Aratholl

Gennem de seneste århundreder er der formentlig ingen slægtslinje i Narabonds historie, der har været lige så magtfuld, men også lige så frygtet og forhadt som den fremtrædende familie af magikere kendt som Arathollslægten.

Slægten kan føre sine rødder tilbage til Eben Aratholl, der var bosiddende i Nerlangen i Emyr omkring år 1100 EJ. Så vidt vides var Eben blot en simpel bonde, men blandt hans børn var Moreko Aratholl, der blev født i år 1110 EJ og blev det første medlem af Arathollslægten, der udviste de betydelige magiske talenter, som siden har gjort familien berømt og berygtet.

Siden kom mange andre fremtrædende magikere til, mest kendt af alle formentlig Quarn Aratholl, der blev født i år 1382 EJ. Han udviste et magisk talent, der selv efter Arathollslægtens standarder blev regnet for exceptionelt, og da Vintheldoktrinen blev udstedt fra Etos i år 1400 EJ, som tillod Magiens Cirkel at genopstå, blev Quarn udpeget som overhoved for Cirklen.

Gennem årene var Arathollslægten blevet højt respekteret i det narabonske samfund og besad fremtrædende poster i alle samfundets lag. Deres hemmelighedsfulde natur gjorde dem imidlertid også til genstand for mange rygter, og selv blandt magikere så man med skepsis på slægtens unaturlige fascination for morticismens skole.

Enhver anerkendelse, slægten havde i Narabond, mistede de imidlertid i år 1 EH, da de under ledelse af Elisabeth Aratholl valgte at udnytte svækkelsen af De Sande Guder til at sætte et ødelæggende angreb ind på Narabonds hovedstad, Kungstadt. Her formåede de sammen med deres allierede at nedkæmpe de royale styrker og tappe kræfterne fra det livstræ, der voksede nær byen. Herefter fortrak de igen.

Kongeslægten bandlyste Arathollfamilien, men havde hverken styrkerne eller modet til at tage endnu et opgør med dem og måtte derfor nødtvungent acceptere deres fortsatte tilstedeværelse i landet de næste mange år. Arathollslægten trak sig fra offentlighedens lys, men blev boende i deres gamle slægtshjem nær Gråfenne i Midtriget, ikke langt fra grænsen til Østlenet.

Arathollfamilien mødte sit endelige ad noget uventet vej. I år 29 EH var de mest fremtrædende medlemmer af slægten inviteret til Adrians Bryllup, hvor blandt andet Moreko, Elisabeth, Bianca og Quarn deltog. Hændelsen udviklede sig til et slag af kataklysmiske proportioner, hvor fæstningen blev sprunget i luften, og stort set alle tilstedeværende blev dræbt, herunder Arathollslægtens medlemmer.

Efter at have mistet deres overhoveder og mest magtfulde beskyttere stod resterne af Arathollfamilien hjælpeløse tilbage og havde intet andet valg end at flygte fra deres hjem og i hast forlade Narabond. Siden har de levet en tilværelse på flugt. Herefter overtog den sortelviske magiker Th´Khassos det tårn nær Gråfenne, kendt som Det Hvide Tårn, som hidtil havde været omdrejningspunktet for Arathollslægtens magiske kundskaber.

Moreko Aratholl

Moreko udviste et sjældent intellekt og en udtalt evne inden for magiens kunst, hvilket resulterede i, at han allerede fra en ung alder kom i lære som troldmand. Så fremherskende var Morekos talenter, at han som blot syttenårig rejste til Etos, hvor han blev optaget som lærling hos selveste Gagail ‘Lysbringer’.

Det var i denne tid, at Nirahams store magikere begyndte at opføre deres vintheler. Gagail var den første og opførte sit tårn i år 1139 EJ, og snart fulgte mange andre hans eksempel. Også Moreko lod et tårn opføre i det område, vi nu kender som Aihlann Bachir. Ingen kunne betvivle hans magiske kundskaber, og som lærling af Gagail havde han også en naturlig autoritet blandt de øvrige troldmænd.

