smeltede den tharkiske og maldúnske kultur sammen i en sådan grad, at det til sidst blev umuligt at skelne den ene fra den anden. Ud af denne forening opstod en ny kultur, hvor befolkningen gik fra tidligere tiders stammesamfund til et nyskabende og sofistikeret rige.

Som noget unikt for sin tid var riget baseret på nedskrevne love. Da Paravien blev et selvstændigt rige i år 494 FJ, var det ikke blot det første af sin art i norden, men også enestående ved ikke at være skabt af en enerådig hersker, der fastslog sin autoritet med magt. I stedet opstod riget ved, at man underskrev den første rigslov for det paraviske rige.

Paravien blev således formet ud fra en ideologi, hvor magten udsprang af loven – ikke omvendt. Magthaverne kunne ikke råde efter eget forgodtbefindende, men var selv underlagt landets love. De paraviske lovsæt fastslog, at riget skulle være ét samlet land, men for at undgå det fordærv, man havde oplevet andre steder på Niraham, når en magthaver blev hævet over lov og ret, skulle magten være funderet i et råd bestående af fire højkonger, der i forening skulle træffe alle beslutninger i landet.

Selvom alle paravere, høj som lav, var underlagt loven, gjorde det dem ikke ligestillede. Kulturen i Paravien var bygget op omkring et velorganiseret kastesystem, hvor alle kendte deres plads. Den herskende adelsklasse ejede al jord i riget og forpagtede det ud til lokale herremænd mod betaling af skatter og støtte i krig. De lavere klasser måtte udføre deres arbejde og nøjes med tag over hovedet og mad på bordet, men var til gengæld underlagt beskyttelse fra den paraviske adel.

Det Maldúnske Rige

Maldúnerne var i endeløse stridigheder med sortblodsfolket fra Rustbjergene. I år 402 FJ strømmede orkerne endnu en gang ned fra bjergene og overrumplede det maldúnske folk. Selvom de gennem årene havde udviklet deres kampfærdigheder, levede maldúnerne spredt og manglede en fælles leder at samles om, hvilket gjorde deres modstand vilkårlig og ukoordineret.

Først da paraverne sendte riddere til Maldúné og samlede folket under deres bannere, lykkedes det at vende krigens gang og drive sortblodsfolket tilbage til Rustbjergene. På dette tidspunkt havde man længe erkendt nødvendigheden af at kunne stå sammen mod ydre fjender. Der var gjort gentagne forsøg på at forene folket under én leder, men alle havde hidtil været forgæves. Efter krigens afslutning blev der gjort et nyt forsøg, men også dette mislykkedes og resulterede kun i, at folket blev endnu mere splittet.

En dristig stammeleder, Hargrim hin Hårde, lod sig dog ikke kue. Han udråbte bombastisk sig selv som konge over alle folkefærd i det centrale Maldúné. Det var en åbenlys provokation mod de stolte maldúnere, og under normale omstændigheder ville det have kostet ham livet. Hargrim havde dog læst situationen godt.

Paravien havde ofret mange kræfter på at støtte maldúnerne, og de ønskede inderligt, at maldúnerne fremover selv kunne stå imod sortblodsfolket. Paraverne støttede derfor Hargrims krav. Det samme gjorde flere af de frie bystater mod syd, som så fordelene i en stærk konge i nord, der kunne beskytte dem mod orkernes hærgende horder og fungere som en pålidelig forbundsfælle.

Med støtte fra paraviske riddere og lejesoldater betalt af de frie bystater lykkedes det kong Hargrim at tvinge de maldúnske folkeslag til underkastelse. Over tid lærte de at anerkende hans herredømme, og selvom maldúnerne aldrig opfattede sig som en del af et forenet kongerige, blev området fremover i omverdenen kendt som Det Maldúnske Rige.

Norrland

Omkring år 400 FJ begyndte maldúnerne at bevæge sig længere og længere op langs Iskysten mod vest. Her var klimaet hårdere og mere barskt end noget andet sted på Niraham. Is og sne dækkede landet i størstedelen af årets måneder, og selv om sommeren var dagene kolde og korte. At dyrke fødevarer var en næsten umulig kunst, som kun få mestrede, så i stedet ernærede folket sig ved jagt og fiskeri og blev hurtigt mestre inden for disse discipliner. De var desuden dygtige smede, og da deres tavse, men resolutte livsstil tiltalte dværgene, lærte dværgene gerne fra sig.

