Da guderne skabte Nirahams racer, gav Gasnian dem talens gave. Han opfandt sprog og lærte dem, hvordan de skulle kommunikere. Eftersom racerne var så forskellige, fandt han det også rigtigt, at de skulle have hvert deres sprog. Racerne tog hurtigt sprogene til sig, som var de deres egne.
Hvor de øvrige racer har gjort en dyd ud af at bevare sproget rent og uforvansket, har menneskene ændret og udviklet deres. Blandt mennesker er det oprindelige sprog derfor gået tabt for længe siden. Hovedparten af menneskerigerne på det nordlige kontinent har dog en fælles fortid i den hedengangne maldúnske kultur, og ser man bort fra enkelte, regionale undtagelser, er deres sprog stort set alle afarter af det maldúnske sprog, der blev talt før i tiden. De forstår derfor alle hinanden.
Blandt de øvrige racer har man måttet erkende, at mennesker kun yderst sjældent er i stand til at lære de ophøjede sprog, som racerne er velsignede med, og når de prøver, lyder det så kluntet, at det ville være bedre, hvis de havde undladt at prøve. Der er derfor en almen tradition for, at de medlemmer af andre racer, der skal have kontakt med mennesker, i stedet tillærer sig at kommunikere på maldúnsk.
Mennesker
Akonsk
Et af de mest udbredte sprog blandt mennesker er det, der tales i Narabond, Roul-Assin, Emyr og Norrland, og som i almindelighed er kendt som akonsk. Sproget er baseret på det maldúnske sprog, men udviklede sig i tiden omkring år 40 EJ, hvor Nikolai Akonos etablerede det narabonske rige.
Kong Nikolai tog mange kulturelle nyskabelser med sig fra Etos i syd, og én af disse var det gammelkendte Shantil-sprog, som man talte i Etos. Gennem årene har dele af det shantilske sprog bevæget sig ind i akonsk.
Chatonsk
Det Chatonske Imperium er opstået som en sammensmeltning af adskillige kulturer, der gennem årene er blevet erobret og indlemmet i det evigt voksende rige. Hver af disse kulturer har tilføjet deres egne særpræg, og selvom det chatonske sprog grundlæggende ikke afviger meget fra akonsk, vil man dog opleve visse forskelle.
Hvad der særligt kendetegner det chatonske sprog, er en tilbøjelighed til at benytte korte og skarpt betonede ord. Herudover værner chatonerne ihærdigt om, at deres sprog er mere ophøjet end andres, og chatonere har derfor for vane at omdøbe erobrede byer og landområder, så deres navne får en tydelig chatonsk klang.
Paravisk
I Paravien taler man en afart af det svundne maldúnske sprog. Med tiden har sproget fået flere og flere ligheder med akonsk, og det kan efterhånden være vanskeligt at kende paravisk og akonsk fra hinanden. Det paraviske sprog har dog en vis tilbøjelighed til at være mere elegant, og der er ligefrem dem, som mener, at der må være en snert af elviske træk i det paraviske sprog.
Zarabisk
Zarabernes sprog er overordentlig kringlet og sofistikeret, og har ingen ligheder med de sprog, der tales på det nordlige kontinent. Det virker fuldstændig uforståeligt for udefrakommende, og for dem, der ikke er opfostret med det som modersmål, kan det tage et helt liv at lære. Selv den jævne zaraber kender ikke alle sprogets ord og nuancer.
Når en del lærde alligevel gør sig bestræbelser på at lære sproget, skyldes det, at mange af de største og mest betydningsfulde værker i Nirahams historie er forfattet af zarabere. Væsentligst af alt er formentlig beretningerne om Jarco og hans liv og prædiken.
Bangtesk
Man ved ikke meget om dette sprog, andet end at det er, hvad man taler i det fjerne rige Bang Tei. Også i Nodai, hvis indbyggere hovedsageligt består af flygtninge fra Bang Tei, taler man sproget.
Blandt lærde er der en teori om, at bangteserne i sin tid lærte sproget fra neldorerne. Visse mener tilmed, at der stadig findes gamle neldor-skrifter i Bang Teis biblioteker, og at dem, der behersker sproget, kan aflure deres hemmeligheder.
