I årene umiddelbart op til Jarcos åbenbaring havde Cartheero cementeret sin position som den største og mest indflydelsesrige by på hele Niraham, og den blev udgangspunkt for en periode med storslået højkultur, der blomstrede op og spredte sig til de omkringliggende riger.
Cartheero var i disse år hele verdens navle, og det kan derfor vanskeligt komme som en overraskelse, at det var i denne by, at den store profet Jarco blev født i år 37 FJ. Hans fødsel skulle vise sig at blive den mest skelsættende begivenhed, der til dato er indtruffet på Niraham.
Jarcos fødsel
Om Jarcos forældre ved man intet. Krønikeskriverne fortæller, at filosoffer ved byens akademi for klassiske og moderne videnskaber en morgen slog fakultetets døre op, så almenheden traditionen tro kunne få adgang til bibliotekets viden. Denne morgen kom de imidlertid ud til en overraskelse. På trappen foran akademiet stod en simpel flettet kurv, og i denne lå et spædbarn og sov.
Det skete af og til, at en indflydelsesrig familie i byen overlod et af deres børn til akademiet, så det kunne blive oplært i de høje kunster og en dag blive vis og anerkendt. Sædvanligvis ville forældrene forinden have præsenteret sig for akademiet og forhørt sig om, hvorvidt de ville være villige til at tage barnet i lære. I den forbindelse ville forældrene have skænket akademiet en række værdifulde gaver, enten i form af guld eller andre materielle goder, eller viden fra gammel tid, fx gamle skriftruller til at udbygge det enorme bibliotek.
Dette barn var imidlertid blot blevet efterladt på trappen foran akademiet. Overraskede og forvirrede tog de lærde barnet ind, og efter en kortvarig rådslagning blev det besluttet at beholde barnet. Han blev givet til køkkenfolket, så de kunne opfostre ham sammen med akademiets øvrige tjenestefolk. Af dem fik han navnet Jarco, der i disse tider bedst oversættes til ‘en gave fra det hinsides’ – lidet anede man, hvor passende det navn skulle vise sig at blive.
Således skete det, at Jarco kom til at vokse op, opgivet af Nirahams største tænkere. Allerede som spædbarn fortælles det, at han udviste et forbløffende intellekt, og som blot treårig var han i stand til at føre en indsigtsfuld debat med akademiets overhoved – dialogen er sidenhen blevet nedskrevet og udgør nu et anerkendt filosofisk mesterværk. Den vedrører spørgsmålet om, hvordan sultanen bør straffe en simpel tyv, der har stjålet, fordi sultanen havde gjort det umuligt for ham at tjene til føden på en anden og mere lovlig vis.
Efterhånden som han blev ældre, voksede Jarcos anerkendelse, og hans navn blev kendt uden for Cartheeros mure. Da han som blot 13-årig blev indviet som den yngste stormester af de moderne og klassiske videnskaber, drog vismænd fra hele det zarabiske rige til Cartheero for at møde og lykønske vidunderbarnet.
På trods af sin omfattende viden og usammenlignelige evner inden for retorik og filosofi, levede Jarco en stille og tilbagetrukken tilværelse bag akademiets mure. Det var primært gennem sine skrifter, at Jarco lod sine kundskaber komme til udtryk. Hvor de øvrige af akademiets vismænd yndede at fremføre deres værker på trappen foran akademiet, levede Jarco en anonym tilværelse bagerst i bibliotekets lange, støvede gange, og han lod typisk andre om at fremføre sine tanker for offentligheden.
Det skete adskillige gange, at sultaner fra rigets største byer – heriblandt Cartheero – tilbød Jarco positionen som royale hoffilosof. Det var et hverv, der unægtelig ville have givet Jarco både guld og anerkendelse i overflod, men hver gang takkede han høfligt nej.
Eftersom Jarco i mange år levede en anonym tilværelse, ved vi ikke meget om hans ungdom og opvækst. Det fortælles dog, at han altid var høflig og retfærdig, og gladelig delte ud af sin viden, som han lod både rig og fattig komme til gode. I overensstemmelse med akademiets lære, lod han sig aldrig betale for sine tjenester, og til sin død ejede Jarco aldrig mere end det tøj, han gik i, samt nogle få personlige ejendele.