Selvom folket langs Iskysten var kendetegnet ved en stærk følelse af fællesskab, blev der aldrig gjort forsøg på at samle landet som et forenet og selvstændigt rige. Stammekulturen var for stærkt indgroet, og folket betragtede sig kun som kulturelt forbundet med deres nærmeste familie, landsby eller indbyggerne i den dal eller bugt, hvor de boede.

I omverdenen begyndte man at betegne de maldúnere, der boede langs Iskysten, som ‘norrlændinge’, og efterhånden blev navnet Norrland den gængse betegnelse for deres land, selvom folket aldrig selv betragtede sig som en del af et fælles folk.

Tilværelsen i Norrland var ofte meget farefuld, og i de første mange år var det en egn, hvor kun de stærkeste overlevede. Man lærte at værdsætte styrke og arbejdsomhed, mens intellektuelle værdier blev ringeagtet og anset for uproduktive. Kun de ældste og klogeste i stammen måtte bruge deres tid på tænksomme fordybelser.

Folket erfarede også snart, at samarbejde og gensidig tillid var en nødvendighed for at overleve. Norrlændingene havde ikke taget et reelt skriftsprog til sig, og efterhånden udviklede der sig en forståelse for ordets ukrænkelighed. Den største synd af alle var at forbryde sig mod sit ord, og begreber som ære og respekt blev hjørnesten i den norrlandske kultur.

Udover at være fremragende jægere og smede forstod norrlændingene sig også på bådebyggeriets kunst, og i deres skibe rejste de ofte langt sydpå for at handle med de paraviske og tharkiske købmænd. De sejlede også mod vest og opdagede her øerne Landiska og Plen.

Landiska lå relativt tæt på Norrland, og sejladsen varede sjældent mere end en dag eller to. Da øen desuden var relativt frugtbar og ideel til husdyrbrug, blev den hurtigt befolket, og mange norrlændinge skabte sig en ny tilværelse her. Udover frivillige tilflyttere blev øen dog også hjemsted for mange norrlændinge, som var blevet forvist eller udstødt, og med tiden fik folket på Landiska ry for at være noget særprægede og uligevægtige.

Plen lå derimod langt ude i det paraviske hav, og eftersom de norrlandske skibe først og fremmest var beregnet til kystsejlads, var rejsen til Plen overordentlig farlig. Det var ikke en rejse, som norrlændingene frivilligt foretog, og da Plen ikke bød på nogen større overflod af ressourcer, forblev øen ubeboet i lang tid efter norrlændingenes opdagelse.

Narabond

I år 29 EJ rejste Nikolai Akonos nordpå fra Etos med en hær af hellige krigere og præster. Han var en fordreven jarlesøn fra Maldúné, der var rejst til Etos i årene efter Jarcos åbenbaring og havde ladet sig konvertere til De Sande Guder. Herefter giftede han sig med Jarcos forkynder Dina og blev nogle år senere udnævnt til Troens Beskytter.

Nu vendte han tilbage til Maldúné med det erklærede formål at omvende de nordlige egne til De Sande Guders lære. Igennem de følgende år erobrede Nikolai alt land mellem Santillia og Kamirr, og i år 39 EJ erklærede han sig tilfreds og proklamerede, at det land, han nu herskede over, fremover skulle være et forenet rige, og at det skulle bære navnet Narabond.

Selvom ingen kunne fornægte kraften i De Sande Guder, var den gammelkendte åndetro dybt forankret i maldúnernes sind, og de fortsatte med at gøre modstand mod gudernes lære. Nikolai Akonos havde muligvis magten over riget, men befolkningens sjæl kunne han ikke betvinge. Selv om hovedparten af befolkningen formelt konverterede, fortsatte de alligevel med at praktisere deres gamle åndetro traditioner.

200 år senere var store dele af Narabonds befolkning stadig ikke omvendt. Særligt i de nordlige egne gjorde de trodsigt modstand, og det kom regelmæssigt til kampe mellem de åndetro og gudernes tilhængere. Kong Hieron Narabond så ingen anden udvej end at gennemtvinge en religiøs udrenselse. I 241 EJ hentede han et regiment af templarer fra Etos til landet og underskrev et dekret, der gav dem uindskrænkede beføjelser i alle religiøse anliggender i Narabond.