Oldparavisk
I tiderne før Jarcos åbenbaring talte menneskene i området omkring Paravien et særligt sprog, der nu kendes som oldparavisk. Det har stort set ingen ligheder med hverken det maldúnske eller akonske sprog, og oprindelsen bag oldparavisk er et omdiskuteret emne.
Realiteten er imidlertid, at næsten alle de tidligste af menneskenes skriftkilder fra det nordlige kontinent er skrevet på oldparavisk, og ikke kun lærde, men også dele af Paraviens adel sætter derfor en ære i at lære oldparavisk. Kun få mestrer det dog i en sådan grad, at de frit kan læse de gamle tekster.
Shantil
Dette legendariske sprog blev talt i det hedengangne rige Shantil. Selvom riget gik under for flere hundrede år siden, og Shantilkulturen for længst er gået tabt, er der stadig nogle få skriftkyndige på Niraham, der har lært sig det sprog, der blev talt i landet.
Shantil var det første større menneskesamfund på Niraham, og de ældste skrifter, som mennesker nogensinde har nedfældet, er skrevet på dette sprog. Kun få tekster har overlevet tidens tand, og der er kun en lille håndfuld lærde tilbage på Niraham, der kan læse og forstå dem – hvoraf næsten ingen mestrer sproget til fulde.
Elvere og sortelvere
Eislonsk
Dette sprog er det ældste af alle og har stort set forblevet uforandret siden de tidligste tider. Eislonsk tales af elverne i både Eislonien og Santillia, og det beror udelukkende på tradition, at sproget stadig omtales som eislonsk.
Der er tale om et kompliceret og næsten musikalsk klingende sprog, som kan synes umuligt for de andre racer at lære, ikke mindst fordi en meget stor del af sproget udtales gennem elvernes sofistikerede kropssprog.
Tzest-Starnsk
Både sortelvernes race og sprog udspringer af elvernes. Sproget er derfor, ikke overraskende, stort set enslydende med eislonsk. Skjult under jorden har sortelverne imidlertid ikke været udsat for de samme kulturelle påvirkninger udefra som overfladens elvere, og deres sprog har stort set ikke ændret sig siden de tidligste tider.
Det er ikke usandsynligt, at sortelvernes sprog er udtryk for, hvordan eislonsk lød i de tidligste tider. Tzest-Starnsk kan dermed meget vel være det nærmeste, man kommer gudernes eget sprog.
Neldortunge
Neldorerne er et længe uddødt folkefærd, der efterhånden kun eksisterer i myter. Nogle ganske få af deres skrifter har overlevet tidens tand, og lærde mener at have oversat dele af sproget. Det er imidlertid et komplekst og ulogisk sprog, der ikke følger nogen anerkendte mønstre, og der er forlydender om, at mennesker skulle være blevet drevet til vanvid i forsøget på at forstå det.
Dværge
Darkonsk
Dværgenes tilværelse er uafværgeligt knyttet til livet i og under bjergkæden Darkonien. Det sprog, de blev givet af guderne, er derfor også kendt som darkonsk. Det tales af alle Nirahams dværge, uanset hvor de er bosiddende, og er et fåmælt og kortfattet sprog, der afspejler dværgenes praktiske livssyn.
Som noget ganske særligt har dværgene to forskellige skriftsprog. Dels et vanligt alfabet, og dels et ældgammelt, mytisk sæt runetegn. Hvor det ordinære alfabet er alment kendt, vogter dværgene nidkært over runernes hemmeligheder.
Sortblodsfolk
Sortsprog
Blandt orker, gobliner og trolde tales et groft og firkantet sprog, der i daglig tale er kendt som ‘sortsprog’. Det har meget lidt dybde og stort set ingen tekniske finesser, men er til gengæld umådelig direkte og entydigt i sit udtryk. Der er tilnærmelsesvis ingen ord, der kan forveksles på sortsprog, og budskaber trænger meget klart igennem og kræver stort set aldrig gentagelser.
Selv sortblodsfolket har dog for vane at lære det akonske sprog, hvis de bor i områder, der grænser op mod menneskenes land. Formodningen er, at selv sortblodsfolk anser det for nyttigt at kunne lave aftaler og begå diplomati, eller i det mindste kunne forhøre sine fanger.