I år 1152 EJ var der rejst 37 vintheler, og vinthelfyrsterne begyndte at mødes regelmæssigt for at sikre, at der var ordnede forhold blandt Nirahams magikere. Sammenslutningen blev betegnet Magiens Cirkel, og Gagail fremstod som Cirklens naturlige leder. Også troldmanden Alrimac var en højt anerkendt vinthelfyrste, og de forvaltede Cirklen i fællesskab. Hvor Gagail var den idealistiske og visionære, der talte i store vendinger, var Alrimac den rolige og eftertænksomme, som manede til besindighed, når bølgerne gik højt blandt troldmændene.

Moreko var imidlertid ambitiøs og mente, at også han havde fortjent en plads i den inderste kreds af Magiens Cirkel. Han var dygtig – det vidste alle – og havde det ikke været for hans enorme videbegær og higen efter magt, var han utvivlsomt også blevet givet en fremtrædende position. De øvrige medlemmer var dog bekymrede for hans ambitioner, da de frygtede, at magten ville fordreje hans sind, hvis han fik for stor indflydelse. Til sidst var det hans egen læremester, Gagail, der måtte overbringe Moreko budskabet om, at han ikke ville blive optaget i Cirklens inderste kredse.

I vrede afskar Moreko sig fra Cirklen og ophørte med at deltage i dens fællesskab. Han holdt sig til sit vinthel, og som tiden gik, mistede han mere og mere kontakten til omverdenen. Han brugte lange nætter på at udføre forsøg og tilegne sig viden, og han gik endda så vidt som til at opsøge elverne i håb om at lære fra dem. De sendte ham dog bort med uforrettet sag.

Efter at have søgt forgæves i utallige år, lykkedes det Moreko at finde en kilde til kraft, der tilfredsstillede hans magtbegær. Han havde længe vidst, at der var stort potentiale i dødemagernes kunst, men nu opdagede han et særligt magisk potentiale, der blev sluppet fri i det øjeblik, hvor sjælen forlod legemet. Gennem dystre eksperimenter lærte han gradvist at betvinge denne kraft.

Det var en mørk og forbudt kunst. Moreko formåede i en tid at holde sin hemmelighed skjult, men som hans begær efter viden voksede, blev han skødesløs og arrogant. Han tog sig lærlinge, og disse tog igen egne elever. De mennesker, de brugte til deres forsøg, blev ikke længere møjsommeligt skaffet af vejen, men efterhånden blot efterladt i skovene omkring Morekos vinthel.

Snart begyndte befolkningen i de omkringliggende egne at frygte Moreko, og hans tårn blev en lurende skikkelse i horisonten, som ingen længere turde nærme sig. Ordet nåede også Magiens Cirkel. Gagail forsøgte at overtale Moreko til at opgive den dystre magi og destruere sine bøger, men forgæves. Beruset af sin nyfundne magt nægtede Moreko og sendte Gagail bort. Også Nimars højpræst blev afvist, da han mødte op ved tårnets fod for at overtale Moreko til at ophøre med sin ugudelige magi.

Det blev dråben for kirkerne. De havde længe skelet ængsteligt til Magiens Cirkel og søgt efter en anledning til at gøre op med magikernes magt. Morekos adfærd var al den begrundelse, de manglede. Selvom Nimarkirken forsøgte at mane til besindighed og opfordrede til dialog, inden man skred til drastiske handlinger, lyttede ingen andre kirker efter. Bedre blev det ikke, da det kom kirkerne for øre, at Moreko havde bebudet, at han havde fundet kilden til alt liv og derfor ikke længere havde grund til at frygte døden.

Præsteskabet skred øjeblikkeligt til handling, og præster fra Nimar, Gasnian, Ragil og Arams kirke drog i år 1167 EJ til Morekos vinthel. De forbandede tårnet og alt, hvad der opholdt sig deri. Deres største forbandelser var dog rettet mod Moreko. Længe bad de til guderne om, at de måtte lade deres vrede falde over tårnet og gøre op med dødemageren og hans mørke kunst.