Drømmene
Da Jarco fyldte 21 år, var det hensigten, at han – som alle andre mænd i det zarabiske rige på den alder – skulle finde sig en hustru. Hver og en af rigets mest prominente sultaner sendte deres døtre til Jarco i håbet om at kunne kalde denne lysende stjerne for sin svigersøn.
I samme tempo, som de giftefærdige døtre ankom til Cartheero, sendte Jarco dem imidlertid hjem igen. Ingen kvinde syntes at falde i hans smag. Han lod rigets smukkeste passere forbi biblioteket uden så meget som at løfte et øjenbryn, og selv de klogeste blandt dem kunne kun distrahere ham i flygtige øjeblikke.
For hver dag, der passerede, blev Jarco mere og mere overbevist om, at han var udset til noget større end et simpelt, ordinært liv. Han var den viseste i sin samtid, men derudover havde han siden sin fødsel haft sære og overvældende drømme. Han huskede sjældent meget af dem udover diffuse brudstykker, men de gav ham en opfattelse af, at han var tiltænkt et større og mere ophøjet formål.
Efterhånden som han blev ældre, blev drømmene mere hyppige og steg i intensitet. Af og til kunne klerkene høre Jarco råbe sære ord om natten, og når han vågnede, var han forvirret og kunne ikke engang huske sit eget navn. Han gjorde det til en vane at have pen og pergament liggende ved sin seng, og i månederne der fulgte fyldte han side op og side ned med skriblerier, som han insisterede på havde en ganske særlig betydning.
Hverken han eller de andre lærde kunne imidlertid tyde hans skrifter, og med tiden blev akademiets overhoveder bekymrede for hans sindstilstand. Han bevægede sig kun sjældent ud af sit kammer, og han talte i tåger. Den klarhed og akademiske visdom, der tidligere havde præget hans ord, var væk.
Fortvivlede lod klerkene deres tjenestefolk tage Jarco med ud på de åbne, grønne vidder i byens udkant for at lade vinden og den friske luft rense hans sind. Det lod til at hjælpe. Jarco faldt til ro, og han sov længe og fredfyldt under de gamle akacietræer. Da han vågnede, var hans sind klaret op, og han talte vise ord til de tjenestefolk, som vågede over ham.
Da disse udflugter fortsatte med at hjælpe på Jarcos sindstilstand, lod klerkene ham hver morgen gå uden for byen, hvor han studerede naturen og havde lange samtaler med de simple folk om verden omkring dem. Hans drømme blev mindre voldsomme, og når han vågnede, huskede han ofte mere af dem end tidligere.
Profetien
Fra sin plads under akacietræerne fortalte Jarco hver dag om, hvad han havde drømt. Hans ord var en stor kilde til indsigt, og hans visdom kendte ingen lige, så for hver dag, der passerede, mødte flere og flere op for at lytte til hans ord.
Ved udgangen af det følgende år begyndte han også at fortælle om en verden hinsides vores egen, hvor der fandtes ophøjede væsner, langt mere magtfulde end de jordiske. Det var en besynderlig fortælling. Siden tidernes morgen havde zaraberne vedkendt sig Kasmanitroen, der prædikede om, at alder og visdom var de højeste idealer, man kunne stræbe efter. At Jarco nu fortalte om væsner, der var hævet over viden og tid, fik mange til at ryste skeptisk på hovedet, og med tiden nedkaldte det også sultanens vrede over ham.
For hver dag blev Jarcos tilhængerskare større, og samfundets jævne folk elskede ham. Byens rigmænd havde til gengæld længe klaget til sultanen over, at deres tjenestefolk skulkede fra deres pligter for i stedet at sidde hele dagen og lytte på Jarcos fortællinger. Også mange vismænd i byen havde set sig bitre på Jarco. De måtte affinde sig med, at de nu levede i hans skygge, og i deres frustration spredte de falske rygter om Jarcos gøren og laden.
Da Jarco nu ydermere tillod sig at gå imod den zarabiske Kasmanitro, blev det sultanen for meget. Selv Cartheero var ikke stor nok til at kunne rumme en person som Jarco, og i år 12 FJ blev han forvist fra byen. Først når han var fyldt 40 år og havde taget sig en hustru og fået ikke færre end fire sønner, måtte han atter vise sig inden for byens mure.
