Arathollkrigen

I år 1449 EJ døde Narabonds konge, Wilhelm Narabond, i sygesengen, og han blev efterfulgt af sin ældste søn, Lochtar Narabond. Lochtar var venlig, afholdt og foretrak at bruge sin tid på mad, vin og musik i venners selskab. Han havde imidlertid også mange mangler, især at han var ubeslutsom og manglede den viljestyrke, der var nødvendig for at kunne herske. Når konflikter truede, blev han handlingslammet og overlod til andre at tage affære.

Kong Lochtars svagheder skulle vise sig at blive skæbnesvangre for Narabond. Da Himmelkrigene indtraf, blev landet kastet ud i tumult og oprør. Alle var forvirrede og usikre på, hvad der var overgået guderne, og mens mange sørgede og bad, benyttede andre uroen til at fremme deres egen sag.

Ladyen

I år 1 EH brød et storstilet oprør ud, der truede med at sønderrive det plagede kongerige. Et medlem af den magtfulde Arathollslægt, Lady Elisabeth Aratholl, oftest blot kendt som Ladyen, havde samlet en hær af sortelvere, orker, emyrske lejesoldater og stridslystne mallere fra nord og marcheret direkte mod Narabonds hovedstad, Kungstadt.

Kong Lochtar var rådvild, og da nyheden om den fremstormende hær nåede hans ører, faldt han hen i en tilstand af handlingslammet melankoli. Han låste sig inde i sit kammer, hvor tjenestefolkene kunne høre ham gå frem og tilbage, mens han mumlede, at alt håb var ude.

Narabonds adel forsøgte at samle et forsvar mod Ladyens tropper, men hendes hær var talstærk og i ledtog med magtfulde magikere. Narabonds hære blev gradvist tvunget tilbage, indtil Ladyens hær til sidst stod foran Kungstadts porte.

Bistået af elvere fra Santillia og paraviske riddere mødte Narabonds tropper Ladyen på åben mark. Kampen blev kort og blodig. Selvom kong Lochtar viste sig for sine styrker om aftenen før det afgørende slag, var hæren demoraliseret og svækket. Ved mødet med Ladyens styrker, der beherskede frygtindgydende magi, kunne Narabonds hær intet stille op, og de, der ikke blev dræbt, flygtede hovedkulds fra slagmarken.

Herefter blev Ladyens sande motiver åbenbaret. Hun lod sine allierede plyndre Kungstadt, mens hun selv drog hen til det hellige livstræ, der siden tidernes morgen havde vokset i udkanten af byen. Her udøvede hun sine mørke kunster, og ved brug af ældgamle neldorskrifter formåede hun at dræne træet for al livskraft og guddommelig energi. Tilfreds med at have nået sit mål forlod hun derefter Kungstadt og rejste tilbage til familiens slægtshjem nær Gråfenne, ikke langt fra grænsen til Østlenet.

Efterspil

Godt og vel en måned senere havde Narabonds styrker samlet sig og hentet forstærkninger fra resten af riget. Med nyt mod marcherede de mod Kungstadt og stødte her kun på nogle få rester af de soldater, der havde angrebet byen. Kampen blev kort, og snart efter var Kungstadt befriet.

Arathollslægten blev aldrig tilgivet for Ladyens forræderi. Selvom mange af dens medlemmer gennem årene havde tjent Narabond trofast, var dette en utilgivelig handling, og samtlige medlemmer af slægten blev forment adgang til Narabond for bestandigt. Velvidende at adelen hverken havde styrkerne eller modet til endnu en krig, trodsede Arathollslægten imidlertid befalingen og blev i deres slægtshjem nær Gråfenne, men trak sig tilbage fra offentligheden.