Deres bønner blev mødt af Morekos hånlige tilråb fra tårnet, og mens præsterne anråbte deres guder, kaldte Moreko sine udøde tjenere til sig og sendte dem ud for at jage en skræk i livet på præsterne. Herefter fulgte en frygtindgydende magisk duel mellem Morekos magikere og præsterne.

Mange præster faldt, indtil det øjeblik, hvor guderne selv vendte deres opmærksomhed mod Morekos tårn. Et lyn slog ned i tårnet, og i et mægtigt lysglimt blev det søndersplintret og faldt til jorden i ruiner. Alt land omkring det sted, hvor tårnet havde stået, blev forkullet og var i mange dage for varmt til at kunne røres.

Da man gennemsøgte ruinerne, måtte man konstatere, at Moreko var forsvundet. Hans legeme var intetsteds at finde, og det var først, da man nøje gennemsøgte ruinerne af hans bibliotek, at man fandt et lille timeglas i sølv, og i det var Morekos sjæl fanget. Guderne havde valgt at udstille Morekos arrogance og foragt ved for altid at fastlåse hans sjæl i tidens sand, således at han aldrig ville ældes. Ganske som han havde påstået, ville Moreko nu aldrig kunne dø, og gudernes straf var fuldbyrdet.

Morekos fangeskab skulle dog ikke vare for evigt. Selvom tidens sand bevarede sin magi selv efter gudernes fald under Himmelkrigen, var gudernes kræfter svækkede, og de vogtede ikke så nidkært over sandet som førhen. Det lykkedes derfor Quarn Aratholl at finde en måde, hvorpå han kunne befri Moreko. De nærmere detaljer kender kun Quarn, men det vides dog, at Moreko deltog i Arathollkrigen i år 1 EH og her havde form af en dødning. En udbredt antagelse går derfor på, at Quarn fandt en måde at dræbe Moreko, mens han befandt sig i tidens sand, og derefter rejste ham som dødning.

Under Arathollkrigen var Moreko den mest frygtindgydende af slægtens troldmænd. Han var konstant i forreste række, og hverken våben eller pile gjorde ham nogen skade. Så store var hans kræfter, at selv da elvernes mægtigste troldmænd trådte frem for at møde ham på slagmarken, sendte han dem flygtende bort i anfald af panisk angst.

Efter at have tjent sin slægt under Arathollkrigen fulgte Moreko med familien til dens traditionelle slægtshjem nær Gråfenne, hvor han opholdt sig de næste mange år. Til trods for at han var familiens ældste medlem og hverken syntes at have mistet sine magiske kræfter eller sin magtbegærlige natur, gjorde han ikke nogen bestræbelser på at overtage posten som familiens overhoved.

Da der blev udpeget to nye vinthelfyrster i år 27 EH, tvillingerne Aeon og Elias, og da Elias tilegnede sig et vinthel ved at trække skyggen fra Aric Sastinos vinthel nær Alvonsaria i Tharkien ud fra Skyggeplanet, kunne Moreko ikke længere holde sig tilbage. Samme år formåede han også at trække skyggen af sit vinthel i Sydlenet ud fra Zaratziels rige og manifestere det på Niraham. Han syntes dog aldrig at have taget permanent bolig i det, og det antages, at Moreko foretog handlingen for at understrege overfor Gagail og hans to lærlinge, at han fortsat stræbte efter magten i Magiens Cirkel.

Næste gang Moreko viste sig for den brede offentlighed, var da han sammen med resten af Arathollslægtens overhoveder deltog ved Adrians Bryllup i Dragegabet i år 29 EH. Trods sine magiske kræfter kunne Moreko intet stille op, da slaget mellem Valknarr og Ragils mirner Karax omsluttede fæstningen og dræbte alle deri – også Moreko omkom i flammerne.

Quarn Aratholl

Den mest kendte af alle Arathollslægtens medlemmer er ubetinget Quarn Aratholl, der gennem sit godt tohundrede år lange liv formåede at etablere sig som en af Nirahams største og mest fremtrædende magikere.