I de følgende år modtog kongen en lang række rapporter om succesfulde fremstød fra templarerne, som berettede, at de havde nedkæmpet modstand fra åndetro og konverteret befolkningen til De Sande Guder. Samtidig modtog kongen dog også beretninger fra sine egne magistrater, der beklagede sig over, at templarerne hurtigt kastede befolkningen på bålet ved blot den mindste mistanke og ikke tøvede med at lægge hele byer øde for at statuere et eksempel.

Både kong Hieron og hans søn, Asmund Narabond, der overtog tronen efter ham, vendte det døve øre til disse forlydender. På kun et årti havde templarerne udrettet mere, end hvad Narabondslægten selv havde opnået i to århundreder, og de narabonske konger var overbeviste om, at De Sande Guder billigede deres handlinger, og at folket med tiden også ville se fornuften i dem.

Langsomt lod befolkningen sig omvende. De, som ikke konverterede frivilligt, blev tvunget, og tusinder blev brændt på bålet, mens templarerne udøvede deres hverv med grusom effektivitet. I år 449 EJ var størstedelen af Narabonds folk omvendt, altimens de åndetro var blevet presset længere og længere mod nord. Her forskansede de sig i deres sidste bebyggelse, hvorfra de gjorde desperat modstand. De kunne imidlertid intet stille op mod den forenede styrke fra templarerne og Narabonds veludrustede hær, og de åndetros sidste bastion faldt.

Herefter døde modstanden hen, og Narabonds befolkning overgav sig endegyldigt til De Sande Guders lære. Mange fortsatte i det skjulte med at praktisere de gamle skikke, men det var slut med at gøre åbent oprør mod gudernes lære.

Chato

Hvor hovedparten af nordens riger blev etableret som monarkiske samfund, skilte ét rige sig ud i årene efter Jarcos åbenbaring, idet det i stedet var baseret på en imperialistisk styreform.

Nogle år efter åbenbaringen havde en ny krigsherre tilkæmpet sig magten over et folkeslag på sletterne i det østlige Niraham, kendt som markaerne. De var beslægtet med maldúnerne, men livet på de øde stepper havde formet deres kultur i en sådan grad, at de var blevet et kynisk og kontant folk, der beroede på den stærkes ret. Han bragte mange forandringer med sig, og det engang fredelige, nomadiske folk blev snart transformeret til et krigerfolk, som begyndte at underlægge sig de omkringliggende stammer.

Som sit hovedsæde valgte han i år 19 EJ et af markaernes gamle templer, og rundt om det sprang der en by op, som han gav navnet Chato. Livet her var krævende, men også fyldt med herligheder. Den nye hersker satte krigskunsten forud for alt, men lærte også markaerne om mange forunderlige hemmeligheder inden for agerbrug, arkitektur og smedekunst. Ingen, der støttede op om hans banner, skulle nogensinde sulte, og hvad landet ikke selv kunne forsyne folket med, plyndrede de med stort held fra deres naboer.

Gennem årene forsøgte flere af de omkringliggende kulturer at gøre modstand mod markaerne, men ingen kunne stå mål med den organiserede og veltrænede krigsmaskine, de mødte på slagmarken. Alle som én måtte de se sig slået og deres land inddraget under chatonsk herredømme.

Som årene gik, voksede byen Chato sig stor og husede snart flere tusinde indbyggere. Efterhånden som hæren underlagde sig større og større landområder, blev krigsbyttet fragtet til byen, og livet var præget af en hidtil uset rigdom. Store bygningsværker rejste sig mod himlen, men ingen af dem kunne måle sig med det storslåede palads, der prydede byens midte.

Kejseren selv syntes umættelig efter magt, og som årene gik, kommanderede han hæren længere og længere ud. Uanset hvor chatonerne marcherede frem, var ingen i stand til at stoppe dem, og på få hundrede år var Chato blevet en dominerende magtfaktor i det østlige Niraham.

Kejseren syntes ude af stand til at begå fejl, men til sidst blev han indhentet af alderen. Til trods for at han var velsignet med et ualmindeligt langt liv, var han ikke udødelig, og i år 391 EJ blev han afløst af sin ældste søn. Under ham fortsatte chatonerne imidlertid blot deres hidtidige fremfærd, og i år 521 EJ havde de vokset sig så store, at landets grænser stødte op mod Det Maldúnske Rige.