Rejsen
Der var stor sorg i Cartheero, da Jarco drog ud i verden. På rejsen medbragte han kun de få ejendele, han ejede: Et sæt tøj, sine skriveredskaber og noget pergament, lidt mad og en sivmåtte til at sove på.
Med ham fulgte et utal af de folk, som gennem tiden havde lyttet til hans ord og var blevet inspireret af hans visdom. Op mod tusind mænd og kvinder fulgte ham på vej, da han forlod byen, og da mørket faldt på den aften, var mere end hundrede fortsat med ham.
Jarco syntes ikke at have et mål for sin rejse, og når hans følge spurgte ham, hvor rejsen gik hen, svarede han blot, at hans fødder ville vise ham vejen. Det forvirrede og skræmte mange, og ved udgangen af den første måned var der kun 23 personer tilbage i hans følge. Hver dag talte Jarco imidlertid til dem, mens de vandrede, og de tog med stor glæde hans visdom til sig.
Overalt hvor Jarco og hans følge nåede frem, løb deres rygte dem i forvejen, og hver eneste landsby på vejen bød dem indenfor og krævede ingen anden betaling for føde og husly, end at Jarco blot ville rådgive byens beboere og dele sin visdom med dem.
Sådan gik mange år, og Jarco kom vidt og bredt omkring. For hvert år der gik, blev hans omdømme større, og mange zarabere kunne med tiden leve stort på, at Jarco og hans følge havde overnattet i deres hus og spist ved deres bord. Fortællingerne gik så vidt som til at hævde, at Jarco endda skulle være nået til Bang Tei på sin lange rejse.
Med tiden blev Jarcos følge større og større. Han delte velvilligt sin visdom med alle, og det blev god kutyme for zarabere at lade den klogeste af deres sønner vandre med Jarco for en tid og lære af ham. Mange medlemmer af Jarcos følge endte med at dedikere hele deres liv til at følge ham og formidle hans ord, og efter ti år på farten udgjorde Jarcos følge næsten 3.000 mænd og kvinder. Overalt hvor han drog hen, var der så mange, der fulgte ham, at det så ud som en hel landsby.
I år 2 FJ bebudede Jarco, at han langt om længe havde forstået, hvad målet med den lange rejse var. Han havde nu udledt det fulde indhold af sine drømme, og han ønskede at forkynde det for verdens folkeslag. Først måtte man imidlertid drage mod vest til det sted, hvor indsigten på Niraham var størst. Jarco erklærede, at ved solhverv i året efter det følgende ville han åbenbare den højeste indsigt, verden endnu havde bevidnet. Derefter tog han afsked med sit følge og bad dem rejse til verdens fjerneste kroge for at samle hver en mand og kvinde, de mødte, og bringe dem til Djann-højsletten i det vestlige Zara’bash.
Jarco lagde derefter sine ejendele fra sig og bad sit folk om at begive sig på vej. Mange bønfaldt ham om at blive, men han trøstede dem og fortalte om de mirakler, som fremtiden ville bringe. Jarco kaldte også dem til sig, der tvivlede på hans ord, og han fortalte dem om en fremtid, der gjorde, at alle deres bekymringer forsvandt, og de begav sig ud i verden med fornyet mod.
Til sidst stod Jarco tilbage med kun fem personer fra sit følge – Brødrene Ios og Eso, Garmio den fåmælte, kvinden Dina samt Kato, der var sultanen af Cartheeros yngste søn.
Disse fem havde fulgt Jarco helt tilbage fra da han forlod Cartheero. De stod ham nærmere end nogen andre, og som afskedsgave gav han dem, til deres store forundring, velsignelser fra guder, de aldrig havde hørt om før: Nimars styrke, Rinas livskraft, Gasnians visdom og Fanabinas talegaver. Navnene var ukendte for dem, men på den lange rejse havde de lært ikke at tvivle på deres mesters visdom, og de tog hans gaver til sig uden at stille spørgsmål.