Om Quarns ungdom ved man kun forsvindende lidt. Han blev født i Narabond i år 1382 EJ, og allerede fra en ung alder udviste han store færdigheder inden for magiens kunst. Han blev meget tidligt sat i lære under Arathollfamiliens daværende overhoved, Bianca Aratholl. Hun havde stået i lære under Moreko Aratholl mere end 200 år forinden og havde lært tilstrækkeligt om livets og dødens mysterier, inden Morekos tårn faldt under Vinthelkrigen, til at hun efterfølgende havde formået at forlænge sit liv unaturligt længe.

Quarn blev hendes mest fremtrædende lærling, og for at fremme hans magiske kundskaber yderligere blev han senere sendt i lære ved Randalfamilien i Nerlangen i Emyr. Under sin læretid fulgte Quarn i familiens fodspor og helligede sig morticismens lære, som både Moreko og Bianca før ham.

I år 1400 EJ blev Vintheldoktrinen udstedt, der på ny tillod magikere at praktisere deres virke i det åbne. Hårdt presset af en langvarig krig mod Roul-Assin tillod den narabonske konge, at Magiens Cirkel også blev etableret i Narabond, og anmodede landets magikere om at udpege en primus – et nationalt overhoved – i Narabond. Mange forventede, at den magtfulde Arathollslægt ville stræbe efter posten, men deres ambitioner gik videre end som så. De brugte al deres politiske indflydelse, og flankeret af Randalslægten fra Emyr lykkedes det at positionere unge Quarn som overhoved for hele den genetablerede Magiens Cirkel.

De følgende år arbejdede Quarn ihærdigt for at fremme Cirklens position på Niraham. Det var en lang, hård kamp, og man hørte i denne tid ikke meget til hans gøren og laden. I år 1435 EJ fik han imidlertid langt om længe mulighed for at bevise sin kunnen. Den uregerlige magiker, Marcus af Sortemosen, havde i længere tid terroriseret befolkningen i Vestlenet i Narabond, men både magikere og præster havde kæmpet forgæves for at få bugt med ham. Nu blev en ny ekspedition sendt dertil, anført af Quarn Aratholl, og det lykkedes langt om længe at få bugt med Marcus, der blev drevet på flugt.

Denne begivenhed gjorde øjeblikkeligt Quarn til en berømthed overalt på Niraham, og derefter begyndte Cirklens agtelse at stige betydeligt. Lidet kendte man imidlertid til, hvordan Quarns interesse for dødekoglernes forbudte kunst blev vakt af mødet med Marcus’ udøde. Det vides ikke nøjagtigt, hvornår det fandt sted, men på et tidspunkt herefter undergik Quarn i dybeste hemmelighed transformationen til vampyr.

Han etablerede også sit eget tårn, kendt som Det Hvide Tårn, ved familiens gamle slægtshjem nær byen Gråfenne i Narabond, ikke langt fra grænsen til Østlenet. Belært af fortidens erfaringer ville hverken Nimarkirken eller Gagail ‘Lysbringer’ imidlertid anerkende Quarns tårn som et vinthel, uanset at Quarn vedvarende insisterede på at omtale det som et sådant.

De næste mange år fortsatte Quarn med at udbygge sine magiske færdigheder, og han tog sig adskillige lærlinge – både håbefulde medlemmer af sin egen slægt og udefrakommende, der udviste talenter inden for morticismen. Selv sortelviske lærlinge sås fra tid til anden blandt hans følge. Han udbyggede også sit politiske netværk og lagde ikke skjul på, at han havde gode relationer blandt dem, der fulgte Fanabinas barn, den unge afgud Girak.

I år 1 EH havde Quarns niece, Elisabeth Narabond, fundet midlet til at tappe de uanede kræfter fra elvernes hellige livstræer, og hun havde udset sig det ældste af alle livstræer i Narabond – træet, der voksede nær Kungstadt. Præsterne var svækkede efter Himmelkrigene, og kong Lochtar var en svag, viljesløs regent, der ikke havde adelens opbakning. Hun samlede derfor familiens støtter og satte et angreb ind på Kungstadt.

