Dette var en race af gråhudede og overordentlig magtfulde elvere, som igennem årtusinder spredte frygt blandt mennesker og elvere. Deres styrke kom fra det mørke og forbudte element, rall, der gav dem både overnaturlig styrke og exceptionel magisk kunnen.
Blandt neldorerne selv var der en fortælling om, at de havde drageblod i årerne, og at de i tidligere tider skulle have benyttet drager som ridedyr. Neldorernes kræfter var generelt nært forbundet med ild og omfattede blandt andet en evne til at antænde levende væsner indefra.
Neldorernes antal var aldrig særlig stort. De levede skjult og bevægede sig rundt i meget små flokke, der så vidt muligt undgik byer eller at færdes i det åbne. Hvor end de kom frem, blev de betragtet med frygt og lagt for had, og kun angsten for neldorernes kræfter forhindrede folk i at slå dem ihjel, hver gang de blev set.
Trods mange skrøner har der i de sidste mange århundreder kun været få pålidelige beretninger om neldorer. Den seneste troværdige beretning stammer fra årene umiddelbart inden Himmelkrigene, hvor der blev set to neldorer. Begge var mænd, der blev jaget af elvere, og den ene var hårdt såret og døende.
Oprindelse
I de tidligste tider på Niraham levede elvere og mennesker adskilt. Elverne boede i de gamle skove på det nordlige kontinent, mens menneskene befolkede de åbne stepper på det sydlige. Omkring år 22.000 FJ begyndte menneskene imidlertid at bevæge sig ind i elvernes skove, og da det kom til kamp mellem de to racer, satte menneskene store dele af skoven i brand.
Elverne udrustede en hær under ledelse af fyrst Zaka Ianno Neldor, som bevægede sig ind i menneskenes land for at afstraffe dem én gang for alle. Det blev indledningen på den første krig på Niraham, og passagen, der adskilte det nordlige fra det sydlige kontinent, blev opkaldt efter ham og bærer nu navnet Ianno-passagen.
Gennem århundreder forsøgte fyrst Neldor at bekæmpe menneskene, men deres antal var for stort, og som tiden gik, blev elvernes antal gradvist reduceret. Til sidst svor fyrst Neldor, at han ville finde andre måder at vinde krigen på, og han etablerede en fast lejr i det sydøstlige Niraham, nær bjergkæden Tiesilé.
Mange år senere sendte han bud hjem om, at man havde fundet et nyt, ukendt element med hidtil usete magiske kræfter. Man havde givet det navnet rall, og ved at optage dets kræfter kunne hans elvere få en styrke og magisk kunnen, hvis lige man aldrig før havde set. Herefter begyndte nyhederne fra Neldors elvere gradvist at svinde for til sidst at ophøre, og elverne fik aldrig igen kontakt med hans folk.
Derefter forløb adskillige årtusinder, indtil elverne omkring år 12.000 FJ begyndte at modtage forlydender om, at deres folk i området nær Ianno-passagen var blevet angrebet og dræbt af en ukendt race af gråhudede elvere med frygtindgydende magiske kræfter. De fremmede lignede og udtrykte sig som elvere og havde spidse ører, men talte en forvitret udgave af elvernes sprog.
Rådet blev indkaldt i Eislon, og det tog ikke lang tid at nå til erkendelsen af, at der måtte være tale om efterkommere af Neldors elverhær, som var blevet fordærvet af elementet rall. Man gav de grå elvere betegnelsen ‘neldorer’ og forbød enhver kontakt med både dem og elementet rall.
I de efterfølgende år modtog elverne kun sparsomme nyheder fra syd. Fra de spejdere, man sendte ud, lærte elverne imidlertid, at neldorerne havde underlagt sig store dele af det sydlige kontinent, hvor menneskene nu levede som slaver. Elverne forskansede grænsen til menneskenes land, men eftersom der ikke kom nye angreb, forholdt de sig i ro og overlod menneskene til deres egen skæbne.
Da sortelverne gjorde deres første indtog på Niraham omkring år 8.000 FJ, var elverne det primære mål for deres nådesløse erobringskrig. Store dele af elvernes skove blev brændt ned, og folket blev dræbt i tusindvis. Omkring år 6.500 FJ var elvernes race presset i knæ.
Sortelverne havde også erobret Ianno-passagen og strømmede ind i neldorernes rige mod syd. Da de lærte om neldorernes magiske kunnen og kendskab til elementet rall, vendte sortelverne hovedparten af deres opmærksomhed mod syd. Elverne fik for en tid et pusterum, mens neldorerne blev ofre for sortelvernes fulde magt.
Til trods for deres store styrke var der grænser for, hvad selv neldorer kunne stille op mod overmagten, og da den sidste af neldorernes store byer, Basaja, faldt, måtte de se nederlaget i øjnene, og de resterende dele af neldorernes folk blev tvunget på flugt.
Neldorkrigen
I de næste mange årtusinder så Nirahams folk meget lidt til neldorerne. Fra tid til anden kom der forlydender om, at en mindre flok var set i områderne omkring Zikkha Ørkenen i det sydlige Zara’bash, men i det store hele blev racens eksistens mere eller mindre glemt af Nirahams folkeslag.
Det ændrede sig imidlertid i år 1069 EJ. Den magtfulde zarabiske troldmand Al-Hazif havde længe higet efter neldorernes legendariske kræfter, og han var nu blevet så indflydelsesrig, at det lykkedes ham at overtale sultanen af Zara’bash til at foretage en storstilet ekspedition gennem Zikkha Ørkenen mod bjergkæden Tiesilé, hvor neldorernes sidste kendte by, Basaja, havde befundet sig.
Efter lange, hårde strabadser kom hæren frem til bjergkæden, og efter lang tids søgen blev det åbenbaret, at neldorerne ikke kun stadig fandtes som race, men at de havde genskabt Basaja, hvor de levede i bedste velbefindende.
Det kom til kamp mellem de to folkeslag, og selvom zarabernes antal var stort, var neldorerne overordentlig magtfulde. Det krævede et næsten 20 år langt felttog, før zaraberne i år 1086 EJ havde besejret fjenden. Begivenhederne blev siden kendt som Neldorkrigen. Alle neldorer, der ikke formåede at flygte, blev dræbt, og efter at Al-Hazif havde plyndret byen for al viden, lod man klippestykker fra de omkringliggende bjerge vælte ned over Basaja, så den blev knust og begravet.
Over de følgende år fortsatte zaraberne med at jage de flygtende neldorer, og det var først i år 1163 EJ, at man endegyldigt erklærede felttoget for afsluttet. På det tidspunkt var neldorernes race nu reduceret til så lavt et antal, at de aldrig igen ville udgøre en trussel.