Jarco omtalte dem som sine rindere – hans fornemmeste forkyndere – og gav de sidste af sine ejendele, så han kun bar en simpel kåbe. Derefter bad han dem om at drage ud i verden og samle alle Nirahams folkefærd på Djann-højsletten.
Efter at have taget en hjertelig afsked og lovet dem, at de atter ville ses igen, drog Jarco alene ud i ørkenen og efterlod sine forkyndere til deres egen skæbne. De var imidlertid velsignet med gudernes gaver, som gav dem stort klarsyn og satte dem i stand til at se Jarcos vision. Så de bevægede sig ud i verden for at samle dens folk, som Jarco havde givet dem besked på.
Åbenbaringen
Næste gang de så Jarco, var på Djann-højsletten, hvor Jarcos åbenbaring fandt sted. Det blev den mest skelsættende begivenhed i Nirahams historie. I tre fulde dage og nætter prædikede Jarco for de forsamlede, og han udførte talrige mirakler og talte direkte til hjertet af hver eneste fremmødte, som var de den vigtigste person til stede.
Efter at have fortalt alt, hvad der var at fortælle, bad Jarco folket hvile og svor, at han i løbet af natten ville opføre et prægtigt tempel, hvor de alle skulle mødes den næste morgen og bede. Med hjælp fra Nimars mirnere lykkedes det ham at fuldføre sit foretagende, så den næste morgen kunne alle de forsamlede mødes i det nyopførte tempel på Djann-højsletten.
Da gudstjenesten var færdig, påbød Jarco de forsamlede at drage tilbage til deres hjem, og de skulle dele budskabet om De Sande Guder med alle, de mødte på deres vej. Til sidst stod Jarco tilbage med sine fire udvalgte forkyndere – rinderne – som han sendte til hver sit verdenshjørne af Niraham for at være gudernes forlængede arm.
Ved afslutningen af denne første gudstjeneste sendte Jarco folket bort og bad dem om at rejse tilbage til deres hjem, hvor de skulle genoptage deres gamle liv, men altid bære guderne i deres hjerter. På vejen skulle de sprede hans ord og læren om De Sande Guder med alle, de mødte, og når de kom hjem, skulle de indvie enhver, de kendte, i den sande tro. Jarco lod sine rindere følge folket på deres rejse, så intet ondt ville overkomme dem, og han gav dem besked på at udbrede lærdommen om De Sande Guder i Nirahams fire verdenshjørner: Ios mod vest, Eso mod syd, Garmio mod øst og Dina mod nord.
I de følgende år blev Jarco i templet på Djann-højsletten, og han modtog hver dag hundreder af besøgende – nysgerrige såvel som fanatiske pilgrimme – og han tog dem alle ind og lærte dem om De Sande Guder. Det var kun sjældent, han forlod templet, og når det skete, var det oftest for at følge sine forkynderes arbejde. Selvom han holdt af alle sine udvalgte, havde forkynderen Dina dog en særlig plads i hans hjerte.
Hun var draget nordpå til bystaten Etos, hvor hun havde påbegyndt et ambitiøst værk med at gøre bystaten til et omdrejningspunkt for læren om De Sande Guder. I år 3 EJ blev hendes position styrket yderligere, da hun indgik ægteskab med den noble Nikolai Akonos fra nord, og i de næste mange år forvaltede hun det religiøse og politiske liv i bystaten, mens han opbyggede en slagkraftig militær styrke, der skulle forsvare de rettroende.
Hvad der førhen blot havde været et anonymt grænseland, blev i disse år forvandlet til et mageløst centrum for den religiøse vækkelse, der spredte sig over Niraham. Dina drev denne udvikling frem med kyndig hånd og lagde snart efter grundstenen til en ny kirke i Etos, der skulle blive den største og mest mageløse, der nogensinde var set på Niraham. Stortemplet tog hurtigt form, og allerede i år 10 EJ var den første fløj færdiggjort, og Dina fik æren af at afholde den første gudstjeneste i templet.
Folk valfartede til Etos fra nær og fjern for at opleve templet og høre præsterne forkynde gudernes ord under dets tag. Gudernes mirnere viste sig også ofte i disse tider, og det forekom næsten uvirkeligt, at almindelige dødelige kunne høre gudernes ord talt så ligetil. Efterhånden som præsterne forstod sig bedre på guderne, blev de også i stand til at udføre enestående vidundere – de helbredte de syge, fik vandet til atter at løbe i udtørrede floder og nedkaldte gudernes vrede over deres fjender.