Krigen, der fulgte, var uundgåelig. Chatonerne var umættelige efter at udvide riget, og maldúnerne var for stolte til at acceptere nogen form for fred. De to riger var nogenlunde jævnbyrdige i størrelse, men det stod snart klart, at maldúnerne var håbløst underlegne stillet over for de veltrænede og krigsvante chatonske styrker. På få år havde chatonerne slået enhver modstand ned og udvidet deres besiddelser helt frem til bjergkæden Kuldens Mur.

Efter sejren over maldúnerne havde Chato nu vokset sig så stort, at kejseren lod sig udråbe som en gud, og riget overgik formelt til at benytte navnet Det Chatonske Imperium.

Emyr og Kamirr

Med Narabonds opståen i vest og Det Chatonske Imperium mod øst var Det Maldúnske Rige kraftigt reduceret. Truet fra begge sider af besidderiske riger trak folket sig tættere sammen og erkendte nødvendigheden af at opbygge et stærkt forsvar til at beskytte sine grænser.

Det førte til en kultur, hvor rigets militær blev sat i fokus, og al anden aktivitet handlede om at understøtte og styrke hæren. De maldúnske konger gjorde sig store bestræbelser på at tage enhver nyskabelse inden for krigskunsten til sig og at tilpasse og forbedre den. Det havde de stor held med, og hæren blev på kort tid en af de største og mest effektive på Niraham.

Denne udvikling fandt imidlertid sted på bekostning af den jævne befolkning, der måtte bruge deres liv i marken for at understøtte militæret, for derefter at se deres sønner blive indskrevet i hæren og marchere væk hjemmefra i uniform. I andre riger var en sådan tilværelse næppe blevet tålt længe, men her var livet kendetegnet ved en næsten fanatisk idealisme, hvor det blev set som en ære at bringe den slags ofre.

I den sydlige del af landet langs Kamirrhavet var livet anderledes. Her beskæftigede folket sig primært med søfart, og en betydelig del af den indkomst, der understøttede den maldúnske hær, udsprang fra deres handelsskibe. Også prægtige flådefartøjer holdt til her, men da krigsførelsen hovedsageligt fandt sted på landjorden, var flåden navnlig beskæftiget med at plyndre og bedrive pirateri mod rigets fjender.

De store kulturelle forskelle mellem nord og syd førte uundgåeligt til konflikter. Hvor livet i nord var præget af hårdt arbejde og selvopofrelse, levede man i syden i en overdådig velstand. Og hvor man i nord levede efter stolte, gamle æreskodekser, var syden præget af opportunisme og en opfattelse af, at målet helligede midlet.

Som årene gik, blev konflikterne mellem det barske nord og det kultiverede syd større og større. I et forsøg på at gøre op med de interne stridigheder blev der i år 566 EJ aftalt forhandlinger for at fastlægge rigets forhold. Kongen deltog sammen med sine nærmeste rådgivere, og både nord og syd havde sendt delegationer.

Sydens intentioner var imidlertid ikke ærefulde. Efter at have ligget under for deres nordlige fæller i årtier og set store rigdomme forsvinde ud af sine hænder, var det blevet syden for meget, og ved at lokke kongen ud i det åbne håbede man at kunne skaffe ham af vejen og tydeliggøre én gang for alle, at syden ikke længere afgav sin rigdom frivilligt.

Planen slog imidlertid fejl. De gamle maldúnske æreskodekser var ikke glemt af alle, og tre medlemmer af delegationen fra syd fortrød deres dystre mission. De advarede kongen, som straks kaldte hæren til mønstring og sendte den sydpå.

Det kom dog aldrig til kamp. Hæren tog opstilling foran samtlige af de større kystbyer langs Kamirrhavet. Byerne havde alle en prægtig flåde, der kunne forsvare dem mod fjender fra vands, men de havde altid beroet deres forsvar på, at hæren i nord ville beskytte dem mod fjender på land, og havde derfor stort set ingen militære styrker eller forsvarsværker. Nu hvor deres beskyttere vendte sig imod dem, var byerne forsvarsløse, og stillet overfor truslen om at blive reduceret til en rygende askehob overgav de sig på stribe.

