Denne magtfulde troldmand var en af de oprindelige 37 vinthelfyrster, men blev korrumperet af sin higen efter magt og jagten på et evigt liv.
Efter Gagail ‘Lysbringer’ havde etableret det første vinthel i år 1139 EJ fulgte mange andre kyndige magikere i hans fodspor. De store troldmandstårne skulle være steder, hvor magikere kunne træne deres færdigheder og tage lærlinge, og hvor andre magikere kunne opsøge dem og lære fra hinanden.
I år 1149 EJ fik magikeren Kalan Burgeon opført sit vinthel i Sydlenet af Narabond. Han var dygtig og højt respekteret, og hans tårn blev snart hjemsted for et anerkendt akademi.
Storhed og fald
Kalan var af rindernes slægt, og som dem var han velsignet med et enestående intellekt og et unaturligt langt liv. På det tidspunkt, hvor han opførte sit vinthel, var han allerede 257 år gammel, men stadig åndsfrisk og energisk. Som tiden gik, begyndte Kalans lærlinge imidlertid at se en dyster side af deres mester. Selvom han allerede havde levet et langt liv, var han besat af tanken om at kunne forlænge det ud i det uendelige – som var døden blevet en fjende, der måtte bekæmpes for enhver pris.
Blandt de øvrige vinthelfyrster skelede man bekymret til Kalans foretagende, men undlod at gribe ind. De vidste alle, at døden var en naturlig selvfølge, som selv de mægtigste troldmænd ikke kunne undgå. Det var en lærdom, som også Kalan måtte gøre sig, men det var op til ham selv at nå den erkendelse. Eftersom det var et umuligt foretagende, han havde kastet sig over, undlod vinthelfyrsterne derfor at gribe ind.
I år 1166 EJ bekendtgjorde Kalan imidlertid over for sine lærlinge, at han mente at have fundet midlet. Hans lærlinge lod sig rive med af den entusiasme, som han bekendtgjorde nyheden med, men deres iver blev snart vendt til forfærdelse, da de lærte, hvori forløsningen lå. Kalans søster skulle bære og føde hans søn, og allerede inden fødslen ville Kalan præge og forme barnet, så dets legeme og hans ville være skabt af det samme materie, og i det øjeblik barnet blev født, ville Kalan overføre sin sjæl til barnet, så han kunne leve videre i sin søns krop.
Inden vinthelfyrsterne kunne nå at agere på denne modbydelige praksis, indtraf den store folkelige opstandelse, hvor Nirahams befolkning og præsteskab vendte sig mod troldmændene. Først angreb de Morekos tårn i år 1167 EJ, og siden gik turen videre til resten af vinthelerne, og også Kalan blev genstand for deres vrede. Opildnet af præster fra Ragil- og Aramkirkerne gik folket i procession mod hans tårn, og mens præsterne forbandede Kalan, satte folket tårnet i brand.
Kalan viste sig for menneskemængden og forsøgte at tale den til ro, men lige lidt hjalp det. Derefter brugte han sine magiske kræfter til at prøve at skræmme dem væk, men præsterne havde held til at beskytte folket mod de værste dele af hans magi. En pil traf ham herefter i skulderen, og Kalan måtte hårdt såret kravle tilbage i sit brændende vinthel.
For en tid var der stille, mens flammerne rejste sig i tårnet. Da eksploderede tårnet i et sønderrivende brag, og sten blev slynget i alle retninger. Mange blev dræbt af de faldende murbrokker, og brændende rester faldt ned over de overlevende. Derefter begyndte en fæl stank at brede sig, og den ophidsede menneskemængde faldt til ro igen og skyndte sig væk, forvisset om, at Kalan var død.
Da man ikke siden hørte noget til Kalan, blev det antaget, at han var død i sit tårn, og snart faldt hans minde hen i glemsel.
Tilbagevenden
Det skulle imidlertid vise sig, at Kalan havde overlevet angrebet. Under tårnet havde han haft kar med svovl og syre, som han havde skyndt sig at bære op, for derefter selv at gemme sig i det mørke dyb. Hans kundskaber var imidlertid alvorligt svækkede af, at alle hans noter og bøger var gået tabt med tårnet.
I de næste mange år rejste Kalan rundt og udgav sig for at være en simpel vismand, der for en seng og et varmt måltid fortalte historier om fortiden og gav gode råd for fremtiden. Således passerede mere end 200 år, indtil overgrebene på vinthelfyrsterne var forsvundet i glemslen, og Niraham var gået ind i en ny tid.
Kalans navn var imidlertid ikke blevet glemt, så da han på ny stod frem og åbenbarede sit navn, vendte Nirahams øvrige magikere ham ryggen og truede med at udstøde ham som renegat, hvis han vovede at forfølge sit dystre mål om at leve for evigt. Udstødt af sine egne vendte Kalan sig i stedet mod dæmonerne og begyndte at indgå pagter med dem for derigennem at sikre sig det evige liv, han så inderligt higede efter.
Da det kom de øvrige magikere for øre, begyndte de at jage ham nådesløst. Det kom til mange kampe mellem Kalan og de øvrige magikere, og hver gang gjorde Kalans nyfundne dæmoniske kræfter udslaget. Også kirkernes inkvisition led store tab i forsøget på at standse ham.
Til sidst måtte man appellere til de verdslige magter og bede dem om hjælp. Budbringere blev sendt ud til herskerne i Narabond, Roul-Assin, Paravien, Emyr og Santillia med anmodning om at mønstre deres hære, så man i fællesskab kunne have held med at bekæmpe Kalan og hans dæmoner. I foråret 1467 EJ stod styrkerne, som for eftertiden skulle blive kendt som ‘De forenede hære’, over for Kalans dæmoner. Det blev et slag uden sidestykke, og i sidste ende lykkedes det at overvinde Kalans hær. Kalan selv var imidlertid for magtfuld en fjende, og trods ihærdig modstand formåede han at undslippe slagmarken.
Samme sommer afholdt man et storslået ritual i Basilikaen i Kungstadt, hvor det ved gudernes forenede magt lykkedes at bryde Kalans forbindelse til dæmonerne og gøre ham dødelig igen. Han levede herefter en tilværelse på flugt fra De Sande Guders inkvisition, men han var svækket, og det var kun et spørgsmål om tid, før hans skæbne ville indhente ham.
Ved årets udgang blev han fanget af druider i Sydlenet nær ruinerne af sit gamle vinthel. De førte ham til deres lund og nedkaldte en forbandelse over ham, der ville fremskynde alderdommens komme. Inden forbandelsen kunne nå at træde i kraft, hidkaldte Kalan imidlertid den sidste rest af sine kræfter og sendte sin sjæl ud af legemet. Han lod den finde hvile i den magiske stav, som han altid bar ved sin side, og druiderne fandt det umuligt at destruere den.
Kalans legeme blev herefter brændt på bålet i lunden, og hans aske spredt for vindene. Staven, der nu husede Kalans sjæl, skilte man ad i syv dele og sendte hver af dem til de fjerneste egne på Niraham, så man var sikre på, at staven aldrig igen ville kunne samles. For at sikre sig yderligere lagde druiderne en mægtig magi over den juvel, der havde udgjort stavens top, så det ville være umuligt at samle staven uden også at have juvelen. Herefter sendte de juvelen, der for eftertiden blev kendt som ‘Kalans nøgle’, til Basilikaen, hvor den blev skjult i de hellige sanktuarier.