Det var en lykkelig tid i Etos, og stemningen var præget af eufori. For eftertiden har man optalt denne æra som Nirahams Tredje Storhedstid.
I år 29 EJ valgte Dina at forlade Etos for at forfølge sin mands vision om at sprede De Sande Guders lære nordpå til folket i hans hjemland, Maldúné. De tog afsted med en stor hærstyrke og den ældste af deres sønner, Valdemar.
Efter Dina havde forladt Etos, drog Jarco dertil og gjorde nu Stortemplet til sin faste bopæl. Her fortsatte han med at prædike gudernes ord, og han tog hver dag imod folket og besvarede deres spørgsmål, alt imens skrivere nedfældede samtlige af hans ord, så Jarcos lære ville blive bevaret for eftertiden. Tilværelsen i Etos bød dog ikke kun på religiøse gøremål, men også mange politiske ærinder, og de huede ikke Jarco. I lange perioder trak han sig derfor tilbage til templet på Djann-højsletten, hvor han kunne fordybe sig og dedikere sin tid til at høre gudernes ord.
Etos fortsatte med at vokse og udvikle sig. Inden for blot et halvt århundrede var byen vokset til ti gange sin hidtidige størrelse, og efter det første århundrede efter åbenbaringen var den godt på vej til at blive den næststørste by på Niraham, kun overgået af Cartheero. Den opblomstring, der skete i Etos, var dog ikke kun af religiøs karakter. Handelen var også i rivende udvikling, og efterhånden som byen voksede, lokkede den mange af Nirahams vismænd til sig, og over tid blev Etos en metropol af intellektuelle og driftige kræfter fra nær og fjern. Der hørtes utallige sprog i byens gader, og også lykkejægere og nysgerrige sjæle fra alle verdenshjørner drog dertil, alene for at få en smag af denne forunderlige nye kultur.
Død
Gennem halvandet århundrede fortsatte udbredelsen af De Sande Guders lære, og den spredte sig hastigt til resten af Niraham.
Mod vest havde Tharkien helhjertet taget De Sande Guder til sig, og i nord var også Kamirr konverteret. Riget Narabond var blevet skåret ud af det maldúnske land i nord, og derfra spredte troen sig yderligere, omend mange åndetro længere mod nord trodsigt nægtede at tage den nye lære til sig. Også i Zara’bash mod øst bekendte man sig til De Sande Guder, men her havde præsterne udfordringer med, at ørkenens genstridige nomadefolk trodsigt holdt fast ved den gamle Kasmanitro. Selv Eisloniens elvere, der ellers ikke tillod mennesker adgang til deres skove, inviterede gudernes præster ind for at forkynde og sprede De Sande Guders ord blandt deres folk.
Så skete det imidlertid i år 162 EJ, at et budskab spredte sig over Niraham: Jarco var død – den store profet var gået bort.
Selvom han var blevet skænket et usædvanligt langt liv af guderne, var han dog fortsat kun et menneske. På dette tidspunkt havde han rundet sit 199. leveår, og tiden var begyndt at sætte sit præg på ham. Hans sind var stadig lige så klart som nogensinde, og hans stemme manglede aldrig kraft, men hans legeme var gammelt og slidt og bar tydeligt præg af de mange års liv i ørkenen.
En morgen oplyste Jarco sine tjenestefolk om, at tiden nu var oprunden. Nimar havde givet ham en vision i løbet af natten og vist ham vejen til Aferheim. Jarco tog en hjertelig afsked med sine nærmeste, og i morgensolens første stråler begav han sig ud i ørkenen. Bag ham græd hans tilhængere sorgfulde tårer, og mange forsøgte at løbe efter ham for at bede ham om at blive hos dem. Ingen syntes imidlertid i stand til at indhente ham.
Han forsvandt i ørkenens sand og blev aldrig set igen. Folket måtte sørgmodigt erkende, at deres store profet havde forladt dem. Fra Stortemplet i Etos blev der herefter udråbt 21 dages landesorg på hele Niraham.