Herefter blev byherrerne samlet og tvunget til at indgå en fredsaftale. Som konsekvens af den store kulturelle splittelse skulle de nordlige og sydlige provinser adskilles. De nordlige egne blev givet navnet Emyr efter den siddende konge, Theodor Emyrendorf, og hans rige skulle bestå af fire femtedele af landet. Den sydlige femtedel skulle også være et selvstændigt rige, og det blev givet det navn, som i århundreder havde været så nært associeret med regionen – Kamirr.

De to riger blev knyttet sammen i et forbund, der blev påtvunget Kamirr, og var alt andet end gunstigt. Emyr forpligtede sig til at beskytte Kamirr mod alle fjender til lands, og som kompensation for den beskyttelse skulle Kamirr fremover betale en årlig tribut af enorme proportioner. Samtlige besiddelser langs havet blev underlagt Kamirrs råderet, men da det efterlod Emyr uden mulighed for at nå sine fjender over havet, skulle Kamirr til enhver tid tillade Emyrs hære uhindret adgang gennem landet. I krigstid var Kamirr desuden forpligtet til at stille deres fartøjer til rådighed for Emyrs hær uden betaling.

Således ophørte Det Maldúnske Rige med at eksistere. Dets vestlige del udgjorde riget Narabond. Dets østlige var opslugt af Det Chatonske Imperium, og det centrale var nu blevet opdelt i Emyr og Kamirr.

Dragegabet

Kun i den absolut nordligste del af landet bestod der en lille rest af maldúnernes kultur. Området her var for koldt og ugæstfrit til, at selv Emyr ønskede at kræve ejerskab over det, og da befolkningen også gjorde indædt modstand mod at skulle underlægges en konge, blev egnen blot forbigået, da landet skulle deles op.

Området var kendt som Dragegabet, og da folket der stadig havde mange kulturelle ligheder med de norrlændinge, der boede mod vest langs Iskysten, blev området formelt betragtet som en del af Norrland.

Roul-Assin

Nord for Narabond havde dværge og orker i årtusinder kæmpet en indædt kamp om herredømmet over de bjerge, der skilte Darkonien og Rustbjergene. Konflikten var efterhånden blevet så indgroet, at ingen længere kunne huske, hvordan eller hvornår den startede, men blot fortsatte med at kæmpe, som man altid havde gjort.

Dværgene havde haft den største fremgang og over tid haft held til at drive sortblodsfolket bort fra store dele af grænseområdet. Her skabte dværgene en række bosættelser og minekolonier. En af dem var byen Roulon, som blev opført i år 597 EJ. Det var blot en lille forpost uden nævneværdig økonomisk eller militær betydning. Den var da også kun beboet af nogle få hundrede dværge. Da byen havde været offer for utallige angreb, havde dværgene til gengæld omgivet den med imponerende forsvarsværker.

Krigslykken vendte i år 742 EJ. Orker vældede i tusindtal gennem dværgenes forsvar og ind i Darkonien. Her kæmpede de sig vej frem til flere af dværgenes underjordiske byer, hvor de skabte rædsel og kaos. For at konsolidere rigets forsvar trak dværgene deres styrker tilbage fra de fjerneste udposter og rømmede størstedelen af regionen mellem Darkonien og Rustbjergene.

Herefter ebbede sammenstødene i grænseregionen ud. Efter at have kæmpet i evigheder om kontrollen over området var ingen af racerne villige til at etablere nye bosættelser blot for at se dem blive raseret igen kort efter. I stedet var det menneskene, der tog grænselandet til sig. Dværgenes bosættelser stod tomme, og menneskene rykkede nu ind, og efter få generationer betragtede de området som deres eget.

De tilflyttende mennesker var hovedsageligt norrlændinge samt åndetro narabonere, der i umindelige tider havde søgt en udvej fra den nådesløse religiøse forfølgelse, der var blevet en fast del af livet for åndetro i Narabond. I deres nyfundne frihed blev åndetroen et omdrejningspunkt for kulturen omkring Roulon, og man jagede trodsigt alle tilhængere af De Sande Guder væk.