Handlingen blev senere kendt som Arathollkrigen, og selvom Quarns bidrag til krigen var yderst begrænset, blev hele Arathollslægten bandlyst i Narabond, og Quarn blev frataget sin position som overhoved for Magiens Cirkel. Det blev i den forbindelse også alment kendt, at han var vampyr. Herefter overgik positionen til Mester Uldur, og Arathollslægten måtte trække sig fra det offentlige liv.

Quarn vedblev med at praktisere sit virke og fremme sine kundskaber, og han blev fortsat regnet for en af Nirahams fornemmeste magikere, men der blev længere mellem, han viste sig offentligt.

Han mødte sit endeligt i år 29 EH, da han sammen med resten af Arathollslægtens overhoveder var inviteret til Adrians Bryllup i Dragegabet. Det udviklede sig til en kataklysmisk kamp mellem dæmonen Valknarr og Ragils mirner Karax, som opslugte fæstningen og brændte alle tilstedeværende til døde, herunder Quarn.

Elisabeth Aratholl – Ladyen

Hvor de øvrige slægtninge i Arathollfamilien særligt blev kendt for deres magiske kundskaber inden for morticismen, formåede Elisabeth at skabe sig et eftermæle baseret på sine diplomatiske færdigheder og handlekraft.

Hun blev født i år 1421 EJ som barn af Kaysa Aratholl, søster til Quarn, og viste som mange af slægtens medlemmer anlæg for at blive en glimrende magiker. Modsat sine slægtninge besad hun imidlertid også en personlighed, der skabte hende mange venskaber og alliancer, og hun var en kendt skikkelse ved det narabonske hof. Bag det imødekommende ydre gemte sig dog en ærgerrig sjæl, der higede efter magt. Hun var kendt som en impulsiv, men også handlekraftig person, der stod ved sine ord og havde viljestyrken til at nå sine mål.

Da grænserne for hendes magiske formåen viste sig, valgte hun i vanlig stil ikke at lade sig bremse. Hun ville ikke lade sig overgå af sine mandlige slægtninge og satte derfor en dristig plan i værk. Ved brug af familiens ældgamle neldor-artefakter ville hun dræne kræfterne fra det ældste og mest potente livstræ i Narabond – det hellige træ, der siden de tidligste tider havde vokset i udkanten af Kungstadt.

Hun samlede en hær af allierede omkring sig, bestående af sortelvere, sortblodsfolk, mallere og lejesoldater fra Emyr. Herudover lykkedes det hende sammen med Quarn at finde en måde at slippe Moreko fri af tidens sand, hvor han havde været fanget i århundreder. Med hans styrke og Arathollslægtens lærlinge besad hun en magt, som Narabond ikke kunne måle sig med.

Under optakten til krigen formåede Elisabeth at etablere sig som en afholdt og respekteret hærleder. Hun blev omtalt respektfuldt som Lady Elisabeth Aratholl, men snart var det udbredt blot at betegne hende som ‘Ladyen’.

Arathollkrigen i år 1 EH kulminerede med et storslået slag foran Kungstadts porte. Arathollslægtens styrker formåede at tvinge Narabonds hære på flugt, og Elisabeth kunne trække på neldorernes gamle artefakter, som hun brugte til at dræne livstræet for kraft. Herefter lod hun sine allierede plyndre Kungstadt og vendte selv tilbage til Arathollslægtens gamle hjem nær Gråfenne.

Hun opnåede stor magisk kraft og kunne i de følgende år næsten måle sig med Quarn og Moreko. Arathollslægten blev imidlertid bandlyst i Narabond, og selvom de narabonske konger ikke havde modet eller styrken til at fortrænge dem fra Gråfenne, trak slægten sig tilbage fra offentligheden. Meget lidt er kendt om Elisabeths færden i de efterfølgende år.

Man ved dog, at hun mødte sit endeligt i år 29 EH under Adrians Bryllup, hvor hun sammen med resten af de mest prominente navne i Arathollfamilien var inviteret til bryllup i Dragegabet. Brylluppet udviklede sig til en drabelig kamp mellem dæmonen Valknarr og Ragils mirner Karax, som omsluttede hele fæstningen i flammer, som selv Elisabeths mægtige kræfter ikke kunne beskytte hende imod.

Scroll to Top