Menneskene omkring Roulon kom imidlertid snart til at lide under manglen på lederskab, og med så mange forskellige kulturer samlet på ét sted opstod der hyppige stridigheder. Til sidst blev det en tidligere lejesoldat ved navn Kulo, der tog magten.

Kulo havde gjort tjeneste i Narabonds hær og bosatte sig i Roulon med sin nærmeste familie og en flok af sine gamle krigskammerater. De var alle veteraner med værdifuld erfaring fra talrige krige, og det lykkedes dem at kue Roulons borgere til at lade Kulo udråbe som byens overhoved. Noget tid senere udvidede Kulo sit krav, da han i år 757 EJ også gjorde krav på alt land, der kunne ses fra byens mure. Ved samme lejlighed skiftede Kulo sit narabonsk klingende navn ud med det gammelkendte, traditionelle norrlandske navn Keltosrix.

Gennem de næste år udvidede Keltosrix sine besiddelser, og han formåede med tiden at få alle folkene omkring Roulon til at sværge ham troskab. Hans evner som kriger og hærleder var glimrende, men det var mere end noget andet hans talegaver, der samlede folk om hans banner. Han talte til folket om en fremtid, hvor de kunne leve i fred og frihed uden at måtte frygte De Sande Guders tilhængere, og det var et budskab, der vakte gehør.

Mange klaner støttede frivilligt op om hans sag, men der var også dem, der gjorde modstand mod Keltosrix og hans forsøg på at forene folket med vold og magt. Ti år efter Keltosrix havde påbegyndt sine erobringer, underlagde han sig i år 767 EJ den sidste by, der gjorde modstand. Herefter lod han dekreter sende ud til hele sit rige og til Narabond, Norrland og folkene i øst med besked om, at hans land fremover skulle anerkendes som et forenet rige under navnet Roul-Assin.

Roulon og Santillia

Efter Roul-Assin var samlet under Keltosrix’ styre, blev det rouliske folk mere knyttet til druiderne end nogensinde før. Siden tidernes morgen havde druiderne været folkets vejledere i både religiøse og verdslige anliggender og havde etableret sig som vismænd, man søgte råd hos, og som nød stor anerkendelse, hvor end de kom frem.

I det unge riges første år var behovet for deres visdom særligt fremtrædende, og Keltosrix indså nødvendigheden af druidernes støtte. Han gav dem plads i sin inderste kreds af rådgivere, hvilket sikrede dem direkte indflydelse på styret i det nyskabte rige. Fra at være folkets vejledere blev druiderne nu også lovgivere og magthavere.

Blandt elverne betragtede man de rouliske druider med skam. Hvor den elviske åndetro byggede på en ideologi om at ære ånderne og låne af deres kræfter, havde de menneskelige druider fundet magt i at betvinge ånderne og underkaste dem deres vilje. Elverne forkastede denne form for åndetro, og det vakte forargelse blandt dem, da de erfarede, at Keltosrix havde givet druiderne en så fremtrædende plads ved sit bord. Allerede fra rigets spæde år var forholdet mellem Roul-Assin og Santillia derfor anspændt.

I år 772 EJ – fem år efter Roul-Assin var blevet forenet – var vinteren usædvanligt hård, og for at fylde deres maver, drog sortblodsfolket sydpå. Det var sket mange gange før, men denne gang var deres antal større end nogensinde, og de begyndte deres plyndringer langt tidligere på året end normalt. Roulerne var uforberedte og forsvarsløse, og sortblodsfolkene hærgede store dele af Roul-Assin, før menneskerne kunne organisere et forsvar. Det stod dog klart, at det ville blive en blodig og opslidende krig med kun ringe udsigt til sejr.

Efter bruddet med Narabond lå forholdet mellem de to riger i ruiner, og norrlændingene var for spredte og for langt væk til at komme deres frænder i Roul-Assin til hjælp. Roulerne havde derfor ingen anden mulighed end at sende en desperat bøn til Santillias elvere om hjælp. Elverne tog imod de rouliske budbringere og tilkendegav, at de ville sende styrker til Roul-Assin inden årets udgang.

Opløftet af denne nyhed genvandt roulerne håbet. Men elverne tøvede, og da året gik på hæld, uden at roulerne havde modtaget yderligere nyt, måtte de erkende, at elverne havde trukket deres løfte tilbage.

Det blev en lang og opslidende krig, og selvom det til sidst lykkedes roulerne at fordrive sortblodsfolket fra Roul-Assin, var skaderne uoverskuelige. Tusindvis af liv var gået tabt, byer lå i ruiner, og markerne var afbrændte. Selv efter fjendens tilbagetrækning døde utallige familier af sult. De efterfølgende år var præget af dyb sorg, og roulerne bebrejdede elverne for deres svigt. Dette blev starten på flere hundrede år med stridigheder mellem roulere og elvere.

Plen

Efterhånden som Narabond og Emyr etablerede sig som centrale magtfaktorer blandt nordens riger, var det uundgåeligt, at de en dag ville ende i en krig, der skulle fastlægge styrkeforholdet én gang for alle. Krigen, der blev kendt som Ostlandskrigen, brød ud i år 969 EJ og fortsatte frem til år 1040 EJ, hvor Narabond kunne trække sig ud som sejrherre.

I et forsøg på at styrke sin magtposition efter Ostlandskrigen sendte Emyr i de følgende år ekspeditioner til strategiske lokationer på Niraham, hvor man håbede at kunne indgå alliancer og etablere sig, så hærstyrker fremover kunne indsættes uventet i fremmede riger med kort varsel.

Emyrs spejdere kom vidt omkring og gjorde mange nye opdagelser. Et af de steder, de vendte tilbage fra med vigtigt nyt, var en ubeboet ø ud for Paraviens kyst, som ville være ideel til at lancere angreb fra og muliggøre overvågning af Det Paraviske Hav for eventuelle fjendtlige bevægelser. I år 1054 EJ påbegyndte man koloniseringen af denne fjerne ø, som blev givet navnet Plen.

Som tiden gik, måtte Emyr imidlertid erkende, at afstanden til øen var for stor, og i takt med at Tharkien øgede sin handelsaktivitet på havene, blev det en utopi at forestille sig, at man kunne sende skibe ubemærket til og fra øen. Gradvist opgav man derfor forestillingen om at benytte Plen som en strategisk militær position, og med tiden glemte man næsten helt øens eksistens.

Da Tharkien med tiden begyndte at regulere indsejlingen til Tharkienshavet for at beskytte sig mod pirater fra Kamirr, blev kontakten til Plen helt afskåret. I år 1290 EJ havde befolkningen på Plen levet uafhængigt af Emyr så længe, at de – uden protester fra Emyr – erklærede, at øen fremover skulle være et selvstændigt rige.

Øens første konge blev Lothar Løvenborg, og siden er det hans slægtslinje, der har siddet på rigets trone og regeret fra deres slot i øens største by, Løvenstad.

Gothia

I det vestlige Niraham havde der i umindelige tider været tvist om retten til det land, der udgjorde et grænseområde mellem Norrland, Paravien og Narabond. Det var ganske vist kun en tyndt befolket region, men den havde en central, strategisk beliggenhed, der gjorde den særdeles attraktiv, og alle de tre omkringliggende lande gjorde krav på herredømmet.

Efter mange års opløb brød der i år 1198 EJ en regulær krig ud med Paravien, og selvom paravernes tropper var veltrænede og på alle måder lokalbefolkningen overlegne, blev de alligevel foruroliget over den ildhu, som folket kæmpede tilbage med.

Det blev begyndelsen til en langvarig, opslidende krig, der i eftertiden er blevet kendt som Menneskekrigen. Også Narabond og Norrland blev draget ind i krigen, og selvom ingen af parterne formåede at vinde en overbevisende sejr, endte krigen i år 1204 EJ med, at de tre lande alle anerkendte Gothias selvstændighed ud fra en overbevisning om, at hvis ikke de selv kunne få råderetten over landet, måtte det bedste kompromis være, at de andre riger heller ikke kunne.

Dermed opstod Gothia som et selvstændigt rige. Under kampene havde de været ledet af den navnkundige Ragnar Sarrasin, og efter krigen blev han udråbt til konge af Gothia, og hans slægtslinje fortsatte med at regere i landet mange år frem.

Roul-Assins vasalskab

Siden det rouliske rige opstod i år 767 EJ under Keltosrix’ styre, havde det været et monarki, hvor magten var blevet nedarvet fra far til søn gennem generationerne. Kongen udøvede dog sin magt varsomt. Roulerne var et traditionalistisk folk, kendetegnet ved en høj grad af autonomi, så hovedparten af styret foregik gennem lokale herremænd.

Riget havde vokset sig stærkt gennem årene, og med sin beliggenhed i Nirahams fjerneste egne var det blevet forskånet fra de værste krige og konflikter. Dog havde der hersket en konstant strid med Narabond mod syd, der så det som sit hellige formål at konvertere de åndetro roulere til De Sande Guders lære. Denne strid havde stået på i århundreder, og gennem tiden havde Narabond gjort en række fremstød ind i Roul-Assin, der flere gange havde været tæt på at knække folket.

I år 1347 EJ blev Niraham ramt af en frygtindgydende pestepidemi, der siden blev kendt som almotinerpesten. Narabond blev hårdt ramt, og i sin svækkede tilstand vendte adelen sig mod hinanden, så henved enhver form for sammenhold i riget faldt bort.

Roul-Assin var i overvejende grad blevet skånet for pesten, og den rouliske kong Groatox mente derfor, at tiden var inde til at gøre modstand og sætte sit eget angreb ind på Narabond. I år 1366 EJ strømmede rouliske krigere ind over Nordlenets grænser og fordrev hurtigt kongens sparsomme styrker.

De bevægede sig også ind i Santillia i et forsøg på at gøre op med elverne, som havde været roulernes svorne fjender gennem århundreder. Også her havde de krigslykken med sig, og inden elverne kom sig over det pludselige angreb, havde roulerne afbrændt store områder af skoven og selv lidt få tab.

Først da den narabonske kongeslægt, Narabond-familien, genopstod, og Filip Narabond i år 1400 EJ lod sig krone som konge, lykkedes det for Narabond og Santillias at mønstre et organiseret forsvar. Narabond var imidlertid hårdt plaget efter mange års sygdom, og i de følgende år bølgede kampene frem og tilbage, uden at nogen af parterne endegyldigt vandt overhånd.

Omkring år 1405 EJ var roulernes kong Groatox nødt til at abdicere på grund af høj alder. Han blev efterfulgt på tronen af kong Aerek, der ikke havde nær samme talenter for krigsførelse som sine forgængere. Efter et forsmædeligt nederlag i år 1407 EJ måtte Roul-Assin overgive sig, og krigen udmøntede sig i en fredsaftale, hvor Roul-Assin blev underlagt Narabonds herredømme som en vasalstat.

Kong Aerek blev frataget sin krone, men blev samtidig givet titlen af marsk og skulle fremover agere som Narabonds stedfortræder i landet. Roul-Assin var herefter underlagt Narabond som vasal frem til år 23 EH, hvor roulerne, som belønning for deres deltagelse i Slaget om Kungstadt, på ny blev givet deres frihed.

Aihlann Bachir

Gennem århundreder havde der hersket konstante stridigheder mellem Zara’bash, Eislonien og det emyrsk-kamirrske forbund. Hvordan konflikten var opstået, og hvem der siden havde været ansvarlig for at holde den ved lige, er gået tabt i historien, men efter umindelige tider med konstante træfninger var alle tre riger blevet tappet for kræfter.

I år 1465 EJ accepterede parterne endelig at finde en løsning, der kunne bilægge stridighederne. Formålet var dels at forhindre Zara’bash i at krydse grænsen til Eislonien for at fælde elvernes skove. Derudover skulle det få pirater fra Kamirr til at afstå fra at plyndre både zarabiske og eislonske skibe. Endelig skulle det sikre et neutralt territorium, hvor parterne kunne mødes og afklare fremtidige konflikter på diplomatisk vis.

Der blev diskuteret frem og tilbage længe, men til sidst nåede parterne frem til et acceptabelt kompromis. Det lød på, at der skulle etableres en selvstændig stat på Ianno-passagen, som skulle udgøre en stødzone mellem Eislonien og Zara’bash. Samtidig skulle rigerne i fællesskab betale for en hærstyrke til at opretholde freden og en flåde til at patruljere Kamirrhavet.

Selvom aftalen kun løste visse af problemerne, var der enighed om, at det var det bedst tænkelige kompromis. Aftalen blev underskrevet af repræsentanter for de tre riger under en storslået ceremoni, og dermed blev Nirahams yngste rige, Aihlann Bachir, en realitet.